Fandango (1890)

«Tre digte».
John Griegs forlag (s. 1-2).

 Ikke janischarmusik.
 Stille, I marschtunge rhytmer!
 Stille, for fan, musikanter!

Tscherkesserinderne, tscherkesserinderne,
lad dem blot komme!
Ind skal de danse paa spæde smaa fødder
til dæmpet musik
fra fjerne guitarer!
Surrende, kurrende, kjælende toner,
smilende, hvilende, hviskende toner,
 sanselig søde:
 Fandango!

Dysterrødt skjær om den lyslette dans:
skinnende langslør som sølvskyer stryge,
bølgende arme sig slynge saa myge,
 i dans!

Et rødt lidet øre, en hvid liden finger
og fødder, som lydløse, lynrappe tripper
i sobelskinsdækkenets silkehaar sorte.
Og rislende ringlen fra smykker og stene, –
og kinder – og øine! –
 Fandango!

Zerlina, min terne, din hals er saa sød,
dit øie saa sort;
men dit øie er vaadt, Zerlina?

Zerlina, min terne, din læbe er rød,
din kind er saa rund;
men din kind er saa bleg, Zerlina?

 Zerlina, min terne, din hud er saa blød
 din mund er saa frisk;
 men – hvi bæver din mund, Zerlina?
 „Ak herre, det lider mod høstens tid,
 og Persiens roser, de falder.
 Og duggen græder paa nellikens mund
 og løvet visner, o herre!

 Zerlina, min terne, hav tak for din dans
 og dit ord. Lad mig ene – – – – –
 – – – – – – – – – – – – –

 Det visner. – Det visner.
 Det visner, det visner –
 verden, den visner, og roser og kvinder,
 mit legem og alle de skælvende nerver
  visner!

Og tiden – den sniger sig langsomt forbi mig,
og timerne vandrer at grave min grav.
Jeg tør ikke tænke, jeg tør ikke leve.
 Tør ikke dø. –

 Men i denne dødens, den natdybe stilhed
 risler som endeløs heilosang:
 Det visner, det visner,
 det visn – – – – –
Musik, musik, janischarmusik!
den store kinesiske tromme!