— Jeg tror ikke det blir nødvendig med haandjern, bemerket Krag rolig; han sitter saa godt derinde i sofahjørnet, hvor jeg har placert ham. De har forresten skuffet mig nu, Suronen, tilla ham, idet han vendte sig mot den likbleke finne; jeg trodde virkelig De hadde mere aandsnærværelse end som saa. Hvad ventet De at kunne utrette med den revolver? Slippe ut? De hadde allikevel blit stanset nede i trapperne.

Suronen strøk sig med haanden over panden.

— Jeg har intet at tale med Dem om, sa han omsider. Saa pekte han paa Jos og fortsatte:

— Men den herre blir nødt til at underhandle med mig. Alle disse forklaringer av politiet er unødvendige.

— Jeg gir ingen forklaring, sa Krag, jeg rekonstruerer saken. Og av denne min fremstilling vil det avhænge hvor De kommer til at underhandle videre med den herre, paa politistationen eller her. Tillater De saa at jeg fortsætter? Kast et blik paa min danske kollega. Han er sikkert ikke til at spøke med længer.

Jos svarte ikke.

— Tillat mig blot et spørsmaal til skibsreder Christensen, sa Hansted-Jensen. Av Deres utseende at dømme kommer De langveis fra. Men der skulde dog ikke være saa lang vei fra Dragonstræde til Paladshotellet.

— Dragonstræde? mumlet Jos uforstaaende.

— De var dog i Dragonstræde klokken 5 idagmorges?

Krag grep ind.

— Ved den tid befandt Jos sig endnu mange, mange mil fra Kjøbenhavn, sa han.


XLI.

ASBJØRN KRAG FORKLARER.

rediger

Jos hængte sin frak av sig og puttet sine hansker og sin lue ned i frakkelommerne. Han strøk fugtigheten av skjegget og gjorde en bevægelse inde i sine klær som om han samlet sine muskler. Saa tok han plads paa den ledige stol ved bordet. Der var ikke megen spøk at se hos ham i dette øieblik, men hans tætte kraftige skikkelse uttrykte en viss utaalmodig beslutsomhet. Saaledes kunde i et moderne stykke en type, der skulde forestille en betydelig forretningsmand, komme ind i en forsamling, slaa sig ned ved et bord og feie alt vrøvl til side ved at si: La mig nu faa vite sandheten. Og det var netop dette Jos gjorde.

— La mig faa vite sandheten fuldt og helt, sa han.

Og Asbjørn Krag svarte ham:

— Det er netop sandheten, jeg holder paa med, jeg har hittil ikke fortalt andet end hvad De hittil kjender til, og det tilhører alt sammen sandheten. Vi maa i denne sak ta andre hensyn end de rent politimæssige, og det er netop derfor jeg ikke har anmodet min danske ven om at foreta en arrestation, hvad der hadde været det rigtigste. Naar De nu hører sakens sammenhæng, maa De selv fatte bestemmelse om, hvad der er at gjøre.

Jos saa over mot Suronen.

— Har han pengene paa sig? spurte han,

— Jeg tror han har tilstrækkelig, svarte Krag — saa vidt jeg vet efter de undersøkelser jeg har foretat.

Suronen sat nu hele tiden stille og tilsynelatende uberørt og røkte paa sin cigar.

— Som saa ofte tidligere, forklarte Krag videre, støter vi ogsaa i denne sak paa en karakteristisk dobbeltvirkning. Oprindelig er det én affære, som fanger hele vor interesse, og uten at vi i begyndelsen og ganske langt fremover er vidende om det, begynder en helt anden affære at løpe ved siden av den første og indfiltre sig i denne. Derved antar hele saken en gaadefuld præsentation, og før vi faar fat i traaden til den anden affære, før vi aner denne affæres tilstedeværelse, forekommer det hele os uløselig. Som. oftest dannes problemet av den rene tilfældighet, hvilket forresten slet ikke er egnet til at gjøre løsningen lettere; men i dette tilfælde har en forslagen forbryder netop villet benytte sig av denne dobbeltvirksomhet til at fremme et kup, som jeg fremdeles vil kalde et av de dristigste jeg har været ute for. Den forslagne mand, jeg taler om, sitter der henne i sofaen. Jeg ser at han nu har tat det fornuftige parti at høre paa mig i interessert taushet. Kjære Suronen, hvis der er nogen feil i min fremstilling, da vil jeg be Dem om at rette mig.

