Fædrelandssang
Der ligger et land mot den evige sne,
i revnerne kun er der vårliv at se.
Men havet går til med historie-døn,
og ælsket er landet som mor av søn.
Hun tok os i fanget, den gang vi var små,
og gav os sin saga med billeder på.
Vi læste, så øjet blev stort og vått;
da smilte den gamle og nikket blot.
Vi sprang ned til fjorden, vi stirrede mod
den askegrå bauta, der gammel den stod;
hun stod der æn ældre, sa ingenting;
men stensatte hauger lå rundt i ring.
Hun tok os ved hånden, og følge hun gav
bort derfra til kirken, så stille og lav,
hvor fædrene ydmygt har bøjet knæ,
og mild’lig hun sagde: Gjør I som de!
Hun strødde sin sne over fjællbratte li,
bød så sine gutter at stå den på ski.
Hun knuste med stormhånd det Nordhavs spejl,
bød så sine gutter at hejse sejl.
Hun satte de vakkreste jænter i rad
at følge vor idræt med smil og med kvad,
og selv sat hun højt i sin sagastol
med måneskins-kåpen opunder pol.
Da lød der et „fremad!“ et „fremad!“ ænnu,
på fædrenemål og med fædrenehu;
for frihed, for norskhed, for Norge — hurra!
og fjællene selv roper langt hurra.
Da løsnet begejstringens rullende fonn,
da døptes vi av hennes mægtige ånd,
da stod over fjællet et syn i glød,
som siden os maner intil vor død.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |