Engang i gamle, gamle Dage var der to Brødre, den Ene var rig og den Anden fattig. Da Julekvelden kom, havde den Fattige ikke en Smule i Huset hverken af Suul eller Brød, og saa gik han til Broder sin og bad ham om Lidt til Juul i Guds Navn. Det var vel ikke første Gangen, Broderen havde maattet give ham, og ikke blev han synderlig glad i ham nu heller. „Vil du gjøre det, jeg beder dig, skal du faae en heel Fleskeskinke,” sagde han. Det lovede den Fattige strax og takkede til. „Der har du den, gaa saa lige til Helvede!” sagde den Rige og kastede Fleskeskinken bort til ham. „Ja det, jeg har lovet, faaer jeg holde,” sagde den Anden, han tog Skinken og lagde afsted; han gik og han gik hele Dagen, og i Mørkningen kom han et Sted, hvor det lyste saa gjildt. Her skal du see, det er, tænkte Manden med Skinken. Ude i Vedskjulet stod en gammel Mand med et langt, hvidt Skjæg, og hug Juleved. „God Kveld!” sagde han med Fleskeskinken. „God Kveld igjen! Hvor skal du hen saa seent?” sagde Manden. „Jeg skal nok til Helvede, dersom jeg er paa ret Vei,” svarede den Fattige. „Jo, du er gaaet rigtigt nok, det er her,” sagde den gamle Manden. „Naar du nu kommer ind, vil de Alle kjøbe Fleskeskinken din, for Flesk er en sjelden Mad i Helvede; men du skal ikke sælge den, med mindre du faaer den Haandkværn, som staaer bag Døren, for den. Naar du saa kommer ud igjen, skal jeg lære dig at stille Kværnen, den er nyttig til Noget af Hvert den.” Ja, han med Skinken takkede for god Underretning og bankede paa hos Fanden.
Da han kom ind, gik det som den gamle Mand havde sagt: alle Djævlene, baade store og smaa, stimlede om ham som Myrer om en Mark, og den Ene bød den Anden over paa Fleskeskinken. „Rigtignok skulde Kjærringen og jeg havt den til Julekveldsmad, men siden I ere saa forhipne paa den, faaer jeg vel sagtens overlade den,” sagde Manden. „Men skal jeg sælge den, vil jeg have den Haandkværnen, som staaer bag Døren der borte.” Den vilde Fanden nødig være af med, og tingede og prutede med Manden, men han blev ved Sit, og saa maatte Fanden ud med den. Da Manden kom ud i Gaarden, spurgte han den gamle Vedhuggeren, hvorledes han skulde stille Kværnen, og da han havde lært det, sagde han Tak for sig og lagde hjemover, det forteste han kunde; men alligevel kom han ikke hjem, før Klokken slog Tolv om Julenatten.
„Men hvor i al Verden bliver der af dig da?” sagde Kjærringen. „Her har jeg siddet Time ud og Time ind og hipet og ventet, og har ikke saa Meget som to Pinder at lægge i Kors under Julegrødsgryden.” „Aa jeg kunde ikke før komme, jeg havde Noget af Hvert at gaae efter, og lang Vei havde jeg ogsaa. Men nu skal du see,” sagde Manden, han satte Kværnen paa Bordet og bad den først male Lys, saa Dug, og saa Mad og Øl og Alt som godt var til Julekveldskost, og efter som han befalede den, saa malte Kværnen. Kjærringen forkorsede sig den ene Gang efter den anden og vilde vide, hvor Manden havde faaet Kværnen fra, men det vilde han ikke ud med; „det faaer være det samme, hvor jeg har faaet den, du seer, Kværnen er god og Kværnvandet ikke fryser,” sagde Manden. Saa malte han Mad og Drikke og alle gode Ting til hele Julen, og Trediedag bad han til sig sine Venner, da vilde han have Gjestebud. Da den rige Broderen saa alt det, der var i Gjestebudsgaarden, blev han baade harm og vild, for han kunde ikke unde Broder sin Noget. „Om Julekvelden var han saa nødig, at han kom til mig og bad om Lidt i Guds Navn, og nu gjør han et Lag som han skulde være baade Greve og Konge,” sagde han til de Andre. — „Men hvor i hede Helvede har du faaet al Rigdommen din fra, du?" sagde han til Broderen. „Bag Døren,” sagde han som eiede Kværnen, han brød sig ikke om at gjøre ham noget Regnskab for det, han; men ud paa Kvelden, da han havde faaet lidt i Hovedet, knnde han ikke bare sig, da kom han frem med Kværnen. „Der seer du den, som har skaffet mig al Rigdommen,” sagde han, og saa lod han Kværnen male baade det Ene og det Andet. Da Broderen saa det, vilde han endelig have Kværnen, og langt om længe skulde han da ogsaa faae den, men tre hundrede Daler maatte han give for den, og saa skulde Manden beholde den til Slaataannen; for har jeg havt den saa længe, kan jeg have malet op Mad for mange Aar, tænkte han. I den Tid kan En nok vide, Kværnen ikke blev rusten, og da Slaataannen kom, fik Broderen den; men
den Anden havde vel vogtet sig for at lære ham at stille den. Det var om Kvelden at den Rige, fik Kværnen hjem til sig, og om Morgenen bad han Kjærringen gaae ud og brede efter Slaattekarlene, han skulde selv lave til Dagverden idag, sagde han. Da det saa led mod Dagverdstid, satte han Kværnen paa Kjøkkenbordet. „Mal Sild og Velling, og det baade fort og vel!” sagde Manden, og Kværnen til at male Sild og Velling, først alle Fade og Truge fulde og siden ud over hele Kjøkkengulvet. Manden fiklede og stelte og skulde faae Kværnen til at standse, men hvordan han dreiede og fingrede paa den, saa holdt Kværnen paa, og om Lidt naaede Vellingen saa høit, at Manden var paa at drukne. Saa rev han op Stuedøren, men det varede ikke længe, før Kværnen havde malet fuld Stuen ogsaa, og det var med Nød og Neppe at Manden fik fat i Dørklinken nede i Vellingflommen. Da han nu fik Døren op, blev han ikke længe i Stuen; han satte ud, og Sild og Velling efter ham, saa det fossede udover baade Gaard og Jorder.
Nu syntes Kjærringen, som var ude og bredte Hø, det tog for lang Tid, førend Dagverden blev færdig. „Om ikke Manden raaber hjem, faaer vi gaae ligevel; han kan vel ikke stort med at koge Vellingen, jeg faaer vel hjælpe ham,” sagde Konen til Slaattefolkene. Ja, de begyndte at rangle hjemefter, men da de kom opover Bakkerne et Stykke, mødte de Sild og Velling og Brød, foer og slang om hverandre, og Manden selv føre Flommen. „Gud give der var hundrede Vomme paa Hver af Jer, men pas Jer at I ikke drukne i Dagverdsvellingen,” skreg Manden, han satte forbi dem, som den Slemme var i Hælene paa ham og nedover did hvor Broderen boede. Ham bad han for Guds Skyld tage igjen Kværnen, og det paa Øieblikket; „maler den en Time til, saa forgaaer hele Bygden af Sild og Velling,” sagde han. Men Broderen vilde slet ikke tage den, før den Anden betalte ham tre hundrede Daler til, og det maatte han da. Nu havde den Fattige baade Penge og Kværn, og saa varede det ikke længe for han fik sig op en Gaard, meget gjildere end den, Broderen boede i; med Kværnen malte han op saa meget Guld, at han klædte den med bare Guldplader, og den Gaarden laa tæt ved Havkanten, saa det lyste og glindsede i den langt ud over Søen. Alle de som seilede der forbi, skulde nu indom og besøge den rige Mand i Guldgaarden, og Alle saa vilde de see den forunderlige Kværnen, for den gik der Ord af baade vidt og bredt, og der var Ingen, uden han havde hørt tale om den. Langt om længe kom der ogsaa en Skipper, som vilde see Kværnen; han spurgte, om den kunde male Salt. „Jo, den kan male Salt da!” sagde han, som eiede den, og da Skipperen hørte det, vilde han med Nød og Magt have Kværnen, den maatte koste hvad den vilde; for havde han den, tænkte han, saa slap han at seile langt bort over farlige Vande efter Saltladningen. I Førstningen vilde Manden ikke være af med den, men Skipperen baade tiggede og bad, og tilsidst solgte han den og fik mange, mange tusend Daler for den. Da Skipperen havde faaet Kværnen paa Ryggen, standsede han ikke længe der, for han var ræd, Manden skulde betænke sig; at spørge hvorledes han skulde stille den, havde han nu slet ikke Tid til, han satte ned paa Skibet det forteste han kunde, og da han kom et Stykke ud paa Søen, fik han Kværnen op. „Mal Salt, og det baade fort og vel!” sagde Skipperrn. Ja, Kværnen til at male Salt, og det saa det sprutede; da Skipperen havde faaet Skibet fuldt, vilde han standse Kværnen, men hvordan han bar sig ad, og hvorledes han stelte paa den, saa malte Kværnen lige fort, og Salthaugen voxte høiere og høiere, og tilsidst saa sank Skibet. Der staaer Kværnen paa Havsens Bund og maler den Dag i Dag er, og derfor er det, at Søen er salt.
Folkeeventyr (1852)/50
Johan Dahls Forlag, (s. 311-316).