Forelæsninger over den norske Retshistorie/46

Af Litteraturen mærkes:

K. A. Rogge, Das Gerichtswesen der Germanen, Halle 1820, Kap. 1 og 2.

W. E. Wilda, Das Strafrecht der Germanen. Halle 1842.

§ 46.
Straffens Betydning og Forhold til Hævnen.

Den samme Grundsætning om Individernes uafhængige Stilling i Forholdet til hinanden, der gaar igjennem Nordmændenes Samfundsliv i det hele, fremtræder ogsaa i deres Strafferet. Straffen udgaar ikke fra Samfundets Stræben efter at realisere en sædelig Livsorden ved at modvirke Uretten som saadan, men fra den Enkeltes Trang til at erholde Oprejsning for den lidte Krænkelse enten ved egen Magt eller gjennem sine Omgivelsers Bistand. I disse den Fornærmedes Bestræbelser tager Staten ifølge sin Opgave: at vogte Samfundets Fred og Sikkerhed, altid mere og mere virksom Del, efter som den selv vinder større og større Fasthed, og denne dens Opgave mere og mere bevidst erkjendes. Men denne Statens Indgriben ved Retskrænkelsers Paatale og Straf har dog blot en støttende og modererende Karakter. Det kommer først langt nede i Tiden dertil, at Straffen i borgerlige Sager ansees for en Ytring af Statsmyndigheden selv, udsprungen af et selvstændigt Kald til at hævde Lovens Auktoritet lige over for den brudte Orden; vore Forfædre løsrev sig først sent fra den Opfatning, at Forbrydelsen er en Sag alene mellem Fornærmeren og den Fornærmede. Selv der, hvor Staten optraadte straffende uafhængig af nogen enkelt fornærmet Klager, optraadte den selv som Klager, som fornærmet Part, og den Straf, den bragte i Anvendelse, var i Virkeligheden heller intet andet end en Fyldestgjørelse, som den tog for den Fornærmelse, den selv havde lidt.

Enhver Fornærmelse af den Ene mod den Anden udsatte den Skyldige for den Fornærmedes og hans slægts Hævn. At lade en Fornærmelse overgaa sig ansaaes for en Skam; det opfattedes som et Vidnesbyrd om, at den Fornærmede var en ringere Mand end Fornærmeren, naar han taalte Fornærmelsen[1], og Hævn maatte derfor i Samfundets Øjne vidne om, at saa ikke var Tilfældet, men at hin vidste at skaffe sin Personlighed den skyldige Anerkjendelse.

Straffen hos vore Forfædre var oprindelig intet andet end Hævn – Det vilde imidlertid være en stor Misforstaaelse, om man vilde opfatte Hævnen som Modsætning til sand Straf, eller alene som en Ytring af den samme raa Gjengjældelseslyst, der bringer Barnet til at slaa det Bord, hvorpaa det støder sig. Hævnen udspringer derimod af Forbitrelse over en lidt Uret. Vistnok fæster Mennesket paa Retsudviklingens tidligste Standpunkt sig fornemmelig ved Retskrænkelsens udvortes Side, der nærmest berører dets fysiske Væsen, og reflekterer ikke meget over Tilregneligheds-Spørgsmaalet[2]. Men Ondet føler det dog altid som hidrørende fra et andet Menneskes Vilje, og netop denne retsstridige Vilje er det, som hos den Fornærmede fremkalder den Følelse af Uret, der igjen sætter Hævnlysten i Bevægelse. Hævnen tilsigter nu vistnok hverken at forbedre denne retsstridige Vilje, eller paa anden Maade at afholde den fra at fremtræde i Gjerning, men alene at tilbagevise det enkelte stedfundne Overgreb; men den er dog paa den anden Side ingenlunde fremkaldt ved nogen Lyst til at kjøle sin Smerte ved den Andens Lidelse. Om end en saadan, ond, Attraa ofte kunde være forenet med Hævnlysten, er den dog i sit Væsen forskjellig fra denne, der alene tilsigter at hævde sin egen Personlighed uantastet.

Hævnen er saaledes i sig selv en Ytring af Retsfølelsen, men i dennes raaeste og mest primitive Skikkelse. Den har altsaa en moralsk Karakter, forsaavidt den er den naturlige Reaktion mod Uretten, og netop forudsætter Erkjendelse af Modpartens Personlighed. Ingen vil kalde det Hævn, at man dræber et Dyr, der har gjort Skade, eller gjenkaster en Brønd, hvori Nogen er nedstyrtet.

