Eventyr (Garborg)

Jeg tror, at hvad der lokker Jærbuen mest ved saadan en Proces, det er det hazardøse ved den, det lotterimæssige. Man ved, at man kan „faa“ Ret, om man ikke har den ogsaa. Det er den gamle Holmgangs- og Næveret i en ny, lidt forklædt Form; den flinkeste vinder! Bare en kløgtig Sagfører og et Par rimelige Vidner, — saa kan man blive rig! Barbarens Eventyrlyst blander sig med Privateierens Rethaveri og Statsborgerens Juristeri, og det hele blir til en Lidenskab, som er næsten religiøs i sin Blindhed.

Men Eventyrlysten slaar ogsaa ud paa anden Vis. For i Tiden fik den et regelmæssigt og forholdsvis sundt Afløb gjennem Fiskerierne; man reiste „paa Fiskje“ som paa Viking og „frista Lukkaa“ hver Vinter. Men siden Vorherre tog Silden bort, er det blevet slemmere. Maaske kan de sidste Menneskealdres voldsomme Religøsitet sættes i en vis underjordisk psychologisk Forbindelse med Sildens Forsvinden. Barbarens urolige Fantasi maa paa en eller anden Maade skaffe sig Luft. Kan den ikke faa tumle sig i vilde Vovestykkers spændende Færd, saa begynder den at gruble og at digte.

— Jeg kom til at tænke paa „Barbarens Eventyrlyst,“ hvergang jeg kom saa langt nord som til Gaarden Skeie.

Der er vakkert, der; en Gaard som en hel liden Landsby, velstandsmæssig at se med sine malede Huse og store grønne Bøer, som strækker sig helt ned i Havstranden. Der er endnu megen Magt igjen i disse gamle Vikingreder langs Kysten! — Men ovenfor Gaardene ligger den svarte Hei.

Ind i denne Hei kiler der sig en umaadelig stor Myr, som man blir opmærksom paa, fordi den er anderledes end andre Myrer. Andre Myrer er der da ligesom et Haab ved; de leverer Brændetorv, eller de kan dyrkes, eller de afgir ialfald lidt Sommerbeite; men denne Myr her, den er uden Haab. I hele sin Udstrækning frembyder den intet andet end Sand og Sten og Sump — og en Del Myrfivel. Det ser ud som det kunde have hændt nogen Slags Elementar-Ulykke her, som om for Eksempel ved et Jordskjælv Bunden af en Sjø var skudt op i Dagen og nu laa her og bredte sin skrigende Armod og Hæslighed op mod Himlen med Gudsens Graad og Bøn om at faa synke ned igjen, saa at den atter kunde faa avle Siv og Fisk og gjøre lidt Nytte for sig i Tilværelsen.

Men der har ingen Elementar-Ulykke hændt. Det er Menneskene selv, som har gjort dette. Fattige Mennesker, som ellers maa se paa hver Skilling — og denne Bedrift kostede dem Tusinder —; men de gjorde det alligevel.

Det var Eventyrlysten. Hvad kunde der ikke være for Herligheder der nede paa Sjøbunden! Rundt om laa Myrland i Mængde, som bare behøvede Afgrøftning og Dyrkning, saa kunde det give Mad baade til Folk og Fæ; men det var der ikke nogen Spænding ved, syntes Jærbuen. Myrerne, det var den sikre Gevinst; — men sikker Gevinst, hvad er det? Det er noget bestemt, noget givet, noget, som man kan udregne, og saa er der ikke mer... Nei, Sjøbunden! det er noget andet, det. Der vinker det uvisse, det ukjendte, det uberegnelige; ingen kan vide, hvad som venter os der; lad Myrerne ligge; op med Sjøbunden!

Folk rundt omkring var forhippede som Børn. Sagkyndigheden vidste, at der ialfald blev megen fed Admimstration; nogle Smaabetænkeligheder om, at Bunden maaske bare kunde bestaa af Sand, bragte den med myndig Røst til Taushed. Stortinget støttede sig til Sagkyndigheden, og saa blev der bevilget en eller anden pen rund Sum til Udtapning af Skeievandet. Der arbeidedes i langsommelig Tid. Ingeniører og Administration tjente gode Penge; Arbeiderne grov og sled for sit sædvanlige Minimum. Der blev gravet og muret en hel liden Kanal, og Menneskene gik om i de gladeste Drømme. Vandet sank og sank; Bunden blottedes Fod for Fod; Kanalen sugede i dybe Drag, og tilsist var alt kommet for Dagen.

Nu ligger det der.

Alle Drømme er døde. Der laa ingen Alverden paa Sjøens Bund. Bunden var Sand og Sten den, som Sjøbunde pleier at være. Naturligvis havde ingen undersøgt det paa Forhaand — norske Ingeniører undersøger ikke gjerne paa Forhaand; det er saa kostbart, siger de —; man bare klemte paa. Bedst ikke at vide noget, saa bliver det saa meget gildere, naar det kommer.

Jovist blev det gildt!

Det eneste, som opnaaedes ved det svære Arbeide, var altsaa denne lille Tapning af Statskassen. Hvad de øvrige Resultater angaar, saa melder Sagaen, at det var Kjærringerne, som først fik føle noget til dem; en vakker Morgenstund opdagede de, at de ikke længer havde Vand til at skylle Klæder i! Det havde naturligvis ingen tænkt paa. Siden opdagedes det, som værre var: øget Sandflugt indover Heierne. Vandet havde før taget lidt af for den; nu var det Gjærde revet.

Og saa var der blevet saa gement stygt. Andre Myrer er der da ligesom et Haab ved, men denne her... Ja man faar altsaa vente, til den engang i Historien gror igjen og bliver som en af de andre Myrer; da kan man jo dyrke den ogsaa. Gudbevars — hvis den ikke imidlertid er blevet til en Sandørken!

Slige Bedrifter er udførte fleresteds paa Jæderen. Nu er det ikke andet end disse smaa Vandene her og der, som liver lidt op i Jæderens brune Ensformighed. Saa at her skulde man heller anlægge Sjøer end tappe dem — bare af den Grund. Men nei. Eventyrlysten var vaagnet. Den krævede sit Offer.

Naar urnorsk Eventyrlyst slaar sig sammen med ny-norsk Sagkyndighed, saa kan der passere noget af hvert. Vist er det, at dersom jeg var Konge, saa vilde jeg sende min Hær sporenstregs til Skeie og lade den kaste igjen hin prægtige Kanal; og saa kunde den jo med det samme bryde op nogen af de andre Myrerne der, — nogen af dem, som der er Haab ved.