Fjerdemand/11

blaat brev og om chefens uventede bortgang, tok han mig hurtig ind i privatkontoret. Mine herrer, hr. Billington fremviste alle tegn paa en utpræget nervøsitet. Det var ham meget om at gjøre at bortforklare Jos’ forsvinden — som en helt naturlig hændelse. Han antydet noget om en vigtig konferanse ute i byen. Da jeg vilde fortælle ham om det merkelige sammentræf med det blaa brev, avbrøt han mig, som om han allerede kjendte historien. Herunder tok han sit ur frem og mumlet det ene ord: Allerede. Jeg fik i det hele tat det bestemte indtryk, at Billington kjender mer til saken end han vilde være ved.

— Han var ikke til stede da chefen gik? spurte Krag.

— Nei, svarte Davidsen, han kom først da jeg holdt paa med kontorpersonalet.

— Saa er der jo intet i veien for at han i mellemtiden kan ha hat en samtale med den forsvundne.

— Det er der ikke, sa advokat Davidsen, tvertimot, det er ganske sandsynlig, for Billington anmodet mig paa det bestemteste om ikke at sætte chefens forsvinden i forbindelse med de øvrige sensationelle foreteelser. Han sa ut trykkelig og med vegt: Enhver offentlig indblanding av chefens navn i disse affærer vil ha et tilsvarende dementi tilfølge.

— Jeg foreslaar, sa dr. Ovesen, at vi tilkalder Billington. Han maa vite noget.

I det samme banket det kraftig paa kabinettets dør. Det gav et sæt i doktoren.

— Jeg ser De farer sammen, sa Krag smilende, kanske er det brevet til Dem som nu kommer.


XI.

DET SIDSTE BREV.

Garderobieren Poulsen i sit uutryddelige alvor og stive livré stod i døren. Han ilot blikket speidende fare omkring i værelset, hvor den lysblaa, duftende cigarrøk i vinddraget fra den aapne dør i luftige spiraler bevæget sig over den tilendebragte diner.

— Det var det jeg visste, sa Poulsen, at han ikke var kommet. Jeg har et brev til ham.

— Til! hvem?

—Til skibsreder Christensen.

Dr. Ovesen reiste sig og fo’r ind paa garderobieren.

— Et brev! ropte han. La mig se det.

Poulsen viste det frem. Det var et brev i en tyk graa bankokonvolut. Dr. Ovesen blev synlig lettet, da han fik se farven paa konvolutten.

— Aa, gudskelov, mumlet han, idet han gik tilbake til sin plads, jeg trodde det var et nyt spøkeri.

— De glemmer, sa Krag, at Jos allerede har faat hvad han skal ha.

Detektiven rakte haanden ut efter brevet.

— Gi hit, sa han, vi venter skibsrederen her om et øieblik.

Poulsen gav ham nølende brevet.

— Men det skulde ogsaa være svar, sa han.

— Svar? Hvem skal ha svar?

— Det vet jeg ikke. Han venter utenfor i en bil.

— Godt, si ham saa at svaret kommer snart.

— Javel, men hvis skibsrederen ventes, saa var det vel bedst at jeg selv leverte ham brevet.

— Skibsrederen er i hotellet, svarte Krag; han er til konferanse paa et av rummene. Han kommer denne vei ned.

— Naa, saaledes. Ja, saa skal jeg gi besked til manden i bilen.

Poulsen gik.

Krag blev sittende og tumle brevet mellem fingrene. Det hadde følgende adresse:

Hr. skibsreder Johs. P. Christensen,

Hotell Continental, kabinet nr. 4.

Hurtig svar.

— Det forekommer mig, sa dr. Ovesen, at De utkastet en dristig paastand om at Jos skulde opholde sig her i hotellet?

— Kjære, det var en absolut løgn, svarte Krag,

— Men hvortil denne løgn? spurte dr. Ovesen saa spidst som kun en borgerlig akademiker fra Kristianias vestkant kan forme et slikt spørsmaal.

Krag svarte:

— Fordi jeg vilde at manden i bilen skulde vente.

— Saa risikerer han sgu at vente længe, buldret advokat Davidsen. Jeg tror ikke at Jos kommer. Før kunde man vente at Ødegaard skulde komme ind ad døren. Eller Karl-Erik von Brakel.

Krag fortsatte med at klemme paa brevet med samme følsomhet som en bankmand, der undersøker en mistænksom pengeseddel.

— Et underlig brev dette her, sa han — i sandhet et underlig brev. Det er ganske koldt ute, ikke sandt?

— Koldt? Hvad mener De?

— Jeg mener at vi maa være menneskekjærlige. Vi kan ikke tillate at manden i bilen venter længer derute i den strenge kulde.

Dermed tok Krag ganske rolig sin pennekniv frem av lommen og skar konvolutten op.

Dr. Ovesen hev paa sig.

— Brevbrud! utbrøt han. Det kan jeg ikke være med til. Det er strafbart.

Krag kiket ind i den aapnede konvollut og smilte.

— Jeg visste det nok, mumlet han; jeg kunde kjende det utenpaa, det er en underlig konvolut dette her, mine herrer, der ligger et brev indeni.

Han fremtok nu konvoluttens indhold, og et nyt brev kom til syne. Det var et lysblaat brev av nøiagtig samme slags som det der hadde skræmt de tre venner Reisman, Ødegaard og von Brakel til at forsvinde.

