Wikikilden

Forelæsninger over den norske Retshistorie/43

< Forelæsninger over den norske Retshistorie

I Byerne spillede Husleje-Kontrakten en vigtig Rolle. Det er bekjendt, at selv de fornemste Mænd gjorde sig stor Fordel ved at udleje sine Gaarde, der ofte bestod af vidtløftige Vaaninger, især til fremmede Handelsmænd; endnu den Dag i Dag har flere Gaarde i Bergen bevaret Navnet af hine gamle Høvdinger, der i sin Tid har ejet dem, f. Ex. Audunargaarden, Guldskoen, Leppen. I B. L. III. 6 nævnes Gaardleje ved Siden af Handelsfortjeneste som Byboernes Hoved-Indtægtskilde, og Parallelstedet i Landsloven stiller Huslejen i Byerne i Klasse med Indtægt af Jord (Landskyld) paa Landet; jfr. og B. L. VI. 13.

Det er dog kun faa Bestemmelser, som Byloven indeholder om dette Forhold. Det sees, at man lejede Hus saavel paa hele og halve Aar, som paa kortere Tid; men kun hel- eller halvaars Lejeboere regnedes for bofaste Indvaanere (B. L. VII. 16[1], jfr. III. 6). Forlod nogen det lejede Hus uden at betale Lejen, var han brødig 1 Øre Sølv til Kongen og 1 Øre til Husværten, og den, som vidende lejede ham nyt Hus, eller den Skipper, som tog ham ombord, naar han vilde rejse bort, 1 Mark Sølv til Kongen (B. L. VI. 14). Vilde Lejeren ikke forlade Huset, naar Lejemaalet var ude, betragtedes det som Ran og forfulgtes som vitterlig Sag (B.R. 100). – Mærkes kan her ogsaa Forbudet mod fremmede Vintersiddere i Byerne.

Loven skjelner mellem Bortleje af hele Bekvemmligheder (hele, halve og fjerdedels Gaarde, VII. 16) og af Husrum til enlige Personer (VI. 7). Værten skulde i sidste Tilfælde være ansvarlig for, at de arbejdsfere Folk, som han tog i Huset, ikke gik om og betlede med hans Vidende. Ingen maatte under Bod af 8 Ørtuger og 13 Mark tage Nogen tilhuse hos sig, som havde gjort sig skyldig i Hvinske. Blev Nogen, som boede tilhuse hos en Anden, sagsøgt, skulde Værten enten gaa i Tak for ham, eller overlevere ham til Gjaldkeren, der skulde holde ham i Forvaring til Raadsmødet næste Dag. Af saadanne løse Husfolk maatte ingen Husbonde tage flere end 5 (2 Karle og 3 Kvinder). Disse Bestemmelser gjældte, hvad enten Værten ejede Huset eller selv boede tilleie.

Om andre Lejeforhold taler Lovene saagodtsom ikke. Leje af Kreaturer omtales i G. L. 41, M. L. VIII. 14, Chr. IV. L. ibid., Kilden til Lovb. 5–8–10, hvor der dog kun handles om Lejetagerens Ansvar, – hvilket efter G. L. var ganske ubetinget, men ved M. L. noget modereredes, idet Ansvaret for rene Naturbegivenheder udelukkedes; hvorimod det for anden casus fremdeles paahvilede Lejetageren, saalænge Ejeren ikke havde gjort sig skyldig i mora accipiendi. – Om Leje af Trælle se G. L. 69, jfr. F. L. X. 31 Slutn.

Forskjelligt fra Leje af Kreaturer var det Forhold, som opstod, naar Nogen tog Andres Kreaturer paa Foder, som det synes, især til Vinterfodring (fulgumáli). Loven forudsætter her, at Modtageren ikke erholder anden Betaling end hvad Dyrene kan kaste af sig, og gjør derfor Modtageren kun ansvarlig for sine Forsømmelser (handvömm), i hvilken Henseende Loven dog er temmelig streng, se G. L. 43, M. L. VIII. 15, Chr. IV. L. ibid., Kilde til Lovb. 5–8–11.

