Fiskeren
Den Fisker sidder ved Klippens Rand,
Hans Taarer de trille i Havet,
Han stirrer saa mørk i det dybe Vand:
Idag blev hans Brud begravet.
Hans Lykke er borte, hans Hjerte knust,
Han ved ei, hvad mer han skal gjøre,
Da klinge Kirkeklokkerne just
Alvorligt, dybt i hans Øre.
Der hvor han nu sidder, der styrted hun ud
Og sank i de sukkende Vover, —
Han raaber fortvivlet: min Gud, min Gud!
Og luder sig langt udover.
Han stirrer og stirrer i Havet ned, Og Alting gaar rundt for hans Øie, — Og sælsomme Toner fra Dybet lød, — End længre han monne sig bøie.
Og Tonerne voxe, da lyder blidt En Sang ifra gammel Tide, En Sang, som hans Elskte har sunget saa tidt, Mens de gik ved hinandens Side.
‘O! kom dog, o! kom, jeg vil være dig huld, Lad os glemme al Sorg og Smerte; Jeg eier ei Gods, jeg eier ei Guld, Men jeg eier et trofast Hjerte!’
Og op af Bølgen et Ansigt ser, Dets Øie vinker saa kjærligt, Det aabner sin smilende Mund og ler, Og Sangen klinger saa herligt.
Og Fiskeren vakler, han skuer sin Brud, Han udstrækker vildt sine Arme, Og styrter i Bølgernes Favn sig ud, — Og Ingen saa siden den Arme.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |