Åpne hovedmenyen

For Samhold i Norden

Dette verket er ufullstendig. Hvis du vil hjelpe til med å fullføre det, se hjelpesidene og Stilmanualen, eller skriv en kommentar.
For Samhold i Norden

av Johan Sebastian Welhaven
Tale ved studentenes nordiske høytid i Christiania 13. januar 1854.


 Den Tanke, der forsamler os iaften, er sand og alvorlig. Den er intet Hjernespind, ingen forfængelig Flyvetanke fra igaar eller idag. Jeg stoler paa dens Kraft til mere og mere at trænge frem og befæste sit Rige.

 Og allikevel har jeg talt om Tvivl, der omgiver og hemmer den, om en usikker Stemning ved denne vor Midvintersfest, der dog skal betegne det tredelte Nordens Samklang. Hvorfra kommer denne Tvivl, skjønt vi mene at have Erkjendelsen, — hvorfra denne snigende Ulyst, der saa brat kan følge paa Enhedstankens gladeste Udbrud, og vil trænge ind i vor Forsamling? Ak, mine Venner, Tvivl er i Luften, — vi indaande og udaande den; den tilhører Tidens Atmosfære. Til denne Tids Mennesker kom store og vidtgribende Goder og end flere Bebudelser om Sandheder der skulle aabenbares, om videnskabelige, allerede forberedte Fremskridt paa alle Kulturens Veie. Men til os kom ogsaa on Tvivlens Aand, saa egen i sit Væsen, at vi maaske endnu ei rigtig forstaa at benævne den. Det er ei nysforledne Tiders Tvivl om det Oversandselige og Evige, en Tvivl der ledede ind i munter Livsnydelse, og som forkyndte en Levnetsvisdom med lemfældige Opgaver. Tvivlen i vor Tid slaar sig ei saaledes til Ro; den vil gjennemtrænge Alt, drage alle Forhæng tilside. Den ser Skuffelser og Idoler overalt, og den ser ind i sin egen Tomhed. Tvivlen er kommen os i Blodet som en Feber, der baade egger og udmatter. Den bringer Folkene til at staa bævende og ubestemte for deres indre Opgaver, og den opbruger Kræfter, hvorved de skulde løses. Den antaster Grundsynet, Sammenholdet i den Enkeltes Selvbetragtning og driver ham mistrøstig ud i Mængdens Bevægelse.

 Forunderlige Tid, med en Afmagt som Alle føle, og dog Frembringer af saamange Storverker! Om disse Gjerninger er der Tale overalt, og Alverden priser dem. Men de modsige ei det Tidens Tegn jeg her har nævnt. De ere Travlhedens, det udadvendte Livs Verker, stærke Vidnesbyrd om, hvad Slægtens forskende og higende Aand formaar. Men Sjelenes pinlige Uro har Del i disse Frembringelser, hvorunder Fornemmelsen af vor Tids moralske Krisis ligesom døves og fordeles.


 Den Tanke, der tilhører vor Fest, stiller os nu en Opgave, der just træffer os, som Tidens Børn, paa den svage Side. Den fordrer endnu ingen iøinefaldende Kampe, ingen mærkværdige Gjerninger, og ingen brat Afgjørelse; den har ligesaa lidt nyt Krav som nye Løfter. Men det kommer an paa, at Fortrøstningen til dens Kraft og Sandhed ei slipper op i de stillere Dage eller adspredes under fjernere Interessers Paavirkning. Det kommer an paa, at man betragter denne Sag i dens Grundvæsen, uden at forarges ved nogen særegen Form som dens Udvikling kan have antaget. Der stilles en Fordring til Sindelaget, at det skal holde fast ved bestemte Indtryk, og varmt omslutte Erkjendelsen; thi kun derved kan nu det indre Samhold i Norden fremmes, og kommende Alvorsgjerninger i den Sags Tjeneste forberedes. Men her møde vi det tvivlagtige Væsen udenom os og i os. Der svigter Noget i vor Modstandskraft mod Spotten eller Fornegtelsen udenfra, — og naar vi saa, for at opøve Kraften, ville søge frem til Sagen og gribe den, da er det ofte som om denne selv svigter og undviger os. Ja, mine Venner, — thi vor indre Raadvildhed træder ud som et taaget Spøgelse imellem os og Maalet, og gjør os usikre i Sigtet!

 Saadan, mener jeg, er i Sandhed Situationen. Men derved har vor Fest ingenlunde tabt sin Betydning og Virkekraft. Det er godt at vi kjende og vedkjende os den usynlige Gjest, der fulgte med i Laget. Thi anderledes ere vi ei i Stand til at vinde en klarere Stemning, der kan trænge denne Skygge tilbage. Og hvor sjeldne ere ei det uforstyrrede Haabs, den glade Opfyldelses Fester! Engang, det vente vi, skulle de ogsaa for vor Sag feires af en lykkeligere Slægt. Men nu samles vi til gjensidig Forstaaelse og Bestyrkelse i den Foreningens Aand, der endnu kæmper i Modsigelsen og endnu ei vil tage ret Skikkelse, fordi det er Forberedelsens Tider.

 Jeg taler ei til Fornegterne, og ei til de Ligegyldige, og jeg fører intet Forsvar for den nordiske Enhedstanke. Jeg mener, at den er hos enhver af de her Forsamlede, bevæges i vor Kreds i forskjellige Grader af Liv og Styrke og paa mangehaande Maader, efter Personlighedens Væsen og Retning. Men jeg ønsker hos Enhver at indlægge et Ord for denne Fællesspire. Jeg beder Enhver at frede og bevare den, at sætte noget af Viljens belivende Kraft mod Tvivlens Graaveir, der omgiver den, at fremhjelpe dens Vext og tillige fordrage dens Udviklings Betingelser, — unde den Tid til at afstreife Svøbene og uddanne sine Organer indtil den Stund, da Vexten er fuldendt og bliver synlig for al Verden.

 Og her nævner jeg det vanskelige Ord i vore Dage, det er at vente og være trøstigt virkende under Forventningen. Thi en forunderlig Utaalmodighed har belaget denne Tids Mennesker. Fra Forskningens Opdagelser, der komme Slag i Slag og gribe ustandseligt ind i utallige Frembringelser, fra de mangfoldige Snarveie der lægges gjennem Rummet, fra alle disse Befordringsmidler for det udvortes Livs Digten og Tragten er der opkommet en Hastighedsillusion, en rasktsvingende Tidsmaaler, der uvilkaarlig anlægges i alle Sfærer af Menneskenaturens Virken. Men det indre Sjeleliv i Slægten følger andre Love, og har en ubestemmelig Tidsdeling. Lad Hurtighedsmidlerne tjene denne skjulte Aand! Men den sætter selv sin Tid, saavel for Syn, der nedslaa brat, som for Sæd, der langsomt modnes. Se dog hvor sent de store Grundtanker, de rette Livskjerner i Menneskeheden spire frem, — og hør den alvorlige Betragters Dom, naar han nu holder den ydre Kulturs Fremskridt imod den indre Forædlings, naar han veier dette Olds ilfærdige og blendende Forstandstriumfer imod Selvprøvelsens og Selverkjendelsens Fremgang i Slægten, imod den Kraftøvelse, hvorfra Folkene alene kunne hente Frelse og ny Ungdom. Ja, denne indre Vext vil have sin Tid og ved ei af Forhastelse. Men til den maa vi dog betro Udviklingen af Foreningstanken i vort Norden.

Tilbake til toppen av siden.