Wikikilden

Forelæsninger over den norske Retshistorie/41

< Forelæsninger over den norske Retshistorie

Om Tingsleje indeholder vore gamle Love kun faa og lidet væsenlige Bestemmelser, naar undtages Jordlejeforholdet (landsleiga), hvorom de gamle Love indeholder meget udførlige Forskrifter. – Der var i Fortiden meget almindeligere end nutildags, at Gaardbrugerne lejede, istedetfor at kjøbe, Jord. Den store Masse Jordegods, som tilhørte Kronen og Kirken, og som dels umiddelbart af disse selv, dels af de Tjenestemænd, til hvem det var overdraget som Veitsle, gjordes frugtbringende ved Bortbygsling, maatte allerede i og for sig fremkalde en talrig Jordlejer-Klasse, og hertil kom, at det vistnok ogsaa blandt de private Jordejere var almindeligere i Fortiden end nutildags at bortfæste sin overflødige Jord, fremfor at sælge den. Lejlændingsklassen indesluttede saaledes Massen af Landets Jordbrugere; hvorimod Selvejerklassen, der vistnok for den største Del tillige var Haulder, dannede et Aristokrati inden Gaardbrugerstanden. Selve Ordet byggja, bygsle vidner om, at Leje har været den almindelige Maade hvorpaa Bondestanden skaffede sig Jordbrug. Forholdet mellem Jorddrot (landsdróttinn) og Lejlænding (leiglendingr, leiguliði, landbúi) maatte saaledes blive et af de allervigtigste Partier af den ældre Ret, og det Afsnit i Loven, hvor dette Retsforhold behandles (Landslejebolken), er saaledes tillige Hovedkilden for hele vor ældre Landboret.

Jordlejekontraktens Vilkaar var efter de gl. Love ganske overladt til Parternes eget Forgodtbefindende. Det regelmæssige var, at Lejekontrakten sluttedes for et Aar ad Gangen, G. L. 72. Et saadant (økonomisk) Aar, regnet fra Fardag til Fardag, kaldtes örð (Pløjning, Frugtperiode, af arðr Plog), og Overenskomsten arðarmáli, hvoraf det forvanskede «Aaremaal» er kommet. Men ligesom det vistnok altid var det sædvanlige, at Forholdet fortsattes fra Aar til Aar, saa længe Parterne gjensidig var tilfredse med Forholdet, saaledes forudsættes det ogsaa, at Kontrakten fra først af kunde være afsluttet paa flere Aar ad Gangen; dette kaldes at taka mála á jörð ɔ: Kontrakt paa Jorden. Afgiften kunde i dette Tilfælde enten blive forudbetalt for den hele Tid (forleiga) eller, som sædvanlig, erlagt aarlig (F. L. XIII. 2 og 3 jfr. XI. 15 og G. L. 79). Det synes, at et Tidsrum af 3 Aar (þrjár arðir) har været det sædvanlige, og paa længere Tid var en Ombudsmand ifølge F. L. XIV. 1, M. L. VII. 1 ikke berettiget til med bindende Virkning for Jorddrotten at bortleje hans Jord.

Ved selve Kontrakten erhvervede Lejetageren alene Ret til Gaardens Beboelse; først ved Afgiftens Erlæggelse blev han berettiget til at bruge Jorden og høste Afgrøden; indtil da betragtedes Jorddrotten som Ejer af, hvad der groede paa hans Jord. Dette Princip er udtrykt i Sætningen: ábúð jarðar heimilar tekju, en landskyld heimilar lóð ok allan áverka i F. L. XIII. 1 og M. L. VII. 1, og forudsat i G. L. 72[1], hvor det udtrykkelig siges, at Lejekontrakten i sig selv alene giver Lejlændingen Adkomst til Jordens Besiddelse de første 12 Maaneder; men at han ved Udeblivelse med Afgiften til den fastsatte Termin «uhjemler sig Jorden». – Alle Lovene bestemmer, at man skal saavel leje Jord som betale Lejeafgiften (landsleiga, landskyld) i Vidners Overvær. Tog Nogen anden Mands Jord i Besiddelse, uden paa lovlig Maade at have lejet den (ef maðr sitr á útekinni jörðu); forfaldt han i Landnam, og, hvis han ikke paa Opfordring drog bort, kunde han stevnes til Tings for Ran og bortdrives ved Tingmændenes Bistand (G. L. 77, F. L. XIV. 2 jfr. XIII. 17 i Beg., M. L. VII. 11). – I Tilfælde af Kollision mellem Flere, der paastod at have lejet samme Jord, havde den første Lejer Fortrinet, selv om den anden allerede havde taget Jorden i Besiddelse (G. L. 78, F. L. XIII. 17, M. L. VII. 6); men Jorddrotten var pligtig at skaffe denne en anden lige saa god Gaard istedet eller betale ham efter G. L. 6 Ører i Haandsalslit, og efter F. L. og M. L. et Aars Leje. F. L. XIII. 1 jfr. 17[2], og M. L. VII. 8 foreskriver i denne Henseende, at den tilflyttende Lejlænding vidnesfast skal tilsige Gaardens Beboer; paastaar nu Besidderen, at han selv har bygslet Gaarden, maa han strax lovfæste og forfølge sin Sag ved Femterstevne, hvor da Prioritetsspørgsmaa1et bliver at undersøge. Undlader han dette, skal den tilflyttende (om hvem det vel forudsættes at være in confesso, at han virkelig har lejet) have Gaarden. Angav imidlertid den Besidder, der paastod at have lejet først, at hans Vidner var udenlands og dette bevistes, havde han Ret til at beholde Jorden i 12 Maaneder; men hvis han ikke inden denne Tid fik sine vidner førte, maatte han udlevere hele det Aars Avling til sin Modpart og betale Erstatning for, hvad han deraf havde forbrugt, samt Landnam til Jorddrotten; Landskylden skulde derimod betales af Modparten, som oppebar Afgrøden.

Bygselforholdet fortsattes, som det synes, uden videre Fornyelse, saalænge indtil nogen af Parterne opsagde samme. G. L. taler imidlertid ikke udtrykkelig om nogen Opsigelse, og F. L. XIII. 3, M. L. VII. 7, bestemmer alene, at Lejlændingen skulde opsige før Jul; i modsat Fald var han pligtig at beholde Jorden og betale Lejen for det følgende Aar, hvis Jorddrotten krævede det. Om Opsigelse fra Jorddrottens Side tales der ikke uden for det Tilfælde, at denne som Boslitsmand selv vil tage Gaarden i Brug før Lejemaalets Udløb (F. L. X. III. 2, M. L. VII. 41); men sandsynligvis er det Lovenes Forudsætning, at Jorddrotterne under andre Omstændigheder ikke opsagde sine Lejlændinger, uden samtidig at bygsle Jorden til en ny Lejer, og da faldt det vel af sig selv, at den gamle Lejer maatte erholde tilstrækkelig Kundskab om det Passerede.

Var Lejemaalet udtrykkelig sluttet paa længere Tid end et Aar, synes alligevel Lejlændingen at have været berettiget til at fratræde samme. Jorddrotten var derimod ikke berettiget til fra sin Side at hæve Forholdet, med mindre han selv var Boslitsmand og vilde bruge sin Gaard; da kunde han ifølge F. L. XIII. 2 og M. L. VIII. Chr. IV. L. ibid. opsige Lejlændingen før Jul og forlange, at denne skulde flytte, mod i Erstatning at erholde et Aars Leje; om Jorddrotten derimod solgte eller bortskjænkede Jorden, beholdt ligefuldt Lejlændingen samme sin Tid ud. Lejlændingens eller Jorddrottens (og efter F. L. og M. L. tillige dennes Ombudsmands) Død medførte derimod altid Kontraktens Ophævelse (G. L. 79, F. L. XI. 15 og XIII. 3 jfr. XIV. 1, M. L. VII 1 jfr. 26 Var. og VI. 17). – Ifølge F. L. var Lejlændingen, hvis Jorddrottens eller hans Ombudsmands Død indtraf før Tveggjapostolamesse (1ste Maj), berettiget til at beholde Jorden til næste Fardag; indtraf Dødsfaldet derimod efter 1ste Maj, var Lejlændingen berettiget til endvidere at beholde Jorden til den næstfølgende Fardag derefter. I Tilfælde af Lejlændingens Død før Lejemaalstidens Udløb siger derimod F. L. XIII. 3 alene, at hans Arving er berettiget til at beholde Jorden 1 Aar derefter, med mindre Lejen var forudbetalt for flere Aar (forleiga reitt), i hvilket Tilfælde Arvingen havde Ret til at beholde den saa længe som aftalt[3]. – G. L siger blot i Almindelighed, at naar enten Lejlændingen eller Jorddrotten dør, er Lejemaalet ophævet, og den formeget oppebaarne Leje skal tilbagebetales; her er det saaledes ogsaa forudsat, at Lejen er forudbetalt for en længere Tid; da det vel altid maatte være Meningen, at Fraflytningen skulde ske til næste Fardag[4]. – Ogsaa M. L. siger blot, at, hvis enten Jorddrotten eller Lejlændingen dør, skal Lejlændingen eller hans Arving alene beholde Jorden et Aar derefter, uden Hensyn til hvor mange Aar Lejekontrakten oprindelig omfattede. – Hvis Odels- eller Forsalejord var bortbygslet, var Lejlændingen ifølge F. L. XII. 8 rette Sagvolder under Løsningssøgsmaalet.

