Forelæsninger over den norske Retshistorie/32

Frederik Brandt

Forelæsninger over den norske Retshistorie

Damm, 1880 (1, s. 207-213).

Om virkningen af Vilfarelse i Retshandler indeholder de gamle Love ingen almindelige Bestemmelser. Det synes dog, at aabenbare Misforstaaelser og Forvexlinger altid gjorde det Passerede ugyldigt. F. L. V. 42, B. R. 154, M. L. VIII. 2, B. L. 3^[1] bestemmer i Almindelighed, at Fejltællinger (oftalt – vantalt) skal berigtiges, hvilket vistnok gjælder saavel uopfyldte som opfyldte Handler. – Iøvrigt synes Enhver selv at have maattet bære Følgen af sin Vilfarelse, for saa vidt ikke enten nogen Svig eller Uagtsomhed faldt Modparten til Last, eller Kontrakten selv medførte en videre gaaende Ansvarlighed.

At Svig og Vanhjemmel fra nogen Parts Side altid gjorde Retshandlen ugyldig, saa at Modparten havde Ret til at kræve Handlen ophævet og efter Omstændighederne Straf og Erstatning, følger af sig selv og bestemmes oftere, se G. L. 40, 44, 45, 57; F. L. V. 51, X. 48; B. R. 107 og 108; M. L. VIII. 10, 13, 16, 17; Chr. IV. L. ibid., B. L. 4, 5, 8, 9 o. fl. – Ved Hjemmel (heimild) forstaaes i det gamle Retssprog imidlertid alene den egentlige evictio, eller Garanti for, at Modparten ikke af en bedre Berettiget skal fratages Tingen, men ikke at denne skal besidde de forudsatte Egenskaber, se især F. L. V. 41^[2]. – Mangler ved Handelens Gjenstand maatte paatales inden en bestemt kort Frist. Ved levende Ting bestemmer G. L. 44 og 57, at Kjøberen skulde paatale Mangelen inden han førte Tingen bort; efter Modtagelsen kunde intet Ansvar gjøres gjældende mod sælgeren uden i Tilfælde af Svig. Kun for skjulte Fejl stod Sælgeren til Ansvar i en Maaned; med mindre han aflagde Ed paa, at han ikke kjendte Fejlen^[3]. Ved ubeseet Kjøb varede heller ikke Sælgerens Ansvar længere, end til Kjøberen eller hans Fuldmægtig hevde modtaget Tingen, og heraf kan vistnok sluttes, at Sælgerens Ansvar ved dødt Gods overhovedet altid ophørte ved Tingens Overleverelse, uden at det kom i Betragtning, om Fejlen var lønlig, naar kun ikke sælgeren havde gjort sig skyldig i Svig, eller Tingen var forfalsket (fox, flærð, fár, fals). Efter Frostatingsloven stod derimod ved Salg af Trælle Sælgeren inde for lønlige Fejl i hele 9 Aar, men ved Hestehandler kun i 5 Dage^[4]. Den nyere Landslov og Bylov har i det Hele gjentaget Gulatingslovens Bestemmelser. – Havde en enkelt Medejer uden de øvriges Minde solgt den fælles Ting, gjaldt ifølge G. L. 48 jfr. M. L. VIII. 18 samme Regel om Vanhjemmels-Ansvaret; dog skulde det først, overensstemmende med den almindelige Regel i Samejeforhold, ved Lodtrækning afgjøres, hvem af Samejerne skulde raade; ti hvis da Loddet træffer Sælgeren selv, bliver Handelen gyldig, men træffer det nogen af Medejerne, kan disse omstøde Salget.

