Fantegutten
En af de mest berygtede Omstreifere, som drev sit Uvæsen i Throndhjemsbygderne i Begyndelsen af dette Aarhundrede, var Erik Maler eller Fantegutten, som gamle Folk almindeligst kalde ham. Han var født paa Pladsen Moen i Opdal og kom i en ung Alder til Garnisonen i Throndhjem. Det vilde og ryggesløse Liv, som dengang førtes her, gjorde, at den gevorbne Soldat var saare ilde anseet af Almuesmanden i denne By. „At hverve sig til Kongens Karl,“ mente han, „var det samme som at sætte sin ene Fod indenfor Porten paa Slaveriet.“ Naar det hed sig – og det var ingen Sjeldenhed – at en Bonde havde faaet sit Læs tømt paa Veien over Fantemyren paa Byaasen, eller at en ensom Vandringsmand var bleven overfaldet og udplyndret lige til Skjorten i Rotvoldsskoven, dømte han altid, at det vel var en eller anden Soldat, som havde forøvet Ugjerningen, og det viste sig ofte nok, at han gjettede rigtigt. Erik havde heller ikke staaet længe i Tjenesten, før han en Nat gjorde Indbrud hos en Handlerske, Jomfru Gadebusch. Tyveriet blev snart opdaget, og han blev af Krigsretten dømt til at løbe Spidsrod. Man kjendte for 30 Aar siden en Vise herom, som blev sunget efter Takten i den Marsch, som blev slaaet paa Trommen under Spidsrodsstraffens Udøvelse. Den begyndte med Forhøret:
„Du Erik, du Erik, du Erik Fantegut:
Du har vel stjaalet Knapper hos Jomfru Gadebusch?“
Derpaa fulgte Tyvens Benegtelser og Udflugter, saa hans Tilstaaelse og Bøn om naadig Straf:
„Aa hør du, kjære Hr. Major
Du slaa mig ei ihjel ..... “
Endelig gav Visen en udførlig Beskrivelse af Straffen og lægger til Slutning disse Ord i Fanteguttens Mund:
„Og Pidsken har jeg paa min Ryg
Og Trommen har jeg her.
Men har jeg stjaalet lidet før,
Saa skal jeg stjæle mer!“
Da han for sidste Gang havde løbet gjennem Rækkerne, rullede han sig i Sandet og sprat saa op igjen ligesaa rask at se til, som han før havde været.[1] Han blev nu jaget af Tjenesten og kom ind paa Fantestien, hvor han snart vandt et Navn, der slog alle med Skræk. Det hed sig om ham, at han stod i Pagt med Fanden, at hverken Jern eller Bly kunde bide paa ham, da han bar syv Mandshjerter indsyede i sin Skjorte, og at han eiede Svartbogen. Jenterne paa Sætrene og den ensomme Veifarende vare lige ilde farne for denne Fark, som forenede en ganske utrolig Styrke med List og Forslagenhed. Han blev et Par Gange sat paa Slaveriet, men rømte lige saa ofte, hvilket i hine Dage neppe var noget stort Kunststykke. Da han ved sin sidste Rømning havde saaret en Soldat, blev han lyst fredløs, men saa stor var Skrækken for ham, at han blev gaaende paa fri Fod indtil sin Dødsdag. Da det saa omsider spurgtes, at han var bleven dræbt, havde Bygdealmuen overalt Følelsen af, at den var bleven befriet for et stort Onde.
Paa Gaarden Snildal levede der indtil for 15–20 Aar siden en gammel Bjørneskytte, der hed Anders, men er bedst kjendt under Navnet Snildalingen. Antallet af de Bjørne og Ulve, som havde maattet bide i Græsset for hans sikre Skud, nærmer sig til det utrolige; men sit største Ry vandt hen dog som Fanteguttens Banemand. En Høstdag gik Snildalingen ud for at søge efter en Bjørn, som han havde hørt om. Han pleiede at være ude flere Dage i Træk og havde derfor rustet sig godt. Om Kvelden søgte han Ly i en Udlade og grov sig ned i Høet. Da det led ud paa Natten, kom et helt Taterfølge ind der, og Snildalingen blev ikke lidet ræd, da han mærkede, at Fantegutten var iblandt dem. Følget havde en liden Hund med, som for omkring og knistrede, saa det skjønte, at det ei var alene der. Saasnart det blev Morgen, drog det derfor sin Vei. Snildalingen biede en Stund, men styrede saa sine Skridt op mod Fjeldet. Da han var kommen et Stykke opover, mødte han Fantegutten, der havde fjernet sig lidt fra sine Kammerater. Han var nok saa blid og godlynt og gav sig i Snak med Snildalingen, som han tidligere havde truffet sammen med paa Fjeldet. Han bad ham om at faa se paa hans Bøsse; men da Snildalingen vidste, at Fantegutten kunde forhexe den, vilde han ikke indlade sig paa det. Nu blev Fanten sint og greb til Kniven, men Snildalingen trak sig dog saavidt fra ham, at han fik en Sølvknap i Bøssen og tog Sigte paa Fanten, som stupte. Han ransagede saa den ene af hans Lommer og fandt i den et Gulduhr, som han stak til sig. Men videre Undersøgelse fik han ikke anstillet, da han hørte hele Fantefølget, som var hidkaldt ved Skuddet, komme ansættende, og det var kun med Nød og neppe han vandt at skjule sig i en Høgrav i Nærheden. Først plyndrede Fanterne sin faldne Kammerat, og siden gav de sig til at søge efter Snildalingen. Mangen Gang vare de lige indpaa ham, der han laa, men de saa ham dog ikke og maatte omsider drage videre med uforrettet Sag.
Aaret efter var Snildalingen paa Markedet i Throndhjem. Medens han gaar omkring paa Torvet med en Bjørnehud paa Armen, kommer der en bort til ham og hvisker ham i Øret: „Du skjød en Bjørn ifjor; men du snuede (ɔ: flaaede) den ikke paa den rette Side.“ Snildalingen saa sig om, men Fanten var forsvunden i Vrimmelen.
Meddelt af O. A. Øverland.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Det samme fortælles ogsaa om Lars Tobakslausing, en anden samtidig Fant, der var kjendt som en af de værste Bygdeplager, og som, medens han var Soldat, blev straffet med Spidsrod for Ran og jaget af Tjenesten.