Den tidligste Fardag var efter F. L. XIII. 1 næste Søgnedag efter 13de Dag i Julen (6te Januar), men efter G. L. 73 ni Nætter efter Sommerens Begyndelse (altsaa 23 April). Den fraflyttende Lejer var imidlertid efter F. L. berettiget til at beholde Halvdelen af Husene indtil 1 Maaned efter at han havde faaet sig nyt Hus, dog i det længste til Sommermaal (14 April); var han da endda husvild; kunde han beholde Fjerdeparten af Husene til Korsmesse (3 Maj)[5]. – Efter G. L. var han derimod blot berettiget til at beholde halve Husene i 9 Dage efter Fardag, og hvis han endda nødvendigvis behøvede Husrum, havde han endnu i 9 Dage Lov til at benytte Nøst eller Sæter; i denne Tid skulde han tillige nyde Vand, Ved og Foder[6]. – Frostatingslovens Bestemmelser er optagne i M. L. VII. 8 og derfra i Chr. IV. L. VI. 7, Kilden til 3–14–10.

Med Hensyn til Lejlændingens Brugsret indeholder Lovene detaljerede Bestemmelser. Han var i det hele berettiget til at gjøre sig Gaarden saa nyttig, som det ved forsvarligt Jordbrug lod sig gjøre. Over Skoven havde han kun en meget indskrænket Brugsret, og ligesaa til at brænde Salt, virke Tjære, flaa Næver og virke Skav. Han maatte ikke overlade nogen Del af Jorden til Andre uden Jorddrottens udtrykkelige Tilladelse, se G. L. 72 og 75, F. L. XIII. 14, 2 og 4, M. L. VII. 18, Chr. IV. L. 16, Kilde til 3–14–33. Lejlændingen var pligtig at tiltræde den bygslede Gaard; i modsat Fald var Jorddrotten berettiget til at lade Jorden dyrke for sin Regning og ligefuldt kræve Lejen af Lejlændingen (G. L. 76, F. L. XIII. 3, M. L. VII. 5, Chr. IV. L. 4, Kilde til 3–14–6), og F. L. XIII. 2, M. L. VII. 7, Chr. IV. L. 6, tilføjer, at, hvis Lejlændingen drager bort fra Gaarden før Julenat (gerir kalda-kol á jördu – lader Huset staa øde). har han forbrudt alt, hvad han har efterladt der, til Jorddrotten og falder derhos i Bøder. Angaaende Brugsmaaden gives Forskrifter for, hvorledes Jorden skal gjødes, og for Kreaturholdets Størrelse i Forhold til Udsæden: et Kyrlag for hvert halve Skippunds Udsæd[7]. – Falke, som byggede Rede paa Gaarden, tilhørte efter G. L. 75 Lejlændingen, men efter F. L. XIII. 5 og M. L. VII. 52 Jorddrotten. Efter G. L. 75 jfr. 6 maatte Lejlændingen ikke holde unødige Gjæstebud paa Gaarden, og efter F. L. XIII. 1 ikke holde mere end én Inderst (húsbeða, jfr. Rb. 28 Juni 1295 Kap. 3 samt Overskriften i Cod. B.). – Jorddrotten var efter M. L. VII. 12 forkjøbsberettiget til det Korn og Hø, som Lejlændingen vilde sælge.