I det borgerlige Samfund gaar det imidlertid ikke an, at Retshaandhævelsen ganske er overladt til den subjektive Vilkaarlighed, da herved al Garanti mangler saavel for Brødens virkelige Tilværelse som for det anvendte Middels Forholdsmæssighed og Berettigelse, saa at den ikke selv bliver til en ny Uret. Staten maa derfor, selv paa sit mest primitive Standpunkt, som den første af sine Opgaver til at sikre Borgerne et retligt Felt, lade det være sig magtpaaliggende at opstille nærmere Regler og ufravigelige Forskrifter angaaende Maaden, hvorpaa Indgreb i fremmed Retssfære skal tilbagevises. Men hvor vidt den i saadan Hensigt skal gaa: om den skal tage hele Sagen i sin egen Haand og etablere en selvstændig Straffemyndighed, – altsaa udelukke den Enkeltes Adgang til paa egen Haand at skaffe sig Fyldestgjørelse, – eller om den blot skal begrænse og regulere Betingelserne for og Udstrækningen af den Fornærmedes Ret til selv at optræde mod Uretten, – beror paa de historiske Forhold, hvorunder Samfundsforbindelsen har dannet sig, og paa den Grad, hvori Statens Betydning og Opgave som selvstændig etisk Institution har vundet almindelig Indgang i Borgernes Bevidsthed.

Den i de germaniske Samfund fremherskende Følelse af Individets Selvstændighed og Utilbøjeligheden til at underkaste sine private Anliggender nogensomhelst ydre Ledelse eller Kontrol, maatte nødvendigvis medføre, at det nærmest ansaaes for hver Borgers egen Sag at skaffe sig Ret og at søge Fyldestgjørelse for lidt Uret. Og navnlig i Norge, hvor selve Samfundsdannelsen var foregaaet uden al Paavirkning af ydre Tryk, og hvor derfor Statsmyndighedens Virken fik sit væsenligste Felt udad, maatte det vare længe, inden en selvstændig offentlig Straffemyndighed kunde udvikle sig. Lige ind i den nyere Tid finder vi Spor af, at den Fornærmedes Adgang til at skaffe sig Ret paa egen Haand ved selve Loven har været anerkjendt, og det betegnes endog som bifaldsværdigt, at man undlader at søge Samfundets Mellemkomst (G. L. 186: „Ingen eier Ret paa sig mere end 3 Gange, uden han hævner sig derimellem“). Og paa samme Tid som Loven mere og mere indskrænker Adgangen til Privathævn, ser man tillige, at den bevarer hindringen om det ældre Forhold ved fremdeles at betegne Fornærmelsen som Fredløshedssag: at den i Princippet erkjender Hævnens Berettigelse, og omhyggelig stræber at fjerne Hindringerne for mindeligt Forlig. Begge de ældste Love betegner endnu de grovere Æresfornærmelser, Ran og Retsfornægtelse samt modvillig Beskadigelse af Gods som Fredløshedssager. (se G. L. 34, 96 og 138; F. L. V. 21 22 jfr. Hkb. 37 og B. R. 35, 93–95, 152), uagtet Lovene selv i Virkeligheden kun belægger disse Forseelser med Bøder[3]. G. L. 51 kalder Brud paa Fæstemaal Fredløshedssag, skjønt det i Virkeligheden alene medførte 3 Marks Bod. G. L. 216, B. R. 31, erklærer den retløs, som bebreider sin Modpart, at han tidligere tog Ret for sig, og G. L. 240 sætter en Tillægsbod af 3 Mark Sølv for Drabsmanden, naar han byder Forlig paa første Thing saa højt, at det kan høres tvertover Thingkredsen; „thi da har han pralet af Drabet“. I alle Sager, som afgjordes med Fuldrets-Bod, skulde efter de ældste Love Fornærmeren anlægge en formelig Ed (jafnaðar-eiðr) paa: „at han selv vilde tage sligt Forlig og slige Bøder af sin Modpart, hvis han havde en lignende Sag mod denne“ (B. R. 31, 32, 90[4] jfr. M. L. IV. 26). – Imidlertid maatte ogsaa hos os Privathævnen efterhaanden vige for en af den offentlige Myndighed efter lovlig Rettergang idømt Straf: den indskrænkes bestandig inden snevrere og snevrere Grænser; dens Tilladelighed knyttes til den Betingelse, at Fyldestgjørelse gjennem Statens Medvirkning ikke har været at erholde (jfr. M. L. IV. 17 og 20), og tilsidst bortfalder den ganske, idet alene en principal Paatale-Ret bliver tilbage. Hvorledes tilsidst ogsaa denne bortfalder, og den hele Forfølgning af alle vigtigere Strafsager overgaar i Statens Haand, tilhører Fremstillingen af den nyere Tids Retsudvikling[5].

