Et rimbrev
Min kære ven!
De skriver mig bekymret til og spørger
hvi slægten går så underlig fortrykt,
ej ildnes op i fryd og ikke sørger,
men synes ruge på en uklar frygt, —
hvi intet held formår at live ånderne,
hvi ingen er sin egen modgangs dommer,
hvi hvermand tager skæbne-gunst og vånderne
med sløvheds ro, og venter hvad der kommer.
Kræv ikke, ven, at jeg skal gåden klare;
jeg spørger helst; mit kald er ej at svare
Men da De nu har dyppet Deres pen,
så skal det dog ej være gjort forgæves, —
at sige, hvis ej med bestemthed kræves
et svar, som svarer sådan ligehen.
Kort, jeg til svar vil spørge Dem igen;
og undskyld at — da hånden med i spillet
eri digter har — der spørges i et billed.
Så sig mig da, om De har nogensinde
tilfældigvis ved vore kyster set
et skib stå ud tilhavs for friske vinde
og sætte kursen endefrem og ret?
Det har De visst, og De har sikkert mærket
det liv, den lyst, den virksomhed ombord,
den trygge sorgløshed, der driver værket,
det sikre bydende kommando-ord,
som om det var en regelbunden verden
med fastsat bane, lig vor egen jord,
med lov, som den, for farten og for færden.
Tidt går et sådant skib på lange rejser;
det søger fjerne lande, mange havne;
man losser lasten, og ombord man hejser
nyt stykgods under udenlandske navne;
man stuver rummet mellem begge stavne
med en utallighed af kasser, baller,
og hverken skipper eller mandskab véd
til punkt og prik, hvad skibet fører med;
alt går iflæng, alt tages som det falder.
Så lægges atter ud på vide veje;
kækt graver bougen i det salte skum;
det er som havet ikke havde rum
og bølgens rygning ej gav bredt nok leje
for den usigelige livsmods-sum,
som stormvejr ikkun øger og formerer
hos skipper, mandskab og hos passagerer.
Begribeligt. Er ikke skuden tæt?
Er ikke lasten stuvet jævnt og sikkert?
Er ej kompas, sextant og stjernekikkert
i orden til at holde kursen ret?
Er ej det skøn, den dygtighed tilstede,
som vækker lid og holder mishåb nede?
Og dog, tiltrods for alt, det kan sig hænde
en godvejrsdag, foruden synlig grund,
at der ombord, på hvermands sind og mund,
en sælsom trykket lumring er at kende.
Først tykkes få af denne tunghed grebne,
så fler, så mange, så til slutning alle;
sløvt sættes sejl og sløvt håndteres rebene;
sløvt purres ud; sløvt høres piben kalde.
Der tages varsler af hver liden ting.
Havblikkets døs, ja føjelige vinde
mismodigt tydes; selv et marsvins spring,
en stormfugls skrig man lægger sig på sinde.
Sløvt gar de der, af samme lønsot smittede,
skønt ingen røbed og skønt ingen frittede.
Hvad er da sket? Hvad er vel hændt ombord?
Hvad er den gådefulde grund til trykket,
som lamslog sind og vilje, arm og ord ?
Er nød påfærde, — nogen forulykket?
Nej, ingenlunde. Alting går sin gang, —
men uden håb og mod, og uden sang.
Og hvorfor? Jo, fordi en lønlig tvil,
et rygte sniger sig foruden hvil
fra forlugaren og til agtermasten:
De tror de sejler med et lig i lasten.
Den sømands-overtro er vel bekendt;
engang brudt ud den fylder alles tanker.
Hvordan med sagen selv det er bevendt,
erfares først, hvis rejsen vorder endt,
trods alle varsels-tegn, trods skær og banker,
i havnen trygt fortøjet og for anker. —
Se, kære ven, — Europas damp-paket
står ud tilhavs med kurs mod nye lande,
og både De og jeg har løst billet
og taget plads på agterdækkets bret,
med hatten løftet mod de gamle strande.
Herude svales både sind og pande;
heroppe kan vi ånde frit og let; —
i lasterummet ligger al bagagen,
og kok og steward sørger for menagen.
Hvad kræves mere til en sorgløs færd?
Maskinen gør sin pligt; hør kedlen buldre;
se stempelstangen løfte sine skuldre;
se skruen kløve vandet som et sværd; —
stagsejlet holder skibet frit for krængning;
rormanden bøder af hver overdængning;
rumt farvand går vi i; kaptejnen oppe
på brettet er vor fulde tillid værd
og holder udkig over alle toppe; —
hvad kræves mere til en sorgløs færd?
Og dog, — vidt ude på det åbne hav,
midtvejs imellem hjemmets land og målet,
det lader jo som farten sakked af,
som al vor frejdighed var fra os stjålet.
Mandskab og passagerer, mænd og kvinder,
går om med sløve øjne, slappe kinder;
man synker sammen, ruger, grubler, lytter
i forlugarer og i pragt-kahytter.
De spørger mig om grunden, gode ven!
Har De ej mærket, noget vilde komme?
Forstod De ej, et tidehverv var omme,
der vejred tryghed og fortrøstning hen?
Hvad grunden er, det ligger ej for dagen;
men De skal høre, hvad jeg véd om sagen.
Jeg sad en nat alene her på dækket,
en lummer nat med stjerner og med stilhed;
luftdraget var så blødt, så fuldt af mildhed,
og aftenvindens vinger ganske stækket.
Tilkøjs var alle passagerer gangne,
og døsigt brændte lamperne dernede;
ud fra kahytten flød en kvalmfuld hede,
der holdt de trætte i en halvsøvn fangne.
Men hvileløs og uden fred var blunden;
jeg så det; skylights-lugen stod halvt åben; —
hist lå en statsmand og fordrejed munden
som til et smil, der endte med en måben;
en lærd professor vælted sig til siden,
splidagtig, lod det, med sin egen viden;
en theolog trak teppet over panden;
i hovedpuden grov sig ned en anden;
og højt og lavt lå kunstnere, skribenter,
som folk i drøm, der frygter og forventer; —
men over alt det halvsøvns-liv dernede —
en rødlig, osende og kvalmfuld hede.
Jeg vendte øjet fra det sløve røre;
jeg stirred fremad i den friske nat;
jeg så mod øst, hvor alt en dagning mat
begyndte alle stjerners glans at sløre.
Da traf et ord hist nedefra mit øre;
det traf mig der jeg lænet sad mod masten.
En sagde højt og, som det syntes, midt
imellem usund søvn og mareridt:
Jeg tror vi sejler med et lig i lasten!