Om den, der har anden Mands Gods i Forvaring, bestemmer Loven ligeledes, at han alene staar til Ansvar for sin Forsømmelse, medens det ellers, som oven anført, er det almindelige Princip, at enhver kontraktmæssig Besiddelse af Andens Gods medfører ubetinget Ansvar (ábyrgð) for Tingen. Se saaledes G. L. 36, 41, 49, 50, M. L. VIII. 4, 14, 18, 20. – Foruden det nys omtalte Fulgumaal omtaler Lovene imidlertid alene det Depositarforhold, som opstaar, naar Ejeren gjør sig skyldig i mora accipiendi, samt hvor en Grundejer har indsat Kreaturer, som er komne ind i hans Ager og Eng, M. L. VII. 32, – hvor altsaa Forholdet er ufrivilligt fra Depositarens Side; – men det er antageligt, at Forholdet har været bedømt paa samme Maade overalt, hvor Depositaren ikke har haft nogen Fordel, men alene ved sin Besiddelse vist Ejeren en Tjeneste. – Lovb. 5–8–17 er taget af Jydske Lov II. 114.

Om Laan indeholder G. L. 49 jfr. 144 den samme Bestemmelse, som Lovb. 5–8–1, at Laantageren staar til ubetinget Ansvar for Tingen, hvorhos det ligeledes tilføjes, at, hvis Laantageren misbruger (ved Fremlaan) den laante Ting, kan Ejeren søge den tilbage fra hvem han vil: fra den oprindelige Laantager eller den, som sednere har erholdt den. Bestemmelsen er gjentagen i M. L. VIII. 19, B. L. 18, Chr. IV. L. 19, samt i VII. 39, Chr. IV. L. 37, der dog tilføjer, at Laantagerens Ansvar for casus bortfalder’ naar han selv omkommer tilligemed den laante Ting, efterdi den ikke skal svare for Laan, som ikke kunde svare for sit eget Liv (Kilden til 5–8–2). At imidlertid Laantagerens Bo ogsaa i dette Tilfælde maatte være ansvarligt, hvis Tingen var gaaet tilgrunde ved hans Forsømmelse, ligger ligefrem i Ordet ábyrgjast, der betegner ubetinget Ansvar; men rimeligvis har Loven tænkt sig, at Laantagerens Død i sig selv indeslutter tilstrækkeligt Bevis for, at han har iagttaget al mulig Forsigtighed. For den Skade, som udlaant Hest gjorde, var Ejeren ansvarlig (jfr. Kap. 35), forsaavidt den ikke var forvoldt ved Laantagerens Forseelse. Benyttede Nogen den laante Ting længere, end det var ham tilladt, var det fornæmi, G. L. 92, F. L. X. 45, M. L. VII. 39[2], og B. L. VII. 20, og ligesaa omvendt, hvis Ejeren tog den laante Ting fra Laantageren for den aftalte Tid.

Om Pengelaan, der opfattedes som et rent Lejeforhold, idet Modsætningen mellem fungible og ikke-fungible Ting var de Gamle ukjendt (jfr. G. L. 42), skal handles i næste §.

Af Kontrakter om personlige Præstationer omtaler de gamle Love saavel Arbejdsleje som Fuldmagt. – Saa længe Trældom fandt Sted i Norge, var det i Regelen Trællene, som udførte det meste Husarbejde, og dette Forhold havde naturligvis intet Kontraktmæssigt. Imidlertid viser dog saavel sagaerne som de ældste Love, at ogsaa frie Arbejdsfolk (verkmenn, vinnufólk, orkumenn, leigumenn[3]) lod sig fæste til stadig Tjeneste, se G. L. 70[4], F. L. X. 10. Kontrakten opfattedes som en Handel om Arbejdet (verk) paa den ene, i og Løn og Kost (vist) paa den anden Side. Lønnen kaldtes leiga, og Tjenestetiden synes almindelig at have været et Aar (M. L. III. 12: «er verkmaðr gengr i fyrstu vist») Vilde Bonden ikke modtage eller beholde Tyendet, maatte han betale ham den betingede Løn (kaup) tilligemed Kostpenge (matarverð); vilde omvendt Tjeneren ikke tiltræde eller forlod han sin Tjeneste, maatte han bøde ligesaameget til Husbonden, som han skulde haft i Løn; dog intet Vederlag for Kosten. Det samme skulde ifølge F. L. den bøde, der vidende tog den Bortløbne i sin Tjeneste. Hvor Nogen havde fæstet sig til Flere, havde den første Fortrinet. I begge Tilfælde skulde derhos bødes 12 Ører i Haandsalslit, og Sagen søges som vitterlig Gjæld. Var Tyendet udueligt til den betingede Tjeneste, skulde der ske Afslag i Lønnen (leigufall) efter uvillige Mænds Skjøn; blev Tyendet sygt, skulde dog intet Afslag i Lønnen ske, hvis Sygdommen ikke varede over 5 Dage; men varede den længere, skulde Bonden have Erstatning for Arbejdstab og Kosthold efter uvillige Mænds Skjøn, eller ogsaa skulde den Syge overgives til sine Frænders Forsorg. – Ogsaa hvis Tyendet var umyndigt, var Kontrakten gyldig; men Husbonden forudsættes her i G. L. at have overtaget hans Forsørgelse (jfr. ovf. S. 141); viste han en umyndig Dreng af sin Tjeneste, og denne derfor gik om og tiggede, var Husbonden brødig 3 Mark. – Disse Bestemmelser er atter optagne i M. L. VIII. 22, Chr. IV. L. ibid., hvor dog den Tid, hvori Husbonden skal forsørge sit syge Tyende, er forlænget til en halv Maaned. Derimod findes intet tilsvarende i B. L.

