Exempler paa tidlig Gudsfrygt hos Børn
udvalgte af og korteligen fremstillede efter et lidet Værk,
betitlet „Gudfrygtigheds Frugter.“| Jesse Cadbury, | 13 | Aar | gammel. | |
| Anne Hughes, | næsten | 15 | 〃 | — |
| Elis. H. Coleby, | — | 14 | 〃 | — |
| Geo. Powell, | — | 10 | 〃 | — |
| Mary M. Ady, | — | 15 | 〃 | — |
| Mary Claydon, | 13 | 〃 | — | |
| Elis. Merritt, | 11 | 〃 | — |
Jesse Cadbury var Søn af Richard og Elisabeth Cadbury i Birmingham. De lærerige Tildragelser, der fandt Sted under dette Barns sidste Sygdom, afgive, endog for Mennesker i en mere fremrykket Alder, et lysende Exempel paa den Christnes Haab og Trøst i Naturens sidste Kamp; han døde Aar 1818 i en Alder af 13 Aar.
Meget tidligen udviste han en høist elskværdig og tilfreds Sindsbeskaffenhed; og hans stadige, alvorlige og uskyldige Opførsel viste, at han havde søgt Bekjendtskab med Den, der sagde: „Lader smaa Børn komme til mig.“ I en Alder af omtrent ni Aar blev han angreben af en Forstørrelse i Milten, en Sygdom, der ved sin bestandige Pirren ganske særdeles bidrager til at frembringe Særhed; og skjønt han tilbragte fire Aar under denne i store legemlige Smerter, udviste han sjelden saadan Sindsstenming; i de sidste to Aar af hans Liv havde han Naade til aldeles at beherske dens Indflydelse. Med den hellige Skrift omgikkes han hyppigen, og han fandt stor Glæde i at læse Psalmerne; han var ikke fremmed for Bønnens Trøst og dyrebare Virksomhed, og han for talte sin Søster, at han en Nat vaagnede op i stor Urolighed, fordi han havde undladt at anraabe den Almægtige, førend han lagde sig til at sove.
Omtrent henved 13 Aar gammel blev han angreben af en farlig Sygdom, der trodsede al Lægekunst. Da han af Naturen havde en stærk Legemsbygning, og blev opretholdt af et Sind, der var styret af Herrens Frygt, blev han istand til at kjæmpe fire hele Uger under de heftigste Lidelser i Sygdommens Fremskridt; i denne angribende Tid ytrede han ikke en eneste Klagelyd, men udholdt sin Pine med mønsterværdig Taalmodighed, og talte til dem, der vare om ham, med Munterhed og Taknemmelighed.
Om Eftermiddagen, Dagen før hans Bortgang, følte han den sig nærmende Ende, og udviste en sstor Sindsklarhed. Efterat have forlangt et Kapitel af Bibelen læst, hvilket slete til hans Tilfredshed, sagde han til sin Moder: „Jeg troer, at Herren er nærved at hjælpe mig; jeg gaaer til en bedre Verden.“ Han ytrede derpaa Ønske om at see sin Fader, sine Brødre og Søstre. Da hans Fader kyssede ham, sagde han: „Farvel, Herren er ved min høire Haand, jeg veed, jeg skal ikke rokkes; og kaldende sex Brødre og Søstre særskilt ved Navn, kyssede han kjærligt dem alle, og bad dem Farvel, samt bad om, at hans kjærligste Hilsener maatte gives hans to fraværende Brødre. Dernæst ønskede han, at Tjenerne og de andre Huusfolk maatte komme ind til ham, med hvilke han tog en kjærlig Afsked, sigende dem, at han gik til en bedre Verden; og til En, efter hvem der var bleven sendt Bud fra Landet, sagde han: „Sally, du er kommen for at see mit Endeligt;“ og da En bemærkede: „Jeg haaber, at vi skulle mødes igjen i en bedre Verden,“ svarede han: „Jeg haaber, vi skulle findes værdige til at indgaae i den herlige Stad, for at synge Den Priis og Hallelujah, som sidder paa Thronen.“
Under dette gribende og mærkværdige Optrin, og til Slutningen, fremførte han mange lærerige Ytringer, der midt under svare legemlige Kampe og Lidelser viste, at hans Sind var fæstet paa „Frelsens Klippe,“ og at han var benaadet med en Forsmag paa den himmelske Glæde, der ventede hans bortdragende Aand, skjønt han til een Tid tilodes at blive prøvet med svare Sindslidelser; men i denne Tilstand forblev han ikke længe, thi kort efter udraabte han med Eftertryk: „O, hvilken deilig Klang! hvilken herlig Melodi! — Jeg seer min Frelser komme mig imøde med aabne Arme;“ og atter: „Jeg veed, at jeg døer i Herren; jeg veed, at jeg gaaer hen at synge min Gud Lov og Priis, formedelst Jesus Christus min Herre.“
Han beskjæftigede sig jævnligen med aandelig Bøn, undertiden bevægende Læberne og med opløftede Hænder, og for sine Brødre og Søstre, hvis Navne han tydeligen nævnede, hørtes han med svag Stemme at bede med mere end sædvanlig Varme. Fra Klokken ni af laa han øiensynligen i Dødskampen, og bad om at blive forløst, sigende: „O Herre, forbarm dig over stakkels Jesse! Han vil gjerne gaae. Dette er Døden! O Herre, giv mig Taalmodighed til at bære mine Smerter.“ Da hans Moder kyssede ham, sagde han: „Mit Ansigt er koldt, jeg skal nu døe; jeg skal blive lyksalig i en anden Verden; her er intet uden Møie.“ Da Klokken slog elleve, sagde han: „Jeg har nu lagt døende i to Klokketimer.“ Kort efter rakte han Haanden ud til sin Moder, og sagde tydeligen til dem, der vare om ham: „Farvel! farvel! Herren er nær hos for at velsigne os. O Grav, hvor er din Seier? O Død, hvor er din Braad? — O Herre, behag at sende Døden.“ Disse triumpherende Udraab vare de sidste Ord, han hørtes at ytre; og idet han vendte sit Hoved paa Puden, drog han roligt bort. Hans Aand er, det troe vi ydmygeligen, indgangen til den Hvile og Fred, der er beredt for de Retfærdige af enhver Alder.
Anne Hughes var Datter af Thomas og Anne Hughes, af Clonmel i Irland. Hun fik en Forkjølelse i den 2den Maaned 1820, og efter kort Tid viste der sig Tegn paa en begyndende Tæring, og skjønt Forandring af Luft og passende Midler efter en Læges Raad bleve forsøgte, blev hun dog gradviis svagere, og havde i den 8de Maaned s. A. en let Blodspytning fra Lungerne; og da denne flere Gange, og i forøget Mængde, paany indfandt sig, gjorde Forfærdeligheden i hendes Tilstand, og Uvisheden af hendes Forbliven i denne Tilværelse et dybt Indtryk paa hendes Sind; gribende som det var for Alle, der vare om hende, syntes hun dog at være benaadet med megen Taalmodighed og Standhaftighed, idet hun tit og ofte sagde til sin Fader (skjønt Blodudtømmelsen gjorde det vanskeligt for hende at tale): „Vær ikke forskrækket, jeg føler mig meget vel, fuldkommen vel,“ — tilføiende: „Mit Sind er meget roligt; jeg har et kjærligt Forsyn, som er godt, meget godt mod mig, og jeg haaber snart at være i Himmelen.“
Under eet af Anfaldene bad hun med følgende Ord: „O Herre, hvis det er din Villie at standse dette Blod inat, vil jeg prise Dig alle mine Livsdage,“ og det er mærkeligt, at hun fra den Tid af intet Blodløb mere havde.
Omtrent tolv Dage før hendes Død havde hun et Besøg af nogle af hendes kvindelige Slægtninger, af hvilke to vare noget stadseligt klædte. Da de vare gaaede, syntes hun ikke lidet bevæget, og sagde til sin Fader: „Jeg har ofte tænkt over Forfængeligheden i Klædedragt, men jeg har aldrig saa tydeligen indseet denne Daarlighed som nu.“ Skjønt hun selv af Naturen havde et meget livligt Sind, gjorde hun aldrig sine Forældre meget Bryd med sin Klædedragt, men var ialmindelighed eftergivende og villig til at føie sig isaahenseende; hun var undertiden bekymret for, at hendes livlige Temperament fik hende til at tillade sig altfor stor Munterhed for hendes Stilling, og vilde lægge Baand paa sig ved at sige: „Jeg føler, at jeg undertiden er for letsindig.“
Hun fandt megen Glæde i at læse Skriften, og ønskede adskillige Kapitler forelæste, efterat hun var kommen til Ro i Sengen, og bad jævnligen atter derom om Natten; hun udpegede for sin Fader et Yndlingssted i den 34te Psalme, hvorved hun havde lagt Mærke i sin Bibel: „Hvo er den Mand, som haver Lyst til Livet? som elsker at leve mange Aar for at see godt? Bevar din Tunge fra Ondt, og dine Læber, at de ikke tale Svig. Viig fra Ondt og gjør Godt; søg Fred og efterjag den.“
Hun udlod sig med, at hun intet Ønske nærede om at leve, at Alt, hvad hun beklagede, syntes at være Bortgangen fra hendes Familie og Venner, idet hun sagde: „Jeg skal nu forlade en god jordisk Fader, men jeg gaaer til en meget god himmelsk Fader.“
Omtrent en Uge før hendes dødelige Afgang kom to Venner, Evngelii Tjenere, for at besøge hende, og havde en dyrebar Underholdning med hende; da de vare gaaede, sagde hun til sin Fader: „Jeg følte mig pludselig gjennemglødet af noget saa Trøsteligt, og frembringende en saadan Følelse, som jeg ikke har Ord til at beskrive;“ og til sine Tider udlod hun sig senerehen med at være opfyldt af Noget af den samme trøstelige Følelse. — Den næste Dag blev hun for Alvor sengeliggende, og tydelige Tegn til Opløsning viste sig: hun talte kun lidet, og lagde meget lidet Mærke til Noget, og en stærk Kulde gjennemtrængte hendes udmarvede Legeme; men udpaa Aftenen blev hun varmere og oplivedes lidt, da hun bad om at faae Bibelen læst, med de Ord: „Jeg troer, det trøster mig; læs i det Nye Testament om vor Frelser, at jeg kan lære Noget.“ Da hendes Fader var ifærd med at forlade Værelset, saae hun ængsteligen efter ham, som om hun havde noget at sige ham; og, da han vendte om, sagde hun: „Jeg veed, at du græmmer dig; jeg syntes ikke om at see dig eller Nogen af eder saaledes; thi jeg troer, at I bør Alle være glade ved at opgive mig; jeg gaaer tidligen fra en Verden fuld af Snarer og Fristelser.“
Da hun kort før sit Endeligt blev spurgt om, hvorledes hun havde det, svarede hun: „Jeg kan ikke sige, jeg føler Smerte, mit Sind er meget roligt, det vilde være en frygtelig Ting at have et ondt Sind i denne Tilstand. Om Aftenen, da Adskillige af Familien vare nær ved hendes Seng, udbrød hun saa skjønt i disse Ord: „Han, som var hos Moses i den brændende Busk, den store Jeg skal være (2 Mos. 3,14.), er en kraftig Hjælper. Jeg beundrer ofte hans Godhed, der har bragt min Skaal til ligesom at flyde over, skjønt jeg til sine Tider føler mig tom; jeg veed, det er Fiendens Værk, men jeg bryder mig ikke om det. Jeg gaaer en kort Vei til en deilig Bolig.“ Da hendes Broder kom hen til Sengen, sagde hun til ham: „Jeg haaber, at min Broder John vil tage sig Eftertannke til og blive stadig, og ikke forsøge at behage Verden, thi den er idel Forfængelighed; men lad ham optage Korset og foragte Skammen: uden vi optage Korset, kunne vi ikke vinde Kronen. Jeg har ofte tænkt, at der ligger Meget i de Ord „„intet Kors, ingen Krone.““ Jeg føler megen Kjærlighed for eder Alle, og haaber at blive salig formedelst min Forløsers Naade.“ — Sidenefter sagde hun paa Forespørgsel: „Jeg er inderligen vel i Sindet, og hvad er Legemet mod det? Jeg troede aldrig, at jeg var god nok til at blive draget Omsorg for, men jeg er bleven renset ved Ild; jeg troer, at, jo mere Sygdom vi have, desto renere ere vi; jeg haaber, at det ikke er Indbildskhed, men jeg føler mig meget rolig i mit Sind, og naar jeg tænker paa min Frelsers Lidelser, kan jeg ikke lide at klage.“ Kort derefter drog hun roligen bort, uden Kamp, og er udentvivl indgaaet til den evige Hvile. Hun var ikke fuldt femten Aar gammel.
Elisabeth Hart Coleby, Datter af Josva Coleby af London, var et meget lærvilligt og elskværdigt Barn; i næsten et Aar førinden hendes Afgang havde hun for Skik at gjøre Optegnelser med Hensyn til hendes egen Sindstilstand; i disse beklager hun ofte sine Ufuldkommenheder, med den Ømhed i Følelse, der viser et Sind, som er modtageligt for den guddommelige Godhed og Kjærligheds milde Revselser. De begynde i den 5te Maaned 1818, og vedblive til henimod hendes Død, som fandt Sted næste Aars Foraar. Følgende er Uddrag af disse Optegnelser:
„Noget jeg saae igaar har foranlediget mig til at antage en Plan, af hvilken jeg haaber at jeg skal have noget Gavn, og ved Guds Naade haaber jeg, at den kan blive et Middel til at bringe min arme fortabte Sjæl nærmere til min Frelser. Jeg veed, at jeg er meget uskikkelig, men den største Vanskelighed, jeg for nærværende har at overvinde, er at holde mine Tanker behørigen samlede under den offentlige Gudsdyrkelse; jeg tænker altid paa Hjemmet, eller en anden ligesaa upassende Ting; under tiden beder jeg til min himmelske Fader om at forandre mit Hjerte, men mine Bønner synes ingen Flugt at have; saa tænker jeg: dersom Gud ikke vil høre mig, hvem vil da? og jeg synker tilbage i min forrige ligegyldige Tilstand.“
„Jeg føler mig ikke ganske vel idag, og er bange for, at jeg gav en misfornøiet Sindsstemnmg Indpas.“
„Hørte om M. Kings Død; det første jeg tænkte paa var, hun er gaaet til Himmelen; og jeg misundte hende næsten.“
I Anledning af en af hendes Skoleselskabssøstres Begravelse anmærker hun: „Jeg kunde ikke undgaae at tænke paa, at jeg maaskee snart skulde følge hende.“
„Hørte, at den kjære S. Coleby havde forladt dette Liv; læste en meget rørende Beretning om hendes Død i et Brev. Hvor mange Advarsler jeg i den senere Tid har havt om Tidens Uvished, og hvor uskikkelig jeg dog endnu er!“
„Jeg stod op med den Beslutning at tilbringe denne Dag bedre, men da jeg lagde mig ned og tænkte over min Opførsel, erindrede jeg mange tankeløse Ting, jeg havde sagt.“
„Gik til Forsamlingen, og har Grund til at haabe, at jeg havde Gavn af den; thi jeg følte en saadan Fred i Sindet, som Verden ikke kan give ei heller tage.“
„Hver Morgen, førend jeg staaer up, fatter jeg Beslutningen om at anvende Dagen bedre; og dog siger jeg altid en heel Deel tankeløse Ting. Jeg frygter, at jeg ikke har gjort nogen Fremgang i Salighedens Værk.“
