Familien paa Gilje/6
Kapteinen havde holdt Laaget paa sin store, gamle Merskumspibe kridtpudset nu i tre Dage uden at ville tage den ned fra Pibestilladset; han havde beskaaret og sat ind nye Mundstykker og holdt Renselsesfest over Resten saavelsom over hele Tobaksbordets Askebeholdning, Petumsgrus og lavaartede Pibekrads. Han havde ladet Klokkeren gjøre sit bedste med at stemme Klaveret og sat to hvidmalede Bænke paa Trappen. Det stadig forsømte Sprinkelværk om Haven skinnede nu her og der med friske hvide Stokke som enkelte nye Tænder, der stikker af mellem en hel Rad af gamle graa. Gangene i Haven maatte feies og strøes, Gaardspladsen blev afsopet, og endelig den Lem sat over Brønden, som stadig skulde have været der i alle de Aar, Børnene var smaa.
Det var Kapteinen, som, under et næsten høirøstet godt Humør, ivrig færdedes overalt.
Undertiden undte han sig en vis Ro og stod og dampede paa Trappen eller i det Storstuvindu, som vendte ned imod Landeveien; eller han tog sig i Eftermiddagsskyggen en Svip helt ned til Grinden og blev siddende der med Piben paa Stengjerdet. Kom der saa nogen forbi, som gik sydover, lød det:
„Skal Du til Landhandleren og kjøbe Dig en Rul Tobak, Lars? … møder Du en fin Jomfru i en Karjol, saa hils fra Kapteinen paa Gilje; det er min Datter det, ser Du, hun kommer fra Hovedstaden!”
Var vedkommende en eller anden gammel, fattig Stakkar af det andet Kjøn, faldt der til hendes Forbauselse en Kobberslant ned i Veien foran hende:
„Der, Kari! Der, Siri … Du kan trænge noget til at bestille Dig Krykkeskyds for;”
— en Overraskelse, der faldt saameget stærkere, som Kapteinen ellers havde et sandt Liebhaberi for at hudskjælde gamle Kjærringer. Hele det Oplag af styrtende Eder og i Øieblikkets Inspiration fremdigtede Skjældsord,— som sad ham i Blode fra Pladsen og Militærlivet, maatte engang imellem have et Udbrud. De krykkebærende gamle var længst indøvede i Behandlingen og vidste, hvad der vankede, naar de skulde afsted igjen fra Gaarden, efter først inde i Kjøkkenet at have faat baade godt og vel i Madsækken. Det var som en Tappenstreg om Ørene paa dem, akkompagneret af Pasops vilde Gjøen.
Men i disse Dage, medens han gik i glad Spænding og ventede sin Datters Hjemkomst, var han, hvad der gjorde ham til en likt Mand baade i Bygden og blandt Mandskaberne, saa ligefrem og spøgsom, — noget af den gamle, letlivede Peter Jæger.
Kapteinen havde netop været inde i Eftermiddag igjen og prøvet Kammertonen paa Klaveret, den var i stadig Faldende; og derpaa konfereret sin dybe Bas med dets næsten lydløst murrende G, da Jørgen gjennem Vinduet trode at øine en bevægelig Plet paa en af de lyse Stumper af Landeveien, som var synlig over paa den anden Side af Vandet.
Kapteinen snappede Kikkerten og fo’r ud paa Trappen og ind igjen og raabte paa Ma, — og tog siden taalmodigen Post i det aabne Vindu, idet han forlangte Ma ind for hver Gang, de igjen kom frem i Svingningerne.
— Dernede gik det ikke saa raskt. Svarten stansede af sig selv for hvert Menneske, den mødte i Veien; og saa maatte Stor-Ola give Besked.
En ung Dame med en om Livet tæt spændt Støvkaabe, Parasol og Hansker og en saa fin messingbeslaaet, engelsk Kuffert bagpaa Karjolen var i sig selv intet sædvanligt Syn. Men at det var Kapteinens Datter paa Gilje, som kom hjem, løftede Sagen op i det opsigtsvækkende, og Nyheden var da ogsaa et godt Stykke udover Bygden, inden Karjolen henimod Kvæld naade frem til Døren hjemme.
… Der stod Mor og Far og Jørgen og Thea og Underofficer Tronberg med sin Væske henne ved Hushjørnet og Gaardens Folk og Jenterne indenfor i Gangen; — og Stor-Ola blev snydt for at løfte Jomfruen hen paa Trappen, for hun hoppede selv fra Karjoltrinet lige i Armene paa Far, og saa kyssede hun Mor og klemte Thea og luggede Jørgen en liden Trækdans rundt om sig paa Trappen, for at han skulde føle Hjemkomstens første Indtryk …
Ja, det var Parasollen, hun havde mistet i Trappen, og som en barbenet Jente kom med. Ma tog omhyggelig vare paa den; … den dyre, fine frynsede Parasol med det lange Elfenbens-Haandtag havde ligget der midt imellem Trappen og Karjolhjulet.
Kapteinen tog selv Kaaben af hende … Haaret, Dragten, Hanskerne, — saadan saa hun ud! … en fin voksen Dame fra Hoved til Fod.
Og saa havde de Giljesolen i Stuen!
„Jeg har siddet og længtet i hele Dag efter Petumlugten og at se lidt af Røgskodden om Hodet dit, Far! — Jeg tror Du er blet lidt tykkere … og saa Stasfrakken! … jeg tænkte Dig altid i den gamle blanke. — Og Mor, … og Mor!” … Hun løb ud efter hende i Spisekammeret, hvor hun blev en lang Stund.
Saa kom hun ud roligere.
I Kjøkkenet lyste en høi Ild. Der stod Marit, en kortvokset, rødmusset Fjeldjente med hvide Tænder og smaa Hænder og stampede Grøden, saa Sveden haglede; hun vidste godt, at Stor-Ola vilde have den, saa femten Karer kunde danse paa Skorpen; — og nu fik hun med ét Hjælp af Frøkenen … Bagefter maatte Inger-Johanna hen og spinde paa Torbjørgs Rok.
Kapteinen fulgte blot og saa til med halvfugtige Øine, og da de kom ind igjen, fik Inger-Johanna Flasken fra Skabet for at skjænke dem derude hver især en Sup for Hjemkomsten.
I Stuen ventede Aftensbordet; — paa nylagt Dug frisk, rød Fjeldørret og hendes Yndlingsret Jordbær og Fløde …
— — Ikke Tale om at vække hende, saa træt som hun var igaaraftes, havde Far sagt.
Og derfor sad ogsaa Thea udenfor Dørstokken fra Klokken halv syv af og ventede paa, at der skulde høres nogen Støi, saa hun kunde styrte ind med Brættet og Smaakagerne, — for Inger-Johanna skulde have Kaffe paa Sengen.
