Vi have ovenfor sagt, at Mormonernes Lære strider aldeles imod Guds Ord, og vi skulle her bevise det saa klart, at enhver Sanhedskjærlig maa fatte det.
Med Hensyn til Gud lære de: „Den øverste Gud frembragte Guderne tilligemend Himlene og Jorden.“ Johannes — saa heder det — omtaler i Aabenbaringen 144,000 af disse Guder (see deres Tidsskrift Millennial Star 1852, 455[1]). Men Sandhedens Gud lærer os i den hellige Skrift: „Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er een (5 Moseb. 6, 4). Jeg er Herren og Ingen ydermere; uden mig er ingen Gud (Es. 45, 5). Vi vide, at en Afgud er Intet, og at der er ingen anden Gud end een“ (1 Cor. 8,4. Sec 1 Cor. 8, 6). — Mormonerne lære: „Adam er vor Fader og vor Gud, den eneste Gud, med hvem vi have at skaffe“ (see Mill. Star 1853. 769). Men i l Moseb. 1 og 2 Cap. lærer den Hellig-Aand os, at Adam er skabt af Gud; altsaa have Mormonerne frækt fornægtet det Herrens Bud: „Du skal ikke have fremmede Guder for mig!“ altsaa vise de sig ligesaa formørkede af Synden som hine Hedninger, om hvem Paulus vidner: „De have forvendt Guds Sandhed til Løgn og have dyrket og tjent Skabningen over Skaberen“ (Rom. 1, 25). — Mormonerne lære, at „Gud har Legeme og Lemmer“ (deres Katechismus, Spørgsm. 28), og Joseph Smith siger: „Gud har Skikkelse som et Menneske og er i Virkeligheden af samme Art; men han er Mønsteret for den Fuldkommenhed, hvortil et Menneske kan naae.“ — De have nok forglemt Skriftens Lære om, at „Gud er en Aand“ (Joh. 4, 24), og at man derfor ei skal gjøre sig noget Billede af ham (2 Moseb. 20. 5 Moseb. 4, 15. 16). „Gud — saa lære de — kan ikke være to Steder paa engang og er selvfølgelig ikke allestedsnærværende“ (see Mill. Star og deres Katechisme, Spørgsm. 44). Men Herren selv siger derimod: „Er jeg kun en Gud nærhos og ikke en Gud langt borte? Mon Nogen kan skjule sig paa saa lønlige Steder, at jeg ikke kan see ham? Er jeg ikke den, som opfylder Himlene og Jorden?“ (Jerm. 23, 23—24. See Ps. 139, 7—10). — „Gud saa lærer Joseph Smith i sin sidste Prædiken — har aldrig havt Magt til at skabe et Menneskes Sjæl.“ — „Det svageste Guds Barn, som nu findes paa Jorden, skal engang besidde et mere udstrakt Herredømme, større Rigdomme, flere Undersaattere, større Magt og større Herlighed, end Jesus Christus nu besidder}}; men paa samme Tid skal Jesus Christus og hans Fader see deres Magt og Herredømme vore i samme Forhold“ (see Mill. Star). Altsaa Gud Fader og Guds Søn er efter deres Lære endnu ikke almægtige; men var dette sandt, da kunde Gud ei forsvare os imod al Fare, da kunde vi ei forlade os paa ham i al vor Nød; ja! da var han slet ikke Gud. Men tvertimod deres Lære forkynder den Hellig-Aand os i Bibelen: „Hos Gud er ingen Ting umulig (Luc. 1, 37). Herren gjør Alt, hvad ham behager, i Himmelen og paa Jorden og i alle Afgrunde“ (Ps. 135, 6). Christus selv siger: „Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden“ (Matth. 28, 18). Altsaa erklære hine falske Apostle det for Løgn, hvad Christus, Sandheden selv, har sagt! — Mormonernes Gud er en løgnagtig Gud; thi han modsiger sig selv ske og aldeles, og han holder slet ikke hvad han har lovet. Saaledes heder det i deres nyere Aabenbaringer, at „Materien, hvoraf Verden er bygget, har været til fra Ævighed af; at Gud følgelig ikke har skabt Verden, at han ikke har skabt Mennesket, men avlet det; endelig at han er i stadig Væxt og følgelig i stadig Forandring;“ men i Mormons-Bog Side 519 heder det, at „Gud har skabt Himmelen og Jorden og Mennesket ved sit Ord, at Gud er et uforanderligt Væsen, hos hvem der ikke er Forandring eller Skygge af Omskiftelse. See, saa lyder det, Jeg siger Eder: der er ingen Forandring, hos ham; om saa var, vilde han ophøre at være Gud.“ — Mormonernes Gud gav sit Folk først den Forjættelse, at Zion skulde være i Missouri, hvilket Land de skulde have til Eiendom evindeligen, og han bød dem der at bygge et Tempel og en Stad; men han bedrog dem, og de bleve udjagede derfra. Siden gav han den samme Forjættelse om en Landstrækning i Staten Illinois; men atter bedrog han dem, og de bleve udjagede. — Den levende Gud derimod, som skildres os i den hellige Skrift, er sanddru og trofast, ja! han er Sandheden selv (Jerm. 10, 10. Joh. 14, 6. 18, 37), og han holder trofast Alt, hvad han har lovet os (4 Moseb. 23, 19. Ps. 33, 4. Es. 54, 10). Og medens den eneste sande Gud er efter Bibelens Ord en kjærlig, naadig, barmhjertig og langmodig Gud (1 Joh. 4, 16. Psalm. 103, 8. 145, 9. 103, 13. Joh. 3, 16. Luc. 9, 52—57), saa skildres Mormonernes Gud som en haard og ubarmhjertig Gud, som truer med, at „Mormonerne skulle søndertræde og sønderrive Folkene paa Jorden;“ derfor ere og Mormonernes Bøger overfyldte med Trudsler og Forbandelser (see Mormons-Bogs guddommelige Troverdighed No. 6. Lærd. Bog Side 60. Lærd. og Pagt. Bog 56, 57, 221, 222 og mange andre Steder). Medens vor Frelser har befalet sine Disciple, at „prædike Evangelium for al Skabningen“ (Marc. 16, 15. Matth. 28, 19. Col. 1, 23. Gal. 3, 28. Col. 3, 11), saa lære Mormonerne, at de kun skal „advare de Retskafne om at frelse sig fra Verdens Fordærvelse; men vi troe det ikke Ret at befatte sig med Trælle eller prædike Evangeliet for dem eller døbe dem mod deres Herres Villie og Ønske“ (see Lærd. og Pagt. Bog Side 315). Altsaa lære de, at de arme Negre skulle ikke imod deres Herres Villie frelses fra Verdens Fordervelse, om de end hungrede og tørstede noksaa meget efter Naade! Kan da dette stemme med Frelserens Lære, da han netop kom, for at frelse det Fortabte, frelse Alle?
Med Hensyn til Christi Kirke paa Jorden lære Mormonerne, at den gik tilgrunde efter nogle faa Aarhnndreders Forløb, at fra den Tid og indtil Mormonernes Fremtræden har der ingen Christen-Kirke existeret paa Jorden. Den hellige, almindelige Kirle kaldes af dem den store vederstyggelige Kirke, som har Djævelen til Grundvold; den store Skjøge, som er al Jordens Hore; en stor Grav, som er gravet, for at vildlede Menneskenes Sjæle og føre dem ned til Helvede (see Mormons-Bog, Side 24—29 og 101). — Dette er nu en gammel Paastand, som af Kjætterpartierne er fremført igjennem Tidernes Løb; saaledes paastode Nogle, som kaldes Manichæer, at Kirken var forgaaet samme Dag, som vor Frelser foer til Himmels, idet selve Apostlerne toge Feil af hans Lære og af Saliggjørelsens Orden. Men see! alle hine Kjætterpartier ere forsvundne af Jorden, men den af dem haanede Kirke har bestaaet urokket, trods Fiendernes Haan og Spot, trods Baal og Sværd. Og idet Mormonerne vove at gjøre hiin Paastand, da modsige de, ja! erklære Herrens Ord for Løgn; thi Engelen bebudede Maria: „Og han (Christus) skal være Konge over Jacobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige“ (Luc. 1, 35); men hans Kongerige kan jo dog umuligen kaldes „evindeligt,“ naar det blev omstyrtet for en 1400 Aar siden; hans Kongerige kan dog ikke være uden Ende, naar det ei har vedvaret uafbrudt indtil denne Dag. — Herren selv har lovet: „See, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende“ (Matth. 28, 20); men var Kirken omstyrtet i 1400 Aar, saa har Christus ikke holdt sit Løfte, ikke været med Sine alle Dage indtil Verdens Ende. Herren har selv sagt: „Paa denne Klippe vil jeg bygge min Kirke, og Helvedes Porte skulle ikke faae Magt over den“ (Matth. 16, 18). Men Mormonerne erklære Christus for en Løgner, idet de paastaae, at Helvedes Porte har for en 1400 Aar siden faaet Magt over og udslettet hans Kirke paa Jorden. Vel ville de forsvare deres Paastand ved at forklare Herrens Ord saaledes, som om han havde meent sin Kirke i Himmelen. Men det er dog vel soleklart, at hvad Herren her lover sine Bekjendere paa Jorden, det angaaer ogsaa hans Bekjendere paa Jorden og ikke dem i Himmelen; det er dog vel soleklart, at den triumpherende Kirke kan umuligen menes her; thi dens Medlemmer have engang for alle seiret over Helvede; de kunne altsaa umuligen saaledes, som her, fremstilles truede af og kjæmpende med Helvede; det kan kun den stridende Kirke her paa