Folkets Husbondsret

Folkets Husbondsret
eller
Stemmer Parlamentarismen med vor Grundlov?
————————
Kristiania.
Udgivet af Norges Venstreforening.
Trykt i Centraltrykkeriet.
1884.
Pris 15 Øre.

Samtidig hermed udkommer et Foredrag om Juryen. Om flere eller færre af de andre i Slutningen af dette Flyveskrift nævnte Sager vil lignende Flyveskrifter senere blive udgivne.

Det liberale Parti i vort Land vandt isommer en Seier, større og mere vidtrekkende, end nogen havde vovet at haabe. Nu gjelder det for det samme Parti at holde den engang vundne Stilling, og det turde ikke falde saa let, som mange tænker. Mangen Venstremand mener som saa, at nu er alt naaet, nu er der intet mere at gjøre, saa man kan hengive sig til en sorgløs Ligegladhed. Saadanne Tanker sniger sig saa let ind efter en stor Seier; men Historien har de mange Exempler paa, hvorledes Seieren derved let er gaaet tabt. Dels altfor stor Tryghed, dels indbyrdes Splittelse er de Farer, som saa altfor hurtig kan spille en Seieren ud af Hænderne.

Hvad vi hidtil har opnaaet, er væsentlig kun at faa det norske Folks Suverænitet, dets Husbondsret, saaledes som den blev indskrevet i Grundloven i 1814, virkeliggjort i vort offentlige Liv. Men vi har liggende for os et stort og mangegrenet Arbeide, som de mange Aars hidsige Kampe har skudt tilside, og skal noget kunne udrettes, da maa først det Flertalsherredømme, den Parlamentarisme, som med Ministeriet Sverdrup er indført i vort Statsliv, bevares og sikres. Det er Betingelsen for al fredelig Udvikling, for alt Arbeide paa det offentlige Livs Omraade. En hver ved, hvilken Skade Minoritetsstyret har paaført vort Land, og alle aner vi mere eller mindre klart, hvilke større Ulykker der ivaar truede med at herje vort Samfund, men som heldigvis blev afværgede. Saadanne farefulde Tilstande vil det norske Folk ikke igjen resikere at faa, og derfor gjelder det nu for enhver liberal Mand at verne om de Fordele, vi nu har erhvervet.

Vi siger, at det er Grundlovens Aand og Mening, som nu i Aaret 1884 efter 70 Aars Forløb er trengt ud i Virkelighedens Verden. Høire derimod paastaar om os, at vi er det radikale, det revolutionære Parti, som vil omstyrte Grundloven af 1814, og saa kalder de sig da selv Grundlovsvenner. De taler om, at hvis der ikke skal være Minoritetsstyre hos os, saa er der intet, som holder igjen, saaledes som i andre Lande, hvor der er Overhus, eller hvor endogsaa Underhusmedlemmerne ingen Diæter har. Dette, at der ingen Diæter betales det engeskle Parlaments Underhusmedlemmer, har der endogsaa været lagt særlig Vægt paa. Sammenlign vore Storthingsmænd med de engelske Parlamentsmedlemmer, siger man. Det bliver jo i England blot de mere velhavende, som kan tage mod Valg, siger man, som om dette skulde være noget priseligt Forhold.

Høire har taget Exempler fra de forskjelligste Lande i Europa for at vise, hvor forsigtigt, hvor konservativt Statsforfatningerne der er ordnede, og saa har de da draget den Slutning, at det samme maatte være Tilfældet ogsaa hos os, og naar vi nu bevislig hverken har Overhus eller flere lignende Stillestandsinstitutioner, saa har man sagt, at hos os maa de tilsvarende Dødvægter findes paa andre Hænder, og saa blev det da hos os Regjeringen, som skruedes op til at fungere som Overhus og i det hele taget til at indtage en Funktion i Statsmaskineriet, som vor Grundlov ikke kjender noget til.

Det har derimod ikke faldt vort Høire ind, at naar vor Grundlov ikke har indsat saadanne Særgarantier for Konservatismen, saa er det af den simple Grund, at den ikke vil have dem. Høire lukker sine Øine for den Kjendsgjerning, at vor Statsforfatning hviler paa en ganske anden demokratisk Grundvold end nogen anden monarkisk Statsforfatning. Allerede dens historiske Tilblivelse gjør dette saa rimeligt, snart sagt nødvendigt. Vi har i lange Tider været vante til at høre, at det var i et heldigt Øieblik, vor Frihed blev født, at hvis vor Grundlov var bleven skrevet et Par Aar senere, da havde den ikke været saaledes gjennemaandet af Frihedens Luftning, som Tilfeldet nu er. I 1814 var endnu Frihedsideerne fra 1789 oppe i Dagen. De Mænd, som førte an paa Eidsvold, var begeistrede af disse, og de skrev Grundloven ud af de Folkesuverænitetsprinciper, som gik igjennem den første franske Grundlov af 1791.

Fra 1815 af gjorde Reaktionen sin Runde i Europa, og mellem denne og Frihedstankerne fra Revolutionstiden kom det i de følgende Aartier til voldsomme Brydninger, og først efter haardnakkede Kampe lykkedes det Nationerne at fravriste Reaktionen konstitutionelle Forfatninger, Forfatninger, som dog alle er mærkede af vort Aarhundredes reaktionære Forsigtighedsregler. Det har ikke lykkedes i nogen af dem at faa indsat den Folkets Suverænitet, som fandtes i den franske Grundlov af 1791, eller som findes i vor Grundlov af 1814.

Der er kun to monarkiske Stater i Europa, hvis Forfatninger kan siges at være eldre end vor, nemlig Englands og Sveriges. Englands Forfatning skriver sig fra Tider, der ligger langt forud for den Tid, da Folkesuverænitetstankerne fødtes, og den hviler som bekjendt paa Kontraktsforholdet. Og skjønt Sveriges Forfatning fra 1809 vistnok blev skreven, netop som den store Revolutions Ideer svermede om, er den dog ikke grundlagt paa disse, men er i det væsentlige kun en Gjenindførelse af den i 1789 afskaffede Regjeringsform af 1772. Sverige har nemlig det tilfælles med England, at dets Statsforfatning for en væsentlig Del er Frugten af Aarhundreders hjemlige Udvikling, og ikke, som vor og flere andre Staters, Laan fra andre Lande. Ved Revisionen af 1866 er den vistnok bragt i større Harmoni med de andre nu bestaaende Forfatninger.

Alle de øvrige monarkiske Forfatninger er af senere Dato end vor, den portugisiske af 1826, revideret i 1852, den belgiske af 1831, de øvrige fra Frihedsaaret 1848 og følgende Aar eller fra en senere Dato. Alle er de Trængselens Børn, Indrømmelser, som Reaktionen nødtvungent har maattet gjøre Oppositionen, og de er fremkomne som Overenskomster, Kontrakter mellem den suveræne Fyrste og Folket. Ikke saa hos os. Vor Grundlov har vort Folk givet sig selv paa et Tidspunkt, da det paa Grund af Omstændighederne var kommet i Besiddelse af al suveræn Magt. Eidsvoldsmændene byggede Grundloven paa denne Folkets Suverænitet i Tilslutning til de Grundsætninger, som gaar igjennem den nordamerikanske Forfatning og den franske af 1791.

Det falder saa særdeles let at bevise, hvor aldeles principforskjellig vor Grundlov er fra enhver anden nu bestaaende monarkisk Grundlov, principforssjellig netop der, hvor der spørges om, hvis Vilje det er, som i sidste Instans skal raade i Statssamfundet.

Den af Grundlovens Bestemmelser, som paa den mest afgjørende Maade indfører Almenviljen som øverste Lov, er § 49, der siger, at „Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget“. Højre har haanet og vrenget ad Læren om Folkets Suverænitet, kaldt den ukristelig og stammende fra neden. Men det kan ikke nægtes, at paa Lovgivningsfeltet ialfald, der er Folket suverænt; det ene og alene har her al afgjørende Myndighed, medens i alle andre monarkiske Stater er Lovgivningsmyndigheden delt mellem Kongen og Folket. „Den lovgivende Magt er hos Kongen og Rigsdagen i Forening“, siger udtrykkelig den danske Grundlov. I den svenske heder det: „Kongen maa ikke uden Rigsdagens og Rigsdagen ikke uden Kongens Samtykke give nogen ny eller afskaffe nogen bestaaende Lov“. Den nederlandske: „Den lovgivende Magt er hos Kongen og Generalstaterne i Forening“. Den belgiske: „Den lovgivende Magt udøves af Kongen, Repræsentanternes Kammer og Senatet i Forening.“ Den preussiske: „Den lovgivende Magt udøves af Kongen og tvende Kamre i Forening. Til en hver Lov udkreves Overensstemmelse mellem Kongen og begge Kamre“. Den østerrigske: „Til enhver Lov udkræves Overensstemmelse mellem begge Huse og Keiserens Stadfestelse.“ Den italienske: „Kongen og to Kamre, Senatet og de Deputeredes Kammer, udøver i Forening den lovgivende Magt“. Og saa fremdeles, som vi ser, i omtrent ligelydende Udtryk.

Hos os derimod — vi skal gjentage det endnu en Gang — heder det ret og slet: „Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget“. Ingen Konge, intet arveligt eller kongevalgt Overhus kan sætte nogen Bom for Folkets Vilje paa det lovgivende Omraade. Er saa ikke Folket paa dette Felt suverænt? Vi antager, at dette er ligesaa sikkert, som at Folkesuveræniteten ikke er anerkjendt i nogen anden monarkisk Forfatning.

Eller tror kanske nogen, at § 49 blot er en uheldig Redaktion? Vi henviser da til § 79, der i uomtvistelige Ord viser, at og hvorledes Folket trods Kongens Ønske ifører sin Vilje Lovskraft.

Paa denne vort Folks suveræne Lovgivningsmyndighed har der som bekjendt været gjort mange Angreb. Blandt de 14 voldsomme Ændringer, Karl Johan foreslog for Storthinget i 1824, var Afskaffelsen af denne Folkets Enemyndighed den vigtigste. Vor Grundlov skulde da omstøbes fra at være et Udslag af Frihedsprinciperne fra 1789 til en Form, der stemte overens med Reaktionens Opfatning af Statsbegrebet. „Naar den Ret at foreslaa Love“, siger Karl Johan i sin Proposition til Storthinget, „tilhører i lige Grad Kongen og Folkerepræsentationen. naar til Fuldstendiggjørelsen af en Lov udfordres begges fælles Samtykke, da staar Vægtskaalen lige, og Rettighedernes Ligevægt bliver et trygt Vern for Friheden“.

Dette er jo ud og ind den velkjendte Ligevægtslære, saaledes som den blev fremstillet for 136 Aar siden af Montesquieu, som var i saa god Kurs blandt Reaktionens Politikere for 60 Aar siden og videre frem gjennem Tiden, og som derfor ogsaa har banet sig Adgang til alle monarkiske Konstitutioner, der en grundlagte efter 1815.

Storthinget i 1824 afviste Forsøget; det vilde ikke beskjære Folkets eneraadende Myndighed paa Lovgivningsfeltet. Men dette, at Kongen hos os er udelukket fra Lovgivningsmyndigheden, det er mange en haard Pille at døje. Vore kloge Forsigtighedsmænd har kludset og fortolket, tøiet til alle Kanter for at kunne faa opkonstrueret en Formynderstyrelse. Der maatte paa Liv og Død pines ind i vor Grundlov den samme Tankegang som den, der fandtes i andre Grundlove. Man tilfortolkede Kongen et absolut Veto i Grundlovssager ialfald. Og som Argument herfor har da ogsaa uden videre været anført, at der ikke findes nogen monarkisk Stat, hvor saadant mangler.

Ja, selv § 79 har ikke kunnet gaa fri for Fortolkningskneb. Det fik vi da høre ivaar. Regjeringen vilde naturligvis nægte at respektere Lensmandsloven, hed det i Højrepressen skjønt den overensstemmende med § 79 var vedtaget tre Gange. Hvorfor? Jo, den var uforenelig med Grundloven, sagdes der, som om Regjeringen havde noget med at have nogen Mening om den Ting. At dømme om, hvorvidt en Lov er forenelig med Grundloven eller ikke, ligesaavel som at dømme om, hvorvidt den er gavnlig eller ikke, det bliver dog vel sandelig deres Sag, hvem Lovgivningsmyndigheden tilhører. Og hos os er det nu engang saa, at dette ikke er Regjeringen. Imidlertid, vort Aprilministerium fik saamen andet at gjøre end at spekulere paa saadanne Slags Lovbrud.

