Forelæsninger over den norske Retshistorie/27
Den Tilsidesættelse, som alle Uægtefødte i Henseende til Arveret og, i det mindste Tybaarne, ogsaa i Henseende til Mandebodens oppebørsel og Udredelse var undergivne i Forhold til Ægtefødte, kunde afhjælpes ved den saakaldte Ætledning eller Arvledning (at leiða í ætt leiða til arfs), se G. L. 58[1], F. L. IX. 1 og 21 jfr. III. 13 og VIII. 1; M. L, V. 8, Chr. IV. L. ibid.: jfr. Dom af 28 Marts 1318 (gl. L. 111. S. 128 fgg.). – Ved Ætledning var det vistnok den oprindelige Mening, et den Ætledede skulde i alle Henseender anvises Plads som ægtefødt Medlem af Ætten; den var saaledes ingen egentlig Adoption eller Antagelse i Barns Sted; heller ikke svarede den ganske til de danske Loves Lysning i Kuld og Kjøn; skjønt den berører begge disse Institutioner. Efter de ældre Love, hvor den ligefrem betegnes som en Maade «at forbedre sit Barns Stilling paa», og hvor dens Virkning beskrives at være den, at den Ætledede skal komme i samme Stilling, «som om hans Moder havde været lovlig ægtegift», er den nærmest en Legitimation. Chr. IV. Lov derimod, som har forandret sin Kilde og bestemmer, «at Enhver maa ætlede, hvem ham godt synes, som er ærlig og ægtefød, og gjøre den til sin Arving, som han vil», – betegner Ætledningen nærmest som en Adoption, en Betydning, som den allerede synes at have antaget i Dommen af 1318.
Betingelsen for Ætledningens Gyldighed var imidlertid altid, at den næste Arving gav sit Samtykke; dog kunde efter de ældre Love en myndig Søn give Samtykke paa sine umyndige Sødekendes Vegne, men dette blev udtrykkelig forandret i M. L. Ceremonien foregik i ældre Tider saaledes, at Ætlederen skulde gjøre et højtideligt Gilde paa 3 Saald øl og slagte en 3 Vintres Oxe, gjøre en Sko af Skindet paa dennes højre Forben, hvori først Ætlederen skulde stige, holdende sine umyndige Børn paa Armen, dernæst den, der skulde ætledes, og endelig de øvrige Arvinger, som gav sit Samtykke. Den, som ætledede, skulde sige: «Jeg leder denne Mand til det Gods, som jeg giver ham, til Gjald og til Gave, til Sæde og til Samkvem, til Bod og til Bauger og til al Ret som om hans Moder havde været lovligen gift». Efter M. L. og Chr. IV. L. foregik Ætledningen paa den Maade, at Ætlederen, Ætledingen og de samtykkende Arvinger skulde gaa tilsammen til Kirken, og alle berøre Evangeliebogen, medens Ætlederen udtalte ovennævnte Ord. – Det var ikke just nødvendigt, at Ætlederen var Ætledingens egen Fader, skjønt dette af de ældre Love forudsættes som det sædvanlige Tilfælde; men det siges udtrykkelig at ogsaa andre Frænder kunde ætlede: saaledes den ene Broder den anden, og Farbroder sin Brodersøn (jfr. G. L. 57 Slutn.); kun maatte ifølge F. L. IX. 21 (jfr. XII. 5), der dog ikke har noget tilsvarende i de øvrige Love, Mænd ikke ætlede Kvinder og ikke Kvinder Mænd. Iøvrigt kunde saavel Mænd som Kvinder ætlede og ætledes. Ved Ætledningen undergik saaledes ikke den Ætlededes virkelige Slægtskabsforhold nogen Forandring; men den afhjalp alene Mangelen ved hans Fødsel, saa at han anerkjendtes som fuldberettiget Medlem af Ætten; det siges ikke, at han skal betragtes, som om hans Moder var Ætlederens Ægtehustru. Men da det dog vistnok var det sædvanlige, at alene Faderen ætledede sit Barn, blev det udtrykkelig udtalt i Dommen af 1318, og derfra kom det ind i Chr. IV. L.; skjønt denne Lov, ved sin Betingelse: at den, som skulde ætledes, maatte være ægtefød, netop maatte gjøre den virkelige Faders Ætledning af sit Barn aldeles virkningsløs.