For det Tilfælde, at flere Lejlændinger boede paa samme Gaard, indeholder Lovene forskjellige Forskrifter om deres indbyrdes Forhold, der er ganske analogt med Jordfællesskabet. Det forudsættes, at Opsidderne skifter Jorden og Husene mellem sig (G. L. 81, F. L. XIII. 2 samt 18–22, der efter sine Ord omfatter saavel Sambrugere som Samejere, og M. L. VII 12, 15 og 18, Chr. IV. L. 11, 13 og 16, Kilder til Lovb. 3–12–9 fgg. og 3–14–8). G. L. foreskriver, at det foretagne Skifte bliver bindende for begges Brugstid, men hver Gang der kommer en ny Lejlænding paa Gaarden, kan denne kræve nyt Skifte; hvorimod M. L. tænker sig Forholdet mere permanent og bestemmer, at den ny tilkomne Lejlænding skal tage de Tejge og den Del af Husene, som hans Formand havde. Skiftet (hafnskipti (?), jfr. F L. XIV. 4, se og Dipl. Norv. III. No. 366) omfattede, ligesom Odelsskifte, alene Ageren og Engen; til Grund for samme lagdes Størrelsen af den Landskyld, enhver svarede (eptir leigu-burð). Udmarken og Havnegangen benyttedes, ligesom af Samejere, i Forening, og de samme Regler for Benyttelsen gjaldt her, som for disse. Om Fordelingen af Budbyrd og Fattiges Flytning se F. L. II. 23. Med Hensyn til Husene forbydes det udtrykkelig at hugge flere Døre, end der var, da Lejlændingen kom til Gaarden; til de Døre, som var uskiftede, havde alle Opsidderne lige Ret. – Opbrændte noget Hus ved Lejlændingens eller hans Folks Uforsigtighed, var han pligtig at bygge et nyt istedet; og efter F. L. var enhver selv ansvarlig for sine Huse og Skove, om end Skaden opstod ved en andens Ild (G. L. 73; F. L. XIII. 2, M. L. VII 27).

Om Lejlændingens Forhold ved Gaardens Fratrædelse indeholder alle Lovene meget detaljerede Regler, se G. L. 74 og 75[8], F. L. XIII. 1 og 2, M. L. VI1. 9 og 10, Chr. IV. L. 8 og 9, der ganske stemmer med Chr. V. L. 3–14–41 og 42. – Alle Huse skulde efterlades i forsvarlig Stand, og intet, som var nagelfast, maatte sønderbrydes; Gjærderne maatte ikke ligge nede. – En Fjerdepart af Jorden skulde lægges i Traad, og paa dette skulde al Gjødselen være henbragt. Havde Lejlændingen saaet Vinterrug og indhegnet Ageren, havde han efter F. L. Ret til den hele Avling om Høsten; men havde han ikke gjærdet, tilkom ham alene Erstatning for Saakornet. Efter G. L. og M. L. tilkom derimod den fraflyttende Lejlænding slet intet, hvis han havde saaet Vinterrug der, hver Ager var tilforn; men havde han opbrudt ny Vold indengjærdes, skulde han have sit Saakorn erstattet, og havde han gjort det udengjærdes og indhegnet Stedet, tilkom ham og den tilflyttende Lejlænding hver Halvdelen af Avlingen. Ligesaa indeholdes Forskrifter for det Tilfælde, at Lejlændingen havde anlagt Urtehave (hvanngarðr, laukagarðr), samt om hvad han var berettiget til at medtage af Gaardens Foderavling.