I denne Forbindelse skal ogsaa nævnes, at der i flere af vore Lærebøger er smuglet ind den Lære, at den lovgivende Magt udøves af Kongen og Folket i Forening, tvertimod Grundlovens egne Ord i §§ 49 og 79. En af de af Rigsretten for Grundlovsbrud dømte Statsraader har da ogsaa nylig hævdet, at en saadan Lære var den rette. Det norske Folk vil vel heller ikke saa let glemme, at en af Høires mere betjendte Talere for ikke saa lang Tid siden udtalte paa et stort Folkemøde, at det var et tvilsomt Gode, dette med § 79. Den samme Mand er netop nu valgt ind i Bestyrelsen af Høires Centralforening.

Det norske Folk vil ikke glemme dette. Thi i § 79 har det altid seet en af Frihedens sikreste Grundpiller. Og det har da ogsaa vist sig, at de Love, som er drevne igjennem ved Hjælp deraf, alle er Seire for Frihed og demokratisk Ordning imod aristokratiske og bureaukratiske Institutioner.

Folket giver sig altsaa selv sine Love, den Sag er klar. Hertil kommer, at den Maade, hvorpaa dette sker, det vil sige den Maade, hvorpaa Lovgiverne velges, og Nationalforsamlingen sammensættes, er ordnet fuldt ud i Overensstemmelse med den demokratiske Styrelsesform. Det hos os gjeldende Etkammersystem er i Forening med §§ 49 og 79 det bedste Bevis paa vort Folks Suverænitet.

Af alle nu bestaaende monarkiske Forfatninger er der foruden vor kun én, af forholdsvis ny Dato (den græske af 1864), hvis Nationalrepræsentation kun bestaar af ét Kammer. I alle andre Stater er der et Overhus, Senat, eller hvad det kaldes, hvis Medlemmer enten er arvelige som i England eller kongevalgte som i Portugal og Italien eller valgte af eller blandt Rigmændene, eller ogsaa er Kammeret sammensat ved en Forening af disse forskjellige Valgmaader. Overhusene har altid vist sig at være Reaktionens sikreste Støtte i Modstanden mod Folkenes Frihed og Fremskridt. Det er Levninger, Gjengangere af Fortidens. Statsformer, det er en Protest mod det moderne Etatssystem, der arbejder til bedste for det almene, det hele, det er Klassesystemet, dette, at stille enkelte Klasser, de øverste, de bedst stillede Lag, ud fra det hele, store Samfund og give dem Forrettigheder, Særindflydelse paa Statsstyrelsen. En saadan Ordning er ikke demokratisk, den er af aristokratisk Natur.

Vi ved, hvilke vanskelige og haardnakkede Kampe andre Landes Nationalforsamlinger, de af Folket virkelig valgte Repræsentanter, har havt og fremdeles har med sine Overhuse, vi ved ogsaa, hvorledes disses Magt i de fleste Lande er gaaet mere og mere tilbage. Utviklingens Lov har været stærkere end den skrevne Grundlov, og i mange af Europas Stater, i England, i Belgien, Holland, Italien, er det kommet dertil, at Folkets Suverænitet praktisk har brudt igjennem trods Overhus og kongelige Privilegier. Nu og da gjøres der vistnok Forsøg paa at sætte Demninger mod Folkets Vilje; men nogen varig Modstand kan der ikke gjøres. Udfaldet af Valgene til Folkets Kammer bliver mere og mere det bestemmende for, i hvilken Aand Landets Styrelse skal føres. Og, som sagt, dette sker i andre Lande ikke i Samklang med Landets Grundlov, men trods denne. Hos os derimod, hvor Landets Grundlov netop er grundlagt paa Folkets Suverænitet, her har man villet opretholde et Minoritetsstyre og i de senere Aar gjøre dette strammere end nogensinde før.

Lovgivningsmagten er i Folkets egne Hænder. Thi Storthinget, det er Nationen. Det kan være, at Folkets Mening i enkelte Tilfælde derigjennem kan komme frem paa en noget misvisende Maade; men Nationen har ingen anden Maade at udtale sig paa, og for hvert nyt Valg har Folket i sin Magt at tale klarere og eftertrykkeligere. Hvem er saa disse Vælgere, der sender Lovgiverne til Thinge? Naar vi ved, at Landdistrikterne sender de to Tredieparter af Repræsentanterne, og at paa Landet paa nogle faa Undtagelser nær alle de stemmeberettigede er Bonder, og naar man stiller sig for Øie vore Bonders Livsvilkaar, saaledes som disse var over det hele Land paa den Tid, Grundloven blev givet, og lang Tid bagefter, og saaledes som de fremdeles er i de allerfleste Bygder, saaledes nemlig, at vore Bonder ikke er Godseiere, men paa faa Undtagelser nær Smaabrugere, der selv lever den tarvelige Arbejders Liv, — tager vi dette i Betragtning, da ved vi, paa hvilket ægte demokratisk Grundlag Eidsvoldsmændene lagde vor Statsforfatning.

I en af saadanne Valg fremgaaet Folkerepræsentation hviler ene og alene Lovgivningsmyndigheden. Vi ved, at der fra vore Bureaukraters Side har været udslynget mange Haansord mod en saadan Ordning og i det hele mod Bønderne som Lovgivere. Etkammersystemet har ofte været omtalt paa en foragtelig Maade. Der er jo intet andet skikkeligt Land, som har det, siger man. Jo, Grækenland; men dette har man da skildret som en halv Røverstat, og saa har man gjort sig rigtig tilgode med at haane de græske Forhold. Men er det da ikke saa, at Grækenland netop er gaaet frem i alle Retninger under sin nuværende Forfatning af 1864?