Jorden. Altsaa kan Herren her ved „sin Kirke“ umuligen forstaae Andet end sin Kirke paa Jorden. Og som Mormonerne have Herren selv imod sig, naar de paastaae, at Kirken er gaaet tilgrunde efter nogle faa Aarhundreders Forløb, saaledes have de ogsaa Historiens Vidnesbyrd imod sig; thi det er en historisk Kjendsgjerning, at der har været og er en Herrens Menighed paa Jorden; saaledes have de ogsaa Forstanden imod sig; thi kun en forvirret Hjerne kan paastaae, at Løgnen kan aldeles udslette Sandheden af Jorden, at Løgneren, Djævelen, kan overvinde Christus, den Almegtige. — Naar Mormonerne anføre, at den Christne Kirke ikke kan være den sande, fordi der findes saa megen Synd og Ugudelighed blandt dens Lemmer, da vise de atter derved, hvor groveligen de fare vild; thi vistnok er det altfor sandt, at der er megen Synd og aandelig Død iblandt os; men derved har dog vel ikke Herrens Ord og Sakramenter, som findes uforfalsket i vor Kirke, tabt sin Kraft; de have nok glemt, at der i Herrens egen Kreds, i Apostlernes hellige Samfund var Een, som var en Djævel (Joh. 6, 70), og han blev der, indtil hans Synd fuldkommedes i Forferdelse; de have nok glemt Herrens Ord, naar han sammenligner sin Kirke med en Ager, i hvilken han vilde, at Klinten og Hveden skulde voxe tilsammen indtil Høstens Dag (Matth. 13, 30, see Matth. 13, 47). Og nu — Mormonernes Kirke, kan den vel være den sande? Nei umuligen; thi de have forfalsket Herrens Ord og Sacramenter, og i deres Kirke prædikes en Religion, som heelt igjennem gaaer ud paa at pleie og nære Kjodet, medens Christus byder os at korsfæste det; de arbeide paa at drage Menneskets Tanke, Sind og Hjerte nedad til Jordens Fedme og gode Ting i Amerika, medens Christus vil drage det opad mod Himmelen; de have idelige Aabenbarelser om de forgjængelige Goder, som skal skjænkes dem i Mormonstaten, medens Apostelen vidner, at „Guds Rige er ikke Mad og Drikke, men Retfærdighed, Fred og Glæde i den Hellig-Aand.“ Og med Hensyn til, hvorledes Tilstanden er i deres Zion, da stemme alle troværdige Beretninger overeens deri, at der er et Sodoma.
Jeg sagde ovenfor, at de forfalske Herrens Ord; Beviser derfor ere allerede forhen fremførte; men endnu skal nogle faa anføres. Meget er tilføiet eller forandret i Mormonernes Udgave af Bibelen. Saaledes er i 1ste Capitel af 1ste Mosebog flere Lærdomme om Treenigheden og Forsoningen forklarede Adam af Herrens Engel. I Mal. 4, 1. staaer efter vor Bibel: „See, Dagen kommer, som brender som en Aand; da skal alle Hovmodige og Hver, som gjør Ugudelighed, være Halm, og den Dag, den, som kommer, skal opbrænde dem, sagde den Herre Zebaoth, som skal ikke lade dem Rod eller Green;“ men i Mormonernes Udgave af Bibelen staaer: „See, Dagen kommer, som brænder som en Ovn; da skal alle Hovmodige og Hver, som gjør Ugudelighed, være Halm; thi de der komme (nemlig Mormonerne) skulle brænde dem, sagde den Herre Zebaoth, og de skulle ikke lade dem Rod eller Green.“ I Matth. 23, 39. staaer efter vor Bibel: „Thi jeg siger Eder: I skulle fra nu af ikke see mig, indtil I sige: Velsignet være den, som kommer i Herrens Navn!“ Men i Mormonernes Udgave er tilføiet følgende Ord: „Da forstode hans Disciple, at han skulde komme igjen paa Jorden, efterat han var herliggjort og kronet ved Guds høire Haand.“ I deres gudsbespottelige Skrift: „Det celestiale Ægteskab,“ siger Mormonapostelen Orson Pratt: „Derfor siger Faderen angaaende ham (nemlig Christum): „Du er min Søn, jeg avlede dig idag;“ men i Bibelen siger Faderen til ham: „Du er min Søn, jeg fødte dig idag.“ (Ps. 2, 7. Ap. Gjern. 13, 33. Ebr. 1,5.5.5). Denne Forvanskning af Guds Ord have de foretaget, for at bevise, at „enhver Gud maa have een eller flere Hustruer.“ Efter Skriftens Lære er Guds Søn født af Faderen fra Evighed af, er af samme Natur som Faderen, er en sand Gud med ham og den Helllg-Aand; men efter Mormonernes Lære bliver han en Skabning; men var dette sandt, kunde han umuligen være vor Frelser, og da svandt hvert Haab for os om Liv og Salighed.
