Fjerdemand/33
Han stirret ut paa den soldirrende, menneskehvirvlende gate.
— En vidunderlig dag, sa han, og en besynderlig dag.
— Men imorgen, svarte Krag, blir det en endnu besynderligere dag.
Kjøbenhavneren stirret paa ham opmerksomt.
— Det er forresten pokker, mumlet han, hvor De
allikevel er alvorlig.
XXXIII.
FORSVUNDET.
redigerDet gik nøiagtig som Asbjørn Krag hadde forutsagt.
Da Børsen aapnedes stod Orientselskapets aktier i 540. Etterspørselen var til at begynde med overordentlig, og kursen steg i smaa sprang, 45, 55, 60, Morgenavisenes artikler om Orientselskapet hadde yderligere øket interessen for dette papir. Alle børsreferentene var enige om at noget særlig var i gjære, og flere hadde tæften av at der var noget med en Kristiania-spekulation. Det antydedes aapenlyst at selskapet stod i færd med at sælge sine plantager. En dristig avis kunde endog nævne summen, 35 millioner kroner. Noget, som bidrog til at øke spændingen, var den ubrytelige taushet Orientselskapets direktion la for dagen. Den hverken benegtet eller bekræftet rygterne. Den omgav sig med en tæt hemmelighetsfuldhet, men Børsens snedige spioner hadde faat opsnuset, at kjøpere av Orientselskapets aktier kunde findes endog i umiddelbar nærhet av direktionen, og saa begyndte det bestemte rygte at svirre, at direktionen selv kjøpte.
Ogsaa denne omstændighet at bladene bragte avvikende og delvis motstridende meddelelser, styrket haussen. Det beviste jo at ingen visste noget sikkert, og at delt maatte være noget særlig vigtig paa færde, eftersom hemmeligheten blev saa godt holdt. I den første time frembød Børsen et billede paa virkelig amerikansk flugt. Larmen bredte sig fra Børssalen ut til den spekulationslystne mængde, som trængte paa for at faa vite noget, og videre ut til Citykvarterets kontorer. I de første timer blev der ikke talt, skreket, telefonert og kablet om noget andet end D. O. S., og en uttalelse av den berømte outsider «Stockholmeren» bredte sig med lynets hastighet. Han hadde sagt: Vi stanser ikke før ved 1000. Børsen hadde igjen en av sine store dage, hvilket betød at en hel del ellers fornuftige mennesker i nogen timer var besat av en slags hypnose en galskap. Tiltrods for at ingen visste noget bestemt, svor dog alle til haussen. Der var ikke tvil i deres tanker: Kjøp, bare kjøp! Et beroligende ord vilde i denne heksedans ikke ha blit forstaat. Aktierne blev allerede kjøpt til 600, da, der ved halv to-tiden indtraadte en pause i stigningen. Pludselig hadde man vanskeligheter med at komme forbi 600. Det var likesom skibet laa for haardt presset og ikke klarte pynten. Det gjorde et slag tilbake, var nede i 590 et øieblik og drev saa igjen op til 600, hvor det blev staaende en stund, men saa drev det nedover igjen.
Hvorledes sker slike forandringer? For dem som deltok i spillet var det sikkert like saa umulig at forklare dette som det var dem umulig at forklare, hvorfor de en halv time tidligere i feber fulgte papirets stigning. De syntes forbauset, desorientert. I den hidsige larm blandet der sig en tone av nervøs ængstelse. Børsmanøvre! Ordet var ikke engang uttalt, men det bredte sig allikevel lydløst gjennem mængden. Betydningen av dette ord satte sig fast i hoderne som en bestemt mistanke, og som støv der utbredtes av vinden for mistanken ut over forsamlingen. Pludselig visste man noget bestemt: Veksellerer Winther hadde solgt. Solgt i masse, solgt vanvittig. Winther var høiesteretssakfører Annebyes veksellerer, og Annebye var Orientselskapets betroede ambassadør. Pludselig sank aktierne rivende. 550, 500! En vild summen, der kunde gjælde som en uhyre stønnen av smerte og skræk gik gjennem børssalen.
Noget særlig var virkelig hændt i denne time. Klokken 1 hadde høiesteretssakfører Annebye steget op i sin bil ved Paladshotellet, var kjørt til Orientselskapets kontor i Bredgate og hadde blek og forvirret lukket sig ind med direktionen.
Hr. Annebye hadde ved 11-tiden med sin mappe under armen indfundet sig paa Paladshotellet. Mellem halv tolv og ett hadde han uavbrutt været i forbindelse med sit kontor. Derefter var han altsaa kjørt bort.
Betydningen av det skedde indeholdtes i de faa ord, hvormed det store selskaps generaldirektør hilste ham, da han kom tilbake:
— Tiden er utløpet, sa generaldirektøren, og affæren er veltet.
Hvad var det nu for en affære, og hvorfor var den veltet?
Høiesteretssakfører Annebye var kommet til Paladshotellet for at træffe Jos. Men den norske skibsreder hadde ikke vist sig.
Joh. P. Christensen hadde ikke siden aftenen i forveien været paa sit rum, og foreløbig visste ingen hvor han opholdt sig.
Ut paa ettermiddagen skedde der en henvendelse fra høiesteretssakførerens kontor til opdagelsesavdelingen. Den fungerende opdagelseschef visste, at Hansted-Jensen netop arbeidet med en norsk sak, og chefen gav derfor ordre til at konferere med hr. Annebye.
Da Hansted-Jensen kom ned paa høisteretssakførerens kontor, ante han ikke hvad erendet dreiet sig om, og han hadde vanskelig for at skjule sin forbauselse, da skibsrederens navn blev nævnt.
