Folkevennen. Et Tidsskrift
3. Folkevennen. Et Tidsskrift udgivet af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme[1]. Første Hefte. Christiania 1852. 3 Ark liden 8. Aargangen 12 Hefter. 1 Spd.
Det sidstforløbne Aar har været temmelig rigt paa saadanne Foretagender, som sigte til Udbredelse af almindelig Oplysning iblandt vort Folk, og nogle af disse Foretagender ere saa betydelige, at de vel fortjente en grundig offentlig Bedømmelse baade med Hensyn til deres Plan og med Hensyn til Udførelsen; især burde et Par af de senest udkomne Folkeskrifter have faaet en mere udførlig Anmeldelse end som skeet er[2]. Jeg for min Deel skulde dog have langt større Lyst til at læse en saadan Anmeldelse end til at skrive den; thi dertil udkrævedes et større Kjendskab til Underviisningsvæsenet i det Hele og især til de forskjellige hidtil udkomne Folkeskrifter forsaavidt disse maatte sammenlignes med hverandre, for at de enkelte Skrifters Fortrin og Mangler kunde paavises. Da jeg imidlertid er bleven anmodet om en Anmeldelse af et af de her omtalte Skrifter, og jeg tillige har havt adskillige Tanker om, hvorledes Almuens Oplysning bedst kunde fremmes, drister jeg mig alligevel til at fremsætte følgende Bemærkninger, som vel neppe kunne kaldes nogen Anmeldelse efter Kunstens Regler, men dog maaskee kunde indeholde et og andet Vink, som senere kunde komme til Benyttelse.
Under Navn af „Folkevennen“ er der udkommen en Begyndelse til et Tidsskrift for Folket i det Hele eller nærmest for Almuen, og det er egentlig dette Skrift, som vi her vilde tale om. Det udgives af det nylig stiftede Selskab for Folkeoplysningens Fremme; dette Selskabs Formaal er, som det hedder i dets Love, „at virke til Folkets Oplysning med særligt Hensyn til Folkeaandens Vækkelse, Udvikling og Forædling,“ og Tidsskriftet skal saaledes bestaae af „almeenfattelige Opsatser og Meddelelser i fornævnte Retning.“ Tidsskriftets Plan bliver nærmere udviklet i Indledningen i det første Hefte, hvoraf sees, at den er meget omfattende og beregnet paa en temmelig stor Virkekreds, idet Tidsskriftet ikke henvender sig til Almuen eller Bondestanden alene, men til Folket i Almindelighed, saaledes at det først og fremst sigter til en saadan Oplysning, „som er gavnlig og nødvendig for det hele Folk og passer paa Alle“. Det kommer til at bestaae af blandede Stykker af forskjelligt Indhold, hvoriblandt især historiske Stykker gives en fortrinlig Plads. Forøvrigt vil det især tage Hensyn til det Nationale og til vort Folks selskabelige Liv. „Det vil,“ hedder det, „arbeide paa at vække Kjærlighed til Hjemmet, Fædrelandet og Modersmaalet, og varm Deeltagelse for alle fædrelandske Anliggender og for Alt, hvad der er ægte norsk.“ (Side 8). — Det første Stykke, næst efter Indledningen, danner Begyndelsen til en Række af Fortællinger af Norges Historie, og indeholder i dette Hefte en Fremstilling af Haakon den Godes Forsøg paa at indføre Kristendommen. Dette Stykke er skrevet af Candidat H. Brun, medens de øvrige Stykker ere skrevne af Skolelærer O. Vig. Det sidste af disse Stykker, med Overskrift „om Bøger og Læsning,“ indeholder ypperlige Bemærkninger om Oplysningens Tilstand hos Almuen; det viser Skoledannelsens Utilstrækkelighed og Nødvendigheden af at fuldende denne Dannelse ved Læsning; det gjendriver adskillige Fordomme imod Læsning, angiver hvad Slags Læsning der er nyttigst eller nødvendigst, og slutter med at tilraade, at den mest øvede Læser paa en Gaard vil benytte sine Aftentimer til at læse for de andre af en eller anden nyttig Bog, saa ofte som Leilighed dertil skulde gives.
Det kunde synes at være for tidligt nu at fremlægge nogen Anmeldelse af dette Skrift, da den Deel af samme, som vi her holde os til, kun udgjør et Hefte paa tre Ark, og det Hele kun er at ansee som en Indledning eller Begyndelse. Men vor Hensigt er heller ikke at behandle dette Hefte som en Bog for sig selv alene. Netop fordi det danner Begyndelsen til en Række af Bøger eller til et Tidsskrift, som har et meget omfattende Formaal og synes at ville gaae frem efter en ny Plan, synes det passende at tage det saa tidlig som muligt og yttre sig over dets Plan, saavidt denne enten virkelig findes angiven eller ogsaa viser sig i Skriftets Anlæg og Maneer. Desuden er det ikke vor Hensigt at holde os til „Folkevennen“ alene, men meget mere at fremsætte endeel Bemærkninger om saadanne Folkeskrifter i Almindelighed og paavise hvad der synes nødvendigt at iagttage, saavel ved Indholdet som ved Stilen og Fremstillingsmaaden i saadanne Skrifter. Man har nemlig seet adskillige saadanne Forsøg, som ikke have været tilfredsstillende, og som ialfald ikke have været istand til at tiltale Almuen eller vække den Læselyst og Videlyst, som det her saa meget beroer paa. Denne Sag fortjener en omhyggelig Granskning, og det er netop for at henlede Opmærksomheden herpaa og give Anledning til en Drøftelse heraf, at vi have indladt os paa denne Materie.
Dersom Selskabet for Folkeoplysningens Fremme indretter sine Sager efter en god Plan og vinder nogen almindelig Deeltagelse, vil det vistnok kunne udrette meget og udøve en gavnlig Indflydelse paa Almeenheden. Hvad nu den almindelige Deeltagelse angaaer, da er den nærværende Tid maaskee ikke den beleiligste for et saadant Selskabs Stiftelse. Man er bleven kjed af at gaae ind i allehaande Selskaber og Foreninger; thi man er i den senere Tid virkelig bleven overlæsset med Indbydelser i saadan Hensigt. Planen for disse Foreninger kan tildeels være temmelig dunkel og ubestemt, men Indbydelsen pleier gjerne at være rigelig udstyret med kraftige Opraab til Folket, med Beklagelser over den hidtil værende jammerlige Tilstand, og med glimrende Udsigter til en ny Tingenes Tilstand, som nu skal begynde. Naar nu det meget rimelige Tilfælde indtræffer, at det gaaer smaat med den belovede Reformation, og man seer, at der ikke bliver udrettet saa meget, som man havde tænkt, saa kjølnes naturligviis Interessen, og det kommer omsider dertil, at man faaer en Fordom imod alle nye Foreninger. Man behøver slet ikke at antage, at det netop er Ligegyldighed eller Uvillie mod Oplysningen, som gjør Folk utilbøielige til at indtræde i et saadant Selskab. Maaskee kunde der ogsaa være adskillige, som vel erkjende Selskabets gode Hensigt, men dog synes at Foretagendet kommer lidt for tidlig. Man har nemlig antaget, at vore Folkeskrifter vilde blive bedre forstaaede og mere læste, hvis deres Stiil havde nærmet sig mere til Folkets egen nationale Udtryksmaade. Men vi have saa nylig begyndt at studere paa den Ting og have endnu saa meget tilbage at lære, at der ikke for Øieblikket kan ventes nogen grundig Forbedring i den Henseende. Dog, hermed faaer det nu beroe indtil videre. Da et Selskab for Oplysningens Fremme nu engang virkelig er stiftet, bør vi ialfald ikke virke imod samme, men hellere, saavidt vi kunne, hjælpe til, at dets Virksomhed kan blive saa frugtbar og saa national, som det for Øieblikket er muligt.