Jørgen holdt hende med Selskab, optaget af at studere den underlige Laas paa hendes Kuffert og saa af at betragte de lette, fine Sko med Lakering. Han gned sig i Panden og paa Næsen med dem efter at have aandet dem fugtige.
Nu vaagnede hun derinde, — og op gik Døren for Jørgen, Thea, Pasop og bagefter Torbjørg med Kaffekoppen.
Jo, nu var hun hjemme! …
Høduften kom ind af det aabnede Vindu, og hun hørte, de kjørte Læssene buldrende ind paa Laaven.
Og da hun saa ud af Vinduet nedover det lange, smale Vand i Dalen og alle Fjeldtopperne, som løftede sig saa steilt mod Himlen over den lette Taage paa den anden Side, forstod hun endel af sin Mors Fornemmelse af, at her var trangt, og at der var en og tredive lange Mile til Byen. Men saa var det saa duftigt vakkert, — og saa var hun jo hjemme paa Gilje!
Afsted maatte hun og ligge i Høet og lade Jørgen holde Bukken, som var stangvis, saa hun slap forbi, og saa se til hans Værksted og det hemmelige Jagtgevær, han holdt paa at lave sig af Løbet og Laasen af en gammel Soldaterbøsse.
Det var en speciel Betroelse til hans voksne Søster; thi Krudt og Gevær var ham paa det strengeste forbudt, hvad der ikke hindrede, at han havde sine Arsenaler af Faderens grovkornede Patronkrudt baade hist og her omkring i Bakkerne.
Og Saa skulde hun være med Thea og faa vide alt om Haven og med Faderen paa hans Spadsereture hid og did; … det gik opad Koveie mellem viftende Ormegræs, hvide Bjerkestammer og grønt Løv paa skraa hele Giljeaasen opover.
Det var som en glad, næsten ør Hjemkomstrus i tre, fire Dage!
Først da der blev ligesom mere Hverdag, begyndte Ma at tale om dit og dat af de huslige Anliggender og sætte Inger-Johanna ind i sine forskjellige Omsorger og Bekymringer …
Hvad skulde der blive af Jørgen? De maatte jo engang tænke paa at faa ham ind til Byen! Ma havde grublet meget paa at skrive ind til Tante Alette og raadføre sig med hende … Far maatte ikke forskrækkes med for mange Pengeudlæg. Skulde Tante Alette finde paa at foreslaa at tage ham i Kost og Logis, saa vilde det ikke forvolde de forfærdelige kontante Udtællinger. De kunde jo sende mange Slags Madvarer didind, Smør og Ost og Fladbrød og Spegekjød og Flesk, saa tit der gik nogen Byleilighed …
Hun maatte se til at snakke med Far om dette ud paa Vinteren engang, naar hun havde hørt, hvad Tante Alette mente.
… Og med Thinka havde de gjennemgaat meget! Ma havde havt al sin Nød og Møie med at holde Far udenfor, — Du véd, hvor lidt han taaler af Ærgrelser, — og hun havde gaat paa sit bare Liv Onsdagene for at passe Jørgen op, naar han hentede Posten, saa hun kunde faa fat i Thinkas Breve. Hun havde ivaares skrevet den ene Gang efter den anden og forestillet hende, hvilken Fremtid hun beredte sig, om hun i Svaghed og Daarskab gav efter for sine ubesindige Følelser for denne Kontorist Aas.
Men der kom jo i Begyndelsen nogle Breve tilbage, som var rent trøstesløse. Det gik an ogsaa at være til i ringere Kaar, skrev hun; — det var nok en tvilsom Udsigt til et lidet Lensmandsombud, hun tilslut stolede paa.
Ma havde sat hende alvorligt for Øie, hvordan saadant kunde ende. Bare om han blev syg eller faldt fra, hvad skulde saa hun og kanske en hel Børneflok ty til?
„Det gjælder at overstaa den første Sindets Opbrusning … Nu kommer hun jo hjem til Høsten, og det var at ønske, at hun var kommet paa andre Tanker. — Min Broder Birger er jo saa fremfusende; men at han straks, han fik et Ymt om Sammenhængen, brød løs og, som min Svigerinde skriver, lod Aas faa Reisepas og Afsked og ekspederede ham paa Porten samme Dag, tør dog have faldt ud til det gode. De sidste Par Breve røber, at Thinka er roligere” …
„Thinka er gruelig godfjottet!” udstødte Inger-Johanna med sprudende Øine. „Jeg tror, de tilslut kunde sylte hende og lægge hende ned og binde for Krukken; hun mukkede ikke … Onkel Birger skulde gjort saa mod mig, ikke én Dag var jeg ble’t der længere!”
„Inger-Johanna, … Inger-Johanna!” rystede Ma paa Hovedet; „Du har et farligt, forvænnet Sind. Det er kun de aller, — aller færreste af os Kvinder, som faar følge, hvad de helst kunde sætte sin Lyst til.”
— — Kapteinen forsmaade ingensomhelst Anledning til at vise frem sin fra Hovedstaden hjemkomne Datter.
Han havde nyttet Tiden, thi i Begyndelsen af næste Uge skulde han paa forskjellige Kartforretninger oppe i Almenningen og saa paa Eksercitie.
De havde gjort en Tur ned i Hovedbygden til Præsten Horn, og paa Veien stanset og hilst indom Klokker Semmelinge og Bardon Kleven, Lensmanden. De havde været hos Distriktslæge Baumanns; og nu paa Søndag havde de Indbydelse til Foged Gülckes, — en Reise paa fire og en halv Mile nedover Dalen.
Det var det gamle, hundrede Gange reparerede Hus af en Kaleschevogn, som var trukket frem af Skjulets inderste, og i hvis sammenlænkede Arme Svarten og Blakken — den blinde borkede var længst afgaarde, — skulde fortsætte sine tre Maaneders lange Forsøg fra Spiltouget paa at forliges.
Havde Dyrene nogen Forestilling, maatte det nærmest være, at det var en uhyre vældig Plog, de trak i Skumsved Bakke op og Bakke ned under idelige Stansninger for at puste og lade dem, som sad indeni, stige ud og gaa.
Var det noget Kapteinen holdt paa, saa var det militær Punktlighed, og Klokken halv fem om Morgenen vandrede hele Familien i sin Puds, Kapteinen og Jørgen med opbrættede Benklæder, Damerne opskjørtede, tilfods nedover Giljebakkerne, — de var nogle af de sværeste paa hele Veien, — medens Stor-Ola kjørte den tomme Vogn ned til Kongeveien.
Blakken duede bedre til at trække end til at holde igjen, saa det var Svarten, der fik lides paa udfor Bakkerne, og Stor-Ola, Kapteinen og Jørgen maatte støtte paa.