Vor Daab erklæres af Mormonerne for at være aldeles forvansket og fordærvet, saa den kun er en ugyldig og intetsigende Ceremoni, deels fordi den forrettes af Folk, som mangle Fuldmagt dertil af Herren, deels fordi de, som blive døbte, ere smaa Børn, som ei have Forstand paa at modtage og tilegne sig Daaben, deels fordi disse Smaa ikke behøve Daaben, deels endelig fordi den forrettes ved Overøselse og ikke ved Neddyppelse. Nu — ogsaa dette er en gammel Paastand, som for mange hundrede Aar siden er fremført af Kjætterpartier, men see! medens disse Kjætterpartier ere forsvundne af Jorden, har Christenkirken med sin Barnedaab bestaaet under Tidens Ildprøve. Hvor er det muligt at tænke sig, at Herren, som har lovet at være med sin Kirke alle Dage indtil Verdens Ende, skulde tillade, at denne hans Kirke aldeles forvanskede den af ham indstiftede Daab? Var dette skeet, da maae vi med Mormonerne sige, at alle de mange Millioner, som igjennem alle Aarhundreder ere døbte som Børn, de have været Hedninger, men ikke Christne; thi ved Daaben er det, at vi indlemmes i Christi Kirke, indlemmes i Christi salige Samfund; da maae vi med Mormonerne erklære Luther, Francke og de mange trofaste Sjæle, som i Liv og Død holdt fast ved Christum, som under daglig Selvfornægtelse og ved sand Gudsfrygt beviste deres Christentro, som baade i Liv og i Død beviste, at de ved Christi Død vare frelste fra Synd og Død og Satans Rige — ja! alle dem maae vi da erklære for Hedninger, for blot naturlige Mennesker; men da have vi og erklæret Herrens Ord for Løgn, naar det lærer os, at det naturlige Menneske er aandeligt døbt og uskikket til alt Godt. Saaledes have Mormonerne ogsaa her Historiens klare Vidnesbyrd imod sig; ja! Historien beretter os, at Barnedaaben brugtes almindelig i Kirken allerede længe, førend Kirken efter Mormonernes Paastand gik tilgrunde; thi allerede Kirkefaderen Origines, som er født 185 efter Christi Fødsel, omtaler Barnedaaben som brugt i Kirken, og selv i Apostlerncs Gjerninger f. E. 16, 33; 18, 8. og flere Steder omtales uden Tvivl Barnedaaben; thi der fortælles, at hele Familier bleve døbte; men i disse Familier var der dog visseligen ogsaa smaa Børn. Af Eph. 6, 1. synes man med Nødvendighed at maatte slutte, at Barnedaaben brugtes ogsaa i Apostlernes Tid; thi Apostelen siger her: „I Børn adlyder Eders Forældre i Herren!“ At her ikke menes Voxne, sees klart af det 4de Vers; men her maae vi nødvendigviis tænke paa døbte Børn; thi hvorledes kunde Apostelen formane Børn, som ikke vare Herrens, ikke stode i Samfund med Herren, at adlyde deres Forældre i Herren, i Christo Jesu? først i Daaben kommer Mennesket i Samfund med Herren (Gal. 3, 27), og først naar dette er skeet, er det muligt at gjøre Noget i Herren. Ja ligesom Mormonerne aabenbart have Historiens Vidnesbyrd imod sig, saaledes have de ogsaa Herrens eget Ord imod sig, hvilket vil sees af vor Gjendrivelse af Mormonernes Indvendinger mod Barnedaaben. Mormonerne paastaae, at vi have ingen Fuldmagt til at forrette Daaben; hertil svare vi: Jo! vor Herre Jesus Christus har selv givet sin Menighed denne Fuldmagt, idet han befalede sine Disciple at gaae hen og gjøre alle Folk til hans Disciple, idet de døbte dem i Navnet Faderens, Sønnens og den Hellig Aands[2] (Matth. 28, 19); men Mormonerne indvende, at Herrens Menighed er forsvunden af Jorden; denne deres Paastand er ovenfor modbeviist; men lad os engang antage, at Herrens Menighed virkelig var sporløst forsvunden og derved Fuldmagten til at døbe tabt, hvorfra have da Mormornerne faaet deres Fuldmag til at døbe? Da kunde jo hverken Joseph Smith eller hans Eftefølgere være rigtig døbte; men havde de ei selv faaet den rette Daab, saa kunne de ei heller selv forrette den rette Daabb. Paastaae Mormonerne, at Joseph Smith har faaet den rette Daab og Fuldmagt til at døbe af en Engel, da er dette en grov Løgn imod Herren; thi han satte sin Menighed til at døbe (Matth. 