Altsaa — saaledes fortsatte Asbjørn Krag sin forklaring — vi maa søke utgangspunktet i det burleske optrin, som nogen kristianiaherrer hadde planlagt og tillike gjennemført under navnet «Aktieselskapet 7. december». I dette optrin var ogsaa De, hr. Christensen, medspiller.

— Men jeg bad mig fritat, indvendte Christensen.

— Meget rigtig, De bad Dem fritat, fordi De mente at en deltagelse fra Deres side vilde skade Deres anseelse som forretningsmand. Vi kan jo ikke negte for, at spøken var dristig, selv om den kan retfærdiggjøres ved at formaalet var velgjørende. Som vi alle husker gjaldt det at skape saa megen sensation omkring en velgjørenhetsforestilling, at hele Kristiania vilde styrte til og kjøpe billetter. Der var ialt fire deltagere, som en efter en skulde «forsvinde» paa en særdeles opsigtsvækkende maate efter at ha mottat nogen besynderlige billetter. Jeg maa, si, at det lykkedes at kaste folk blaar i øinene. Først forsvandt Reisman, saa von Brakel, saa dr. phil. Ødegaard. Derefter var det meningen at Deres tur skulde komme, hr. skibsreder.

— Meget rigtig, men jeg bad mig som sagt fritat. Jeg hadde pludselig faat vigtige forretninger i Kjøbenhavn. Det var den nærmeste grund.

— Alt dette er fuldstændig klart, fortsatte Asbjørn Krag. De var medvider i komplottet. Men der var ogsaa en anden medvider, et menneske som De mente at stole paa, og som De maatte stole paa, ikke alene fordi hun passet Deres telefoner, men ogsaa fordi hun var Deres privatsekretær; jeg mener frøken Aino. Særlige omstændigheter gjorde, at hun brøt Deres tillid. Den vigtigste grund for hende til at optræde som hun gjorde, var den, at hun blev tvunget til at hjælpe sin bror, hvis affærer paa denne tid var i en sørgelig tilstand. Behøver jeg at præsentere hendes bror, mine herrer? Det er den herre som sitter der i sofaen, det er Suronen. Denne mand har hittil spillet rollen som hendes kavaler, hendes forlovede, hendes kjæreste, hvad De vil — i virkeligheten er han hendes bror. Første gang jeg saa ham hin aften, da han snek sig ut av kontoret og paa en hemmelighetsfuld maate kjørte bort i sin «Excelsior» bil, fattet jeg mistanke om at han hadde en finger med i dette spil; men det var først her nede i Kjøbenhavn, at hele rækkevidden av hans dristige plan gik op for meg.

De tilstedeværende paahørte Asbjørn Krags fremstilling i den dypeste taushet. Frøken Aino stirret stivt frem for sig og syntes fuldkommen uberørt. Suronen affekterte overlegenhet og smilte sarkastisk. Hansted-Jensen gjorde enkelte notater i sin notisbok. Krag fortsatte:

— Gjennem sin søster fik Suronen et indblik i Christensens kjøbenhavnerplaner. Han forstod at der var store summer at tjene, ikke for ham, den ukjendte og pengeløse eventyrer, men derimot for den solide forretningsmand Jos. Ut fra dette bygget han sit kup. Han besluttet at gripe ind i «Aktieselskapet 7. december»s affærer. Han hadde gjennem søsteren faat vite at Christensen skulde reise til Kjøbenhavn om aftenen den 5. december i sin store automobil. Samtidig hadde han faat rede paa, at Jos i hemmelighet og efter tilsigelse skulde avlægge et besøk hos spøkefuglene paa Tyrigraven, bl. a. for at konferere med direktør Reisman om dennes deltagelse i kjøbenhavner-forretningene. Dette benyttet han sig av. Om ettermiddagen møtte han op med sin bil utenfor Jos' kontor, og denne som jo tror, at meddelelsen kommer fra Tyrigraven, stiger ind i bilen og lar sig bortføre. Paa denne maate benytter Suronen sig av et spøkefuldt arrangement — og samtidig er det, mine herrer, at alvoret blander sig i spøken. Samme dag, men nogen timer senere, indtræffer den virkelige meddelelse fra Tyrigraven, men Jos er allerede da avveien, og jeg benytter mig i stedet av denne meddelelse til at komme spøgefuglene paa sporet. Da jeg samtidig faar den bestemte overbevisning om, at Jos' forsvinden om ettermiddagen betyder en hemmelighet, som er «Aktieselskapet 7. december» uvedkommende, beslutter jeg mig til at forfølge saken fra dette utgangspunkt. Om aftenen faar jeg en traad i hænderne ved at lægge merke til Suronens mystiske adfærd utenfor Christensens kontor. Jeg følger med op i klubben, hvor jeg faar den fornøielse at overvære det interessante og overraskende avslutningsspil mellem direktør Reisman og tykke Stenersen.

— Jeg kjender spillet, bemerket Jos, jeg har talt med Reisman før min avreise.

— Nuvel. I klubben indløper den første meddelelse om Jos. Han har sendt et telegram fra Moss om at han er underveis til Kjøbenhavn og ber om, at hans sekretær, frøken Aino, maa følge efter med visse dokumenter. Dette telegram er selvfølgelig aldrig kommet. Det er bare noget som frøken Aino har meddelt Reisman efter ordre av broderen. Ikke sandt, frøken Aino?

Den unge dame nikket samtykkende.

— I virkeligheten, sa Krag, befandt skibsreder Christensen sig i Kristiania, hvor han blev holdt fangen i en liten sportshytte utenfor byen, som tilhørte Suronen og hans kompagnon Hekki, ogsaa finne, som var sat til at bevogte ham. Jeg haaber ikke De har lidt personlig overlast?

— Jeg var under streng bevogtning, forklarte Jos, og man truet mig paa livet; hvis jeg hadde gjort forsøk paa at flygte, var jeg blit skutt. Og saa tok de alle mine papirer fra mig. Jeg maa si jeg blev overrasket, da Suronen avslørte sig som forbryder i europæisk stil. Jeg trodde først det var en spøk, et sidesprang, tilhørende Reismans arrangement, men jeg blev snart overbevist om det motsatte. Men jeg var ikke klar over hensigten.

— Heller ikke jeg, svarte Krag; jeg næret ikke nogen tvil om, at De virkelig var underveis til Kjøbenhavn og hadde sendt telegrammet fra Moss. Imidlertid var min mistanke nu engang vakt, og den blev yderligere forsterket ved Suronens optræden i klubben hin aften. Han gik sammen med Stenersen og vandt en stor sum penger.

— Reisman paastaar der maatte ha været bedrageri med i spillet.

— Det var der ogsaa, svarte Krag; men dette kommer vi senere tilbake til. Jeg har summen opskrevet her i mine regnskaper. Suronen vandt saavidt jeg kan se 29 000 kroner paa delingen, men jeg har sat op den hele sum 116 000 som hans ansvar . . . Hallo, sit bare stille, Suronen — jeg har flere tal paa regnskapet.


XLII.

SLUTNING.

rediger

— Alt i alt, fortsatte Krag, var mit indtryk av ettermiddagens og aftenens hændelser saa sterke at jeg besluttet mig til at gjøre reisen med til Kjøbenhavn. Jeg traf forinden avreisen forskjellige dispositioner i Kristiania. Jeg behøver ikke nærmere regne op disse dispositioner. Det var en av