Virkningen af Ætledningen var, som bemærket, at Ætledingen i Henseende til al Slægtskabsret blev stillet lige med Ægtefødte. Dette gjaldt dog egentlig kun fuldstændigt efter G. L. og F. L., se VIII.1 og III. 13. Ved M. L. blev derimod Ætledingen stillet i 2den Arv, jfr. Rb. 1280 Till. S. 11, efter ægtefødte Børn, Sønnesønner, Fader og Farfader; og ved Chr. IV. L. endog lige ned i 5te Arv, næst efter Sødskendebørn paa Mandssiden. Men herved maa dog bemærkes, at det, ifølge det tidligere Anførte, ikke har været Meningen i de ældre Love at angive den Ætlededes Arveret netop efter Ætlederen selv, uden for saa vidt denne var hans virkelige Fader, men alene i Almindelighed hans Arveret inden Slægten. Efter Chr. IV. L. var det derimod udentvivl Meningen, som det ogsaa udtrykkelig siges i Dommen af 1318, at bestemme Ætledingens Arveret efter den, som havde ætledet ham. – Det synes iøvrigt, at der efter de ældre Love var Adgang til ved selve Ætledningen at begrænse den Ætlededes Arveret (ligesom endnu ved Kuldlysningen efter 5–2–71) saa at han, saa længe de øvrige Frænder var i Live, skulde lade sig nøje med, hvad der var ham tillagt. Ved M. L. V. 8, Chr. IV. L. ibid. bestemtes det udtrykkelig, at Ætledningen ikke skal præjudicere andre, ufødte ener umyndige, Arvingers Ret end dem, som selv havde meddelt sit Samtykke. – Ætledingen skulde lyse, at han var ætledet, hvert 10de Aar, indtil han med Hjemmel af Ætledningen havde erholdt nogen Arv; siden skulde denne Arv være Hjemmel for hans Arveret i Fremtiden.
Testamentariske Dispositioner var naturligvis aldeles ukjendte i de ældste Tider, for saa vidt Nogen efterlod sig Slægtarvinger; i modsat Fald kunde han bortgive sin Arv til hvem han vilde (gjaferfð), hvilken Disposition var tilbagekaldelig for Mand 1 Gang og for Kvinde 2 Gange, men derefter maatte holdes (G. L. 107, F. L. IX. 3 og 4). – Ved Kristendommens Indførelse gjorde imidlertid Kirken den Grundsætning gjældende, at det var enhver Kristens Pligt engang i sit Liv at give til Kirken Tiende af al sin Formue (höfuð-tíund); var denne ikke udredet før, skulde den i det sedneste betales ved hans Død. Ved den regelmæssige Indkomst-Tiendes (ávaxtar-tíund) Indførelse i Begyndelsen af 12te Aarh. bortfaldt vistnok Hovedtienden som Tvangspligt[2]; men naar Nogen havde lovet at yde den, ansaaes dette Løfte vistnok ikke alene moralsk, men ogsaa retligt forbindende for hans Arvinger (jfr. G. L. 129; B. K. R. 11; E. K. R. (I.) 48, (11.) 37; S. K. R. 34; F. L. II. 17; se og Dipl. Norv. VI. No. 507). – Ved Kardinal Nikolaus’s Legation 1152 blev det udtrykkelig bestemt. (gl. L. I. S. 447–48), at det skulde staa Hver frit for at give hvem han vilde efter sin Død en Tiendedel af alt arvet og Fjerdedelen af alt selverhvervet Gods, løst og fast. Det tilføjes udtrykkelig, at saadan Forføjning helst bør ske til gudeligt Brug, men dog ogsaa kan gjøres til hvem som helst, Skyldt som Uskyldt. Bestemmelsen, der er stadfæstet af Kong Haakon Haakonssøn 1224[3], er indtagen i F. L. III. 17 jfr. IX. 4. og 18, B. R. 70, M. L. V. 21, Chr. IV. L. 22. Havde Nogen raadet over mere, end han efter denne Bestemmelse havde Ret til, skulde efter M. L. V. 21 jfr. Rb. 1280 Art. 11 alle Legater undergaa forholdsvis Afkortning; dog saa, at Sjælegaver skulde udredes uformindskede, forsaavidt det lovlige Forhold lod sig tilvejebringe ved Afkortning i det til Private skjænkede[4]. – En ganske anderledes udvidet Testationsret opstilledes i J. K. R. 15 og 16 (Var. N. gl. L. II. S. 349–50), der, – efter, at have indskjærpet, at det er en ubetinget Kristenpligt at respektere en Mands sidste Vilje, især den, som gjøres til Bedste for hellige Steder eller Fattige, og truet Arvingerne med Banns Straf, hvis de bryder samme, – bestemmer, at enhver fri og myndig Mand frit skal kunne testere over, hvis han efterlader 5 eller flere Børn, Halvdelen, hvis han efterlader 4 ener færre Børn, 2 Tredjedele, og hvis han blot efterlader Udarvinger, 3 Fjerdedele af alt sit Gods, og at Arvingerne alene skal have Ret til resp. ½, ⅓ eller ¼ af samme. Men denne Bestemmelse fik, ligesaalidt som Jons Kristenret iøvrigt, legal Gyldighed, og er udtrykkelig tilbagekaldt af Haakon Magnussen i Rb. 1308 Art. 2 (gl. L. III. S. 82), jfr. ogsaa J. K. R. Kap. 16 Slutn.i Udg. og Rb. 1308 Art. 9. – At det overalt var en Betingelse for Testamentets Gyldighed, at Testator var ved sin fulde Forstand, er en Selvfølge. – Var fast Guds borttestamenteret, siger F. L. IX. 4 udtrykkelig, at formelig Skjødning ikke var fornøden, naar kun Gaven var bevislig.
