F. Røhler, (s. 9-13).
For at opfylde et Forslag, saa værdig Aarhundredets demokratiske og menneskekjærlige Aand, saa nødvendigt for det almindelige Velbefindende, saa nyttigt for Selskabets Rolighed, udfordres 3de Foranstaltninger:
1. En Lov. 2. En Grundfond af offentlige Midler (Budgettet). 3. En Organisation.
1. Loven. Der findes i Frankrige efter de officielle Agerdyrkningslister, 9,190,0 Hectare af udyrkede Jorder, som tilhøre deels Regjeringen, deels Kommunerne og deels Private.
Disse forskjelligartede udyrkede Marker yder kun en meget liden Udbytte, omtrent 8 franc pr. Hectare. Det er en død Kapital, hvoraf Ingen nyder Noget godt. —
Dersom nu det lovgivende korps bestemmer, at samtlige disse Jorder skal tilhøre med fulde Rettigheder Arbeider-Foreningen, med Forbehold af en aarlig Afgift til de nuværende Eiere i Lighed med, hvad de nu erholde; — overgives til de ledige Arme disse Jorder som ligeledes ere ledige, — og disse tvende hidtil ufrugtbare Kapitaler vil gjensidig give hinanden Næring. Man vil have fundet Midlet til at lindre Fattigdommen, alt efter som man beriger Landet. For at undgaae Bebreidelse af Overdrivelse, vil vi kun antage, at alene de totrediedele af disse ni Millioner Hectarer Jord kan blive overleverede til Foreningen, og den ene Trediedeel at ansee for uopdyrkelig, eller bedcekket med Bygninger, Floder, Kanaler &c. Der bliver saaledes 6,127,000 Hectarer tilbage at opdyrke.
Dette Arbeide vil kunne blive gjort muligt ved Anlæg af AgerdyrkningsKolonier, som, udbredt over hele Frankrige, vil danne Grundlaget for en eneste udstrakt Organisation, hvoraf alle fattige Arbeidere vil være Medlemmer uden at være personlige Eiendomsmænd.
2. Grundfond. De nødvendige Forskud til Anlægget af disse Indretninger bør leveres af Staten. — Efter vore Beregninger vil dette Offer fra Statens Side beløbe sig til en Sum stor omtrent 300 Millioner, betalt i fire Aar; — thi efter Udløbet af denne Tid ere disse Indretninger, hvori imidlertid en stor Mængde Arbeidere ere blevne underholdte, istand til at afgive Overskud. — Efter 10 Aars Forløb vil Regjeringen kunne paaregne en Grundleie af omtrent 8 Millioner, foruden den naturlige Forhøielse af de indirekte Afgifter, hvoraf Indtægterne stedse er i Forhold til Konsumtionen, som selvfølgeligen forhøies, eftersom det almindelige Velvære strider fremad. — Dette Forskud af 300 Millioner vil da ikke være at ansee som Offer, men som en herlig frugtbringende Anlægskapital. Staten skulde den da, ved at overtænke Storheden af det Maal, som haves for Øie, — skulde den med Føie kunne tilbagevise dette Forskud, naar man saa hen til at et Beløb stort 46 Millioner[1] hvert Aar blive anvendte for at straffe Angreb udøvet mod Eiendom — som offrer alle Aar 300 Millioner for at forme Landet til Vaabenhaandværket — og nufortiden 120 Millioner for at anlægge nye Fængsler. Skulde endelig det Land, som uden Vanskelighed har ydet 2 Milliarder til Fremmede, der have oversvømmet Frankrig, som uden Misnøie har betalt een Milliard for Emigranterne, som uden Betænkninger anvender 2 a 300 Millioner til Fortifikationer omkring Paris, skulde dette Land, siger jeg, nægte at udbetale 300 Millioner i fire Aar, for at kunne tilintetgjøre Fattigdommen, for at befrie samtlige Kommuner fra den umaadelige Byrde som Elendigheden paalægger dem, og som derhos endelig vil forstørre den territoriale Eigdom med mere end en Milliard.
3. Organisationen. Uordnede Masser ere et Intet. Ordnede ere de Alt.
Uden Organisation, uden Orden kan de ikke lægge deres Mening og Villie for Dagen, de kan ikke være noget levende Udtryk af den almindelige Erkjendelse.