28, 19), men ingen Engel, og er da en Engel kommen til Joseph Smith, for at give ham den rette Daab, saa maa det nødvendighviis være densamme Engel, som i Edens Have indbildte vore første Forældre, at han mente det bedre med dem en vor Herre selv (1 Mos. 3, 4—5). — Mormonerne paastaae, at de smaa Børn ei behøve Daab, fordi de paa Grund af Christi Forsoning ere syndfrie. Atter her fornægte de frækt Skriftens klare Vidnesbyrd; thi den Guds Mand David siger: „Jeg er født i Misgjerning, og min Moder har undfanget mig i Synd“ (Ps. 5l, 7); Herren selv vidner: „Hvad som er født af Kjødet, er Kjød“ (Joh. 3, 6); Apostelen Paulus siger: „Der er Ingen retfærdig, end ikke Een. Der er Ingen forstandig, der er Ingen som søger Gud. Alle ere afvegne; de ere tilsammen blevne uduelige; Alle have syndet, og dem fattes Guds Ære“ (Rom. 3, 10—12. 23) og atter her have Mormonerne Erfaringen imod sig; thi den viser os, hvorledes Gjenstridigheden og Forventheden allerede tidligen yttrer sig hos de Smaa. Nu er det vistnok saa, at Christus ogsaa har udsonet Børnenes Synd; men det er kun ved Daaben, de og vi alle kunne blive deelagtiggjorte i hans Forsoning (Joh. 3, 5). — Naar Mormonerne paastaae, at de Smaa ei have Forstand paa at modtage og tilegne sig Daaben, da ere de atter her af Guds Ord dømte som Løgnere. I 1 Moseb. 17, 10—l2 hedder det: „Denne er min Pagt, som I skal holde imellem mig og imellem Eder og imellem din Afkom efter dig. Alt Mandkjøn skal omskjæres hos Eder, og hvert Drengebarn, som er 8 Dage gammelt, skal omskjæres.“ Altsaa var Omskjærelsen Guds Pagt med Jøderne og deres Pagt med Gud, og denne Pagt blev indgaaet, naar Børnene vare otte Dage gamle. Men kunde Gud indgaae en Pagt med Jøderne i deres spæde Barndom, skulde han da ei ogsaa kunne indgaae en Pagt med de Christne i deres spæde Barndom? Omskjærelsen var for det jødiske Folk hvad Daaben er for de Christne, saa at den endog i Rom. 4, 11 kaldes „en Besegling af Troens Retfærdighed.“ Men er Omskjærelsen Troens Besegling, saa maa der jo findes Tro hos dem, som omsljæres. Vel ville Mormonerne forklare dette allene om Abrahams Tro; men det er jo dog indlysende, at Omskjærelsen maa nødvendigviis have densamme Betydning for Abrahams Efterkommere som for Abraham selv. — Vor Frelser har selv sagt: „Lader de smaa Børn komme til mig og forhindrer dem ikke; thi Guds Rige høre saadanne til“ (Marc. 10. 14); han har altsaa sagt, at „Guds Rige tilhører de smaa Børn,“ at de altsaa ere modtagelige for Naaden i Guds Rige, og derfor vidner og Peder: „Eder og Eders Børn hører Forjættelsen til“ (Ap. Gj. 2. 39); derfor skulle vi føre de smaa Børn til ham; men til ham kunne vi ei føre dem uden Daab; thi Herren har selv sagt: „Uden Nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke indkomme i Guds Rige“ (Joh. 3, 5); altsaa undtager han herfra slet Ingen, heller ikke de smaa Børn; altsaa faae Børnene nu ved Daaben densamme Velsignelse, som Herren i sine Kjødsdage gav dem ved Haandspaalæggelse; vistnok døbte han dem ikke, men han døbte slet Ingen, alt saa heller ikke de Voxne (Joh. 4, 2). Naar ikke desto mindre Mormonerne ville skaffe de Smaa Guds Rige ved Haandspaalæggelse, da handle de stik imod Herrens ovenanførte Ord (Marc. 10, 14. Joh. 3, 5), da hindre de Børnene fra at komme til Herren; thi han har intetsteds i Skriften lovet at skjænke Nogen Guds Rige ved Haandspaalæggelse; men derimod har han lovet at give os Guds Rige ved Daaben; thi han siger: „Hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig“ (Marc. 16, 16); men Mormonerne indvende, at de smaa Børn kunne ikke troe. Atter her dømmer Guds Ord dem som Løgnere; vi skulle nemlig lægge Mærke til, at den Tro, som maa komme til Daaben, er to Slags, en forudgaaende Tro, som er Betingelsen for den rette Annammelse af Daaben, og en efterfølgende Tro, ved hvilken jeg bevidst tilegner mig Naaden, som Gud gav mig i Daaben. Den første Slags Tro er ikke andet end Modtagelighed for Guds Naade, saa at man ikke strider imod. Men at nu Børnene have denne Tro, denne Modtagelighed for Guds Naade, det har jo Frelseren selv sagt, naar han siger, at „Guds Rige hører Børnene til“; thi Guds Rige kan dog ikke tilhøre dem, dersom de ei vare modtagelige derfor, dersom de ikke kunde troe; thi paa utallige Steder i Skriften læres jo tydeligt nok, at kun den, som troer kan faae Guds Naade; Frelseren har jo selv sagt, at „uden vi blive som Børn, kunne vi ikke komme ind i Guds Rige“ (Matth. 