Derhos bestemte Lovene udtrykkelig, at visse Gaver i ethvert Tilfælde skulde holdes. Disse Gaver var, foruden Tiende (Hovedtiende), hvorom ovenfor, ifølge G. L. 129: Trælles Frigivelse (dog hvis Herren geraader i yderste Armod, skulde den Frigivne give ham Underholdning, hvis han ikke havde betalt sit Værd), Barnefosterløn, Gaver af Kongen eller til ham, Eftergivelse af Løsingsøren = 6 Ører (G. L. 62) samt Gaver til sit uægte Barn indtil et vist Beløb i Forhold til Giverens Stand (jfr. ovf. S. 83–4). F. L. IX. 4, 17 og 18 omtaler, foruden Tiende, alene Gaver til tybaaret Barn og Fosterbarn samt Heimanfylgja til den Kvinde, hvis Giftningsmand man er, F. L. XI. 2, – og M. L. V. 21 alene Gaver af eller til Kongen.
At der ved alle disse Indskrænkninger i Retten til at raade over sit Gods alene sigtes til Dispositioner for Dødstilfælde, og at alle Gaver, som var fuldbyrdede i Giverens levende Live, blev uryggelige, fremgaar, foruden af hvad man af Sagaerne ved, at der virkelig skede, klarligen af G. L. 129, der ved sin Bemærkning om, «at Giveren ejer, d. e. kan beholde eller tilbagekalde den Gave, som ikke er givet Vederlag for[5]», – aabenbar forudsætter, at Gaven blot er tilsagt. Ved Rb. 1280 Art 12 siges det ogsaa udtrykkelig, at alle i Giverens levende Live fuldbyrdede Gaver skal holdes, forsaavidt ikke skjønsomme Mænd finder, at de sigter til Arvingernes Besvigelse. Jfr. G. L. 58, F. L. III 13, M. L. V. 12, der samtlige indeholder, at enhver Disposition, der skjønnes at være anlagt paa Besvigelse af den lovlige Arvings Ret, som saadan er ugyldig.
Fra ovennævnte Regel gjældte imidlertid efter alle de gamle Love den Undtagelse, at Ingen maatte, engang i levende Live, give et af sine Børn mere end det andet. Hvorvidt det samme har gjældt i Forhold til andre Arvinger, siges ikke; men det synes antageligt. Hvor Nogen havde faaet formeget, skulde de, som ikke havde faaet Fyldest, efter Faderens Død forlods udtage af Boet, hvad de andre havde erholdt forud. Og i Overensstemmelse hermed fastsættes, at, naar den ene Søster havde faaet Hjemmegift af sin Giftningsmand og siden arvede denne, skulde de øvrige Søstre forlods udtage et tilsvarende Beløb, inden Arven skiftedes. Se G. L. 128 og 129, F. L. XI. 2 og 3[6]. Oversteg den modtagne Gave, hvad Vedkommende kunde tilfalde i Arv, taler de ældste Love dog ikke om, at Modtageren skulde have nogen Pligt til at tilbagebetale noget; tvertimod synes det modsatte at fremgaa af F. L. XI. 3. – Ved M. L. V. 7, 1ste Arv i Slutn. bestemtes derimod udtrykkelig, at, om Nogen havde forud erholdt mere, end hans Arvelod beløb sig til, skulde han tilbageføre det Overskydende ved Arveskiftet. Samme Lov bestemte endvidere, at, hvis Søn i sin Tid havde faaet sin Arvelod, men var død før Faderen, skulde hans Sønnesøn ikke tage Arv efter denne, hvis han efterlod andre ægte Børn eller Fader; men i modsat Fald skulde Sønnesønnen, selv om hans Fader tidligere havde faaet sin Lod, dog tage Arven, inden denne gik over til 2den Arvegangsklasse. Denne Bestemmelse, der kun slet passer til en Lovgivning, som ingen Repræsentationsret kjender, er, mærkeligt nok, udeladt i Chr. IV. L. ibid., uagtet denne Lov netop gjennemfører Repræsentationsretten i hele Descendensen. Jfr. den danske Fr. 23 April 1632 § 6 og st. Rec. 2–7–1, der er Kilden til Chr. V. N. L. 5–4–5 og 5–2–61. Udenfor Descendensen og arveberettigede Kvinders Hjemmegift er ingen Kollationspligt paabuden.