Efter Trællevæsenets ophør mod Slutn. af det 12te Aarh. sees Behovet for Arbejdsfolk at være stærkt tiltaget i Landdistrikterne. Allerede i en Retterbod af Haakon Haakonssøn (F. L. Indl. 20) forbydes det derfor Enhver, der ikke ejer mindst 3 Mark, at fare i Kjøbferder om Sommeren (fra Paaske til Mikkelsdag); men om Vinteren kunde Enhver fare som han vilde. Den Skipper, som tog Nogen, der ejede mindre, i Fællig med sig, forfaldt i en Bod af 6 Ører[5]. Dette gjentages i M. L. VIII. 23 og B. L. 22, her med Tillæg, at Gjaldkeren hver sommer skal ransage efter slige løse Handelskarle, «efterdi Kongen har Mistanke om, at Sysselmændene hjemme i Heredet tager Bestikkelser af dem, og at Bønderne saaledes mister sine Arbejdsfolk. Denne Bestemmelse skjærpes og gjentages idelig i Retterbøderne. I Rb. 9 Februar 1291 sættes der en Taxt for Tjenerlønnens størrelse paa Oplandene og befales, at alle arbejdsføre Folk skal tage Tjeneste, og Ingen skal under Bod af 1 Mark leje dem Hus at sidde paa egen Haand, hvilket gjentages i en Rb. af 1301, se gl. L. III. S. 11 Var. 12 – I Haakon VI. Magnussøns Rb. No. 114 Art. 13 forbydes det ligeledes Enhver i Heredet at have «Husmænd eller Huskvinder» (ɔ: Inderster) hos sig; men alle de, som ejer mindre end 12 Mark, skal tage Tjeneste for den sædvanlige Len. Rb. 8 Marts 1364 forbyder Enhver, Indlænding eller Udlænding, som ikke ejer mindst 15 Mark uborget, at blive Kjøbmand, under Straf af at have forbrudt hvad han farer med; og Ingen maa drage om paa Fjordekjøb eller paa Værene at handle, uden saa meget som han behøver til sit eget Ophold, jfr. Rb. 3 Maj 1372. Dette gjentages i Rb. 26 August 1383 med det Tillæg, at Ingen enten i By eller Hered maa bygge noget Kjøbskib til dermed at sejle nord i Landet eller paa Skatlandene, medmindre han kan gjøre det af egne Midler uden noget Laan, under Straf af at have det forbrudt og dertil bøde 8 Øre. 13 i Brevbrud. Rb. 23 Juni 1384 bestemmer derhos, at Kongens ombudsmand skal skaffe dem, som behøver Arbejdsfolk i Herederne, saadanne efter gode Mænds Raad, og at Ingen paa Land eller i By maa tage arbejdsføre Mænd eller Kvinder tilhuse hos sig, og at Fogderne Høst og Vaar skal ransage efter Løsgjængere, og jage dem fra Byen. – Rb. 8 Marts 1364 gjentoges igjen ved Erik af Pommerns Fr. 23 August 1420 med det Tillæg, at den, som laante Nogen Penge i saadan Hensigt, skulde have dem forbrudte, jfr. Fr. 1. Anordn. for Bergen af 14 Oktober 1528 § 4, og Priv. 16 Maj 1541 § 5, hvorefter enhver udenlandsk Kjøbmand, som ikke selv ejede 15 Mark uborget, ingen Ret skal kunne vænte samt Rec. 1557, Art. 8. – Recessen af 1539 Art. 20 bestemmer, at ingen lese Karle maatte tilstædes paa Landet, men de skulde tage sig Husbønder og tjene for halvt eller helt Aars Løn, undtagen Skræddere, Skomagere og almindelige Tømmermænd, som Almuen behøvede, ligesom den i Art 22 gjentager Forbudet i Rb. 1364 mod Handel i Havnene og paa Landet; men her ser man dog at det navnlig er Hensynet til det Afbræk, som derved forvoldes Byborgerne, der haves for øje. Sammesteds gjentages Forbudet mod, at arbejdsføre Folk tages tilhuse hos Bønderne; hvorimod de enten skal skikkes til Ødegaarde at optage og dyrke (jfr. ovf. S. 249) eller, om de ikke var saa formuende, give sig i Kjøbstæderne ener andetsteds bort (som Tjenestefolk). Endelig forbydes det, at løse Karle, under Foregivende af at være Søfolk, driver Handel eller udfører Varer undtagen Trælast, samt at nogen Skipper medtager Varer for saadanne, under 8 Ørt. 13 Straf. Disse Bestemmelser er igjen sammenfattede i Chr. IV. L VII. 23. Hertil sluttede sig igjen de udførlige Anordninger om Tjenestefolk og Løsgjængere af 16 November 1619 og 15 August 1655, hvor der sættes Grænse for Tjenerlønnens Størrelse, forbydes at fæste sig i Tjeneste paa kortere Tid end helt eller halvt Aar eller at gaa i Dagarbejde, samt foreskrives Opsigelse 8 Uger før Fardag, hvorhos det paalægges Lensherrerne nogle Gange aarlig at anstille Inkvisition efter Løsgjængere, og «forskikke dem i Jærn til Kjøbenhavn». Disse Bestemmelser er igjen Kilden til Lovb. 3–21–4 til 11 samt 16 til 21, se og Fr. 12 Maj 1657. – I Forbindelse hermed kan ogsaa mærkes Forbudene mod Landstrygere og Slagskjæmper i M. L. IV. 27, Chr. IV. L. 23, Chr. Hvitf. Reces 11 November 1544 Art. 2 (Krag II. S. 378), Priv. 14 Februar 1582 Art. 10, Fr. 28 Januar 1591 og 13 August 1598, samt de forskjellige Anordninger om Pasvæsenet.