Opfatter man saaledes Forbrydelsen ublandet som Forurettelse, og altsaa ser bort fra dens Egenskab af Brud paa den sædelige Orden inden Samfundet i det Hele, da vil man kunne anskue den under en dobbelt Skikkelse: som Beskadigelse og som Fornærmelse. Den første lader sig i Regelen oprette gjennem Erstatning; den sidste kan, som immateriel, vel aldrig gjøres ugjort; men dens Braad kan borttages ved at Fornærmeren erkjender sin Brøde og ved en passende Forsoning i Gjerning lægger denne Erkjendelse for Dagen. Den simpleste og naturligste Form herfor er det, at han gjennem en Ydelse til den Fornærmede skaffer denne en materiel Behagelighed til Trøst for den forvoldte Sindslidelse. Dette er den private Bods sande Betydning (bæta = reparare, emendare), og heri flyder den igjen sammen med Erstatningen. Paa samme Tid som den, saavidt muligt, gjør det tilføjede Onde godt igjen, vidner selve dens Erlæggelse tillige om, at dette Onde ikke var noget, som maatte taales. Nu behøver den Fornærmede altsaa ikke længere at hævne sig; thi hans Personlighed er anerkjendt: tvertimod vilde Hævn nu alene være en unødig Grusomhed, da det, som endnu staar tilbage af den tilføjede Forurettelse, det historiske Faktum, dog ikke lader sig udslette. Kun ved enkelte Fornærmelser, der paa en Maade saarer Mennesket i dets Inderste, og hvor saaledes enhver Trøst og Forglemmelse er umulig, kan det siges, at den Fornærmede har Grund til ikke at slaa sig til Ro, inden Fornærmeren er ganske tilintetgjort; men i slige Tilfælde er man ogsaa kommen aldeles udenfor det retlige Felt[6].

Fastholdes det altsaa, at Strafferettens Opgave hos vore Forfædre er at drage Privathævnen ind under den retlige Orden og stille den under Lovens Herredømme, saa følger ligefrem heraf, at hoven selv maa gjøre en Adskillelse mellem Lovovertrædelserne i Forhold til deres Grovhed, med en dertil knyttet forskjellig Strenghed i deres Bedømmelse. I de allergroveste kan Hævnen ubetinget og uden Indskrænkning være tilladt eller endog Forlig forbudt; men i de mindre grove Tilfælde maa Hævnen være indskrænket inden visse Grænser og betinget af at mindelig Afgjørelse ved en for Tilfældet passende Bod ikke istandbringes, og Samfundet maa lade det være sig magtpaaliggende at virke til, at saadan Afgjørelse kommer istand. For de ringeste Sager endelig kan Staten ikke engang tillade nogen Hævn, men maa i fornødent Fald tvinge Fornærmeren til at give og den Fornærmede til at modtage Bod, forsaavidt ikke den førstes Vægring ved at bøde i og for sig giver Fornærmelsen en kvalificeret Skikkelse.

Den samme Betragtningsmaade gjør sig gjældende ogsaa ved de Lovovertrædelser, der ikke krænker nogen Enkeltmands Ret men Samfundet i det Hele, idet disse, som anført, betragtes som Forurettelser mod Samfundet som Person. Men det forstaar sig, at Staten ikke lige over for sig selv behøver at gjøre vilkaarligheden nogen Indrømmelse, – men at den enten mere eller mindre ubetinget nægter, eller ubetinget paabyder sagens Afgjørelse ved Bøder.

Derhos er det en ligefrem Følge af Samfundets stadige Deltagelse i og Medvirkning ved Retshaandhævelsen, at enhver Gjerning, som i nogen mærkelig Grad forstyrrede den retlige Orden og saaledes paakaldte Samfundets Mellemkomst, ogsaa gjorde dette selv til Part i Sagen og gav det en Fordring paa Fyldestgjørelse for sin brudte Fred (friðbrot, jfr. G. L. 152). – Det vilde være urigtigt at forestille sig denne offentlige Bod som et af Forbryderen ydet Vederlag for det ved Samfundets Mægling opnaaede Forlig. Thi vistnok kunde der ikke blive Tale om nogen saadan Bod, naar Hævnen virkelig indtraadte, da denne jo selv ydede Fyldestgjørelse lige over for Alle. Men ligesom Statens Kald ved Lovovertrædelsers Forfølgning var mere end en Forligsmæglers, saaledes var den offentlige Bod noget ganske andet end Salarium. Samfundet haandhævede Ret inden sin Midte ifølge selvstændigt Kald, og tog Bøder for Brud paa sin Lov i Kraft af egen Ret.

