Fjerdemand/9

Men for at forstaa denne nye og overraskende situation, blir det nødvendig at dvæle litt ved brevet fra dansedirektør Reisman.

IX.

JOS.

Brevet fra Reisman lød saaledes:

«Kjære ven!

Jeg kan intet fortælle om mit opholdssted. Jeg har det godt. Det er av yderste vigtighet at der omgaaende sendes 20 000 kroner til Kjøbenhavn, poste restante under merket «Radix», hovedpostkontoret, Bernstorffsgate. Kjøp en bank-anvisning. Hvis du ikke selv har alle pengene disponible, gaa da til Jos. Dette maa absolut utrettes. Andet kan jeg ikke si. Søk mig ikke.

Din

Reisman.»

Dette brev hadde baade beroliget og forskrækket advokat Davidsen. Det hadde beroliget ham forsaavidt som det hadde overbevist ham om at Reisman endnu var i live; ti blandt de uhyggelige rygter som gik, hørtes ogsaa et om at der skulde være et storstilt internationalt mordkomplot under utvikling. Brevet var virkelig fra Reisman, som hadde en saa karakteristisk haandskrift, at det ikke var mulig at ta feil. Desuten var det skrevet paa et av de litograferte korrespondancekort som Reisman altid bar paa sig.

Men brevets indhold foruroliget advokat Davidsen. Det var jo dette med de 20 000 kroner, som skulde, sendes anonymt til Kjøbenhavn. Der skulde ikke megen skarpsindighet til for at ane at her laa en pengeavpresning under. Reismans brev var desuten saa underlig kjølig. Advokat Davidsen besluttet sig derfor til ikke at foreta sig noget paa egen haand, men avvente de raad som Reismans venner kunde gi ham.

Da dr. Ovesen fik se brevet var ogsaa han straks paa det rene med at der maatte foreligge et — som han fornemt uttrykte det — plumpt forsøk paa pengeavpresning.

— Vi kan være forberedt paa at alle vore forsvundne venner nu med smaa mellemrum kommer til at sende den slags breve ut i verden, mente han.

Asbjørn Krag derimot hadde en anden anskuelse. Brevet brøt paa to avgjørende punkter med den sedvanlige form for den slags pengeavpresserbreve.

For det første stod der ikke noget om i brevet at avsenderen var i fare, og at faren vilde bli overhængende hvis ikke pengene blev sendt.

Dernæst den omstændighet at pengene skulde sendes poste restante, «Radix», Kjøbenhavn. Hvis der forelaa en av presning, maatte dog forbryderne forstaa at intet var lettere end at varsle kjøbenhavnerpolitiet, saaledes at den mand, som eventuelt hentet pengene, straks maatte falde i retfærdighetens klør.

— De er kanske endog av den mening, spurte dr. Ovesen spydig, at vi uten videre skal sende pengene?

— Hvis jeg hadde disse penge disponible, svarte Krag, og hvis jeg som dem, mine herrer, stod i intim forretningsforbindelse med direktør Reisman, vilde jeg absolut gjøre det. Saken kan jo gjælde en meget vigtig forretning.

— Vigtige forretninger avgjøres ikke paa en saa irrationel maate.

— Naturligvis, fortsatte Krag, skulde jeg ha mine folk dernede, men med ordre til at optræde med den yderste grad av forsigtighet.

Man besluttet imidlertid at overlate pengenes forsendelse til Jos, og efterat advokat Davidsen hadde hat en telefonkonferanse med Jos, blev det avtalt at alle fire herrer skulde møtes i separatkabinettet paa Continental klokken halv syv. Davidsen skulde hente Jos paa hans kontor.