Der har hos os været Planer igjære om Oprettelsen af et Overhus; men da Realisationen af en saadan Plan for de allerfleste Høiremænd staar som umulig, har de opgivet den, ialfald officielt, og til Gjengjæld opstillet Læren om Regjeringen som et Overhus. Regjeringen skulde staa i Ligevægtsstilling til Storthinget, i Modsætningsforhold, den skulde indtage en selvstændig Stilling saadan omtrent lige suveræn, lige megtig som Folkerepræsentationen.

Ja, hvordan forholder det sig egentlig med den Ting? Vi har fordelt den suveræne Magt, sagde Eidsvoldsmændene, og lagt den lovgivende Magt i Folkets Haand og den udøvende i Kongens. I disse Ord har da vort Høire villet finde Ligevægtslæren forkyndt. Men Ulykken er, at der staar ikke „tvedelt“ eller „delt lige“, men „fordelt“, og en Fordeling kan jo ske paa høist ulige Maade. Og her staar der jo udtrykkelig tilføiet, hvorledes Fordelingen er skeet, den lovgivende til Folket, den udøvende til Kongen, staar der. I denne Udtalelse ligger intet nyt, der gjentages kun, hvad der staar i § 49 og § 3: „Folket udøver den lovgivende Magt“ og „den udøvende Magt er hos Kongen“. Der er altsaa nærmere forklaret, hvori hver enkelts suveræne Myndighed bestaar.

Og hvori bestaar saa Kongens udøvende Myndighed? Den bestaar deri, at han sætter Folkets Vilje i Værk. Man kan gjerne kalde dette en suveræn Myndighed. Den er suveræn, forsaavidt han har Retten dertil, han alene og ingen anden, og forsaavidt ingen kan hindre ham deri. Holder Kongemagten sig nøje til Storthingets Befalinger, da er den paa sikker Grund; men den kan ikke gaa sine egne Veje og enten sætte i Værk, hvad den lyster, eller lade være at udføre Storthingets Befalinger, i den Forstand er den ikke suveræn.

Og det forholder sig ikke saa, at der ikke bliver holdt Øie med, hvorledes Regjeringen sætter Folkets Vilje i Værk. §§ 20, 30, 75 f, 82 f og 86 viser, at Regjeringen maa gjøre Regnskab derfor, og netop for Nationens Repræsentanter, som har overdraget Regjeringen at udføre sine Befalinger. Det hører netop til en af Storthingets faste aarlige Forretninger dette at gjennemgaa Regjeringens Protokoller og kontrollere, hvorledes Storthingets Beslutninger er udførte. Og i graverende Tilfælde konstituerer den ene Del af Storthinget, Odelsthinget, sig som Anklagekammer, og den anden Del, Lagthinget med Tiltræde af Høiesteret, sig som Domstol. Ligesom Folket gjennem sine Repræsentanter selv giver sig Love, saaledes sidder det ogsaa gjennem sine Repræsentanter selv tildoms over, hvorledes Regjeringen har sat Storthingets Beslutninger i Værk. Saaledes bliver der nok altid nogen Forskjel paa den Suverænitet, der ligger i Folkets lovgivende Myndighed, og den Suverænitet, som tilkommer Eksekutivmagten.

Og her kommer vi da til den anden Hovedhjørnesten, hvorpaa Folkets Suverænitet hviler trygt og sikkert, trygt og sikkert, saalænge Landets Lov respekteres, og det er Ordningen af Rigsretten. Ogsaa heri ligesom i Lovgivningsmyndigheden er vor Konstitution grundforskjellig fra alle andre monarkiske Forfatninger. Hos os er Rigsretten, som enhver, med den sidste Rigsret i friskt Minde, ved ordnet saaledes, at selv om Udskydelsesretten benyttes i fuldeste Udstrækning og alene mod Lagthingets Medlemmer, disse dog under enhver Omstændighed udgjør Rettens Flertal.

I andre monarkiske Stater har derimod Kongemagten eller andre aristokratiske Institutioner den væsentligste Indflydelse paa Rigsrettens Sammensætning. I Holland, Belgien, Preussen, Grækenland og Rumenien fungerer Høiesteret enten alene eller sammen med andre høiere Dommere ogsaa som Rigsret. I England, Spanien, Portugal og Italien er det Overhuset, som danner Rigsretten. I Serrige vælger hvert af de to Kammere hver sin Halvpart af Rigsretten. I Danmark bestaar Rigsretten af Høiesteret og et tilsvarende Antal af Landsthinget (Overhuset) blandt dettes egne Medlemmer valgte Dommere. I Sverige bestaar Rigsretten af et bestemt fastsat Antal af Rigets høieste Embedsmænd.

Man maa ikke tro, at det er af Uagtsomhed, at Folkets Repræsentanter udgjør det aldeles overveiende Element i Rigets høieste Domstol. Der blev nemlig paa Eidsvold fremsat Forslag om, at Rigsretten skulde bestaa af lige mange Medlemmer af Høiesteret og af Lagthinget; men Forslaget blev forkastet. Et noget lignende Forslag kom frem igjen for Storthinget i 1824 som et af de 14 bekjendte Forslag, der skulde omstøbe vor Grundlov. Ifølge dette skulde Rigsretten bestaa af 9 Lagthingsmedlemmer og af 9 af de høiest stillede Embedsmænd, af hvilke flere endogsaa var af dem, der af Kongen kan afskediges uden Lov og Dom. Justitiarius i Høiesteret skulde være selvskreven Præsident og skulde ikke kunne udskydes; ellers skuulde indtil en Trediedel uden nogen angiven Grund kunne udskydes. Se, en saadan Ordning af Rigsretten vilde have været i Samklang med den Tids Opfatning og stemmede netop med Ligevægtslæren, som Karl Johan saa varmt anbefalede.