Naar vi nu betragte Oplysningens nærværende Tilstand i Landet, da finde vi, at der vel kan tiltrænges en ny Opfriskelse eller Opmuntring til Læsning, medens vi dog maa tilstaae, at der ogsaa forhen har været gjort adskilligt til Oplysningens Fremme. Af offentlige Foreninger ville vi kun nævne Selskabet for Norges Vel, som ogsaa søgte at virke i denne Retning. Af enkelte Personer ville vi kun nævne Wergeland, som nemlig arbeidede meget for at give Menigmand nogen passende Læsning. Selve Almuen har paa mangfoldige Steder ogsaa virket hertil især ved at stifte saakaldte Læseselskaber eller Interessentskaber for et Sognebibliothek. Ved saadanne Foranstaltninger er ogsaa Læselysten tiltagen, og paa enkelte Steder har Oplysningen virkelig steget temmelig høit; skjønt man ogsaa har Exempler paa, at den kun har steget i en vis Tid og derpaa atter har gaaet tilbage. Blandt de Bøger, som saaledes ere udbredte over Landet, er der nu rigtignok mange gode og nyttige, men der er dog ogsaa mange uduelige, som burde ombyttes med noget bedre eller mere passende. De som have anskaffet Bøgerne, have som oftest vidst kun liden Besked om Litteraturen, og have derfor ofte ladet sig bestemme blot ved et Tilfælde, saasom en Leilighed til at faae Bøger for godt Kjøb, f. Ex. ved en Auction. Til saadanne Tilfælde hører ogsaa Bekjendtskabet med en Forfatter, hvilket ialfald paa Landet synes at have megen Indflydelse, idet nemlig adskillige ypperlige Folkeskrifter synes kun at være bekjendte i det Distrikt, hvor Forfatteren levede og virkede. Grave’s „Fortællinger for den norske Bondestand“ ere saaledes meget bekjendte i Tellemarken og tilgrændsende Egne, men findes sjelden andensteds. Frimanns „Almuens Sanger“ er meget yndet i Nordre Bergenhuus Amt, men i fjernere Egne synes den at være ubekjendt. Wergelands Folkeskrifter ere vistnok ogsaa meget udbredte i Agershuus Stift, men vestenfjelds veed man ikke meget om dem. — Alt dette viser, at der behøves en Ledelse eller Raadførelse af Folk, som kjende nøie til den populære Litteratur, for at skaffe passende Bøger saavel til Læseselskaberne som til Menigmands private Bogskab. Thi det er naturligviis vanskeligt for den simple Mand at vide, hvilke Bøger der skulde være bedst for ham at have, da han ikke har Leilighed til at see nogen Mængde af Bøger, og man heller ikke kan vente, at han kjøber Bøger af bare Nysgjerrighed eller blot for at prøve dem.
Det er især Almuen eller Bondestanden som vi her have nærmest for Øie, da nemlig denne Stand har den meste Trang til Oplysning og den mindste Leilighed til at bekomme den. Den norske Almuesmand har sandelig noget andet at gjøre end at studere sig ind i det moderne Bogvæsen, og der er ogsaa Fare for, at hvis han skal slaae sig rigtig til Bogen, da vil han forsømme det, som nødvendigst er, og berede sig Armod og Uselhed. Mangen opvakt Mand føler sig nedtrykt ved den Tanke, at alt hans Slid og Slæb skal kun gaae ud paa et lumpent Livsophold, og at der ikke skal være nogen Leilighed for ham til at tilfredsstille sin Trang til noget høiere og ædlere. Vistnok gives der en og anden ledig Time, og en ret fornøielig Bog skulde da være meget kjærkommen, men en saadan er ikke altid let at bekomme, og hans eget Bibliothek bestaaer just ikke af synderlig morsomme Bøger. Der findes kanskee en og anden af disse utallige Frembringelser i det religiøse Fag, hvori Troens egentlige Lærdomme ere ganske skjulte og overdækkede af grove sandselige Billeder, hvor især Syndens Straf og Helvede afmales med den yderste Omstændelighed, Verden fremstilles omtrent som en Forbryder-Colonie, og al Fornøielse i denne Verden betragtes som Synd. Dernæst findes vel en og anden af disse filosofiske Afhandlinger fra en nylig forløben Tid, som man kunde kalde Dydens eller Lyksalighedens Alder, da nemlig disse Bøger idelig nævne Dydens Bane, Dydens Belønning, den høieste Lyksalighed, Menneskehedens Lyksalighed o. s. v., medens det Hele udgjør en saa eensformig Række af ubestemte Billeder og abstrakte Begreber, at ingen eenfoldig Sjæl kan faae nogen Viisdom deraf. Dernæst følger maaskee en og anden nyere Bog om Landhuusholdningsvæsenet, med en heel Deel Skjenderie over Folkets „Dumhed og Dorskhed og Dovenskab“ og med endeel Planer til Forbedring, som desværre ikke lade sig udføre undtagen paa meget gunstige Steder og af meget rige Folk. Det er da naturligt, at den videlystne Mand maa længes efter andre og mere interessante Bøger; og maaskee kunde der ogsaa etsteds i Nærheden findes noget saadant, saasom en Historie, en Landsbeskrivelse eller deslige. Men saa kommer det an paa hans Omgivelser, om han faaer Lov til at læse saadanne Bøger. Paa den ene Side angribes han af disse Nyttens Folk, som bortvise al den Kundskab, som ikke er absolut nødvendig og som ikke hører til det daglige Brød. Paa en anden Side kan han blive angreben af disse Hellighedens Folk, som ansee denne verdslige Viisdom for en farlig og skadelig Ting, som kun gjør Folk letsindige, indgyder dem Kjærlighed til Verden og fører dem paa Fordærvelsens Vei. Saadanne Hindringer for Oplysningen ere meget almindelige, og det er kun Oplysningen selv, som kan bekjæmpe dem, idet den viser sine Modstandere, at den baade er nyttig for det timelige Liv og tillige for det aandelige. Og derfor er det et meget glædeligt Tegn, at vi nu have saa mange Exempler paa videlystne Mænd, som først have kjæmpet sig frem igjennem disse Hindringer og siden udbredt sine samlede Kundskaber omkring flg, saa at endog de forhen modstræbende Gemytter have indseet, at det dog nyttede til noget.
Af de Midler, hvorved den almindelige Oplysning nu for Tiden bedst kunde fremmes, synes netop Udbredelsen af nyttige og almeenforstaaelige Smaaskrifter at være det bekvemmkste. Vi nævne just Smaaskrifter, deels fordi det derved bliver muligt at skaffe sig flere Skrifter af forskjelligt Indhold og forskjellige Forfattere, deels fordi de smaa Bøger lettest blive enkelt Mands Eiendom, medens derimod de store kun komme til Selskaberne eller Bibliothekerne. De fattigere Folk ere naturligviis ikke ret tilbøielige til at kjøbe Bøger, da de synes Bøgerne ere for dyre, og de tillige frygte for at faae noget som ikke duer; hvilket altsammen har meget god Grund. Men herved skeer det saa ofte, at saadanne Bøger, som netop ere passende for Menigmand, dog ikke komme til sit rette Publikum, da de nemlig blive opfangede paa Veien af oplyste og bemidlede Folk, som kjøbe dem mere af Nysgjerrighed end for at lære noget af dem, medens derimod Menigmand veed intet om dem. Derfor burde der sørges for, at Almuen fik Anledning til at vide, hvad Forraad der findes af saadanne Skrifter, hvilket maaskee bekvemmest kunde skee ved et Slags Kataloger over saadanne Bøger med Angivelse af deres Indhold og Plan. En Gratis-Uddeling af saadanne Bøger kan vel ogsaa i enkelte Tilfælde være gavnlig, men i Almindelighed har vistnok denne Udbredelses-Maade saadanne Misligheder, at den ikke er tilraadelig, blandt andet fordi de fattigste Folk, som mest behøvede en saadan Uddeling, dog ville faae mindst Fordeel af den, da de nemlig ere saa mange, og den ene kan være ligesaa værdig som den anden.
I det vi nu skulle nærmere omtale, hvad Slags Læsning der nu for Tiden maa ansees som mest nødvendig for Menigmand, kunne vi foreløbig bemærke, at Tidsskriftet Folkevennen netop i denne Henseende har en ret god og passende Plan. At det historiske Indhold vil faae en fortrinlig Plads, eller at Skriftet vil, som det hedder, „især faae en historisk Retning,“ er saaledes et glædeligt Budskab; thi Historien er den Læsning, som mest tiltaler Menigmand, og den er tillige, uagtet dens store Nytte og Nødvendighed dog en Kundskab, hvortil han hidindtil har havt saare liden Adgang. Den almindelige Historie er rigtignok en vidtløftig Mark, hvoraf Menigmand ikke kan faa nogen stor Udsigt; men han bør dog faae see saa meget som muligt deraf; thi ethvert Blik derpaa giver nyttig Lærdom. Vel er det beklageligt, at saa meget af Historien skal kun være en Krigshistorie, en Skildring af Vold og Ødelæggelse, af den Stærkes Overmod og den Svages Elendighed, af en uendelig Strid, hvori den dybeste Sluhed og den vildeste Tapperhed bleve de største Dyder, medens derimod den fredelige gavnlige Virksomhed stod i Skyggen og fik intet Eftermæle. Men ogsaa heraf vil den omhyggelige Fortæller vide at uddrage nyttig Lærdom; han vil vide at paavise den Seier, som Sandheden har vundet, og den Forbedring, som Menneskeslægtens Skjæbne efterhaanden har faaet, uagtet alle de Tilbagefald og Ødelæggelser, som Historien fremviser. Imidlertid tilbyder jo Historien ogsaa meget andet Stof til baade nyttig og behagelig Læsning, saasom Oplysninger om Sæderne og Tænkemaaden i de fremfarne Tider, om mærkelige Anlæg eller Foretagender, om mærkelige Personers Liv og Skjæbne, med mere saadant. Maaskee vilde det ogsaa være tjenligt i et saadant Skrift at give enkelte Rækker af historiske Anekdoter og Exempler paa Dyder eller Laster; da det nemlig er bekjendt, at slige Exempler have en nyttig Virkning til Bestyrkelse af gode Grundsætninger, især hos Ungdommen. Det unge opvakte Gemyt vil nemlig uformærket opdage og tilegne sig den Moral, som ligger skjult i saadanne Exempler, medens det derimod lettelig afskrækkes ved den Moral, som er ligefrem udtalt med tørre Ord eller i Form af Formaninger og Leveregler.
