Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 68-72).
XIV
BAK KULISSERNE


Og dagen kom. Den største dag i den nyere historie.

Mens morgenrøden strødde sine gulrøde roser over Europas sletter og livet vaaknet i de store verdensstræder, fløi budskapet ut paa de traadløse vinger. Krigen er erklært. Den store krise er kommet. Nu skal Tyskland og England prøve kræfter. Og nu skal det avgjøres, hvem der skal ha hegemoniet paa verdensmarkedet.

Keiser Wilhelm hadde endelig maattet gi efter for trykket. Eksplosionen maatte komme, og tilslut kom den av sig selv. Det var forviklingen i Centralafrika, som var den ytre aarsak til krigen.

Vi husker det allesammen: Englænderne vilde føre sin vældige afrikanske stambane fra Cap til Alexandria gjennem det lille tyske territorium,—nogen rædselsfulde, nakne sandsletter, hvor kun sjelden noget menneske satte sine ben.

Men disse sandsletter var nu pludselig blit kjæmpemæssigt værdifulde. England forsøkte at tiltuske sig denne ørkenstump for nogen millioner pund. Tyskland syntes først villig, men saa kom den lille sten, som altid vælter det store læs.

Under en manøvre i Kiels havn blev den store, nye dreadnought »Friedrich Karle« uformodet sprængt i luften og totalt ødelagt. Nogen hundrede mand gik med ved eksplosionen. Ved undersøkelsen viste det sig, at der var lagt en bombe under en av maskinens cylindre. Og mistanken henlededes paa to mænd, som ved hjælp av anbefalinger hadde faat anledning til at bese sig ombord. Det viste sig senere, at anbefalingerne var falske. Der rettedes i den tyske presse de skarpeste angrep paa den engelske regjering, som man mente her hadde hat en finger med i spillet.

Sir Edward Grey avviste beskyldningerne med foragt. Men det syntes virkelig, som om de to bombemænd var av engelsk nationalitet. Og stemningen, som før var trykket, blev nu ophidset til det yterste. Der utveksledes meget kraftige noter, og de andre magters holdning gjød olje i ilden.

Til en viss grad saa det ut til, at Rusland, Frankrike, Italien og Østerrike vilde stille sig neutrale i den kommende mandjevning. Men de kolossale rustninger i alle lande tydet paa, at ingen trodde paa de smukke fraser om neutralitet i dette specielle mellemeuropæiske mellemværende.

Imidlertid var situationens alvor blit klar for de fleste. Ophidselsen var nu saa stor, at man hvert øieblik kunde vente krisen. Alle indblandinger fra fredsorganisationernes side feiedes hurtig væk. Paven forsøkte sine kunster, men ogsaa det mislykkedes. Og den 26de september om morgenen erklærtes krigen . . .

Den samme morgen sat den russiske utenriksminister Grev Alexei Lenski paa sit kontor i Nevski Prospekt i St. Petersburg og hadde en kort konferanse med krigsministeren og sektionschefen for det hemmelige politi. Der var en brilliant stemning over konferansen. Den lille utenriksminister med det skaldede hode og de utstaaende øine spøkte og lo, som om den europæiske situation skulde være en andedam.

—Mine herrer, sa han og slo ut med de lange, fine fingre, der er egne for diplomater og lommetyve . . . vor stilling er gunstig. Saavidt jeg kan forstaa, er vor flaate i dette øieblik 20 kvartmil fra Kristianssand. Den vil være der 12 timer før de engelske og tyske flotiller. Admiral Besukhov har ordre til at ta fæstningen med eller mot nordmændenes vilje. Han medbringer 20 kanoner svært fæstningsskyts til forsterkelse av batterierne. Jeg antar, at ingen magt skal kunne rokke os fra denne stilling. Vor flaate staar under bedækning av et overordentlig kraftig fæstningsskyts. Paa denne maate sikrer vi os Norges neutralitet, og vi selv faar kloen i et bytte, som burte været vort for længe siden. Japanerne har lært os russere, at vi skal hugge løs med en gang. Det er al god krigs ledende princip. Det første slag er ofte lammende. Rusland fører ikke krig, men vi ønsker at bevare Norges integritet.

