Forelæsninger over den norske Retshistorie/50

Af hvad foran er udviklet, fremgaar det konsekvent at Handlingens Tilregnelighed maatte være en nødvendig Betingelse for Strafansvaret ikke mindre i Forhold til Modparten end i Forhold til det Offentlige. Paa den anden Side følger det af den overvejende Betragtning af Forbrydelsen som Fornærmelse, at Gjerningens objektive Indhold maatte tillægges en aldeles overvejende Betydning, saa at dels Strafskyldens forskjellige Grader ikke kunde faa den fulde dem tilkommende Indflydelse, dels omvendt Hensyn, der var den egentlige moralske Skyld uvedkommende, i væsenlig Grad kunde blive bestemmende for Ansvaret. Men i det hele finder man dog, at de Gamle har bedømt Tilregneligheden paa en human Maade, og en stor Del af de Uregelmæssigheder, som forekommer i det ældre Tidsrums Love, er i Magnus Lagabøters Lovgivning udslettede.

1. Vaadesgjerninger medførte aldrig Bod til Kongen. Den private Bod afhang af Sagens Beskaffenhed, hvorved navnlig Skadens egen størrelse blev afgjørende. Hvorvidt selve den ulykkelige Følge var Gjerningsmanden tilregnelig som uagtsom, eller ganske utilregnelig, synes aldrig at have kommet i Betragtning, naar kun Skaden var forvoldt ved den Andens frie Handling; derimod havde det naturligvis en væsenlig Indflydelse, naar den Skadelidende selv for nogen Del var Skyld i Ulykken. Efter G. L. 159 og 172–177 skulde der for Vaadesdrab bødes fuld Mandebod til den Dræbtes Frænder, medmindre den Dræbte selv havde deltaget i den Gjerning, der forvoldte hans Død, da han selv maatte bære en forholdsmæssig Del af Ansvaret, og Boden for de Øvrige altsaa i samme Forhold nedsattes[1]. Samme Regel synes at have gjældt om uagtsom Legemsbeskadigelse. – Efter F. L. IV. 26–28 skulde den uagtsomme Drabsmand forlade Landet inden 5 Nætters Frist om Sommeren og halv Maaneds om Vinteren, men beholde alt sit Gods. Denne Landflygtighed, – der vistnok lige saa meget tilsigtede den uagtsomme Drabsmands egen sikkerhed som at skaane den Dræbtes Efterladte for hans Nærværelse, der hos dem maatte vække smertelige Erindringer[2], – har neppe gjældt udenfor Drabstilfælde. Uagtsom Legemsbeskadigelse synes, i Lighed med Legemsbeskadigelse tilføjet i Vanvid, at have medført Saarbod og Lægeløn. – Den, som forsætlig kastede efter En, men imod sin Vilje rammede en Anden (gassa-glœpr), skulde efter G. L. 205 alene bøde 6 Ører til den Rammede. Udfordrede Nogen en Anden til Tvekamp eller til Ryggetag (bjarneggjan), kunde han efter G. L. 216 ingen Bod kræve for den Skade, han muligens fik. – M. L. IV. 13[3] foreskriver ligeledes, at Kongen ikke tilkommer Bøder for Vaadesværk. Med Hensyn til den private Bod skulde der navnlig tages Hensyn til, om Gjerningen var foretagen i et nyttigt Øjemed eller ganske unødig. Naar saaledes 2 Mænd huggede Tømmer, og den enes Øxe for af Skaftet og dræbte den anden, skulde der alene bødes fjerdedels Mandebod til den dræbtes Arvinger. Men hvis Nogen dræbte en Anden ved at skyde eller kaste over Hus eller Plankeværk, maatte han bøde halv Mandebod. Den nye Lov bestemmer tillige, at det ikke skal ansees for Vaade, om Nogen slaar eller hugger efter En og rammer en Anden, da han jo i ethvert Fald vilde gjøre Skade. Men hvor Nogen frivillig indlod sig i Bryden eller Leg, fik hver passe sig selv, og ingen Bod kunde kræves, naar blot den, som skadede den Anden, gjorde sin Ed paa, at det skede mod hans Vilje. Jfr. Chr. V. Lovb. 6–11–3 til 6. For Skade, som Nogen fik af anden Mands Gildre eller Selvskud i Udmarken, som var bekjendtgjort ved Kirke eller paa Tinge, skulde efter M. L. VII. 58 ikke bødes. Var det derimod ikke lovlig bekjendtgjort, skulde den, som udlagde Gildret, hvis Nogen deraf fik Bane, bøde 5 Mark til den Dræbtes Arving, og for anden Legemsskade Saarbøder efter 6 Mænds Dom.