Vort eget Lands Historie vil her naturligviis komme i fortrinlig Betragtning, og med Hensyn hertil skal jeg tillade mig et Par Bemærkninger til nærmere Overveielse. Den første er den, at der ved Fortællinger af vor ældste Historie burde tages Hensyn til de forskjellige Kilder, saa at man ikke holder sig udelukkende til den ene (f. Ex. Snorre), naar en anden kunde give bedre Oplysning. Thi ogsaa Menigmand bør dog nyde noget godt af den Opklaring, som vor gamle Historie har faaet ved den nyere Kritik; og det er ilde, at denne ikke bliver benyttet i Folkeskrifterne. Uagtet alle de fortræffelige Oplysninger om vore ældste Sagn, som i den senere Tid ere fremkomne, bliver dog Almuen fremdeles (f. Ex. i Grøgaards Læsebog) opvartet med den gamle Fabel om en Mand ved Navn Odin, som kom til Norden omtrent 70 Aar før Kristi Fødsel og var baade Konge og Ypperstepræst o. s. v. Ogsaa med Hensyn til det historiske Stykke i første Hefte af Folkevennen kunde bemærkes, at den Historie om Harald Haarfagers Frieri vilde maaskee været bedre, hvis den var fortalt efter Fagrskinna, da nemlig dennes afvigende Beretning ansees at have de fleste Tegn paa Troværdighed. — En anden Bemærkning er den, at Skildringen af enkelte historiske Begivenheder vilde vinde meget ved en Sammenligning med Tilstanden i andre Lande paa den samme Tid; thi ogsaa Menigmand bør afraades fra den Uretfærdighed at dømme Forfædrene efter saadanne Anskuelser som herske i vor Tid, men som ikke herskede i deres Tid. Naar en Almuesmand læser f. Ex. om de Lemlæstelser, som fortælles i Magnus den Blindes eller Sigurd Slembedegns Historie, da vil han studse derved og finde Historien utrolig; og det vilde da være meget oplysende for ham at finde en Anmærkning om, at saadanne Lemlæstelser paa de Tider just vare i Moden, og at man veed flere Exempler derpaa fra andre Lande, ja endog fra det byzantinske Keiserhof, som dog skulde være Sædet for den Tids største Dannelse og Intelligents. En saadan Sammenligning med andre Landes Historie er især nødvendig, hvor der tales om Stridigheder med et andet Folk, da nemlig Historieskriverne i dette Tilfælde have været temmelig partiske og villet tilkjende sine Forfædre for megen Ære. Den eenfoldige Mand har naturligviis ogsaa sin Deel af National-Forfængeligheden, og han læser derfor med Fornøielse disse eensidige Beretninger, som gaae ud paa, at vi dog egentlig have været dygtigere end alle vore Naboer, at vi have havt Ret i enhver Tvist og vundet i enhver Strid eller ialfald viist en mageløs Tapperhed. Men naar Historien skal være til Nytte, saa maa den først og fremst være sand, og altsaa renset fra al Selvros og al Overdrivelse, saavidt som dette er muligt. Og da Menigmand ikke har Anledning til Sammenligning eller Prøvelse af Historien, men gjerne vil troe hvert Ord, som han læser, saa maa dette end mere opfordre Folkeskribenten til Kritik og Maadehold i sine Domme. Især troer jeg, man bør være varsom med at rose saadanne Krigsbedrifter og Krigspuds, som have noget stødende for den moralske Følelse, i det de kun maa forsvares med Nødværge-Retten, og med den Fordeel, som de have ydet i en vis overhængende Fare. Saadanne Bedrifter som f. Ex. Slaget ved Kringen, Tordenskjolds Speiderier i Sverige, og lignende, kunne vel fremstilles som Exempler paa Mod og Klogskab; men de burde dog ikke opstilles iblandt Exempler paa egentlig gode Handlinger.
Dersom man ikke var saa vant til at søge blot Krigsbedrifter og store glimrende Foretagender i Historien, vilde vi hellere raade til, at man til Læsning for Menigmand vilde uddrage en Samling af allehaande Oplysninger om Sæderne, Tænkemaaden og den selskabelige Tilstand hos vort Folk i gamle Dage. Saadanne Uddrag vilde tidt være baade morsomme og nyttige; de kunde blandt andet ofte vække Tilfredshed med den nuværende Tilstand og dæmpe disse idelige Klager over, at Verden bliver altid værre og værre. Naar Menigmand f. Ex. faaer høre, hvorledes der i Magnus Lagabøters Love klages over den store Overdaadighed i Bryllupperne og bestemmes, at intet Bryllup skal vare længer end to Dage, eller ogsaa hvorledes Haakon den Femte ivrer mod den tiltagende Overdaad i Klæder, — da vil han derved have Anledning til interessante Sammenligninger med vor egen Tid. Naar vi i Sagaerne saa tidt og jævnt læse om Landets Høvdinger, at de sad ved Drikkebordet og vare meget drukne, da ledes vi derved til den Tanke, at Landets Luft (eller hvad det nu er) har ogsaa i gamle Dage fristet Folk til at smøre sig vel indentil; skjønt vi dog ikke deraf bør slutte, at vi nødvendigviis maa være Drikkere. Naar man endvidere læser, hvorledes der i de samme gamle Love klages over, at en Gaardmand ikke kan faae sig en Tjenestedreng, fordi at alle Ungkarle ville nu fare paa Kjøbmandskab, saa giver dette atter et Exempel paa, at mangen Klage, som man nu idelig hører, er i Grunden meget gammel, og at Nordmanden har været saa nogenlunde sig selv lig i en temmelig lang Tid.
I Forbindelse med Historien burde Almuen ogsaa faae noget at vide om Landenes Beliggenhed og Rigernes nuværende Tilstand; dog burde vistnok altid det, som er nærmere, foretrækkes for Det, som er længere borte, og især vilde adskillige Beskrivelser over vort eget Land være til Nytte. Adskillige Underretninger om Naturen og Naturkræfterne vilde ogsaa være nyttige før Folket i et Land, hvor Naturen er saa forskjelligartet, og hvor Naturkræfterne have saa meget at raade. Den egentlige Naturhistorie vil imidlertid være vanskelig at indlade sig paa, da den saa let frister til en kjedsommelig Vidtløftighed, og desuden vil indeholde meget, hvorom Menigmand troer at vide nok af sin egen Erfaring. Imidlertid vil det ofte være nyttigt at meddele en naturhistorisk Oplysning og modvirke en eller anden gammel Fordom, f. Ex. om Fugle, som kunne forudsee en Ulykke i en Familie, om Pelikanen, som tapper Blod af sig til sine Unger, og deslige. — Hvad Næringsveiene eller Landhuusholdningen angaaer, som nemlig er nævnt i Tidsskriftets Plan, da troer jeg ikke, at det er raadeligt at indlade sig meget paa den Ting, deels fordi man allerede har en Mængde Folkeskrifter i den Materie, deels derfor, at denne Sag lettelig fører til en slem Vidtløftighed og saaledes borttager Plads for Afhandlinger af mere morsomt og almeennyttigt Indhold.
