Et Par Selskaber
Selskaber og Foreninger stiftes nuomstunder i alle mulige Øjemed. Vi har Kunstforeninger og Afholdsforeninger – en Forening for Norske Mindesmærkers Bevarelse – et gammelt Selskab for Norges Vel (stiftet 1810) – en Forening for norske Oldskrifters Udgivelse – et stort Missjons-Selskab – et Selskab for kristelige Undervisnings- og Andagts-Bøgers Udgivelse – et Bibelselskab o. s. v.; – de, som læser disse Linjer, bed ogsaa, at der er et „Selskab for Folkeoplysnlngens Fremme.“ Denne Fremgangsmaade, at slaa sig ihob og hjælpes ad for med forenede Kræfter at udrette Mer, end hvad der ellers er muligt for en Enkelt eller Faa, er egentlig først kommen igang i den senere Tid. Det er derfor intet Under, at det endnu mangengang gaar smaat med Deltagelsen i slige Selskaber, at de vinder mindre Bifald og Fremgang end de egentlig synes at fortjene. Dette ligger jo i Sagens Natur.: Alting vil have sin Tid, saaledes ogsaa Forenings-Aanden. Den trænger til at vækkes og styrkes, og vaagner den først engang ret almindelig, da vil vistnok adskillige af de nævnte Selskaber faa stor Tilvækst. Man kan Meget, naar man først alvorlig vil, og mangen sand Kristen og god Fædrelandsven vilde vist gjøre mere end hidtil naar Sagen var ham tilstrækkelig bekjendt. Det er vistnok saa, at der medrette kan være forskjellige Meninger om flere af de nævnte Selskaber – forskjellige Meninger om Maaden hvorpaa, og Midlerne, hvorved de burde virke o. s. v.; men somme af dem maa dog i Hovedsagen vinde Bifald hos de Allerfleste, for ikke at sige hos Enhver, og skal dette gjælde om nogen Forening, maa det være om.
Dette har nu bestaaet i 38 Aar. I de allersidste Aar har det faat betydelig Tilvækst, og dog er der ingen Tvivl om, at Medlemmernes Tal vil kunne blive meget større end nu for Tiden. Der er meget faa Selskaber, hvoraf man saa let kan blive Medlem som af Bibelselskabet; dertil udkræves egentlig ikke mer end 24 Skilling om Aaret. Spør man, hvad Selskabet udretter, saa vil Svaret blive: Det bidrager til, at den hellige Skrift blir at faa tilkjøbs til særdeles billig Pris, og at fattige Folk endog kan faa den frit. For et saadant Øjemeds Skyld er det vel værdt at give nogle Skilling aarlig efter Lyst og Lejlighed.
Selskabets sidste Aarsberetning viser os, at der allerede er udrettet store Ting. Der er i Aaret fra 30te Juni 1853 til 30te Juni 1854 udspredt 298 Bibler, 6,475 Nytestamenter og 171 af Salmernes Bog; deraf er 113 Bibler, 3,678 Nytestamenter og 31 Salmer bortskjænket som Gave. Ialt er saaledes henimod 7,000 Bøger udspredt i dette Aar; i det foregaaende Aar var det omtrent 6,000, men før 1850 kun lidt over 1,000 Bøger Aar om andet.
Siden Selskabets Stiftelse har det idethele udbredt 5,000 Bibler og 61,000 Nytestamenter samt 1,000 Stykker af Salmerne.
Selskabet har 80 Underafdelinger og idethele omtrent 2,500 Medlemmer, der betaler fra 24 Skilling til 10 Daler aarlig. Den samlede Indtægt har i det sidste Aar udgjort 2,931 Daler, hvilket er omtrent 300 Daler mere end i det foregaaende Aar.
Selskabet har besørget en gjennemseet Udgave af den hele Bibel, og denne er nu at faa tilkjøbs i godt Bind for 1 Daler. Det ny Testamente koster 36 Skilling. Saa fulde af Trykfejl og andre Unøjagtigheder som somme Udgaver er, er det sandelig en stor Velgjærning, at Selskabet har raadet Bod derpaa, og dets Udgave maa derfor anbefales dem, som vil kjøbe den hellige Skrift. – Desuden arbejdes der flittig paa en aldeles ny Bibeloversættelse, hvoraf Salmernes Bog, første Mosebog og Jobs Bog er udgivet som Prøve. Den første af dem koster 24, de to sidste tilsammen 30 Skilling. Til Lønninger for dette Arbejde har Stortinget givet 1400 Daler aarlig.
Det store brittiske Bibelselskab fejrede iaar sin Femtiaars-Fest. Her i Landet har det udbredt over 78,000 Stykker af den hellige Skrift – i det sidste Aar alene 3,000 Bibler og 6000 Nytestamenter.
Bibelen er nu oversat paa 150 Sprog, og Bibelselskaberne har i de forløbne 50 Aar udbredt 46 Millioner af den hellige Skrift. Deraf kommer 26 Millioner paa det brittiske Selskab alene.
Af Aarsberetningen vil jeg meddele et Par Fortællinger. Saaledes siger Sognepræsten i Krydsherred:
„Af Mangfoldige, ja, jeg kan sige, af de Fleste, som have modtaget af de hidsendte Ny Testamenter, har jeg, naar jeg senere har talt med dem, modtaget Tak for Bøgerne i disse Folks enfoldige, næsten barnlige Udtryksmaade: „Det er en vakker Bog,“ det er „morsomt“ at læse i den, „Gud give, vi kunde gjøre det paa rette Maade.“ Ved mine Bibellæsninger baade her nede i Bygden og oppe i Redalen (en Mil derfra, afsides liggende Bygd) har det været mig en Glæde at se de ny Eksemplarer af Testamentet i mange Hænder, og vel har det da imellem ved Guds Naade hændt, at en og anden Bog er bleven vædet af det Øje, som læste i den. Hver slig Perle mener jeg Bibelselskabet bør regne som sin dyrebareste Vinding. Ogsaa tør jeg vel haabe til Gud, at mangt et Eksemplar er brugt, og det mangen Gang, i den stille Stue og har lokket lignende blanke Skatte frem fra Hjertedybet. Men at bringe Skriften til at være en daglig Minder og Trøster i en Menighed, hvor Arbejde for Livets Fornødenheder maa optage saa særdeles megen, og desværre optager for megen Tid og Tanke – det kan kun Gud selv efterhaanden virke. O, hvad det vilde være for en Glæde at arbejde i en Menighed, hvor de Fleste daglig, med Bøn om Oplysningens Aand, omgikkes Evangeliets Ord som sin bedste, trofasteste, trøsterigeste Ven! – Et Hjerte ved jeg, at Evangeliets Ord i et af Selskabets Nytestamenter særdeles har glædet og trøstet. Det er en gammel Kones, som kom til mig Dagen efter min Tiltrædelsesprædiken her, takkede mig for det Gudsord jeg havde talt, og forærede mig som det Eneste, hun havde, et Par Potter Molter. Jeg glemmer aldrig denne simple, enfoldige Kones hjærtelige Tak og hendes Kjærlighedsgave; jeg synes, det er det Bedste, jeg af Nogen har faaet, og jeg har aldrig takket Gud saa inderlig for nogen Opmuntring til hans Tjeneste som for den. Hun havde mistet sin Mand og sin ene voksne Søn paa en Gang; de druknede ved Flødningsarbejde i en farlig Fos. Et Aars Tid efter mistede hun paa samme Sted og under samme Arbejde sin anden voksne Søn. Nu sidder hun alene i sin Hytte og har kun en vanvittig Datter tilbage hjemme hos sig. Men skjønt hun nu er arm paa Alt undtagen paa Sorg og Lidelse, ved hun, hvor hun har sine Kjære henne, og hvor hendes stakkels vanvittige Barn skal saa Sans og Samling og fuld Klarhed igjen, og til det Sted stunder og længes hun saare. Hun klagede meget over, at hun kun havde sin Salmebog at læse i, og den var for finstilet for hendes gamle af Graad svækkede Øjne. Jeg sorterede hende da et Nytestamente, og jeg har siden de Gange, jeg har været inde hos hende, haft min Glæde af, hvormegen Trøst og Husvalelse hun af Herrens livsalige Ord har modtaget. „Naar jeg for min stakkels Datters Skyld ikke kan komme til Guds Hus om Helgen, saa er den Bog min Præst,“ siger hun; „Meget er der sagtens i den, som jeg ikke forstaar, men, Gud ske Lov og Tak! der er ogsaa Meget, Meget, som jeg godt forstaar. Og ofte kan jeg sidde længe og læse det samme Sted op igjen, og jo længer jeg saaledes sidder og læser paa de samme Ord, desbedre ser jeg, hvor inderlig vel vor Herre har ment det med mig med de Ord.“ Ja, denne min gamle Veninde, hun læser sandelig sit Evangelium med en dybere og bedre Forstaaelse end mangen lærd Professor. Gud give hende legemligt og aandeligt Syn til saaledes at læse til sin sidste Dag!“
Endelig meddeler Selskabets Centralkommite i Kristiania følgende Beretning om 6 ny Testamenter:
