restauranter omkring Karl Johan-promenaden, og enten folk vil eller ei, saa træffer de hverandre. Intet andet sted er det saa let at lave tilfældige og uforutsete møter. Saaledes kunde det gaa til at Asbjørn Krag i løpet av nogen faa ettermiddagstimer uten at han behøvde at gjøre sig besvær med at avtale træffetider, kunde opnaa at faa en passiar med alle dem som han hadde bruk for at snakke med. Det hele faldt ganske naturlig og «tilfældig» og var aldeles ikke tilsigtet fra hans side. Det passet ham brillant, for det var netop hans hensigt at undgaa at vække opsigt ved sine spørsmaal. Ingen kunde som Asbjørn Krag i en let og tilsynelatende likegyldig samtale opnaa at faa vite meget. Det var nu først det lille glas vin med Billington paa bodega. Saa den spøkefulde samtale med Suronen i promenadetiden paa Karl Johan mens brigademusikken spilte. Saa var der en fortræffelig frokost paa speilsalen.

Da Krag klokken 6 sat paa Kjøbenhavnertoget, kunde han fordrive tiden med nøiere at tænke efter og værdsætte hvad han saaledes hadde faat vite.

Han sat i en førsteklasses kupé like over for frøken Erko.

Den smukke finske frøken Aino Erko med de blygt nedslagne øine.

Men hvorledes denne dame kunde være til stede i kupeen, det hang netop sammen med hvad Asbjørn Krag denne eftermiddag hadde faat at vite.




XXIV.

I UTENLANDSTOGET.

rediger

Asbjørn Krag mindedes von Brakels ord «mycket vacker flicka». Maleren hadde ret. Aino Erko var virkelig meget smuk. Hun var kommet tidlig paa toget og hadde faat den bedste hjørneplads ved vinduet. Hun sat og læste i et engelsk magasin. En og anden gang, idet hun skulde vende bladene saa hun op og mønstret sine medreisende. Hun var mørk, en næsten unordisk type. Hun saa paa de andre passagerer i kupeen med denne ganske fornemmelsestomme likegyldighet som kunde bety at hun følte sig genert av at der overhodet fandtes andre mennesker i kupeen. Og hver gang trak hun sig med et litet ryk ind i sit hjørne. Denne reserverte form syntes ydermere at fremhæves av hendes dragt, et stramtsittende, mørkfarvet reisekostume som var knappet høit op i halsen. En hvit kant mansjetter viste sig over hendes hænder. Hun bar alene en eneste tynd brilliantring. Der var noget av en «søsters», en sykepleierskes beskedenhet og samtidig fordringsfuldhet over hende. En civilklædd sykepleierske. Den maate hvorpaa hun stumt kontrolerte kupédøren og ventilen, røbet «søsterens» fine og reserverte appel, denne appel, der er saa uendelig langt fra at ville besvære nogen, men som netop derfor var et selvfølgelig krav paa hensynstagen. Hvor denne stil er repræsentert av en skjønhet, indeholder den halvt ubevisst for vedkommende et overordentlig kvindelig koketteri. I en rem over skulderen bar frøken Erko en sort skindvæske, laast med en sølvlaas. Denne enkle sølvlaas mot den sorte dragt, den tynde, koldt funklende brilliant-ring og de hvite striper av mansjetter rundt hendes haandled — alt tjente til at fremhæve hendes reservation. I forbindelse med hendes vakre ansigt, som fik en svak rødme av varmen i kupeen, kunde denne hendes fornemhet med held gjøre regning paa en hvilken som helst opmerksomhet fra de medreisendes side, hvis det hadde behaget hende at hæve sine øine til et besnærende blik. Hun var den eneste dame i kupeen.

Asbjørn Krag kjendte hende ikke fra tidligere, men han visste nu at det var hende. Og han visste tillike at i den væske, hun bar i rem over skulderen, gjemte hun overordentlig vigtige papirer. Det var nemlig de papirer Jos skulde anvende under sit store økonomiske fremstøt i Kjøbenhavn. Krag ante noget om bankgarantier og andre dispositioner som var nødvendige for at kunne gjøre forretninger i et fremmed land. Krag hadde paa Bloms bodega talt om dette med kontorchefen Billington. Det var disse papirer Jos hadde efterlatt. Jos hadde telegrafisk anmodet om at frøken Erko maatte reise med dem til Kjøbenhavn. Frøken Erko var hans betrodde privatsekretær.

Krag hadde paa den snedige maate som er ham egen og som i grunden intet andet røber end hans fuldkomne uinteresserthet, passiart med Billington om den merkelige omstændighet at Jos saa pludselig hadde forlatt Kristiania og uten at ta papirene med sig. Men Billington hadde ikke lagt synderlig vegt paa dette, dels fordi Jos ikke sjelden foretok ekscentriske bevægelser, og dels fordi frøken Erko nu i et aars tid hadde ført chefens vigtigste og hemmeligste korrespondanse. Fra samme øieblik han visste at frøken Erko hadde tiltraadt reisen til Kjøbenhavn med den sorte portefølje — fra samme samme øieblik var han beroliget. Han kunde jo desuten ikke vite hvilke konferanser Jos hadde været optat med hin eftermiddag. Jos hadde sendt telegrammet fra Moss. Og Billington visste ialfald at store økonomiske interesser var avhængig av dette foretagende, og at Jos netop hadde en av sine betydeligste forbindelser hos en stor eiendomsbesidder i nærheten av Moss.

