Der var engang en Konge; han havde flere Sønner, jeg veed ikke rigtig hvormange det var, men den yngste af dem havde ingen Ro paa sig hjemme, han vilde med al Nød og Magt ud i Verden og prøve sig, og det maatte da Kongen langt om længe lade ham faae Lov til. Da han havde reist i nogle Dage, kom han til en Risegaard, og der stedede han sig i Tjeneste hos Risen. Om Morgenen skulde Risen ud at gjæte Gjederne sine, og med det samme han reiste af Gaarde, sagde han til Kongssønnen at han skulde maage Stalden; „naar du har gjort det, skal du slippe at gjøre mere i Dag, for du skal vide, det er en snild Huusbond, du er kommen til,” sagde han. „Men det du bliver sat til, skal du gjøre baade godt og vel, og saa maa du slet ikke gaae ind i noget af de Værelser, som er inden for Stuen, du var i i Nat; gjør du det, tager jeg Livet af dig.” „Jamen er det en snild Huusbond ogsaa,” sagde Kongssønnen ved sig selv, han gik op og ned paa Stuegulvet og trallede og sang, for han syntes, det havde god Tid med at maage Stalden; „men artigt var det at skotte ind i de andre Stuerne hans ligevel, for det maa vel være Noget han er ræd for, siden jeg ikke skal faae Lov at komme derind,” tænkte han, og saa gik han ind i den første Stuen. Der hang en Kjedel paa Væggen og kogte, men Kongssønnen saa ingen Varme under den. Hvad montroe der er oppe i den? tænkte han, og dyppede Haarlugen ned i, saa blev Haarene som de skulde være af Kobber allesammen. „Det var en artig Suppe det, dersom En smagte paa den, blev han gjild om Truten,” sagde Gutten og dermed gik han ind i det Værelse, som var næst ved. Der hang ogsaa en Kjedel paa Væggen og puttrede og kogte, men Varme var der ikke under den heller. „Jeg faaer prøve den ogsaa,” sagde Kongssønnen og stak Luggen sin nedi igjen, saa blev den forsølvet. „Saa dyr Suppe har de ikke i min Fa’ers Gaard,” sagde Kongssønnen, „men det kommer bare an paa hvorledes den smager,” og dermed gik han ind i det tredie Værelse. Der hang ogsaa en Kjedel paa Væggen og kogte, akkurat lige eens som i de to andre Værelser, og Kongssønnen fik da Lyst at prøve der ogsaa; saa dyppede han Luggen nedi, og saa blev den saa blank forgyldt at det skinte i den. „Værre og værre! sagde Kjerringen, hun skulde sige: Ære være!” sagde Kongssønnen, „men koger han Guld her, hvad skal troe han saa koger derinde?” Det vilde han da see og gik ind igjennem Døren til det fjerde Værelse. Der var der ikke nogen Kjedel at see, men i Bænken sad der En, det var nok en Kongsdatter, men hvad Mands Datter hun var, saa havde Kongssønnen aldrig seet hendes Mage i sine Levedage før, saa deilig var hun. „Aa, i Jesu Navn hvad vil du her da?” sagde hun som sad i Bænken. „Jeg har stedet mig i Tjeneste her i Gaar,” sagde Kongssønnen. „Gud bedre dig for Sted du er kommen at tjene paa da,” sagde hun. „Aa, jeg synes jeg har faaet en snild Huusbond, jeg,” sagde Kongssønnen, „han har ikke givet mig tungt Arbeidet at gjøre i Dag: naar jeg faaer maaget Stalden, har jeg gjort fra mig.” „Ja, hvorledes vil du bære dig ad med det?” spurgte hun igjen, „dersom du maager som Folk pleie, saa kommer der ti Rokoer ind, for hver en du kaster ud. Men jeg skal lære dig, hvorledes du skal bære dig ad: du skal vende Rokoen op ned og maage med Skaftet, saa flyver det ud af sig selv Altsammen.” Ja det skulde han passe paa, meente Kongssønnen; og saa blev han siddende derinde hele Dagen, for det blev snart saa imellem dem, at de vilde have hverandre, han og Kongsdatteren, — og saa var vel den første Dagen, han tjente hos Risen, ikke lang for ham, det kan En nok vide. Men da det led mod Kvelden, sagde hun, at nu var det bedst, han fik maaget reen Stalden, før Risen kom hjem, og da han kom bort i Stalden, havde han Lyst at prøve om det var rigtigt som hun havde sagt, og saa begyndte han at maage saaledes som han havde seet Staldkarlene hos hans Fader gjorde, men det kan vel hænde, han maatte holde op med, for da han havde maaget en liden Stund, havde han næsten ikke Rum at staae der. Saa gjorde han som Kongsdatteren havde lært ham, han vendte Rokoen og maagede med Skaftet, og saa var det ikke et Øieblik før Stalden var saa reen, som den skulde været skuret. Da han havde gjort det, gik han ind igjen i den Stuen, som Risen havde givet ham Lov at være i; der gik han op og ned paa Gulvet og gav sig til at tralle og synge. Saa kom Risen hjem med Gjederne. „Har du maaget Stalden?” spurgte Risen. „Ja nu er den reen og peen, Huusbond,” sagde Kongssønnen. „Det vil jeg see paa!” sagde Risen og lagde ud i Stalden; men saa var det som Kongssønnen havde sagt. „Du har vist talt med min Mestermø, før det har du aldrig suget af dit eget Bryst,” sagde Risen. „Mestermø? hvad er det for en Ting, Huusbond?” sagde Kongssønnen, han slog sig saa dum som et Nød, „den skulde jeg have Moro af at see.” „Aa, tidsnok faaer du see hende,” sagde Risen.
Den anden Morgen skulde Risen ud med Gjederne sine igjen. Saa sagde han til Kongssønnen at den Dagen skulde han hente hjem Hesten hans, som gik oppe i Heien, og naar han havde gjort det, kunde han hvile sig Resten af Dagen; „for det er en snild Huusbond, du er kommen til, skal du vide,” sagde Risen igjen. „Men gaaer du ind i noget af de Værelserne, jeg snakkede om i Gaar, saa vrider jeg Hovedet af dig,” sagde han, og saa reiste han afsted med Gjedeflokken. „Jamen er du en snild Huusbond ogsaa,” sagde Kongssønnen, „men jeg vil nok ind og snakke med Mestermø ligevel jeg, kanskee hun lige saa tidlig tør blive min som din,” og saa gik han ind til hende. Hun spurgte ham da, hvad han skulde gjøre den Dagen. „Aa, det er ikke farligt Arbeide, skal jeg troe,” sagde Kongssønnen. „Jeg skal bare op i Heien efter Hesten hans.” „Ja, hvorledes vil du bære dig ad med det da?” spurgte Mestermø. „Aa det er vel ikke store Kunsten at ride en Hest hjem,” sagde Kongssønnen; „jeg tænker vel jeg har redet paa saa frisk Hest før.” „Ja, det er nok ikke saa let en Sag endda at ride den Hesten hjem,” sagde Mestermø; „men jeg skal lære dig, hvorledes du skal gjøre. Naar du faaer see den, kommer den, saa Ild og Lue fraser ud af Næseborene paa den, som du skulde see en Tyrilyse; pas saa vel paa og tag Bidslet, som hænger der borte ved Døren, og kast lige i Kjæften paa den, saa bli’er den saa spag, at du kan gjøre med den hvad du vil.” Ja, det skulde han nok komme i Hu, og saa sad han der inde hos Mestermø hele Dagen igjen, og de snakkede og pratede baade om det Ene og det Andet de To, men først og sidst var det nu om hvor gjildt og herligt de skulde have det, naar de bare kunde faae hverandre og komme vel ifra Risen; og Kongssønnen havde nok glemt baade Heien og Hesten, dersom ikke Mestermø havde mindet ham om det, da det led mod Kvelden, og sagt at nu var det bedst han lagde efter Hesten, før Risen kom. Det gjorde han da, han tog Bidslet, som hang i Krogen og løb op i Heien, og saa var det ikke længe før Hesten mødte ham, saa Ild og røde Luen stod ud af Næseborene paa den; men saa passede Gutten sit Snit, med det samme den kom imod ham med gabende Kjæft, og kastede Mundbidet lige i Gabet paa den, og saa stod Hesten saa taalmodig som en Lamunge, og det var ikke store Sagen at faae den hjem paa Stalden da, skal jeg troe. Derpaa gik han ind i Stuen igjen og gav sig til at tralle og synge.
Saa kom Risen hjem med Gjederne til Kvelds. „Har du nu hentet Hesten hjem fra Heien?” spurgte Risen. „Ja jeg har det Husbond; det var en morsom Hest at ride paa, men jeg red lige hjem og satte den paa Stalden ligevel jeg,” sagde Kongssønnen. „Det vil jeg see paa!” sagde Risen, han ud i Stalden; men saa stod Hesten der, ligesom Kongssønnen havde sagt. „Du har vist talt med min Mestermø, for det har du aldrig suget af dit eget Bryst,” sagde Risen igjen. „I Gaar snakkede Huusbond om denne Mestermøen og i Dag er det samme Snakket; — aa Gud velsigne Huusbond! han vilde vel ikke vise mig den Tingen, veed jeg, for den skulde jeg have rigtig Moro af at see,” sagde Kongssønnen, han slog sig lige dum og uvittig igjen. „Aa, tidsnok faaer du see hende,” sagde Risen.
Den tredie Dags Morgen skulde Risen ud i Skoven med Gjederne sine igjen. „Idag skal du til Helvede og hente Brandskatten,” sagde han til Kongssønnen; „naar du har gjort det, kan du hvile dig Resten af Dagen, for det er en snild Huusbond du er kommen til, skal du vide,” og saa reiste han. „Ja hvor snild Huusbond, du er, saa er det fule Arbeider du sætter mig til ligevel,” sagde Kongssønnen; „men jeg faaer vel prøve om jeg kunde finde Mestermøen din; du siger vel hun er din, men kanskee hun nok turde sige mig, hvordan jeg skal bære mig ad endda,” og saa gik han ind til hende. Da nu Mestermø spurgte ham, hvad Risen havde sat ham til at gjøre den Dagen, fortalte han at han skulde til Helvede og hente Brandskatten. „Hvorledes vil du bære dig ad med det?” sagde Mestermø. „Ja det faaer nok du sige mig det,” sagde Kongssønnen, „for i Helvede har jeg aldrig været før, og om jeg vidste Veien, saa ved jeg ikke, hvormeget jeg skal kræve heller.” „Aa ja, jeg skal nok sige dig det; du skal gaae til Fjeldet her borte under Heien og tage den Klubben som ligger der og knarte paa Bjergvæggen,” sagde Mestermø. „Saa kommer der ud En, saa det gnistrer af ham, ham skal du sige Ærendet dit, og naar han spørger dig hvormeget du skal have, siger du: Saa meget som jeg kan bære.” Ja, det skulde han nok komme i Hu, sagde han, og saa sad han inde hos Mestermø hele Dagen, ligetil det led mod Kvelden, og han havde gjerne siddet der til nu, dersom ikke Mestermø havde mindet ham om, at han nok fik afsted til Helvede efter Brandskatten, før Risen kom. Han maatte da i Veien, og saa gjorde han akkurat som Mestermø havde sagt, han skulde gjøre; han gik bort til Fjeldvæggen og tog Klubben og knartede paa. Saa kom der ud En saa Gnisterne fløi baade af Øine og Næse paa ham. „Hvad vil du?” sagde han. „Jeg skulde nok hid for Risen og kræve Brandskatten til ham,” sagde Kongssønnen. „Hvor meget skal du have da?” sagde den Anden igjen. „Jeg forlanger aldrig Mere end jeg orker bære med mig, jeg,” sagde Kongssønnen. „Det var vel, du ikke skulde have et heelt Hestelæs!” sagde han, som kom ud af Fjeldvæggen. „Men kom nu og bliv med mig ind!” Det gjorde Kongssønnen og der fik han vel see Guld og Sølv, kan du troe, det laa ind i Bjerget, som Steenhobene i en Ur; og saa fik han en Børd saa stor, han kunde bære, og med den gik han sin Vei. Da nu Risen kom hjem med Gjederne om Kvelden, gik Kongssønnen inde i Stuen og trallede og sang igjen, ligesom de to andre Aftener. „Har du nu været i Helvede efter Brandskatten?” sagde Risen. „Ja jeg har nok det, Huusbond,” sagde Kongssønnen. „Hvor har du den henne da?” sagde Risen igjen. Guldsækken staaer der borte i Bænken,” sagde Kongssønnen. „Det vil jeg see paa!” sagde Risen, han lagde bort til Bænken, men saa stod Sækken der, og det saa fuld, at Guldet og Sølvet dryssede, bare Risen løste paa Sækkebaandet. „Du har vist talt med min Mestermø?” sagde Risen; „har du det, vrider jeg Hovedet af dig.” „Mestermø?” sagde Kongssønnen; „i Gaar snakkede Huusbond om denne Mestermøen, og i Dag snakker han om hende igjen, og forrige Dagen var det samme Snakket. Jeg vilde ønske, jeg fik see den Tingen, jeg,” sagde han. „Ja, ja, bi til i Morgen, da skal jeg selv være med dig ind til hende,” sagde Risen. „Aa Tak skal Huusbond have, men det er vel bare Skam,” sagde Kongssønnen.
Dagen efter tog Risen ham med til Mestermø. „Nu skal du slagte ham og koge ham i den store, digre Kjedlen du veed vel. Naar du saa har Suppen færdig, kan du snakke til mig,” sagde Risen, han lagde sig til at sove i Bænken, og ret som det var, snorkede han, saa det dundrede i Fjeldet. Saa tog Mestermø en Kniv og skar Gutten i Veslefingeren og dryppede tre Blodsdraaber paa Krakken; derefter tog hun alle de gamle Filler og Skosaaler og alt det Utøi, hun kunde faae fat paa, og havde op i Kjedelen; og saa heldte hun et heelt Skriin fuldt med malet Guld, og en Saltsteen og en Vandflaske, som hang ved Døren, og et Guldæble og to Guldhøner tog hun ogsaa med sig, og med det reiste hun og Kongssønnen afsted fra Risegaarden det forteste de kunde, og da de kom et Stykke paa Veien, kom de til et Hav, siden seilede de, men hvor de fik Skibet fra, har jeg aldrig rigtigt faaet spurgt.
Da nu Risen havde sovet en god Stund, begyndte han at strække sig paa Bænken, der han laa; „er det snart kogt nu?” sagde han. „Nys begyndt!” sagde den første Blodsdraaben paa Krakken. Ja saa lagde Risen sig til at sove igjen, og saa sov han en lang, lang Stund paany. Saa begyndte han at vende lidt paa sig igjen; „er det snart kogt nu da?” sagde han, men han saae ikke op — det gjorde han ikke første Gangen heller — for han var halvt i Søvne endda. „Halvkogt!” sagde den anden Blodsdraaben, og saa troede Risen det var Mestermø igjen; han vendte sig paa Krakken og lagde sig til at sove paa nyt Lag. Da han nu havde sovet i mange Timer igjen, begyndte han at røre og strække sig; „er det ikke kogt endnu?” sagde han. „Fuldkogt!” sagde den tredie Blodsdraaben. Risen begyndte da at reise paa sig og gnide Øinene, men han kunde ikke see den, som havde snakket, og saa spurgte han efter Mestermø og raabte paa hende. Nei, der var Ingen som svarede. „Aa ja, hun er vel smuttet ud lidt,” tænkte Risen, han tog en Slev og skulde bort i Kjedlen og smage; saa var der ikke andet end Skosaaler og Filler og sligt Fanteri og det var kogt i Hob saa han ikke vidste enten det var Grød eller Velling. Da han saae det, kunde han skjønne, hvorledes det var gaaet til, og saa blev han saa ildsindt, at han ikke vidste, hvad Been han skulde staae paa, og han efter Kongssønnen og Mestermø og det saa det suste; men det varede ikke længe, saa stod han ved Vandet og det kunde han ikke komme over. „Ja, ja, jeg skal vel vide Raad for det, jeg skal bare raabe paa min Elvesuger,” sagde Risen, og det gjorde han; saa kom Elvesugeren hans og lagde sig ned og drak en to, tre Slurker; og ved det minkede Vandet saameget i Havet, at Risen saa Mestermø og Kongssønnen, ude paa Skibet. „Nu faaer du kaste ud Saltstenen,” sagde Mestermø, og det gjorde Kongssønnen, saa blev den til et Fjeld saa stort og høit tværs over Havet, at Risen ikke kunde komme over, og ikke kunde Elvesugeren faae suget Mere heller. „Ja, ja, jeg skal vel vide Raad for det,” sagde Risen, han efter Bjergnaveren sin og til at bore i Bjerget, saa Elvesugeren kunde komme til at suge igjen; men med det samme der blev Hul og Elvesugeren begyndte at drikke, sagde Mestermø at Kongssønnen skulde slaae ud en Draabe eller to af Flasken, og saa blev Havet lige fuldt igjen, og førend Elvesugeren kunde faae taget en Slurk til, var de i Land, og saa var de frelste.
Saa skulde de hjem til Kongssønnens Fader, men han vilde ikke paa nogen Maade at Mestermø skulde gaae, for det syntes han ikke kunde passe sig hverken for hende eller ham. „Vent her en bitte liden Stund, mens jeg gaaer hjem efter de syv Hestene, som staae paa min Faders Stald,” sagde Kongssønnen. „Det er ikke lange Veien og ikke skal jeg være længe om den heller; men jeg vil ikke at Kjæresten min skal komme gaaende til Gaards.” „Aa nei, gjør ikke det, for kommer du hjem til Kongsgaarden, saa glemmer du mig bare, det veed jeg før,” sagde Mestermø. „Hvorledes skulde jeg glemme dig? vi som har lidt saa meget Ondt sammen og har hverandre saa kjær,” sagde Kongssønnen; han vilde og han maatte hjem efter Vognen med de syv Hestene for, og hun skulde vente der ved Søkanten imens. Ja, tilsidst maatte da Mestermø føie ham i det, siden han endelig vilde. „Men naar du kommer der, skal du ikke give dig Stunder til at hilse paa Nogen en Gang, men gaae lige ind i Stalden og tage Hestene og spænde for og kjøre, det forteste du kan. For de komme nu om dig Allesammen; men du maa lade, som du ikke seer dem, og smage Noget maa du slet ikke; gjør du det, saa bliver det til Ulykke baade for dig og mig,” sagde hun, og det lovede han.
Men da han kom hjem til Kongsgaarden, saa skulde just en af Brødrene hans have Bryllup, og Bruden og alle Skydsfolkene hendes vare alt komne til Gaards; og saa stimlede de om ham Allesammen og spurgte baade om det Ene og det Andet og vilde have ham med sig ind; men han lod som han ikke saa dem, men lagde lige ind i Stalden og fik ud Hestene og begyndte at spænde for. Da de nu ikke paa noget Sæt eller Viis kunde faae ham med sig ind, kom de ud til ham baade med Mad og Drikke og alt det Bedste, de havde lavet til Brylluppet; men Kongssønnen vilde ikke smage nogen Ting, han skyndte sig bare at spænde for, han. Men tilsidst saa trillede Søsteren til Bruden et Æble bort over Gaarden til ham; „siden du ikke vil smage noget Andet, kan du da gjerne bide i det, for du kan være baade tørst og sulten efter den lange Vei,” sagde hun, og det gjorde han, han tog op Æblet og bed i det. Men aldrig før havde han faaet Biden i Munden, saa glemte han baade Mestermø og at han skulde kjøre efter hende. „Jeg mener, jeg er gal. Hvad skal jeg med Hestene og Vognen?” sagde han og saa satte han ind igjen Hestene paa Stalden og blev med dem ind i Kongsgaarden, og nu blev det saaledes, at han skulde have Søsteren til Bruden, hende som havde trillet Æblet til ham.
Mestermø sad ved Søkanten og ventede i syv Lange og syv Brede, men ingen Kongssøn kom der. Saa gik hun da derfra, og da hun havde gaaet et Stykke, kom hun til en liden Stue, som laa for sig selv i en Skovhage tæt ved Kongsgaarden; der gik hun ind, og bad om hun ikke kunde faae Lov at være der. Det var en gammel Kjærring, som eiede Stuen, og et sindt og arrigt Trold var hun ogsaa; i Førstningen vilde hun slet ikke lade Mestermø faae blive hos sig, men langt om længe skulde hun da for gode Ord og Betaling faae Lov alligevel. Men stygt og svart var det derinde som i en Grisesti, derfor sagde Mestermø, at hun nok vilde pynte lidt, saa det kunde komme til at see ud som hos andre Folk derinde ogsaa. Det led heller ikke den gamle Kjærringen, hun gren og var sindt; men Mestermø brød sig ikke om det; hun tog frem Guldskrinet sit og slog en Halvsætting eller saa bort i Varmen, saa at Guldet frasede ud over hele Stuen, og saa blev den forgyldt baade inden- og udenpaa. Men med det samme Guldet begyndte at frase, blev den gamle Kjærringen saa ræd, at hun satte ud, som om den Slemme selv var efter hende; saa kom hun ikke i Hu at bukke sig i Døren, og saa brød hun Hovedet af sig i Dørkarmen.
Morgenen efter kom Lensmanden reisende der forbi. Han blev rent forundret over den Guldstuen, som blinkede og glittrede borte i Skovhagen, det kan En nok vide, og endnu mere forundret blev han, da han kom ind og fik see den deilige Jomfruen, som sad der; hende blev han saa forlibt i, at han friede til hende strax paa Timen og bad hende baade vakkert og veent, at hun vilde blive Madamen hans. „Ja, har du brav mange Penge saa,” sagde Mestremø. Aa ja, han havde ikke saa faa endda, meente Lensmanden. Pengene skulde han nu hjem efter, og om Kvelden kom han igjen, da havde han en heel Halvtøndesæk med sig, som han satte borte i Bænken. Ja, siden han havde saa brav mange Penge, vilde Mestermø have ham, og saa lagde de sig sammen; men aldrig før havde de lagt sig, saa vilde Mestermø op igjen; „jeg har glemt at kare Varmen,” sagde hun. „Jøs, skulde du staae op efter det!” sagde Lensmanden, „det skal jeg gjøre, det” — og saa sprat han op paa Gulvet og bort til Skorstenen i et Hop. „Ja sig mig til, naar du holder i Karepinden,” sagde Mestermø. „Nu holder jeg i Karepinden,” sagde Lensmanden. „Saa Gud give, du maa holde i Karepinden og Karepinden i dig, og du maa øse Ild og Mørje over dig til det dages!” sagde Mestermø, og saa blev Lensmanden staaende der hele Natten og øste Ild og Mørje over sig, og alt han græd og bad og tiggede, saa blev ikke Ildmørjen koldere for det; men da det dagedes og han fik Magt til at kaste Karepinden, blev han nu ikke der længe, det kan du nok vide, han satte afsted som Fogden eller Fanden skulde være i Hælene paa ham; og Alle, som mødte ham, kopte og glante efter Lensmanden, for fløi gjorde han, som han var galen, og værre kunde han ikke have seet ud, om han havde været baade flaaet og garvet; og Alle saa undrede de sig hvor han havde været, men han sagde nu ikke Noget om det for Skams Skyld.
Dagen efter kom Skriveren reisende forbi der, hvor Mestermø boede; han saa at det glittrede og skinte i Stuen borte i Skovhagen, og skulde da ogsaa ind og se, hvem det var, som boede der, og da han kom ind og fik see den deilige Jomfruen, blev han endda mere forlibt end Lensmanden og til at frie paa flyvende Timen. Ja, Mestermø svarede ham lige eens som hun havde svaret Lensmanden, at havde han brav mange Penge, saa —. Penge, meente Skriveren, han ikke havde saa faa af, og dem skulde han da strax hjem efter; og om Kvelden kom han igjen med en stor, diger Sæk med Penge — jeg mener det var en Heeltøndesæk det — og satte i Bænken hos Mestermø. Saa skulde det nu blive saa, at han skulde faae hende, og saa lagde de sig; men saa havde Mestermø glemte at lukke Svaldøren den Kvelden, den maatte hun op og stænge, sagde hun. „Jøs, skal du gjøre det da!” sagde Skriveren, „nei lig du, det skal jeg gjøre;” og han op af Sengen, saa let som en Ert paa en Næver, og ud i Svalen. „Sig mig til, naar du har Tag i Dørklinken!” raabte Mestermø. „Nu holder jeg i Døren,” skreg Skriveren ude i Svalen. „Saa Gud give, du maa holde i Døren og Døren i dig, og I maa fare Væg imellem til det dages!” sagde Mestermø. Og saa kan det vel hænde, Skriveren fik dandse den Natten; slig Vals havde han nok aldrig valset før, og ikke var han vel meget huget efter at komme til at dandse den sidenefter heller; snart var han fore og snart Døren, og det gik fra den ene Svalkrogen til den anden, saa Skriveren næsten slog sig ihjel; først tog han til at bande og siden til at græde og bede, men Døren brød sig ikke om nogen Ting, den holdt paa med Sit den, ligetil det begyndte at dages. Da Døren slap Taget, satte Skriveren afsted, som han skulde havt Betaling for det, han glemte baade Pengesækken og Frieriet og var glad til at Stuedøren ikke kom dandsende efter ham. Alle, han mødte, saa kopte og glante de efter Skriveren, for fløi gjorde han som han var gal, og dertil saa han ud værre end han skulde have stangets med Saudbukkene hele Natten.
Den tredie Dagen kom Fogden reisende, saa fik han ogsaa see Guldstuen borte i Skovhagen; ja han maatte ogsaa ind og see hvem boede der; og da han fik see Mestermø, blev han saa forlibt i hende at han friede, bare han fik hilset. Mestermø svarede nu ham som de andre To, at havde han brav mange Penge, saa vilde hun nok have ham; og dem havde han ikke saa faa af, sagde Fogden, han skulde strax hjem og hente dem, og det gjorde han. Da han kom igjen om Kvelden, havde han en endda større Pengesæk med sig end Skriveren — den tog vist halvanden Tønde — og den satte han i Bænken; ja saa skulde det da blive saa, at han skulde have Mestermø. Men aldrig før havde de lagt sig, saa sagde Mestermø, at hun havde glemt at slippe ind Kalven; den maatte hun op igjen og have ind i Bingen. Nei Kors, det skulde da hun slet ikke gjøre, det skulde Fogden gjøre det, sagde han, og han, saa tyk og fed han var, op af Sengen og ud, saa letvindt som en ung En. „Ja sig mig til, naar du holder i Kalverumpen,” sagde Mestermø, og det gjorde han. „Nu holder jeg i Kalverumpen!” raabte Fogden. „Saa Gud give, du maa holde i Kalverumpen og Kalverumpen i dig, og I maa fare Alverden om, til det dages!” sagde Mestermø, og saa kan det vel hænde, Fogden fik røre paa Benene sine; det gik Brat og Fladt, over Bjerg og Dale, og jo mere Fogden bandede og skreg, des fortere satte Kalven i Veien. Da det begyndte at lysne, var Fogden næsten sprængt, og saa glad var han fordi han kunde slippe Kalverumpen, at han glemte baade Pengesækken og Altsammen; han gik nu sagtens lidt sagtere end Lensmanden og Skriveren havde gjort, men jo sagtere han gik, des bedre Tid fik Alle til at kope og glane paa ham, og den brugte de ogsaa, det kan En nok vide, saa udmaset og fillet som han saa ud efter Kalvedandsen.
Dagen efter skulde Brylluppet staae i Kongsgaarden, og da skulde baade den ældste Broderen til Kirken med sin Brud og han, som havde været hos Risen, med Søsteren hendes. — Men da de havde sat sig op i Vognen og skulde kjøre af Gaarde, røg den ene Sælepinden af, og de gjorde baade een og to og tre i Stedet, men alle saa røg de, det hjalp ikke hvad Slags Træ de tog til Pinder. Dette varede og rak, og ikke kunde de komme af Gaarde, saa de bleve mismodige Allesammen. Men saa sagde Lensmanden — for han var nu bedet til Brylluppet i Kongsgaarden han ogsaa, maa vide — at der borte i Skovhagen boede en Jomfru; „dersom I bare faae laant Karepinden, som hun rager sammen Varmen sin med, saa veed jeg vist den holder,” sagde Lensmanden. Ja, de sendte Bud til Skovhagen og bad saa vakkert, om de ikke kunde faae laant den Karepinden, Lensmanden havde snakket om; der var ikke Ordet Nei til det, og saa havde de da Sælepinde, som ikke røg af, kan hænde. Men med det samme de saa vilde til at kjøre, gik Vognbunden i Stykker. De til at lave ny Vognbund baade fort og vel, men hvordan de spigrede den sammen og hvad Slags Træ de tog, saa hjalp det ikke; aldrig før havde de faaet Bund i Vognen og skulde af Gaarde, saa røg den itu igjen og saa var de endda værre stelt end med Sælepinden. Men saa sagde Skriveren — for var Lensmanden med, saa kan En nok vide at han var i Brylluppet paa Kongsgaarden —: „Borte i Skovhagen her boer en Jomfru; kunde I bare faae laant den ene Halvdøren i Svalgangen hendes, saa veed jeg vist den skal holde.” Ja, de sendte Bud til Skovhagen igjen og bad saa vakkert, om de kunde faae laant den forgyldte Svaldøren, som Skriveren havde talt om, og den fik de strax. Saa skulde de igjen til at reise, men saa orkede ikke Hestene at trække Vognen; sex Heste havde de alt for den, saa spændte de for otte, saa ti og saa tolv, men hvor mange de spændte for, og alt Kudskene brugte Svøben, hjalp det ikke, Vognen rørte sig ikke af Flækken. Nu begyndte det alt at lide temmelig langt paa Dagen og til Kirke maatte og skulde de, saa de bleve reent mistrøstige Alle som i Kongsgaarden vare; men saa sagde Fogden igjen, at borte i den forgyldte Huusmandsstuen i Skovhagen, boede der en Jomfru; bare de kunde faae laant Kalven hendes, saa —; „for den veed jeg vist trækker Vognen, om den saa var tung som Fjeld!” sagde Fogden. De syntes nok det var leit at kjøre til Kirke med en Kalv, men det var intet andet Raad for, de maatte sende Bud igjen og bede saa vakkert fra Kongen, om han kunde faae laant Kalven, som Fogden havde talt om, og Mestermø lod dem strax faae den, hun svarede ikke Nei den Gang heller. Da de saa fik spændt den for, saa kanskee Vognen maatte røre sig, det gik Brat og Fladt, over Stok og Steen, saa de knap kunde trække Veiret, og somme Tider var de paa Marken og somme Tider i Luften; og da de kom til Kirken, begyndte det at gaae rundt omkring den ligesom et Haspetræ, og det var med yderste Nød og Neppe at de kunde komme ud af Vognen og ind i Kirken. Og tilbage igjen gik det endda fortere, saa de mest ikke vidste af sig, da de kom til Kongsgaarden igjen.
Da de havde sat sig til Bords, sagde Kongssønnen — han som havde tjent i Risegaarden — at han syntes, de burde bede op paa Kongsgaarden den Jomfruen nede i Skovhagen, som havde laant dem Karepinden og Svaldøren og Kalven; „for havde vi ikke faaet de tre Ting, saa havde vi ikke været af Gaarde endnu,” sagde han. Ja, det syntes Kongen ogsaa var baade vel og rigtigt, og saa sendte han da fem af sine bedste Mænd ned til den forgyldte Huusmandsstuen; de sagde, at de skulde hilse saa flittig fra Kongen og bede, om hun ikke vilde være saa god og komme op paa Kongsgaarden og spise Middag. „Hils Kongen og sig ham, at er han for god til at gaae til mig, saa er jeg for god til at gaae til ham med,” svarede Mestermø. Saa maatte Kongen selv i Veien, og saa blev Mestermø med paa Timen; og Kongen troede nok, hun var lidt Mere end hun saa ud til, han satte hende i Høisædet oppe ved den yngste Brudgommen. Da de havde siddet en liden Stund til Bords, tog Mestermø frem Hanen og Hønen og Guldæblet, som hun havde ført med sig fra Risegaarden, og satte det paa Bordet fremmen for sig; og strax saa begyndte Hanen og Hønen at nappes om Guldæblet. „Nei, se hvor de To figte om Guldæblet da!” sagde Kongssønnen. „Ja saa figtede vi To ogsaa for at komme ud, den Gang vi var i Fjeldet,” sagde Mestermø. Saa kjendte Kongssønnen hende igjen, og saa kan det vel hende, der blev Glæde paa ham; den Troldhexen, som havde trillet Æblet til ham, lod han rives i Stykker mellem fire og tyve Heste, saa der ikke blev Fillen igjen af hende, og saa begyndte de først rigtig at ture Bryllæp; og endda saa saarvingede de vare, saa holdt de da ud Lensmanden og Skriveren og Fogden ogsaa.