Åpne hovedmenyen
P. T. Malling (s. 11-18).

De meeſt bekjendte af de ſtørre Fugle, der bygge i vore dunkle Skove, ere Tiuren med Røien, og Aarhanen med ſin Høne. Disſe tvende Familiers Liv er kun lidet forſkjelligt, og det er ikke ſaa ſjeldent at træffe Baſtarder af disſe to Slags. Der hvor Fjeldene ſtimle mod hinanden, og hvor Taagen ligger over Myrer og ſkaldede Furuaaſer, drive de tidligt om Vaaren en Kjærlighedsleeg, ſom kun den aarvaagne Jæger iagttager. Han er ude førend Maanen er blegnet for Dagsſkjæret, og medens Sangfuglen endnu drømmer i de tætte, buſkede Graner; kun Morgenſtjernen ſeer ned paa de tauſe Skove, over Dalen ligger Taagens hvide Slør, og Halvlyſet ſvæver mellem Fjeldene. I denne tidlige Stund er Jægeren Vidne til Fuglelegen. — Men naar Mai Maaneds milde Himmel aabner Knupperne, og Blaabærlyngen begynder at ſpire, da føler Hønen et nyt Liv i ſig, og, ſkilt fra Hanen, ſøger den en lyngomgroet og beſkygget Tue, hvor den eenſom, uſeet og rolig kan udruge ſine Kyllinger. Hanen derimod ſøger til de dunkleſte Bjergkløfter, hvor den henlever Sommeren i en tilſyneladende triſt, dorſk Ørkesløshed, hvori den kuns forſtyrres, naar enten Jægeren næſten træder paa den eller Jagthunden ſnapper efter den, og ofte bliver den da et Bytte for ſin Døſighed. — Sanct Hans Tiders lange Dage og lyſe Nætter ſee førſt Aarhønen med ſine 4 til 8 gule, dunbløde Kyllinger gaae omkring i Stjerne. Under de udſpredte ſænkede Vinger bjærger hun kaglende ſin Yngel, men deres vilde Natur røber ſig ſnart; thi Svingfjædrene voxe førſt ud paa dem, og flyvende ſøge de nu at undgaae ſine Forfølgere. Skovkrandſede, lynggroede Aaſe, der ligge i Nærheden af Myrer, ere gjerne Opholdsſtedet for disſe Fugle ſaalænge Hønen gaaer om med Ungerne, og denne Tid vedvarer til Slutningen af September. Fra Auguſtmaaned bliver denne Familie ſkarpt efterſtræbt af Jægerne, og der gives ingen Jagt, hvori man kan være heldigere. I den høie ſammenvoxne Lyng ſøger Flokken ſin Føde og ſkjuler ſig om Dagen i den; men netop derved ſtøde Hundene ofte paa Sporet og jage Fuglene op. Ved at efterligne Kyllingernes Stemme lokkes førſt Hønen til Jægeren, og ſiden begynde Ungerne at pibe efter Moderen, og da blive ogſaa disſe et Bytte for Skuddet. Den Tid, hvori denne Jagt foregaaer, kaldes af Jægerne Føſtretiden.


Omtrent tre Fjerdinger nordoſt fra Fjeldſæteren paa Krogſkoven løbe der mellem hemmelighedsfulde, ubekjendte Landſkaber tvende Elve, ſom kun Faa have ſeet paa dette Stykke af deres Bane. Elveløbet er her rivende og voldſomt; her knække de Granen og ſtyrte ſig nedaf Fjeldet, og Aaſerne ſukke ved deres Slag. Solens Straaler ſpille mellem de mørke Naaletræer ned paa Fosſens Støvregn, og Elven kjender her ingen anden Bro end den Regnbuen bygger i lunefulde Sommerdage. Disſe Vandes Leie er dybt og ſort; hvidlige halvraadne Birkeſtammer ligge hiſt og her i Strømløbet. Granerne bøie ſig over dem og Oretræets Blade pidſkes af Fosſefaldet. Sydlig for Moſtuemyrſæterne forene disſe Elve ſig, og gaae under Navnet „Lomma“ forbi Jonsrud, og nu kjender Enhver dette Vasdrag, ſom driver Bærums Jernværk. Hine øde Landſkaber, der omgive Elvene før Sammenløbet, faae deres ſæregne Charakter ved ſkovklædte Aaſe, der hæve ſig fra Elvebredden og ſænke ſig ned igjen i lange øde Myrer. Blandt disſe golde Strækninger er dog en enkelt Myrſlette paa hvis lyſegrønne og fløielsbløde Teppe ſees nogle krogede Birke, og nærmere Aaſen et Par høie, rødſtammede Fyrretræer, der for det mindſte Vindpuſt ſvaie med de ſortladne Kroner. De hvide, bomuldsagtige Blomſter og Moltegræsſet ſees adſpredt over hele Myren, og enkelte Enebærbuſke ſtrække deres graaelige Grene langs den grønne Bund. Omtrent midt paa Myren glimter der, mellem høit og ſammenvoxet Siv, den ſidſte Reſt af den Søe, der i gamle Dage udentvivl har bølget over denne Slette; men Nord for den ſtaaer Skoven igjen rank og frodig, og Landſkabet gaaer jevnt op til de høie Fjeldſtrækninger, og her er grønne Partier, hvorover et friſkere Liv er udbredt. I Udkanten af Landſkabet er Skoven overalt dyb og ſtille; en hemmelig Enſomhed ſvæver over disſe fjerne, lukkede Egne.

Himlen er ſkyefri, gjennemſigtig og lyſeblaae, og Auguſtmaaneds Middagsſol lægger ſine hede Straaler over Aaſen og paa Myren. Luften er qvalm og tung, og der gaaer ikke et Puſt gjennem de mørke Graner, eller hen over den øde, ørkesløſe Myr. I Aaſen, hvor de enkelte grønne Partier vinke, ligger dog Ormegræsſet knækket og blegt, og Moſen paa Stenen er ſaftløs og tør. Henne paa Myren, der hvor den taber ſig i Skoven, ſpiller Luften mellem de vanſkabte Træer, og over den rolige, blanke Søe ligger der langs Sivene hede, qvælende Dampe. Ingen Lyd ſvæver mellem Træerne, intet Liv ſees her; Alt er Taushed og Øde; en tung, unaturlig Søvn har lagt ſine Arme om Planter og Dyr. Hvilken Fod har vel gaaet over dette Teppe? Ingen uden Jægerens. Hvo har vel været her, og hvo har her hvilet under de ſkyggefulde Træer? Ingen uden Jægeren. Han vandrer nu henne i Aaſen med ſine trætte Hunde; Byttet, hvorunder han ſtønner, viſer, at Hundene have gjort deres Pligt. De mørkegrønne Graner ſkygge over den lynggroede Sti, der bugter ſig ned af Aaſen; men dette er ogſaa den hele Lindring, thi intet kjølende Vift rører ſig her. Blaabærtuerne hæve ſig overalt inde i Skoven, Hundene ſnappe efter Luften, og veire af og til urolige hen gjennem Lyngen. Nu og da kaſter Jægeren lurende Blikke ind mellem Træerne, medens Hundene loggre omkring inde i Skoven. Deres Glam høres derinde, en Aarhøne jages med ſin Yngel til alle Kanter; derved har Jægeren med Et faaet Liv, og hans Skud falder. Hundene kaldes nu tilbage og kun nødigen lægge de deres Halſe i Remmene. Længere ned i Aaſen ſkygge Granene om en lille grøn Plet; der bindes de, og Jægerens Bytte lægges ved Siden af dem, men ſelv gaaer han liſtende tilbage, hvor den eenſomme Familie for lidt ſiden boede i Fred og Roe. Han ſætter ſig ned paa en Blaabærtue med Ryggen til en Gran; den ængſtlige Taushed, der var afbrudt af Skud og Hundeglam, er atter herſkende, Markmuſen render hen over Lyngen og ind under en Rod, den flittige Myre ſysler, og Jægerens Hjerteſlag blander ſig i dette Skov-Liv. Bøsſen hviler paa hans Knæ, og hans Øine ſpeide omkring. Naar Alt er ganſke trygt og roligt og Skuddets hvide Røg har blandet ſig med Søens Dampe, begynder han at fløite med en zittrende Lyd. Fjernt kagler Aarhønen til Svar; atter kalder den lokkende, klynkende Piben, og nærmere ſvarer den ømme Moder ſit falſke Barn. Endnu er hun paa den anden Side af Myren, men en ſagte Flugt hvisler gjennem Luften, og Fuglen kaſter ſig ned i Aaskanten. De nære Fløitetoner lyde, og angſtfuld for ſit Barn render den et Stykke hen ad Stien, ſtrækker ſin lange Hals over Lyngtoppene, og ſpeider urolig efter den, der ſender denne klagende Lyd. Den ømme Fugl kagler og nærmer ſig mere og mere hen under Blaabærtuen; den udbreder ſine Vinger, ſom om den allerede havde ſin adſpredte Yngel under dem; men Lokningen tier, og forſkrækket over at den ikke kan finde ſine Unger, render den hen gjennem Lyngen, og overalt ſøger Moderens ængſtlige Øie de tabte Børn. Atter kalde de paa hende i en nær, og glad Tone, og hun iler mod den, — men Jægerens Bøsſe knalder og hun ligger død i Lyngen. Jægeren tager den blødende Fugl og lægger den til det øvrige Bytte; han ſtrækker ſig nu med ſin Bøsſe hen mellem Hundene og Vildtet. Hans Hoved hviler paa en Tue, hans Øine lukke ſig, og Granene brede ſine ſkyggende Grene over hans Søvn. Lidt efter lidt begynde Skyggerne at forlænge ſig, og da vaagner Jægeren. Enkelte lune, varme Puſt vifte gjennem Luften, og hiſt og her omkring i Skoven høres fra Kyllingerne de ſamme klagende Toner, der for nogle Timer ſiden voldte Moderens Død. Af og til lyder Skud i Nærheden af den angſtfulde Piben, og for hvert et Skud, der gaaer, falder ogſaa en Kylling til Jorden, og tilſidſt er der ingen pibende, klynkende, moderløs Unge tilbage i denne Skov; — kun en enkelt Maaltroſt ſlaaer i den høie Grantop, og den brune Skovſneppe ſvæver ſagte hen over Myren. Himlen bliver mørkeblaae, og Stjernerne ſkue ned paa den ſlumrende Søe; — men henne i Aaſen ſkinner mellem mørke Graner Stokilden, og dens Lys falder paa Jægeren og hans Hunde.