Det blev en besværlig varm Dag, og Vognen rullede i et uophørligt tæt kvælende Landeveisstøv om Hestebenene og Hjulene. Men saa bar det jo hovedsagelig nedover hele Tiden, og hvilt og trukket Pusten blev der for hver Mil.
Klokken halv et havde de bare at sætte over med Færgen, og den lille Veistump paa den anden Side igjen op til Fogedgaarden.
Paa Færgen blev der foreløbig gjort en Smule Toilette, og Kapteinen byttede fra Vognskrinet sin nye Uniformsfrakke paa. Naar undtages, at Jørgen havde faaet „Gris” nedover sine nye Bukser fra Smurningen af Hjulene, var der ikke indtruffet et eneste Uheld paa hele Turen.
Straks de kom op ad Bakken, saa de Sorenskrivervognen rulle foran sig ind ad Grinden, og paa Gaardspladsen kjendte de Doktorkarjolen og Prokuratorens Gig … Der stod Fogden selv og hjalp Sorenskriverfruen ud af Vognen; Fuldmægtigen og Døttrene var alt paa Trappen.
For Damernes Vedkommende maatte der jo efter Reisen gjøres endel Toilette og ændres Dragter, før de fandt sig presentable. Prokuratorens to Døttre var, den ene i rød, den anden i hvid klar Kjole, og af Sorenskriverens tre var to hvide og en blaa.
… At en Kapteins Datter med hans knappe Gage kom i brun Silke med lakerede Tøies-Støvler, kunde jo kun forklares af de særegne Omstændigheder, mente Fru Scharfenberg i Øret paa gamle Frøken Horn fra Præstegaarden; det var formodentlig en af Stiftamtmandindens omsyede derinde i Byen. …
Tingen var, at den unge Horn, som ventedes at skulle blive Kapellan hos sin Far, Præsten, lod Inger-Johanna vederfares en hel anden komplimentøs Behandling end hendes Datter Bine, som han var saagodtsom forlovet med; og Fuldmægtigen lod til ikke at være mindre blind for hende. De var to om at skaffe hende en Stol!
Sofaen var selvsagt anvist Sorenskriverfruen og „Ma”. Heller ikke det fandt Fru Scharfenberg rigtig paa sin Plads, siden hendes Mand var indstillet Nummer to til Sogns Sorenskriveri; og, at Fogden idag ogsaa havde inviteret den rige Madam Silje, var, sagde hendes Mand, bare Popularitetsjagt; hun blev dog altid den, hun var — Enken efter Landhandler Silje!
Det var en lang Time at sidde og udveksle Talemaader, inden Middagens Hovedhjørnesten, Fogdens Steg var tilstrækkelig og trygt gjennemstegt, og han af sin Hustru fik Vinket om at bede Selskabet tilbords ude i Storstuen.
Den eneste, som havde let og snakket, før Isen endnu var erkjendt brudt, var Inger-Johanna, der var kommet i Passiar med Sorenskriveren og saa med Horn og Korpslægen.
Ma kneb jo Læberne lidt urolig sammen, der hun sad i Sofaen og lod saa optaget af Samtalen med Fru Brinkmann; hun vidste, hvad de alle vilde sige om hende bagefter …
— Det havde været en temmelig hed Middag. Trætheden og Hungeren efter Reisen var ved Fogdens overflødige Anretning gaat over i en høist belivet Stemning, kryddret med Taler og Sange.
De havde siddet længe tilbords, før Sorenskriverens skrabende Stol endelig signaliserede til Opbrud.
Fogden stod nu tyk og straalende under Takken for Maden og fordrede og modtog sin Tribut som Vært, et Kys af hver af de unge Damer.
Den mandlige Del af Selskabet fordelte sig med sine Kaffekopper udover den svale Gang og Trappen eller drev med Tobakspiberne paa Gaardspladsen, medens Damerne sad om Kaffebordet inde i Stuen.
Sorenskriveren underholdt sig noget høirøstet med Fogden, og Kapteinen stod rød og hed et Stykke ude paa Gaarden og kjølede sig.
Korpslægen kom hen og klappede ham paa Skulderen:
„Han tog rigtig Tappen af Spundset idag, Fogden; vi drak godt!”
„Aa, — den som bare havde en Pibe nu, Du, og fik gaa og drive” …
„Du har den jo i Haanden, Mand!”
„Saa? — ja men ladet, ser Du.”
„Du stod jo netop inde og stoppede den” …
„Jeg? … Nei saa!! — men Ild, ser Du, Ild” …
„Hør, Jæger! Scharfenberg er alt oppe og tar sig en Middagslur.”
„Ja, ja; men den Borken Du, den snød Du mig skam” —
„Aa Snak, Peter! Din Krybbebider aad sig halvt ud igjennem Væggen hos mig … Den Madeiraen Du, var stærk” …
„Du Rist, — min Datter Inger-Johanna” …
„Ja ser Du, Peter, — jeg tilgi’r Dig, at Du er lidt hugæln over hende, hun kan snurre anderledes Hjernekasser rundt end din!”
„Hun er deilig, — deilig!” — det trak op til en betænkelig Rørthed i Stemmen …
De to Krigens Mænd trak sig i sedat Marschtakt tilbage til et af Soveværelserne ovenpaa.
Inde i Gangen stod lange Buchholtz, Sorenskriverfuldmægtigen, stiv og stille mod Væggen med Kaffekoppen i Haanden; han grublede paa, om nogen kunde mærke noget paa ham. Han havde været inde i Kaffeværelset hos Damerne og prøvet at aabne en Konversation med Jomfru Jæger:
„Har De været her længe, Jomfru Jæ—ger?”
„Tre Uger.”
„Og hvor læ—ænge tænker De at blive her?”
„Til Slutningen af August.”
„Savner De ikke Hovedstaden her o—oppe?”
„Nei slet ikke.”
Hun vendte sig fra ham og begyndte at tale med sin Mor. De samme Spørgsmaal havde hun nu faat af alle Herrerne!
Ved Døren stod den udadlelige Kandidat Horn og nød sin Kaffe — og Fuldmægtigens Nederlag. Han lurede paa en Leilighed til at faa en Passiar istand med Inger-Johanna, men fandt en uoverstigelig Hindring i Sorenskriverens belæste Frue, der begyndte at underholde sig med hende om fransk Literatur, et Gebet, hvori han følte, han ikke kunde gjøre sig gjældende.
Paa Fogdens Opfordring fandt senere en almindelig Udrykning Sted. Fruerne maatte ud paa Trappen og se paa, at de unge legte Enkemand søger Mage!
Madam Silje sad der bred og godmodig efter al den gode Levemaade og frydede sig …
„Neimæn tog han hende ikke dengang, nei! … Faar spænde Remmen bedre om Livet næste Gang, Fuldmægtig!” lo hun, da hans Forsøg paa at indhente Inger-Johanna glippede … „det er saa pas fin Jomfru at umage sig for.”
Fru Scharfenberg fandt, at det trak paa Trappen, og idet hun flyttede ind i Gangen, hvor Fogdens altid sygelige Hustru sad indballeret i sit Sjal, maatte hun tilstaa for hende og Fru Sorenskriveren, at den unge Dames hensynsløse Maade at løbe paa, — saa man endog kunde se Strømperne høit over Støvlen! — smagte vel meget af det fri … Men Madam Silje fandt det vist ikke det ringeste upassende, mente hun bidende, — „hun havde selv gaat saa mangen Gang i Solbakken med de andre Jenter og raget Hø i blotte Linned, før hun blev gift med Landhandleren —”
Ma gav jo ogsaa Inger-Johanna et ængsteligt Vink, saa snart hun kunde naa til:
„Du maa ikke løbe saa voldsomt, Barn! Det ser ikke godt ud … man maa lade sig tage.”
„Af den Fuldmægtigen, — aldrig i Evighed!”
Ma sukkede.
De holdt paa med Legen til Thetiden, da de efter Middagsbordet savnede igjen viste sig i udhvilt Stand, parate til at paabegynde en Boston udover Aftenen.
„Men Jørgen … Hvor er Jørgen?”
Han kom lydende Paaraabet, noget bleg og koldsved, men med freidige Gebærder, ned fra Kontorbygningen, hvor han havde siddet og røgt Tobak i Smug sammen med Fogdens Kontorist samt „Eksekutionshesten”, den drastiske Betegnelse for dennes upopulære Andel i Fogedfunktionerne.
— Bostonen fortsattes efter Aftensbordet med voldsomme Beter og ganske mærkværdige oplagte Spil, mellem Sorenskriveren, Kapteinen, Fogden og Prokuratoren.
Inde i den anden Stue sad Ma urolig og undrede paa, naar Far tænkte at bryde op … de havde den længste Tur hjemover, og Klokken var alt blevet til Fogden havde forgjæves fristet dem til at blive over om Natten; men det gik nu engang ikke an; Jæger havde aldeles bestemte Grunde, hvorfor de maatte være hjemme igjen imorgen.
Hun Sad i Stilhed og haabede paa den lille hvasse Fru Scharfenberg, om hun ikke snart skulde vove at vise sig i Døren til Spilleværelset.
Men det trak ud; — de andre Fruer haabede vist igjen paa hende.
Hun vinkede paa Inger-Johanna.
„Kan ikke Du gaa ind, Du,” hviskede hun, „og minde Far lidt om Tiden; men bare fra Dig selv!”
— Klokken elleve sad de endelig i Vognen, — efterat Fogden paa Trappen igjen havde hævdet sit Gammelmandsprivilegium overfor de unge Damer. Han var en Sand Mester i at modmanøvrere alle de spøgefulde Maader, de havde at unddrage sig for at søge Sin Frelse fra den smaskende Afsked.
Fuldmægtigen og Kandidat Horn fulgte Vognen ned til Grinden.
„Det var hverken for din eller min Skyld, Ma!” smaahumrede Kapteinen.
Han kjørte Tømmerne, men vendte sig uafladelig for at følge Passiaren inde i Vognen og slænge en Bemærkning ind med. Jørgen og Thea, der hele Dagen havde forholdt sig beskedent passive, men gjort desto flere Iagttagelser, var nu paa deres høie Hest; især var Thea selvfølende som det eneste Liv, hvem det var lykkets at undslippe Fogden. …
Og hjemover bar det i den lyse, stille Julinat, Bakke op og Bakke op, — paa sine Steder nedover, — Fod for Fod, Skridt for Skridt, uden hvor de turde slippe Vognen lidt i Fart nederst i Bakkeknækkene.
En god flad Halvmil, hvor de alle kunde faa sidde i Vognen, gik det nu Dilt i Dilt.
Det var lummert, med en halvfugtig Duft fra Høsaaterne og et let Præg af Skumring over Egnen … Stor-Ola gispede, Kapteinen gispede, Hestene gispede, Jørgen duppede, Thea sov indpakket under Ma’s Sjal. Af og til opskræmtes de af Susen fra en Fjeldbæk, som fo’r skummende under Veibroen …
Inger-Johanna Sad og smaadrømte og saa tilslut en gulbrun Padde for sig med smaa, nysgjerrige Øine og store Mundviger … og saa reiste den sig saa mavetyk og kluntet … og hoppede hen imod hende …
Hestene stansede.
„Huf! — jeg tror jeg drømte om Fogden!” vaagnede Inger-Johanna frysende.
„Vi faar ud her!” lød det nattesøvnigt fra Kapteinen … „i Rognerudbakkerne. Ma kan bli siddende med Thea.”
Dagen randedes … De saa Solen gylle og Skjæret drage sig nedover Fjeldtopperne. Den laa ligesom og gløttede paa dem først, til den med ét sprat over Kammen i øst som en Guldkugle og rødnede nedover Skoglider og Bakker paa Vestsiden, helt ned paa Græsvolden, blinkende i Duggen …
Endnu strævede de Fod for Fod i Bakkerne …
Ude paa Giljejorderne stod Folkene alt længst i Arbeide med at brede ud Høet, da de saa dem komme.
„Det er godt at være hjemme igjen,” udbrød Ma … „Undres paa, om Marit har husket paa, at hænge Ørreten i Røgen?”
Ud af Bislagdøren kom Marit farende:
„Her kom en fin Byfant gaaende igaaraftes … han, som var her for to Aar siden og fik slaat under Skoene sine … Jeg vidste ikke bedre Raad end at lade ham ligge paa Blaakammeret jeg.”.
„Aa haa — Student Grip! … Han er vel paa Tur hjemover.”
Ma saa med ét hen paa Inger-Johanna; der kom noget grublende over hende. Hun steg i Skynding ud af Vognen.
— „Jæger skal paa Kartforretning imorgen et langt Stykke indover Fjeldmarken, — helt ovenfor Grønnelidsætrene!” oplyste Ma, da Grip kom ud fra sit Værelse om Morgenen — „og da maa saameget udrustes.”
„Saa—aa? … Og allerede imorgen tidlig?”
Studenten trak paa det.
„Min Plan er at tage tvært over Fjeldet hjem igjen som sidst, drage lidt ordentlig frisk Luft fra Bykvalmen og Jussen.”
„Men saa kunde De jo følge med Jæger? Det blir vist fem, seks Mile, De kunde faa Følge op i Fjeldet, og for Jæger var det en sand Fornøielse at faa Selskab. De har vel intet imod, at jeg skjærer Dem lidt Niste?”
„Takker,“ takker saa uhyre meget; Frue! — for al Deres Venlighed” …
„Hun vil ikke ha’ mig, det er greit,” mumlede han medens han drev paa Gaarden udover Formiddagen; de sov allesammen undtagen Fruen.
