Der var engang en Kone, som skulde ud at leie sig Gjæter, saa mødte hun en Bjørn: "Hvor skal du hen?" sagde Bjørnen. "Aa, jeg skal ud at leie mig Gjæter," svarede Konen. "Vil du ikke have mig til Gjæter?" spurgte Bjørnen. "Jo, bare du kan lokke saa" - sagde Konen. "Hø - i!" sagde Bjørnen. "Nei, dig vil jeg ikke have," sagde Konen, da hun hørte det, og gik sin Vei.
Da hun saa havde gaaet et Stykke, mødte hun en Ulv. "Hvor skal du hen?" sagde Ulven. "Jeg skal ud at leie mig Gjæter," svarede Konen. "Vil du have mig til Gjæter?" sagde Ulven. "Ja, kan du lokke saa" - sagde Konen. "Uh - uh!" sagde Ulven. "Nei, dig vil jeg ikke have," sagde Konen.
Da hun havde gaaet et Stykke til, saa mødte hun en Ræv. "Hvor skal du hen?" sagde Ræven. "Aa, jeg skal ud at leie mig Gjæter," sagde Konen. "Vil du ikke have mig til Gjæter?" spurgte Ræven. "Jo, bare du kan lokke saa" - sagde Konen. "Dil - dal - holom!" sagde Ræven saa peent og grant. "Ja, dig vil jeg have til Gjæter," sagde Konen og saa satte hun Ræven til at gjæte Kreaturene sine. Den første Dag Ræven gjætede, aad den op alle Gjederne til Konen, den anden Dag gjorde den Ende paa alle Sauene hendes, og den tredie Dag aad den op alle Kjøerne. Da han saa kom hjem om Kvælden, spurgte Konen hvor han havde gjort af alle Kreaturene hendes. " Skallen er i Aaen og Kroppen i Holtet," sagde Ræven. Hun stod netop og kjernede, men hun syntes, at hun alligevel maatte see efter dem, og medens hun var borte, smat Ræven ned i Kjernen og aad op Fløden; da saa Konen kom igjen og fik see det, blev hun saa sindt, at hun tog det lille Flødegran, som var igjen og slog efter Ræven saa den fik et Skvæt paa Enden af Halen; deraf kommer det at Ræven har hvid Haletip.