Fjerdemand/10

med Asbjørn Krag om de sikkerhetsforanstaltninger som for alle eventualiteters skyld burde tages.

Mens Jos og advokat Davidsen talte om dette var det at han fik brevet.

Kontorets yngste dame kom ind med det samme med nogen telegrammer, og i det kunstige lys hadde hun ikke heftet sig ved dets farve, for hun avleverte det uten at lægge den mindste forbauselse for dagen.

Skibsrederen læste først telegrammerne og gav gjennem hustelefonen nogen ordres vedrørende disse. Saa tok han sin papirkniv for at aapne brevet.

Da sa advokat Davidsen saadan let henkastet. (Han kunde jo ikke ane at han gik like løs paa sandheten):

— Naa, se der har du jo ogsaa faat et lysblaat brev. Kanske det er et saadant vore venner har faat.

Jos smilte bare og svarte:

— Det blir sikkert moderne nu at sende lysblaa breve til folk.

Men i samme øieblik hadde han aapnet brevet, og da — saaledes forklarer Davidsen saken — da fortrak hans ansigt sig i den dypeste forbauselse som vel kan avspeile sig i et menneskeansigt.

Efter at ha stirret paa brevet med vidtaapne øine næsten et minut, knyttet han næven og lot den falde ned paa skrive bordet med slik kraft at blækhuset hoppet. Og saa brølte han en ed og ropte:

— Jeg har ikke i mine levende dage oplevet noget lignende!

Derefter la han haanden paa telefonen som om han vil de tilkalde nogen, men betænkte sig og gik med brevet i haanden hurtig ut av sit kontor.


X.

KONTORCHEFEN

Da advokat Davidsen var kommet saa langt i beretningen om sit besøk hos Jos, gjorde han en ufrivillig pause. Han trængte til endnu en opstiver. Han blandet en ny whisky. Hændelsen hadde grepet hans nerver sterkt; han følte sin fuldkomne magtesløshet likeoverfor hemmeligheten. Ogsaa dr. Ovesens ansigt avspeilte den pinlige kamp han stred i sit indre: Skulde han tro eller skulde han ikke tro? Al menneskelig fornuft tilsa ham at tvile, hvorimot de faktiske hændelser tvang ham til at finde sig i den fantastiske virkelighet.

Efter en stunds betænkning spurte Asbjørn Krag:

— Tapte ogsaa han konvolutten?

— Hvad mener De?

— De herrer, som faar disse breve, svarte Krag, pleier at lægge efter sig konvoluttene paa gulvet, hvad enten det sker i forskrækkelse eller av andre grunde. Jeg hadde bare lyst til at se den konvolutten, som Jos fik.

— Nei, svarte Davidsen, han krammet baade brevet og konvolutten sammen og puttet det i lommen før han gik.

— Fulgte De efter ham?

— Nei.

— Det var velbetænkt, mumlet dr. Ovesen og lo bittert.

Davidsen undskyldte sig med at det hele kom saa uventet. Han hadde ventet kanske et minut eller to. Og derefter ilte han ut i kontorene for at spørge efter chefen. Man sa ham at chefen var gaat. En av fuldmægtigene fortalte yderligere at chefen hadde været temmelig ophidset da han gik. Mens han tok paa sig sin frak og sine kalosjer ute i forværelset, hadde man hørt ham smaabande forbitret over sig selv. Fuldmægtigen hadde spurt ham om han snart kom igjen, men chefen hadde kort og sint svaret ham: Pas Deres eget arbeidet.

— Men De fik vel bragt paa det rene, spurte Krag, hvorledes brevet kom til kontoret?

— Javist, og her indtræffer det besynderlige. Til at begynde med sa man mig at samtlige de breve, som var blit indbragt til chefen, var kommet gjennem posten.

— Til at begynde med — hvad mener De med det?

— Jo, jeg syntes nemlig bestemt jeg erindret at det blaa brev ikke hadde noget frimerke. Jeg hadde et billede av brevet i min synserindring, netop fordi vi talte om det, mens chefen stod med det i handen, og i dette synsbillede fandtes der ikke noget frimerke paa brevet. Jeg antydet derfor at et av de indleverte breve kanske allikevel kunde være kommet utenom posten. Læg merke til at man paa kontoret optok mine forespørsler som en art generende nysgjerrighet. Nogen forbindelse mellem chefens bortgang og de sensationellle blaa breve var endnu ikke faldt nogen i tankerne. Det gir et tydelig vink om hvor utrolig det hele er. Ogsaa jeg har ret til at bli overrumplet av slike hændelser, mine herrer. Nuvel, da jeg fik vite at brevene var blit hentet i postboksen paa hovedstationen, bad jeg om at faa tale med den av personalet som hadde hentet brevene. Det var en av de smaa volontører. Han kom med en yderst interessant oplysning. Han hadde faat det blaa brev av en mand som ventet utenfor paa gaten. Er du bud hos John P. Christensen? hadde manden spurt. Jo. Ta med dette. Og saa hadde han git ham brevet. Gutten hadde selvfølgelig ikke lagt merke til hvad det var for slags brev, men puttet det ind blandt de andre. Og hele bunken var ubeset av kontordamen blit baaret ind til chefen.

Nu spurte jeg selvfølgelig gutten ut om hvorledes denne fremmede mand saa ut. Han kunde være saadan 25—30 aar, ikke særlig velklædd. Kanske var han chauffør? spurte jeg gutten. Jo, det kunde han godt tænke sig. Men gutten hadde ikke lagt merke til om der stod nogen ventende bil utenfor.