Nogen Oplysning om Sprogets Regler, og især om Stiil og Retskrivning, vilde vistnok være meget nyttig for Almuesmanden, da man nu gjør saa store Fordringer til ham i denne Henseende. Men herved er der nu for Tiden neppe meget at udrette, da de Nordmænd, som kjende noget nøie til Forholdene ved vort nuværende Skriftsprog, vistnok ville have liden Interesse derfor og finde sig meget utilbøielige til at oplære Almuen deri. Herved paatrænger sig imidlertid den Tanke: Skulde det ikke være muligt at give Menigmand nogen Oplysning om vort gamle Sprog? Thi det er dog en Spot og Skam, at han ikke skal vide det allermindste derom, at han skal hente al sin Kundskab om Oldtiden alene af danske Oversættelser. Der udkommer hvert Aar et eller andet Værk fra den gamle Tid; vi beundre disse Værker og det Sprog, hvori de ere skrevne; vi ere stolte af, at der endnu findes saa meget deraf hos Folket i vore Bygder. Og imidlertid veed Almuen og Almuens Lærere intet om alt dette; deres høieste Formaal er fremdeles at lære det saakaldte rette Maal efter Skriften; derpaa slæbe og stræve de af al Magt, og dertil blive de drevne og tvungne fra alle Kanter. Nu er det just ikke vort Ønske, at man skulde lægge al Sprog-Underviisning tilside; og heller ikke vilde det være raadeligt at opfylde et saadant Folkeskrift med kjedelige Afhandlinger om Sproget. Men en Ting synes dog baade mulig og tilraadelig, nemlig en Gang imellem at indføre et forstaaeligt Stykke af en gammel norsk Bog eller et ægte gammelt Dokument, enten med Forklaringer og Sammenligning med Dialekterne, eller ogsaa med den kjære danske Oversættelse ved Siden. Slige Exempler og Sammenligninger vilde maaskee styrke vor Nationalitet mere end mange Afhandlinger om Sprog og Nationalitet og saadant mere.
Egentlig Morskabslæsning kunde der vel sjeldnere være Anledning til at give i et saadant Tidsskrift; men alligevel burde den dog ikke ganske udelukkes, da den kunde gjøre en god Tjeneste imellem de mange alvorlige Sager, og den desuden ikke behøvede at staae der bare for Morskabs Skyld. Hvad digtede Fortællinger angaaer, da har Almuen rigtignok en Fordom imod alt, hvad der er digtet, eller som det hedder, ikke er sandt; imidlertid viser dog, f. Ex., den store Fornøielse, hvormed Almuen hører Bjerregaards Fjeldæventyr, at ogsaa digtede Fortællinger ere kjærkomne, naar de nemlig ere rigtig gode. Og desuden bør ogsaa Almuen oplyses om, at en digtet Fortælling kan i Grunden være meget sand paa sin Maade, at der i Fortællinger med digtede Mands- og Stedsnavne netop er den bedste Leilighed til at indskjærpe de nyttigste Sandheder, og at det ofte, som en svensk Forfatter siger, er nødvendigt „at lyve Sandheden ind i Folk.“ Ogsaa rimede Digte og Folkesange vilde af og til tjene til en behagelig Afvexling; dog burde man ikke gjerne gribe til de moderne saakaldte Poesier (ɔ: Riimstykker), da disse i Almindelighed pleie at være en temmelig daarlig Læsning, men heller holde sig til den ægte nationale Poesie eller de saakaldte Folkeviser. Herved vilde der ogsaa være en god Leilighed til at give et Begreb om, hvad egentlig Poesie er, og saaledes berigtige de falske Meninger, hvorefter Poesien skulde bestaae enten i klingende Riim eller ogsaa i en Mængde af dunkle Billeder og høitravende Talemaader.
Efter at vi nu saa længe have talt om Indholdet eller Materien, maae vi ogsaa gjøre nogle Bemærkninger om Formen eller Foredraget i saadanne Skrifter, idet vi herved ikke holde os alene til den udkomne Deel af det foreliggende Tidsskrift, men meget mere have Fremtiden for Øie og tænke paa Folkeskrifter i Almindelighed. Den, som vil skrive eller tale for Almuen, har adskilligt at iagttage og maa vel vogte sig for adskillige Feil, som enten gjøre et ugunstigt Indtryk eller hindre den tilsigtede Virkning af Foredraget. Som en saadan Feil ville vi først nævne en vis Uklogskab i selve Henvendelsen til Folket. Dersom man lader sig mærke med, at man staaer høit over sine Tilhørere, at man anseer dem for meget dumme, og at de nu først skulle begynde at lære Viisdom, da vil man naturligviis støde dem og gjøre dem uvillige til at modtage den belovede Viisdom. Det synes at være en Regel hos vore Æsthetikere, at man skal betragte Almuen som Børn. „Hos Barnet og den simple Mand, der staaer paa Barnets Udviklingstrin, træder Fantasien paa en vis Maade istedetfor Forstanden,“ hedder det i en af vore Læsebøger. Men Manden være hvor simpel han vil, han har dog en ganske anden Erfaring end Barnet; han har seet Verden og tænkt over Forholdene lige saa vel som den boglærde Mand; han maa naturligviis være ulærd i Bogveien, men han er derfor hverken dum eller tankeløs. Det nytter derfor ikke at vende sig til ham med en myndig og vigtig Mine, og heller ikke nytter noget Kjælerie eller kunstig Nedladenhed, da han snart vil finde, at dette er et paataget Væsen. Det sikkreste bliver nok at betragte ham som sin Ligemand og tiltale ham saaledes, som en Almuesmand tiltaler sine Naboer, naar han vil fortælle dem noget, som han troer, at de ville have Fornøielse af at høre. Dernæst kommer det saa meget an paa en tækkelig Indretning af selve Foredraget. Dette Regelmagerie, hvorved Tankerne opstilles i ubevægelige Rader og Geleder, vil gjerne falde noget kjedeligt, allerhelst for den uøvede Læser; saaledes især naar Moralens Lærdomme fremsættes i tørre Livsbetragtninger og Leveregler, da nemlig disse udkræve en særegen Stemning for at vinde Indgang, og selv denne Stemning vil ikke længe holde ud. Imidlertid ere de brogede Afvexlinger og overraskende Vendinger ikke heller altid velkomne, især i et Stof, som er interessant nok i sig selv, f. Ex. i Historien. Denne Indskydelse af lystige Indfald i Historien (som der ogsaa findes Spor til i Folkevennen) kan være morsom nok for dem, som kjende Historien forud; men den, som læser den for første Gang, behøver først og fremst den nøgne Fremstilling; først senere kan han læse den som et Vittighedsværk, f. Ex. i Grundtvigs Maneer. Overalt vil en altfor synlig Stræben efter at vække Opmærksomhed lettelig forfeile sin Hensigt; især ville pludselige Udbrud af Begeistring og Følelse gjøre liden Virkning paa Læseren; da de døde Bogstaver ikke virke saa hurtigt som det levende Ord. Man maa nemlig regne paa at træffe Læseren i en kold og ligegyldig Stemning, som ikke kjender noget til Forfatterens Begeistring og brusende Følelse. Her nytter ingen støiende Opraab, ingen jamrende Beklagelse eller indstændig Bøn om at blive hørt; her hjælper hverken „Ak“ eller „O,“ hverken Raabtegn eller Tankestreg. Det er de fyldige Tanker og ikke de tomme Ord, som skulle gjøre Virkningen. Læseren vil kun vide, hvilke Grunde og Omstændigheder det er, som have gjort Forfatteren saa ivrig for Sagen; og dersom det da viser sig, at Sagen er saa vigtig, og at der kan gjøres noget ved den, da vil Læseren ogsaa erkjende det uden nogen videre Opmaning og Besværgelse.