Samtlige Love foreskriver derhos ubetinget Arveløshed for den, som dræber sin Arvelader, selv om det er ganske utilregneligt; „heller skal Kongen tage Arven end han“, G. L. 164; F. L. IV. 31 og VIII. 14; M. L. V. 9.

Naar G. L. 130 sætter 3 Marks Bod til Kongen for den Forsørgelsespligtige, som viser den Trængende fra sig og lader ham omkomme af Hjælpeløshed, da er dette ikke opfattet som egentlig uagtsom Drab, men som en modvillig Forsømmelse af Forsørgelsespligten, jfr. Kap. 70, der sætter samme Bod for den, der lader den Trængende gaa om at tigge. M. L. V. 22, jfr. F. L. IX. 25, forandrer imidlertid dette saaledes, at den Forsørgelsespligtige, hvis den Trængende omkommer, skal bøde fuld Mandebod saavelsom Tegngilde, medens Straffen for at lade ham gaa og tigge i Kap. 15 sættes til 6 Ører. Derimod behandler G. L. 100, det som uagtsomt Drab naar de, der var forpligtede til at forlade Herberge (sáluhús) og give Rum for Andre, vægrer sig derved, og de Andre som Følge heraf omkommer.

Uagtsom Skadetilføjelse paa Gods medførte aldrig Bøder men kun Erstatning. Uagtsom Ildspaasættelse skulde erstattes fuldt ud, G. L. 99 og 100; F. L. XIII. 12. – M. L. VII. 27 (Kilde til Lovb. 6–19–3 og 12) bestemmer, at man ikke er ansvarlig for den Skade, som kommer af den Ild, som man har i sit Hus (de saakaldte 3 lovlige Arnesteds-Ilde: i Vaaningshus, Bryggerhus og Badstue), med mindre man bor som Lejlænding paa anden Mands Jord, i hvilket Tilfælde naturligvis Regelen om Lejlændingers Ansvar kom til Anvendelse saaledes, at Lejlændingen skulde skaffe de fornødne Materialier til nye Huse, men Jorddrotten bekoste deres Opførelse (jfr. G. L. 73, F. L. XIII. 2). For Skade, som kom af Ild, man benyttede udenfor sit Hus (útburðar-elðr), skulde man derimod altid give fuld Erstatning, men ingen Bøder. Viste nogen voxen Mand et Barn efter Ild, var han ansvarlig for den Skade, som deraf kunde komme.

Angaaende Uagtsomhed med Ild i Byerne indeholdes temmelig udførlige Politiforskrifter i Bylovene. Allerede B. R. 130 og 131 forbyder at bære Ild utildækket over Gaden og paalægger den, i hvis Hus der opkommer Ild, saa at Luen slaar ud gjennem Ljoren, en Bod af 9 Ører, selv om den ikke udbreder sig videre. B. L. VI. 9 og 10 foreskriver, at ingen Ovne eller Ildhus eller Bryggerpander (ketilgarðr) maa benyttes, forinden de af Gjaldkeren og Raadmændene er besigtede og fundne forsvarlige, og at Badstuer, Bagerovne og Smedjer alene maa anlægges paa de Steder, som Gjaldkeren og Raadmændene med Kongens Bifald bestemmer. Ild skulde altid forvares enten i Lykter eller Lamper eller i Kulbækkener af Sten eller Metal. Ilden skulde overalt slukkes, naar der var ringet til Ildslukning, og maatte ikke tændes, for der var ringet til ottesang om Morgenen. Hvo, som slukkede sednere eller tændte den tidligere uden Nødvendighed, saavelsom hvo der til nogen Tid bar utildækket Ild ude, eller gjorde Ild op paa Tomter eller Gader eller Brygger eller ude i Gaardene eller paa Almenningerne, med mindre det var for at bræde sit Hus eller Skib eller brænde Ligstraa, var brødig 1 Mark til Kongen. Opstod der Ildsvaade af Nogens Uforsigtighed, saaat en Fjerding af Byen brændte op, skulde den Skyldige bøde 10 Mark til Kongen for hver Fjerding som ved hans Uforsigtighed var opbrændt, og Erstatning til de Skadelidende efter lovlig Dom.