Men hvad mente Lovgiverne i 1824. Vi skal høre. „Det maa bemærkes“, heder det, „at Hensynet til de fornødne Kundskaber kun udgjøre een, men ingenlunde det eneste eller vigtigste Punkt, der retteligen i denne Sag bør iagttages. I Grundlovens § 86 synes man at være udgaaet fra den Hovedgrundsætning, at Nationalrepræsentationen burde tillægges en forholdsmæssig og saa betydelig Adgang til Deltagelse i Rigsrettens Forretninger, at selv i det Tilfælde, at den Tiltalte mod Lagthingets Medlemmer benytter sig, saavidt tilladt er, af Retten at forskyde, vilde det overblevne Tal endda kunne beholde en vigtig Indflydelse paa Sagens Afgjørelse. Den Grundsætning vilde, som det synes, ei tilbørligen iagttages, saafremt Forslaget antages.“

Her har Mændene fra 1824 klart udtalt, at det var den Retsopfatning, som var raadende hos Folket, og som blev baaren frem af Nationens Repræsentanter, man altid vilde sikre den brede Plads i Rigets høieste Ret. Folkets Stemme burde være den afgjørende, og Lovgiverne i 1824 var sig vel bevidste, at det ikke alene var i Ordningen af Rigsretten, at Folkets Suverænitet var erkjendt, men at denne Ordning sluttede sig til Grundlovens øvrige Bestemmelser om Folkets Myndighed. „Den Bestemmelse“, heder del, „som Grundloven indeholder angaaende Lagthingets Deltagelse i Rigsrettens Forretninger, synes at udgjøre et saa væsentligt Led i den Kjede af Grundsætninger, der danne vor Forfatning, at en Forandring deri vanskelig kan finde Sted, uden at man derved tillige udsætter sig for, øiensynlig at handle mod Grundlovens Aand og at forrykke det indbyrdes Forhold, i hvilket denne Lov har sat de konstitutionelle Magter“.

Sammenholder vi Sammensætningen af vor Rigsret med andre Staters, er det saaledes klart nok, at det er Nationens Repræsentanter og derigjennem altsaa Nationen selv, for hvem Regjeringen skal staa til Ansvar. Det er Folkets Vilje, udtalt gjennem Valgene, der skal respekteres ogsaa i denne Instans. Men dette har altid været vore Bureaukrater en Torn i Øiet. Vore Regjeringer har, naar Rigsretsdomme har overgaaet dem, altid protesteret mod Rettens Kompetense snart paa det ene, snart paa det andet Omraade. I Anledning af Rigsretsdommen i 1845 over Statsraad Vogt hed det: „Rigsretten er altsaa ifølge Grundloven intet uden en kriminel Domstol“. „Det ligger derfor ikke mindre udenfor Rigsrettens end enhver andens Domstols Kompetense, i Form af Domme at afgive Bestemmelse om, hvorledes Lovene i Almindelighed rettelig er at forstaa.“ „Hans Majæstet forbeholder sig fremdeles, naar det almindelige Vel maatte kræve det, i dens fulde Udstrækning at udøve den Myndighed, Grundlovens § 17 hjemler Høistssamme.“ „Meningen“ med disse Ord, siger Protokolkomiteen i 1848, „er klart nok den, at Hans Majæstet trods Rigsrettens Dom fremdeles vil udøve den som uoverensstemmende med Grundloven af et kompetent Tribunal betegnede Handling.“

Hvilke Kunster der blev anvendt under sidste Rigsretssag for at komme bort fra det meget greie og simple Forhold, at Regjeringen har at stande til Rette for Rigsretten og derigjennem for Nationen, er i friskt Minde. Hvad der dengang saavel som før uafladelig blev gjentaget, var at Rigsretten kun var en kriminel Domstol. Men vi svarer, at isaafald var det da ikke nogen Nødvendighed for at oprætte en saa ertraordinær Domstol. De almindelige Domstole, de høisterværdige i Høiesteret f. Ex., maatte dog virkelig være gilde til at dømme over almindelige Kriminalforbrydelser. Man kunde jo lade Anklagemyndigheden hvile hos Odelsthinget eller Storthinget. Aa nei, det bliver nok bedst at holde paa den Opfatning af Rigsretten, som til alle Tider har været Storthingets, i 1824 som i 1836, 1848 og 1884, at den nemlig er der for i Tilfælde at tvinge Regjeringen til at respektere Folkets i lovlig Form udtalte Vilje.

Den modsatte Lære, Regjeringens saa at sige fuldstændige Ansvarsløshed, blev af Defensor i sidste Rigsretssag drevet ud i sine yderste Konsekvenser. Det var, blev her sagt, alene Regjeringen selv, der var kompetent til at dømme om Tilladeligheden eller Utilladeligheden af sine Handlinger. Det var ikke Dommernes Skjøn, men den anklagedes, det kom an paa. Det vilde være Formastelse af Dommerne at dømme den anklagede i Ansvar for Handlinger, Dommerne fandt skadelige, saalænge den anklagede ikke selv indsaa dens Skadelighed.

Ja, saa blev der sagt, det er virkelig ikke Spøg, dette. Det staar at læse i Rigsretstidenden II Bind, Side 466—70. „Det strafferettige Ansvar er.... kun da forhaanden, naar Statsraaden indstiller paa noget, som han finder at være stridende mod Grundlov eller mod Lov eller øiensynligen at være skadeligt for Riget.“ „For alle de 3 høieste Klasser af Statstjenere, ogsaa for Statsraaderne, staar det fast, at de kun svare for sine Meningers Befølgelse, kun have Ansvar, dersom de under Udførelsen af sine høie Hverv svigte sin Overbevisning, hvorimod de ikke strafferetlig svare for sine Meningers Rigtighed, hvorover ingen juridisk Overinstans er indsat“. Og mest fyndigt heder det: „Det gjælder altsaa om Statsraaderne...., at der over deres Meningers, deres Indsigts, deres Overbevisnings Rigtighed og Holdbarhed ikke gives nogen Overinstans eller Overskjønstribunal, der med strafferetlig Følge kan underkjende samme. Grundloven har ikke over Kongens Raadgivere.... indsat nogen Domstol, der med Ufeilbarlighedens Privilegium eller Attribut skulde have at dømme over deres Meninger, for saa, hvis den finder disse vildfarende eller urigtige, at belægge deres Indehavere med Straf“.

