Wikikilden

Forelæsninger over den norske Retshistorie/12

< Forelæsninger over den norske Retshistorie

Ved Norges Forening med Danmark 1388 begynder ogsaa for Lovgivningens Vedkommende et sørgeligt Tidsrum Samfundet var berøvet sine naturlige Organer; Kongerne havde alene øje for sine dynastiske Interesser, og indre og ydre Uroligheder hindrede dem fra, selv om de havde villet, at 7 drage Omsorg for den indre Lovgivning. De eneste Anordninger i Tidsrummet 1388–1536 af nogen Betydning for Privatretten er:

Dronning Margretes Retterbod, given paa et Raadsmøde i Oslo 29 Marts 1392 (Dipl. Norv. VI. No 338), angaaende Mandebodens Anvendelse, Bøders Deling, Hor, Landkjøb og Strandkjøb[1] m. v.

Christiern d. 1stes Fr. om ulovlige Paalæg, Aager, Røveri m. v. af 10 Oktbr. 1453 (Paus S. 268), hans almindelige Landefred af 25 Juni 1455 (Paus S. 270) og Stadfæstelsen af det tunsbergske Forlig af 21 Januar 1458 (Dipl. Norv. IV. No. 941);

Kong Hans’s Forordning af 26 Juni 1483 (Paus S. 273) om personlig Arrest, urettelig Klage over Dommeren, Jords Forbrydelse, Stevnefald, Fejde mod Kongens Beskjærmelsesbrev og om Mynten;

Christjern d. 2den Fr. 7 August 1514 (Paus S. 283), om Bygsel m. v. og hans (utrykte) Fr. 29 Septbr. 1521 om Bygsel, at Præster og Fogeder ikke maa tvinge Bønderne til at drage paa Fiskeri for dem, om Gejstlighedens Udsugelser, overdrevne Bøder, Kristendomsbrud m. v. (C. F. Allen, De 3 nord. Rigers Hist. III. 2. S. 81–83), samt

Erkebiskop Aslak Bolts Statuter af 24 August 1435 (Dipl. Norv. VII. No. 397) og 20 Decbr. 1436 (Dipl. Norv. V. No. 660).

Kristoffer af Bayerns Stadsret af 12 Aug. 1444 (Paus S. 239 fgg.; Kolderup-Rosenvinge, Gl. danske Love V.) er ikke given for Norge. Derimod udgaves der i denne Periode en stor Mængde Privilegier for de enkelte Byer og specielle Anordninger om Handelsforholdene, for en væsenlig Del fremkaldte ved Forholdet til Hansestæderne.

Vedkommende Norges politiske Forhold i dette Tidsrum haves derimod flere vigtige Aktstykker, som Følge af de idelige Tronstridigheder. Heraf kan mærkes:

1. De norske Rigsraaders Hyldingsbrev til Dronning Margrete af 2 Februar 1388 (Dipl. Norv. III. No. 477 jfr. 484).

2. Den saakaldte kalmarske Unionsakt mellem Norge, Sverige og Danmark af 20 Juli 1397. Den er imidlertid kun et Udkast, ihvorvel alle tre Rigers Raad var enige i dens Indhold.[2] Den er trykt i Aarsberetninger fra det danske Geheimearkiv II. S. 28–31.

3.– Udkast til en fornyet Unionsakt af 1436 (?), udarbejdet af 2 Rigsraader fra hvert Rige.[3] (D. Geh. Ark. Aarsberetn. II. S. 31–38).

4. Overenskomsten i Kalmar 9 Juli 1438, efter Erik af Pommerns Flugt, mellem det svenske og danske Rigsraad om en evig Forening mellem Rigerne, dog med Forbehold af, i Tilfælde af Kongevalg at afgjøre, hvorvidt der skulde vælges en Konge over alle 3 Riger, eller hvert af Rigerne have sin egen Konge. Herved var Unionen i Virkeligheden forvandlet til et blot Forsvarsforbund.[4] (D. Geh. Ark Aarsberetn. II. S. 38–40).

5. Forening mellem Norge og Sverige i Lødøse 9 Februar, fornyet i Kalmar 10 August 1441 om indbyrdes Fred og Forbund og gjensidig Understøttelse (Dipl. Norv. III. No. 764, Hadorph Rimkrøn. Bil. S. 141–5).

6. Erklæring af Udsendinge fra den norske Almuei Lødøse d. 1 Juni 1442, hvori de samtykker i, hvad Norges Riges Raad paa dette Møde bestemmer angaaende Kristoffer af Bayerns Kongevalg og andre Rigets Anliggender (Dipl. Norv. III. No. 771).

7. Christiern d. 1stes Valgakt, Oslo 3 Juni 1449, og det norske Rigsraads Brev til Almuen af 3 Juli s. A.[5] (Dipl. Norv. III. No. 805 og 6).

8. Karl Knutsons Valgakt, Hamar 25 Oktbr. 1449 (Hadorph Rimkr. Bil. S. 161–2).

9. De norske Stænders og Almues Protest mod Christjerns Kongevalg, og Erklæring at ville have en Konge med Sverige af 24 Novbr. 1449[6] (Hadorph Rimkr. Bil. S. 156–70.