Stemmen af 20 Millioner Mennesker, udstrøede paa et uhyre Territorium, vil tabe sig uden Gjenlyd. — Ligesom paa den anden Side, der er intet Ord stærkt og gjennemtrængende nok, for at kunne uden erkjendte Mellempunkter udgaae ligesom fra et Centralpunkt, for at bibringe 20 Millioner Overbevisninger, Betydningen af de fra Magten udgaaede Lærdomme.
Kastens (Klasse, Stand) Regjeringernes Tid er nu forbi, man kan ikke regjere uden med Masserne; derfor maa man bestræbe sig for at organisere dem, for at kunne tydeliggjøre deres Meninger, og oplyse dem, for at de kan blive modtagelige for deres egne Interesser.
At regjere er ikke længere at beherske Folkehordene gjennem Magt og Vold, det er nu at lede dem mod en bedre Fremtid, ved at paakalde deres egen Fornuft og deres Hjerte.
Men ligesom det er nødvendigt for Masserne at være oplyste og moraliserede, saaledes maae og de Magthavende vise Deeltagelse og være oplyst om den store Mængdes Interesser, — hvorved det da bliver en Nødvendighed, at tvende lige mægtige Bevægelser aabenbare sig i Selskabet: nemlig en Magts Virkning mod Massen, og en Tilbagevirken fra denne mod de Magthavende.
Men disse tvende Indflydelser kan ikke virke gjensidig uden voldsomme Rystelser, dersom man ei søger Tilveiebringelse af Midlere (Regulatorer), som forene samtidig deres Tillid, som de representere, med de Magthavendes. Disse Midlere maae have de Førstes Tillid, da de ere frivilligen valgte af deres Midte, og de skal kunne fortjene de Sidstes Agtelse og Tillid, eftersom de opfylde en vigtig Plads i Samfundet, da man ialmindelighed kan antage, at Manden er det, som den Bestilling han opfylder, tvinger ham til at være.
Ledet af disse Betragtninger vil vi søge at tilveiebringe mellem Arbeiderne og de som anvende dem, en Middelklasse, som nyder lovlig erkjendte Rettigheder og vælges af samtlige Arbeidere.
Denne Midlerklasse vil udgjøre en Samling af Formand (Prud’hommes, Biiderman). Aarligen forsamle alle Arbeidere eller Fattige sig i de respektive Kommuner og skrider til at udvælge deres Repræsentantere eller Formænd (Prud’hommes) saaledes at en Formand vælges for hver 10 Arbeidere. Den gode Opførsel vil være den eneste Betingelse for Valgbarhed. Enhver Fabrik-Chef eller Forpagter, enhversomhelst Entrepreneur skal ved Lov være Pligtig til ikke at anvende flere end 10 Arbeidere uden at have en Formand for at lede dem, og at give dem en Løn som er dobbelt saa stor som en simpel Arbeiders.
Disse Formænd vil udfylde den samme Plads mellem Arbeidsklassen som Underofficererne i Armeen. De danne den første Grad i det selskabelige Rangforhold (Hierarchi), og tilstede en roesværdig Ærgjerrighed for Alle, idet de vise dem en Belønning som er let at erholde. — Hævede i deres egne Øine gjennem de særdeles Pligter, som de vil have at opfylde, ere de ligesom tvungne til at give Exempel paa en god Opførsel. Ved dette Middel indeslutter saa at sige, enhver saadan Afdeling i sig selv Spiren til Fuldkommenhed. Det vil bidrage til at forbedre Menneskene, ved at aabne dem Adgang til at naae et Maal, som er hæderligt og agtet.
Den Indflydelse som kan meddeles Massen for Oplysning og virksom Handling, fremstiller sig saaledes under det simple Forhold af 1: 10, og om man antager, at der er 23 Millioner Mennesker, som leve af deres Arbeide for Dagen, vil der være 2 og en halv Million Midlere (Formænd), til hvilke man kan henvende sig med saameget mere Tillid, da de samtidigen ere deelagtige i de Interesser, som lede deres Underordnede, som i de Ideer, der bør beskjæftige de Magthavende. Disse Formænd vil være deelte i tvende Partier; det ene Parti bliver anvendt i den private Industri, det andet ved Agerdyrknings-Indretningerne.
Det forskjellige Hverv vil, som forhen bemærket, være afhængig af Valgretten, som samtlige Arbeidere ere lige berettigede til at udøve.