Forelæsninger over den norske Retshistorie/23

Ægteskabets Opløsning (hjúnaskilnaðr) var i den hedenske Tid ganske overladt til enhver af Parternes eget Forgodtbefindende. Manden behøvede ikke engang hertil at angive nogen Grund, men kunde uden videre sende Konen fra sig, naar han kun udredede hendes Hjemmegift og Tilgift; hvorimod Konen maatte have en lovlig Grund til Skilsmisse, i hvilken Henseende det dog, som det lader, ikke toges synderlig strengt. Hvor skilsmisse fandt Sted af en lovlig eller dog rimelig Grund, synes den ikke at have været ledsaget af videre ufordelagtige Følger; Konen fik sin Hjemmegift tilbage, og Manden beholdt Tilgiften. Kun i de groveste Tilfælde, navnlig naar Skilsmissen var foranlediget ved Utroskab fra Konens Side eller ved Mishandling eller Vægring af ægteskabeligt Samliv fra Mandens Side, synes Følgen at have været, at den skyldige Kone forbrød sin Hjemmegift, og at den skyldige Mand maatte udrede Tilgiften til sin Kone Ægteskabets Ophævelse skulde finde Sted under visse bestemte Former (at segja skilit, jfr. Njáls S. Kap. 7; G. L. 54[1]), og det stod enhver af Ægtefolkene frit for at indgaa nyt Ægteskab.

Efter Kristendommens Indførelse gjorde Kirken Grundsætningen om Ægteskabsbaandets absolute Uopløselighed (se herom i det hele C. 32 qv. 7) gjældende; men det varede endnu længe, før den borgerlige Lovgivning sluttede sig hertil. Man ved jo, at Kong Harald Haardraade, medens hans første Dronning Ellisif levede, formelig tog Thora Thorbergsdatter tilægte, og i sine sidste Regjeringsaar atter fornyede Ægteskabet med Ellisif, saa at han altsaa samtidig havde 2 anerkjendte Dronninger; endvidere hvorledes Sigurd Jorsalfarer endnu langt nede i det 12te Aarhundrede forskjød sin første Dronning Malmfrid og ægtede Cecilia (Heimskr. S. Har. harðr. Kap. 33 og 85; S. Sig. Eyst. ok Ol. Kap. 40). Endnu G. L. 54 jfr. 63 synes i sin ældre Skikkelse at anerkjende en uindskrænket Skilsmissefrihed. Men saadan Skilsmisse har Kirken alene betragtet som en (utilladelig) Ophævelse af Samlivet, og den nye Forbindelse som et Konkubinatforhold. Kirken tillod alene, naar gyldige Grunde, navnlig Ægteskabsbrud og Mishandling, var tilstede, en Ophævelse af Samlivet ifølge Biskoppens Dom (separatio qvoad thorum et mensam); men ikkun i Horstilfælde var Separationen livsvarig, og den uskyldige maatte ikke gifte sig, saalænge den anden var ilive. Ved Overenskomsten i 1164 sees ogsaa G. 54 at være bleven forandret. Hertil sluttede sig tillige de øvrige Kristenretter (E. K. R. 22[2], B. K. R. 17[3], F. L. III. 6 og 8), der samtlige erklærer, at Ægteskabets Baand selv i Horstilfælde forbliver uopløst, og i Overensstemmelse hermed maa da ogsaa forstaaes F. L. XI. 14, M. L. V. 5, der tillader Manden at jage sin Kone bort, naar hun gjør sig skyldig i Hor, og B. K. R. (II) 8, der tillader Konen at forlade sin Mand, naar denne gjentagende slaar hende Forsamlinger. Og paa samme Maade bestemmer saavel J. K. R. 40 Slutn. og 44 som M. K. R. resp. 18 og 26, at Ægteskabet aldrig kan opløses uden i det eneste Tilfælde, at nogen af Ægtefolkene, inden Ægteskabet endnu er fuldkommet ved Samleje, gaar i Kloster, i hvilket Tilfælde den tilbageblivende har Ret til at gifte sig igjen (jfr. c. 2, 4 X. de convers. conjug. (3. 32). Det ægteskabelige Samliv kan derimod i Horstilfælde ophæves efter Biskoppens Dom; men den uskyldige Ægtefælle maa under ingen Omstændighed gifte sig igjen, saalænge den anden lever. Og dersom han under Separationstiden gjør sig skyldig i Lejermaal med nogen anden, skal han ved kirkelig Censur tvinges til at fornye Samlivet med sin Ægtefælle (jfr. c. 5 X. de divortiis (4. 19).