Men ikke var han kommen hid for at geleide Kapteinen …
Om Eftermiddagen, da det begyndte at svale lidt, var Kapteinen, Inger-Johanna, Jørgen og Student Grip gaat den vakkre Vei henover til Kværnen. Stor-Ola og Aslak, Husmanden, fulgte med; det var Kværnhjulet, som der skulde gjøres noget ved nu, Kværnbækken var næsten tør.
De stod der i ivrig Studeren paa, hvordan Hjulet bedst skulde lettes af Aksen, da det med ét gled. —
„Den Jørgen … den Jørgen, han fandt Snittet med Hjulet han!” udbrød Kapteinen stolt:
„Du faar ta’ Tore Snedker tilhjælp, Ola! saasnart Du kommer tilbage med Hestene fra Fjeldet … Og lad Jørgen vise Jer det, han skjønner det, han! — Bare det ikke er Bogen, saa er han gløg nok” …
„Du faar holde Dig i Luggen og puge, Jørgen, gjøre som med Rugmelsgrøden, jo før den er spist, des fortere er den over,” trøstede Grip.
„Se saa, sa’n! — der holdt jeg paa at glemme Fiskesnøret til imorgen. Du faar ned til Landhandleren ikvæld, Du Jørgen! … Vi fisker selv Ørreten deroppe, skal De se,” vendte Kapteinen sig til Grip.
„Aa—haa, ja,” pustede han ud, idet de vandrede hjemover. „Jeg kan vel trænge til at komme tilfjelds nu … jeg kommer altid tre, fire Pund lettere ned igjen.”
„Jeg har undret paa det Stykke af Landet helt fra Skolebænken,” bemærkede Grip, „vi maatte sætte Bygdinsøen til i Geografien … at den var opdaget for bare nogle Aar siden midt i et vidtløftigt Fjeldplateau, som bare en og anden Rensdyrjæger vidste noget om.”
„Ikke afsat paa noget Kart, nei, — saa blankt som inde i Afrika … punkteret som uopdaget!” oplyste Kapteinen. „Men saa gaar der jo Færdsel nok Bygderne imellem baade med Folk og Fædrifter og Fjeldene har sine Navne fra gammel Tid nede i Almuen.”
„Sandt nok, — de indfødte kjender jo ogsaa det indre af Afrika, men derfor kaldes det ikke opdaget af den civiliserede Verden!” lo Grip. „Jeg studerede altid paa, hvad der kunde findes i et saadant hemmelighedsfuldt Strøg midt i Landet. Der kunde være meget der! hele forladte Dalfører fra Oldtiden, — gamle indsunkne Bjelkehaller … Og saa Vildrenen fygende hen over Vidderne” …
„Ja Skytteri!” samstemmede Kapteinen, — „vi faar mangen lækker Rensteg derovenfra.”
„Det var det, som drog mig, da jeg traf Renskytten for to Aar siden. Jeg vilde opdage lidt, — se hvad der var.”
„Akkurat som alt det, vi gik og indbildte os om Byen,” udbrød Inger-Johanna.
„De skulde følge Deres Far et Stykke indover Fjeldet, Frøken, — se, om De kunde finde et eller andet Høienloftsbur!”
„Det var en Idé, — slet ingen dum,” optog Kapteinen … „ikke umuligt … sletikke! — Du kunde faa ride helt til Grønnelidsætrene” …
„Ja, kunde Du sætte det igjennem, Far!” udbrød hun ivrig. „Nu har jeg ogsaa faat Lyst til at se, hvad der er. Jeg tror, vi altid tænkte, at Jorden endte der indover med vor egen Sætermark.”
„Jeg har Tepper med paa Kløvsadelen, — og hvor de kan skaffe Tag over Hovedet paa mig, er der vel ogsaa saavidt,— at Du kan være med” …
„Naa, naa, Morten! — vil Du lade Folk i Fred Du!” …
Kapteinen tog op en Tobaksrul og holdt en Stump ud til Staldbukken, der kom farende imod dem inde fra Gaarden.
… „Saa Skjæggemimre! — han vil ha’ sin Ranson, den Karen.”
„Du, Ma!” raabte han, da han saa hende komme fra Staburet. „Hvad siger Du om, at jeg ta’r Inger-Johanna med mig imorgen? — saa har de Følge hjemover igjen paa Fredag med Ola og Hestene, — hun og Jørgen!”
„Men kjære Jæger, hvad skal hun deroppe? …”
„Hun kan overnatte i Grønnelidsætrene.”
„En saa anstrængende Tur. Det er jo aldeles uveisomt og vildt, hvor Du maa fare!”
„Hun kan faa sidde paa Hesten langt ovenfor Sæteren. Svarten gaar saa stø som en Præst med hende og Kløvsadlen, baade i Fjeld og Myr. Jeg ta’r Selv Blakken.” Han var blevet helt hidsig ved Udsigten til at faa hende med.
„Javist skal Du være med!
Du faar lægge godt i Nisteskræppen til os, Ma! Klokken fem imorgentidlig maa vi være afsted.
Tronberg støder til med Hest længere oppe, saa der kan bli’ Raad til at sidde op for Dem ogsaa, Grip!”
Grip tog et Sprang med Jørgen henover Gaarden, fakkede ham endelig og kjørte ham ind igjennem det aabne Kjøkkenvindu.
— Kapteinen strævede brunstegt i Nakken, rød og svedende i Skjorteærmerne i Fjeldmarken oppe under Torsknuten.
Foran gik Kløvhestene med Inger-Johanna og al Oppakning og ved Siden af ham nogle Bønder, der bar deres Kofter paa Stokke over Skuldrene for Heden og ivrig forklarede Skjel og Mærker, hvergang der stansedes, og Kapteinen foreløbig skulde optage en eller anden Linie.
De havde ligget Natten over i Grønnelidsætrene og været ude i Marken og krokeret Klokken fem imorges, havde redet henover flade Flyer mellem Vidiekrat, medens Hestene Gang paa Gang vadede over Bugtningerne af den samme Elv.
Nu gjorde de igjen Holdt efter en steil Opstigning for at bie paa Tronberg, som de havde set nedenfor i Bakkerne.
Kapteinen tog Kikkerten frem og efter et løseligt Streif henover de skinnende Fonner, der laa som et fjernt Melkehav, rettede han den længere og længere nedover …
Sveden trillede i store Draaber af Panden og Øienlaagene, saa at Glasset blændedes, og han maatte pudse det igjen med sit store, tyndslidte Bastes Lommetørklæde.
Nu lagde han Kikkerten over Ryggen paa Kløvhesten og holdt den længe stille …
„Det maa være Rognelidfolkene alligevel det, som rører sig der vest ved Brækstadheiene … Hvad?”