Altsaa, om snart sagt hver Mand i Landet fandt, at Regjeringen styrede Landet til Undergang, men Regjeringen selv ikke indsaa dette — man har jo seet, at Folk er fynkvervede —, saa skulde dog en saadan Regjering slippe for Straf, det vil sige, den høieste Domstol skulde, hvor desperate den end fandt dens Handlinger, dog ikke kunne fjerne den fra Landets Styrelse; thi noget andet behøvede ikke Straffen at bestaa i. Ja, dette var den nu domfeldte Regjerings Syn paa sit Ansvar overfor Nationen; men tillykke er dens Anskuelse underkjendt. Og man kunde vel heller ikke tænke sig en Lære, der staar i mere stik Modsætning til saa vel hele vor Grundlovs Aand og Tankegang som de af dens enkelte Paragrafer, der handler om Ministrenes Ansvarlighed og Rigsretten (§§ 5, 20, 30, 75 f, 82 f, 86 og 87).

Der er flere andre Bestemmelser i vor Grundlov, der gjør vort Samfund mere demokratisk end noget andet monarkisk Lands, saaledes f. Ex. § 108 om, at ingen Adelsgodser skal oprettes. Men de vigtigste og fuldt afgjørende er disse to, Lovgivningsmagten og Ordningen af Rigsretten. Folket alene eier al Lovgivningsmyndighed, repræsenteret gjennem et Kammer, uden noget Klasseoverhus, uden noget endeligt Veto fra Kongens Side. Og, Folket selv kontrollerer gjennem den samme Folkerepræsentation, at Regjeringen sætter Folkets Vilje i Verk, og for Tilfælde sætter en dertil valgt Fraktion af Folkerepræsentationen, med Tiltræde af Høiesteret, sig tildoms over Regjeringens Handlinger, og denne Rigsrettens Myndighed er suversn; Kongemagten har her ingen anden Benaadningsret end ligeoverfor Dødsstraf. Det faar nok saaledes staa fast dette, at Rigsretten er en Folkedomstol og dens Dom en Folkedom.

Vi har ud af selve Grundloven, sammenholdt med andre Landes Konstitutioner, paavist, at hos os er Folkets Vilje den høieste Lov, at med andre Ord Folkets Suverænitet er staaet fast. Hvorledes kan det saa gaa til, at nu efter 70 Aars Forløb et stort Parti ikke vil anerkjende dette?

Enhver, som har en Smule Kjendskab til Historien, ved, at en gjennemgribende Forandring ikke kan gjennemføres med engang. Giv et i Aarhundreder enevoldsstyret Folk paa engang en helt gjennemført fri Forfatning, enten vil da denne blive misbrugt, og man resikerer at komme op i anarkiske Tilstande, eller ogsaa vil Forfatningen ikke helt ud blive udnyttet, men man bliver praktisk talt i mange Stykker fremdeles en Tid hængende i de gamle Styrelsesformer. Dette sidste har for en Del været Tilfældet hos os. En Nation er i en ustanselig Vext og Udvikling. Den Fart, hvormed Fremgangen sker, kan være forskjellig. Til enkelte Tider er Stegene fremover banebrydende og kraftige, til andre Tider kan man næsten ingen Fremgang spore. Men at en Nation paa engang, i et enkelt Aar skal kunne aldeles omskabes, det sker ikke. Saadant staar paa Papiret, i Livets Virkelighed findes det ikke.

Bønderne, i hvis Hender Grundloven for den væsentligste Del har lagt Landets Styrelse, var i 1814 uden nogen politisk Opdragelse. De var vante til at blive styrede og regjerede, og i den nærmeste Tid efter 1814 skede der i det praktiske liden Forandring i saa Henseende. De, der faktisk styrede her i Landet i lang Tid nedover, det var Embedsstanden efter 1814 ligesaavel som før. Der var den Forskjel, at Embedsmændene tidligere var en eneveldig Konges Tjenere; efter 1814 blev der et blandet Forhold, dels var det som Kongens Tjenestemænd, at de udøvede sin Myndighed, og forsaavidt fortsatte de den gamle Tradition. Men dels var det ogsaa paa Folkets Vegne, som Nationens Repræsentanter paa Storthinget, at de optraadte som de ledende og styrende her i Landet. Og Forholdet til Sverige blev forsaavidt et Værn for vor Frihed mod den politiske Bagevje, der paa den Tid overskyllede Europa. De fleste Nordmænd, og Embedsstanden ikke mindst, var altid mistænksomme overfor Svenskerne og Karl Johan, naar der fra den Kant kom Forslag til at forandre vor Grundlov. Saaledes blev Embedsstanden ligesaavel som Bønderne trofaste Vogtere om vor frisindede Grundlov. Under andre Omstændigheder, det vil sige, hvis ikke Frygten for det mægtigere Broderland havde været der, da er det at antage, at Embedsstanden nok vilde have forsøgt at gjøre Forandringer i vor Grundlov i Retning af større Lighed med andre Staters Forfatninger, altsaa beskaaret vor Frihed.

Embedsstanden har som sagt styret ned igjennem Tiderne, men dette er skeet uden nogen Omstøbning af Grundloven, med Bibeholdelse af de konstitutionelle Former. Grundloven blev et Program, der først lidt efter lidt kunde indfries. Forfatningens frie Former er først med Tiden helt ud blevne fyldte og udnyttede, og man har i lange Tider havt en Slags midlertidig Styrelse, der kun i Formen, ikke efter Aanden stemmer med Grundloven.

Dette er en uomtvistelig Kjendsgjerning. Vi har i lange Tider havt en bureaukratisk Styrelse her i Landet; men en saadan stemmer ikke med Grundlovens Tankegang. Men meget tidlig fremstod der en anden Retning, Bondeoppositionen, hvis Opgave det netop var, mere eller mindre klart bevidst, at realisere Grundlovens Tanke. De to Retninger har kjæmpet med hinanden, mere eller mindre hvast, med større eller mindre Klarhed over, hvad Kampen egentlig gjaldt. Sagerne har været forskjellige og Partistillingen ofte mindre klar; men en ustanselig Kamp og Udvikling har der været nu i 50 à 60 Aar, siden Striden først begyndte. Og først iaar, efterat det gamle bureaukratiske Parti var skrumpet saaledes ind, at det ikke indehavde stort mere end Fjerdeparten af Nationalforsamlingens Sæder, først nu, 70 Aar efterat Grundloven blev givet, er Oppositionen kommen saalangt, at den har trængt det midlertidige Bureaukratregimente væk og gjennemført Grundlovens Aand i vor Statsstyrelse.