— Alt dette beviser, bemerket Krag, at manden, som bringer de blaa breve, begynder at bli ængstelig. Saken har allerede vakt for stor opmerksomhet. Han tør ikke selv gaa op med brevene længer. Men det ser jo ut til at de har den samme betydning. Jos er ogsaa borte.

Dr. Ovesen reiste sig harmdirrende.

— Det er dog ganske forbausende, uttalte han, at man ikke kan erholde nogensomhelst oplysning om hvad der staar i de breve. Det forefalder mig ganske utrolig at den koldblodige og likevegtige Jos i den grad skulde tape hodet at han ikke engang kunde meddele noget til Davidsen om brevet.

— De hører jo, indvendte Krag, hvad Davidsen fortæller. Var det ikke saa at Jos et øieblik syntes besluttet paa at meddele noget om brevet, men saa grep sig i det og puttet brevet i lommen, idet han tumlet ut av døren?

Davidsen nikket ivrig.

— Jo, saa var det, sa han.

Krag fortsatte:

— Da tror jeg ikke vi faar vite noget om brevenes indhold — forinden vi selv faar et.

Dr. Ovesen lo høit.

— Mener De muligens, spurte han, at ogsaa jeg kunde bli beæret med et saadant brev?

— Ja, hvorfor ikke?

— Og at jeg straks efter indbydelsen forskrækket skulde rende avgaarde uten at meddele mig med et eneste ord til mine venner?

— Jaha, brevenes indhold synes at være et saadant.

Dr. Ovesen la kraftig og avgjørende den knyttede haand paa bordet.

— Aldrig, utbrøt han, aldrig! Der kan intet brev skrives til mig som kunde avstedkomme noget saadant. Hvad skulde det vel indeholde?

Asbjørn Krag lænte sig tilbake i stolen og saa grundende frem for sig.

— La os gjøre det til gjenstand for et tankeeksperiment, sa han: De fleste mennesker, kanske alle mennesker bærer paa en eller anden hemmelighet som de mener at intet andet menneske kjender til. Denne hemmelighet kan være mer eller mindre alvorlig. Det er næsten umulig at et menneske, som har levet i sine tyve—tredive—firti aar ikke skulde ha en saadan hemmelighet. Den behøver ikke engang gjælde ham selv, den kan gjælde en anden, en av hans nærmeste paarørende. Saa faar han et brev hvori denne hemmelighet nævnes av en anden, en ukjendt . . . kan man ikke ad denne linje søke en forklaring?

— Jeg har ingen saadan hemmelighet som De nævnte, svarte dr. Ovesen bistert.

— Neivel, det er mulig, men derfor har De jo heller ikke faat noget brev. Det vilde være ønskelig om De hadde en. Saa kunde kanske brevet ogsaa træffe Dem, og saa fik vi en forklaring paa indholdet. De maatte naturligvis ogsaa samtidig røbe hemmeligheten for os.

Krag smilte drillende.

— Den teori kan umulig holde stik, sa dr. Ovesen uvillig, ti det forutsætter en alvidenhet hos hr. brevenes avsender, som vanskelig kan eksistere.

Her indskjøt advokat Davidsen:

— Forinden jeg forlot Jos’ kontor, kom kontorchefen — De kjender ham vistnok, Harald Billington, heter han. Da han hørte jeg var i diskussion med kontorpersonalet om et blaat brev og om chefens uventede bortgang, tok han mig hurtig ind i privatkontoret. Mine herrer, hr. Billington fremviste alle tegn paa en utpræget nervøsitet. Det var ham meget om at gjøre at bortforklare Jos’ forsvinden — som en helt naturlig hændelse. Han antydet noget om en vigtig konferanse ute i byen. Da jeg vilde fortælle ham om det merkelige sammentræf med det blaa brev, avbrøt han mig, som om han allerede kjendte historien. Herunder tok han sit ur frem og mumlet det ene ord: Allerede. Jeg fik i det hele tat det bestemte indtryk, at Billington kjender mer til saken end han vilde være ved.

— Han var ikke til stede da chefen gik? spurte Krag.

— Nei, svarte Davidsen, han kom først da jeg holdt paa med kontorpersonalet.

— Saa er der jo intet i veien for at han i mellemtiden kan ha hat en samtale med den forsvundne.

— Det er der ikke, sa advokat Davidsen, tvertimot, det er ganske sandsynlig, for Billington anmodet mig paa det bestemteste om ikke at sætte chefens forsvinden i forbindelse med de øvrige sensationelle foreteelser. Han sa ut trykkelig og med vegt: Enhver offentlig indblanding av chefens navn i disse affærer vil ha et tilsvarende dementi tilfølge.

— Jeg foreslaar, sa dr. Ovesen, at vi tilkalder Billington. Han maa vite noget.

I det samme banket det kraftig paa kabinettets dør. Det gav et sæt i doktoren.

— Jeg ser De farer sammen, sa Krag smilende, kanske er det brevet til Dem som nu kommer.


XI.

DET SIDSTE BREV.

Garderobieren Poulsen i sit uutryddelige alvor og stive livré stod i døren. Han ilot blikket speidende fare omkring i værelset, hvor den lysblaa, duftende cigarrøk i vinddraget fra den aapne dør i luftige spiraler bevæget sig over den tilendebragte diner.

— Det var det jeg visste, sa Poulsen, at han ikke var kommet. Jeg har et brev til ham.