Folkeeventyr (1852)/Indledning

Johan Dahls Forlag, 1852 (s. XI-tom).

Om Askeladden, som stjal Troldets Sølvænder, Sengetæppe og Guldharpe ►

bookFolkeeventyrAsbjørnsen og MoeJohan Dahls Forlag1852ChristianiaIndledningXI-tom

Indledning.

Den Overbeviisning om vore Folkeeventyrs hjemlige Oprindelighed, som man ved deres mundtlige Foredrag eller endog ved deres Lesning modtager af det Indtryk, Stof og Form gjøre paa Sindet, giver Plads for mangehaande Tvivl, naar man en Stund har beskjeftiget sig med et Studium, der sammenligner dem med fremmede Traditioner af samme Art. Idet man gjenfinder selv de Eventyrs hele Fabel eller Fabeltræk, der efter sin Charakteer syntes ganske bundne til vort Land og vort Folk, paa fremmed Jordbund, ofte hos meget fjerntstaaende Stammer, kommer man let til at tvivle, om ikke alle disse Overleveringer for længere eller kortere Tid tilbage ere indførte, og alene kan betragtes som hjemlige, forsaavidt de ere indplantede i vore Dalstrøg og have fæstet Rod der. Og jo omhyggeligere man fortsætter dette Studium, og jo videre Kredse man forfølger Eventyrfablerne i, des mere tilbøielig bliver man en Tidlang til at antage den hele Masse af slige Folkedigtninger for en stor Fælleseiendom, dertil hører de fleste europeiske og nogle asiatiske Folkeslag, uden at have fast Hjem nogensteds. Det gjælder her som overalt, hvor man forlader Umiddelbarhedens Grund og slaaer ind paa Reflexionens Vei, at man i nogen Tid famler mellem Tvivl og Uvished; men her som i de fleste Tilfælde finder man, naar Reflexionen er gjennemført, tilbage til den oprindelige Overbeviisning, der da er styiket og klarnet.

Til Paaviisning af, hvorledes snart hele et Eventyrs Fabel, snart enkelte Træk af denne ere udbredte over en stor Deel af de europæiske Lande og tilsidst drage sig tilbage i Asien, behøve vi blot at forfølge et enkelt eller høist et Par af vore Eventyr. Man tage t. Ex. Eventyrkredsen: „De tre Prindsesser fra Hvidtenland“ og „Soria Moria Slot“ samt „Østenfor Sol og vestenfor Maane.“ Disse tre norske Eventyr slutte til hinanden som forskjellige Afændringer af samme Fabel. Hovedbegivenheden er klarligen den samme: Den Elskede frelses (eller er nærved at frelses), men tabes atter ved Forfængelighed (eller utidig Nysgjerrighed). Først efter usigelig Møie og de største udstandne Gjenvordigheder lykkes det den, der saaledes ved sin Brøde har tabt den Kjære, at gjenfinde denne i et utilgjængeligt, vidt i det Fjerne beliggende Slot, hvortil alene overnaturlige Midler skaffe Adgang. — Men allerede disse tre norske Eventyr give denne Fabel forskjelligt, og dele sig derved i tvende Grupper, idet „De tre Prindsesser fra Hvidtenland“ og „Soria Moria Slot“ udgjøre en, som jeg vil kalde den nordlige, og „Østenfor Sol og vestenfor Maane“ danner den anden, den sydlige. Som det siden vil vise sig, hviler den førstnævnte Gruppe paa Erindringer af Sigurd Fafnesbanes Mythe, og har derfor en sparsommere Udbredelse udenfor de germaniske Folkeslags Lande. De tvende Eventyr i Gruppen slutte saa nøie til hinanden, at man kan betragte „Soria Moria Slot“ som en slettere Variant til „De tre Prindsesser fra Hvidtenland;“ dog have Eventyrene Forskjelligheder i Indgangen, i den Fare for hvilken Prindsesserne ere udsatte, i Midlet hvorved de reddes og endelig i Fortællingcn om, hvorledes Gutten finder frem til det i det ubestemmelige Fjerne liggende Slot. Den sydlige Gruppe hviler paa Amorsmythen, saaledes som denne er fremstillet hos Apuleius, Asinus aureus Lib. V. Her fortælles nemlig, hvorledes Psyehe i Amors straalende Palads, tjent af usynlige Terner, henlever glade og lykkelige Dage, der dog skygges af Længsel efter den elskede Gemal, som alene i Nattens Dunkelhed iler til hendes Leie; hvorledes hun, uden at agte paa sin Gemals Advarsel, ængstet og vildledet af sine avindsyge Søstre, endelig en Nat reiser sig fra den Slumrendes Side, løfter Dækket fra en skjult Lampe og griber efter den skarpe Kniv, for at støde den i det formodede Uhyres Bryst, da hun med Forbauselse seer, at det er Kjærlighedens Gud, der har hvilet hos hende. Betagen af Elskov bøier hun sig for at kysse den Herlige — da falder en Draabe sydende Olie af Lampen over Amors Skulder; han vaagner, dadler haardt Psyches Lettroenhed og flyver bort fra hende, der atter maa søge ham gjennem de frygteligste Skrækkescener. — Derfor er det i vort Eventyr „Øftenfor Sol og vestenfor Maane“ en Pige, der spiller Hovedrollen; det er den fæle Bjørneham, hvori Prindsen er tryllet, han skal frelses fra; det er hendes utidige, af Moderen vakte Nysgjerrighed, der fjerner Frelsen, fordi Pigen ei lytter til hans Advarsler, og hun maa efter hans Forsvinden atter søge den Elskede paa de fjerneste, vildsomste Veie. I dette sidste Afsnit følger Eventyret, skjønt i en mere storartet Digtning, de tvende til den nordlige Gruppe henførte.