„Hvor saare taknemmelig burde jeg ikke være for de mange Velsignelser jeg besidder! og hvor saare uværdig er jeg ikke! thi under tiden er jeg saa tankeløs, som om jeg indbildte mig, at jeg kunde gaae til Himmelen uden at tænke paa den velsignede Jesus, der døde for os, og som paa Korset sagde: „„Fader, tilgiv dem, thi de vide ikke, hvad de gjøre;““ men jeg veed, at jeg ikke kan; der er skrevet: „„den som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd;““ og skjønt jeg elsker Herren, føler jeg dog, som om jeg ikke kunde elske ham mere end dem; men jeg vil prøve paa at gjøre det, thi jeg vil raabe til ham om at bringe mig til at elske ham mere.“
„Jeg frygter, at min himmelske Fader er misfornøiet med mig; men jeg haaber, at jeg, førend jeg lægger mig til Hvile iaften, skal opløfte min Sjæl til det høieste Væsen, som regjerer Verden og kraftigen er tilstede i den. O at jeg maatte blive lig en kjær Veninde, som er gaaet forud for mig til det lykkelige Sted, hvor de Ugudelige aflade fra at gjøre Ondt, og de Trætte nyde Hvile.“
Kort Tid efter blev hun angreben af Meslingerne, efter hvilke hun aldrig kom sig, men forlod, da hun var bleven lidt bedre, Skolen, for at tilbringe nogle faa Uger hos en Tante i London, under hvis Tilsyn hun havde været fra hendes spæde Barndom. Hun blev fra denne Tid af gradeviis svagere, og døde kort efter hos hendes Onkel John Coleby’s i Tottenham, ikke fuldt fjorten Aar gammel.
Et rørende Exempel paa den guddommelige Kjærligheds ømme Besøg i en tidlig Alder viste sig hos George Powell af Layer-Marney i Grevskadet Essex, der døde i Aaret 1822 blot ni og et halvt Aar gammel. Han var et Barn med en sagtmodig og exemplarisk Opførsel, lydig mod sine Forældre, og kjærlig mod sine Brødre og Søstre; han var en Ven af at læse den hellige Skrift, og andre Bøger om religiøse Gjenstande, og glædede sig meget ved at læse dem for Tjenerne, og tale med dem om disse Gjenstande, endog naar de vare sysselsatte med deres sædvanlige Forretninger. Da han gik i Skole Vinteren 1821, raadede en af hans Stalbrødre ham til ikke at taale en af hans Skolekameraders ukjærlige Behandling, med de Ord: „Jeg vilde anke paa den.“ Han svarede sagtmodigt: „Jeg læser ikke saa i mit Testamente.“
Han havde sædvanlig Helbred, indtil omtrent to Uger inden hans Død, da han blev angreben af en Sygdom, der ansaaes for at være Vand i Hovedet. Til forskjellige Tider, naar nogle af Familien sad rundtom ham, udlod han sig med mange fromme Udtryk, blandt hvilke følgende ere blevne er indrede: „Venter taalmodigen, paa det vi maae være beredte, naar han kommer; thi her er Intet uden Møie. Jeg skal døe, og forlade alle mine Slægtninger. Jeg fryder mig i dit Ord. Styrk mig, o Herre, efter din Villie! Priser ham, priser ham evindeligen! at han kan være med os paa alle vort Livs Veie, og da skulle vi have fredelige Dage, kjære Moder.“ „Kjære Broder Jonathan, Livet er blot en Skygge, jeg skal nu døe. Tænk, tænk paa, vi maae vente taalmodigen paa det guddommelige Væsen. Jeg har havt paa Hjertet at sige Noget til dig. Sorgen kommer ikke af sig selv, heller ikke udspringer den Møie af Støvet; men Mennesket er født til Møie, ligesom Gnisterne flyve op. Mange ere de Retfærdiges Møier, men Herren frier dem ud af dem alle. O Herre, frels; Jesus Christus, frels!“ Idet han spurgte efter sine Brødre Joseph og Thomas, udrakte han Haanden, og sagde: „Farvel, farvel!“ En Aften, da Adskillige af hans Slægtninger sad hos ham, sagde han: „Fred være med eder;“ og omtrent Klokken 4 om Morgenen sagde han til sin Søster Maria: „Jeg skal indgaae i et evigt Rige,“ — og kort efter til sin Moder: „Engle og Erkeengle vente paa at annamme mig, jeg gaaer i Triumph.“ Fra den Tid af tiltog hans Svaghed i den Grad, at han ikke kunde tale forstaaeligt; dog viste hans Sind sig roligt, og han var benaadet med megen Stilhed indtil han døde.
Saaledes endtes i Fred det korte Liv af En, hvis Opførsel i adskillige Aar havde været et lysende Exempel for Folk af en mere moden Alder, afgivende tillige et Exempel paa Livets Uvished, og paa det høie Værd af Lydighed mod Salomos Forskrift: Tænk paa din Skaber nu i din Ungdoms Dage.
