Flyvefisken/Kapittel 12
Den lille bleke mand saa forbauset efter den. unge svømmerske, som med hurtige tak satte kursen over sundet. Der stod en vis medynk at læse i hans utprægede kalmukansigt.
Han saa sig om. Der fandtes ikke et menneske. Saa trak han langsomt sin revolver og sigtet paa flygtningen, som fjernte sig hurtig. Men han betænkte sig. Det var jo igrunden ikke nødvendig at plette det vakre, blonde hode med blod.
Uten at forhaste sig gik han i baaten. Men da han skulde kaste fanglinen, viste det sig at den var laast. Han slet rasende i den, men jernlænken motstod alle hans anstrængelser. Saa tok han en kort liten staalstang op av sin inderlomme, anbragte den i jernkrampen, som bandt fanglinen til baaten, og sled til. Krampen sprang op og den lille mand hoppet ut i det lette fartøi.
Den unge pike hadde imidlertid faat et godt forsprang. Hun var næsten naadd midtveis og hendes kræfter syntes uformindsket. Hun svømmet brilliant. Der stod en hel liten kjølvandsbølge efter hende og sjøen fosset om hendes hvite skuldrer. Men endnu hadde hun langt igjen. Og det var ikke saa sikkert, at nogen blev opmerksom paa hende over paa det andet land. Der stod en 4–5 huser en hundrede meter fra stranden, men det var tidlig paa morgenen og alt saa lukket og laast ut.
Manden i baaten var visselig en sjelden sterk og behændig fyr. Men han behandlet den uvante aaretype med en klodsethet, som visste, at han ikke tilhørte mændene fra havet. Der var endnu haab for den unge svømmerske.
Havet var som et speil. Nogen svake dønninger suget sig ind mellem sundet, men de forstyrret ikke sjøens speilglatte ro. En og anden sjøfugl plasket omkring . . .
Der var ingen vidner til denne underlige kappestrid mellem holmerne ved Flekkerø.
Den lille bleke kalmuk hadde imidlertid faat mere ro over sin roning. Har vandt nu voldsomt ind paa svømmersken og den lette baat fosset under mandens haarde tak . . .
Men den unge pike ga sig ikke. Hun forstod sit værd i denne stund . . . Den mand, som jog efter hende, var hendes lands fiende. Og med et stod det klart for hende, at døden var hende en likegyldighet mot det at naa sit maal. Gang paa gang skrek hun om hjælp i det haap, at nogen skulde høre hende fra land. Men ingen viste sig. De smaa rødmalte huser laa der i morgendæmringen og drømte om fred . . .
Ute paa fjorden saaes fremdeles intet fartøi. Ingen fiskere reiste ut til sine garn, ingen motorbaat larmet utover. Det var som om Vorherre vendte sine øine bort fra fædrelandet i denne stund.
Den unge pike hørte aareslagene nærme sig bak hende. Hun bet tænderne sammen i fortvilet energi og rev blusen av sig forat den ikke skulde genere hendes armbevægelser. Det øyldne lokkehode stod som en straalekrans mot den blaa sjø. Hun kastet et blik indover mot Odderøen, som laa der og slumret i morgenrødmens idyl uten at ane, hvad dagen skulde bringe. Hun syntes at hun kunde se skildvakten gaa frem og tilbake mellem kanonerne, men hun forstod at ingen kunde opdage hende fra voldene uten ved hjælp av kikkert.
Pludselig var det som om sjøen nogen hundrede meter borte fra hende kløvdes av en sort buet masse, som hævet sig over vandet. Den forsvandt hurtig—det var nok bare en nise eller en makrelstørje, som gik paa rov . . .
Hun fordoblet sine anstrængelser. Nu var hun kun etpar hundrede meter fra land. Men manden i baaten kom i dette øieblik i høide med hende—etpar aaretak til og han hadde avskaaret hende veien. Langsomt svingte han baaten.
—Naa saa, min smukke pike, sa han spotsk. De vil svømme bort fra Asev. Det har endnu ikke lykkes for nogen kvinde.
Russerens stemme var rolig, men der var en underklang av raseri i den, som fik den unge pike til at gyse. Men hun hadde endnu ikke opgit situationen. Hendes blaa, vaktsomme øine ledte efter en eller anden utvei.
Da bøiet Asev sig lynsnart fremover og grep efter hendes gule lokker. Bergljot kastet sig voldsomt tilbake, saa russeren holdt paa at falde i vandet. I næste øieblik hadde hun svømmet hen til baatripen og forsøkte at vælte fartøiet rundt. Men hun var et barn mot sin motstander. Det var Ruslands kjøligste hode og mest samvittighetsløse kjeltring, hun hadde at kjæmpe med.
Asev balanserte baaten med den største lethet. Men en gusten blekhet bredte sig over hans ansigt. Hans sorte øine hadde faat det gullige skjær, som tydet paa, at nu vaaknet drapsmanden,—nu væbnedes hans mordlyster.
Saa grep han for anden gang sin revolver og kastet hurtig et blik omkring sig. Der var fremdeles ingen at se. Med et grusomt smil løftet han den svære nagantrevolver, men den unge pike saa hans bevægelse og trak saa kraftig i baatripen, at Asev mistet sigtet, skuddet gik av og en liten fontæne bak de hvite, nakne skuldrer viste, at det hadde feilet.
Før Asev for anden gang fik fyret, hadde Bergliot dukket under.
Russeren saa sig forbauset om. Det var pludselig kommet en egen bevægelse i vandet rundt omkring baaten. Det saa ut, som om svake strømkrusninger steg op til overflaten og lange striper i vandet kom tilsyne.
I samme øieblik viste den unge pikes ansigt sig over vandet paa den anden side av baaten. Hun var forfærdelig blek og utmattet, men der var en trods i hendes øine, som tydet paa, at hun før vilde dø, end at overgi sig. Asev grep en aare og støtte efter det fortvilte hode. Hun bøiet sig imidlertid fremover og forsøkte at dukke under. Det lykkedes ikke, men hun undgik russerens rasende slag.
Denne hendes sidste manøvre blev imidlertid skjæbnesvanger. Asev slap aaren, lænte sig lynsnart over baatripen og fik tak i de lange gule lokker, som flommet om hendes skuldrer.
Bergljot Bratt skrek ikke. Hun forstod, at det hele nu var forbi og at hun aldrig skulde faa bringe frem det vigtige telegram til Odderøens kommandant. Hun la hænderne paa sit bryst og ventet paa det dræpende slag. Der var intet mere at gjøre. Sin pligt hadde hun gjort, og nu bøiet hun sit skjønne hode under den haarde skjæbne. Ak—hun var et ulykkelig barn av en ulykkelig slegt. Hendes bror hadde skutt sig, hendes kusine vandret fredløs om i verden. Men hendes eneste søster sat nu langt borte fra hende i et hus i Londons utkant og vugget et barn paa sit fang. Helene! Helene! . . .
— — —
Asev hadde sluppet revolveren og trukket en lang kniv. Men han betænkte sig et øieblik. Saa tok han sig sammen og løftet det forfærdelige vaaben.
Da skedde der noget merkelig. Baaten løftedes høit over vandet. Et mørkt legeme av vældige dimensioner hævet det skrøpelige fartøi op i luften og væltet det.
Asev slap sit tak og slyngedes ut i sjøen. Han svømmet rasende omkring og fik sig tilslut op paa hvælvet. Hun kastet et blik omkring sig.
Den unge pike var forsvundet. Og fjorden laa der like rolig som før.