Det lader som om Brødrene Grimm har holdt disse to nævnte Evenentyrgrupper ganske ud fra hinanden; men neppe med Rette. Thi Fabelen i „Østenfor Sol og vestenfor Maane“ tvinger til at udvide Grundtanken: „at for den rene prøvede Kjærligheds Erkjendelse alt Lavt og Jordisk tilsidst falder bort“ — derhen: at for den rene Kjærligheds Magt enhver adskillende Skranke tillige viger, og da see vi i dette sidste Led Forbindelsen mellem de tvende Grupper. De ligne en Træstamme, der tæt nede ved Jorden har spaltet sig i tvende Hovedforgreninger, hvilke dog altid have Rod fælles; og man vil senere see, hvorledes den ene Hovedgreens Lovværk, i de forskjellige Folks Pendanter, paa mangehaande Maade bøier sig over og flrtter sig ind i den andens.

Sammenstille vi nu hele denne vor Eventyrkreds med Udlandenes Digtninger af samme Art, møde vi snart Hovedfabelen, snart enkelte Træk i de fleste mig bekjendte Samlinger.

I Svenskernes tilsvarende Tradition „Det sköna slottet östan om Solen och nordan om Jorden“ indledes Fortællingen med Træk, som staae nær Begyndelsen af vort Eventyr „Jomfruen paa Glasbjerget,“ skjønt de ogsaa minde om „De tolv Vildænder;“ men siden har det Fortællingen om de vidunderlige Ting, Riserne staae og slaaes om, Søstrene, som raade over Dyr, Fiske eg Fugle, og disses Bistand tilfælles med No. 1 i vor nordlige Gruppe. Fugl Fenix indføres rigtignok i det svenske Eventyr, men synes at være et uægte, sildigere ilidtrængt Element; Hundredemiilsstøvlerne ere ved Fuglens Hjælp blevne unyttige og unyttede. Derimod har Traditionen den Eiendommelighed, at „ungersvennen“ uden egen Brøde taber den Elskede umiddelbart efter Foreningen med hende, og alligevel maa ud i den vide Verden og søge hende op.

Det danske Eventyr „Prinds Hvidbjørn“ slutter sig i Fabelen alene til „Østenfor Sol og vestenfor Maane,“ men mangler adskillige af dettes meest poetiske Træk: Besøget hos de tre vise Kvinder og hos Vindene. Istedenfor at benytte Nordenvindcns Hjælp, lader Prindsessen sig her beslaae paa Hænder og Fødd er og kryber saaledes over „de klare Glasbjerge“ til Slottet, hvor Hvidebjørn opholder sig. Her kommer atter Sigurdsmythen frem og viser en Overensstemmelse mellem den nordlige og sydlige Gruppe i vor Eventyrkreds.

