Der var engang en fattig, fattig Enke, som kun havde een Søn. Hun trællede med Gutten, til han havde gaaet til Præsten, men saa sagde hun til ham, at nu kunde hun ikke føde ham længer; han fik ud at tjene for sit Brød. Gutten vandrede da ud i Verden, og da han havde gaaet et godt Stykke, mødte han en fremmed Mand. "Hvor skal du hen?" spurgte Manden. "Jeg skal nok ud i Verden og prøve og faae mig Tjeneste," sagde Gutten. "Vil du tjene hos mig da?" "Aa ja, lige saa gjerne hos dig, som hos en Anden," svarede Gutten. "Ja du skal have det godt hos mig," sagde Manden. "Du skal bare holde mig med Selskap og ikke gjøre nogen Ting forresten." Saa blev Gutten med ham, og levde vel med Mad og Drikke og havde Lidet eller Intet at bestille; men han saa heller aldrig et Menneske hos Manden.
En Dag saa sagde Manden til ham: "Nu reiser jeg bort i otte Dage; i den Tid faaer du være her alene, men du maa ikke gaae ind i noget af disse fire Værelser her! Gjør du det, saa tager jeg Livet af dig, naar jeg kommer tilbage." "Nei," sagde Gutten, det skulde han nok ikke. Men da Manden havde været borte en tre, fire Dage, kunde Gutten ikke bare sig længer, men gik ind i det ene Kammer. Han saa sig rundt om, men saa ingen Ting, uden en Hylde over Døren, hvor der laa en Nypetornpidsk. Dette var rigtig Noget at forbyde mig saa strængt at see, ogsaa det, tænkte Gutten. Da de sex Dage vare omme, kom Manden hjem igjen; "du har vel ikke været inde i noget af Kamrene?" sagde han. "Nei, det har jeg slet ikke," sagde Gutten. "Ja, det skal jeg snart see," og dermed gik han ind i det, som Gutten havde været i. "Jo du har været der alligevel," sagde han, "og nu skal du miste Livet." Gutten græd og bad for sig, og saa slap han da med Livet; men dygtig Hug fik han. Da det var overstaaet, vare de lige gode Venner igjen.
En Tid derefter reiste Manden atter bort; da vilde han være borte i fjorten Dage, men først forbød han igjen Gutten at gaae ind i noget af de Kamre, han ikke alt havde været i; for det han havde været i, kunde han gjerne gaae ind i paany. Ja, det gik lige eens som forrige Gang; bare at Gutten nu holdt sig otte Dage fra at gaae derind. I det Kammer saa han heller ikke Andet end en Hylde over Døren, med en Kampesteen og en Vandkrukke paa. Det var rigtig Noget at være saa ræd for og, tænkte Gutten. Da Manden kom hjem, spurgte han, om han havde været i noget af Kamrene; nei, var det ligt det, der havde Gutten ikke været. "Ja det skal jeg snart see," sagde Manden, og da han saa, han havde været der alligevel, sagde han: "Ja, nu sparer jeg dig ikke længer! nu skal du miste Livet!" men Gutten græd og bad for sig igjen, og saa slap han atter med Prygl, men det fik han da ogsaa nok af. Men da han blev frisk igjen, levede han lige saa godt som før, og han og Manden vare lige gode Venner. En Tid derefter skulde Manden igjen reise og være borte i tre Uger, og saa forbød han Gutten paany at gaae ind i det tredie Kammer; hvis han gik der ind, kunde han ligesaa godt belave sig paa at miste Livet med det samme. Om fjorten Dage kunde Gutten ikke bare sig; men han saa slet ikke Noget derinde, uden en Lem paa Gulvet. Da han løftede paa den og saa ned igjennem, stod der en stor Kobberkjedel og puttrede og kogte dernede; men han saa ingen Ild under. Det var artigt at kjende om det er varmt, tænkte Gutten og stak Fingeren nedi; da han tog den op igjen, var den forgyldt over det Hele. Gutten skrabede og vaskede den, men Forgyldingen vilde ikke gaae af; saa bandt han en Fille om, og da Manden kom hjem og spurgte, hvad der feilede Fingeren hans, sagde Gutten, han havde skaaret sig saa stygt. Men Manden rev af Fillen og saa saa han nok hvad der feilede. Først vilde han dræbt ham, men da han græd og bad igjen, bankede han ham bare saa han laa tilsengs i tre Dage. Derpaa tog han en Krukke ned af Væggen og smurte ham med, saa blev Gutten lige frisk igjen.
