Forelæsninger over den norske Retshistorie/3

Den første historiske Beretning om Lovgivningsvirksomhed i Norge haves om Kong Halfdan Svarte (827–860), der havde samlet sig et Rige paa Oplandene og i Viken: at han «satte Eidsivatingsloven» derfor (Heimskr. Halfd. s. svarta Kap. 7, jfr. Hákonar s. góða Kap. 11 og Flatøbogen I. S. 54 og 563). – Herved kan dog ikke forstaaes andet, end at han samlede og ordnede de i den raumske Tingforening allerede gjældende Retsvedtægter, og forenede de oplandske og vikske Fylker om det fælles Lagting paa Eidsvold.[1] «Halfdan», siger Snorre, «var en vis Mand og en Elsker af Sandhed og Maadehold. Han satte Løven og heldt den selv og lod andre holde den. Han indrettede ogsaa selv Sagetal og fastsatte Bøder for enhver efter hans Byrd og Stilling».

Halfdans Søn Harald Haarfagre (860–933) underlagde sig, som bekjendt, alle Norges Fylker og stiftede det norske Rige (872). Men idet Enekongedømmets Grundlæggelse bevirkedes ved Vaabenmagt, foregik tillige en fuldstændig Omvæltning i hele den ældre Retsforfatning, idet det monarkiske Princip, uafhængigt af nogen overdragelse fra Folkets Side, gjennemførtes. Sagaerne udtrykker dette saaledes: «at Harald tilegnede sig al Odel i hvert Fylke og alt Land, bygget og ubygget, saavelsom Søen og Vandene; alle Bønder skulde være hans Lejlændinge og ligesaa de, som ryddede i Skoven eller brændte Salt ved Stranden, og alle Jægere og Fiskere» (Egils s. Kap. 4, Heimskr. Har. s. hárf. Kap. 6 jfr. 32). Heri ligger dog ingenlunde, at Harald ophævede odelsretten som privat Ret, hvad den Gang heller ikke var det væsenlige ved Odelsinstitutionen; – men han fratog Bønderne deres lige over for Kongen fuldstændige Ejendomsret til Landet, og indførte hvad vi vilde kalde uindskrænket Monarki, saa at han kunde paalægge Folket de Afgifter (nefgildi, landskyld) og andre Byrder, som han fandt forgodt.[2] Denne ordning indførte Harald ikke alene i de erobrede Landskaber, men ogsaa i sine oprindelige Arvelande. Kongedømmet selv betegnes herefter som en «Odel (Ejendom) i Kong Haralds Æt». – Harald indførte tillige et ordentligt Beskatningsvæsen og indrettede Embedsværket efter den nye Tingenes Orden. «I ethvert Fylke satte han en Jarl, som skulde dømme Lov og Landsret og indkræve Sagøre og Landskyld, og skulde Jarlen have Tredjedelen af Skatter og Skylder til sin Underholdning. Hver Jarl skulde have under sig 4 eller dere Herser (Lændermænd), og skulde hver af dem have 20 Marks Veitsle». Ligesaa ordnede han Krigsvæsenet: hver Jarl skulde holde 60, og hver Herser 20 Krigsmænd paa sin egen Bekostning til Kongens Tjeneste.

Harald siges endvidere at have givet Love om Utugt, Trolddom, Tvekamp og Sørøveri, hvorom vi dog intet nærmere ved, se Heimskr. Har. s. hárf. Kap. 6 og 24; Fagrsk. Kap. 14 og 17, jfr. G. L. Kap. 198.

Haralds Love gjaldt naturligvis for alle hans Undersaatter; men iøvrigt medførte Rigets Samling til et Hele ikke nogen tilsvarende Enhed i Lovgivning. De særskilte Love for de forskjellige Landsdele vedblev fremdeles at gjælde og blev først 400 Aar sednere sammenstøbte til en eneste fælles Landslov.

Ved et Ting paa Oplandene ved Aar 900 gav Harald en Anordning om Tronfølgen, hvorefter alle hans Ætlinge paa Mandssiden skulde have Kongeværdighed og hans Ætlinge paa Kvindesiden Jarleværdighed. Enhver af sine Sønner gav han en Del af Landet at styre; men En skulde som Overkonge staa i Spidsen for det hele Land, og de kongelige Indtægter deles mellem Overkongen, Underkongen og Jarlen (Heimskr. Har. s. hárf. Kap. 35 og 44). Ved Indstiftelsen af dette Overkongedømme søgte Harald at sikre Rigets Enhed uden at bryde med den ældgamle Regel, der gav alle en Konges Sønner Ret til at arve Kongedømmet. Og, hvorvel denne ordning bar Spiren til Strid og Splittelse i sig, blev det dog Overkongedømmet, som i Tidens Løb, medens Underkongedømmet gik tilgrunde, opretholdtes som det ene og udelbare norske Kongedømme.