2. Om Vanvittige, som begik Drab, bestemmer F. L. IV. 32, at de, naar de fik sin Helbred igjen, skulde fare af Landet men beholde alt sit Gods. For Legemsbeskadigelse skulde den vanvittige erlægge Saarbøder og Lægeløn, men intet til Kongen. – Den foregaaende Art. 31 bestemmer derhos, at „hvis en Fader bliver saa rasende (œrr), at han dræber sin Søn, eller Søn sin Fader, eller Broder sin Broder, da skal han fare af Landet utlæg og aldrig komme i Landet mere“ samt have sin Arveret efter den Dræbte forbrudt. I det ganske tilsvarende Sted i G. L. 164 heder det, at „naar Nogen begaar rasende Mands Drab (óðs manns víg): Søn dræber Fader, Fader Søn eller den ene af Syskende den anden, eller Barn dræber sin Moder eller Moder sit Barn, da forbryder han den Arv, som han skulde taget efter den Dræbte; men han skal blive i Landet og gange til skrifte og beholde alt Sit“. Udtryksmaaden i begge disse Lovsteder synes imidlertid at tyde paa, at der paa de 2 sidste Steder ikke er tænkt paa virkeligt Vanvid, men nærmest paa ustyrlig Heftighed, hvis ulykkelige Udbrud inden den nærmeste Familiekreds er blevet bedømt med en særlig Skaansel, og ved et Slags Eufemisme betragtet som en øjeblikkelig Afsindighed. Denne Opfatning bestyrkes ved, at F. L. IV. 31 jfr. Hkb. 21 til Slutning tilføjer: „med mindre han bryder løs af Baand, hvori han er sat for sin Galskabs Skyld“ (i hvilket Fald det vistnok er Meningen, at Regelen om de virkelige vanvittige i Art. 32 indtræder); det synes nemlig naturligere at forstaa denne Undtagelse i Forhold til Artikkelens hele Indhold, end blot til den umiddelbart foran foreskrevne Arvsforbrydelse; Art. 32 siger selv, at det alene da er gal Mands Værk, naar han bryder ud af sine Baand og Mænd ved det. Ved Magnus Erlingssøn Rb. 1164 (G. L. 32) blev imidlertid Drab paa Forældre, Børn eller Syskende gjort til Ubødesag, hvor ikke virkeligt Vanvid er tilstede (nema hann se óðr maðr, svá at menn viti, at vitfirring sé), og Bestemmelsen i G. L. 164 og F. L. IV. 31 saaledes ophævet. – Efter M. L. IV. 9 skulde den Vanvittige, som begik Drab, bøde fuld Mandebod, ifald han formaaede det; men formaaede han det ikke, skulde han, naar han fik sin Helbred igjen, fare af Landet, indtil han kunde betale sine Bøder. For Legemsbeskadigelser skulde der udredes Saarbøder og Lægeløn af hans Gods men intet til Kongen. Noget tilsvarende til Bestemmelserne i G. L. 164 og F. L. IV. 31 findes ikke i M. L., da Henvisningen i IV. 3 (at Drab paa Forældre, Barn eller Syskende er Ubødesag, „hvis det ikke er rasende Mands Værk“) alene har Hensyn til den almindelige Regel i Art. 9; jfr. G. L. 32.