Her kunde endnu være meget at bemærke, f. Ex. om Sparsomhed i Anvendelsen af poetiske Udtryk og Billeder, om en hjemlig, for Almuen passende, Opfattelse af Tingene, med mere; men vi maae haste med at gaae over til en anden Sag, som i vort Land og i vor Tid kræver en særdeles Opmærksomhed, nemlig selve Stilen eller Udtryksmaaden i de populære Skrifter. Dersom en Forfatter vil lægge særdeles Vind paa at skrive forstaaeligt for den norske Almue, da vil han snart mærke, at han maa føre en ganske anden Stiil end den, som sædvanlig bruges i vore Bøger og Aviser; han vil see, at han maa betræde en egen Vei, og at denne Vei har mange og mægtige Hindringer. For det første er der, som før antydet, en Vanskelighed med Hensyn til Sproget, idet Folkets eget gamle Tungemaal har i nogle Aarhundreder været forviist fra Bøgerne og nu altsaa kun viser sig en Række af Dialekter med mange forskjellige Former, saa at en Forfatter nu maatte have en usædvanlig Kyndighed i Sproget, om han skulde kunne benytte samme med noget Held. Og dog er denne Hindring ikke egentlig den værste. Folket har maattet lære saa mange Lexer paa Dansk, at det nu vel nogenlunde maatte forstaae dette Sprog, forsaavidt dette nemlig var ægte Dansk; men derpaa feiler det ogsaa meget. Skriftsproget har nemlig optaget saa meget fremmedt Stof og fjernet sig saa meget fra den nordiske Rod, at det nu paa en Maade er nødvendigt at studere et Par andre Sprog, førend vi kunne forstaae vort eget. Man har skyndt sig saaledes med at følge Udlændingen i al Slags Kunst, at man ikke har givet sig Tid til at oversætte de dertil hørende Ord, og saaledes har man da efterhaanden faaet samlet en ganske anseelig Mængde af fremmede Udtryk. Nu er det just ikke min Mening, at hvert eneste fremmedt Ord burde bortvises af et Sprog; hvor den nationale Sprogsands endnu er frisk, der vil nogle fremmede Ord ikke gjøre nogen Skade, hvilket vi kunne see af det gamle Norske, hvori allerede ved Kristendommens Indførelse nogle fremmede Ord bleve optagne i en tillempet Form. Men naar Antallet af de fremmede Ord stiger i Tusindetal, naar de ei alene vrimle i al videnskabelig Stiil, men ogsaa i allehaande Forretningssager, i Arbeidssager og i de mest hverdagslige Ting, da kan det ikke feile, at Folkets Sprogsands maa blive aldeles fordærvet, saa at man tilsidst ikke veed nogen Forskjel paa det hjemlige og det fremmede. Det er værdt at lægge Mærke til, at vore Fremmed-Ordbøger have voxet saa længe, at de nu udgjøre hele tykke Bind, og alligevel ikke indeholde noget af den store Masse af optagne tydske Ord, formodentlig fordi man ikke har anseet disse Ord som fremmede. Det er ogsaa mærkeligt, at vore Fremmedordbøger af og til indeholde Ord af vor gamle Mythologie, men derimod ikke saadanne Ord som: Andagt, Anstalt, anstændig, begeistre, berømt, beskjæftige, bibringe, bidrage, bivaane, erindre, erklære, erobre, foranstalte, formode, fortsætte o. s. v. Det synes at vise, at vi, uagtet al vor Tale om vore „berømte“ Forfædre, dog ikke have været ganske paa det Rene med Hensyn til Herkomsten, eller at vi ialfald have nogen Lighed med et forklogt Barn, som finder det for simpelt hjemme og derfor helst holder til hos Naboerne.
Men det er ikke de fremmede Ord alene, som gjøre det moderne Sprog saa uforstaaeligt for vor Almue. Der er nemlig med det samme indført et fremmedt Væsen i den hele Stiil, en besynderlig Mode i Udtrykket og Tankernes Forbindelse, som kan være magelig nok for Forfattere eller især for Oversættere, men som er meget besværlig for den uøvede Læser. Hertil høre for det første de af Forfatterne saa meget yndede Perioder med Indskudssætninger, hvoraf vi her til en Prøve ville anføre en af de korteste, vi nu kunne opdrive, nemlig følgende af en Bibelhistorie: „Da denne Gjæst, som havde viist Kongen, der indbød ham, Ringeagt, taug, bød Kongen sine Tjenere, at de skulde gribe ham“ o. s. v. Her er da et Exempel paa, at man just ikke behøver at bruge fremmede Ord for at blive uforstaaelig. Dernæst følge de kunstige Indfletninger af tilknyttede Ordføininger eller saakaldte Complementer, hvoraf især Forretningsstilen sædvanlig er saa opfyldt. F. Ex. „Af det ved Salg af Statens Gods dannede Fond udlaanes mod Pant i Jordegods i Almindelighed indtil det Halve af Matrikultaxten paa tre Maaneders Opsigelse.“ (Af en Formularbog). Og endelig kunne vi nævne den idelige Brug af fremmede Talemaader og Vendinger, som findes endog i den simpleste Fortælling, f. Ex. i Novellestilen: „Hvilken Nederdrægtighed,“ udbrød han opbragt. „Tillad mig at fortsætte,“ vedblev hiin smilende, uden at bemærke de tordensvangre Skyer paa dennes Pande o. s. v. Det er omtrent, som om man læste en tydsk Fortælling.
I Forbindelse med denne fremmede Form staaer ogsaa en vis fremmed Udtryksmaade af et andet Slags. Videnskabens Udvikling i den senere Tid har nemlig medført en stor Mængde abstrakte Begreber, som allerede i sig selv ere noget dunkle, og hvis Benævnelse for en stor Deel er bleven laant af et andet Sprog. I det videnskabelige Foredrag ere naturligviis saadanne omfattende og fra Enkeltheden afsondrede Begreber nødvendige; der vente vi netop at træffe en Mængde af dem, og undres altsaa ikke over at finde dem. Men hvad vi egentlig klage over, er, at Forfatterne gjerne bruge disse abstrakte Begreber i al sin Stiil, endog den mest uvidenskabelige. Endog i Folkeskrifter, der have været roste som meget populære, træffe vi af og til paa saadanne Udtryk som: „at vække Menneskeslægtens Bevidsthed om sin Bestemmelse“ „at udøve en stor Indflydelse paa alle Forholde i Samfundet,“ „at indrømme Folket en til alle Samfundets Medlemmer udstrakt Deelagtiggjørelse i de offentlige Anliggenders Afgjørelse“ o. s. v. Et Foredrag, som er opfyldt af saadanne dunkle Tanker, er i Almindelighed høist uvelkomment og for en stor Deel unyttigt for Almuen; det gaaer hermed ligesom med disse smukke studerede Taler, hvormed enkelte unge Præster og unge Jurister henvende sig til Almuesfolk, da nemlig Tilhøreren kun faaer et Begreb om Indholdet og om visse Hovedpunkter, men forøvrigt ikke faaer andet end en vis Anelse, en vis dunkel Følelse af, at det skal betyde noget, som hører til Sagen.
Vi burde endnu talt noget om den herskende Lyst til at tale i et Billedsprog, at bruge en Mængde metaforiske Udtryk, og at hentyde til adskillige Skikke og Indretninger, som vor Almue ikke kjender noget til (f. Ex. at høste Laurbær, at kaste Handsken til En, at give en rørende Scene, at spille en stor Rolle, at være Dagens Helt o. s. v.). Men vi have allerede været temmelig vidtløftige i denne Materie, og maa derfor haste med at komme et Skridt videre.
Af alt, hvad der nu er betragtet, følger da, at den Forfatter, som vil skrive ret forstaaeligt for vor Almue, har en temmelig vanskelig Opgave, idet han maa frigjøre sig fra en herskende Mode og paa en vis Maade bære sig av, som om han intet havde lært. (Det vil ikke sige, at han skal bortkaste den egentlige Lærdom, men kun, at han skal give den en anden Form, at han skal lære at oversætte sig selv). Man hører af og til en vis Indvending herimod, nemlig at det ikke gaaer an for en Forfatter at rive sig saaledes løs fra det Bestaaende eller at give Slip paa det fuldkomnere Sprog, som har udviklet sig med den fremskridende europæiske Kultur og saaledes staar i nøie Forbindelse med den almindelige Dannelse; at det altsaa er et Tilbageskridt at nedlade sig saaledes til Almuen, da tværtimod denne skulde drages opad for at tage saa megen Deel i den almindelige Dannelse som muligt; at det ikke lønner Umagen at lave sig en ny Stilekunst og Rhetorik alene for Almuens Skyld og saaledes dyrke to Slags Sprog i det samme Land. Hvis dette holder Stik, saa er der intet nyt at gjøre; alt gaaer fortræffeligt saaledes som det har gaaet, og Oplysningen er i den ønskeligste Fremgang. Men vi gjentage hvad før er sagt: den norske Almuesmand har noget ganske andet at bestille end at studere sig ind i vort moderne Bogvæsen; vi vide det af Erfaringen, at der behøves saa lang Tid og saa lykkelige Omstændigheder til at blive fortrolig med vor fornemme Litteratur, at det kun bliver ganske faa Almuesfolk, som komme nogen Vei dermed, medens derimod den store Mængde maa smukt lade det være. Den stadselige fremmede Dragt er for dyr til at blive Nationaldragt. Imidlertid have de fremmede Manerer den slemme Virkning, at de idelig friste til Fuskerie, idet man søger at efterabe dem i sin egen Skrift og Tale uden at have den dertil hørende virkelige Kundskab. Men den slemmeste Virkning af det fremmede Væsen er dog den, at det afskrækker Almuesmanden fra at læse, da det ganske betager ham Haabet om at lære noget og bringer ham til at betragte Kundskaben som ham selv uvedkommende.