Folkene, han vendte sig til, behøvede blot at skygge for Øinene for at komme paa det rene med, at det var Modparten, som de skulde møde imorgen ved Tiskevandet. Men de var for slebne Karer til at give det Udtryk anderledes end ved et smigrende:
Nei for Kikkert, Kapteinen har!
Han bares under disse Kartforretninger saa at sige paa Guldstol af begge Procesparters ængstelige Interesser; det hørte med til hans Høifjeldsbehag om Somrene at føle sig paa det Vis hænderbaaret …
„Har De fisket, Tronberg“?” raabte han, da Hovedet af Underofficerens „Rauen” viste sig nikkende nede i den steile Kløvsti.
… „Ørret … Taget idag?”
„Imorges, Hr. Kaptein!”
Kapteinen tog Knippet og saa i Ganen.
„Ja den er fra idag!”
Underofficeren tog af sig Huen og tørrede Pande og Hoved.
„En kunde frit stegt Fisken i Fjeldvæggen hele Dalgryden opover der, jeg fo’r,” lød det fra Tronberg.
„Pen“ Fisk. Se den, Grip! … veier saavist sine fem Mærker.”
„Kors i Jøsse Navn er Frøkena her da!” udbrød Underofficeren, han rettede sig uvilkaarlig til Honnør, da Inger-Johanna vigede Hesten hen og betragtede de rødprikkede, blanke Fisk, der hang paa Kløvsadlen. Men gamle Lars Opidalen, han som havde begjært Kartforretningen, strøg sagte sin grove Haand over hendes, medens han talte Ørreterne paa Vidiehanken:
„Kan sligt ogsaa være Mold og Jord!” … sagde han stille undrende.
„Stø Jomfrua!, Du Lars, mens hun stiger ned; det er ikke Raad til at sidde op for hende længere her over Svaberget …”
Veien drog sig brattere og brattere opover med enkelte fladere myrlændte Pust imellem; den blev ofte rent borte i Graafjeldet.
Øde Skrig af en Fiskeørn lød over dem. Den kredsede og skreg og fjernede sig, naar Jørgen huiede til den. Den maatte have Rede nogetsteds deroppe i Fjeldvæggen.
Kapteinens Hagelrifle maatte frem, og Tronberg forsøgte sig; men kom ikke paa Skudhold … Den, som bare kunde ligge og lure paa den deroppe bag de store Stenene!
Ørnen kredsede igjen nær dem med bredt, aabent Vingefang.
Pludselig knaldede det ovenfor i Uren, og den gjorde nogle heftige, flagsende Slag med Vingerne; den arbeidede for ikke at dale.
Skuddet var gaat gjennem den ene Vinge, saa de kunde se Dagen lyse gjennem Hullet i Fjærene. Fuglen havde tydelig svært for at holde Ligevægten.
„Fy … den er skadeskudt!” udbrød Inger-Johanna.
„Hvem skjød?” fo’r Kapteinen forbløffet op.
„Jørgen rendte afsted med Riflen,” oplyste Tronberg.
„Jørgen“? … han indbilder ikke mig, at det var hans første Skud det. Den Kanallie! … Men saa skjød han Sig fri for Juling den Gang, — for det var minsæl et godt Skud, Tronberg! … Knebelen! han er paa det strængeste forbudt at røre ved Gevær” …
„Forbudt ja,” mumlede Grip. — „Er det ikke mærkeligt, Frøken Inger-Johanna, — det er bestandig det, som er forbudt, som vi blir dygtigst i. Vor mest drivende Opdragelse er netop alle disse Forbud. Men det er at gaa Kjæltringveien i Væksten og sætter sine Mærker bagefter, — gjør fikse Hoder, daarlige Karakterer.”
Grip og Inger-Johanna gik foran ved Hestene. Der laa en underlig disig Varmerøg nedover Flyerne paa Eftermiddagen; den tilslørede Linierne dernede. Heroppe i Fjeldet var det saa tindrende luftklart …
Fod for Fod valgte Dyrene sig Vei i Stenuren mellem enkelte uhyre nedfaldne Blokke, der laa som nedmosede graa Huse, her og der med en Troldlug af Dvergbirk paa, medens der om i Berghylderne endnu hang gule Dusker af Vianvangen.
„Se bare al denne krogede, forvredne Troldskaben … man kan sige, at Livet er rigtig steinet ned her, — og endda pibler det op!”
Han stansede:
„Véd De, hvad jeg kunde ha’ Lyst til, Frøken Inger-Johanna?”
Der var ikke længere Spor af det Drag af Ironi, som ellers laa over ham.
„Simpelt væk at bli’ Skoleholder! … lære Børnene at lægge de to første Pinder ikors med deres egne ligefremme Tanker, — det er Grundstokkene, som blir troldvride i os. De skulde faa Lov til at tro og begribe akkurat saa meget og saa lidt, som de virkelig kunde gabe over. Og saa paa Dør med hele Hæren af disse elskede betryggende Forbud. Jeg skulde bare vise Følgerne, — blande Krudt og Fyrstikker sammen for deres Øine, til det gik tilveirs, og saa sige: Værsaagod Jørgen! for mig kan Du gaa med de to Ting i Lommen saa meget, Du vil, det er Dig selv, som springer i Luften. Det er Ansvaret, det gjælder at øve i Opvæksten, skal der bli’ Mennesker af os.”
„De har gruelig mange Idéer, Grip!”
„Fikse, mener De? — Havde jeg havt noget Talent i Pennen! — men jeg er saa totalt mundtlig slaat …
Ser De, her gives bare fire Porte, og de heder Theologi, Filologi, Medicin og Jus, og saa har jeg foreløbig banket paa den sidste. Hvad jeg vil der, det véd ikke jeg! … Har De hørt om Katten, Frøken, som de satte i en Glaskugle og pumpede Luften ud? Den mærkede, der var noget galt paafærde; det kneb for Pusten, Luften blev altid tyndere og tyndere, — og saa satte den med ét Labben for Hullet … Jeg skal ogsaa tillade mig at prøve at sætte Labben for Trækhullet. For her er lufttomt Rum! — ikke oppe i Skyerne hos Poeterne, bevares, der lyner og lyser det og skrives der om at virke for Folket og for Friheden og for alt høit og stort i saamange Retninger, som der er Streger paa Kompasset. Men i Virkeligheden, nede paa Jorden, — for en Prosaiker, som vil ta’ i og sætte lidt af Talemaaderne i Gang! — der er det totalt stængt. Alle vore bedste Tanker og Idéer er der intet Brug for i den praktiske Verden, skal jeg sige Dem, Frøken! Ikke engang saa meget, at en Mand kan slippe frem til at gjøre sig ulykkelig paa dem …
Og saa lever man, som man bedst kan, — sit andet Liv med Kammeraterne og gjendøber sig i Punsch sammen med dem, hvergang man har svigtet rigtig brav derude i Theselskaberne …
Men kjend slig Luft! — hvert evige Drag som et Glas af fineste … fineste, ja, hvad skal jeg kalde det?”
