Forblødning
Nu mumler lyset de sidste ord.
Snart hvisker det blot i sit bløde sprog;
et svindende ganske flygtigt tog
af noget forunderligt vandrer,
vandrer afsted gjennem vindvets port — —
splintres og glimter ugribelig bort — —
— — — — — —
Lavere mumler dagen.
Dens slatter supes af mørkets mund,
som presses med blodige læber
op imod vindvets rund.
— — — —
Og et forfærdende ansigt
staar pludselig bøiet mod mit glar —
en død verdens pande
luder med hvide øine
indover det, som var — — —
Blomster i vindvernes skjønne porte
blir til forkullede lig;
Liljerne svaier, sky og sorte
ind under blondernes flik
— — — —
Gardinets deilige flor,
den sidste drøm, hvori dagen
rødmende hang i perlemor,
blaanende svang, da hén den fôr,
blir to af gravens lagen!
— — — — — —
Hedere end af nogen ørkens sol
forkulles blomster i denne dunkle tørke;
foran det hele sidder jeg i en stol
som stille og bisat lig i seks fod mørke.