Et af vore Høireblade aftrykte ivinter i ugevis i én Kolonne Navne og Titler paa Rigsretsdommerne fra en af de ældste Rigsretter og i Kolonnen ved Siden af Navne og Titler paa Rigsretsdommerne i sidste Rigsretssag. Den første Kolonne fremviste næsten blot Embedsmænd, den anden næsten bare Bønder. Sammenstillingen var tænkt som Haan, og der fulgte Kommentarer med, hvor Bønderne i Rigsretten ligefrem blev haanede. Vi tænker, Sammenstillingen viser noget andet. Den viser, at i ældre Tider havde vi et Embedsmandsstyre, et Bureaukratstyre, nu har derimod Bønderne den største Magt i vort Land. Og dette er ikke mod, men med Grundlovens Tanke. Denne er nu virkeliggjort iblandt os.

Vort Høire siger, at det vil opretholde Grundloven, og at Venstre vil omstyrte den. Dette er en Feil i Fremstillingen. Naar Høire taler om at opretholde og bevare, saa er der nogen Sandhed i dette, men det er den tiltagne Myndighed, den ved Omstændighedernes Medfør indpraktiserede Bureaukratisme, Minoritetsstyret, det vil opretholde. Men dette er Forhold, der ligger udenfor Grundlovens Ramme, og det er Grundlovens Aand og Tankegang, som med det Sverdrupske Ministerium er virkeliggjort i vort offentlige Liv.

Statsraadssagen er af Høire anført som Bevis paa, at Venstre vil forandre vor Forfatning. De store praktiske Fordele, som under Nutidens mere udviklede offentlige Liv flyder af, at Statsraaderne møder i Thinget, anerkjendes selv af Høire. Men det vil af politiske Grunde ikke have dem derind, fordi Statsraaderne paa den Maade ikke har saa let for at blive staaende i Kampstilling mod Nationalforsamlingen. Men en saadan Kampstilling har Grundloven, som ovenfor paavist, ikke anvist eller indrømmet dem.

Naar der slaaes saa stærkt paa, at Statsraadssagen er noget nyt, og at den ikke er hjemlet i Grundloven af 1814, da er dette en bogstavdyrkende Opfatning af Grundloven. Folkets Selvstyre er Grunprincipet i Grundloven, og alt, hvad der kan lette dettes Gjennemførelse og bringe det til at virke paa den hensigtsmæssigste Maade, det er jo netop Forandringer, som Grundloven selv anviser. I ældre Tider, da Regjeringen foreslog Statsraadssagen, var Forholdene saadan, at den efter de flestes Mening vilde have styrket det bureaukratiske Styrelsessæt. Derfor var Folkepartiet i Nationalforsamlingen imod den. Senere er Udviklingen gaaet i den Retning, at den vilde være den mægtigste Vægtstang til at virkeliggjøre Grundlovens Bud om Folkets Selvstyre i Landet, og derfor er den nu ogsaa gjennemført sammen med Majoritetsstyrets Anerkjendelse iblandt os.

Vi ved, til hvilke Yderligheder Bureautratpartiet er gaaet for at faa Minoritetsstyret opretholdt. Det er kjendt for det hele Land, at der i de fleste af Høires Aviser aabenlyst og gjentagne Gange opfordredes til at omstyrte Grundloven og gjøre Oprør mod Rigets Ret. Men dermed sprængte Partiet sig ogsaa selv, og dets Tid var hurtigere forbi, end nogen havde ventet.

Høires Forhold i Dagene mellem 27de Februar, da Dommen over daværende Statsminister Selmer blev afsagt, og 11te Marts, da Hr. Selmer fratraadte, er af den Art, at den aldrig hverken kan eller bør glemmes, og den maa være aldeles dræbende for Partiet som politisk Parti. I de voldsomste Udtryk opfordrede saagodtsom alle Høires Blade til Oprør mod Loven. Man kan sige, at dette er Pressen, og Partiet kan ikke staa til Ansvar derfor. Men i vore Dage er det netop gjennem Pressen, man kan føle et Parti paa Pulsen, og i disse 14 Dage fremkom der ikke en eneste, bogstavelig talt ikke en eneste Protest fra Høire, hverken fra Enkeltmand eller fra Grupper, imod de forræderske Opfordringer, ialfald ikke i Kristianias ledende Høireorganer. Jo, der stod i „Morgenbladet“ en eneste Protest fra en Enkeltmand, men denne Protest stod først samme Dag, da Resolutionen om Selmers Fratrædelse faldt. Hvor var de henne alle de saakaldte lovlydige Mænd? Hvorfor traadte de ikke frem i et for vort Folk saa skjæbnesvangert og vigtigt Tidsrum? Det er med Skam, Partiet er gaaet tilgrunde, en Skam, det aldrig kan faa afvasket.

Et Parti, der optræder, som vort Høireparti har gjort i de senere Aar, bør aldrig komme til Magten igjen, men maa som Parti forsvinde. Dets Lære om Ministrenes Ansvarlighed, om Minoritetens Ret til at styre er en fræk Forhaanelse af vor frie Forfatning og dens Grundprinciper, og en saadan Tilstand indebærer den største Fare for Samfundet, da den ikke anviser nogen fredelig Løsning mellem de stridende Kræfter. Den eneste Løsning, Høire vidste at pege paa, var Revolution, Borgerkrig, og skal man dømme efter Høires Aviser, maa vi iaar have været nær denne den største Ulykke for et Samfund. Den parlamentariske Styrelsesform derimod lader enhver Stridighed blive løst i lovlige Former. Ministeriet Sverdrup er netop et levende Bevis herpaa. Fredelige Forhold er med dette igjen vendte tilbage i vort Samfund.

Man vil kanske sige, at Høire nu har opgivet sin Minoritetstheori og sin Obstruktionspolitik. Dette er dog ikke saa. I Høires Presse har vistnok enkelte nu frasagt sig Fellesskab med dem, som ivinter vilde bryde Forfatningen; men de fleste holder fremdeles paa, at Lovbruddet burde været gjort, „mødt Lovbrud med Lovbrud“, som de selv kalder det.