„Punsch!” lød det lidt kort.
„Nei, Liv! … Med den fri Natur føler man sig ikke ægget til at disputere. Jeg er enig med Fjeldet, med Solen, — med alle disse krogede, indseige Bjerkevidier, — naar Folk dernede bare var sig selv; men det er de aldrig uden i et godt, vaadt Lag, naar de har faat heiset sig tilstrækkelig op dybt nede fra Brønden. Der lever et helt Frimurerskab, som ikke kjender hverandre uden i den Skikkelse, — eller ogsaa i Westermanns Dampbad, naar Westermann smeiser paa os med friskt Bjerkeløv i tredive Graders Hede. Badstuen var vore Fædres nationale Klub, véd De det Frøken?”
„Nei, jeg faar rigtig høre adskilligt, synes jeg,” sagde hun med lidt skjult Lune.
„Hør, … hør … Heiloen, som piber,” hviskede Jørgen.
Lyden kom fra en liden sumpet Strækning, der stod hvid af Myruld.
De stod og lyttede.
„Har De hørt noget saa uhyre stille?” sagde Grip … „efter det enslige lille Pip …
Der er saadanne Pip her og der i Landet … Abel han døde han! Hvoraf, — af Drik, sagde de;” han rystede paa Hovedet, — „af lufttomt Rum!”
Han gik i Skjorteærmerne og kylede Vidiekjæppen, som han havde slaaet af, medens han snakkede, langt ned over Stenuren.
„Der ser Kafteinen Linen, som den har gaat fra Alders Tid for Opidalen!” raabte gamle Lars … „ret … ret langs efter Skardet, hvor vi skal ned og tvært over Vandet … lige mod Rødkampen i Torsknuten … Der, hvor Du ser de tre Grønholmene under Stenuren, Kaftein!”
Han truede ud med Stokken i hidsig Iver.
„For det skal jeg føre Vidner, og stod alle de levende her, som har fisket paa vor Ret i Vandet, baade i min Fars og Farfars Tid, saa blev det mandtykt mod Skarvestregerne deres i Rognelien.” …
-— Eftermiddagsskyggen faldt ind i Skardet, hvor Isvandet sivede ned ad Revnerne i den sorte Fjeldvæg. Her og der lyste Solen endnu paa Flekker af grøngul Renmose eller et eller andet violet, hvidt eller gult lille Følge af Høifjeldsfloraen, der udførte det Mirakel at leve sit eget farverige Skjønhedsliv her oppe imod Sneen.
„Der kommer han Mathis med Eken!” udbrød gamle Lars.
Baaden, som skulde hente dem over til Sønnens Felager, krøb som et Insekt der langt nedenunder dem paa det grønne Vandspeil.
Gangen nedover var en sand Vederkvægelse for Kapteinens noget aandedrætsbesværede, trivelige Krop, og Udsigten til at faa drive sin Yndlingssport, at fiske, bidrog yderligere til at belive Humøret.
„Vi kommer didned netop til bedste Tiden, han biter,” mente han.
Da de indskibede sig i det firkantede Traug, som ventede dem nede ved Fiskeboden, holdt han Snøret parat. Han havde allerede med stor Driftighed besørget Agnmarken indsamlet i Bukkehornet.
De af Følget, som ikke rummedes i Baaden, fulgte rundt Vandet med Hestene. De saa dem af og til mellem Bjerghamrene, medens de roede ud.
„Hvad siger Du om et lidet Dorg langs Landet derinde i Skyggen, Mathis? Mener Du ikke han gaar paa Krogen der? … vi ror ikke saa bent over med engang, tænker jeg,” sagde Kapteinen lunt.
Under Toften laa Mathis’s eget Snøre; og nu vilde Inger-Johanna ogsaa prøve.
Kapteinen satte Agn paa for hende. Men hun vilde ikke lade sig sige og vente, til de naade hen til Fiskepladsen; hun slap Snøret ud straks og lod det drive bagefter Baaden, idet hun under Roningen meget driftigt af og til tog et Drag i det.
„Se Haandlaget!” udbrød Kapteinen, „det er medfødt det … Du er nu egentlig af Fiskerslægt, for jeg er opvokset ved Bergenskanten og min Far før mig … Havde jeg en Daler for hver Torsk, jeg har trukket ude i Alverstrømmen, blev der noget at arve efter mig … Hvad? Hvad?” …
Der hørtes et Skvulp langt bag i Kjølvandet. Inger-Johanna gjorde et heftigt Drag; en gul Fiskebug viste sig et Øieblik i Solskjæret over Vandskorpen.
Hun vedblev efter de første febrilske Tag i Snøret i halv opreist Stilling at trække det ind.
Idet hun saa løftede den skinnende Fisk høit ind over Baadranden, udstødte hun et Triumfraab:
„Den først Fisk, jeg har faat i mit Liv!”
Grip løste den af Krogen og slængte den langt udover.
… „Saa skal den ogsaa faa beholde Livet!”
Kapteinen gjorde et hidsigt Ryk paa sin tunge Person, saa det skvulpede om Baaden.
Men, at det ubetimelige Offer til Dybet gjordes til Ære for hans Øiesten, formildede jo høilig Dumheden …
Og da de kom ind under Kollen, hvor han slap sit Snøre ud, sang han pludselig op af sine Barndomserindringer fra Bergenskanten en Vise, der havde sovet i ham mange Herrens Aar:
„Eg laag i Soli og steikte Kroppen,
me’ Baaten dreiv lidt for Straumen.
Eg høyrde Seien og klauv i Toppen,
ég var i Yrsla af Draumen.
Eg vaknad blaut,
og Toften flaut,
me’ Baaten dreiv ned for Straumen” …
Hans dybe Bas lød i Stilheden fuldtonende hen under Kollen.
Vandet laa speilblankt, og Kapteinen tog den ene Ørret efter den anden.
Torsknuten med sine Sneflekker og Fonner øverst oppe stod paa Hovedet dybt nedenunder dem, næsten saa det gav en svimmel Følelse, naar de saa ud over Baadripen. Og da de naade hen under Felageret, laa den bratte, grønne Lid med alle de beitende Kreaturer gjenspeilt saa klart, at de kunde tælle Hornene nede i Vandet.
„Ja her gaar Kjørene som Fluer paa Væggen,” sagde Kapteinen. „Slipper de Melkekollen deroppe, triller den ned til os i Baaden.”
