Fjerdemand/8

— Enten har chaufføren hat en falsk nøkkel til min gatedør, eller ogsaa har gatedøren staat aapen. Det hænder iblandt. Han er naadd op i anden etage ved Ødegaards ankomst. Her er han blit staaende. Kanske er han ogsaa blit skræmt av lyset i trappen.

— Ødegaard maa jo ha kjendt ham, eftersom han lot elevatoren stoppe, bemerket dr. Ovesen.

— Ingenlunde, svarte Krag. Tænk om manden har staat der i trappen og signalisert med den blaa konvolut — skulde ikke det være nok til at faa ham til at stoppe. Der var ogsaa noget av hidsig forventning og spænding i dette «vent!» som han ropte op til mig. Men nu kommer det besynderlige, det ufattelige. Saa snart han læste hvad der stod i brevet, rendte han avgaarde. Akkurat som de andre. Pludselig, besindelsesløst. Gav ingen besked. Fulgte med chaufføren. Blev borte. Sporløst. Akkurat som de andre.

Under sit snak fortsatte Krag med at plukke von Brakels istykkerrevne papirbiter op fra gulvet.

En av disse papirbiter syntes pludselig at interessere ham. Han viste den til doktoren.

— Det er jo en regning, sa han — et stykke av en ganske almindelig vaskeregning. Se engang. Kan De finde at det er noget andet?

Doktoren saa paa papiret.

— Det er et stykke av en vaskeregning, sa han.

Krag læste:

— Snipper, kraver, skjorter, lommetørklær — høist interessant.

— Finder De? spurte doktoren ironisk.

— En ganske almindelig vaskeregning, gjentok Krag, og nu kunde det høres paa hans stemme at han var langt borte i sin tankegang.


VIII.

ADVOKAT DAVIDSEN.

— Tru aa det feilte’n?

— Ja, aa feilte det’n, tru?

Disse opvakte replikker veksledes mellem to av Hotel Continentals piccoloer den 5. december klokken halv syv om aftenen. Det var to av portierens piccoloer som hadde plads nede ved hotelindgangen, og hvis opgave det var at passe paa at ikke sneen føk ind, naar døren aapnedes. De stod og lænte sig eftertænksomme paa sine snelimer, efterat ha skuffet sneen væk for den sidst indtrædende. Utenfor hylte en overvældende snestorm. Gjestene blæste hvite og tummelumske ind ad døren og anfaldtes straks av piccoloerne, som børstet sneen av dem, saa der stod en røk inde i den trange vestibule. Men den sidst ankomne hadde brutalt skubbet guttene tilside og faret videre opover trappen, drivende av uveir og sne, forvirret i et rykende hastverk. Det var advokat Davidsen. Og det var ham guttenes forundrede spørsmaal gjaldt: Hvad gik der av ham? Eftersom advokat Davidsen fo’r videre gjennem etablissementet reistes dette spørsmaal fra flere kanter. Ti hans optræden var virkelig helt usedvanlig.

Da han kom op til den store spisesalsgarderobe i anden etage, traadte den gallonerte Poulsen, gjestenes uforlignelige faktotum, hen til ham med alle tegn paa forfærdelse over at man ikke hadde børstet sneen av hr. advokaten allerede ved indgangsdøren. Men ogsaa Poulsen blev med et sving av advokatens mægtige pels- og snedækte labber viftet til side. Advokaten aapnet med et brak døren til dem store spisesal og strømmet derind. Der stod et koldt gufs av hans kjæmpeskikkelse; han stirret ret frem for sig, halvt blindet av væten i sine guldbuede briller. Persianerhuen stod som en snedækket tinde paa hans hode, hans pels var knappet op, og pelsens vaiende flanker strøk truende langs de hvit-dugede bord, saa gjestene grep om sine vaklende flasker.

— Hvad fa’n gaar der av ham, hørtes Poulsen at si i den aapne garderobedør.

— Hvad er der i veien, hvisket folk forskrækket langs bordene. Men advokat Davidsen skred uanfegtet videre. Det var likesom selve kongen over uveiret var kommet ind derute fra, hvit og med kulden strømmende ut av pelsen.

Kellnerne fo’r efter ham:

— Hør Dere! La være aa kom ind paa den maaten. Det gaar da ikke an det!

Men dette var den sidste protest den snedækte advokat Davidsen hørte. Med de norske kellneres obligatoriske, skingrende uhøflighet i ørene var han omsider naadd helt gjennem den forskræmte spisesal. Han slog døren op til korridoren utenfor separatkabinettene, og uten at banke paa brøt han ind til nr. 4. Kellnerne, som hittil fulgte efter ham, stanset overfor en truende svingning av hans kjæmpe-arm og trak sig ulveknurrende tilbake ind i korridorens mørke. Advokat Davidsen slog døren i laas, saa glasruten klirret. Først nu slog han pelsen av sig og lot den bli liggende paa gulvet, svømmende i sit hvite skum. Derefter slængte han persianerluen hen paa et bord med kaffekopper. Selv faldt han overgit ned i en lænestol og sa, idet han støttet hodet mot armen:

— Jeg tror jeg blir gal.

Ved bordet sat dr. Ovesen og Asbjørn Krag,

Den lille spinkle og nervøse dr. Ovesen vilde ikke ha blit mere forbauset, hvis der var kommet en bjørn ind i værelset. Han stirret med den yderste grad av forfærdelse paa den dam, pelsens smeltende sne dannet paa gulvteppet, og sa, idet hans forargede stemme dirret omkap med hans guldmansjetknapper:

— Jeg gir dig ret. Du maa jo være splitterpine gal.

Men da reiste Asbjørn Krag sig og la haanden beroligende paa den nervøse læges skulder.

—Ta det med ro, sa han. Advokat Davidsen har en vigtig meddelelse at gi os. Skjænk ham en whisky.

---

Som vore læsere allerede har forstaat, er advokat Davidsen en ny skikkelse i denne beskedne fortælling om de helt uforstaaelige hændelser, som fandt sted i Kristiania i begyndelsen av december. Det er næsten overflødig at gi en nærmere skildring av ham end denne fremstilling av hans næsten eksplosive tilsynekomst paa Continental antyder. Advokat Davidsen var mindre beundret i den juridiske end i den sportslige verden. Han hadde helt siden sine studenterdage været en ledende kraft inden byens idrætsorganisationer, og han hadde i den fri konkurranse paa arenaen høstet flere triumfer end han nogengang kunde drømme om at høste foran skranken. At han omsider hadde naadd sine juridiske examina berodde derpaa, at han hadde betragtet det hele som en ren sportslig bedrift som lykkedes alene derfor, at han hadde utfoldet et aarelangt seigt og utholdende besvær. Naar han førte en sak, trak han paa en maate sine vældige kræfter med ind i retslokalet, vinduene skalv under hans stemmes vælde, og skranken fik merker av hans jernhaarde fingerknoker. I rent spidsfindige juridiske dueller efterlot hans intensitet sig ingen væsentlige merker; men hvor det gjaldt at overbevise en folkelig og enkelt tænkende jury, der kunde hans letfattelige, robuste logik virke avgjørende. Hvad han manglet i eleganse og skarpsindighet, det erstattet han med troværdighet og en hæderlig overbevisning. Hans rummelige og venlige sind hadde skaffet ham mange venner, og hans arvede, solide formue hadde skaffet ham en indbringende tiltro. Han var dusbror med alle sine omgangsvenner, endog med den avmaalte og tilbakeholdende doktor Ovesen. Han var kommet ind i den opsigtvækkende affære omkring de blaa breve ved en ren tilfældighet. Denne tilfældighet berodde derpaa at direktør Reisman omsider hadde git sig tilkjende for sin gamle ven advokat Davidsen.

Denne aften (klokken halv syv) da advokat Davidsen paa en saa opsigtvækkende maate kom ind i Hotel Continental var den 5. december. Der var nu forløpet en uke efter direktør Reismans forsvinden, og halvandet døgn var forløpet efterat Asbjørn Krag paa von Brakels værelse i Savoy Hotel hadde git vennerne dr. Ovesen og kaptein Færden meddelelse om at Ejvind Ødegaard samme nat var blit truffet av den gaadefulde skjæbne.

Asbjørn Krag hadde hverken denne morgen eller senere i disse to døgn uttalt nogen mening om den besynderlige sak han var kommet op i. Han hadde hin morgen alene sagt: Gaa hjem, mine herrer, og sov. Jeg er uthvilt. Jeg kan bedre arbeide. Dagen efter, den 4de, hadde de efter avtale møtt hinanden klokken to. Krag talte fremdeles bare hen i hyt og veir; men det fremgik dog av hans snak, at han fremdeles interesserte sig overordentlig for Karl-Erik von Brakels vaskeregninger. Han hadde omhyggelig samlet op stumperne paa gulvet og sat dem sammen.

Forøvrig var denne og den senere dag karakterisert av den overordentlige opmerksomhet saken vakte blandt offentligheten. Det gjaldt jo nogen av byens mest kjendte skikkelser, og de overordentlig hemmelighetsfulde omstændigheter ved de tre herrers forsvinden satte folks fantasi i den vildeste bevægelse. Avisene svelget i enkeltheter; men for ikke unødig at forurolige de forsvundnes etterlatte undlot avisene at trække sammenligninger mellem denne sak og lignende saker i utlandet, som var begyndt med fredelige menneskers gaadefulde forsvinden og resultert i uhyggelige tragedier. Tidene var jo saadanne at man overalt i Europa kunde regne med det mest uventede . . .

Den 4. december om morgenen hadde Ødegaards annonse efter chaufføren staat i bladet. Trods den utlovede belønning meldte ingen sig. Den 5. om morgenen, da affæren allerede var en landskjendt sensation, averterte en av de forsvundnes venner, skibsreder Johs. P. Christensen (populært kaldet «Jos») i alle avisene, at han vilde gi 2000 kroner til den som kunde skaffe chaufføren tilrette. Der var fremdeles ingen som meldte sig.

Men klokken 2 om eftermiddagen samme dag mottok advokat Davidsen (som var en særlig intim ven av direktør Reisman) et ekspresbrev paa sit kontor. Ekspresbrevet var avsendt om morgenen fra Moss. Brevet indeholdt en meddelelse fra den forsvundne direktør Reisman. Paa dette tids punkt hadde Davidsen kjendskap til at Asbjørn Krag i forening med dr. Ovesen ledet eftersøkelsen efter de forsvundne. Advokat Davidsen satte sig derfor straks i forbindelse med de to herrer. Det viste sig at brevet fra Reisman indeholdt vigtige meddelelser foruten til Davidsen ogsaa til Johs. P. Christensen.

Som følge derav hadde Davidsen en konferanse med Jos paa dennes kontor. Efter avtale skulde begge herrerne møtes med Krag og dr. Ovesen i separatkabinettet paa Continental for at avtale hvad der videre skulde gjøres.

Avtalen var at de skulde møtes klokken halv syv.

Og præcis klokken halv syv kom advokat Davidsen paa den ovenfor meddelte opsigtsvækkende maate ind i hotellet.

Da han hadde faat sin whisky og slynget ned to store og styrkende slurker, spurte dr. Ovesen utaalmodig:

— Hvor er Jos?

— Jos? svarte Davidsen — Jos er ogsaa borte.

Da var det dr. Ovesen reiste sig og sa harmdirrende:

— Mine herrer, nu foretrækker jeg ogsaa at forsvinde.

Men for at forstaa denne nye og overraskende situation, blir det nødvendig at dvæle litt ved brevet fra dansedirektør Reisman.

IX.

JOS.

Brevet fra Reisman lød saaledes:

«Kjære ven!

Jeg kan intet fortælle om mit opholdssted. Jeg har det godt. Det er av yderste vigtighet at der omgaaende sendes 20 000 kroner til Kjøbenhavn, poste restante under merket «Radix», hovedpostkontoret, Bernstorffsgate. Kjøp en bank-anvisning. Hvis du ikke selv har alle pengene disponible, gaa da til Jos. Dette maa absolut utrettes. Andet kan jeg ikke si. Søk mig ikke.

Din

Reisman.»

Dette brev hadde baade beroliget og forskrækket advokat Davidsen. Det hadde beroliget ham forsaavidt som det hadde overbevist ham om at Reisman endnu var i live; ti blandt de uhyggelige rygter som gik, hørtes ogsaa et om at der skulde være et storstilt internationalt mordkomplot under utvikling. Brevet var virkelig fra Reisman, som hadde en saa karakteristisk haandskrift, at det ikke var mulig at ta feil. Desuten var det skrevet paa et av de litograferte korrespondancekort som Reisman altid bar paa sig.

Men brevets indhold foruroliget advokat Davidsen. Det var jo dette med de 20 000 kroner, som skulde, sendes anonymt til Kjøbenhavn. Der skulde ikke megen skarpsindighet til for at ane at her laa en pengeavpresning under. Reismans brev var desuten saa underlig kjølig. Advokat Davidsen besluttet sig derfor til ikke at foreta sig noget paa egen haand, men avvente de raad som Reismans venner kunde gi ham.

Da dr. Ovesen fik se brevet var ogsaa han straks paa det rene med at der maatte foreligge et — som han fornemt uttrykte det — plumpt forsøk paa pengeavpresning.