I denne Forbindelse maa endvidere mærkes de ovenfor S. 117 og 154 anførte Bestemmelser om Nødvendigheden af Arvingernes Samtykke, hvor Ægtefolk vilde oprette Fællig, saavelsom hvor Nogen vilde ætlede uægte Børn.
Angaaende Fremgangsmaaden ved Arvens Tagelse bestemte G. L. 115, der i det væsenlige er gaaet over i M. L. V. 12, 13 og 14, B. L. og Chr. IV. L. ibid., jfr. F. L. IX. 22–28, se og M. L. V. 25, Chr. IV. L. ibid., at, naar en Mand var død, skulde Arvingen, om han var myndig og tilstede, sætte sig i hans Højsæde og stevne alle Fordringshavere (samt fraværende Medarvinger, Kap. 122) til at indfinde sig den 7de (eller 30te) Dag, da Arven skulde vurderes og Gjælden betales, jfr. 119. Var Boet utilstrækkeligt, skulde, efterat Panthaverne var dækkede, de øvrige Kreditorer forholdsvis lide Afkortning. Efterlod den Afdøde sig Enke, og der ikke var lagt Fællig, skulde hendes Tilgift dog staa tilbage for de Kreditorer, der var ældre end Ægteskabet, samt for Umyndiges Krav. Derimod gik hun for sin Hjemgift og Umyndige for sit Krav foran andre Kreditorer; men indbyrdes maatte disse Fordringer konkurrere. – Om Bødefordringer bestemmer F. L. XI. 11, at, selv om Bøderne ikke er fæstede før den Skyldiges Død, kan Arvingen dog søges derfor, hvis Gjerningen er notorisk; dog kun forsaavidt Boet er tilstrækkeligt, efter at al anden Gjæld saavelsom Forlagsøre er dækket. – Sønner og Døtre var efter G. L. pligtige af egne Midler at betale sin Faders Gjæld, selv om de ingen Arv erholdt; men denne Forpligtelse, der ikke omtales i F. L., blev udtrykkelig hævet i M. L. – Undlod nogen Fordringshaver forfaldsløst at indfinde sig ved Stevnet, havde han efter de ældste Love uden Tvivl tabt sit Krav (jfr. G. L. 122); men efter M. L. havde han alene tabt sit Krav i Boet, saa at de Fordringshavere, som paa Grund heraf havde erholdt mere, end der efter dettes Tilstand skulde tilfaldt dem, ikke kunde tilpligtes at tilbagebetale noget; men han kunde dog søge Arvingen, hvis Boet havde givet noget Overskud[7]. – Angaaende Beviset for Gjældens Virkelighed, samt i Nægtelsestilfælde dens Betaling, mærkes G. L. 38 og 39 samt 116 jfr. 59, M. L. VIII. 2 og 6, hvorefter dette maatte ske med Vidner; dog kunde Kreditor altid kræve juramentum ignorantiæ af Arvingen[8]. – De Fattige, som Arveladeren havde haft at forsørge, skiftedes som anden Arv. – Noget offentligt Tilsyn med Skiftet fandt ikke Sted, og hertil findes først Spor i en Anordning for Bergen af 17 Juni 1551 (Paus S. 310–11), se og Sorenskrivernes Andragende af 9 Oktbr. 1628 og Anordn. af 2 Januar 1628 (Evensens Samll. II. 3 S. 84 fgg.).
Om Arvesøgsmaalet se G. L. 120–124; F. L. VIII. 16 og 17, IX. 7, 22, 23, 26, 27, 29 og 30; B. R. 32; M. L. V. 16–19, B. L. ibid.