Jeg vil her fortælle, hvad der engang hendte mig paa en Jagttour. Det var en Middag, ſom den, jeg har forſøgt at beſkrive og det Landſkab, hvori jeg færdedes, havde meget tilfælleds med det ovenfor beſkrevne. En gammel Bondejæger fulgte mig; han var opfoſtret i en Skovbygd og var luvſlidt, graahaaret og overtroiſk. Han havde pratet for mig om allehaande underlige Ting; men da vi kom i Nærheden af en ſkovomkrandſet Myr, blev han taus og ſtandſede ſin Gang. Han ſaae med næſten ængſtelige Blikke omkring ſig, og, da jeg ſpurgte ham hvad der feilede ham, ſvarede han, at „her var ikke rigtigt.“ Han fortalte mig, at han Aaret før ved disſe Tider havde lokket en og ſamme Aarhøne til ſig tre Gange, ſkudt efter den paa tyve, femten og ti Skridt. Da han ikke havde faaet den, men blot efter ſidſte Skud ſeet „en Draabe Blod og to Orepinder i Kors“, havde han antaget den for en af de Underjordiſke, og var gaaet hjem, glad ved at ſlippe derfra uden Skade. — Hans lange Hiſtorie kjedede mig, og uvilkaarlig lokkede jeg paa min gamle Hund, der ſtrøg mig forbi paa en tredive Skridt; men idet Hunden vendte ſig, jog den neppe ti Skridt fra mig et Aarhønsføſtre op. Ungerne adſpredtes, men ſaagodtſom lige ved mine Fødder hopper Hønen kaglende op paa en Stubbe. Geværet laae til mit Øie, — men Fuglens ene Vinge hang knækket ved dens Side, og Flugt var den nægtet. Tre Gange løftede jeg paa Bøsſen, men den ſaarede Fugl ſaae paa mig med ſaa bedende, ømme Blikke, at jeg maatte tænke paa Bürgers „vilde Jæger.“ Jeg kaſtede Geværet paa Skulderen og gjorde Mine til den Gamle at han ſkulde ſpare Fuglen og følge mig. Jeg trak mig ned mod Myren, og den ſørgelige Tilværelſe, denne Fugl havde friſtet i næſten et Aar, faldt mig tungt paa Hjertet. Saaret og qvæſtet til Krøbling havde den Vinteren over eenſom og forladt, friſtet Livet i de ſneedækte, haarde Fjelde; men da Vaaren kom havde Kjærlighed og Moderømhed endnu engang fyldt dens Bryſt. Mangen en Sammenligning randt mig i Tankerne; men korte, brudte Hundeglam og et Skud vækkede mig, og ſtrax derpaa kom Bondejægeren ned til mig med Fuglen i Haanden.



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.