Husrum var der jo ikke mere af end den lille Jordhytte hen i Stenuren og et lidet forfaldent Tømmerskur med Kampesten paa Taget og en Glugge. Det var der, Kapteinen Skulde indkvarteres og Inger-Johanna faa sove, til Solen randt, og hun med Jørgen, Stor-Ola og Svarten igjen skulde tilbage til Grønlidsætrene.
— De havde spist til Aftens, — Ørret og en improviseret Rømmegrød og stod nu og saa paa, at Solen gik ned indover Storfjeldene.
Kapteinen gik i Tøfler og opknappet Uniformsfrak ude paa Volden og røg sin Pibe med yderste Velbehag. Han stansede af og til og saa paa Sollegen i Fjeldtoppene der langt indover …
Saa tog en Række hidtil sortblaa Tinder Fyr i violette rødmende Farver, indtil det blev en hel luende Ild. Og nu laa Fonnerne der i øst rosenrøde. Der blinkede forunderlige Eventyr i Taarne og Slotte, — de tre Snepigger derhenne blev til Blod med et stikkende, lynende Blink øverst i den midterste. Og atter bagenfor endnu utændte blaanende Tinder, Skavler og Skar, hvori Skyggerne bevægede sig …
Jørgen laa med Faderens lange Kikkert og keg efter Rensdyr indover Fonnerne.
… „Farvel, Frøken Inger-Johanna!” sagde Grip. „Jeg gaar over Fjeldet inat med en af Folkene til at føre mig. Her er flere, end Herberget rummer …
Men lad mig først faa sige Dem,” lagde han dæmpet til, „at denne aabenhjertige Dag i Høifjeldet har været en af de faa i mit Liv … Jeg har ikke behøvet at sige en eneste feig, ussel Vittighed, og spytter ikke af mig selv” … lagde han rydt til.
„Slig ja, — akkurat, som De staar der saa fin og rank og overmodig under den store Straahat, kommer jeg til at huske Dem, til vi træffes inde i Byen igjen!”
„Der er gode fem Fjerdinger til Svartdalsboden,” underrettede Kapteinen, da han nu tog Afsked … „Altid velkommen til Gilje, Grip!”
— Han var alt, hilsende tilbage, et godt Stykke opover den bratte Opstigning i Torsknuten.
„Lader ikke til at kjende til Træthed, den Karen!” sagde Kapteinen.
Hun stod og saa efter ham … Det sidste af Solen laa som et bleggult Skjær i Aftenen med dette luftklare speilende …
Der var et saadant varmt Liv over hendes Ansigt …
Et og andet Insekt — en Humle eller en Hveps — summede gjennem det aabne Vindu indi det med ny Blaafarve oppudsede Kammer … svirrede saa larmende om paa Ruden, næsten saa det forstyrrede den unge Pige med det frodige sorte Haar og det lidt mørklette, retskaarne Ansigt, der laa og sov udover Morgenen.
Hun laa paa Siden tungt indsovnet, efterat være kommet hjem om Natten … Høifjeldsindtrykkene skimrede endnu indeni hende …
Hun havde en ny Ørret paa Snøret, — den blinkede og sprættede derborte i Vandet … Grip kom med to Pinder, som skulde lægges ikors …
Surr … Svirrr … lige i Ansigtet paa hende, saa hun vaagnede …
Det var jo langt paa Dag!
Henne paa det med hvidt omhængte Toiletbord med Speil indeni, som var sat istand til hendes Hjemkomst, laa Violsæben paa Sølvpapir.
Det var tydeligvis den, som drog alle de uerfarne Fjeldinsekter i Fordærvelsen. De havde veiret en hel ny Blomsterverden der og styrtede sig blindt hovedkulds troende ind paa Opdagelsen, uden Anelse om Tidens mangehaande Kunstigheder nedenfor Fjeldbygden, — at Violduften ikke gav Viol, men bare slemt, slemt Mavevrid! … Der eksisterede tydelig en hel Forvirring i Begreberne mellem dem, at slutte efter al Uroen og Summingen ind og ud af nye, som mulig begyndte at ane Uraad og tog et Togt eller to om i Værelset først, før Fristelsen blev dem for svær, og af gamle, som langsomt krøb ud og ned ad Væggen med den vundne Erfaring i Livet, eller blev liggende bedøvede og sprællede i Vinduskarmen …
„Isch! — og lige op i Vaskevandet!”
Hun saa med en vis Indignation paa Aarsagen, — hendes Violsæbe …
Den aabnede ligesom en ny Tankerække, medens hun et Par Gange lugtede til den …
„Mors Gulsæbe er ærligere!”
Hun slængte den raskt ud af Vinduet og feiede med Haandklædet Valpladsens faldne omhyggelig væk af Karmen.
Ma og Inger-Johanna stod siden paa Formiddagen yderst i Haven og plukkede ind Sukkerærter til Middagen.
„Bare de mest modne, Inger-Johanna! — som blir for haarde og træede, til Far kommer hjem …
Hvad nu Tante vil sige, naar hun faar høre, at vi har ladet Dig følge Far saa langt op i det vilde. Hun vil vist ikke finde en saadan Tur videre indbydende eller fatte, at Du kan være saa veltalende over Sten og Ur.”
„Nei hun synes nok, intet kan maale sig med deres Tullerød!” lo Inger-Johanna.
„Ræk Tallerkenen over til mig, saa skal jeg tømme den i Kurven,” lød det fra Ma.
„Saa Tante skriver, at Rønnow blir hele Vinteren i Paris!”
„Rønnow, ja … Men jeg skal rigtig more mig med at læse høit for hende ivinter i Gedeckes Schweitzerbeskrivelser, og saa gi’ hende smaa Doser til fra min Tur.”
,„,Nu taler Du uden at tænke, Inger-Johanna! Der blir altid en stor Forskjel paa det, som ligger indenfor Dannelsens Kreds, og øde, vilde Strækninger heroppe i Fjeldene” …
Ma’s kysebedækkede Hoved bøiede sig ned bag Ærtestængerne … „Far siger, at det vist er, fordi de vil bruge ham derinde i Stockholm, at han nu perfektionerer sig saa i fransk.” „Ja, han blir vist noget stort … Du kan tro, vi har det grulig lunt og hyggeligt, naar vi imellem er hjemme alene om Aftenen og jeg læser høit for Tante.”
Ma’s store, blaaprikkede Kyse reiste sig; med Bordkniven i Haanden rakte hun Tallerkenen tom tilbage.
… „Og saa har han vist det Væsen, som passer, jo høiere han kommer.”
„Aldeles fuldendt, komplet! Men jeg véd ikke, hvordan det er, han passer ligesom saa lidt at tænke paa heroppe paa Landet.”
Ma stod lidt med Bordkniven i Haanden:
„Nu faar det være nok,” udstødte hun og tog Kurven noget besværet … „Det blir ikke videre med Ærterne iaar!” sukkede hun.