18,3); men maae vi Voxne blive ligesom Børnene, for at komme ind i Guds Rige, saa er det dog rent gal Mands Snak at Børnene ikke ere skikkede til at modtage den Daab, ved hvilken de komme ind i Guds Rige. Ja, selve Mormonerne have tvertimod deres egen Paastand virkeligen sagt, at Børnene kunne modtage Daaben til Velsignelse; thi de paastaae jo, at de bringe deres Børn Velsignelsen ved Haandspaalæggelse; men kunne Børnene faae Velsignelsen ved Haandspaalæggelse, saa maae de jo og kunne faae den ved Daaben, og allene ved den faae de den. — Mormonerne indvende, at der ikke i Skriften findes noget særeget Bud om Barnedaaben; men naar det hedder, at alle Folk skulle døbes, og at intet Menneske kan komme ind i Guds Rige uden ved at fødes paa Ny af Vand og Aand, efterdi det, som er født af Kjødet er Kjod: saa er det jo dog vel klart, at Børnene ere med indbefattede i det almindelige Bud, eller kanskee Børnene ikke hører med til Folkene? eller kanskee Børnene ikke ere Mennesker, ikke ere Kjød af Kjød? — Et særeget Bud om, at Børnene skulle døbes, er altsaa overflødigt, naar det er befalet, at alle Folk skulle døbes. At udelukke Børnene fra Daaben, fordi der i Skriften ikke findes et eget Bud om Barnedaaben, er lige saa latterligt, som om man vilde udelukke Qvinderne fra Nadveren, fordi Herren uddeelte den allene til sine Disciple, og ikke til de Qvinder, som trofast hang ved ham, og fordi Herren ikke har givet noget særeget Bud om, at ogsaa Qvinderne skulle have Deel i Nadveren. Dersom det ikke havde været Herrens Villie, at ogsaa Børnene skulle døbes, saa havde han visseligen givet et udtrykkeligt Forbud imod Barnedaaben, for at ikke Daaben skulde blive misbrugt, ligesom han har igjennem sin Apostel givet et bestemt Bud imod Nadverens Misbrug (l Cor. 11, 27—30); men et Forbud mod Barnedaaben findes slet ikke i hele Bibelen. — Mormonerne forkaste endelig vor Daab, fordi den skeer ved Overøselee og ikke ved Nedsænkelse i Vandet. Atter her ere de i Vildfarelse; thi for det første skulle vi betænke, at Ordet „døbe“ ofte bruges i Skriften saaledes, at der ikke kan være meent en Nedsænkelse, men kun en Overøselse eller deelviis Vædelse med Noget; thi Apostlene bleve dog vel ikke nedsænkede i den Aand, som de paa Pintsedagen annammede, og dog kalder Herren det at „døbes“ med den Hellig Aand (Ap. Gjern. 1, 5. 2, 2—4); heelt nedsænket i Noget blev dog vel ikke Herren, da han efter sin egen Spaadom døbtes med Blod i Gethsemane og paa Korset (Marc. 10, 38. Luc. 22, 44. Joh. 19, 34). Dernæst skulle vi bemærke, at det ingenlunde er vist, at Daaben, i det Mindste altid, i den ældste Tid udførtes ved Neddyppelse. Propheten Ezechiel siger 36,25: „Jeg vil stænke rent Vand over Eder,“ og at han her sigter til Daaben, fremgaaer af de følgende Ord: „Og jeg vil give Eder et nyt Hjerte og give en ny Aand indeni Eder,“ hvilket jo netop skeer ved Daaben. Men naar vi nu ihukomme, at Johannes den Døber var det gamle Testamentes Mand og vistnok holdt strengt over alle det gamle Testamentes Forskrifter, saa er det rimeligt, at han ogsaa med Hensyn til Daaben rettede sig efter de Prophetens Ord: „Jeg vil stænke reent Vand over Eder,“ og vi maae da tænke os, at Johannes har stænket eller gydt Vand over Frelseren, der denne var steget ud i Floden. Og hvad Udtrykkene i det nye Testamente om Daaben angaaer, da ere de saadanne, at de ligesaa vel, kunne bruges om Overøselse som om Neddyppelse. Mormonerne beraabe sig vel paa Rom. 6, 4: „Saa ere vi begravne med ham ved Daaben til Døden, paa det at, ligesom Christus er opreist fra de Døde formedelst Faderens Herlighed, saa skulle og vi vandre i et nyt Levnet.“ De sige, at Daaben her kaldes en Begravelse, hvilket aabenbart tyder hen paa en Neddyppelse; men de glemme at see det følgende Vers 6, hvor Daaben kaldes en Korsfæstelse; derved er det klart, at Benævnelserne: „Begravelse“ og „Korsfæstelse“ ere hos Apostelen ensbetydende, skulle forstaaes aandeligen, og have ikke Hensyn til nogen Neddyppelse, men til det, som foregaaer aandeligen ved den Døbte, nemlig: „en Aflæggelse af det gamle Menneske.