3. Børn var ansvarsfrie i Gulatingslagen indtil sit 12te Aar og i Frostatingslagen til sit 8de Aar. Indtil den Tid stod Faderen til Ansvar for deres Handlinger (ábyrgjast verk barnsins, hvilket dog ikke kan være at forstaa om andet end Erstatningsansvaret), ligesom Barnet heller ikke tog Ret for Fornærmelser, begaaede mod det. Derfra og til sit 15de Aar var Barnet Halvrettesmand: gav og modtog halve Bøder (G. L. 190; F. L. IV. 34 og 36[4]; B. R. 48, 49, 51 jfr. 97). – Skade paa Gods, som gjordes af Umyndige, skulde alene erstattes halvt (jfr. G. L. 97 og 99). For Tyveri af en Umyndig skulde efter G. L. 259 alene gives Erstatning; efter B. R. 116 skulde derimod Børn mellem 8 og 15 Aar svare halve Tyvsbøder. Den umyndige Drabsmand skulde efter de citerede Lovsteder jfr. G. L. 159 føres ud af Landet inden 5 Dage men beholde sit Gods. Med Fuldmyndighedsterminen, det 15de Aar, indtraadte ogsaa den fulde Ansvarlighed. – Ved M. L. V. 22 blev Myndighedsterminen forlænget til det 20de Aar, men ved Rb. 1280 Art. 9 bestemtes, at den kriminelle Lagalder saavelsom Vidnedygtigheden fremdeles skulde indtræde ved det 15de Aar. Den nye Lov bestemmer iøvrigt intet særskilt om Ansvaret for de Umyndiges Handlinger, uden for saa vidt IX. 7 gjentager Budet i G. L. 259, at den umyndige Tyv alene skal svare Erstatning men intet bede til Kongen, jfr. ogsaa M. L. VII. 27. Meningen har dog udentvivl været, at Umyndige for Drab og Legemsbeskadigelse skulde erlægge den private Bod, men intet til Kongen. Bestemmelsen i Chr. V. L. 1–22–9 er tagen af J. L. II. 50.

4. Ogsaa Kvinder betragtes i de ældste Love paa en vis Maade som mindre tilregnelige eller rettere som mindre ansvarlige, hvilket dog maaske rettest opfattes som Udtryk for en Følelse af det lidet tilfredsstillende for Mænd i at øve Hævn mod en Kvinde. Efter den oven citerede G. L. 159 skulde den Kvinde, som dræbte en Mand, være fredløs og hendes Arvinger skulde føre hende ud af Landet (jfr. B. R. 51). Men da dette siges i Modsætning til den umiddelbart forudgaaende Sætning: at den Mand, som dræber en Kvinde, skal være lige saa fredløs, som om han havde dræbt en Mand, sees Meningen at være, at Kvinden blot skulde ramme af Landet, i Lighed med, hvad Frostatingsloven bestemmer om den, som begik Drab af vaade eller af Vanvid. F. L. IV. 33 siger ogsaa i samme Forbindelse, at, hvis en Kvinde dræber en Mand, har den Dødes Frænder Ret til at dræbe hende, „ifald de vil“, om hun ikke farer bort inden 5 Dage om Sommeren eller en halv Maaned om Vinteren. Det samme gjaldt efter Kap. 35, hvis en Kone i Hidsighed dræbte sin Mand; dræbte Konen derimod sin Mand eller anstiftede hans Drab i utugtig Forstaaelse med nogen Anden, skulde hun være ugild for den Dræbtes Frænder, om de vilde dræbe eller lemlæste hende, og de sædvanlige Bøder udredes af hendes Gods. – Naar Kvinder sloges indbyrdes, skulde efter G. L. 190 ingen Anden have Ret derfor end de selv; men slog nogen Kvinde en Mand, skulde hun, som sædvanligt, bøde den Fornærmede hans Ret og (12 Øres) Bod til Kongen. Efter F. L. X. 38 skalde den Kvinde, som slog en anden Kvinde, alene bøde halv Ret; men slog en Kvinde nogen Mand, skulde hun bede fuld Ret. Samme Lovsted bestemmer endvidere, at Kvinde, som stjæler, skal svare halve Bøder, hvilket stemmer med, hvad B. R. 116 bestemmer om Børn. Ifølge det bekjendte Sted i G. L. 259 skulde fribaaren Kvinde, som stjal, føres ud af Landet, og frigiven Kvinde eller indfødt Trælkvinde de 3 første Gange refses ved at miste begge Ørene og Næsen, men „siden kan hun stjæle saa meget hun lyster“, hvorimod den frie Mand saavelsom den indfødte Træl skulde halshugges og den udenlands fødte Træl eller Trælkvinde pidskes. – I den nye Lov er naturligvis disse Særegenheder bortfaldne. Ved M. L. IV. 3 er Hustruens Drab paa sin Mand saavelsom Mandens Drab paa Konen i utugtig Hensigt anseet som Ubødemaal.