Kong Haakon Adelstensfostre (935–960) gjengav ved sin Regjerings Tiltrædelse Bønderne deres Odel, hvorved altsaa forstaaelse, at han opgav den uindskrænkede Kongemagt, navnlig den vilkaarlige Lovgivnings- og Beskatningsmyndighed (Heimskr. Hák. s. góða Kap. 1).

Haakon ordnede Lovgivningen for den hørdske Tingforening (Gulaþingsløg) ved Torleif den Vises Hjælp, og for Trøndelagen (Frostuþingsløg) ved Sigurd Hladejarls og andre Trønders Hjælp. Den raumske Tingforening (Oplandene og Viken), der heller ikke umiddelbart stod under Haakons Styrelse, forbigik han, som Snorre siger, fordi Eidsivatingsloven allerede var sat af Halfdan Svarte (Heimskr. Hák. s. g. Kap. 11).

At imidlertid Haakons Virksomhed ogsaa med Hensyn til Gulatings- og Frostatingslovene alene har bestaaet i at samle og ordne, hvad der alt forhen gjaldt, hvilket maaske nu skede for første Gang, og vel har været ledsaget af en ganske gjennemgribende Revision, derom har man et positivt Vidnesbyrd af Are Frode (Islendingabók Kap. 2): at den Lov, som Ulfljot satte for Island med sin Morbroders, den samme Thorleif den Vises Hjælp, «var mest saadan, som Gulatingsloven dengang var». Ti Ulfljots Lovgivning falder mindst 12 Aar tidligere end Haakon den Godes. Sandsynligvis har Haakon tillige forenet Rygjafylke og Egdafylke med Gulatings Lagdømme og udstrakt Frostatingslovens Omraade over hele det nordlige Norge.

Haakon ordnede dernæst, foranlediget ved de idelige Kampe med sine Brodersønner, gjennem Overenskomst med Folket Ledingsvæsenet, og til Bestridelse af Udgifterne herved henlagdes den Kopskat (Nefgilde), som hans Fader havde paalagt Landet (Fagrsk. Kap. 32). Han indførte ogsaa Skibrede-Inddelingen og lod Viter eller Bauner oprette paa Klippetoppene, saa at Krigsbudskab i 7 Dage kunde naa fra den ene Ende af Landet til den anden (Heimskr. Hák. s. g. Kap. 21).[3] – Kongens Forsøg paa at indføre Kristendommen tog, som bekjendt, en aldeles uheldig Ende. Antageligt er det dog, at Lovenes Bestemmelser om Julehøjtiden og Julegilder hidrører fra Haakon (Heimsk. Hák. s. g. Kap. 15 jfr. G. L. 6 og 7).

Under de paafølgende korte og urolige Regjeringer kan vi ikke vænte at finde synderlige Spor af Lovgivningsvirksomhed, og navnlig synes Olaf Tryggvessøns Virken for Kristendommens Indførelse ikke at have haft nogen blivende Indflydelse paa Lovgivningen.[4] – Af Vigtighed er derimod en Beslutning, fattet paa et Høvdingemøde under Erik Jarl 1014, hvorved Tvekampen blev afskaffet som retsligt Afgjørelsesmiddel, og alle Ransmænd og Bersærker erklærede fredløse (Gretters S. Kap. 19).

  1. Munchs Hist. I 1. S. 401 fgg. E. Hertzberg, Grundtrækkene af den ældste norske Proces S. 117 og 141–3.
  2. Jfr. K. Maurer, Über die Einziehung der norwegischen Odelsgüter durch K. Harald Hàrf., i Germania XIV. S. 27 fgg. E. Sars, Om Harald Haarfagres Samling af de norske Fylker, i Historisk Tidsskrift II. S. 171 fgg.
  3. Munchs Hist. I. 1. S. 712–25. Keysers Afhandlinger S. 420–24. Hertzberg, Den ældste norske Proces S. 133–41. Maurer, Art. «Gulaþing» i Ersch u. Grubers Encyclopædie der Wissenschaften und Künste, Sect. I. Bd. 96.
  4. Maurer, Die Bekehrung des norwegischen Stammes zum Christenthume I. S. 313–16.