Nogen almindelig Forskrift om Flyttetid og Opsigelse gives ligesaalidt i Tyendeforholdet som for Huslejekontrakten; men sandsynligvis har den samme Fardag gjældt her, som for Lejlændingsforholdet. Maaske dog ogsaa anden Tirsdag efter Paaske (þókutýrsdagr) har været almindelig Flyttedag.

Lovene giver ingen Anledning til at antage, at Husbonden har haft nogen Ret til at anvende Hustugt paa sit frie Tyende, jfr. G. L. 71, der forbyder at anvende Eng og Slag paa Skyldtrællen, medmindre han ikke udfører det pligtige Arbejde, se ogsaa F. L. VII. 24[6] og M. L. 111. 10 sammenholdt med G. L. 300, der viser, at legemlig Refselse i Regelen kun var anvendelig paa Trælle.

Om Fuldmagts-Forholdet indeholder de gamle Love adskillige vigtige Bestemmelser, navnlig om Retsfuldmægtige og om Fuldmægtige for fraværende Jordegodsbesiddere.

Ifølge F. L. X. 29 og 36, B. R. 160 og B. L. VII. 24 var man i Rettergang altid berettiget til at benytte Fuldmægtig, hvad enten man selv var tilstede eller ikke; dog maatte man ikke benytte nogen, der var af højere Stand end Vederparten. Herfra gjaldt alene Undtagelse for Kongens og Erkebiskoppens Sager, hvilke i ethvert Tilfælde kunde søges af deres faste Ombudsmænd. Ifølge F. L. IV. 4 og XV. 1. M. L. IV. 3, skulde Kongen, naar han sigtede nogen Mand for Forræderi, opnævne en Mand af sin Hird, der var jævnrettes med den Anklagede, til at paatale Sagen, og hvis den Anklagede var Tyrmselmand (M. L. aarbaaren Mand), skulde der opnævnes en Bondesøn af Hirden til Sagens Paatale, hvilken derhos ikke maatte finde Sted, saa længe Kongen selv var inden Fylket. Ligesaa maatte efter G. L. 271 Kongens Aarmand ikke paatale hans Odelsret, naar Kongen selv var tilstede i Fylket. – Efter G. L. 47 jfr. Hkb. 117, og M. L. VIII. 8 jfr. B. L. 10 paaligger det derimod enhver fri og myndig Mand, som er tilstede i Fylket, selv at søge sine Sager; alene Hjemstevne og Domfæste kunde han lade udføre ved en Fuldmægtig, ligesom Rb. 1316 (N. gl. L. III. S. 120–1) tillader at foretage Udsigelsen i Odelssager ved Fuldmægtig. Kvinder, Umyndige og Fraværende kunde derimod lade sine Sager udføre ved Andre; dog ogsaa her med den samme Indskrænkning, at Fuldmægtigen ikke maatte være af højere Stand end Vederparten; M. L. VIII. 8 tilføjer forresten den mærkelige Bestemmelse, at Kongens Ombudsmand er pligtig til at paatale deres Sager, som formedelst Ukyndighed eller Uforstand ikke selv formaar det, uden anden Godtgjørelse end de af Sagen flydende Bøder[7]. G. L. 290, M. L. VI. 13 synes at vise, at Kvinder ikke maatte møde i Rette mod Mænd. – Overdragelse af saadant ombud skede ved Haandsal (handselja sókn eller vörn), og det almindelige synes at have været, at man i saadanne Tilfælde overdrog Fuldmægtigen selve Sagen (handselja málit), hvorved Fuldmægtigen i enhver Henseende traadte i Partens Sted, hvilket paa Island endog var den eneste tilladelige Form. (Jfr. ovf. S. 185).

Var Nogen dragen bort fra Landet og havde efterladt en Fuldmægtig, var denne ipso jure kompetent til at foretage alt Fornødent paa hans Vegne (fjárhaldsmaðr) paa samme Maade som Værgen for den Umyndige (G. L. 47 jfr. 41, F. L. XIV. 1, 5 og 6, M. L. VIII. 8[8], Chr. IV. L. ibid, jfr. M. L. VIII. 14, Chr. IV. L. ibid). Fuldmagten varede i Mangel af anden Aftale i 3 Aar, efter hvilken Tid den af sig selv ophørte, hvis den ikke udtrykkelig blev fornyet. Til enhver Tid kunde Fuldmagten tilbagekaldes og ved Principalens Død ophørte den ipso jure. Naar Fuldmægtigens Bemyndigelse saaledes af den ene eller anden Grund ophørte, var den næste Arving, ligesom naar Nogen var udenlands uden at have efterladt sig nogen Fuldmægtig (G. L. 41, 47, 286), rette Vedkommende til at optræde paa hans Vegne, jfr. F. L. Indl. 4 Slutn., IV. 9 og M. L. I. 9. I Løsningstilfælde var efter F. L. XII. 8 Lejlændingen rette Sagvolder. – Ved Rb. 8 Jan. 1357, optagen i Chr. IV. L. VII. 3, bestemtes at naar Nogen havde forbrudt sig, og derpaa drog af Landet, inden han havde rettet for sig, og ikke han selv eller hans Ombudsmand indfandt sig inden 12 Maaneder, skulde hans efterladte Gods tages i Besiddelse af hans Arvinger, som deraf skulde udrede alle Fordringer, saa længe det strakte til; men Godset skulde dog strax forsikres under fuld Borgen og Forvaring (kyrsetjast undir fullu vörðslu ok geymslu) efter Kongens Ombudsmands Skjøn.