„Medens Kolera i forrige Høst rasede paa det Stærkeste i Kristiania og Omegn og daglig bortrev Mange, som vare lidet beredte til Regnskabets Dag, boede en af Bibelselskabets hjærtelige Venner paa en Gaard i Nærheden af Byen, hvor Drengene og Arbejdsfolkene ikke sjelden, til deres Herskabs store Misfornøjelse, plejede at svire Aftenen og en Del af Natten bort. Da blev en af Arbejderne netop i en saadan Time, omtrent ved Midnat, angreben af Sygdommen. Han laa i Værelset under den Fremmede, som den hele Nat hørte hans Stønnen og Jammer og Raaben om Guds Hjælp, samt hans af voldsomme Smerter afbrudte idelig gjentagne Bøn til de øvrige Tjenere, om dog at bede for ham til Gud. Tidlig om Morgenen blev han afsendt til Lazarettet og døde nogle Timer efter. Denne Dag var der trist og uhyggeligt paa Gaarden, Huset blev gjennemrøget, Sengklæderne efter den arme Mand nedsænkede i Dammen udenfor, og intet Menneske var at se uden Husets Folk, Alle med bedrøvede og forskrækkede Ansigter. Den Fremmede sad ved sit Arbejde alene i sit Værelse og bad til Gud og ængstedes ved Tanken om det Offer, Døden havde krævet, og om at de, som havde været med ham, maaske til Natten igjen vilde fortsætte samme vilde, uordentlige Levnet, der efter al Sandsynlighed allerede havde været Aarsag til den Enes Død. Og da det led mod Aften, gik Lejeboeren til Manden paa Gaarden og bad ham, at han dog vilde holde Bøn med alle Husets Folk om Aftenen, førend de atter indhylledes i Nattens Mørke uden at vide, om de skulde se den næste Morgen oprinde. Husbonden opfyldte gjerne denne Anmodning og kaldte Folkene ind efter Aftensbordet; og de kom Alle. Det 5te og 6te Kapittel af Matthæus skulde først læses, og Alle skulde deltage deri, saa at hver efter Tur læste sit Vers. Men der var ikke Bøger nok til dem. Da ilede den Fremmede, som netop samme Dag havde faaet 6 Ny-Testamenter fra Byen, ind paa set Værelse efter disse. Husets 2 Drenge og 2 Piger fik laant hver sit, og Husmandens voksne Søn og en fattig Arbejdsmand fik de 2 andre. Og saa sad de Alle omkring Bordet og læste, og Guds velsignede Ord, som ikke vender tomt tilbage, lød nu fra de samme Læber,fra hvilke paa samme Tid den foregaaende Aften gjækkelig Snak og letfærdig Skjemt og saa mangt et af de utilbørlige Ord, for hvilke Menneskene paa Dommens Dag skulle gjøre Regnskab, vistnok havde gjenlydt. Da de havde læst, bad Husfaderen Aftenbønnen, hvortil han føjede nogle ydmyge og hjertelige Ord, der indeholdt Bekjendelse af Synden, der var begaaet, og Bøn om Befrielse fra Straffen: fra Sygdommens skrækkelige Onde i den kommende Nat, og sluttede derefter med Fadervor, hvorpaa der blev sunget nogle Vers af Salmen: „Hvo veed hvor nær mig er min Ende.“ Saa stode Alle op og sagde hverandre Godnat, og de 6 laante Testamenter skulde leveres tilbage igjen – men den Fremmede kunde ikke tage imod dem. Vilde det ikke være at tage en Guds Velsignelse bort fra dem, der nylig havde læst i dem, – en Guds Velsignelse, til hvilken de vare saa dybt trængende, som nylig havde sænket sig ned over dem og som maaske kunde blive dem til Frelse i Tid og Evighed? „Behold dem, behold dem!“ sagde den Fremmede, „og lov mig blot, at I ville læse i dem; ikke sandt, kjære Folk, det ville I love mig?“ De lovede det Alle og gik bort hver med sit Testamente, og Giveren gik ind i sit Lønkammer og takkede Gud for Aftenens Fred og hans saliggjørende Ord og bad om, at dette maatte trænge ind og bevares i Modtagernes Hjærter. Morgenen efter fortalte Konen i Huset, at der havde været saa roligt og stille paa Gaarden denne Nat. I Drengestuen havde ingen Dør knirket, og hos Husmanden bleve Lysene slukkede straks, istedetfor at de ellers ofte brændte til langt ud paa Natten. Og saa roligt og stille vedblev det ogsaa senere at være paa Gaarden, og Husbonden vedblev om Aftenen at samles med Sine til fælles Andagt, og i de første Uger kom Folkene uden Opfordring hver Aften ind med stue Testamenter, og naar de havde læst og sunget, havde de intet Hjærtelag og ingen Lyst til at gaa ud og støje og svire, men gik stille ind i deres Kammere og lagde sig til Hvile. Om Søndagen havde nu Husbonden den Glæde, der før kun sjelden var bleven ham til Deel, at finde dem samlede Alle, fredelige og ordentlige, og ikke sjelden saa han En eller Anden af dem al sidde med sit Testamente og læse høit deri for nogle af de Andre. Og da Flyttetid kom og nogle af Folkene skulde forlade Gaarden, gik de ind til den Fremmede for al sige Farvel, og da denne lagde dem paa Hjærte aldrig at sælge eller skille sig ved den hellige Bog, de havde faaet, lovede de, al del ikke skulde ske, men al de stedse vilde bevare den og holde den i Ære, og den Ene af dem lagde trohjærtigt til, idel han rakte Haanden baade til Forsikring og til Afsked: „Nej, vær vis paa, al jeg aldrig gjør det! nej, om Nogen bød mig 2 Daler for Bogen, fik han den ikke fra mig nu.“ Og den Fremmede haaber, at Torstejn har holdt sit Ord.