Den aarlige Lejeafgift (landsleiga, landskyld) svaredes i Naturalpræstationer. Den skulde erlægges til den i Overenskomsten bestemte Tid, efter F. L. og M. L. inden Sommermaal; i modsat Fald tilhørte Avlingen Jorddrotten (G. L. 72, F. L. XIII. 1, M. L. VII. 1). Ved Rb. 30 Marts 1307 blev Tiden for Landskyldens Erlæggelse for Vigen «overensstemmende med den ældre Borgartingslov» fastsat til Juleaften, og denne Bestemmelse er i Chr. IV. L. og derefter i Chr. V. L 3–14–16 ophøjet til almindelig Regel. Det var Lejlændingens Sag at sikre sig Beviset gjennem Vidner for at Landskylden var betalt. I Tilfælde af Tvist om Landskyld eller Aabod bestemmer F. L. XIII. 1[9] at Jorddrottens Paastand skal gjælde i 12 Maaneder efter Lejlændingens Fratrædelse, med mindre denne selv eller hans Arving med Vidner kan bevise det modsatte; saaledes at Jorddrotten med sin Ed kunde bekræfte, hvad ham tilkom, – og det samme gjaldt, hvis Lejlændingen blev fredløs, jfr. G. L. 80. Ifølge M. L. VII. 7 skulde derimod, hvis Lejlændingen døde eller blev fredløs, uden at der havdes Vidner paa, at Landskylden var betalt, og heller ikke Jorddrotten kunde bevise sin Paastand, Lejlændingens Enke eller Arving aflægge Ed paa, at det ikke er dem bekjendt, at Landskyld eller Aabod staar tilbage, og dermed skal Jorddrotten lade sig nøje[10].

Jordleje mod Andel i Avlingen (Lodsbrug, at byggja til hlutar) nævnes i Forbigaaende i F. L. II. 19.

Landskylden var oprindelig Lejlændingens eneste Præstation til Jorddrotten. Derhos sees Lejlændingen i Almindelighed at være bleven tilpligtet at opføre og vedligeholde visse Bygninger paa Gaarden (ábúð, húsgerð) jfr. G. L. 73; F. L. XIII. 1 og 2[11]; M. L. VII. 2–4. – Til nogen Arbejdspligt, ligesom i Danmark og andetsteds, findes intet Spor, skjønt der naturligvis intet var til Hinder for, at saadan kontraktmæssigen kunde vedtages. Men noget Husbondsforhold mellem Jorddrot og Lejlænding fandt alligevel aldrig Sted; skjønt Odelsmændenes og de større Jorddrotters personligt mere anseede Stilling i Samfundet naturligvis især maatte komme til Syne lige over for deres egne Lejlændinger.

Efter Foreningen med Danmark synes det derimod at være blevet almindeligt at fordre Pligtarbejde af Lejlændingerne paa Kronens og Adelens Avlsgaarde, og saadan Forpligtelse synes snart, under Indtrykket af den i Danmark gjældende Hoveripligt, at være bleven opfattet som noget, der fulgte af sig selv, uden at behøve udtrykkelig at vedtages, og efterhaanden at være bleven udvidet til en almindelig Forpligtelse til at forrette al den Tjeneste, som Jorddrotten overhoved tiltrængte, saasom Arbejde og Kjørsel for de kgl. Sagbrug, Transporter af Jorddrottens Produkter til næste Kjøbstad, Skydsbefordring, Fodring af Jorddrottens Kvæg m. v. I Løbet af 16de Aarh. findes jevnlig Klager over overdrevne Fordringer i disse Henseender, uden at dog Berettigelsen af Fordringen i sig selv drages i Tvivl. Og saa længe Lejlændingsforholdet var et frit Kontraktsforhold, hvorved ingen af Parterne behøvede at være bunden længere, end han selv dermed fandt sig tjent, var herimod heller ikke fra juridisk Standpunkt saa meget at indvende. Men Sagen var just, at Lejlændingsforholdet i det 16de Aarh. allerede for en væsenlig Del havde tabt sin forrige Frihed; idet det for Lejlændingen var blevet en Velfærdssag at faa beholde den engang bygslede Gaard, medens Jorddrotten paa sin Side ansaaes uberettiget til at fortrænge ham derfra mod hans Vilje. Og under dette Forhold, der havde udviklet sig ganske uvilkaarlig efter omstændighedernes Medfør, vil det sees, at Adgangen til at paalægge Bonden vilkaarlige Byrder maatte blive yderst trykkende.