Mary M. Ady, Datter af Charles Ady af Birmingham, blev tagen fra Skolen meget syg i den 5te Maaned 1821, og døde i 9de Maaned næstkommende, næsten femten Aar gammel. Sygdommen, der viste sig at være Tæring, bar hun med megen Taalmodighed og Hengivelse; i dens Løb talte hun ofte om de Naadesbeviisninger, hun var velsignet med, og da hun mærkede, at hendes Tid var kort, bestræbte hun sig for at afslutte sin Fred med den Almægtige, og udtrykte sin alvorlige Attraa efter at maatte faae Adgang til de himmelske Boliger med de Salige, der vare gaaede forud for hende. I den sidste Tid af Sygdommen sagde hun ofte, at hun ikke var bange for at døe, da hun troede, at Alt skulde blive godt med hende, og at hun satte sin hele Lid til sin Frelser. Een Gang vaagnede hun med disse Ord paa Læberne: „O, priis Herren for hans Barmhjertighed; thi hans Varmhjertighed varer evindeligen.“ Faa Dage før sin Død tog hun et kjærligt Farvel med to af sine Brødre, som efter hendes Ønske vare hentede hjem fra Skolen for at see hende for sidste Gang. Hun formanede dem til at tænke paa deres Skaber i deres Ungdoms Dage, og anbefalede dem at være retfærdige i alle deres Handlinger, thi da vilde Velsignelse ganske sikkert hvile over dem, baade her og hisset; hun sluttede med at anraabe dem om ikke at forglemme deres Søster, naar hun var lagt i Graven, men undertiden tænke paa hende med Kjærlighed. Det var et for Alle gribende Optrin, og syntes at gjøre meget Indtryk paa de to unge Mennesker.
Om Aftenen udbrød hun, medens to af hendes nære Slægtninger sad ved hendes Side, i Bøn, at hun maatte bevares i Taalmodighed til at udholde sine Lidelser, indtil det behagede hendes himmelske Fader at forløse hende, og at hendes kjære Slægtninger maatte være villige til at opgive hende, og ikke til at sørge, lig dem uden Haab. I hendes Livs sidste Timer, der vare optagne med Bøn, hørtes hun at sige: „Kom, søde Jesu, annam min Aand.“
Mary Claydon, af Speen i Buckinghamshire, døde i 1822, tretten Aar gammel. Hun havde nydt godt af en af de ypperlige Indretninger, der benævnes Søndagsskolen, i dette Grevskab, hvilken hun havde bivaanet omtrent otte Maaneder; og det synes, at dette var det fornemste, om ikke det eneste Underviisningsmiddel, der var faldet i hendes Lod; men dette var i hendes Tilfælde, som i mange andre, bleven velsignet.
Da hun blev syg, omtalte hun med Taknemmelighed de Velgjerninger, hun havde modtaget fra Skolen, og ønskede meget at see sine Lærere, der saaledes kom for at besøge hende; da een af dem ytrede, hun haabede, at Mary vilde blive frisk, og komme i Skolen igjen, svarede hun: „Jeg vilde hellere døe og gaae til Jesus.“ Hun var i saadan lykkelig Sindstilstand paa hendes Sygeleie, at hun med inderlig Glæde sagde til Moderen om Morgenen den Dag hun døde: „Kom hid, jeg gaaer, ja jeg gaaer til Himmelen; er du villig til at stilles med mig?“ Paa Marys Forlangende besøgte en af Lærerne hende atter, til hvem hun, efterat han havde bedet, bemærkede: „Jesus er meget dyrebar;“ kort efter udraabte hun med Hænderne sammenfoldede som til Bøn: „Kom, Herre Jesu, og kom snart.“ Hendes Bøn blev hørt; thi efter faa Miuuter tog den salige Aand sin Flugt, uden Tvivl til Frelserens Throne, om hvem hun, ved en foregaaende Leilighed, havde været istand til at sige: „Jeg veed, at han har frelst mig.“
Denne lille Piges exemplariske Liv og salige Død gjorde saa stærkt et Indtryk paa hendes Brøders Sind, der næsten var 30 Aar gammel, og for den Tid havde været ubekymret om de evige Ting, at han derved blev foranlediget til at søge Frelsens Vei; og han er siden bleven Lærer i den samme Skole, i hvilken hans lille Søster, formedelst Guds Naade, havde opnaaet den Tilstand, i hvilken hun kunde døe salig og i Naade hos Herren.
Elisabeth Merritt, Datter af John og Sahra Anne Merritt i Staden New-York i Nordamerika, døde i Aaret 1818, elleve Aar gammel. I en Alder af omtrent fire Aar blev hun angreben af alvorlig Sygdom, under hvilken de, der opvartede hende, bemærkede ikke alene hendes Taalmodighed i Lidelser, men ogsaa hendes Taknemmelighcd for de Tjenester hun modtog. Efter hendes Helbredelse havde hun en mærkværdig Lyst til at lære, og vilde ofte forlade sine smaa Legekammerader for sin Bogs Skyld; førend hun var fem Aar gammel, havde hun af egen Drift udvalgt og lært Apostelen Paulus’s Tale til Kong Agrippa, og efterat have bemærket til sine Forældre, at hun betragtede den som ganske overordentlig, fremsagde hun de første to og tyve Vers for dem.
