Forelæsninger over den norske Retshistorie/30

Modsætningen mellem fast Gods og Løsøre (land, eign – lauseyrir, fé) var i vor ældre Ret af største Betydning fornemmelig som Følge af den store Vigtighed, som man under Datidens enklere Omsætningsforhold tillagde hint fremfor dette som Grundlag for økonomisk Selvstændighed. Deraf udsprang en Række særskilte Retsregler saavel angaaende faste Ejendommes Afhændelse og Erhvervelse, som angaaende Ejerens hele Retsforhold som saadan og angaaende Brugerens Stilling i Tilfælde af Bortleje. Til fast Ejendom henførtes al Grundejendom saavel i By som paa Landet med paastaaende Husbygninger og tilliggende Herligheder.

Blandt det faste Gods fremhæves igjen som en fortrinlig udmærket Klasse Odelsjorden, til hvis Besiddelse Familiernes hele retlige Stilling i Samfundet var knyttet, og som derfor var undergiven forskjellige særlige Retsvilkaar saavel i Henseende til Arvegang, som til Salg eller Bortbygsling, og hvorom ovenfor er handlet (§ 28). – I Modsætning til Odelsjord siges det derfor ogsaa i G. L. 270, at «al anden Jord skal følge Løsøret», d. e. være lige Retsvilkaar undergivet med dette. Men dette er alene at forstaa i de i Loven udtrykkelig fremhævede Retninger, nemlig i Forhold til Arvegangen og Ættens Forkjøbsret; i andre Henseender gjaldt naturligvis de almindelige Regler om fast Gods. Den Jord, som ikke var Odelsjord, benævnedes Kjøbejord (kaupjørð eller kauplønd) og Ejeren kauplendingr i Modsætning saavel til leiglendingr som til Odelsbonde, F. L. XIII. 25. Jfr. ogsaa gjaflendingr, Sverres S. Kap. 92.

Løsøret inddeltes i levende eller dødt Gods (kvikfé – dautt fé). Til det første henregnedes alt Slags Kvæg, stort og smaat, samt Trælle; til det sidste alt andet løst Gods, lige meget om det var individuelt eller generisk bestemte Gjenstande (som vejes, tælles eller maales, J. K. R. 55). Denne Inddeling var fornemmelig af Vigtighed ved Bestemmelsen af det kontraktmæssige Ansvar i Tilfælde af Salg, idet Sælgeren ved det første maatte indestaa for lønlige Fejl, men ved det sidste alene for Vanhjemmel og Forfalskning (G. L. 40, 44 og 45; F. L. V. 41 og X. 48; B. R. 107 og 108; M. L. VIII. 10, 16 og 17), ligesom det i den kirkelige Lovgivning var forbudt at tage Leje (Rente) af dødt Gods, hvilket Forbud ogsaa optoges i den verdslige Lovgivning ved Magnus Lagabøters Rb. i N. gl. L. II. S. 484, jfr. S. 167 Note 27.