Enhver Jorddrot, som ikke selv boede i Fylket, var ifølge Frostatingsloven pligtig til der at have en Fuldmægtig, som skulde repræsentere ham i alle Retsforhold vedkommende Jorden, se F. L. XIV. 1–4, optaget i M. L. VI. 17, VII. 7 og 26, Chr. IV. L. resp. 12, 6 og 24. Herom gjaldt den almindelige Regel, at Fuldmagten kun gjaldt for 3 Aar, med mindre den udtrykkelig fornyedes; dog hvis Jorddrotten var indenlands, gjaldt Fuldmagten saa længe Parterne vilde. Fuldmægtigen var berettiget til at bortbygsle Jorden, dog ikke paa længere Tid end et Aaremaal = 3 Aar (jfr. M. L. VII. 1) og ikke til sig selv; heller ikke maatte nogen ny Bygselkontrakt indgaaes, før den ældre var udløben. Han var endvidere bemyndiget til at paatale Indgreb i Ejerens Ret, og til at foretage Skifte af Brugsretten (hafnskipti); hvorimod Salg og Odelsskifte alene gyldigen kunde foregaa ved Ejeren selv eller hans Arving (jfr. G. L. 87, M. L. VI. 3). Ombudsmanden tilkom Halvdelen af de Landnamsbøder, som han indtalte, og havde Ret til at lade aavirke i Skoven det Dobbelte af, hvad Lejlændingen kunde (jfr. F. L. XIII. 4, M. L. VII. 9), men fik, som det synes, ingen videre Godtgjørelse. Ombudsmanden kunde igjen overdrage sit Ombud til en anden. – Havde Ombudsmanden foretaget nogen utilladelig Disposition (Salg) af Jorden, kunde denne af Jorddrotten ligefuldt vindiceres fra Besidderen; men denne faldt derimod ikke i videre Ansvar end at betale Landskyld for sin Besiddelsestid. Ombudsmanden eller hans Arving (sá er af dró) kunde derimod søges til fuld Erstatning samt til Landnam, og, hvis han selv havde Jorden i Besiddelse, ansaaes han som den, der brugte utagen Jord (löðarverð og landnám), og dette Søgsmaal præskriberedes aldrig, ligesom Svig af Fuldmægtigen mod sin Principal synes at have været anseet som æreløs Gjerning, jfr. M. L. V. 3 (F. L. IX. 9) og VII. 7, se og Chr. IV. L. VII. 22 sidste Passus, der taler om utro Tjenere i Almindelighed.

Et mærkeligt Bevis paa disse Ombudsmænds selvstændige Stilling er det, at deres Død, ligesaavelsom Jorddrottens egen, ophævede alle af dem sluttede Bygsler, F. L. XI. 15 og XIV. 2, M. L. VI. 17[9] og VII. 26 (Var. 7); hvorimod Skiftning af ombudsmand iøvrigt ingen Indflydelse har paa Lejlændingens Ret (jfr. M. L. VII. 1 og 7). Da Livsfæste var blevet Regelen, bortfaldt naturligvis dette; men man ser dog, at Fogderne oftere benyttede sig heraf til ved hver ny Fogeds Beskikkelse at anse de af Formanden afsluttede Bygsler for hævede, se saaledes Rec. 1568 Art. 9 m. fl.

Paa samme Maade var i Byerne enhver Husejer, som var udenlands, pligtig at have en Fuldmægtig, der kunde svare for de borgerlige Tyngsler af Huset, B. L. VI. 5 Var. 6[10]. At denne da tillige sørgede for Husets Bortleje og Huslejens Oppebørsel, var vel en Selvfølge.

Ogsaa i den sednere Tids Lovgivning indskjærpes idelig de fraværende Jorddrotter denne Pligt til at holde en Ombudsmand, der kan svare Kongen til de af Godset skyldige Tyngsler og give hver Mand Lov og Ret, se Rec. 1557 Art. 6, Priv. 14 Februar 1582 Art 4, Fr. 28 Maj 1574 Art. 21. Men det er navnlig de adelige Jordegodsbesiddere, som dels ejede, dels havde i Forlening betydelige Ejendomme, og hvis Fogder indtog en saa overordentlig vigtig Stilling lige overfor Bønderne, som her haves for Øje.