Til Betryggelse for Kjøberen mod mulig Vanhjemmel finder man, at det navnlig i Byerne har været Brug, at Sælgeren stillede en egen Borgen (heimildar-tak), se G. L. 254; B. R. 110 og 111; M. L. VIII. 10, 13, IX. 4; B. L. VII. 6–8, VIII 7, der svarer til de gamle svenske og danske Loves Vin^[5]. Saadan Borgen skulde stilles ved alle Handler om Hus eller Skib, tamme Dyr og brugte Sager af enhver Art (gripir hafðir; hvorimod den ikke behøvedes ved Handler om nye og ubrugte Ting, hvilke kunde gaa i fri Handel (vara øll ný ok úneyt skal at strætiskaup hafa). Naar Kjøberen havde forsynet sig med Hjemmelsborgen, blev han derved altid befriet for Tyvssøgsmaalet og kunde, hvis Tingen blev ham fravindiceret, søge sin Erstatning hos Kautionisten, der igjen havde Regres til Sælgeren. Forsømmelse af at tage Hjemmelsborgen medførte, at Kjøberen maatte staa for Tyvssøgsmaalet og værge sig med Nævnder-Vidne, og, hvis han sednere fandt sin Hjemmelsmand, vel havde Regres til denne, men dog selv var ansvarlig for Bøderne. – Hvor Hjemmelsborgen derimod ikke var forneden (ved Gadekjøb), behøvede Kjøberen alene at værge sig med Fange-Vidne under et muligt Tyvssøgsmaal og havde naturligvis i alle Tilfælde Regres til Sælgeren. Lige over for Vindikanten synes derimod Hjemmelskautionisten ikke efter de norske, saaledes som efter de danske Love, at have haft noget særskilt Ansvar; men han var naturligvis udsat for at blive inddragen under det af Vindikanten mod Sælgeren muligens anlagte Tyvssøgsmaal. Efter M. L. VIII. 10, B. L. 8. var Hjemmelskautionisten tillige ansvarlig for anden Falskhed ved den solgte Ting^[6], og hvis denne var gaaet igjennem flere Hænder, kunde han ogsaa kræves til Ansvar af en sednere Kjøber. – I Christian d. 4des Lovbog er Hjemmelsborgen som særskilt Institution forsvunden, og det indskjærpes alene Kjøberen af «store Ting» at forsyne sig med behørig Hjemmel. I den danske Ret var Vin allerede i J. L. II. 93 og 94 (Kilde til Lovb. 6–17–1, 2, 5) gaaet over til Vidne paa Handelen, hvilket befriede Kjøberen for Tyvsansvar.

Angaaende den Agtsomhed, som Parterne i Kontraktsforhold skylder hinanden, indeholdt de gamle Love ingen almindelige Forskrifter undtagen lige over for Besidderen af fremmede Ting. Den almindelige Regel synes at have været, at Besidderen ubetinget indestod for Tingen, uden Hensyn til, om der kunde lægges ham noget tillast eller ikke; undtagen hvor Besiddelsen var at betragte som en mod Ejeren udvist Tjeneste, eller Ejeren modvillig havde vægret sig ved at overtage denne, i hvilke Tilfælde Besidderen kun var ansvarlig for sine paavislige Forsømmelser (handvamm). Saaledes bestemmer G. L. 49 og 144; M. L. VIII. 19 jfr. VII. 39, Chr. IV. L. ibid., B. L. 18 om Laantageren, at han altid skal være ansvarlig for at Laanet kommer lydesløst hjem; hvori dog Magnus Lagabøter gjorde den Indskrænkning, at han var fri for videre Ansvar, naar han selv omkom tilligemed den laante Ting (Kilden til Lovb. 5–8–2). Samme Ansvar paalaa efter G. L. 50 jfr. 144, M. L. VIII. 20, Chr. IV. L. ibid., B. L. 19, Panthaveren^[7]. Ogsaa ved Leje af Kreaturer stod efter G. L. 41^[8] Lejetageren til ubetinget Ansvar; men M. L. VIII. 14, Chr. IV. L. ibid., fritager ham dog for Ansvar for rene Naturbegivenheder (Kilde til Lovb. 5–8–10). Dersom imidlertid Ejeren efter Lejemaalets Udløb vægrede sig ved at modtage Kreaturerne, stod den tidligere Lejetager derefter kun til Ansvar for sin egen Forsømmelse, paa samme Maade som en Depositar (G. L. 36, M. L. VIII. 4^[9]), og det samme indskrænkede Ansvar paalaa ifølge G. L. 43, M. L. VIII. 15, Chr. IV. L. ibid. den, som havde taget den Andens Kreaturer paa Foder (á fulgu), hvorved Forudsætningen er, at han ikke erholder andet Vederlag, end hvad Kreaturerne kaster af sig^[10]. De sidst anførte Lovsteder angiver med megen Omstændelighed, hvad der skal henregnes til Forsømmelser, hvilke i sig selv temmelig strenge Bestemmelser i det Hele er gaaede over i Lovb. 5–8–11. – Til nogen Forskjellighed i Bedømmelsen af Ansvaret for den bevislige Uagtsomhed (culpa lata eller culpa levis) efter Retsforholdets forskjellige Art (jfr. Lovb. 5–8–17) findes i vore gamle Love intet Spor.