10. Karl Knutsons Frasigelsesbrev af 10 Juni 1450 (Dipl. Norv. III. No. 810; Dipl. Christ. I. No. 17).

11. Den bergenske Overenskomst af 29 Aug. 1450 mellem det norske og danske Rigsraad om, at begge Riger til evig Tid skal være forbundne under en Konge, med Forbehold af hvert enkelts Selvstændighed[7] (Samll. t. det norske Folks og Sprogs Hist. IV. S. 344–7; Dipl. Norv. VIII. No. 345; Dipl. Christ. I. No. 21).

12. Det norske Rigsraads Overenskomst med Sveriges Befuldmægtigede, at Norge og Sverige herefter skal holde sammen og bistaa hinanden mod Undertrykkelse af udenlandske Mænd og i Krigstilfælde, og navnlig ved det forestaaende Kongevalg det ene Rige intet foretage uden det andets Raad, dat. 1 Februar 1482; med en samtidig Fortegnelse over de Brøst, Norges Rige mentes at have lidt i Christjern d. 1stes Tid[8] (Hadorph Rimk. Bil. S. 302–6).

13. Det norske Rigsraads Opsigelsesbrev til Christiern d. 2den af 5 August 1524 og Valgbrev for Frederik d. 1ste af 23 August s. A. (Dipl. Norv. IX. No. 532 og 534).

En vigtig Kilde til den offentlige Ret bliver i dette Tidsrum Kongernes Haandfæstninger eller Forpligtelsesbreve, som de ved sin Regjerings Tiltrædelse maatte afgive til Rigsraadet. – Efter Kalmarunionen var nemlig Norge blevet et Valgrige, og, efter Danmarks Forbillede, hvor Kongerne siden Kristoffer den andens Tid (1320) maatte afgive formelige Forpligtelser om at overholde de Vilkaar, som de havde underkastet sig for sit Valg, og hvor saavel Erik af Pommern som Kristoffer af Bayern havde udstedt Haandfæstninger til det danske Rigsraad, gjorde ogsaa det norske Rigsraad samme Fordring:

1. Christjern den 1stes Haandfæstning for Norge af 3 Juli 1449 er trykt i Hvitfeldts Krønike S. 845;

2. Karl Knutsons Haandfæstning for Norge af 20Novbr. 1449 (Dipl. Norv. VI. No. 531);

3. Kong Hans’s Haandfæstning for Danmark og Norge i Forening, eller den saakaldte Halmstadske Reces, af 1 Februar 1483 (D. Geh. Ark. Aarsberetn. II. S. 46–56);

4. Christiern d. 2dens Haandfæstning for Danmark og Norge i Forening af 22 Juli 1513 (D. Geh. Ark. Aarsberetn. II. S. 56–64, jfr. Lange, Norsk Tidsskrift I. S. 217–86);

5. Frederik d. 1stes Haandfæstning for Norge af 24 Novbr. 1524 (Dipl. Norv. VII. No. 594 jfr. No. 584).

Flere Haandfæstninger for Norge blev ikke afgivne, da Kristian d. 3dje i sin danske Haandfæstning af 30 Oktbr. 1536 Art. 3 lovede Danmarks Rigsraad og Adel, at, «hvis det lykkedes ham at bringe Norge eller nogen Del deraf i sin Magt, da skulde det herefter være og blive under Danmarks Krone ligesom et af de andre Lande, Jylland, Fyen, Sjælland eller Skaane, og herefter ikke være eller hede et Kongerige for sig, men et Ledemod af Danmarks Rige og under Danmarks Krone til evig Tid» (D. Geh. Ark. Aarsberetn. II. S. 83 fgg.) – Som bekjendt opfyldte han kun delvis dette skjændige Løfte: Norge blev som et erobret Land og Lydrige underlagt den danske Krone; men det blev dog fremdeles betragtet som et eget Kongerige, ikke som en dansk Landsdel (Chr. IV. L. I. 10). Haandfæstninger udstedtes derimod fra nu af kun til Danmarks Riges Raad som det, der alene havde at vælge den fælles Konge.[9]

Haandfæstningerne indeholdt de almindelige legale Begrænsninger for den kongelige Magtfuldkommenhed. I Virkeligheden er det dog nærmest de privilegerede Stænders og fornemmelig Adelens Rettigheder, som deri varetages.

Samtlige danske Haandfæstninger og lignende Akter lige til Suveræniteten er trykte i Geheimearkivets Aarsberetninger, 2det Bind, Kbhvn. 1856–58.

  1. ↑ Munchs Hist. Unionsperioden II. S. 366.
  2. ↑ Munchs Hist. Unionsperioden II. S. 383–6; Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 413–19 og 441–4.
  3. ↑ Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 514–18.
  4. ↑ Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 519.
  5. ↑ Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 538–9; L. Daae, Christiern d. 1stes norske Hist. S. 26–30.
  6. ↑ Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 541–3; Daae. Christiern d. 1stes Hist. S. 37–42.
  7. ↑ Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 544–7; Daae, Christiern d. 1stes Hist. S. 62–4.
  8. ↑ Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 572.
  9. ↑ Keyser, Den norske Kirkes Hist. II. S. 826–30; Aschehoug, Norges offentlige Ret I. S. 351–4.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/12&oldid=182384»