  1. ↑ Nú leigir maðr jørð at þeim er á, at leigumála réttum, þá skal hann þá jørð hafa 12 mánaðí heimila at búa á ok inna hinum leigu svá sem þeir váru á sáttir. Nú er leigu eindagað, ok kemr eigi fram í eindaga, þá úheimilar hann sér jørð. Nú reiðir hann suma leigu, en suma eigi, þá skal sœkja með váttum þat er eptir stendr. Nú vill hann eigi reiða, þá skal krossa lóð til leigu ok fyrirbjóða hánum at neyta undan krossi eptir fimt. En ef hann neytir, bœta baugi konungi ok gjaldi þó hinum leigu. Nú skal á þeirri jørðu búa til fardaga at œðru vári.
  2. ↑ F. L. XIII. 1: Með váttum skal land leiga ok svá leigu gjalda. Ábúð jarðar heimilar tekju en landsleiga heimilar lóð ok allan áverka. Sá er fardagr hinn fýrsti, er rúmheilagr er eptir þrettánda dag um jól. En ef maðr reiðir fararlass hit fyrsta í garð, þá hefi með sér vátta tvá, ok segi Þeim til, er á jørðu býr. En ef sá kallast eiga tøku, þá festi hann løg fyrir ok leggi fimtarstefnu með þeim sømu váttum, nema hann fái aðra til; en ef hann leggr eigi fimtarstefnu, þá hefi sá jørð, er til reiddi. – Kap. 17: Ef tveir menn eigu tekju á jørðu einni, ok segir sá er fyrri tók, vátta sina aflendis, þá skal hann hafa 12 mánaði þá jørð, ef menn vitu þat En ef þeir váttar bresta hánum á 12 mánaða fresti, þá skal hann eiga, er tók með váttum, lóðina alla er úneytt er, en verð þeirrar er neytt er; þá skal vera mørk tølu-eyrir sáldssáð hvert ok fylgi heyit. En landsdróttinn skal hafa leigu af þeim er lóð eignast, en landnám silfrmetit af þeim er á bjó.
  3. ↑ F. L. XIII. 2: Ef maðr tekr mála, þa skal sá haldast, sem vitni fulnast til framast, þó at landsdróttinn seli jørð. En ef landsdróttinn er búslitsmaðr ok vill fara til jarðar sinnar, þá skal hann undan leysa jørð sína einni arðar leigu ok segi hánum til fyrir nótt helgu, at hann er búslitsmaðr, ok sanni þat með eiði sínum. – Kap. 3: Ef maðr hefir reitt forleigu fyrir jørð manns, þá skal hann hafa mála sinn sem vitni berr til, ok svá arfi hins dauða ef hann deyr. En ef maðr deyr ok hefir hann eigi innt mála sinn, þá hafi arfi hans eina ørð síðan.
  4. ↑ Ef annarr þeirra deyr, þá er leigumáli þeirra rofinn; þá skal aptr reiða fé þat er úlaunat er.
  5. ↑ Sá er fardagr hinn fyrsti, er rúmheilagr er eptir þrettánda dag um jól. … Hinn skal láta tœma hálf hús er á býr, til þess er hinn tekr jørð sér; ok mánað frá því, er hann hefir tekit jørð, hafi hann hálf hús. En at útekinni jørðu á hann hálf hús til sumarmála ok fjórðung til krossmessu, ef hann er búslitsmaðr.
  6. ↑ Nú eru þeir fardaga fyrstir, at búa níu nætr á sumar í øllum húsum; þá ef hann má eigi vinna allt sitt fœrt, þá má hann búa aðrar níu nætr í hálfum húsum; fara úœðra megin elds ek gegna engum boðburðum; þá skal hann braut fœra, nema hánum sé nauðsyn at, ok á þar setu, sem hann skal fœra yfir fjøll eða yfir fjørðu; þá skal hann fœra í naust eða í sel, ok búa þar hinar þriðju níu nætr; hafa þá af fœrt at úsekju ok neyta þar bæði vatns ok viðar ok garðfóðrs.