“ For det Tredie skulle vi betænke, at Vandet ved Daaben kun er det Sindbilledlige, det befalede udvortes Middel, at det derfor ikke kommer an paa, hvor meget eller hvor lidet Vand der bruges, men derpaa, at det bruges, og at Ordet er tilføiet, Ordet, som gjor Vandet til en Daab. Endeligen skulle vi vel betænke, at var det Herrens Villie, at Daaben alene skulde skee ved Neddyppelse, og at en Daab ved Overøselse er falsk og ugyldig, da havde han visseligen underrettet os derom i sit Ord. Mormonerne fortælle os rigtig nok, at Christus efter sin Himmelfart var nedstegen i Amerika, og gav denne Befaling: „Jeg giver Eder Magt til, at I skulle døbe dette Folk, naar jeg igjen er steget op til Himmelen. Paa denne Maade skulle I døbe. Sandelig siger jeg Eder, at hvo, som angrer sin Synd ved Eders Ord, og ønsker at blive døbt i mit Navn, den skulle I døbe paa denne Maade: See, I skulle stige ned og staae i Vand, og i mit Navn skulle I døbe dem. Og nu see, disse ere de Ord, I skulle sige, idet I døbe dem i mit Navn, sigende: da der er given mig Myndighed af Jesus Christus, døber jeg dig i Navnet Faderens, Sønnens og den Hellig-Aands. Amen. Og I skulle neddyppe dem i Vand og lade dem komme ud af Vandet igjen.“ Men denne ligesom alle Aabenbaringerne i Mormons-Bog er Løgn. Var nemlig dette Sandhed, da var Herren ikke den trofaste Frelser, som han dog saa klarligen har beviist sig at være; thi da var der Svig i hans Mund, naar han i Amerika skulde have sagt, at den, som angrer sin Synd ved Mormonernes løgnagtige. Ord, skal døbes, medens han i Jerusalem har sagt, at hvo, som troer, — nemlig ved Apostlernes sande Ord — og bliver døbt, skal blive salig. Var hiin Aabenbaring Sandhed, da var Herren ikke den alkjærlige Frelser, naar han ikke gav Apostlerne og de Mange, som have troet formedelst deres Ord. den samme Befaling om Maaden, hvor paa Daaben skulde forrettes; naar han ikke oplyste de mange Tusinder, som igjennem Tidernes Løb have i Liv og Død trøstet sig med, at de ved deres Daab vare komne i Samfund med den Herre Christus; naar han altsaa lod dem paa det Skrækkeligste bedrage sig selv i deres Salighedssag, uagtet de dog saa gjerne vilde tilhøre ham. Altsaa see vi ogsaa her, at Mormonorne staae som de frækkeste Løgnere og Bedragere.
Ogsaa Nadverens Sakramente have Mormonerne forfalsket; det er for dem kun et Ihukommelsens Maaltid; Herrens egne Indstiftelsesord have de aldeles foragtet, og bruge istedetfor dem en selvgjort Bøn, som staaer i Pagtens Bog Side 10 og 11; istedetfor Viin bruge de Saft; saaledes see vi, at deres Nadvere er ligesom deres Daab — en Gudsbespottelse.
Heller ikke Herrens Bøn, den de nok aldrig bruge i deres Sammenkomster, have de skaanet; thi i Mormons-Bog Side 466 have de udeladt de to Bønner: „Tilkomme dit Rige“ og „giv os idag det daglige Brød!“
Fræk er den Maade, hvorpaa Mormonerne forvanske og fordreie Herrens Ord; frække ere de Løgne, som de vove at fremføre men det Frækkeste af alt Frækt, det Gyseligste af alt Gyseligt er dog det, som de om Fleerkoneriet fremføre i den forhen omtalte Bog af Mormonapostelen Orson Pratt, hvilken har til Titel: „Det celestiale Ægteskab;“ thi det Utugtige og Gudsbespottelige, som der fremføres, er saa over al Beskrivelse gyseligt, at et hvert Menneske, hos hvem ei den sidste Rest af Blufærdighedsfølelse er aldeles udslukket, maa blues derved. „Gud — saa lære de — har mange Koner i Himmelen og sidder selv som det første Mønster for Mangekoneriet.“ „Der var Millioner af Sønner og Døttre, som han avlede, før denne Verdens Grundvold blev lagt; men de vare Aander og ikke Legemer af Kjød og Been.“ „Jesu kjødelige Legeme udfordrede en Moder saavelsom en Fader. Derfor maa Jesu Fader og Moder efter Kjødet have været forenede som Mand og Hustru; derfor maa Jomfru Maria den Tid have været Gud Faders lovlige Hustru“ (Side 186 og 187); derpaa følger et Slags Forsvar for, at Gud Fader avlede en Søn med hende, uagtet hun var en anden Mands Trolovede. Er dog ikke dette en Gudsbespottelse saa fæl, at Haarene kunne reise sig paa vort Hoved, og dog findes der Bespottelser i den omtalte Bog saa over al Beskrivelse djevelske, at jeg ikke kan nedskrive dem. Som Beviis for, at en Mand kan have flere Hustruer, anføres dernæst, at Abraham, Jacob, David og Salomon i det gamle Testamente havde flere Hustruer; men derved have de da ogsaa paa det Klareste aabenbaret, at de ere ret ægte Børn af Løgneren fra Begyndelsen; thi de samme Mormoner lader en Prophet sige i Mormons Bog Side 120: „See, David og Salomon havde i Sandhed mange Hustruer og Medhustruer, hvilket var en vederstyggelig Ting, siger Herren.