Herved komme vi nu til at tænke paa en Ting, som man i den senere Tid ofte hører tale om, nemlig vor Nationalitet eller Norskheden. At vi her i Landet have en temmelig bestemt Nationalitet i Sprogveien, det turde nu være nogenlunde let at see, især naar man først har seet tilbage paa det gamle norske Sprog. Men alligevel synes Begrebet om denne Nationalitet hos de fleste at være temmelig dunkelt og ubestemt. Saalænge vi kun tale om Norskheden i Almindelighed som en Ting, der burde komme tilsyne i vor Skrift og Tale, da faae vi mange med os; vi see os omgivne af en heel Hær, som er ivrig begeistret for Norskheden. Saasnart vi derimod skulle indlade os paa Enkelthederne og give Exempler paa noget reent og rigtigt Norsk, da spreder Hæren sig til alle Kanter. Man elsker Norskheden, men man elsker ogsaa „den europæiske Dannelse,“ og man troer at disse to Ting ikke kunne forliges, hvilket og paa en Maade kan være sandt, naar man nemlig ved Dannelsen kun tænker paa en vis Maneer eller ydre Form, uden at erindre sig dens egentlige indre Væsen. Sagen er den, at Begrebet om Norskheden ikke er synderlig udviklet; det koster nogen Møie, nogen Studering, at komme til et klart Begreb derom; denne Møie vil man gjerne undgaae, og derfor lader man det beroe med en ganske overfladisk Betragtning, som i det høieste kun leder til enkelte Skin-Forbedringer, der i Grunden intet Værd have. Og imidlertid blomstrer det fremmede Væsen lige vakkert, medens den rette Nationalitet trækker sig tilbage, saaledes som den længe har gjort. Man kunde snart sige det samme om Nationaliteten, som man har sagt om Venskab og Kjærlighed: hvor man ikke nævner dem og ikke engang veed Navn paa dem, der kunne de netop være tilstede i fuldeste Maal; hvor man derimod begynder at skryde af dem, der ere de just paa Veien til at flygte, og hvor man taler allermest om dem, der ere de netop allerlængst borte.
Endskjønt man nu vistnok er meget uenig om Norskheden i mange Stylter, synes dog mange at være enige derom, at man bør optage endeel norske Ord i Sproget. Dette er nu rigtignok ikke nogen grundig Forbedring; men alligevel kan det dog have sin Nytte, naar man nemlig vælger Ordene med nogen Skjønsomhed. Det har ialfald den Fordeel, at det vækker Læselysten; man bliver overrasket ved saaledes at finde visse bekjendte Ord, som man ikke forhen har seet paa Prent, og man læser videre for at finde flere. For dem, som holde strengt over Sprogformens Eenhed og Regelmæssighed, vil imidlertid denne Optagelse ofte være uvelkommen. Det er nemlig bekjendt, at den danske Sprogform er i visse Dele anderledes end den norske, blandt andet deri, at den ikke tillader saa megen Afvexling i Vokalerne og de efterfølgende Konsonanter; derfor træffer man ofte det Tilfælde, at een Form i Dansk svarer til to (eller endog tre) norske; f. Ex. bløde for bløde og bløyte, Brud for Brud og Brot, Dug for Duk og Dogg, Hede for Heide og Hite, lade for lade og late, lede for leide og leite, Nød for Naud, Naut og Not, vinde for vinde og vinne. Allerede flere af de forhen optagne Ord gribe forstyrrende ind i den danske Sprogform; saaledes: Aur, Gaupe, Skreid, Veite, Næpe, gjæte, like, Buskap Ækre, Fonn, Helle; — som nemlig i Dansken skulde hedde: Ør, Gøbe, Skred, Vede, Næbe, gjæde, lige, Boskab, Ægre, Faand, Hælde. Paa Grund af denne Ulighed i Sprogformerne vil man ofte have Vanskelighed ved at optage saadanne Ord, som ellers i andre Henseender saare vel fortjente at optages, f. Ex, Hagje (eller Hage), bægje, vikje, rynje, rysje, ljoske, Grjot, trjote, Augleite o. s. v. En lignende Vanskelighed vil ogsaa finde Sted ved saadanne Ord, som tilfældigviis ligne andre i Dansken brugelige Ord og altsaa ville forvexles med disse; f. Ex. Blik (Hvidhed), Kul (Vindpust), hele (riimfryse), lyne (varmes), sige (synke), skrekke (indskrumpes), svæve (søvndysse), o. s. v. Forholdet imellem de to Sprog er forøvrigt af en saa uheldig Beskaffenhed, at den eneste sikkre Udvei for os vilde være at anlægge en aldeles norsk Sprogform, saaledes at Formbygningen dannedes efter en eller flere af de bedste Dialekter og Sprogstoffet dannedes ved det almindelige norske Ordforraad, med stadigt Hensyn til det gamle Sprog. Kun ved en saadan radikal Reform vilde Sprogets Nationalitet atter kunne sættes paafode; idetmindste er jeg ikke istand til at see nogen tilstrækkelig Hjælp i noget andet. Da havde vi noget, som det var Umagen værdt at arbeide paa, og da kunde vi have den Trøst, at Folket vilde have godt af vort Arbeide. Rigtignok vilde Almuesmanden ogsaa da faae adskilligt nyt at lære, men hvad han da lærte, vilde have et ganske andet Værd for ham end alt det fremmede, som han nu maa lære; thi det blev noget, som maatte falde ham let, og som han uden Tvang og uden Fuskerie kunde bruge til daglig Brug. Der er imidlertid en slemmere Omstændighed i Veien, og det er den, at der vilde blive formeget at lære for vore Forfattere; Sproget maatte nemlig studeres fra Grunden af, og Bearbeidelsen maatte skee med den største Omhyggelighed; i de Poster, hvor Sproget er rigt og har en Mængde Synonymer, maatte man gjøre et skjønsomt Valg imellem disse og ikke lade sig bestemme ved det tilfældige Bekjendtskab med en enkelt Dialekt; i de Poster, hvor Sproget derimod er fattigt, nemlig i den skarpere Adskillelse af de høiere Begreber, maatte man danne sig passende Ord og Betegnelser af Sprogets egen Rod og ikke tillade sig at indsætte tydske Ord istedetfor andre fremmede. Da ellers denne Sag endnu ikke er tilstrækkelig opklaret, da ikke alt kan gjøres paa een Gang, og da endelig mange Folk synes at have en inderlig Frygt og Rædsel for dette norske Sprog, saa ville vi for denne Gang ikke opholde os længere derved.
Hvad der ellers for Øieblikket er at gjøre, med Hensyn til Folkeskrifterne, bliver altsaa først og fremst at lægge Vind paa en simpel Naturlighed i Stilen, at afholde sig fra den hyppige Brug af abstrakte Begreber og videnskabelige Udtryk, og tillige fra de idelige Hentydninger til fremmede Skikke, hvorom forhen er talt; dernæst at afholde sig fra den fremmede Konstruktion, som ligeledes er omtalt, og fra de unødvendige fremmede Ord, ligesaavel tydske som latinske og franske. Herved kommer man paa en Maade tilbage til den simple Stiil, som brugtes af enkelte Forfattere for længere Tid (omtrent et Par Aarhundreder) siden; imidlertid kunde man nok gaae et Skridt videre end de danske Forfattere og afholde sig fra enkelte grammatikalske Vendinger, som ikke bruges her i Landet. Vil man saa optage adskillige norske Ord, da kan dette, som sagt, ogsaa have sin Nytte, naar det skeer efter en vis Plan; vi skulle saaledes raade til, at man holder sig til saadanne Ord som der er nogen væsentlig Vinding ved, nemlig især saadanne, som ere meget udtryksfulde og som vanskelig lade sig gjengive med andre Ord[3]. Derhos skulde man iagttage, at disse Ord kunde gives i sin fuldkomneste Form og ikke eensidigt efter en enkelt Dialekt; saaledes vilde det f. Ex. være nyttigt at skrive Onn, vyrde, Gruve (ikke Aan, vøle, Grue); ligesaa: greid, Lid, Hide (istedetfor grei, Li, Hie), ligesom vi ogsaa skrive: Eid, Tid, lide, o. s. v., uagtet ikke alle udtale disse Ord saaledes. Og endelig tilraade vi, at man ikke netop lægger an paa en Afvigelse fra den danske Form, eller at man ialfald ikke opgiver den uden at sætte en bedre Form i Stedet; det er f. Ex. langt bedre at skrive „en Lee“ end en „Jaa;“ det er langt rettere at skrive „Vid“ (i Betydning af Forstand) end at skrive „Vet“ eller endog „Vætt.“ Kort sagt, man maa undgaae en saadan Indblanding, som kun tjener til at afskræmme Folk fra Norskheden og bestyrke den Mistanke, at den ikke duer til noget. Ved en fornuftig Optagelse og ved Tildannelse af bekvemme Ord af norsk Rod kan man derimod gjøre en Tilnærmelse til det egentlige Norske og oplægge en Skat af ædelt Stof, som godt kan taale at blive staaende, enten saa den nye Sprogform kommer i Stand i vor Tid eller ikke.