  7. ↑ G. L. 75: Af jørðu má maðr ekki veita nema tvau hløss viðar ok eitt skafs; þat á leiguliði at leyfa, ok svá landsdróttinn, þó at hinn vili eigi, er leigt hefir jørð. … Jørð skal því nýta at gera skip til þurftar sinnar þat er eigi má sessum telja; en ef hann gerir þat skip er sessum má telja, þá gerir hann þat þeim er jørð á. Næfrar skal hann eigi ljósta til sølu, nema hann þurfi at kaupa sér svarta salt. Salt skal hann eigi meira gera, en hann þarf at gefa búfé sínu, nema hann þurfi næfrar at kaupa sér. Tjøru skal hann eigi meiri gera, en hann þarf at bræða skip sín með. Samkundu skal engi maðr gera á jørðu manns, nema sá þurfi ølgerðar er leigt hefir; en ef gerir, gjaldi merkr þrjár. – 76: Nú leigir maðr jørð, ok vill eigi hafa er hann hefir leigða, þá skal hann fara til, er 5 nætr eru til støðu, ok sá þá jørð ok nýta sér svá sem hinn hefði eigi leigða, ok heimta leigu af hinum er tekna hafði. – F. L. XIII. 1: Fjórðung skal hann leggja í trøð ok fjórðung or trøð ef vill með rug, ok ef gerðir um, þá skal hann hafa alt um haust, þó at hann fari af jørðunni; en ef eigi er gerðt um, ok skal hann ekki hafa af nema frjólaun eina. Naut skal hafa á sáldssaði hverju eða gjaldi halfan eyri fyrir hvert er missir. Fim-mæla land ok þriðjung hrossfóðrs, þat eru 10 sumarhløss, má hann selja aðrum manni at afsáði at orsekju, ok leyfa má 5 hløss viðar ok 3 skafs. Vetrarmyki skal reiða alla í trøð þar sem úmykjat er, nema þá nótt eina er hann ferr á braut um morguninn eptir; en ef trøðin er mykjat, þá skal þar reiða, er mest er þarf, ok sanna þat eiði sínum, ef landsdróttin vill. Húsbeðu eina skal hafa er vill, eða gjaldi landnám, ef fleiri eru. Leigu skal lúka at sumarmáli; eða sær eða slær þeim, er jørð á. – Kap. 2: Ef maðr gerir kalda-kol á jørðu manns, þá er þat ef maðr ferr af jørðu fyrir nótt helgu, þá skal hann gjalda merkr þrjár, ok skal landsdróttinn hafa þat alt, er eptir er. En i landbúi skal engum manni lofa reitt at gera nema syni sínum ok sveinum eða frjálsum manni þeim, er vinnr með hánum, nema leyfi landsdróttins sé til, ok hvergi gera, nema falli við akr eða við engi. – Kap. 3: Ef maðr segir eigi jørð manns lausa fyrir helgu-nótt, þá skal hann hafa þá jørð, ef landsdróttinn vill halda við hendr hánum, at leigu slíkri sem næst var. En eptir helgu-nótt þá bjóði landsdróttinn hánum jørð þá. Nú vill hann eigi hafa, þá hafi landsðróttinn sjálfr jørð sína ok leigu með af hinum er af fór slíka sem áðr var sagt. – Jfr. Schübeler, Die altnorwegische Landwirthschaft i Die Culturpflanzen Norwegens, Chr.a. 1862.
  8. ↑ Nú skal hann af jørðu fœra þat er hann á at réttu af at fœra, þat eru þrjú hløss fóðrs af mannsverki hverju; þat køllum vér eykjafóðr; eitt heys en tvau halms til várfóðrs sér. Verkvið sinn allan skal hann hafa á brott með sér. – Nú skulu hurðir standa, úthurðir þrjár, ok þó þrjár at engi væri þá er hann kom þar: stofu-hurð ok búrs-hurð ok eldhús-hurð, ok standa allar þær er fyrr stóðu. Nú ef hann tekr einahverja þá hurð ok fœrir á brott, þá skal hann aptr fœra ok leggja á landnám, ef hann hefir leyst frá; en ef þar fylgir nokkut af þreskeldi eða uppdyri eða gætti-tré, þó at ein flís fylgi, þá er þat húsbrot, og skal hann þá leggja á merkr þrjár. En ef hann brýtr setstokka or húsi eða bríkr þær, er greyping hefir numit, þá skal hann fœra aptr ok leggja á merkr þrjár. Láva-fili ok flór-fili ok viðkøst ok brúar þær er hann gerði, hjálma