- ↑ Nú má maðr bœta ráð sonar síns ef hann vill, ok leiða hann í ætt, ef sá játtir, er arfi er næstr. … Sá skal óðrli játa, er óðal á með þeim. Þá skal hann gera þriggja sálda øl horðskra mæla, ok høggva við uxa þrítíðung ok flá af fit af fremra fœti hœgra megin, ok gera af skó ok setja við skapker. Sá skal fyrst í skó stíga er mann leiðir í ætt, en þá hinn sjálfr er í ætt er leiddr, en þá hinn er arfi játti, en þá hinn er óðrlum játti, en þá þeir frændr. … Nú skal hann svá mæla, at ek leiði þenna mann til fjár þess er ek gef hánum, ok til gjalds ok til gjafar, ok til sess ok til sætis, ok til bóta ok til bauga, ok til alls réttar, svá sem móðir hans væri mundi keypt. Nú má leiða bróðir ok systir bróður í ætt við sik, ok føðurbróðir bróðurson. Nú skal svá leiða hornung ok hrísung í ætt við sik sem son þýborinn. Svá megu fleiri frændr í ætt leiða ok til arfs gera, sem nú hefi ek talt, ef sá játtar, er arfi er næstr. Þann mann má ok leiða í ætt, ef faðir gefr frelsi fyrr en hann hafi nætr 15 hinar helgu; þá skulu þeir allir játa, er í erfðum eru við hann. Nú skal hann þat hafa allt, er hann er til leiddr, meðan þeir lifa, er í skó stigu við hann; þá skal hann taka, síðan þeir eru dauðir, bæði arf ok óðal. Nú skal maðr lýsa ættleiðing sinni á hverjum 20 vetrum til hann tekr arf; þá skal arfr bera hánum vitni um aldr ok um æfi síðan.
- ↑ Jfr. Maurer, Über den Hauptzehnt einiger nordgermanischer Rechte, i Abhandl. d. kgl. bayer. Akad. d. Wiss. 1. Cl. XIII Bd. II Abth. S. 21–52.
- ↑ Hverjum manni skal frjálst vera svá konum sem karlmønnum at gefa hin tíunda hlutinn or landi ok lausum eyri, er hann hefir með erfðum fengit, ok fjórðung fengins fjár, helgum støðum er vill, frændum ef þat sýnist óskyldum mønnum ef þat beri meir i skap. … En þessa gjøf má svá gefa sjúkr sem heill, ef hann hefir alla sína samvitsku ok vítsmuni.
- ↑ Þar skal fyrst af lúkast tíundar-gjøf ok fjórðungs-gjøf, ef meðr gefr guði fyrir sál sína, hverjum manni er hann gefr løggjøf sína.
- ↑ Því er gjøf gjaldi betri, at sína á hverr úlaunaða; jfr. Variant til M. L. V. 21, N. gl. L. II. S. 90 Note 22. Mærk ogsaa Ordsproget: Æ sér gjøf til gjalda.
- ↑ G. L. 129: Gefr maðr syni sínum øðrum meira en øðrum, þá er þeir skipta arfi hans, þá taki hann jafnmikit af fé úskiptu, sem hinum var gefit, er meira tók, ok skipti síðan at jafnaði því er eptir er. – F. L. XI. 2 og 3: Ef dœtr verða faður síns arfar eða móður eða bróður, eða hverskis arfar, er þær verða, en sumar giptar en sumar úgiptar, þá skulu þær, er úgiptar eru, taka svá mikit af úskiptum arfi, sem þær høfðu, er giptar eru heiman. – En þó at allar sé heiman giptar, ok er eigi skipt heimanfylgju til jafnaðar þeirra á millum, þa taki af úskiptum arfi svá mikit, sem sú hafði, er mest hafði heiman, æ meðan vinst til.
- ↑ M. L. V. 12: Sá er eigi kemr til at sjaund, sœki sitt með váttum, ef fé er til, ok stefna erfingja til vátta søgu. En þeir, sem fyrir nauðsynjar sakir koma eigi at sjaund, ok ef fé er eigi meira, en hinir hafa áðr tekit, er fyrri komu, þá gjaldi þeir aptr, er fyrri tóku, ok missi allir, sem tala rennr til, ok er erfingi við skildr, ef hann bauð til løgliga.
- ↑ Nú er sá dauðr, er skuld átti a gjalda, en hinn lifir, er heimta á, þá kemr hann eigi til skuldar nema með váttum, því at engi skal vinna eið fyrir brjóst hins dauða. En hann skal þann eið vinna, at eigi var sú skuld, svá at ek vissa; þá vinnr hann fyrir sitt brjóst en eigi hins dauða. – Nú stendr sú skuld 20 vetra eða 20 vetrum lengr, þá fyrnist sú skuld fyrir váttum. En hann má koma hánum til eiða at hváru; því at í salti liggr søk, ef sœkjendr duga.