  1. ↑ Þeir eru húsfastir, er eiga garða eða leiga garða misseris leigum eða 12 mánaða, allan eða hálfan eða fjórðung, ok byggja øðrum með sér.
  2. ↑ Ef maðr lér grip sinn, þá skal hverr láni heilu heim koma eða gjaldi verð eiganda, sem 6 skynsamir menn meta; nema hinn týnist með láni, er lét var; því at eigi má hann þar lán ábyrgjast, sem hann mátti eigi líf sjálfs síns. Nú skal engi lán hafa lengr en lét var; en ef hann hefir lengr, þá er hann sekr mørk silfrs við eiganda, ef sá krefr, er á; þat heitir fornæmi; nema løglig nauðsyn banni. Nú þó at maðr fari með eyk manns at láni eða leigu, þá skal sá ábyrgjast hestverk at øllu, er á, þó at hann geri nøkkurn skaða, ef eigi er af þess vøldum eða vangæzln er með ferr.
  3. ↑ Griðmenn, heimamenn om dem, som havde Tilhold hos Nogen og hørte som frie Medlemmer til hans Husstand, uden at være af hans Familie, omfattede vistnok ogsaa de frie Tjenestefolk. Jfr. G. L. 197, 225, F. L. IX. 5, X. 17; B. R. 132; B. K. R. 3; M. L. III. 3.
  4. ↑ Nú kaupir maðr verk at frjálsum manni, þá skal hann þat alt halda, sem þeir verða á sáttir. En ef búandi vill eigi halda máli við leigumann sinn ok visar hanum or vist, þá skal hann krefja með vátta tvá vistar ek bjóða verk sín, slík sem þeir urðu á sáttir. Nu ef búandi vill þat eigi, þá er hann sekr at 12 aurum, en hinn hafa kaup sitt ok matar-verð þat er úneytt er. Nú ef leigumaðr vill eigi halda máli við búanda, þá skal hann krefja hann verka slíkra sem hann handsalaði hánum, ok bjóða hánum vist með váttum. En ef hann vill eigi, þá er hann sekr aurum 12. En þá á búandi slíkt at heimta at hánum sem hann skyldi reiða hánum; en matar hefir hann ekki, því at hann hafnar sjálfr. En ef hann tekr mannsverk á hønd sér ok getr eigi vunnit, þá skulu menn meta hvert leigufall hánum skal í því vera. Nú legst leigumaðr sjúkr eða sárr; ef hann liggr 5 nætr, þá skal ekki leigufall í því vera; en ef hann liggr lengr, þá skulu menn meta verka-tjón ok mat þann er hann neytir, ellar fœri á hendr erfingja. Nú festir maðr úmaga í vist, þat skal ok halda. En ef hann vísar hánum er vist ok gengr hann húsa á milli, þá skal hann gjalda merkr þrjár ok varðveita hánum sem mælt var.
  5. ↑ Þat er oss kunnigt, at af engu eyðist í einn meir ríki vart en af því, at eigi kann vinnumenn fá i heruðum, því at allir vilja nú í kaupferðir fara, en engi vinna fyrir bóndum.
  6. ↑ Ef frjáls maðr gengr í matgerð á skipi, þá á hann engan rétt á sér við skipara á skipi innanborðs, ef hann hlýtr fyrir þess sakar úvæni, at hann gerir eigi slíka reiðu hásetum ok stýrimanni, sem skilt er á hendr hánum.
  7. ↑ Sjálfr skal hverr sína sókn sœkja innanlands, frjáls maðr ok fulltíða. En ef hann hefir eigi kunnustu til eða menning, þá sœki konungs umboðsmaðr hánum til handa, ok óðlist með því þá sekt er við liggr at løgum, ok ekki framar.
  8. ↑ Ef maðr ferr af landi brott, þá skal sá halda fé hans þrjá vetr, er umboð hans hefir at løgum, ok sá skal hafa vørn ok sókn fyrir hánum. En ef hann er lengr brottu en þrjá vetr, þá skal sá hafa fé hans at varðveita, er arfi er næstr, ok eyði ekki af. En ef hann kemr aptr, lúki slíkt upp, sem hann tók ok váttar vitu.
  9. ↑ Landsdróttinn á kost at taka af hánum umboð þegar hann vill; en máli haldist alt at einu sem hann átti at byggja, þat eru þrjár arðir. Umboðsmaðr skal eigi byggja annan mála fyrr en annarr er úti. En ef landsdróttinn eða umboðsmaðr andast, þá haldist einn arðarmáli síðan.
  10. ↑ Nú ferr húsbóndi utanlands, þá skal hann eiga umboðsmann innan bœar þann er upp haldi fyrir hann mótgøngu ok strætisgerð ok varðhaldi. En ef 12 mánaði er eigi upp haldit fyrir hann mótgøngu ok strætisgerð ok varðhaldi, þá er hann sekr mark silfrs. En ef hann sitr svá þrjá vetr, þá á konungr tuptir ok hús, en hann á ekki í.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/43&oldid=185451»