I en Alder af ni Aar blev hun igjen saa syg, at man tvivlede om hendes Liv; under denne beskjæftigede hun sig oftere med lydelig Bøn, og eftersom hendes legemlige Styrke aftog, syntes hendes Tro at blive mere grundfæstet, aabenbarende for dem, som kjendte hende, at hun søgte „et bedre Land, et himmelsk.“ Hun kom sig ogsaa efter denne Sygdom.
Da hun forberedte sig til at gaae i Skole, sagde hun: „Det er min Forsæt ikke at overtræde een Regel for Skolen, saalænge som jeg er der;“ — hvilket Forsæt hun mærkeligen bragte i Fuldbyrdelse, da det blot var omtrent sex Uger, inden hun blev nødt til at flyttes paa Grund af Sygdom til hendes Onkels Huus; og da hun jævnligen ytrede Uvished om hendes Helbredelse, blev der sendt Bud efter hendes Forældre. Da hun bemærkede, at Moderen græd, sagde hun: „O Moder, ikke, ikke! Jeg ønskede, at du skulde være fornøiet med din Skjæbne, den blive som den kan, det er hvad vi Alle have at gjennemgaae; jeg føler mig fuldkommen villig til at døe, fuldkommen hengiven.“
Nogle faa Timer efter, da hun havde lagt nogen Tid taus, syntes en Sky at overskygge hendes Sind, idet hun, med megen Bekymring sagde: „O Moder, jeg føler mig ikke saa lykkelig som imorges;“ og da hun blev spurgt om Aarsagen, svarede hun: „O mine Synder, mine Synder.“ Da Moderen bemærkede, at hun troede, hun havde været et uskyldigt Barn, og at der ikke var Meget at anklage hende for, blev hun roligere, og beskjæftigede sig kort efter, skjønt med meget lav Røst, at anraabe Naadens Throne paa sine egne Vegne. Den følgende Dag ytrede hun mange Gange sin Hengivelse i den guddommelige Villie, og bad atter nogen Tid for sig selv. Da man ytrede nogen Urolighed over, at Doktoren ikke kom, sagde hun: „Der er blot een Læge, som kan hjælpe mig.“
Den næste Morgen sagde hun, da hun laa i stor Pine, „hendes Smerter var større, end Tungen kunde udsige, og om vi vidste, hvorledes hun følte sig, skulde vi ynke hende,“ tilføiende: „O Moder, bed min himmelske Fader om at lindre min Smerte.“ Nogle faa Minuter efter udbrød hun, da mange af hendes nære Slægtninger vare samlede rundt om hende, i Bøn, saavidt som kan erindres, som følger: „O naadige Fader! behag at lindre og forløse dit stakkels kummerfulde Barn, og gjør med mig, hvad Du seer godt; tænk paa dit smertefulde Barn, der lider mere end Tunge kan udtrykke; behag at see ned paa mig, som er i din Kraftes Haand, og hvem Du har hjulpet fra Tid til Tid, som Du har seet bedst. O barmhjertige Fader! see ikke alene til mig, men til alle dine sorrigfulde Børn, hvorsomhelst de end ere; ei alene til dem, der staae, udgydende Taarer rundt om mit Leie, men til mine kjære Brødre og Søstre, og øvrige Familie, som ere hjemme, og som, jeg tvivler ikke derom, ofte tænke paa mig. Jeg er bleven vidunderligen prøvet, siden jeg er bleven liggende her, med Bekymring for alle de kjære Børn Verden rundt, som vandre frem mod deres evige Hjem, uden nogen Kundskab om den salige Sandhed: og i Bøn om, at de ikke maae forblive i Mørket evindeligen. O naadige Fader! Jeg beder Dig at tænke paa mine kjære Forældre, der staae sørgende hos mig; bring dem til at fryde sig i din retfærdige Søn, og krone deres Hoveder med Herlighed. O Du høist barmhjertige Fader, tænk paa dem, eftersom de rykke fremad i Aar; vær deres Styrke i Svaghed, og oprethold dem i alle deres Prøvelser, thi til Dig alene have de at tye, baade nu og evindeligen.“
Derpaa sagde hun, henvendende sig til sine Forældre: „Kjære Forældre, troer paa Herren, og holder hans Bud; da ville I blive gode Exempler for eders Børn, og I ville blive kronede med Herlighed, eftersom eders Hoveder blive bedækkede med graae Haar. Og nu, min kjære Broder Arthur, lad mig indprente i dit Sind det Sprog: „„Tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage!““ indpræg nu, medens du hører mig tale, disse Ord i dit Hjerte; skriv dem, som med en Jernpen, forat du kan tænke paa mig, naar vi stilles for aldrig at see hinanden mere, førend i Saligheden, hvor jeg haaber at see eder Alle. Erindre mig for mine kjære Brødre og Søstre hjemme; siig dem, hvad du har hørt og seet; siig dem fra en Søster, der elsker dem, at de maae være gode Børn, og da ville de erhverve sig selv og deres Forældre en Herlighedens Krone; og tag du Bibelen og læs, naar dine kjære smaa Brødre og Søstre sidde ved Ildstedet om Aftenen, og forsøg at forstaae, saavelsom at læse, saa vil du blive en Hjælp for dem, og et skinnende Lys for Andre; forsøg ogsaa at hjælpe dine Søstre hen til Forsamlingen; og tag dine smaa Brødre, een ved een Haand, og en anden ved den anden, og led dem til Forsamlingen. Men viid, hvad du gaaer der for, og tilbed der i Aand og i Sandhed, at du og dine Søstre og Brødre maae erfare og føle eder vaskede og rensede ved Jesu Blod. Jeg haaber, at I ville have mig i Erindring, naar jeg er bortgaaet, og vi ikke længere kunne tale sammen, og mit Hoved ligger i Støvet.“