De to andre herrer lo diskret.

—Maa jeg endvidere komplimentere mine herrer for deres andel i Kieleraffæren. Jeg haaber, at alt er iorden.

—Ingen har nogen anelse om, hvem der stak bomben i »Friedrich Karl«s cylinder, sa politichefen. Vore folk talte engelsk til fuldkommenhet og hører til de bedste i etaten. Der kommer ikke et ord ut den vei. De har faat sin belønning, 5000 rubler hver og en dekoration for nidkjærhet i tjenesten. Den sak er iorden, Deres ekscellence.

—Udmerket. Som De vet, har Rusland helt stillet sig utenfor denne campagne. Vi har hævdet vor store czars fredsprogram og erklæret os neutrale. Det er en sterk stilling, mine herrer. Vi er med alle og mot alle. Vi sørger for den internationale balanse. Vi hugger til, naar de andre er svækket. Vor første manøvre manifesterer vor stilling. Vi sikrer Norges neutralitet.

—Men kan det ikke tænkes, indvendte krigsministeren, at Norge kunde gjøre motstand. Det er et iltert folk dernord. Og de andre magter vilde vel i vor indgripen paa dette punkt se en voldsdaad.

Utenriksministeren trak paa skulderen.

—Hvem har tid til at tænke paa en slik bagatel nu, svarte han likegyldigt. Alle faar saa nok at gjøre med sit eget, at ingen faar anledning til at fæste sig ved vore smaa private arrangements i norden.

—Men Sverige da . . .?

—Det vil forholde sig avventende. Det vil nøle, til det blir forsent. Sitter vor flaate først fast i Kristianssand, skal ingen jordisk magt drive os ut av norden. Ja, mine herrer, dette er en stor dag for det hellige Rusland.

Politichefen reiste sig.

—Undskyld, Deres ekscellence, sa han med sin dype buldrende bas, der lød som fra bunden av en tom Cylinder, . . . der er en ting, jeg gjerne vilde forebringe. De erindrer, at vi sendte Asev ut for at undersøke, hvad det er for et merkeligt krigsredskap, som er opfundet i Norge. Med stor dygtighet lykkedes det ham at opspore kilden for de rygter, som var i omløp. Det viste sig at finlænderen Ilmari Erko, som har opfundet det elektriske aeroplan, og vel er et av verdens største mekaniske genier, i løpet av de sidste aar har konstruert en merkelig undervandsbaat, som ogsaa kan flyve. Samtidig har han faat spor i et nyt sprængstof, som denne Erko skal ha fabrikert,—et sprængstof, hvis virkninger synes at være ganske enestaaende. Asev har forsøkt at kjøpe opfindelsen. Da det mislykkedes, sprængte han det verksted, hvor den merkelige baat stod, i luften. Men ogsaa dette var til ingen nytte. Erko og hans venner undslap med sit merkelige apparat. Senere har han forfulgt finlænderen, men det maa være forslagne folk, som staar bak den forbandede fyr. For hidtil er Asevs bestræbelser ikke kronet med held. Han befinder sig nu i Kristianssand for at hindre, at nogen faar nys om den russiske flaates planer. Jeg haaber, at han samtidig vil sørge for, at vi ikke blir mødt med en uanet motstand fra en ny og ukjendt fiende.

Utenriksministeren smilte velbehageligt.

—Jeg nærer ingen frygt i saa henseende, sa han. Vort mægtige land er nu paa vei til nye og store landvindinger.

De reiste sig alle.

Det banket paa døren. En tjener traadte ind med et radiotelegram paa en sølvbakke.

Utenriksministeren grep det, aapnet det og læste det. Det var helt enkelt. Der stod kun i chifferskrift:

Den russiske flaate befinder sig nu 8 kvartmil sydøst Kristianssand. Fæstningen skal være tat inden middag.

Besukhov.