Fjerdemand/15

før jeg reiser tilbake til Kristiania. Der er meget som jeg ikke fatter.

— Jeg hadde selv tænkt at reise ind til klubben iaften klokken 1, svarte direktør Reisman; jeg har nemlig stor lyst til at fortsætte pokerspillet. Hittil staar budet paa 10 000. Reglene er at hvis jeg ikke vender tilbake inden klokken 1 iaften, skal klubbens spilledirektion aapne de forseglede kort og avgjøre hvem der har de høieste. Jeg har lyst til at byde yderligere 5000. Men jeg har nu foresat mig at bringe denne affære til avslutning. Hvis De vil reise tilbake til Kristiania, maa jeg hindre Dem deri. Hvis ikke —

— Hvis ikke? spurte Krag.

— Hvis ikke De da gir Deres æresord paa ikke at røbe hvad De nu kommer til at faa et indblik i.

— Paa forhaand gir jeg intet tilsagn, svarte Krag; men jeg erklærer mig tilfreds med den utvikling saken synes at faa. Alvoret stiger.

— Følg med, sa Reisman. De behøver ikke paa for haand at gi noget tilsagn, for hvis De negter, saa kommer De ikke herfra. Hvorledes skulde De vel det i dette veir? Hør hvorledes snestormen larmer utenfor. Og telefonen faar De ikke fat i.

Krag svarte ikke noget paa dette. Men da de gik gjennem korridoren, spurte han:

— Tør De virkelig vaage at by 5000 til? Er De sikker paa kortene?

— Jeg har fire es, svarte dansedirektøren.


XV.

AKTIESELSKAPET.

— Det var da pokker saa længe Dere blir borte. Vi har ventet. Bordet staar færdig.

Den som uttalte sig saaledes med en let irritert stemme, var Ødegaard. Direktør Reisman hadde slaat dobbeltdøren op til det store værelse. Han blev staaende paa tærskelen sammen med Asbjørn Krag. Like foran dem stod Ødegaard, lang, tynd og utaalmodig ved siden av et grønt spillebord, hvorpaa der var henkastet kortspil og jetons. Det var dog ikke dette spillebord, som i første øieblik vakte Asbjørn Krags interesse, men derimot et vældig lerret, som var spændt op mot den ene væg og som naadde fra gulv til tak. Det var ganske umulig at forklare hvad lerretet forestilte; men der var ialfald ødslet med farver. Stod man en stund og heftig betragtet lerretet, formelig spikret øinene ind i det, kunde man muligens faa fat paa en figur, sandsynlig vis en ung, men ialfald sælsom grønmalt dame som var i færd med at trække til side en portiere. Oven over da mens hode var der skrevet med store røde bokstaver:

Hemmeligheten avsløres!

og under hendes ben var tegnet den lidet idylliske oplysning, at entreen var 20 kroner. Alene av den grund at Karl-Erik von Brakel, iført malerkittel og med pensel og palet i haanden stod foran maleriet, kunde der ikke herske nogen tvil om hvem som var mesterverkets skapen.

I de første øieblikke raadet der gjensidig taushet. Partene var begge forbauset og desorientert. Krag hadde ikke ventet at finde denne idyl (derimot hadde han nok anet tilstedeværelsen av et spillebord), og de to kunstnere derinde hadde ikke ventet at se Asbjørn Krag træde frem.

— Hvor er Jos? spurte Ødegaard.

— Han er ikke kommet, sa Reisman. Derimot er denne herre kommet, takket være Dem og Deres letsindige sensationslyst.

Von Brakel la palet og pensel til side og spurte:

— Spelar han kort, herrn?

Lange Ødegaard stod endnu i nogen øieblikke og stirret paa Krag. En underlig grimase fortrak sig i hans ansigt. Saa satte han sig en paa en stol, bøiet sig og begravet ansigtet i sine hænder.

— Naa-naa, ta det med ro, sa Reisman mildtt. Det er da ikke nødvendig at være i den grad sønderknust.

Det rystet i Ødegaards skuldre, som om en heftig hulken søndersled hans legeme og en underlig saar lyd trængte sig frem under hans hænder.

Reisman grep ham i skuldrene og rystet ham op. Da Ødegaard igjen fik hænderne fra ansigtet, blev det tydelig at han var i færd med at kvæles av latter.

— Sju djäflar! sa maleren, hvad er det, som er saa skojigt, spelar herrn kort? spör jag.

Ødegaard, som var en gammel ven av Krag, hilste hjertelig paa ham, skjønt, som han uttrykte det, at det «ikke glædet ham at se ham».

— Jeg forstaar bare ikke hvordan De har fundet frem, sa han og saa halvt nysgjerrig, halvt beundrende paa detektiven.

— Intet har været lettere, forklarte Krag. Jeg bare tilvendte mig det brev som egentlig Jos skulde ha hat. Det var mit adgangstegn helt frem. Men jeg maa tilstaa at indtil jeg kom hit ante jeg intet om mit bestemmelsessted. Jeg bare kjørte og kjørte. Men nu er jeg her, og det glæder mig virkelig at træffe herrerne i saa fortræffelig humør.