Og de Mænd, som er valgte ind som Bestyrere i Høires Centralforening, betegner tilstrækkelig, hvilket Standpunkt Høire fremdeles staar paa. Alle har de været blandt de ivrigste Forkjæmpere for det Regjeringssystem, som iaar led et saa komplet Nederlag.

Der er blandt Høire enkelte Røster, som har hevet sig for at anerkjende Flertalsstyret; de har sagt, at det eneste, Høire nu kan haabe paa, er at komme i Flertal ved Valgene. Men de fleste holder paa sin gamle Opfatning. Vi skal saaledes høre, hvad „Budstikken“ siger i en Redaktionsartikel for 24de November: „At Mænd inden Høire finder, at „den nye Statsskik“ er en Kjendsgjerning, som vi nu alle maa bøie os for og anerkjende, det er ligesaa forunderligt som beklageligt“.

„Det kan dog umulig være Høires Mening at godkjende denne Parlamentarisme som „den nye Statsskik“, der herefter skal være ubrødeligt gjældende norsk Forfatningsret. Hvis Høire det gjør, opgiver det med det samme alt, hvorfor det hidtil har kjæmpet, og som med et Ord kan sammenfattes i: Opretholdelsen af Grundlovens Magtfordeling, Bevarelse af Kongemagten som selvstændig Statsmagt ved Siden af Storthinget.

Vi tror, at naar der inden Høire for Tiden høres Tale om, at Parlamentarismen har vi nu faaet, og den kommer vi ikke bort ifra igjen, da er saadan Tale paa ingen Maade et korrekt Udtryk for, hvad Høire i sin Helhed mener og tenker. Sandt at sige tror vi ikke, at selv de Høiremænd, som fører saadan Tale, vil godkjende dens Konsekventser.

Thi skulde det forholde sig saa, at Parlamentarismen nu virkelig var en fastslaaet Kjendsgjerning i vort Land, saa kunde der jo ikke blive Tale om en ny forfatningstro Regjering, forinden Høire opviste Majoritet ved Valgene. Men for os Høiremænd maa det dog staa fast, at Kongens Ret efter § 12 til frit og uhindret af alle Valg og Partier selv at vælge sine Raadgivere, kan og maa og skal komme til Anvendelse herefter som hidtil?“

Her staar der med rene Ord, hvad man vil. Det „kan og maa og skal komme“ dertil igjen, at Kongen „frit og uhindret af alle Valg“ vælger sine Raadgivere. Her ser vi, hvad Høire pønser paa, det vil styrte den parlamentariske Regjering og uden at tage Hensyn til Udfaldet ved Valgene igjen faa Kongens Raadsbord kringsat af Mænd, hæntede ud af den bureaukratiske Ring. Det gjælder derfor nu for det liberale Parti at være paa Vagt. Ikke en eneste én af de Pladse, Venstre nu har i Storthinget, maa det miste; thi det vilde af Høire blive opfattet som en Seier. Ifølge parlamentariske Regler er vistnok selv det mindste Flertal tilstrækkeligt til at holde en Regjering; men det er i Lande, hvor Parlamentarismen er erkjendt Statsskit. Hos os, hvor den endnu er saa ny, og hvor det ene politiske Parti nægter at anerkjende den, her vilde en hvilkensomhelst, selv den mindste Fremgang for Høire være farlig. Høire vil anvende alle Midler for at faa en Minoritetsregjering gjenindført, derom kan man være forvisset.

Men det gamle Høire maa aldrig igjen komme til Magten. Naar er nyt Høire fremstaar, der aabent og tillidsvækkende hylder Parlamentarismen, da bliver de Sager, som staar paa Dagsordenen, alene de bestemmende. Men indtil dette sker, er der en dobbelt Grund til at give Ministeriet Sverdrup sin Tilslutning. Thi Sverdrup repræsenterer Parlamentarismen, Folkets Selvstyre her i Landet. Skulde det lykkes Høirepartiet at faa indsat igjen et Minoritetsministerium, da kommer vi atter tilbage til den samme oprivende, ufrugtbare Strid, de samme farlige, halv revolutionære Tilstande, i hvilke Selmers Ministerium førte os ind, og hvorfra det Sverdrupske Ministerium reddede os ud.

Det, som vi til Sommeren først og fremst maa gaa til Valg paa, er Opretholdelsen af den vundne Seier, Parlamentarismen; med den alene kan vi i Fred arbeide paa de Sager, der kræver Løsning. Og disse er mange; thi det forholder sig ikke saa, at det liberale Parti repræssenterer en gold Stillestaaen, dette blot at bevare den nu vuudne politiske Stilling. Det har tvertimod paa sit Program en Række store og gjennemgribende Reformer, der kræver Drøftelse og Bearbeidelse for senere, efterhvert som de bliver modne dertil, at indforlives i vor Statsorganisme i den Form, som vort Folk finder at passe for vore Forhold.

Blandt saadanne Reformer, der i den nærmeste Fremtid venter paa sin Lysning, kan nævnes:

Jurysagen,

Omordning af Hærvæsenet,

Forbedret Folkeskole,

Menighedernes Indflydelse paa Valg af Præster,

Kvindesagens Fremme,

Arbeidersagen og Husmandsæsenet,
tilligemed flere, alle sammen Reformer, der paa det nøieste knytter sig til vor demokratiske Samfundsordning og til det Folkets Selvstyre, som nu fuldt ud er sat i Værk. Men for at disse Spørgsmaal kan behandles paa en rolig og frugtbringende Maade, er det først og fremst nødvendigt, at vi ikke paany kastes ind i en konstitutionel Feide, hvad der uomtvistelig vilde blive Følgen, hvis det skulde lykkes det nuværende Høire gjennem nogen Fremgang ved Valgene eller paa anden Maade saaledes at forplumre Stillingen, at det nuværende parlamentariske Ministerium blev afskediget, og vi isteden fik et Minoritetsministerium, selv om dette blev af forholdsvis moderat Farve. Og at det er dette, Høire sigter paa, er sikkert nok.

Det gjælder derfor for enhver liberal Mand at være paa sin Post, at undgaa Splittelse og holde sammen om at støtte Parlamentarismen.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.