Egentlig mangler det os ikke ganske paa Forbilleder i den populære Stiil; vi have endog i den senere Tid seet adskillige Exempler paa meget tydelig og almeenforstaaelig Skrift, og det netop fra vore allerlærdeste Mænd. I Nabolandene er der naturligviis ogsaa enkelte Forfattere, som man vel maa gjøre sig bekjendt med, forsaavidt som man vil studere det Populære i Almindelighed; men dersom man søger Mønstere til Efterligning, da bør disse vistnok benyttes med Varsomhed. Det er imidlertid kun een Side, hvortil man her sædvanlig vender sig; man seer alene paa Danmark, man hænger bestandig ved Danmark alene, som om der ikke fandtes noget andet beslægtet Folk i Verden. Men hvis man endelig vil udenfor Landet, saa skulde man dog idetmindste komme ihu, at der tæt ved Siden af os er et Folk, som har langt mere tilfælles med os, end vi have troet; hvilket blandt andet kan sees af de talrige Prøver paa Folkepoesien og Folkeskikkene, som de svenske Forfattere i de senere Aar have bragt for Lyset. Og dernæst kunde det ogsaa være nyttigt at erindre, at der ude paa Island boer et lidet Folk, som er meget nær beslægtet med os, men som har bevaret sit gamle Sprog med en ganske anden Troskab end vi, saa at det endnu i disse Dage frembringer Mænd, som skrive lærde Bøger uden Danskhed, uden Tydskhed, og uden et eneste fremmedt Ord.
Vi komme herved til at tænke paa det mærkelige Særsyn, at to eller tre af vore senest fremtraadte Folkeskribenter synes at vise en tydelig Stræben efter at ligne Grundtvig. Det er nu vistnok en Mand, som kunde være værd at efterligne, naar kun denne Efterligning kunde nytte noget; men det kan den formodentlig ikke. Grundtvigs Stræben efter at hævde det Folkelige eller Nationale angaaer naturligviis først og fremst hans eget Fædreneland; og dersom vi skulle stræbe efter noget lignende, da maa vor Stræben ogsaa kun angaae vort eget Land; thi vi have ikke Udkomme til at tage noget andet Land med; man skal endog snart see, at det vil koste Møie nok at holde vort eget lille Folk sammen, eller at samle og forlige de forskjellige Forgreninger af vor egen Nationalitet. Forsaavidt Grundtvigs særegne Maneer og Udtryksmaade grunder sig paa hans Iagttagelse af Livet hos den danske Almue, kan altsaa Nordmændene ikke efterligne ham, og forsaavidt den grunder sig paa hans særegne Aandsretning og Begavelse, kan ingen efterligne ham med noget Held. At en høit begavet Aand kan betræde en egen Vei og bruge en egen Skik, det er naturligt og i sin Orden; men at Andre ville gaae i samme store Skridt og tale i samme høie Tone, det kan ikke have nogen Lykke med sig. Og hvad nu især det populære Foredrag angaaer, da troe vi ikke, at man burde vælge en saa poetisk og original Aand til sit Mønster; denne overstrømmende Fylde af Tanker, hvoraf mange ere kun antydede og ikke ganske udførte, er ikke ret foreenlig med det populære Foredrag, som nemlig kræver en vis Rummelighed i Udsigten, ikke en tæt sammenpakket Mængde, men hellere en mindre Samling, som man kan overskue med god Tid og Magelighed. Vi have ogsaa her i Lander havt en usædvanlig begavet Digter, som ogsaa virkede for Nationalitet og Oplysning, nemlig Wergeland. Denne Mand skrev meget for Menigmand, og der var vistnok mange, som havde Gavn af hans Skrifter; men der var ogsaa mange, som klagede over, at de ikke forstod ham, og det netop for denne overstrømmende Rigdom og Mangfoldighed i Tankerne, som nemlig kræver meget øvede Læsere for at kunne nydes tilfulde.
Forsaavidt der ellers skal tales om Efterligning, da ville vi nævne nogle Forbilleder, som vi med Tryghed kunne anbefale, og det er vore allerældste Forfattere, vore Sagaer og andre Skrifter fra Norskhedens gyldne Tid. Dem skulde man læse og studere ikke i Oversættelse alene, men allerhelst i Originalsproget; dette vil rigtignok koste nogen Umage, men Umagen vil vist ogsaa lønne sig, og desuden vil denne Læsning have den store Fordeel, at der ikke er den allermindste Fare for Nationaliteten ved samme. Der vil man netop finde en Stiil, som er i Sandhed baade ægte norsk og ægte folkelig, og der vil man ogsaa finde adskillig Veiledning til Benyttelsen af vort nuværende Folkesprog. Vel er det sandt, at der nu er mange Ting at tale om, som de Gamle ikke vidste noget af, og at altsaa vi behøve adskillige Benævnelser som man i den Tid ikke behøvede. Men naar man lægger Mærke til, hvorledes de Gamle kunde beskrive adskillige fremmede og ubekjendte Ting, og hvorledes de kunde oversætte videnskabelige Skrifter fra andre Sprog, da vil man see et mærkeligt Exempel paa, hvad opvakte Folk med en ufordærvet Sprogsands kan udrette. Og naar man saa erindrer sig, hvorledes Almuen i vore Fjeldbygder er i Stand til at forklare adskillige vanskelige Ting, som ligge udenfor dens Hverdags-Tanker, da vil man ogsaa gjøre adskillige Opdagelser, som give Mod og Haab om, at der endnu kan udrettes meget „med Raad og Lempe.“
Efter al denne lange Tale bliver det nu nødvendigt at komme tilbage til Tidsskriftet „Folkevennen.“ Ved de foregaaende Bemærkninger have vi taget mere Hensyn til, hvad et saadant Tidsskrift kan komme til at indeholde, end til hvad det egentlig har indeholdt; og vi skulle nu kun med nogle faa Ord omtale adskillige Enkeltheder ved det foreliggende første Hefte. — Hvad Bogens væsentlige Stof angaaer, da kan dette i det Hele siges at være meget godt og passende for Menigmand. Det eneste, som jeg her har at anke paa, er, at enkelte Tanker synes at være tilkomne ved et Hastværk og ikke tilstrækkelig overveiede; saaledes er der nogle Yttringer, som forekomme mig at være altfor dristige, nemlig om Forholdet imellem Historien og Naturvidenskaben (Side 45), om Vantroens Udbredelse i Norge (S. 44), om „den hidtil værende borgerlige Oplysning“ (S. 8), og om Tidsskriftets forventede Virkning paa Læserne (S. 10). Ligesaa forekommer det mig, at det for Skriftets Hensigt meget vigtige Punkt, om Oplysningens Nytte, skulde behandles mere grundigt, da nemlig det, som her (Side 4, 5) er anført om Lyset i Naturen, er kun en Lignelse og ikke noget egentligt Beviis.
Paa Stilen eller Valget af Udtrykkene har jeg adskilligt at udsætte. Endskjønt man med Fornøielse kan erkjende, at der er lagt an paa et almeenforstaaeligt Sprog i det Hele, finder man dog mange Enkeltheder, som kun den øvede Læser vil rigtig kunne fatte. Der er saaledes adskillige abstrakte Begreber og moderne Udtryk, som ere for meget fornemme for Menigmand; f. Ex. det borgerlige Samfundslivs Forholde (Side 12); ved gjensidig Paavirkning i Livet (38); en Salighedssag, hvis Antagelse eller Forkastelse Enkeltmanden maa afgjøre med sig selv (S. 26); at det skulde gaa til Haandgribelighed i Fiendskabet mellem Thrønderne og Haakon, som kun fiendtlig adskiltes ved Miskjendelse af den dybe Sandhed, at o. s. v. (S. 29). — Dernæst mærker man af og til en synderlig Lyst til at tale i Billedsprog, hvilket ofte medfører en Dunkelhed eller Uvished for den uøvede Læser; f. Ex. det er endnu ikke saa lyst og varmt og livligt mellem vore Fjelde (S. 2); at vække og lede Folkeaanden og opvarme Folkehjertet (S. 7); de vare fremmede for Aandslivet i Gudernes Verden (S. 17); Spaadommen om deres eget Fald lever som en dyb Grundtone inde i Gudernes Verden, men i Pagt med Seiershaabet o. s. v. (S. 18); Blodets Baand mellem Paarørende briste (S. 19). — Lignende særegne Sving ere ogsaa følgende: at betragte Folket med et levende Øie (S. 1); er vort Øie folkeligt (S. 1); en levende Folkefølelse (S. 8); som levende Lemmer paa det samme Folkelegeme; som Grene, oprundne af samme Folkerod (S. 8). — Vi maa vistnok indrømme, at det er tildeels nødvendigt at have saadanne Betegnelser som folkelig (deels for national, deels for populær) og andre Sammensætninger med „Folk;“ men da saadanne Betegnelser i Grunden have noget vist „ufolkeligt“ ved sig, saa burde de for det første kun anvendes med Sparsomhed.