Krag hadde derefter behændig startet et nyt fremløp mot Billingtons fortrolighet ved at lede samtalen ind paa hvad der om natten hadde foregaat i D. F. K. («Den Frisindede Klub»). Gjennem Suronen naadde han let atter igjen over til Jos. Krag var da efterhaanden næsten blit sikker paa følgende: Der hadde i de sidste par maaneder været en forbindelse mellem Jos og Suronen. Denne forbindelses natur hadde unddrat sig Billingtons opmerksomhet. Men Krag trodde bestemt han kunde merke at Billington med et visst ubehag blev mindet om Suronens tilværelse. Kanske kom det av at Billington forretningsmæssig set følte sig jaloux og opfattet sig som tilsidesat i de planer som Suronen og Jos maatte ha. Krag hadde ved denne leilighet tænkt: Hvad mon Billington vil si hvis jeg oplyser ham om at jeg har Suronen mistænkt for at ha tilvendt sig tretti tusen kroner ved hjælp av et falskneri, og at Jos, selve Jos, den store forretningsmand, maa ha været ham behjælpelig dermed?

Og disse tanker beskjæftiget endnu Krag mens han sat her i kupeen like over for den smukke Aino, som slet ikke ante hans tilstedeværelse og tilsynelatende ikke var optat av noget andet end sin engelske roman. Han sat og lekte med dette eksperiment: Om han nu lænte sig over mot frøken Aino og spurte:

— Kjære frøken, hvorav kommer det at Jos endnu inat i hemmelighet befandt sig i Kristiania? Hvorav kommer det at han kan telegrafere fra Moss, naar han slet ikke har været der?

Mon hun da alene vilde indskrænke sig til at kaste et blik paa ham fra sine brede øienvipper og uforstaaende, fortørnet trække sig længer ind i sit hjørne? Eller kanske hun vilde røbe sig ved denne tydelige rystelse som selv ikke de koldblodigste sjæle i farlige øieblik kan betvinge? Men Krag sa det ikke. Han lænte sig tilbake i faatøljen og lyttet efter hjulenes ensformige, søvndyssende slag mot skinnerne.

Og i dette døvende, behagelige rabalder fremkaldte han i sin fantasi disse to skikkelser som hadde fanget hans interesse — Jos og Suronen. Naar han saaledes skulde orientere sig med mennesker, hvis færd han var beskjæftiget med at fordype sig i, var det ikke alene deres rent ydre skikkelse som interesserte ham. Han søkte gjerne at fremkaldte deres tilstand i en slags plastisk præsentation. Hver enkelt del av denne utvidet han i dybden, fordi han kunde tilknytte hver liten omstændighet i deres livsførelse med nye kombinationer. Omkring de tørre skelet av fakta tilføiet han nye konturer og bevægelser, saa hvert menneske blev som en brikke i et levende og chancerikt spill. Men selve de tørre kjendsgjerninger, hvorpaa han lot sin fantasi spille, kunde se saadan ut:

Jos. En mand paa ca. 40 aar av den haarde, vestlandske type. En dygtig forretningsmand som tidligere hadde været oppe i store forretninger, men som for nogen aar siden hadde styrtet sammen, fordi han som den umættelige aldrig kunde faa nok. En mand som aldrig kan ophøre med at drive sine forretninger i veiret, som maa gaa til grunde eller stadig stige, fordi denne spænding er uadskillelig sammen knyttet med hans temperament. En mand som erhverver mange venner i den daglige omgang, fordi han søker rekreation i selskabelighet og gjerne gir penger ut fordi pengene som saadanne ikke interesserer ham. Han er nærmest forbauset over at de kan gjøre nytte eller skape glæde. Men en mand som man maa være bange for at møte i det store spil om formuer og indflydelse, fordi han i sine forretninger regner matematisk og ikke menneskelig. Han kom tilbake igjen efter sammenbruddet da nye chancer viste sig og har sikrere end nogen anden forstaat at utnytte disse. Han kunde denne dag trække sig tilbake med flere millioner i formue, men vilde betragte en saadan handling omtrent som om han vilde se paa at et friskt menneske frivillig vilde la sig indespærre i en daarekiste. Han er sandsynligvis ikke med toget ikveld.

Suronen. Finne. Av hans samtale og hans fortællinger fremgaar det med sikkerhet at han er reist verden rundt. Men utover dette vet ingen anden noget om ham end at han er dukket op i Kristiania for trekvart aar siden. Han har et vindende, aapent væsen, men netop hans aapenhet avvæbner alle forsøk paa at komme ind paa livet av ham. Har ved sin flothet og sit selskabelige væsen erhvervet mange venner. Har tjent adskillige penger. Hans venner tar ham gjerne med paa et «hjørne», og selv har han i spekulationer idéer som kan forbause ved sin skarpsindighet. Man tror han er litt av en kunstner. Han er absolut akseptert av hele selskapet, kanske derfor, at i tider som disse ser man ikke folk saa nøle paa fingrene. Krag vet at han ikveld er med paa toget, men kjører i en anden kupé.

Toget stanser ved Moss og gaar videre. Og ved Fredriksstad og gaar videre. Klokken er næsten 10, da skyvedørene netop som toget nærmer sig Fredrikshald, slaaes til side.

Suronen kommer ind i kupeen. Frøken Aino lægger magasinet paa det lille mahognybord, reiser sig og følger med ham ut i korridoren.

Suronen er iført en graa, engelsk reisedragt som fuldkommengjør hans internationale utseende. Han har kikkert og shagpipe og sixpence. Han kunde være en engelsk baronet paa reise eller korrespondent for et londonsk pennyblad.

Men hvorfor hilste han da ikke paa Asbjørn Krag, som han dog maatte ha set?

Fordi Asbjørn Krag ikke sat i kupeen, hvilket kan høres høist besynderlig ut. Det var en ganske anden end Krag som sat der. Det var nærmest en franskmand, en jødisk-fransk handelsreisende, en av dem som næsten altid har et langt, silkebløtt skjeg, som de kjælent stryker hver gang de taler om penger eller om kvinder.