Derpaa viste hun sig rolig i Sindet, og lagde for Dagen sin Villighed til at døe, og fuldkomne Hengivelse i hendes himmelske Faders Villie, kort hvorefter hun roligen bortdrog. Saaledes sandes Psalmistens Ord: „Af de Umyndiges og Diendes Mund har Du beredet Dig Lov!“
Følgende Beretning om Job Thomas er udvalgt fra den 10de Deel af et Værk, betitlet „Gudsfrygt befordret,“ af Joseph Gurney Bevan, der bestaaer af korte biographiske Etterretninger om nogle Medlemmer af Vennernes Samfund. I dette Værk fremstilles han, meget passende, saaledes for Læseren:
„Idet jeg til Efterretningerne om mange Herrens trofaste Tjeneres salige Bortgang føier Beretningen om Job Thomas’s triumpherende Endeligt, føler jeg mig tilbøielig til at tilstaae, at jeg anseer det for et ikke let Arbeide. Han synes at være bleven benaadet med en mere umiddelbar Aabenbarelse af den herlige Tilstand, der var nærved at krone hans lidende Liv, end der ialmindelighed forundes Aander, der endnu ere iførte Dødelighedens Klædebnn. Sløret syntes at være draget tilside, - det saliggjørende Syn at være udfoldet. Han talte om, hvad han saae, og var i Begreb med at komme i Besiddelse af; og om det skulde være tilladeligt at offentliggjøre en Beretning om en saa overnaturlig Nedladelse, om saa hellige Hemmeligheder, om saa uendelige Herligheder, kan jeg neppe troe, at Beundring er den eneste Følelse, der skulde opvækkes ved Gjennemlæsningen. Der er en hellig Ærefrygtsfuldhed, en ærbødig Beundring, der synes at være en skyldig Tribut af den opvakte Aand, ved saaledes ligesom at blive Vidne til, at en skrøbelig Dødelig ifører sig en herlighedsfuld Udødelighed; og naar vi saagodtsom see den almægtige og retfærdige Dommer uddele sin Belønning med egen Haand, og række den Christne Retfærdighedens Krone: sandeligen, da skulde enhver Læsers Hjerte bøie sig for Den, der raader over disse uendelige og uvurdeerlige Skatte efter sin Villie, - og som en Deel af denne hellige Villie har gjort vitterligt, at de, formedelst hans elskede Søns forløsende Kraft, ere tilgjængelige for den brudte og sønderknuste Aand.
„Men lader os, fsrend vi betragte Maalet, henvende vor Opmærksomhed paa Veien, ad hvilken denne vor bortdragne Ven blev ført til Saligheden, forsaavidt som den er bekjendt.
„Hans Ungdom havde sandsynligviis været plettet af nogle af de Forfængeligheder, der ere sædvanlige i denne Periode af Livet; thi han hørtes hyppigen at beklage, at han ikke havde været mere lydig mod Herrens Kalden i sit tidligere Liv. Men for hans efterlevende Venner var han neppe kjendt i nogen anden Egenskab end som en godkjendt Evangelii Tjener, sund i Lærdommen, og uden Vaklen fastholdende den christelige Troes Bekjendelse. Evangelisk Kjærlighed udvidede hans Hjerte, og han nærede almindeligt Ønske om sine Medmenneskers Frelse. Han var dristig i Fremstillingen af rene Sandheder, og i Veskt, hans Modersmaal, var han overbevisende, klar og veltalende. Hans religiøse Arbeider vare imidlertid meget indskrænkede til Wales, i hvilket Fyrstendømme han adskillige Gange besøgte Vennernes Forsamlinger; og han holdt hyppigen Forsamlinger med dem, der hørte til andre Samfund.
Efter Verdens Dom vilde han være bleven anseet for en fattig Mand; og vistnok var hans Bolig ringe. Den bestod i et lidet Bondehuus i Caermarthenhire, - et saadant, som paa denne Side Severn vilde kaldes for en Hytte, - afsides og afsondret, men ikke langt borte fra Landeveien, og omtrent midveis mellem Llandovery og Llandillo. Dog var han her gjæstfri, og modtog gladeligen sine Venner; hvilken Gjæstfrihed jeg af Erfaring kan bevidne. Midlerne til hans Underholdning forskaffede han sig ved Skomagerhaandværket og Dyrkningen af et lidet Jordstykke. Omtrent ved Aaret 1797 blev han, i Nærheden af sin Bolig, afkastet af en ung Hest, og fik saa stor Skade i Rygraden, at den tilsidst foranledigede Tabet af den frie Bevægelse i alle hans Lemmer. Blot hans Hoved blev hans Villie undergivet, medens han var afhængig af Andres Hjælp med Hensyn til hans Flytning fra Sengen til Stolen, med Hensyn til enhver ubetydelig Forandring af Stilling i den, og korteligen, med Hensyn til næsten enhver almindelig Legemets Forretning, - hvis frie Udførelse, skjønt den neppe bemærkes af de Sunde og Stærke, udgjør meget af det dyriske Livs Behagelighed. Men hans Legeme, der saaledes var Bevægelsen berøvet, var dog fremdeles modtagelig for Smerte, og meget, saare meget af dette føleligt virkende Onde tilføiedes til det lidende, fuldkommen Hjælpeløshed. Han pleiede at blive fastbunden, hellere end at sidde i en Stol, og hans Krop og Been vare næsten i een ret og stiv Lime, - med sine ubrugbare Arme liggende foran sig, og ofte sørgeligen angrebet af vold som Pine i Maven eller en anden af de indre Dele; hvorom hans udtærede blege Ansigt gav rigeligen Vidnesbyrd. Dog synes hans Aand intet at have lidt.