En saadan Overeensstemmelse er endnu kjendeligere i Hertugdømmernes Pendant „Der weisse Wolf.“ Denne følger i Hovedsagen „Østenfor Sol og vestenfor Maane.“ Begyndelsen er kun deri forskjellig, at i den fremmede Tradition en Konge har forvildet sig paa Jagten, og at han alene ved at love en liden sort Mand, hvad der først møder ham ved hans Hjemkomst, kan bringe denne til at vise sig Vei. I en hvid Ulvs Skikkelse henter nu den sorte Mand Kongsdatteren. Hovedforskjellen i den følgende Fabel ligger deri, at hun efter det fremmede Eventyr tre Gange utaalmodig spørger, om de ikke snart ere ved Glasbjerget, hvor den hvide Ulv boer, og at han, vred derover, kaster hende ned af sin Ryg. Nu maa hun atter opsøge ham og kommer til den gamle Kone, til Vinden, til Solen og til Maanen (som i Soria Moria Slot) for at faae Underretning. Med Alle spiser hun Hønsesuppe, og tager Hønseknoklerne med. Maanen bringer hende til Glasbjerget, som hun kryber op ad ved Hjælp af en Stige, hun har dannet af de medbragte Knokler; eet Trin mangler, og det maa hun erstatte ved et Led af sin Lillefinger. — Sandsynligt vilde „Vom goldenen Klingelklangel,“ der hos Müllenhoff tydeligt viser sig at være et Brudstykke, staaet vort Eventyr endnu nærmere, om det havdes i sin Heelhed.

Hos 'Tydskerne ligesom hos os kløver Eventyrstammen sig i to: „Der König vom goldenen Berge,“ som med sine Varianter svarer til vor nordlige Gruppe, og „Das singende, springende Löweneckerchen,“ der slutter sig til vor sydlige. Som anført er der af Brødrene Grimm ikke paaviist nogen Forbindelse mellem disse tvende Eventyr, og det er ganske rimeligt, fordi de Samlinger af nordiske Eventyr, som begrunde Forbindelsen, endnu ei vare fremkomne, den Gang Grimmernes Anmærkningsapparat sammenstilledes. Vist er det ogsaa, at medens Amorsmythen udgjør Hovedledet i det sidstnævnte tydske Eventyr, nogle Træk af de germaniske Sagn om Sigurd paa samme Maade ere indlagte i det førstnævnte. Men man maa tænke sig et fælles oprindeligt Urschema for begge Grupper, hvilket siden i Syden og Norden har udviklet sig paa forskjellig Maade, ved Optagelse af Folkenes særegne Mythemindcr, og at disse to Grnpper siden have stødt sammen og paa Grund af det oprindelige Slægtskab have viklet sig ind i hinanden. Indlemmelsen af den ene Gruppes Mytheforestillinger i den anden er altsaa her ikke tilfældig eller udvortes, maa ei betragtes som en Indsprængning af noget Fremmedartet.

„Das singende, springende Löweneckerchen“ har fjernet sig meget mere fra den apuleiiske Mythe end vor tilsvarende Overlevering, især derved, at Hovedmomentet, Dryppet af det brændende Lys, i det tydske Eventyr er blevet til en Lysstraale, der næsten uden Hustruens Brøde falder paa Prindsen g forvandler ham til en Due, som nu flyver bort fra hende. Fabelens Gang er dog overensstemmende med vort Eventyrs, og især mod Slutningen komme endog de samme Træk frem.

„Der König vom goldenen Berge“ staaer især No. 1 i vor nordlige Gruppe nær. Begyndelsen er dog noget forskjellig fra vor Fortælling: saaledes er det ikke tilet Havtrold, men til Djævelen i en sort liden Mands Skikkelse at Sønnen bortloves. Der er indgaaet Kontrakt med ham, der er givet Forskrivning; Sønnen signes af en Geistlig og drager Kreds om sig for at frelses. Ganske kan han dog ikke slippe den Ondes Magt; han sættes i et lidet Skib og dette vender Kjølen i Veiret; men han sidder tryg i det og naaer en fremmed Kyst. Her træffer han en Jomfru, der er tryllet i Slangeham; hun hilser ham som sin Frelser. Til hendes Redning bliver han pinet og slaaet tre Nætter efter hinanden, uden at turde sige et Ord; den sidste Nat bliver endog Hovedet hugget af ham. Derved er hun frelst, og hun ææger atter ham med Livsens Vand. Herfra følger, med færre Momenter, Eventyret vort nævnte; væsentligst adskiller det sig fra dette i Udgangen, idet Helten i den tydske Tradition vel atter bliver Konge af det gyldne Bjerg (Guldets, Skattenes Hjem), men det forøvrigt lades uafgjort,