Dr. Ovesen og Krag spiste middag dernede, og under middagen fremkom atter doktoren med sine meninger om saken. Dr. Ovesen var blit fuldstændig hypnotisert av denne affære. Han levet ellers et regelmæssig og borgerlig liv i Kristiania, uten andre adspredelser end de som kan avstedkommes av et pokerparti eller en bedre middag. Han hadde ord for at være koldblodig og uforstyrrelig. Og det faldt ham naturlig at være det, fordi intet hittil hadde forstyrret hans fordringsløse liv, og fordi han altid hadde anset det for en selvfølge at han skulde henleve sit liv uforstyrret til sin død. Som en stille vandrer, der paa en fredelig spasertur pludselig anfaldes av et umotivert uveir, var han blit hvirvlet ind i denne gaadefulde affære, hvis enkelte optrin slag i slag rammet hans nerver som tordenskrald. Alt hvad der var ham tilvant reagerte mot disse besynderlige hændelser. Hans fornuft protesterte mot sandsynligheten av selve virkeligheten; men fordi han ikke kunde fatte hvad der skedde, optraadte han som en mand der irriteres av overnaturlige taskenspillertricks. Men allikevel var han uhjælpelig ind snøret i garnet, det hemmelighetsfulde hadde grepet ham som en feber. Han vilde helst trække sig tilbake og glide ind igjen i sit tilvante stilfærdige liv; men han kunde ikke. En slet skjult bitterhet over det uforstaaelige i affæren blev da det fremherskende i hans sindstilstand. Asbjørn Krags ro irriterte ham i særdeleshet. Hans egen utaalmodighet taalte ikke detektivens næsten muntre likevegt. Han var rasende over den maate, hvorpaa detektiven heftet sig ved de tilsynelatende mest uvæsentlige bagateller. Von Brakels vaskeregning stod ham stadig i hodet, og Krag undlot ikke at nævne denne vaskeregning med en grundende mine mindst en gang om dagen.

Under middagen paa Continental fik denne doktorens irritation ny næring.

— Jeg forstaar ikke Deres interesse for disse bagateller, sa han. Jeg hører De har været oppe paa danseetablissementets kontor. Hvad vilde De der? Jo, undersøke volontørens portokasse og ordreboken for avisannonserne! De maa virkelig undskylde mig, men jeg har aldrig hørt paa maken.

Asbjørn Krag bare smilte og sa, at naar der ikke var noget væsentlig punkt at finde, maatte man regne med de uvæsentlige.

I dette øieblik var det advokat Davidsen kom. Og kom saa hele etablissementet forbausedes.

Stønnende av anstrengelse, næsten lamslaat av hændelsernes utrolighet avgir han en beretning som i det væsentlige indeholdt følgende:

Jos hadde ikke været uvillig til at sende pengene. Han visste at direktør Reisman sat oppe i mange forskjelligartede spekulationer, og det forekom ham ikke usandsynlig at dette gjaldt en spekulationsaffære. Men han vilde først konferere med Asbjørn Krag om de sikkerhetsforanstaltninger som for alle eventualiteters skyld burde tages.

Mens Jos og advokat Davidsen talte om dette var det at han fik brevet.

Kontorets yngste dame kom ind med det samme med nogen telegrammer, og i det kunstige lys hadde hun ikke heftet sig ved dets farve, for hun avleverte det uten at lægge den mindste forbauselse for dagen.

Skibsrederen læste først telegrammerne og gav gjennem hustelefonen nogen ordres vedrørende disse. Saa tok han sin papirkniv for at aapne brevet.

Da sa advokat Davidsen saadan let henkastet. (Han kunde jo ikke ane at han gik like løs paa sandheten):

— Naa, se der har du jo ogsaa faat et lysblaat brev. Kanske det er et saadant vore venner har faat.

Jos smilte bare og svarte:

— Det blir sikkert moderne nu at sende lysblaa breve til folk.

Men i samme øieblik hadde han aapnet brevet, og da — saaledes forklarer Davidsen saken — da fortrak hans ansigt sig i den dypeste forbauselse som vel kan avspeile sig i et menneskeansigt.

Efter at ha stirret paa brevet med vidtaapne øine næsten et minut, knyttet han næven og lot den falde ned paa skrive bordet med slik kraft at blækhuset hoppet. Og saa brølte han en ed og ropte:

— Jeg har ikke i mine levende dage oplevet noget lignende!

Derefter la han haanden paa telefonen som om han vil de tilkalde nogen, men betænkte sig og gik med brevet i haanden hurtig ut av sit kontor.


X.

KONTORCHEFEN

Da advokat Davidsen var kommet saa langt i beretningen om sit besøk hos Jos, gjorde han en ufrivillig pause. Han trængte til endnu en opstiver. Han blandet en ny whisky. Hændelsen hadde grepet hans nerver sterkt; han følte sin fuldkomne magtesløshet likeoverfor hemmeligheten. Ogsaa