Høiesteretssakføreren gav ham følgende oplysninger:
— Som De muligens vil ha set av børsspalterne, sa han, har der i de sidste par dage været en livlig efterspørsel efter Orientselskapets aktier.
(Jeg skulde mene det, tænkte Jensen — jeg er blit nogen tusen kroner rikere paa dem).
Grunden til denne etterspørsel, fortsatte hr. Annebye, har været den, at visse rygter er sivet ut om Orientselskapets affærer. Jeg vil ikke nærmere uttale mig om disse rygter, kun saa meget kan jeg si, at Orientselskapet har staat i underhandlinger med et norsk komsortium om salg av visse av sine oversjøiske eiendommer. Det dreiet sig om en kjøpekapital paa omtrent 25 millioner. Jeg skjuler ikke for Dem i, at hvis salget hadde gaat i orden, saa hadde en øieblikkelig og sterk stigning av Orientselskapets aktier kunnet retfærdiggjøres. Imidlertid kan nu saken betragtes som strandet. Saa hvis De, min herre, tilla høiesteretssakføreren med et betydningsfuldt smil, under indflydelse av den livlige omsætning har kjøpt aktier, vil jeg tilraade Dem forsiktighet.
— Jeg spekulerer aldrig, svarte politimanden, og jeg forutsætter, at jeg ikke er blit kaldt her ned for at faa dette vink, som jeg under andre omstændigheter vilde ha været taknemmelig for.
— Slet ikke, svarte høiesteretssakføreren hurtig; men vi har kaldt Dem her ned, fordi vi — eller rettere sagt jeg — begynder at nære frygt for, at der kan være tilstøtt vor norske forretningsforbindelse en ulykke. Det er en meget kjendt skibsreder fra Kristiania ved navn Johs. P. Christensen.
Her var det at Hansted-Jensen rykket til og høieste retssakføreren spurte:
— Kjender De ham maaske?
— Det forekommer mig, svarte politimanden, at jeg har støtt paa hans navn, muligens jeg har set ham paa listen over de fremmede, og at det er derfra jeg har det.
— Det er sandsynlig, svarte hr. Annebye, ti saavidt jeg vet, har ikke hans navn været offentlig fremme. Det har nemlig været os meget om at gjøre at hemmeligholde underhandlingene, hvorfor de indtil nu har været ført alene mellem denne herre og mig, hr. Christensen, for det norske konsortium, og jeg for det danske orientselskap.
— Hvorledes . . . spurte politimanden forsigtig, hvorledes er denne hr. Christensen?
Advokaten slog advarende ut med begge hænder,
— Gudbevares, utbrød han — tænk endelig ikke at der foreligger noget somt helst i hr. Christensens optræden med os, som kunde rimeliggjøre, at vi henvendte os til politiet.. Tvertimot, hr. Christensen har hele tiden optraadt i alle dele fair. Hans anseelse i Norge er grundfæstet, og han har præstert de fineste referanser — ogsaa de allerbedste bankforbindelser. Hans maate at underhandle paa har endog været usedvanlig rask og grei — han har præstert en næsten amerikansk hurtighet.
— Skal det betyde at han har været villig til uten indvendinger at gaa med paa Orientselskapets betingelser?
Høiesteretssakføreren blev med ett mere tilknappet.
— Naa, naa, sa han, set fra hr. Christensens
tandpunkt har vore betingelser sikkert været meget favorable. Men i alle tilfælde har underhandlingene gaat meget let
fra haanden. Klokken 12 idag skulde den præliminære
overenskomst være undertegnet. Efter avtale møtte jeg paa
hotellet med papirene. Men skibsreder Christensen har ikke
vist sig. Og det er grunden til at vi har anmodet om Deres
bistand. Den norske underhandler har, uten at gi os et ord
til forklaring, blit borte. Det er i virkeligheten ganske
foruroligende. Allerede av det jeg har fortalt Dem vil De
jo forstaa at hr. Christensen skulde ha særdeles tvingende
grunde til at utebli. Naar jeg tar alle hensyn i betragtning,
helder jeg som sagt til den anskuelse, at der inat maa være
tilstøtt vor ven en ulykke. Der stod altfor rike interesser
paa spil til at nogen anden forklaring kan gives. Og rent
tilfældig har jeg mottat en oplysning, som støtter denne
min antagelse.
XXXIV.
RØDE CONSTANCE.
rediger— Hvad gjælder denne oplysning? spurte politimanden, idet han tok sin notisbok op av lommen — jeg vil gjerne gjøre enkelte notater for ikke senere at ta feil.
— Denne oplysning gjælder hr. skibsrederens forhold igaar aftes, svarte høiesteretssakføreren. Det er vel unødvendig at minde Dem om at saken maa behandles med den dypeste diskretion. Dette ikke alene av hensyn til os, men særlig av hensyn til skibsreder Christensen selv. Jeg vil forutskikke den bemerkning, at med det kjendskap vi har til hr. Christensen, forekommer hans optræden igaar aftes os fuldstændig utrolig og uforstaaelig. Alle de oplysninger vi har indhentet om hr. Christensen samstemmer i, at en saadan optræden av ham aldeles ikke kunde tænkes. De forstaar saaledes, at allerede dette gjør det hele mystisk.
Politimanden bøiet sig fremover og spurte lavmælt:
— Mener De at hr. Christensen var, ja, hvad skal jeg si, var — jo rent ut sagt var fuld igaar aftes?
Høiesteretssakføreren blev straks overordentlig høitidelig.
— Det er netop dette som vi umulig kan tro, sa han. Vi maa tvertimot tænke os at hr. Christensen har hat et