„Han holdt fremdeles Forsamlinger til Gudsdyrkelse i sit Huus, og arbeidede ofte i dem i Lærdommen, til deres Opbyggelse, der vare forsamlede hos ham; og han dikterede nogle Breve. Jeg blev ibesynderlighed slaaet, om ikke opbygget, ved at bemærke, hvor fast og grundigen hans Sind havde ankret i Christus, - og ved at høre, hvor klart og fuldstændigen han talte om denne Tillid.
„Saaledes lidende, og saaledes opretholdt, henlevede han omtrent ti Aar. Tilsidst, henimod Begyndelsen af den 8de Maaned 1807, tiltog hans Sygdomstilfælde, og da han den 15de s. M. var betydeligen værre, kaldte han sin Hustru og sin Søn hen til Sengen, og talte til dem med et blidt Aasyn, i det velske Sprog, omtrent Følgende. Han spurgte dem, om de havde noget at sige til ham, „„thi,““ sagde han, „„de salige Timer nærme sig; ja, førend denne Nat vil jeg være undkommen i Sikkerhed didhen, hvor hverken Prøvelser eller Møier skulle komme. Værer tilfredse, og sørger ikke for mig; thi jeg afgaaer til uendelig Glæde, til at prise Ham, der har bragt mig taalmodigen gjennem alle mine Møier og uudsigelige Trængsler. — Understøt mig, o Herre, i disse faa Minuter; thi jeg er næsten kommen hinsides Tidens Grændse, til en grændseløs Evighed. — Jeg er nu nærved at give eder det sidste Farvel; men tager eder til Hjerte, og værer dagligen paa eders Post, thi i den Time, I ikke tænke, vil Døden, nemlig Rædslernes Konge, komme til eder, som ikke vil gjøre nogen Forskjel mellem den Ene eller den Anden. Men i Jehovahs Styrke og Frygt ville I ikke frygte Døden, dersom I søge ham, medens han er at finde, og tjene ham med et villigt Sind og et lydigt Hjerte; thi hans Stier ere Fredens Stier, og hans Veie lislige Veie. O, beder bestandigen om at bortdrage eders Planer og Tilbøieligheder fra de jordiske Ting, og fæste dem paa de himmelske Ting.
„„Mit Haab staaer til dens Barmhjertighed, som har renset mig i den Kilde, der oprandt for Davids Huus og Jerusalems Beboere; ikke formedelst mine egne Fortjenester, men formedelst den korsfæstede Immanuels Fortjenester, han som døde for hele Menneskesægtens Synder. Og I som have en liden Stund at forblive efter mig, giver Ham Prisen og Frygten og Æren, og tilbeder Dag og Nat foran hans Throne, indtil I have vis Kundskab om, at I ere blevne døbte med den Helligaands Daab, der blev beseglet med det evige Testamentes Blod. Erindrer, at det ikke er en udvortes Daab, der vil tjene, hvilken blot er Udøvelsen af de gamle Skygger. Vider ogsaa, at det ikke er Religionens Bekjendelse, som vil gjøre det, men en saadan, som er reen og ubesmittet for Gud. Denne vil føre eder i Sikkerhed til de evige Boliger.
„„Nu nærmer sig Tiden for mig til min Opløsning, til at gaae til det Sted, hvor jeg har været disse to Nætter. Herren selv kom at møde mig, og tog mig med sig til Himmelens Høide, blandt Tusinder af hans hellige Engle, hvor hans Hellige stode for ham, og evindeligen skulle staae.
„„See, nu opgiver jeg Aanden; og see mine smukke Ledsagere, som komme for at holde mit Hoved over Jordens Bølger. See, Himmelens Porte aabne, og Herren selv med Armene udstrakte for at annamme mig til sin Naade. Jeg haaber, at I, som ere efter, ville følge mig did. Held for Evangeliet fra Hav til Hav, og fra Floden til Jordens Ende: ogsaa for mine kjære Brødre, at de maae blive standhaftige i deres Tro til deres Dages Ende; og da vil deres Hvile blive hos Lammet, hvor ingen Smerte eller Trængsel vil komme.
„„See, den salige Tid er kommen for mig til at drage bort i Fred med Hver og En, med gode Ønsker for Enhver, og tilgivende Enhver. Modtager mit sidste Farvel, og Herren velsigne eder med Zions Bjergs Velsignelser.““
Da han havde ytret dette, udaandede han snart roligen det sidste Suk. Denne Mands Endeligt var Fred!“