Fjerdemand/26

der indtraf av tilfeldigheter under denne jagt, kunde han ikke gjøre noget for —

— Hvor reiste de hen? spurte Krag, da han paa ny stod i hotelvestibylen.

— Til Kjøbenhavn, svarte portieren og strøk velbehagelig sit overskjeg. Det var en net lille pakke den der, tilføiet han.

Jo, Krag var virkelig i Danmark.

— Bestil en bil hit, sa han — Jeg reiser samme vei.


XXVI.

ASBJØRN KRAG ORIENTERER SIG.

Klokken fire om ettermiddagen hadde Krag en konferanse paa sit hotel med sin danske ven og medarbeider, overbetjent Hansted-Jensen. De kjøbenhavnske opdagelsesbetjenter ligner saa litt den sedvanlige forestilling man har om detektiver. De holder sig langt borte fra den melodramatiske stil og dr. Nicola-typen. Sikkert er denne type alene en opfindelse av romanforfattere. Den vilde ialfald være høist upraktisk i Kjøbenhavns gjennemsigtige vrimmel. Hvor som helst en saadan skikkelse viste sig vilde han vække opsigt. Kanske vilde han alene opnaa at bli mistænkt for at være international hotelbedrager og utspionert av en av sine mere menneskelig utseende kolleger. De kjøbenhavnske opdagere søker netop med flid at ligne alle andre mennesker for at de ikke paa nogen maate skal virke avstikkende. De bevæger sig gjerne paa cykle, og naar man ser opdageren paa sin cykle med cykleklemmer om buksebenene, er det vanskelig at gjette sig til hans livsstilling, hvis man ikke kjender ham. Kanske falder det nemmest at tænke paa en civilklædd underofficer. Der er altid noget raskt, militærisk over ham. Naar det gjælder, viker hans naturlige godmodighet for en seig og hensynsløs paagaaenhet. Det er kanske denne seighet som er det mest karakteristiske ved den kjøbenhavnske opdager. Han utmerker sig ikke saa meget ved en genial intuition som ved sit maalbevisste, uophørlige arbeide. Naar jagten paa en forbryter startes, har den kjøbenhavnske opdager altid noget at bygge paa i det arbeide som er gaat forut og som i grunden aldrig ophører: Den daglig indsamling av viden om forhold og mennesker, den evige agtpaagivenhet, den bevisste smaasladren omkring paa gater og i kneiper, som gjør den drevne kjøbenhavnske opdager til et levende kriminal-leksikon. Det hænder at en rigtig erfaren kjøbenhavner-opdager, som er gammel i gaarde, paa forhaand kan veire en forbrydelse, likesom en gammel skipper kan lugte sig til den kommende storm. Opdageren har i nogen tid merket paa atmosfæren i kvarteret at der er noget i gjære, det er likesom dets løse eksistenser har gaat for længe ledige. Noget er i færd med at modnes. Og ganske rigtig, saa en nat springer ruten — og da vet han paa en prik hvor han skal trille hen med sin cykle for at finde sporet. Hvor det gjælder almindelige forbrydelser er han altid sikker — som almindelige forbrydelser kan man regne det store gros, som rummer alt mellem et rovmord og et lommetyveri — men som har som motiv og bakgrund de kjendte menneskelige forhold. Men han er endnu ikke rigtig med hvor det gjælder de fint utspekulerte manøvrer, sportsforbrydelsen med det internationale tilsnit, den behændig balanserte forbrydelse, der bevæger sig i lovlighetens skumring. Derfor har ogsaa krigstidens tilløp av internationale svindlere beredt ham mange ærgrelser.

Overbetjent Hansted-Jensen hørte til den bedste type av kjøbenhavnske opdagere. Han var desuten en egte kjøbenhavner og gik stadig paa med humør. Ved at tiltale galgenfuglene i deres eget sprog og ved at anvende billeder fra deres forestillingskreds, opnaadde han ofte resultater hvor andre midler ikke rak til. Saadan som han nu sat der ved Asbjørn Krags hotelbord og drak sin pilsner, litt dansk velnæret og med et tydelig anstrøk av kjøbenhavnsk forsorenhet, kunde man let ta ham for en urtekræmmer eller en enklere restauratør, som var kommet op for at faa en passiar.

Han sat netop og talte om slike internationale forbrydere som ovenfor er antydet.

— Vi har ikke saa mange av dem her nede nu, sa han, efter at Tyskland er blit hermetisk lukket. Men oppe hos jer kommer der jo en mængde, kan jeg forstaa. De strømmer til østfra og vestfra. Byen er jo blit et rent Port Said. Nei, det er ikke saa let med slike ting. Man maa være forsigtig. Ellers kan man let komme til at stikke hænderne i en nydelig hvepserede. Jeg glemmer ikke da vi tok feil av greven og lommetyven, uha! Og jeg maa si, kjære Krag, at den sak De nu kommer med, den er sgu meget haarfin. Jeg tror ikke De faar nogen glæde av den. De har jo ikke engang en anmeldelse at holde Dem til. Det maa jo kaldes ren sport.

— Det er ogsaa sport, svarte Krag. Han gik frem og tilbake paa gulvet og slog varme i hænderne. Her var rædsomt koldt i værelset, der fandtes ingen ovn, og murene var klamme.