ok hús sín, þar skal hann þat leggja at hvárki spilli akri né eng; en ef hinum þykkir mein at, er til ferr, hann skal á brott fœra þegar er hann vill. Langþili ok þverþili ok allt þat, er eigi hefir greyping numit, eða naglfast undir bjalka eða bita, þá skal brott fœra. Allt þat er húsbrot nemr, bœti mørkum þrim þeim er hús á, ok geri hús jafnheimilt sem áðr var. Nú skal hann eigi grafa upp hjalmrœður eptir fardaga; høggva má hann fyrir ofan jørð ok fœra í brott; en ef hann grefr upp, þá skal hann bœta landnámi þeim er jørð á. Ef maðr gerir ser hvanngarð, fœri brott fyrir fardaga ef hann vill. Ef maðr sær vetr-rug þar sem akr er, ok ferr af jørðu, hafi af alls-ekki; en ef hann grefr vøll til innangarðs, hafi þá fræmæli sinn; en ef hann grefr til útangarðs, hafi halfan hvárr, sá er til ferr jarðar ek sá er seri, ef hann gerðir um.
  9. ↑ Landsdróttins saga skal standa um alla ábúð jarðar, nema leiglendingr reki aptr með vitni. Standa skal landsdróttins saga 12 mánaði frá því er hann ferr af jørðu, nema vitni hans, er á bjó, viti annat sannara. En ef maðr andast sá er á jørðu bjó, ok kallar landsdróttinn úlokit landskyld, þá njóti arfi hins dauða vitnis síns, at lokit er, ok svá um alla ábúð jarðar; en ef ekki er vitni til, þá sveri landsdróttinn til síns máls, ok svá ef landbúi var útlagr gerr.
  10. ↑ Ef hvárgi hefir vitni til, þá sveri arfi ok húsfreyja hins dauða, at eigi stendr landskyld eða ábúð svá eptir, at þau viti skil á. En ef þau sverja, hafi landsdróttinn svá búit, ok svá ef landbúi er í útlegð.
  11. ↑ G. L. 73: Nú skal hann húsum upp halda øllum þeim er á váru er hann kom til; þat skal hann eigi ábyrgjast, at hús fyrnist. Nú ef húsgerð er mælt á hendr hanum, þá skal hann þat gert hafa fyrr en hann af jørðu fari. Nú ef hann þau hús gerir, er eigi eru mælt á hendr hanum, þú skal hann gera sér sjálfum; hann skal hinum bjóða at kaupa þat hús, er jørð á, með váttum, ef hann fékk i þeirri jørðu til, ellar fœra af fyrir fardaga – F. L. XIII. 1: Hús skal gera sem skilt er; en ef eigi er gert, þá á landsdróttinn í lóði svá mikit, sem hús metst, ok sé svá sem úlokit sé jafnmikit í landsleigunni. En ef hús eru færri (verri) en mælt er, þá skal meta hús þat, en hinn skal bœta sem metit verðr. Ok ef hús fellr niðr, þá skal ekki tré af elda; en ef eldir, fœri nýtt tré í staðinn eða gjaldi landnám eða syni einseiði, ok (fyrir) þá alla er hann á at ábyrgjast fyrir. En ef fornt hús skal uppreisa ok verðr eigi uppreist, þá skal bœta sem menn meta; en ef eigi vill, þá skal landsdróttinn leggja fimtar-stefnu ok festa løg fyrir lóð hans, ok skal landsdróttinn eiga svá mikit í lóðinni sem menn meta húsgerðina, nema hann hafi vitni til á fimtar-stefnu, at ekki hús var skilt á hendr hanum. – Kap. 3: Ef maðr brennir hús af jørðu manns, þá skal hafa gert hús á 12 mánaðum næstum, ef hann á mála á jørðu; en ef eigi er máli tekinn, þá hafi fœrt timbr á tupt til jafngóðra húsa ok alt þat er til þarf nema tørf, ok hafa reitt fyrir miðsumar hit næsta. En ef eigi er svá reitt, þá skal landsdróttinn hans kveðja hann til þess alls, er eigi er til fengit, ok landnám á ofan.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/41&oldid=185347»