Fjerdemand/4

ved Gud ikke blandt konspiratorer og hemmelige selskaper. Vi er ikke i det underjordiske Rusland eller blandt Irlands revolutionære, Saa kunde man ha hat en forklaring paa mystikken i dette. Men er der da forekommet noget her i byen, som kunde tyde paa den slags hemmelighetsfulde og lyssky bevægelser?

— Ingenlunde. Særlig disse mennesker tilhører jo en borgerlig, litt boheme-anstrøken klasse, hvis liv og interesser ligger aapne for enhver. Og læg nu merke til tilfældet Brakel. Han er sorgløsheten selv hele aftenen. Pludselig faar han dette brev. Han blir som forandret og styrter straks avsted, blek, forvirret, oprørt — uten at ville gi sine bedste venner den ringeste forklaring.

Doktoren saa paa sit ur.

—Nu er klokken 4, sa han. Jeg blir uroligere for hver time som gaar, von Brakel bor paa Savoy hotel, værelse nr. 17. Maaske kan vi der finde et spor. Gaar De med?

— Jeg gaar med, sa kapteinen.


IV.

EN TREDJE HERRE.

Da de to herrer kom ned i hotel-vestibulen, hørte de fremdeles støi fra første etage, hvor selskapet blev holdt. Festen var tydeligvis endnu i sin fulde glans. For ikke at bli nødsaget til at gi overflødige forklaringer blev de enige om ubemerket at snike sig ut av hotellet. Men nede hos portieren støtte de paa digteren Ødegaard, som ogsaa var for utgaaende.

De blev enige om at ta ham med paa raad. Digteren Ødegaard var en praktisk og hurtig mand, som netop i en sak som denne kunde være til nytte. Han var desuten adskillig av en romantiker, saa det faldt ham ikke vanskelig at opfatte det besynderlige og sælsomme i denne affære. Ødegaard fik historien tillivs, mens herrerne for nogen øieblikke slog sig ned i palmesalens bløte hynder. Ødegaard tok det hele alvorligere end endog dr. Ovesen hadde ventet.

Hvad direktør Reisman angaar, sa han, da kan det jo let tænkes at han har fiender som er i stand til at ville skade ham. Reisman er jo dristig og paagaaende i sine forretninger og er ikke altid hensynsfuld i sine midler. Men hvorledes den elskværdige og fine kunstner von Brakel kan ha fiender, det forstaar jeg ikke. Jeg har været sammen med ham omtrent daglig helt siden han kom her fra Stockholm for at aapne sin utstilling, og saavidt jeg har set, har han kun erhvervet sig venner. Der findes sikkert ikke et menneske i byen, som kunde gjøre ham noget ondt. Han har desuten hele tiden været sorgløsheten selv og ikke tænkt paa noget andet end at more sig — saa hvorledes alt dette skal stemme sammen med hans bemerkning, da han gik: «Jag er ett olyckligt menniska» — det forstaar jeg sandelig ikke. Det maa i saa fald være kommet ganske pludselig.

— Meget rigtig, bemerket dr. Ovesen. Det maa være kommet efterat han reiste sig fra bordet. Nærmere betegnet, det maa være indtruffet i samme øieblik han læste den blaa billett. Den samme blaa billet som bragte direktør Reisman til at forsvinde, har ogsaa bevirket von Brakels pludselige ulykkelsesfornemmelse.

Ødegaard slog haandflaten i stolens polstrete arm.

— Hvad pokker staar der i den billetten? utbrøt han. Tja, de smiler raadløst, dr. Ovesen; men De maa dog indrømme at vi her i vor fredelige og kjedsommelige lille hovedstad ikke er indstillet paa den slags sensationelle og mystiske hændelser. Jeg fæster mig særlig ved den omstændighet at hverken Reisman eller von Brakel har meddelt sine venner noget om indholdet i de besynderlige meddelelser. Hvad der nu end har staat i de blaa billetter, saa har ialfald adressatene uten at betænke sig fulgt kaldelsen. Med andre ord, selv om meddelelserne har været uventet, saa har de ikke været uforstaaelige.

Det kan vi allerede nu fastslaa. Disse mennesker har momentant opfattet at det maatte gjælde noget overordentlig alvorlig. Derfor, mine herrer, har vi ogsaa al grund til at se alvorlig paa sakene, og hvis vi et øieblik mener at vore venner trænger hjælp, maa vi ikke nøle med at sætte os i bevægelse.

Dette var ogsaa baade dr. Ovesens og kaptein Færdens mening — og dr. Ovesen reiste sig utaalmodig.

—La os skynde os at komme avsted sa han.

— Hvorhen? spurte Ødegaard.

— Til von Brakels hotel, Savoy nede i Tordenskjolds-gate. Jeg har tænkt vi kunde faa noget at vite der.

— Han bor paa nr. 17, sa Ødegaard; han har telefon paa rummet. Om vi forsøkte at telefonere. Det kunde jo være at han allerede var vendt tilbake.

Ødegaard gik hen til et av de store mahognyborde, hvor der var placert en telefon og ringte. Saa snart han hadde opnaadd forbindelse med Savoyhotellets nattevakt, hørte de andre herrer ham sige:

—Er Brakel hjemme .. . Ikke? .. . Hvor længe siden? ... To timer siden? .. . Det maa ha været ved 2-tiden saaledes . . . Kom her i bil og kjørt bort igjen i bil? ... I den samme bil? ... Sa han intet? Intet særlig? Hadde bare et overordentlig hastverk .. . Javel, nu kommer vi ned om en stund. Det gjælder en sak av vigtighet.