Kunne vi misbillige Bortgivelsen af disse 6 Testamenter, fordi del just ikke kan siges, al del var til værdige Trængende, de i hint Øjeblik bleve bortskjænkede? O visselig ikke! Vi vide jo, at det Sandhedens Ord, som deri er overantvordet, ikke alene indeholder en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den, som tror, men at det er nyttigt til Lærdom, Overbevisning, Rettelse og Optugtelse i Retfærdighed, og at det som et tveægget Sværd kan krænge igjennem Marv og Ben og vække Synderen af sin sikre Søvn. Det gjælder „at kjøbe den belejlige Tid,“ og, om vi end indrømme, at det pludselige Dødsfald i Folkenes Midte, hin Gudsdom, der slog ned iblandt dem, væsentlig maalte bidrage til at vække dem op og bringe Alvor i deres Sind, saa tør vi dog haabe, at den Aftenstund, hine 6 Testamenter førstegang aabnedes, var en Besøgelsestime for deres nuværende Ejere, som ikke bliver uden Indflydelse og Velsignelse for deres evige Liv.“
har ligeledes bestaaet i mange Aar, og har til Øjemed dels at gjøre slige Bøger billige, dels ogsaa at kunne skjænke dem bort som Gave til fattige Folk. Ogsaa af dette Selskab blir man Medlem ved at betale mindst 24 Skilling aarlig; og det samlede Bidrag har i de senere Aar udgjort omtrent 135 Daler. Blandt de Bøger, Selskabet har udbredt, kan især nævnes: Luthers Postiller, Luthers store Katekismus, en Fremstilling af Luthers Liv og Virksomhed, Wexels’s Andagtsbog for Menigmand, hvoraf allerede ottende Oplag er udkommet,[1] Landstads Hjærtesuk, Opbyggelige Fortællinger og Betragtninger, Vejledning til et gudeligt Liv, et lidet Skrift om Daaben, især Barnedaaben o. fl.
Selskabets Hovedbestyrelse er i Kristiania, og i ethvert af de øvrige Stifter findes en Medbestyrelse. Naar der for et Præstegjælds Vedkommende ønskes en Gave af Bøger til Uddeling blandt værdige Trængende, vil samme for Kristiania Stift kunne erholdes ved at henvende sig til Kvæstor Aars i Kristiania, og for de øvrige Stifter til Stiftets Bestyrelse, hvoriblandt nævnes Pastor Brun i Kristianssand, Kjøbmand A. Helland i Bergen, Pastor Wexelsen i Trondhjem og Pastor Aars paa Hammerfæst. – Et saadant Tilbud vil vist endnu Flere end hidtil med Glæde modtage. I mangen norsk Hytte findes der Mennesker med Læselyst, men som ikke har noget at læse i; og vil i slige Tilfælde Præster, Skolelærere eller andre troværdige Mænd henvende sig til de Selskaber, der nutildags arbejder paa at udbrede Bøger, eller endog til enkelte Forfattere og Forlæggere, da vil der rimeligvis altid blive Raad til at afhjælpe en stor Del af Trangen. Men forat dette tilfulde kan ske, endog da naar Efterspørselen blir meget større end nu, er det ogsaa ønskeligt, at slige Selskaber understøttes af alle dem, der har Raad til at bidrage en Skjærv.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Denne ypperlige Bog er ogsaa meget udbredt udenfor Norge, ja endog oversat paa grønlandsk.