Fjerdemand/14

— De er Krag, sa han — jeg kjender Dem.

— De synes at være forvirret derover, sa detektiven. — De hadde ikke ventet mig?

— Unegtelig ikke. Hvad vil De?

— Jeg vil være med paa det manglende hjørne, sa Krag.

— Men hvor i alverden er Jos? spurte pludselig dansedirektøren.

XIV.

HVOR ER JOS?

Krag besvarte ikke direktørens spørsmaal. De to mænd blev staaende tause og betragtet hinanden i lyset fra korridorens flakkende gasblus.

Pludselig brast Reisman i latter — en lystig, knisende latter, og han fik et skøieragtig glimt i øinene. Han var ikke ulik en gut, som var blit grepet i et skjelmsstykke.

— Det er den dumme Ødegaard, sa han — naturligvis er det den dumme Ødegaard. Han kan nu aldrig tøile sin fantasi. De kan tro jeg var rasende paa ham, da jeg hørte han hadde faat Dem blandet op i affæren. Det er at drive saken for vidt. Men Ødegaard har som sagt alt for sterk fantasi. Han er jo ogsaa digter.

— Han er ikke alene om at ha overdrevet, svarte Krag; der er ogsaa en anden. Den unge von Brakel nemlig.

— Saa-aa — Hvad har han gjort?

— Han har revet i stykker sine vaskeregninger.

— Revet i stykker sine vaskeregninger, mumlet direktør Reisman og stirret forbløffet paa Krag — jeg forstaar ikke hvad De mener.

— Jeg skal forklare Dem det senere. Som alenestaaende fænomen er det vanskelig at fatte. Vi har været adskillig ængstelig for herrernes skjæbne.

— Det var ogsaa meningen.

— Jeg begynder at forstaa det. Men det var vel ikke meningen i den grad at forurolige Deres venner?

Reisman smilte igjen.

— Har vore venner virkelig været ængstelige for os?

— Overordentlig endog. Dr. Ovesen især har været nærved at gaa ut av sit gode skind.

— Mig smigrer det ialfald, sa Reisman; men vil De ikke gaa ind i dette kammer saa længe? De kan endnu ikke komme ind i vort hovedkvarter. Jeg maa ha tiladelse først. Værsaagod. Denne vei.

Idet han viste Krag ind i et av de mindre værelser, fortsatte han:

— Jeg har altid ønsket at kunne læse min egen nekrolog. Jeg har næsten opnaadd den lykke i disse dage. Bevares hvordan bladene har skrevet. «Den unge sympatiske forretningsmand», «den begavede kunstkjender» — hvad behager? Det er deilig at bli rost, hvad? Det er likesom at faa en gunstig kreditoplysning om sig selv.

— Er det alene derfor De har sat alt dette i scene? spurte Krag.

— Nei, det var sgu ikke umaken værd. I den grad selvoptat er jeg da heller ikke.

— Tror De ikke at denne affære vil skade Deres position og Deres forretning?

— Aldeles ikke. Offentligheten vil bli henrykt over opløsningen.

— Offentligheten har beskjæftiget sig sterkt med denne sak.

— Det har ogsaa været meningen, svarte Reisman næsten stolt, idet han pekte paa en vældig mængde aviser, som laa strødd omkring i værelset, paa gulvet, paa stolene og paa bordet. Jeg har fulgt nøie med, fortsatte han.

Krag saa sig om i det lille rum. Et ganske enkelt hotelrum, som foruten møblene og bladene alene indeholdt en pels og nogen toiletsaker.

— Dette er mit soveværelse, sa Reisman — Ødegaard bor derute til høire.

— Han befinder sig vel?

— Meget vel.

— Og von Brakel?

— Ypperlig. Han er i glimrende humør og har arbeidet brilliant. Han bor der, til venstre.

Krag studset.

— Arbeider brilliant, gjentok han — arbeider her? Det forstaar jeg ikke.

— Nei, men vent litt, saa skal De faa se det.

Asbjørn Krag tok plads paa den eneste ledige stol. Reisman satte sig paa bordet. Krag sat med pelsen halvt opknappet og holdt sin hat og sine hansker i haanden, som om det var hans hensigt at gaa igjen snart.

— De mangler saaledes bare én? spurte han — eller kanske mangler De flere?

— Nei, vi mangler bare Jos nu. Det var ham som skulde komme og ikke Dem. Jeg forstaar ikke hvorfor han ikke er kommet.

— Og jeg hadde ventet at træffe ham her, svarte Krag; han fik jo Deres første signal allerede klokken 3.

— Mit første signal .. . Reisman gjentok ordene og saa grundende paa Krag. Pludselig spurte han:

— Hvorledes fik De bilen til at kjøre Dem hit?

— Ved hjælp av Deres brev. Jeg aapnet brevet til Jos.

Reisman hyttet spøkefuldt til ham med knytnæven.

— Ha, skurk! Nu forstaar jeg det.

— Det var et dobbeltbrev. Det blaa brev var lagt ind i en stor graa konvolut.

— Ja, det blev gjort rent forsigtigvis for ikke at vække portierens og tjenernes opmerksomhet. Det gjaldt jo at faa brevet nogenlunde frelst ind i separatkabinettet. Men hvad er det for et signal De taler om? Mit første signal, sa De. Hvad mente De med det?

— Der er meget her som endnu er gaadefuldt for mig, svarte Krag; men en ting er ialfald sikkert, og det har længe staat mig klart, at de mennesker som har været implicert i affæren — om De vil: De mennesker som skulde «bortrøves» (han utkastet dette ord og smilte spøkefuldt — og dansedirektøren lo), disse mennesker har været med videre i arrangemntet. Ogsaa Jos har været medvider — ikke sandt?

— Jo, det er da klart. Hvis der ikke forelaa en avtale, hvorledes skulde vi da faa folk til at komme.

— Nuvel, men hvorfor er saa ikke Jos kommet?

— Fordi han ikke har faat brevet. De har jo tat det.

— Dette brev, ja. Krag tok det blaa brev op av lommen, og dansedirektøren nikket gjenkjendende til det. Men hvorfor, fortsatte han, hvorfor er ikke Jos kommet paa den første tilsigelse?

Direktør Reisman begyndte at bli utaalmodig.

— De taler hele tiden om noget jeg ikke kjender til. Vi har ikke sendt Jos andre breve end dette som De holder i haanden.

— Det var som pokker. Og dog fik Jos et brev fra Dem klokken 3 i ettermiddag. Han mottok det paa kontoret, parerte straks ordre og kjørte bort.

— Det brev, svarte direktør Reisman, har ialfald ikke vi sendt.

— Hvem saa?

— Det er mig ganske ufattelig,

Krag tænkte sig om en stund. Saa sa han

— Jeg vet ikke hvor meget alvor der er i Deres og Deres venners arrangementer. Jeg forstaar heller ikke helt ut hensigten med disse. Jeg forutsætter at det ikke udelukkende er spøk, for dertil kan umulig folk i Deres og Deres venners stilling benytte sin tid. Men jeg tror at der er nogen spøk til stede. Jos har altsaa ventet en tilsigelse. Han har faat den og er kjørt. Denne tilsigelse er ikke kommet fra Dem. Der maa altsaa findes et utenforstaaende menneske som det paa en eller anden mystisk maate er lykkes at opsnappe hemmeligheten, og som har benyttet sig av den. I saa fald er Jos falden i en fælde. Indrøm saa at der er kommet et tilfælde av alvor i spøken.

Reisman gled ned av bordet. Han var pludselig blit alvorlig.

— Jeg vet ingen som kan kjende hemmeligheten, sa han — uten Jos. Er De sikker paa at det brev er kommet?

— Ja. Og er ikke hans uteblivelse et tegn paa at der maa være skedd noget som arrangørene av denne merkværdige komedie ikke var herre over?

Reisman drev frem og tilbake paa gulvet et par slag. Det var tydelig at han overveiet hvad der var hændt. Men saa syntes han at slaa det hele fra sig og utbrøt:

— Vrøvl! Slikt kan ikke ske!

— Hvad kan ikke ske? spurte Krag.

— En eller anden misforstaaelse maa foreligge, svarte Reisman — vi faar opklaringen kanske hurtigere end vi har ventet.

Krag tok sin hat og sine hansker.

— Nuvel, sa detektiven, eftersom herrerne selv tar sa ken let, har jeg jo ingen anledning til at bekymre mig. Men jeg vil rigtignok gjerne faa et indblik i hemmeligheten før jeg reiser tilbake til Kristiania. Der er meget som jeg ikke fatter.

— Jeg hadde selv tænkt at reise ind til klubben iaften klokken 1, svarte direktør Reisman; jeg har nemlig stor lyst til at fortsætte pokerspillet. Hittil staar budet paa 10 000. Reglene er at hvis jeg ikke vender tilbake inden klokken 1 iaften, skal klubbens spilledirektion aapne de forseglede kort og avgjøre hvem der har de høieste. Jeg har lyst til at byde yderligere 5000. Men jeg har nu foresat mig at bringe denne affære til avslutning. Hvis De vil reise tilbake til Kristiania, maa jeg hindre Dem deri. Hvis ikke —

— Hvis ikke? spurte Krag.

— Hvis ikke De da gir Deres æresord paa ikke at røbe hvad De nu kommer til at faa et indblik i.

— Paa forhaand gir jeg intet tilsagn, svarte Krag; men jeg erklærer mig tilfreds med den utvikling saken synes at faa. Alvoret stiger.

— Følg med, sa Reisman. De behøver ikke paa for haand at gi noget tilsagn, for hvis De negter, saa kommer De ikke herfra. Hvorledes skulde De vel det i dette veir? Hør hvorledes snestormen larmer utenfor. Og telefonen faar De ikke fat i.

Krag svarte ikke noget paa dette. Men da de gik gjennem korridoren, spurte han:

— Tør De virkelig vaage at by 5000 til? Er De sikker paa kortene?

— Jeg har fire es, svarte dansedirektøren.


XV.

AKTIESELSKAPET.

— Det var da pokker saa længe Dere blir borte. Vi har ventet. Bordet staar færdig.

Den som uttalte sig saaledes med en let irritert stemme, var Ødegaard. Direktør Reisman hadde slaat dobbeltdøren op til det store værelse. Han blev staaende paa tærskelen sammen med Asbjørn Krag. Like foran dem stod Ødegaard, lang, tynd og utaalmodig ved siden av et grønt spillebord,