— Et merkelig hotel dette her «Lavendelhotellet», fortsatte Hansted-Jensen, hensunken i minder, i grunden ganske skikkelig, men forbandet gammeldags. Bygningen er fra Christian V's tid. Det har en utallighet av korridorer og smaa værelser. Det er et slikt hotel hvor smaa kasse-bedrøvere tror at de kan holde sig skjulte. Hvor ofte har jeg ikke sagt til slike folk, naar jeg kom op og hilste paa dem om morgenen: Ta ind paa et førsteklasses hotel, for pokker, ta ind paa «Continental» eller «Palads». Der har vi vanskelig for at finde frem. Men hvorfor de vælger et slikt hotel, Krag, det er mig en gaade.

— Det vet De jo, svarte Krag. Suronen har tat ind her.

— Finnen, ork ja, det er sandt. Men ham kunde vi like godt ha passet paa for Dem.

Han saa paa sit ur.

— Det er besynderlig at han blir saa længe paa sit rum forresten. Jeg hadde tænkt mig at han skulde hen og ha sin aperitif nu. Men som sagt, det er litt vanskelig at operere med denne sak som ligger ganske i det blaa. Er De fornøiet med de faa ting vi har skaffet Dem at vite?

Krag tok plads ved bordet og begyndte at blade i en notisbok.

— Udmerket, sa han. La os nu se hvorledes vi staar.

— Altsaa Suronen kom hit klokken 12, fortsatte han, det kan stemme godt, for det tar noget længer tid over Malmø.

— Og denne grosserer Johs. P. Christensen kom til «Paladshotellet» klokken 11. Bil fra Fredensborg. Ledsaget av sin sekretær frøken Erko. En smuk dame, en rigtig net lille frøken. Man kan regne med at Christensen har bodd i Fredensborg inat.

— Saa forklares det at han møtte med bilen i Helsingør i formiddag.

— Rigtig. Ialfald, sa Hansted-Jensen, har grossereren først idag tat sine værelser paa «Paladshotellet» i besiddelse. Han bor sgu flot ut mot Raadhuspladsen. Stor salong og mottagelsesværelse. Jo, tjener sgu for godt deroppe i gamle Norge. Jeg splitter en baier til. Skaal!

— Og videre? spurte Krag.

— Tja, saa er den enkle ting indtruffet at Suronen umiddelbart efter sin ankomst gik ut i byen. Hvor han har været vet vi ikke. Han kom tilbake for en halv time siden og sitter nu nede paa nr. 17.

Hansted stampet med benet i gulvet for at antyde hvor værelset kunde findes.

— Men saa Jos?

— Tja, denne Jos, som I kalder ham, det er sgu det vanskeligste med det hele. At «skygge» ham det er jo rent ut sagt det samme som at krænke privatlivets fred. Om han skulde opdage noget, saa er stillingen ikke gunstig for os.

— Det er jo ogsaa for at beskytte ham at det hele er arrangert.

— Mot hvad?

— Ja, se det vet jeg ikke endnu

Hansted-Jensen lo.

— Og nu skal De høre hvad han har bedrevet, sa han. Det er sgu en merkelig sak denne her. Klokken 1 kjører han i bil til Aktiebanken, et av de fineste bankinstituter, som De vet. Finder De det merkelig av en forretningsmand? Han opholder sig i Aktiebanken et kvarter, og hvad han bestiller der —se det vet jeg ikke. Det har jeg heller ikke turdet spørre om. Kanske han har hævet penger, hvis han behøver nogen, hvad vet jeg. Han har ialfald en glimrende kredit i banken. For under paaskud av at det var en check-affære ringte jeg op til en av mine bekjendte i banken og hørte efter. Johs. P. i Kristiania! ropte min ven i telefonen og Jo høit. De vet en saadan latter der betyder: Kom med en check paa en million, saa tar vi den. Nuvel, fra banken kjørte hr. Christensen direkte til sit hotel. En halvtime efter mottok han besøk paa hotellet av høiesteretssak fører Annebye. Nu vil jeg ikke si noget mere end be Gud bevare mig for at fornærme den mand. Han er en av vore mægtigste. Han er juridisk raadgiver for det store «Orientselskap». Han kom med en portefølje under armen. Han blev hos Christensen en halv time, og da han gik derfra var porteføljen borte. Jeg antar at hr. Christensen skal gjøre forretning med «Orientselskapet». Senere har hr. Christensen opholdt sig paa sine rum, og han har ovenikjøpet git besked til portieren om at han ikke maa forstyrres.

— Men saa er det Aino, sa Krag.

— Jovisst, den lille finne. Hende kan vi bedre med. Hun gik en tur i byen klokken 3. Fra telegrafstationen paa Raadhuspladsen sendte hun et telegram til Kristiania. Her er det. Et almindelig forretningstelegram, ikke sandt?

Han kastet kopien paa bordet og Krag læste:

Reisman — Kristiania,

Kjøper efter avtale 50 000 Orient. Telegrafer dækning Aktiebanken.

Jos.

— Hvad mener De? spurte Hansted-Jensen.

— Det betyr bare, sa Krag irritert, at det gjør saken mere naturlig, hvis den er naturlig. Men jeg har nu en gang ikke den tro, og merkelig nok støtter ogsaa telegram met min antagelse.

XXVII,

«JEG MAA VENDE BØTTEN —».

— Men hvor gik hun saa videre hen? spurte Krag. Det var vel ikke nødvendig for hende at gaa i byen for at besørge et telegram? Det kunde jo hotelportieren ha gjort.

Hansted-Jensen lo høit.

— Det er en voldsom interesse De har for den unge dame, sa han; men jeg kan ikke med min bedste vilje bevirke at hun kommer i nærheten av forbrydelse engang. Hvad skal vel en ung dame gjøre første dag hun opholder