— Det er besynderlig, hvordan dette mer og mer kommer til at ligne taskenspillerkunster, sa han. Brevene begynder at anta karakteren av paaskeegg — det ene indeni det andet. Avsenderen læser bladene, mine herrer, han er meget fornuftig allerede. Han kjender den opsigt saken har vakt. Sender han ind i kafeen et lysblaat brev, kunde han risikere straks at bli arrestert; derfor indhyller han det i denne graa og almindelige bankokonvolut. Saa ligner det intet andet end den slags smaa sendelser folk faar som sitter i hotellenes separatkabinetter med en liten poker og mangler kontanter. La mig nu se paa utenpaaskriften. Ganske rigtig, det er den samme haandskrift som paa de andre breve.

Krag kastet det lysblaa brev henover bordet.

— Vi har været heldige, sa han. Saavidt jeg kan forstaa er der intet længer som hindrer os fra at faa gaaden løst. Der ligger et blaat brev som vi har anledning til at læse.

De andre herrer stirret paa brevet som man stirrer paa noget man ikke vaager at røre ved. Særlig advokat Davidsen var pudsig, da han bøiet sig over bordet og saa paa brevet — med en mine som om han bøiet sig over et akvarium og glante paa et litet uhyre fra havets bund. Der var ellers intet særlig ved det blaa brev. Paaskriften var enkel nok. Der stod bare: Til Jos. Haster!

— Forbryderne tillater sig en viss fortrolig tone, sa Krag. «Til Jos» — det lyder jo helt venskabelig. Nu er der bare spørsmaal om vi skal bli sittende her og stirre paa hverandre til evige tider og til avveksling kaste et blik paa det famøse brev. Jeg foreslaar at vi gaar ind i helligdommen. Mine herrer, jeg overtar ansvaret, sa Krag og grep brevet.

Dr. Ovesen var blit nervøs og forsøkte en indvending.

— Men hvis det nu er rigtig med den hemmelighet, sa han — hvis brevet nu indeholder en avsløring av en hemmelighet som vi ikke har ret til at blande os op i? I alle tilfælde maa jeg si at rent juridisk er det en alvorlig affære at aapne en fremmed mands brev.

— Rent juridisk overtar jeg ansvaret, sa Krag, idet han skar brevet op irriterende langsomt og forsigtig (syntes Davidsen), likesom om han skulde skjære op en værdifuld bok. Og hvad det moralske ansvar angaar, kan vi umulig begaa en fell, vi gjør det jo ene og alene fordi vi mener at komme venner til hjælp i deres formodede nød. Naa, nu er det i alle tilfælde skedd, mine herrer. Her er brevet.

Krag foldet brevet ut. Det var et halvark, lysblaat, ulinjert.

Han sa:

— Hvis det indeholder en hemmelighet av personlig værdi for Jos, skal jeg lægge brevet tilbake igjen i sit hylster, og ingen av jer, mine herre, skal faa vite hvad det indeholder. Men saavidt jeg kan se indeholder det ingen hemmelighet som ikke Dere ogsaa kan bli delagtig i. Hør nu hvad der staar.

Krag læste:

«Kom straks. Vi trænger et hjørne.»

Detektiven slængte brevet frem til de andre. Davidsen grep det først.

— Ved alle onde magter! utbrød han — der staar ikke noget andet.

Doktoren læste det ogsaa. Han blev umaadelig stram med ett. Hans ansigt fortrak sig i en grimase av ubehag.

— Vi maa regne med at en spøkefugl er paa færde, sa han.

Og advokat Davidsen indskjøt, idet han knyttet sine vældige næver over bordet:

— Hvis her sker noget narreri, saa skal jeg ha en liten samtale med spøkefuglen, naar jeg træffer ham.

Krag svarte:

— Der er et og andet som tyder paa at vi kan være utsat for en spøk. Men jeg vil ikke la mig skræmme fra at gaa ind i spøken. Vi risikerer for meget ved at la være. Samtidig er der indtruffet noget der kan se ut som om vor hemmelighetsfulde motstander har indviklet sig i en uventet motsigelse. Dette er det andet brev til Jos. Den som har sendt dette brev har ikke kjendskap til at Jos allerede har faat et som har kaldt ham bort. Der er kommet en falsk maske i væven. Hvor ligger det falske? I dette brev eller i det første? La os kalde falsumet for en spøk, gjerne det, en spøk har altid en chance i sig for at bli tragisk. Det eneste, som jeg regner med, er denne stedsevarende, unaturlige og ubrytelige taushet fra vore forsvundne venner. Vi har den pligt at gripe hver mulighet for at faa hemmeligheten opklaret. Manden dernede i bilen venter. Fra dette øieblik er jeg Jos. Og jeg agter at følge ham.


XII.

IND I MØRKET.

— Alene? spurte dr. Ovesen.

— Absolut alene, svarte Krag. Det er jo den eneste chance for at foretagendet kunde lykkes.

Dr. Ovesen lo pludselig og overgivent.

— Jeg opdager pludselig, sa han, som forklaring paa sin optræden, jeg opdager, at situationen i grunden er komisk.

— Et tydelig præg av komik har den længe hat, svarte Krag; men hvorfor opdager De det netop nu?