“ Altsaa det, som selv i Mormons Bog er af Gud erklæret for at være en vederstyggelig Ting, det anprise Mormonerne nu som et følgeværdigt Mønster. De glemme, at de Troende i det gamle Testamente ei havde den klare Indsigt i Guds Villie, som vi Christne kunne have, at derfor hine Troende ofte syndede uden at de vidste det, at ogsaa hine Troende, paa Grund af Synden ofte gjorde Meget, hvori vi dog vel ikke skulle efterfølge dem. Eller skulle vi maaskee efterligne Jacob, naar han bedrog sin gamle Fader, eller David, naar han dræbte Urias med Fiendens Sværd og tog hans Hustru til ægte? Vel lærer Skriften tydeligt nok, at en Mand kun skal have een Hustru; men Mormonernr ere aldrig i Forlegenhed; thi de faae ud af Guds Ord netop det Modsatte af det, som Herren virleligen siger. Saaledes staaer der i 1ste Mosebog, at Gud kun skabte Adam og Eva fra Begyndelsen af; men Mormonerne fortæller os, at da Adam kom ind i Edens Have, havde han Eva, en af sine Koner, med sig (Mill. St. 1853, 769). Vor Herre siger i Matth. 19, 4—5: „Have I ikke læst, at den, som gjorde dem af Begyndelsen, gjorde dem Mand og Qvinde? (der staaer ikke Qvinder). Derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru (der staaer ikke: Hustruer), {{sp|og de To skulle være et Kjød“ (der staaer ikke: de Mange skulle blive et Kjød med Manden). Dette synes nu at være soleklart for enhver Sandhedskjærlig; men hine Løgnens Tjenere finde, at dette ei strider mod Flerkoneriet; thi sige de — en Mand er Eet med enhver af sine Koner (det celestiale Ægteskab Side 108 og fg.), Dog — vi ville ei skrive mere om deres frække Maade at forklare Skriften paa; thi det er os en Gru at læse og at nedskrive deres Bespottelser. Dog endnu et Beviis paa, at de drives af Løgneren fra Begyndelsen af. I „en Sandheds-Røst,“ en af deres Aabenbaringer, staaer der, at „det er lovligt og rigtigt, at en Mand skal have een Hustru, og en Qvinde een Mand“ (Side 4) fremdeles staaer der i Mormons Bog Side |20: „See, David og Salamon havde i Sandhed mange Hustruer og Medhustruer, hvilket var en vederstyggelig Ting, siger Herren. Derfor hører mig, mine Brødre, og lytter til Herrens Ord; thi der skal ikke nogen Mand iblandt Eder have mere end een Hustru og af Medhustruer skal han ingen have; thi jeg Herren, Eders Gud, har Behag i Qvindernes Kydskhed.“ Men nu — ja! nu have de den Frækhed at forkynde Fleerkoneriet som en Part af Salighedens Evangelium; ja! nu have de den Frækhed at forkynde, at „en Mand, som ringeagter denne Forjættelse (nemlig om Fleerkoneriet) viser, at han ikke alene fattes frelsende Tro, men ogsaa den naturlige Kjerlighedsspire i en saadan Grad, at han er meget udsat for at blive en Bespotter og Forhaaner af de sidste Dage, idet han taler Ondt om saadanne Værdigheder som Abraham og Brigham.“ Altsaa det, som Gud selv efter Mormonernes egne saakaldte Aabenbaringer kalder en Vederstyggelighed, det er nu blevet „en Part af Salighedens Evangelium.“ Dog, Mormonerne ere heller ikke her i Forlegenhed; thi i et af deres Skrifter „Skandivaviens Stjerne,“ læses følgende: „Det Spørgsmaal opstaaer maaskee i deres Sind — dersom Fleerkoneriet har existeret i Menigheden saalænge, hvorfor har da ikke de Ældste offentlig prædiket den Lære? Svaret er meget jævnt. Fordi hverken de Hellige i Almindelighed eller Christendommen var beredt dertil. Hver Ting i sin Tid. Gud aabenbarer ikke sin Menighed al Kundskab paa engang, men giver Linie paa Linie, Bud efter andet.“ Altsaa — Mormonernes Gud befaler i det ene Øieblik, hvad han har forbudt i det andet; altsaa kan det let hende, at deres Gud, som giver Bud efter andet, snart kom mer til at befale, at vi skulle stjæle, slaae ihjel og sige falskt Vidnesbyrd, ligesom han allerede har befalet, at vi skal bedrive Hoer. Altsaa see vi, at Mormonernes Gud er Djævelen og deres Udsendingc Djævelens Tjenere.