Virkningen af Misligholdelse af kontraktmæssige Forpligtelser var naturligvis først og fremst, at den forsømmelige under Straf blev tvungen til at efterkomme sin Pligt (þó at síðarr sé), for saa vidt saadant efter Forholdets Beskaffenhed var muligt. I modsat Fald maatte naturligvis det oppebaarne Vederlag gives tilbage (þá skal þat kaup aptr gánga en hinn hafa andvirði sitt). Dog bestemmes der i flere Vanhjemmelstilfælde, at Overdrageren fortrinsvis skal erstatte den besvegne Modtager hans Tab med en anden ligesaa god Ting af samme Art. Saaledes i Tilfælde af dobbelt Salg eller Leje (G. L. 78^[11]; F. L. XIII. 17; M. L. VII. 6, Chr. IV. L. 5, og VIII. 13, Chr. IV. L. ibid., jfr. Chr. V. Lovb. 3–14–9 og 5–3–42); naar nogen Del af Konens Hjemmegift blev Manden fravindiceret (F. L. XI. 4; M. L. V. 1). Nogen videre gaaende Erstatningspligt synes derimod de ældre Love ikke at have tænkt sig; hvorimod de i Almindelighed sætter en Bod (handsals-slít) for den, som bryder en gyldig Overenskomst, dels 3 Mark, dels 12 eller 6 Ører, se G. L. 40, 51, 70, 72, 78, 146; F. L. X. 10; B. K. R. (III.) 4. – M. L. VIII. 13, B. L. 9 bestemmer i Almindelighed for dobbelt Salg en Bod til den bedragne Kjøber af 1 Øre for Marken (= 12½ Procent) foruden Bod til Kongen. For dobbelt J ordleje skulde Jorddrotten ifølge F. L. XIII. 17 og M. L. VII. 6, Chr. IV. L. 5, betale den bedragne Lejlænding et Aars Landskyld, jfr. Chr. V. Lovb. 5–3–42. – Forskjelligt fra denne Bod var det kauprof eller Kjendelse, som efter F. L. XII. 4 og M. L. VI. 5, Chr. IV. L. 4 og Chr. V. Lovb. 5–3–6 den, der havde lovbudt sin Odelsjord, men siden betænkte sig og ikke vilde sælge den, maatte erlægge til Odelsfællerne (10 Procent af Værdien). Her er nemlig endnu ingen Handel afsluttet, og Frostatingsloven siger udtrykkelig, at Kjøbrov aldrig skal svares uden i dette ene Tilfælde. Ved virkelig afsluttede Handler kunde det naturligvis ikke komme i Betragtning, om den ene Part bagefter angrede det, jfr. B. R. 110 og 153, B. L. VII. 6. – Ansvaret for Brud paa Tjenesteforpligtelse var efter G. L. 70, F. L. X. 10 foruden en Bod af 12 Ører saavel for Husbonden som for Tjeneren, at den Skyldige til den Anden maatte bøde saa meget, som den betingede Løn udgjorde, hvorhos det ulovligen bortviste Tyende havde Ret til Erstatning for Kosten.

For Beskadigelse af Ting maatte naturligvis altid gives Erstatning; se saaledes de ovenfor anførte Steder om Laan og Leje. Forsætlig Skadetilføjelse medførte derhos i Regelen Bøder, idet der for saa vidt ingen væsenlig Forskjel gjordes paa, om Skaden var tilføjet i eller udenfor Kontraktstilfælde (landnám, áfang). Og i Ruderne laa efter de Gamles Opfatning tillige Oprejsning for den lidte materielle Skade.