Derimod gjorde vore Forfædre ikke nogen retlig Adskillelse mellem fungible og ikke-fungible Ting; det kom i denne Henseende blot an paa, hvorvidt Parterne havde behandlet Gjenstanden som særskilt Ting eller som en Kvantitet. – Penge (Mynt) var for Kong Sverres Tid kun lidet anvendte. Ved Betalinger benyttedes ikke alene umyntet Metal, almindeligvis i Form af Ringe (baugar), eller fremmede, især engelske og tydske, Mynter efter Vægt, men ogsaa andre i det daglige Liv let anvendelige Artikler: Trælle, Kreaturer, Vaaben og fremfor alt Vadmel, hvilke Artikler tildels endog havde sin lovbestemte Taxt (løgaurar). Den, som havde Penge tilgode, kunde ikke vægre sig ved at modtage Betaling paa denne Maade G. L. 223 jfr. 43 Slutn. foreskriver udførlig, hvorledes de Ting skulde være, som kunde anvendes ved Betaling af Bøder; deriblandt nævnes endog Jordgods og Skibe. En Ko ansættes her til en Værdi af 2½ Øre, og der regnedes almindelig 6 Alen Vadmel paa en Øre, hvilken Beregningsmaade (efter sakmetinn eyrir) holdt sig ved Bøders Betaling lige ind i det 13de Aarhundrede. Ifølge G. L. 266 og 274 skulde Betalingen ved Odelsløsning erlægges halvt i ædelt Metal og halvt i Trælle; efter F. L. XII. 1 og 2 synes Meningen at være, at der ved Indløsningen af Forsalejord alene skulde anvendes Guld og Sølv; men M. L. VI. 12 tillader desuden at anvende Kreaturer, Korn, Smør og andre Varer; Chr. IV. L. foreskriver derimod, at Indløsningen skal ske med «Guld eller Sølv eller slig Mynt som i Landet gangbare ere», – Myntede Penge benævnedes silfrmetinn eyrir, og regnedes paa Sverres Tid at være af dobbelt Værdi mod sakmetinn eyrir, eller 1 Øre = 12 Alen vadmel (Heimskr. Magn. Erlingss. S. Kap. 16; Sverres S. Kap. 103). Eftersom Kongerne i den følgende Tid mere og mere foretog den daarlige Finansoperation at slaa slet Mynt[1], blev det selve det ædle Metal (brent gull eða silfr) der betragtedes som det egentlig sande Værdimaal, medens de myntede Penge (gángs silfr) alene benyttedes som Betalingsmiddel efter Kurs (auraløg), jfr. F. L. XII. 1 og M. L. VI. 12[2]. Man skjelnede nu mellem den tællede og den vejede Mynt (eyrir talinn og veginn), og naar Nogen vilde opfylde sine Forpligtelser i den gangbare Mynt, var Modtageren ikke pligtig at modtage denne efter dens paalydende, men alene efter dens virkelige Værdi. Kun de engang for alle lovbestemte Betalinger, som Bøder og Skat, maatte altid kunne fyldestgjøres med Landets til enhver Tid gangbare Mynt (jfr. Rb. 23 April 1293 Art. 10). At den prægede indenlandske Mynt skulde være tvunget Betalingsmiddel, som Enhver var pligtig at modtage efter dens Paalydende, blev først Regelen ved Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, se Rb. 1 Novbr. 1311, der først forbyder at vrage Kongens Mynt, hvilket i den følgende Tid gjentagende indskjærpes under strenge Straffe, Chr. IV. L. VII. 10 og Chr. V. N. L. 5–3–50.

Heller ikke med Hensyn til Besidderens Ansvar synes der at have været gjort nogen Forskjel mellem individuelle og generiske Præstationer. G. L. 36 og M. L. VIII. 4 siger saaledes i Almindelighed om alle fjársóknir, at dersom en Fordringshaver ikke til den fastsatte Tid vil modtage sit Tilkommende, skal skyldneren beholde samme uden Leje (Rente) og alene være ansvarlig for sine Forsømmelser (við handvømmum sínum) jfr. G. L. 269, 277 og 286. Det samme antydes ogsaa ved de Udtryk, der jevnlig benyttes, naar der tales om Gjenløsning, efter at Løsningssummen er bestemt: at Løsningsmanden skal passe paa (veita vørð) sin Jord, og den Anden paa sine Penge, saaledes G. L. 274, 276 jfr. 269, M. L. VI. 8, VIII. 18 o. fl., og hvor kjendelig menes virkeligt Metal.

  1. Sverres Pendinge (= 1/30 Øre) vejer blot 71/10 Æs, medens de efter virkelig sølvværdi skulde holde over 15 Æs. Under Magnus Lagabøter og hans Sønner gjaldt Mynten ikke mere end en Tredjedel af sit Paalydende i virkelig Sølvværdi, og under Magnus Erikssøn og hans Efterfølgere sank den endnu dybere, lige til en Sjettedel. – Se C. A. Holmboe, de prisca re moneteria Norvegiæ, Chr.a 1854; Schive, Norges Mynter S. 55; Munchs Hist. Unionsperioden I. S. 882–86 og II. S. 93–5.
  2. F. L. XII. 1: En ef silfr gengr betra eða dæligra, þá lausn er á jørðu borin, heldr en þá gekk, er jørð var keypt, þá skal hyggja at, hver þá váru auraløg, er kaupinu var keypt, ok skal þetta fé gera jafngott hinu, er þá var til auralaga at virða. – M. L. VI. 12: Hann skal hánum greiða í slíku fé, sem hann hefir til, í gulli eða brendu silfri eða gángs silfri, kýr ok korn, smœr ok vøru, jafnmikit sem hann mátti kaupa með því gulli ok brendu silfri, er hann keypti þá jørð með, ok 6 skynsamir menn meta, at þetta fé sé eigi verra en þat, er fyrir jørðina var greitt.