Paa disse Grundsætninger hvilede Strafferetten hos Oldtidens Nordmænd. Som øverste Regel gjaldt det vel, at den, som brød Loven, ogsaa forspildte dens Beskyttelse (F. L. I. 6: at løgum skal land várt byggja, en eigi at úløgum eyða; en sá er eigi vill øðrum unna, hann skal eigi laga njóta). Men derved var Forbryderen ikke ubetinget udstedt af Samfundet; endnu kunde efter Omstændighederne en vis Grad af Retssikkerhed blive ham tildel; og Betingelserne, hvorunder, og Graden, hvori Gjerningen skilte sin Forøver ved Lovens Beskyttelse, var fastsat ved Loven. I denne Henseende deltes Forbrydelserne i 3 Klasser:

1) de, som medførte total Udstødelse af Samfundet og ueftergivelig Fredløshed (úbótamál),

2) de, hvor Fredløsheden kunde ophæves ved mindelig Afgjørelse, og som altsaa kunde afsones med Bøder (útlegðarmál),

3) de, som skulde afsones med Bøder, og hvor Fredløshed saaledes enten aldeles ikke kunde indtræde, eller kun, hvor Fornærmeren nægtede at erlægge den lovbestemte Bod (bótamál).

Offentlig Straf paa Liv eller Lemmer (refsing) var stridende mod den fribaarne Mands Begreb om personlig Ret. Det var Tugt, hvilken alene var anvendelig paa Dyr og Trælle. Naar den fredløse Forbryder blev aflivet, var dette ikke at betragte som Straf, men som Følge af Straffen, af den retløse Tilstand, hvori han ved sin Forbrydelse var kommen. For enkelte Forbrydelser var der imidlertid ogsaa for Frie fastsat Livs- og Legemsstraf, idet de antoges at vidne om et saa foragteligt Sindelag, at Angjældende ikke kunde forlange at behandles som andre Frie. Herhen hørte fremfor alt Tyveri; dernæst Trolddom og unaturlige Laster samt, som det lader, i de ældste Tider, Hustruens Utroskab mod sin Mand.

  1. Der findes ogsaa mange Exempler paa, at mægtige Mænd har anseet det for en Æressag at undgaa Bod for sine Overgreb mod Andre, og heller gav mangedobbelt Erstatning, se f. E. Hrafnkels S., udg. 1847, S. 10: „þá þykkist þú jafnmentr mér“ (nemlig hvis Sagen skulde paakjendes ved Dom), siger den stolte Høvding, „ok munum vit eigi at því sættast“. – Se ogsaa den mærkelige Fortælling om Sneglu-Halle og Einar Fluga, hvor denne Høvding sætter en Ære i aldrig at underkaste sig Bod; men hvor dette Overmod af en Uvedkommende benyttes til hans Ydmygelse, Har. Harðr. s., Morkinsk. S. 98–99.
  2. At vore Forfædre dog ikke har manglet Syn for Forbrydelsens indre Strafværdighed, sees af, at de navnlig henviste Menedere, Mordere og Forførere til Naastrands evige Pine (Völuspá Str. 43); se og Njálss. Kap. 89: „goð hefna eigi allz þegar“, siger Haakon Jarl, „mun sá maðr braut rekinn úr Vallhöllu, er þetta hefir gert“.
  3. Paa Island, hvor Samfundsmyndighedens Indgriben ide indre Forhold var saa meget stærkere end i Norge, har Ordet útlegð allerede i Graagaasen regelmæssig antaget Betydningen „Bøder“, og den mildere Fredløshed (fjörbaugsgarðr) er gaaet over til en treaarig Landsforvisning. – Se V. Finsens Glossarium til Graagaasen S. 685 f.
  4. Hvervetna þar, er maðr bœtir manni fullrétti, þá skal hann vinna hánum jafnaðar-eið: at hann mundi slíkt sáttmál ok slíkar bœtr sér til handa taka af hánum, ef han ætti slíkan hluta máls sem hann, ok væri þeir jafnir menn, ok vildi hann sátt taka. En ef hann vill ekki þann eið vinna, þá er hann jafnt útlægr sem aðrir, þó at hann hafi fé bœtt. – Jfr. Schlegel, i Skand. Litt. Selskabs Skr. XVII. S. 331–73.
  5. Jfr. Kolderup Rosenvinge, Om Blodhævnen hos de gamle Skandinaver, i Jur. Tidsskr. XX. S. 130–56.
  6. Se Njáls S. Kap. 146, hvor Kaare Salmundarsøn paa Forhaand nægter at modtage noget Forlig for Njaals-Branden, – og Grettis S. Kap. 22, jfr. 24, hvor Hjarrande siger, „at han ikke vil bære sin dræbte Broder i Pungen“.