Henvendt til maleren sa han:

— Jo, jeg spiller virkelig kort; men jeg vil gjerne forinden faa vite, hvad dette billede skal betyde. Det er i sandhet meget originalt. Er det moderne? Inskriptionen indgir mig en anelse om at billedet har nogen forbindelse med den hemmelighet som i det siste døgn har bevæget hovedstaden.

— Ja, ikke sandt! utbrøt Ødegaard glad og ivrig — alle mennesker taler om os. Det blir en vældig affære.

— Affære (Krag heftet sig ved dette ene ord), jasaa, skulde det virkelig være en affære det hele? Det er ikke pent gjort mot almenheten, mine herrer, og jeg tviler paa at det kan bli nogen affære i det lange løp.

— Det er ikke os som skal tjene paa affæren, forsikret Ødegaard og Reisman samtidig; vi har bare ofret os i en stor idés tjeneste.

— En mycket trevlig idé. Fullständig amerikansk, sa maleren stolt

Asbjørn Krag kastet pelsen og tok plads like over for maleriet.

— Naar jeg nu har set paa maleriet en stund, sa han, forstaar jeg jo godt at damen der er i færd med at trække til side sløret fra hemmeligheten. Maa nu ogsaa jeg endelig bli delagtiggjort i avsløringen?

— Det er ingen tavla, lespet von Brakel halvt fornærmet, det er en affisch!

Ødegaard grep ind.

— Det er like saa godt vi forklarer det hele, utbrød han; jeg er sikker paa at Asbjørn Krag vil anerkjende vort forehavende naar han hører hvorledes det hele hænger sammen. Saa meget mer som det alt sammen jo vil være kjendt for Kristiania imorgen tidlig. Men han maa love ikke at fortælle noget.

— Jeg har forlangt hans æresord, sa Reisman, og han har negtet at gi os det:

— Efter at ha set denne plakat, svarte Krag, gir jeg mit ord med glæde.

Ødegaard samlet kortene sammen og fjernet spillemerkerne fra bordet.

— Saa sætter vi direktionen, sa han; jeg foreslaar vi optar Asbjørn Krag som midlertidig medlem. Hr. formand, behag at indta Deres plads der.

Reisman indtok den anviste plads og la for sig paa bordet en bunke dokumenter. De andre herrer tok plads omkring bordet.

Hr. von Brakel var dog noget surmulende.

— Kortspil er valgt, sa han. Direktion er altid forfærdelig tråkigt.

Reisman hysset paa ham.

— Kjære Karl-Erik, det kan kanske bli interessant allikevel, sa Reisman. Hr. Asbjørn Krag medfører ogsaa en liten hemmelighet, som han har lovet at avsløre. Og denne hemmelighet gjælder dig selv, Karl-Erik.

— Mig? spurte Karl-Erik forbauset.

— Ja, Asbjørn Krag har opdaget at du har revet i stykker din vaskeregning.

— Min tvättnota! Det är mycket möiligt.

— Hvorfor gjorde du det?

Von Brakel rystet paa hodet;

— Hur fan skulde jag vite det!

— Nei, netop, indskjøt Krag smilende. Jeg forstod ogsaa at De hadde revet Deres vaskeregninger i stykker uten at vite hvorfor. Det var den nat De forsvandt. Deres værelse saa ut som et værelse hos en revolutionær student umiddelbart efter hans flugt. Men av de papirstumper som laa igjen kunde jeg jo se at det var ganske værdiløse ting De hadde revet i stykker. Deriblandt Deres vaskeregninger som sagt. De ønsket at gi Deres flugt relief. Det var hensigten at det hele skulde se livsfarlig ut. Men det var bare ikke saa livsfarlig. Fra samme øieblik jeg blev opmerksom derpaa, indtok jeg det standpunkt at jeg umulig kunde dele vennenes frygt for at der var tilstøtt de herrer noget alvorlig.

Von Brakel kastet et vredt blik paa Krag, gjespet og sa:

— Uh, hvor direktion er tråkigt!

— Atter kunstnerens sensationsilyst, mumlet Reisman; den kunde ellers ha skaffet os vanskeligheter. Jeg takker min Gud at vi kom saa langt.

Han begyndte at blade i sine papirer.

— Altsaa, mine herrer — for at begynde med begyndelsen — hvilken dato skriver vi idag?

—6. december, sa Krag og Ødegaard. Von Brakel visste det ikke og sa ingen ting.

— Godt. Herved tillater jeg mig da som formand at sætte direktionsmøte i «Aktieselskapet 7. december». Finder De, hr. Krag, at det er et merkværdig navn?

— Jeg har opgit at forundre mig over noget merkelig. Hvor stor er aktiekapitalen?

— Den er endnu ikke fiksert.

— Det var som pokker — hvor mange aktionærer har selskapet?

— Vi har regnet ut, svarte Reisman alvorlig, idet han saa efter i sine papirer, at «Aktieselskapet 7. december» har omtrent fem tusen ulykkelige aktionærer.

— Ulykkelige? spurte detektiven.

— Ja, svarte Reisman, alle aktieselskapets aktionærer er høist ulykkelige.

— Men det ser dog ut som om direktionens medlemmer er ved ganske godt humør.

— Meget rigtig, svarte Reisman og stirret paa detektiven over lorgnetglassene, det er direktionens pligt at være lykkelig.

Krag tænkte: Er disse mennesker gale?