Derimod medførte overtrædelse af Kirkens Ægteskabsforbud altid Ægteskabets Annullation ab initio, og i dette Tilfælde var det en Selvfølge, at det stod enhver af Parterne frit for at indgaa et andet Ægteskab (jfr. c. 18 X. de sponsal. (4. 1). Det gjorde i denne Henseende ingen Forskjel, om det var et dispensabelt eller et absolut Forbud, der var overtraadt; vilde ikke Parterne erhverve Dispensation, kunde den ikke paatvinges dem. I alle vore Kristenretter foreskrives Ægteskabets Opløsning, hvor Parterne er for nær beslægtede eller besvogrede (G. L. 24; B. K. R. (II og III) 6; E. K. R. 30; F. L. III. 1 jfr. B. K. R. (I) 15, J. K. R. 47 og 48). Ligeledes anerkjendes udtrykkelig Tvang som Nullitetsgrund (E. K. R. 23, F. L. III. 22, jfr. c. 14 X. de sponsal. (4. 1). Derimod tales der i vore Kristenretter intet om, hvorvidt Vildfarelse kan paaberaabes som en Annullationsgrund, hvilket den efter Kirkens Grundsætning var, hvor den var en væsenlig error in persona, saasom fordulgt Impotens eller Trældom (c. 4, 5 X. de frigidis (4. 15); c. 2, 4 X. de conj. serv. (4. 9). – overalt gjaldt imidlertid som Regel, at den Ret, som en Ægtefælle kunde have til at kræve Separation paa Grund af Hor eller Ægteskabets Annullation formedelst Tvang eller Vildfarelse, ansaaes frafalden, naar han forsømte at gjøre den gjældende i betimelig Tid, eller, efter at være kommen til Kundskab om Forholdet havde legemlig Omgang med den anden[4].

Ifølge B. K. R. (II) 12 var en Kone, hvis Mand forlod hende og drog bort fra Landet, ikke forpligtet at vænte paa ham længere end 3 Aar. Men til denne Bestemmelse findes intet tilsvarende i de øvrige Love.

Overalt hvor Ægteskabet saaledes opløstes ved Kirkens Dom af en Nullitetsgrund, synes enhver af Parterne at have beholdt Sit, saa at Kvinden fik sin Hjemmegift tilbage men intet Krav havde paa Tilgift (se F. L. III. 22 og XI. 14; M. L. V. 5). Havde Manden imidlertid svigagtigen fordulgt nogen ham bekjendt Nullitetsgrund, skulde han efter M. L. V. 6 bøde efter 12 Mænds Dom, halvt til Konen og halvt til hendes Giftningsmand[5]. Hvor Konen forlod sin Mand uden lovlig Grund, havde hun efter G. L. 54 og F. L. XI. 14 tabt Retten til Tilgift. Adskiltes de paa Grund af Her fra Konens Side, havde hun efter F. L. XI. 14 og M. L. V. 5 ligeledes forbrudt Tilgiften, men beholdt sin Hjemmegift, hvis det var første Gang, hun forbrød sig; med mindre Manden var villig til at tage hende til Naade, og hun dog undslog sig for at leve med ham; i dette Tilfælde havde Manden Ret til at beholde Hjemmegiften, saalænge Konen levede; men efter hendes Død tilfaldt den hendes Arvinger. Det samme gjaldt, hvis Konen forbrød sig anden Gang, selv om Manden da strax jog hende bort. Adskiltes Ægtefællerne formedelst Hor fra Mandens Side, foreskriver J. K. R. udtrykkelig, hvad ogsaa efter de ældre Love maa have været Regelen, at Konen beholdt saavel Hjemmegift som Tilgift.

  1. Ef maðr vill skiljast við konu sína, þá skal hann svá skilit segja, at hvártveggja þeirra megi heyra mál annars, ok hafa við þat vátta (Olaf).
  2. Hjúnskapr sá er meinlaus er saman kominn, þat skal hvárki skilja karl né kona, þó at breyting gángi á skaplyndi þeirra.
  3. Hvárt hjúna sem misgerr við annat, þá skulu þau svá gert hafa ok skilja eigi hjúnalag sitt.
  4. E. K. R. 23: Ef kom verðr nauðig gipt, þá má hon segja skilit millim sín ok bónda síns á hverjum degi er hon vill innan 12 mánaða. En ef hon býr með hánum 12 mánaði eða einum mánaði lengr, þá á hon aldri ván til níkvæðis.
  5. Ef meinleiki sundrar samvistu hjúna með þess ráði, er ráða á at guðs lögum ok manna, hafi sitt fé hvárt þeirra. En ef þau skiljast fyrir þann hjúnskap (var. sifskap), at karlmenns vøld hafa til gengit, ok vissi hann þá þat, er hann festi konu, ok leynir hann því, þá bœti hann fyrir svik sín eptir 12 manna dómi.