Ifølge M. L. VIII. 28, B. L. 27, der synes at være en nyere Bestemmelse, jfr. Hkb. 130, G. L. 144, var Spil om Penge forbudt under Straf, og Væddemaal, udenfor de lovbestemte Tilfælde, ugyldigt.

1. Hvervetna þar, er menn kaupa saman at løgum, þá skal aptr gánga oftalt en fram vantalt, þar til er þeir hafast réttar tølur við.
2. Ef maðr kaupir man at manni, þá skal sá varða, er sølumaðr er at, um níu ár hin næstu vid stinga ok vid stjarfa, en allan aldr vill heimild.
3. G. L. 57: Ef maðr kaupir mansmann at øðrum manni, sá skal halda ábýrgð á, er seldi, um ný hitt næsta ok niðar, at hann drekki eigi kýr, ok við stjarfa ok við stinga ok við fársóttum øllum, ok við því, at hann beri sjálfr hland sitt ok skít af klæðum, ok ábyrgjast við leynanda løstum øllum mánad hinn fyrsta. Nú ef sá løstr er einhverr á, þá skal þat kaup á fyrsta mánaði aptr fœra með váttum. Jfr. 44: þat er leynanda løstr á kvikfé, ef þat drekkr sik sjálft; sá skal sverja er seldi, eða sjálfr hafa, at hann vissi eigi leynanda løst, ef hinn finnr á fyrsta mánaði.
4. Ef menn kaupast hrossum við, laga kaupi réttu, þá skal þat halda; en aptr má fœra innan fimtar, ef leynandi lestir finnast á. En þessir eru leynandi lestir: deyfð ok blindi, kviðdrag ok vammhelti, stjarft eða statt. En þetta kaup má eigi slítast, nema innan fimtar sé aptr fœrt.
5. Se J. J. Nordström, Svenska Samhalls-författningens historia II. S. 675–8 og 691–99. Kolderup-Rosenvinge, Den danske Retshistorie I. S. 209–12. Chr. Stemann, Den danske Retshistorie, S. 483–93. – Se og Ugeblad for Lovkyndighed m. m. II. S. 350–51.
6. Ef maðr kaupir klæði, lérept eða vadmál ok allt þat, er fals finnst í, svari slíku fyrir sá er seldi, sem áðr váttar, nema því at eins, at hann vissi eigi at fals var í, ok hafi fyrir sér settar-eið; síðan hafi fram hverr sína heimildar-tøku til þess er til prófs kemr, ok svari sá fyrir fals, er at løgum á fyrir at svara.
7. G. L. 49: Sú skal lán ábyrgjast er þiggr, ok koma heilu heim. – 50: Nú leggr maðr øðrum veð fyrir einhvern hlut, þá skal sá ábyrgjast veð er tekr.
8. Nú selr maðr kýr á leigu, þá skal sá kú ábyrgjast at øllu, er hefir, ok selja slíka aptr, sem hann tekr, nema hon sé ellri. … Nú vill hann eigi kú leiga lengr, þá skal hann þann hitta, er kú á … ok segi hann af ábyrgð sína ok veiti vørð kú svá sem sínum nautum ok þiggi af nyt ok hafi þat fyrir gras ok gætslu, ok ábyrgjast við haudvømmum einum.
9. Nú kemr sá eigi er fé skyldi taka, en hinn kemr er reiða skal, þá skal bjóða fé i eindaga, … þá skal segja af leigu ok hald ok ábyrgð, ef þat var áðr leigt, ok hafi sá er áðr hafði, ok ábyrgist við handvømmum sínum, til sá kemr eptir, er á; þá skal hánum í hønd selja.
10. Nú felr maðr búfé inni at manni at fulgumála réttum, þá skal hann ábyrgjast við handvømmum sínum allum. … Nú tekr maðr naut á fóðr, þá skal hann svá ábyrgjast sem fulgunaut.
11. Nu selr maðr eina jørð tveim mønnum, ok hvervetna þess, er maðr selr tveim mønnum hit sama, þá skal sá hafa, er fyrri kaupir eða leigir; aðra skal hann hinum fá, ef hann hefir til, eða gjalda handsalsslit, 6 aura; en ef hann á þá eina, er hann býr á, þá skal hinn hafa en eigi sjálfr hann.