Om en Stund reiste Manden igjen bort, og skulde ikke komme igjen før om en Maaned. Men da sagde han til Gutten, at hvis han gik ind i det fjerde Kammer, saa maatte han aldrig tænke paa at faae beholde Liv. En to til tre Uger holdt Gutten sig, men saa kunde han atter ikke bare sig, men gik ind. Der stod en stor, sort Hest paa et Spiltoug, med et Glødtraug ved Hovedet og en Høkurv ved Halen. Gutten syntes, dette var uligt, og saa byttede han om og satte Høkurven ved Hovedet. Saa sagde Hesten: "Siden du har saa godt Hjertelag, at du vil lade mig faae Mad, skal jeg frelse dig, jeg. Kommer Troldet nu hjem og finder dig, saa dræber han dig. Men nu skal du gaae op paa et Kammer, som er her lige over, og tage en Rustning af dem, som hænge der; og saa maa du endelig ikke tage nogen af de blanke, men den mest rustne du seer, den skal du tage; og Sværd og Saddel skal du søge dig ud paa samme Viis." Det gjorde Gutten; men det var tungt at bære for ham Altsammen.
Da han kom tilbage, sagde Hesten, at nu skulde han klæde sig nøgen og gaae ned i Kjedlen, som stod og kogte i det andet Kammer, og bade sig vel der. Jeg bliver vel fæl da, tænkte Gutten, men han gjorde det dog. Da han havde lauget sig, blev han saa vakker og trind, og rød og hvid som Melk og Blod, og meget stærkere end før. "Kjender du nogen Forandring?" spurgte Hesten. "Ja!" sagde Gutten. "Prøv at løfte mig," sagde Hesten; aa ja, det kunde han, og Sværdet svang han ogsaa som Ingenting. "Ja læg nu Sadlen paa mig," sagde Hesten, "og tag Rustningen paa dig, tag saa med Nypetornpidsken og Stenen og Vandflasken og Smurningskrukken, saa reise vi."
Da Gutten vel var kommen op paa Hesten, gik det afsted, saa han ikke vidste, hvorledes de kom frem. Han havde nu redet en Stund, da sagde Hesten: "Jeg synes, jeg hører en Duur. Se dig om! kan du see Noget?" "Der kommer Mange, Mange efter os," sagde Gutten, "vist et Snees!" "Ja, det er Troldet, det," sagde Hesten, "nu kommer han med Sine."
De red endda en Stund, indtil de, som kom efter, begyndte at nærme sig. "Kast nu Tornepidsken bag dig," sagde Hesten, "men kast den vel langt fra mig!" Det gjorde Gutten, og i det samme voxte der op en svær, tyk Nypetornskov der. Saa red Gutten igjen et langt, langt Stykke, medens Troldet matte hjem efter Noget at hugge sig gjennem Skoven med. Men da sagde Hesten igjen: "Se tilbage! kan du see Noget nu?" "Ja en heel Mængde," sagde Gutten, "som en stor Kirkealmue." "Ja det er Troldet, det; nu har han flere med sig. Kast nu ud Kampestenen, men kast den vel langt fra mig!"
Med det samme Gutten gjorde, som Hesten havde sagt, blev der et stort, sort Kampebjerg bag ham. Saa maatte Troldet hjem efter Noget at minere sig gjennem Bjerget med, og medens Troldet gjorde det, red Gutten igjen et godt Stykke frem. Men saa bad Hesten ham igjen see sig tilbage, og da saa han en Flok som en heel Krigshær; de vare saa blanke at det skinnede af dem. "Ja," sagde Hesten, "det er Troldet; nu har han alle Sine med sig. Slaa nu Vandflasken ud bag dig, men vogt dig vel, at du ikke spilder Noget paa mig!" Det gjorde Gutten, men hvorledes han bar sig ad, kom han til at spilde en Draabe paa Lænden. Saa blev der et stort, stort Vand, og ved de Draaber han spildte, kom Hesten til at staae langt ude i Vandet; alligevel svømmede den dog til Lands. Da Troldene kom til Vandet, lagde de sig ned forat drikke det tomt, og saa søbede de til de sprak. "Nu er vi kvit dem," sagde Hesten.
Da de nu havde reist i lang, lang Tid, kom de paa en grøn Slette i en Skov. "Klæd nu af dig hele Rustningen og tag blot dine fillede Klæder paa," sagde Hesten, "tag saa Sadlen af mig og slip mig, og hæng Alt inde i den store, indhule Lind her! Saa skal du gjøre dig en Paryk af Granlav og gaae op til Kongsgaarden, som ligger her tæt ved; der skal du bede om Tjeneste. Naar du saa behøver mig, saa gaa bare hid, og ryst paa Bidslet, saa skal jeg komme til dig."
Ja, Gutten gjorde som Hesten havde sagt, og da han fik Lavparykken paa, blev han saa ussel og bleg og elendig at see paa, at ingen kunde kjende ham igjen. Han kom da til Kongsgaarden, og bad først om at faae være i Kjøkkenet og bære Vand og Ved til Kokken, men saa spurgte Kokkejenten: "Hvorfor har du den stygge Parykken? Tag den af dig! jeg vil ikke vide af Nogen saa styg her inde!" "Det kan jeg ikke," svarede Gutten, "jeg er ikke rigtig reen i Hovedet." "Tænker du, jeg vil have dig her ved Maden, naar du er slig da?" sagde Kokken, "gaa ned til Staldmesteren, du passer bedst til at gaae og maage i Stalden." Men da Staldmesteren bad ham tage Parrykken af, fik han det samme Svar, og saa vilde ikke han heller have ham; "du kan gaae til Gartneren," sagde han, "du passer bedst til at gaae og grave i Jorden!" Hos Gartneren fik han da Lov at blive; men Ingen af de andre Tjenere vilde ligge med ham, derfor maatte han sove for sig selv under Trappen til Lysthuset; det stod paa Stolper og havde en høi Trappe. Under den fik han en Deel Mose til Seng, og der laa han saa godt han kunde.
Da han nu havde været paa Kongsgaarden en Tid, hendte det sig en Morgen, i det samme Solen randt, at Gutten havde taget af sin Lavparryk og stod og vadskede sig; og da var han saa vakker, at det var en Lyst at see ham.
Prindsessen saa fra Vinduet den vakre Gartnergut og syntes, hun aldrig havde seet Nogen saa smuk. Hun spurgte da Gartneren hvorfor han laa ude, under Trappen. "Aa, ingen af Medtjenerne vil ligge med ham," sagde Gartneren. "Lad ham i Aften komme op, og ligge ved Døren, inde paa mit Kammer, saa skal de vel ikke undslaae sig for at lade ham ligge i Huus med sig siden," sagde Prindsessen. Gartneren sagde det til Gutten. "Mener du jeg vil gjøre det?" sagde Gutten; "saa vilde de sige, at der var Noget mellem mig og Prindsessen." "Ja, du har nok Grund til at frygte for slig Mistanke, du," svarede Gartneren; "du som er saa vakker!" "Ja, ja, naar I befaler det, saa faaer jeg vel gjøre det," sagde Gutten. Da han nu skulde opefter Trapperne om Aftenen, slampede han saa at de maatte bede ham gaae sagte, forat ikke Kongen skulde faae det at vide. Han kom ind og lagde sig, og begyndte strax at snorke og sove. Strax sagde Prindsessen til sin Terne: "List dig nu bort, og tag af ham Lavparykken!" og det gjorde hun; men i det samme, hun vilde nappe den, holdt han paa den med begge Hænder, og sagde at den fik hun slet ikke. Dermed lagde han sig igjen til at snorke. Prindsessen gav igjen Ternen et Vink, og saa fik hun nappet Parrykken af; da laa Gutten der saa deilig og rød og hvid, som Prindsessen havde seet ham i Morgensolen. Siden laa Gutten hver Nat oppe i Prindsessens Værelse.
Men det varede ikke længe, førend Kongen fik spurgt, at Gartnergutten laa i Prindsessens Kammer hver Nat, og saa blev han saa vred at han nær havde ladet Gutten aflive. Det gjorde han dog ikke, men kastede ham i Fangetaarnet, og sin egen Datter spærrede han inde i hendes Kammer, saa hun aldrig fik Lov at komme ud, hverken Dag eller Nat. Alt hun græd og bad baade for sig og Gutten, saa hjalp det ikke; Kongen blev blot endnu mere vred derover.
En Tid efter blev der Krig og Ufred i Landet, og Kongen maatte ruste sig mod en anden Konge, som vilde tage Riget fra ham. Da Gutten hørte det, bad han Fangevogteren gaae til Kongen for sig og bede om Harnisk og Sværd og Lov at være med i Krigen. Alle de øvrige loe, da Fangevogteren sagde sit ærende, og bad Kongen at han maatte faae noget gammelt Skrammel til Rustning, saa de kunde faae den Moro at see den Stakkel være med i Krigen. Det fik han og dertil et gammelt, usselt øg, som hoppede paa tre Been.
Saa drog de da ud mod Fienden, men de vare ikke komne langt bort fra Kongsgaarden, førend Gutten blev siddende fast i en Myr med øget sit. Der sad han og hakkede og nikkede; "hei, vil du op! hei, vil du op!" sagde han til øget. Det havde alle de Andre ret sin Moro af og loe og gjorde Nar af Gutten, medens de rede forbi. Men aldrig før vare de borte, saa løb han til Linden, iførte sig Rustningen og rystede paa Bidslet; og strax kom Hesten og sagde: "Gjør du dit Bedste, saa skal jeg gjøre mit!" Da Gutten kom efter, var Slaget alt begyndt og Kongen var i en slem Knibe; men allerbedst det var, havde Gutten slaaet Fienden paa Flugten. Kongen og hans Folk undrede sig meget over, hvem det kunde være, der kom og hjalp dem, men Ingen kom ham saa nær, at han fik talt til ham, og da Slaget var forbi, var han borte. Da de drog tilbage, sad Gutten endda i Myren og hakkede og nikkede paa det trebenede øg. Da loe de igjen; "nei see bare, der sidder den Nar endnu!" sagde de.
Den anden Dag de drog ud, sad Gutten der endda; de loe igjen og gjorde Nar af ham; men aldrig før vare de redne forbi, saa løb Gutten atter til Linden og Alt gik igjen som den forrige Dag. Alle undrede sig over, hvad det var for en fremmed Kjæmpe som havde hjulpet dem, men Ingen kom han saa nær, at han kunde faae talt til ham; og der var nu Ingen, som gjættede paa Gutten, det forstaaer sig.
Da de drog hjem om Aftenen og saa Gutten endnu sidde paa øget, loe de ham ud igjen, og En skjød en Piil paa ham og traf ham i Benet. Han til at skrige og jamre sig, saa det var forfærdeligt; saa kastede Kongen Lommetørklædet sit til ham, at han skulde knytte det om.
Da de drog ud den tredie Morgen, sad Gutten igjen i Myren. "Hei, vil du op! Hei, vil du op!" sagde han til øget. "Nei, nei! han kommer til at sidde der, til han sulter ihjel," sagde Kongens Folk, medens de red forbi, og saa loe de endnu mere af ham. Da de vare borte, løb han igjen til Linden og kom efter til Slaget netop som det gjeldte. Den Dag dræbte han Fiendens Konge, saa Krigen blev forbi med det samme.
Da Slaget var endt, fik Kongen see sit Lommetørklæde, som den fremmede Kjæmpe havde knyttet om Benet, og saa havde han let for at kjende ham; de tog ham da med stor Glæde mellem sig til Kongsgaarden, og Prindsessen, som saa ham oppe fra sit Vindue, blev saa glad, at man aldrig kan troe det; "der kommer min Kjæreste og!" sagde hun. Han tog da Smurningskrukken og smurte sig selv paa Benet og alle de Saarede, og saa bleve de Allesammen gode igjen paa øieblikket. Saa fik han Prindsessen til ægte; men da han kom ned i Stalden til Hesten om Bryllupsdagen, stod den der saa stur og vilde slet ikke æde; da den unge Konge - for da var han bleven Konge og havde faaet det halve Riget - spurgte, hvad der manglede ham, sagde Hesten: "Nu har jeg hjulpet dig frem, og nu vil jeg ikke leve længer. Nu skal du tage Sværdet og hugge Hovedet af mig!" "Nei, det vil jeg slet ikke gjøre," sagde den unge Konge; "du skal faae, hvad du vil have, og staae stille bestandig!" "Ja, gjør du ikke, som jeg siger, skal jeg nok vide at faae Livet af dig!" sagde Hesten. Saa maatte Kongen da gjøre det, men da han hævede Sværdet og skulde hugge til, var han saa bedrøvet, og han maatte vende Ansigtet bort, fordi han ikke vilde see paa Hugget; men aldrig før havde han hugget Hovedet af, saa stod en deilig Prinds der, Hesten havde staaet. "Hvor i al Verden kom du fra?" spurgte Kongen. "Det var mig, som var Hest," svarede Prindsen. "Før var jeg Konge i det Land, som den Konge var fra, du dræbte i Slaget i Gaar; det var ham, som kastede Troldham paa mig og solgte mig til Troldet. Siden han nu er dræbt, saa faaer jeg Riget mit igjen og du og jeg blive Nabokonger; men vi skal nok aldrig føre Krig med hinanden." - Og det gjorde de da ikke heller; de vare Venner saalænge de levede, og den Ene kom tit og ofte og besøgte den Anden.