Fanden i Strømmene
Før i Tiden, da der fandtes saamange vellærte Præster paa Søndmøre, var det ikke frit for, at En ogsaa kunde træffe Svartebogen hist og her omkring i Bygderne. Men den Bog skal det være raadløst at røre ved. Der er et smalt Sund, som kaldes Strømmene, hvor Søen ved Flod og Fjære gaar ud og ind som en Fos mellem Storfjorden og Skodjebugten, tæt ved Gaarden Strømmen, og her fandtes Svartebogen i den Tid, Hr. Peder Strøm var Præst til Borgund. En Søndag, da Hr. Peder prækede i Skodje Kirke, reiste alle Gaardens Folk did paa en Pige nær, som skulde blive hjemme. Hvorledes det nu gik eller ikke, saa kom hun over Svartebogen, og det traf sig just saa, at hun slog op det Sted, som handler om at løse Fanden. Aldrig saa snart havde hun det gjort, saa kom Gamle-Erik og spurgte, hvad der var at forrette; thi han er nu slig, han, at naar han bliver løst, saa vil han strax sættes til Arbeide, og det maa den skaffe, som har løst ham, men da maa En ogsaa sætte ham til et Verk, som kan give ham nok at bestille, indtil det lykkes at faa ham bunden igjen. Gjenten var klog og vidste, hvorledes Fanden skulde tages. Hun sagde derfor til ham, at han maatte gaa ned og øse ud Strømmene. Erik gik, begyndte at øse, og da viste det sig, at han havde gode Kræfter, thi da han ret kom igang, stod Sødrevet jevnhøit med Fjeldene. Ud paa Eftermiddagen kom Hr. Peder roende fra Kirken og skulde hjemover, men da han var kommen saa langt som til Strømmene, skjønte baade han og Skydsen, hvad der var paafærde. Men igjennem maatte han nu, for anden Vei var der ikke. Han bød da Folkene styre saa nær som muligt ind paa Erik, der stod og baskede i Sundet det bedste han kunde. Derpaa reiste Hr. Peder sig op i Baaden og gav sig til at binde Fanden. Hvorledes dette gik til, kunde Ingen sige, men sikkert er det, at han blev bunden, for han har aldrig vist sig siden, ialfald ikke paa de Kanter.
Saaledes fortalt af Henrik Ibsen, Illustr. Nyhedsblad 1862 No. 45. Peder Strøm var den lærde Naturforsker Hans Strøms Fader. Flere Sagn om ham læses i Møringen for 1870, No. 36.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |