Fjerdemand/42

er selvfølgelig aldrig kommet. Det er bare noget som frøken Aino har meddelt Reisman efter ordre av broderen. Ikke sandt, frøken Aino?

Den unge dame nikket samtykkende.

— I virkeligheten, sa Krag, befandt skibsreder Christensen sig i Kristiania, hvor han blev holdt fangen i en liten sportshytte utenfor byen, som tilhørte Suronen og hans kompagnon Hekki, ogsaa finne, som var sat til at bevogte ham. Jeg haaber ikke De har lidt personlig overlast?

— Jeg var under streng bevogtning, forklarte Jos, og man truet mig paa livet; hvis jeg hadde gjort forsøk paa at flygte, var jeg blit skutt. Og saa tok de alle mine papirer fra mig. Jeg maa si jeg blev overrasket, da Suronen avslørte sig som forbryder i europæisk stil. Jeg trodde først det var en spøk, et sidesprang, tilhørende Reismans arrangement, men jeg blev snart overbevist om det motsatte. Men jeg var ikke klar over hensigten.

— Heller ikke jeg, svarte Krag; jeg næret ikke nogen tvil om, at De virkelig var underveis til Kjøbenhavn og hadde sendt telegrammet fra Moss. Imidlertid var min mistanke nu engang vakt, og den blev yderligere forsterket ved Suronens optræden i klubben hin aften. Han gik sammen med Stenersen og vandt en stor sum penger.

— Reisman paastaar der maatte ha været bedrageri med i spillet.

— Det var der ogsaa, svarte Krag; men dette kommer vi senere tilbake til. Jeg har summen opskrevet her i mine regnskaper. Suronen vandt saavidt jeg kan se 29 000 kroner paa delingen, men jeg har sat op den hele sum 116 000 som hans ansvar . . . Hallo, sit bare stille, Suronen — jeg har flere tal paa regnskapet.


XLII.

SLUTNING.

— Alt i alt, fortsatte Krag, var mit indtryk av ettermiddagens og aftenens hændelser saa sterke at jeg besluttet mig til at gjøre reisen med til Kjøbenhavn. Jeg traf forinden avreisen forskjellige dispositioner i Kristiania. Jeg behøver ikke nærmere regne op disse dispositioner. Det var en av mine flinkeste folk, jeg satte i bevægelse, og han fik bl. a. i opdrag at passe paa Suronens «Excelsior»-bil, at samle op lysninger om Suronen og paa en diskret maate undersøke nærmere de brutte segl og kortspilpakkerne i klubben. Saa gik jeg paa toget. Jeg var ikke forbauset over at finde Suronen der. Jeg tror nok jeg hadde skaffet mig en forklædning, som gjorde det umulig for ham at gjenkjende mig. De kjendte formodentlig ikke den jødisk utseende franske kjøbmand, som sat like over for Deres søster paa toget?

Suronen indskrænket sig til forbauset at trække øienbrynene i veiret, men bevægelsen røbet at oplysningen var ny for ham.

— Derimot blev jeg forbauset, fortsatte Krag, da frøken Aino steg av i Helsingør. Jeg kjendte jo endnu ikke sammenhængen med det hele. Nu forstaar jeg det bedre. Jeg roste mig for et øieblik siden av min forklædning som fransk jødisk kjøbmand. Maa jeg nu gi Dem, Suronen, en kompliment for den ganske fortræffelige kunst, hvormed De hadde maskert Dem som skibsreder Johs. P. Christensen. Jeg kjendte Dem ikke igjen i Helsingør, og jeg kjendte Dem heller ikke igjen senere.

Hansted-Jensen hadde hittil sittet og lyttet til Asbjørn Krags fortælling og lekt med sin blyant. Nu la han den med et knald ned paa bordplaten, lænte sig tilbake i stolen og lo høit.

Christensen sa:

— Jeg begynder at fatte det hele bedre og bedre, men jeg forstaar bare ikke, hvorledes et menneske kan være i besiddelse av en saa formidabel dristighet.

— Spil, svarte Krag, det er spil. Suronen er hasardør, en uforbederlig spiller, det stemmer ogsaa med de oplysninger jeg har mottat om ham i disse dage fra min mand i Kristiania. Rent generelt vil jeg si, at vi er paa vildspor, naar vi tror, at vi fremdeles lever under de gamle forhold. Krigen og al krigens nerveanspændelse har sat tempoet mere op end vi aner. Vi har faat ind over Nordens grænser en sverm av eventyrere, som arbeider storstilt og henrevet av den katastrofale spændings sensation. Tilfældet Suronen skal nok vise sig ikke at være enestaaende.

— Først nu ser jeg det hele klart, utbrøt Hansted-Jensen i en tone som om han vilde si om sig selv: Hvor har du dog været et stort fæ! Denne oplysning forklarer jo alt sammen. Den blodbestænkte frak er altsaa —

Krag avbrøt ham.

— Det tilhører et senere punkt, sa han. Foreløbig staar vi paa, det punkt, da ogsaa jeg er overbevist om, at det er skibsreder Johs. P. Christensen som biler fra Helsingør til Kjøbenhavn sammen med sin sekretær for at avslutte en meget stor forretning.

Da imidlertid Krag opdaget, at Jos viste nogen uro, sa han:

— Jeg vil ikke nærmere komme ind paa hvilken art forretning dette var. Men jeg vil erindre om, at bladene hernede har antydet at det dreiet sig om kjøp av Det danske Orientselskaps orientalske plantager, og der taltes om en kjøpesum paa 35 millioner kroner. Det er for at operere med denne forretning Jos nu kommer til Kjøbenhavn. Selvfølgelig er der gaat adskillig korrespondanse og skriftlige forhandlinger i forveien. Kanske staar der alene tilbake at træffe den præliminære avtale. Jos medfører selvfølgelig alle sakens dokumenter, dem har han jo faat av «sekretæren», endvidere medfører han bankkreditiver og har yderligere visse diskrete opdrag for sine venner (bl. a. Reisman) om ved spekulation at søke utnyttet den hausse i D. O. S.s aktier, som utvilsomt blir følgen av den storstilte transaktion. Jos er saaledes godt rustet. Der er bare den omstændighet ved situationen, at «Jos» ikke er Jos, men derimot Suronen, og at den virkelige Jos ligger fanget og magtesløs i Suronens sportshytte ved Kristiania, Jeg vil indrømme, at sjelden har en dristig spiller og svindler hat saa gode kort paa haanden som Suronen i disse dage. Spillet hadde mange chancer for at lykkes. At det ikke lykkes tror jeg nok, at jeg for en væsentlig del tør tilskrive min egen tilstedeværelse her i Kjøbenhavn.

Tiltrods for at jeg fremdeles i nogen tid ikke næret nogen mistanke om, at Jos i Kjøbenhavn bare var en forklædd bedrager, blev jeg dog mere og mere overbevist om, at der var noget uldent over hele affæren.

Jeg hadde da først og fremst telegrammene fra min mand i Kristiania at holde mig til. Min mand hadde fulgt «Excelsior»-bilens farter og hadde opdaget, at der var noget mystisk med sportshytten. Endvidere hadde han paa, klubbens kortspilhylser opdaget visse fingeravtryk, som hverken var Reismans eller spilleinspektørens. Jeg tør vedde hundrede mot én paa, at disse fingeravtryk nok skal vise sig ved nærmere undersøkelse at være Suronens. Han har hørt om spillet og de forseglede kort og har fundet en anledning til at ombytte kortene. For en dreven indbrudstyv er det ikke vanskelig at aapne klubbens gamle kasse. Det skal nok ogsaa være ham, som har hvisket Reisman det raad i øret at spille med uaapnede segl. Suronen hører til de mennesker, som tar alt med. Det stemmer ogsaa med de oplysninger min mand i Kristiania har sendt mig. Desværre kan vi ikke paaføre Suronen direkte forbrydelser, dertil har han kanske været for klok, men jeg gad vite hvad politimyndighetene f. eks. i Stockholm, i Dresden, i Ostende sier, hvis vi spør dem: Ønsker De at se Eugen Yrjo Suronen fra Helsingfors?

Nuvel. Det som især befæstet min overbevisning om at Suronen spilte under dække, var, at han maalbevisst undgik Jos her i Kjøbenhavn — tiltrods for at han dog paa en maate var en ven av ham. Jeg saa dem aldrig sammen. Tilgi mig, kjære Jos, men et øieblik ante jeg noget om en kjærlighetsaffære, hvori frøken Aino var midtpunktet mellem Dem og Suronen, ja som sagt, tilgi mig, det var altsaa galt. Nu kan vi jo sagtens forstaa, hvorfor aldrig Jos og Suronen viste sig sammen. De var jo begge én person. Tilslut følte jeg mig imidlertid saa desorientert at jeg besluttet at avlægge Jos et besøk paa hans værelse — fremdeles under paaskud av at jeg var den fransk-jødiske forretningsmand, som ønsket at foreslaa en affære. Jeg traf ikke Jos. Derimot kom Suronen ut av Jos' værelse. Straks da jeg saa ham, faldt der som skjæl fra mine øine, og for at redde min situation, lavet jeg et optrin som nødvendiggjorde at jeg blev kastet ut.

Jeg kunde nu sætte regnestykket op med nye værdier, og nu stemte det hele. Suronen hadde som «Jos» drevet underhandlinger med D. O. S. Han benyttet sig av disse underhandlingers svingninger til at spekulere paa børsen. Han visste jo fuldkommen, hvorledes papiret vilde stige eller falde. Han kunde ha nøiet sig med at hæve Reismans depositum, Christensens kreditiv og andre av de værdier, han hadde tilgang til i Christensens bank, saa hadde vi kanske ikke faat fat i ham. Men han saa chancerne til en større fortjeneste, og spillelidenskapen grep ham. Samtidig fattet han en plan, hvis virkeliggjørelse gjorde det mulig for ham at redde baade sig selv og sin søster, kanske endog komme tilbake til Kristiania og leve sit liv som før. Der laa imidlertid mord i denne plan. Han gik ut igaar aftes, atter forklædd som Jos, tilsynelatende blev han overstadig fuld. At Jos skal være set paa Trocadero sammen med Suronen er jo en umulighet, men paastanden er utsat av ham selv og lar sig vanskelig kontrolere paa grund av den forvirring, som hersket i det larmende lokale. Efter besøket hos Røde Constance forsvandt saa den døddrukne Jos. Nu var det Suronens mening, at hans blodbestænkte klær skulde findes og tanken ledes hen paa overfald og mord i en av Kjøbenhavns berygtede sidegater. Derefter kunde jo Suronen selv, som imens hadde skilt sig av med sin forklædning, frit og sorgløs bevæge sig hvorhen han vilde med hele rovet. Og Kjøbenhavn hadde blit en uopklaret forbrydelse rikere.

Men mens Suronen var optat med virkeliggjørelsen av denne smukke plan, gik jeg direkte til frøken Aïno og forklarte det hele, akkurat saaledes som jeg nu har fremstillet saken. Hvis der blir en retssak ut av dette, skal det tjene til hendes unnskyldning, at hun straks gav sig over og indrømmet det hele. Gjennem mine telegrammer til Kristiania var saa imidlertid Jos blit befriet. Jeg anbefalte ham at tie stille med sammenhængen og straks begi sig hertil. Av frøken Aïno har jeg faat opgave over, hvad Suronen har tjent paa affæren. Det er nok til baade at dække kortfalskneriet, Reismans tap, det hævede kreditiv og andre omkostninger. Pengene findes. Kjære Hansted-Jensen, gjør Deres pligt.

Suronen hadde med et brøl av raseri reist sig op, men et øieblik efter var han overmandet og i haandjernenes klør.

— Men for at spillet skulde ha lykkedes for ham, sa Jos bevæget, var det jo nødvendig, at jeg blev ryddet af veien i Kristiania. Tror De virkelig det var planen?

— Jeg har jo sagt, svarte Krag, at der var mord i maskerne.

⁂

Der blev ingen politiforfølgelse av. Hvad Jos har sagt til høiesteretssakfører Annebye tilhører ikke denne historie. Men dagen efter steg D. O. S.s aktier med 75.

Asbjørn Krag spekulerte dog ikke mere, ti sammen med Hansted-Jensen var han tidlig næste morgen reist med et finsk par gjennem Sverige til den finske grænse for der at avlevere parret til nogen finske myndigheter, som telegrafisk var tilkaldt.

Johs. P. Christensen hadde uttrykkelig ønsket denne løsning. Ved nærmere eftertanke hadde han fundet at en sensationel retssak bare vilde ødelægge den morsomme spøk som saa fortjenstfuldt var blit gjennemført av «Aktieselskapet av 7. december».