— Han har været paa hotellet, forklarte Ødegaard. Han var oppe paa sit værelse i to-tre minutter og løp saa ut igjen. Jeg kjender godt hotellet og nattevakten, og det gjør jo De ogsaa, dr. Ovesen, saa vi har ingen vanskelighet ved at komme derind. Kanske vi kan finde noget av interesse .. . Men, hallo! Jonassen! ropte han. Jonassen!

Portieren kom skyndsomt frem fra sin baas.

— De talte jo med den chaufføren, som kom med et brev til von Brakel?

— Ja, det var mig som hentet von Brakel.

— Kjendte De chaufføren?

— Har aldrig set ham. Husker ham ialtfald ikke.

— Privatchauffør eller droschechauffør?

— Nærmest drosche, tror jeg — efter utseendet at dømme.

— Saa De nummeret paa bilen?

— Nei, jeg var ikke utenfor hotellet. Herr Brakel hadde ogsaa et voldsomt hastverk med at komme avsted. Hvad var der i veien?

— Ikke noget særlig, sa Ødegaard — og tillat, idet han pekte op mot separatkabinettene: Hvis nogen av gjestene deroppe spør, saa er der ikke hændt noget — forstaar De, Jonassen?

— Jo, jeg forstaar nok.

Det var ikke længer vei fra Grand ned til Savoy Hotel end at herrerne makelig kunde spasere veien paa nogen faa minutter. De hadde ingen vanskelighet med at slippe ind paa von Brakels rum.

Da de kom derind møtte de dog et syn som ikke kunde andet end virke forstemmende paa dem. Nattevakten, som lukket dem ind, utbrød forbauset:

— Nei, nu har jeg aldrig set paa maken — man skulde tro her har været indbrudstyver.

— Det maa jo De vite, sa Ødegaard; her har kanske været fremmede i Brakels fravær.

Den gamle nattevakt virret bestemt og forarget paa sit graa hode.

— Umulig, sa han, ingen kan komme forbi mig; jeg har været vaaken hele tiden. Værelset ligger i 3dje etage, saa ingen kan heller være kommet ind gjennem vinduet. Nei, dette har nok Brakel selv gjort.

— Han selv?

— Jo, for jeg skal sige Dem, jeg sætter op en flaske appollinaris til ham hver aften, før han kommer hjem. Jeg visste at han skulde komme sent hjem inat, og derfor gik jeg op med buteljen først ved halv to-tiden. Da var værelset i den mest fuldkomne orden. Siden har Brakel selv været her oppe — og se nu hvorledes her er stelt i stand. Det er jo en ren forskrækkelse.

Den skikkelige nattevakt vilde begynde at bringe litt orden tilveie, men Ødegaard stanset ham.

— Rør ingenting her endnu, sa han.

Værelset saa frygtelig ut.

von Brakels kufferter stod aapned, og indholdet, klær, toiletgjenstande, slips, kraver og bøker laa spredt omkring paa bordet, gulvet og i sofaen i den vildeste uorden. En stol var veltet, Vandkaraflen laa knust paa gulvet. Blæk-huset laa veltet utover skrivebordet og de andre skrivesaker var veltet ned paa gulvet. Skrivebordsskuffene stod aapne. En mængde papir av forskjellig slags var blit revet i bitte smaa stumper og stykker og strødd omkring, Kamindøren stod ogsaa aapen og inde i kaminen laa endel halvbrændt papir.

Dr. Ovesen var især synlig foruroliget over værelsets tilstand.

— Det ser ut som om her har fundet en kamp sted, sa han alvorlig.

— Eller, tilla Ødegaard, som om et menneske har ventet en farlig husundersøkelse og har søkt i en flyvende fart at bringe kompromitterende aktstykker i sikkerhet.

Hvis det er von Brakel selv som har gjort dette, da maa han ha hat et livsfarlig, et forfærdelig hastverk.

Det er utvilsomt von Brakel selv.

Hvad ialverden har han været bange for?

Ødegaard saa paa sit ur.

— Endnu er det tid, sa han. Nattevakt, de maa besørge et erinde for mig. Men ring efter en bil — vi har ingen tid at miste.

Ødegaard satte sig til skrivebordet og nedkradset hurtig nogen linjer paa et stykke papir.

V.

DEN TREDJE.

— Vi rækker endnu at faa dette ind i avisen, sa Ødegaard. Redaktionen er vistnok slut, men jeg kan gaa op til nattevakten paa trykkeriet.

Han læste høit hvad han hadde skrevet:

«Stor belønning!

Nat til den 29. ds. klokken 1 blev en herre hentet av en automobil i «Den frisindede Klub», efterat chaufføren hadde avlevert et brev i en blaa konvolut. Nat til den 3dje blev en herre paa lignende maate hentet fra et selskap paa Grand Hotel av en chauffør, som bragte et lysblaat brev. Vedkommende chauffør erholder en stor belønning, hvis han melder sig til bladets redaktion.»

— Imorgen kan dette læses i avisen, fortsatte Ødegaard. Jeg skal nok faa det ind paa en fremtrædende plads. Det er jo en givet sensation. Alle bladene vil skrive om saken. Alle mennesker vil faa kjendskap til den, og da skulde det dog være besynderlig om man ikke i en by med saavidt gjennemsigtige forhold skal faa gaadens opklaring.

Dr. Ovesen blev en smule betænkelig.