Af fremmede Ord findes her ogsaa temmelig mange, uagtet vog en Undgaaelse af saadanne Ord sees at være tilsigtet. Vi laste naturligviis ikke paa saadanne Ord som: Historie, Postille, Tempel, og lignende, som jo engang ere gamle Bekjendte; heller ikke have vi meget imod saadanne som Kammerat, Kreatur, Million, Figur, Skribent, og lignende. Noget mere have vi imod saadanne som: Kommiteer, Statsforfatning Fodtur, politisere, Anledning, forlange, opmuntre; — og allermest have vi imod saadanne som: Gjenstand, Bidrag, Anliggender, ufeilbar, offentlig, anvende, opfordre (da nemlig vor Almue ikke endnu har lært saa meget Tydsk, at den kan bruge dem med nogen Lethed). Ligesaa have vi meget imod den hyppige Brug af Ordet „religiøs,“ som i dette Skrift vel oftest kunde gjengives med aandelig eller gudelig. — Af enkelte andre Ord, som klinge noget fremmede og uforstaaelige for vor Almue, kan her anføres: gjensidig, gjentage, forædle, Kreds (de huuslige Kredse), Spids (i Spidsen for). Talemaaderne „en Helt af Vælgten“ (S. 15) og „en Konge som var Harald op af Dage, (S. 24) ere formodentlig laante af en dansk Forfatter; den sidste forstaaes ikke af vor Almue, og den første vilde forstaaes bedre, hvis man skrev: en Stridsmand af Vælten. Det modbydelige Ord „Bogorm“ (S. 41) burde ombyttes med Bogmøl eller noget lignende.
Hvad de optagne norske Ord i dette Hefte angaaer, da ere nogle af dem særdeles gode og passende. Saadanne Ord som: „end om“ (istedetfor: hvad om), „Træsmi“ (rettere Træsmide), „skrivefør,“ og lignende, ere netop skikkede til Optagelse, og der er en væsentlig Vinding ved dem. Derimod vilde vi hellere, at man skulde skrive: „med mindre“ end „minders“ (Side 21), hellere: „anden Mands Mage,“ end „Andsmands Mage“ (S. 20); thi ved saadanne Former er der intet vundet. — Ved de Navne, som ere anførte af det gamle Sprog, have vi ogsaa en Anmærkning at gjøre, nemlig, at saadanne Navne nu burde skrives efter de nyere Udgaver af Oldskrifterne eller efter vore egne Oldgranskeres Skrivemaade. Saaledes skulde „Heidsivia-Loven“ (S. 15) være skrevet Eidsiva-Loven (som den nylig udgivne Lov hedder); Hafursfjord (S. 16) skulde enten skrives Hafrsfjord (efter det Gamle) eller Hafsfjord (som det nu hedder); Bifraust (S. 19) skulde hedde Bifrøst, og Nastrond burde hedde Naastrand. Ogsaa burde man skrive: Helheim for Helhjem, Jøtnerne for Jothunerne, og Skald for Skjald (S. 18). I enkelte Tilfælde vilde en liden Veiviisning til Udtalen ogsaa være nyttig, f. Er. Bifrøst (Bivrost), Freya (Frøye), Gyda (Gjøde); da nemlig Folk, som kun ere vante til det nyere Skriftsprog, ere saa tilbøielige til at ansee disse Navne som fremmede og derfor betone dem ligedan som latinske og jødiske Navne.
Endelig maae vi ogsaa tale nogle Ord om Skrivemaaden i Almindelighed da nemlig den ene af Forfatterne, formodentlig tilskyndet dertil af vore Ortofonister, har forsøgt paa enkelte Afvigelser fra den almindelige Brug. Man finder i Indledningen saadanne Former som: Hjærte, Værden, Gjærning; ligesaa: hvær, enhvær (ved Siden af: er, her, der), og fremdeles: fræm, fræmmed, fornæmmelig (ved Siden af: hvem, dem, glemme). Vi have allerede før formeget af Figuren æ istedetfor e, og skulde det drives endnu videre, da kom vi ogsaa til at skrive: Hærre, Væn, Ænke, Ænde, fæm o. s. v., maaskee endog: Ændæn, Hærræn. Og med alt dette vilde Sproget hverken være mere norsk eller mere forstaaeligt; thi dertil udkræves en ganske anderledes grundig Forbedring. Om vi endog havde en reent norsk Sprogform, vilde vi dog ikke have Leilighed til at give efter for alle Udtalens Fordringer, saa meget mere som disse ere temmelig ulige i de forskjellige Egne, da f. Ex. Trønderen vil have det ene, Bergenhusingen det andet, og Agershusingen atter et andet. Desuden er der ogsaa et andet Hensyn, som tilsiger, at man netop i Folkeskrifter maa holde sig strengt til de almindeligste Regler; Menigmand danner nemlig sin egen Skrivemaade efter disse Skrifter, og naar nu Menigmand bruger visse ortografiske Egenheder, saa veed man, at han bliver lidt skarpere bedømt end den skriftlærde Mand; hvad der hos den sidste blot er en Egenhed, bliver hos den første kaldet en Dumhed eller noget lignende.
Men ved Siden af disse Udsættelser paa visse Enkeltheder skylder jeg da ogsaa at erindre, at denne Begyndelse af Tidsskriftet alligevel giver gode Forhaabninger, og at der i det Væsentlige er meget godt at sige om dette Skrift. De hidtil fremtraadte Forfattere have ei alene viist Tegn paa Kjendskab til Folkelivet, forenet med en alvorlig Interesse for Folkets Oplysning og aandelige Fremgang, men ogsaa Tegn til Aandsbegavelse og Kræfter til at kunne udrette noget i denne Hensigt. Og just derfor syntes det mig nødvendigt at gaae nøie ind paa Sagen og foretage en streng Bedømmelse af Enkelthederne i Formen, som i et saadant Skrift aldeles ikke er ligegyldig. Nogle overfladiske almindelige Bemærkninger vilde her ikke være til nogen Hjælp, hverken for Publikum eller Forfatteren. Den omhyggelige Forfatter vil gjerne høre en omstændelig Bedømmelse af En, som selv har tænkt og studeret paa Tingen; han skjøtter ikke saa meget om at faae Ros eller Lovtaler, som om at faae nyttige Vink og nye Oplysninger, eller ialfald at see Sagen betragtet fra en anden Side. Jeg skulde derfor kun ønske, at visse Bemærkninger kunde betragtes som en Stemme fra Folket, og indeholde noget, som kunde være til Nytte for Oplysningens Venner.
I. Aasen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Dette Selskab stiftedes i Sommeren 1851, og den aarlige Kontingent for Medlemmerne er fastsat til 1 Spd., hvorfor de erholde de Bøger, Selskabet udgiver, for Tiden nærværende Tidsskrift. Bureauchef Bødtker i Christiania er Selskabets Kasserer, til hvem Indmeldelse i Selskabet skeer.
Udg. Anm.
- ↑ Udgiveren havde opfordret Forfatteren til at meddele en Bedømmelse af A. Bangs Verdensbeskrivelse for Folket (Throndhjem 1851. 15 Ark 8. med 2 Kart indb. 36 6), Olai Vigs „Liv i Norge,“ (Christianssund 1851. 172 S. 12. heft. 36 ß) og det i Aar begyndte Hefteskrift „Folkevennen“ under Eet, og dette var ogsaa fra Begyndelsen af hans Plan. Men da han under Arbeidet fandt det meest stemmende med Anmeldelsens Hensigt at holde sig til det sidste Skrift alene, som det der fremdeles fortsættes og paa hvilket derfor hans Bemærkninger kunde komme til Anvendelse i Fremtiden, har han ladet de Stykker udgaae, som vedkom de to førstnævnte, om hvilke han forøvrigt i det Hele deler Udgiverens Mening, at de ere gode Folkeskrifter, der fortjene Anbefaling og Udbredelse.
Udg. Anm.
- ↑ Af saadanne særdeles brugbare Ord anføre vi her en liden Række som Exempler: afdaget, Afsøle, attre, aud, Bolk, Bos, Daam, Dokk, eentænkt, faamændt, faatænkt, Felle, Flage, Floke, Flus, forde (ɔ: transportere), fortænkt, furte, Foretanke, grunn, gretten, grøte, heppen, Hugværk, Høve, kave, kipen, ture, kuven, kvekke, kverve, Lad, lave, Laan (Storbygning), laate, mangmændt, Maalemne, mislike, neise, Nøgd, nøyte, Ovverk, Plagg, Prette, Rabb, rumlændt, Runn, ruve, røyte, saar, seentænkt, Skant, skuve, slitne, snarfør, snaud, stortøk, styrd, svive, sæl, tagne, Taatt, tøve, Ulænde, undan, uvyrden, Vase, Von, Æve.