5. Trællene indtog ogsaa i Henseende til Ansvaret for Misgjerninger en undtagen Stilling hvorved det dog ikke saa meget var deres ringere Tilregnelighed, men snarere deres lave Plads i Samfundet og Hensynet til Herrens Fordel, der kom i Betragtning. De stod egentlig udenfor Retsforbindelsen[5] og betragtedes, ligesom Dyrene, mere egnede for Tugt end for Straf; Fredløshed i sin sande Betydning var uanvendelig paa dem. Forsaavidt derfor ikke Herren selv overtog Ansvaret, blev Forbrydelser, som for Frie medførte Fredløshed eller Bod, for Trælle anseede med legemlig Refselse[6]; saaledes efter G. L. 16, 20, 22, 259; F. L. II. 2 og 28; B. K. R. 14; E. K. R. 12. G. L. 163 foreskriver noxæ datio (segi þræl afhendan sér), hvis en Træl dræber nogen Mand; i modsat Fald skal Herren bøde 40 Mark (Tegngildet til Kongen). Ogsaa G. L. 204 mener vistnok, at Trællen skal udleveres, naar det heder, at, hvis en Træl slaar nogen fri Mand, skal Herren forlige sig med den Fornærmede eller gjøre Trællen fredløs“, men intet bøde til Kongen jfr. F. L. V. 31 (gl. L. II. S. 506)[7]. Tvivlsommere er derimod G. L. 99, der siger, at Træl, som gjør sig skyldig i forsætlig Ildspaasættelse, „er fredløs“[8]. – Den samme Grundsætning synes, uanseet den almindelige Regel om Herrens Ansvar for sin Træl i F. L. X. 40, at have været anvendt paa Erstatningsansvaret i F. L. XIII. 21 jfr. V. 18, hvorefter Kvæg, som ulovligen dræbes af en Træl, kun skal erstattes halvt Alene for Tyveri straffes den indenlandske Træl efter G. L. 259 ligesom den frie Mand med Døden; men her er det egentlig den Frie, som undergives Trælle-Behandling, og ikke omvendt. – Trællen straffedes ikke, naar han begik Tyveri eller arbejdede paa Helligdag sammen med fri Mand; men Ansvaret paalaa udelukkende denne (G. L. 261; B. K. R. 14). Den, som traf Nogens Træl paa sin Hest eller Baad, kunde efter F. L. X. 44 frit banke Trællen; men Herren skulde ikke bede noget áfang derfor.

6. Med Hensyn til Skade som voldes af Dyr, uden at være foranlediget af Nogen, var det efter alle Lovene Regel, at, hvis noget Dyr havde dræbt eller saaret et Menneske, skulde Dyret udleveres, eller Eieren i Mangel deraf ansees med Bøder baade til Kongen og til den Fornærmede, som om han selv havde forvoldt det, G. L. 147[9] og 165; F. L. V. 16 og 17; M. L. IV. 22, hvilken sidste imidlertid lader Boden til Kongen bortfalde. Anden Skade erstattes i Almindelighed med det Halve, G. L. 97 jfr. 217; F. L. V. 18, X. 46. XI. 26, M. L. IV. 22 Slutn., VII. 25, 36 og 38. Egne Regler for Ansvaret gjaldt, naar Heste sloges. Hvor Storfæ tilføjer hinanden Skade, skal der i Almindelighed gives fuld Erstatning for det svagere eller ringere, men kun halv for det stærkere eller værdifuldere Dyr, jfr. Chr. V. N. L. 6–10–5 og 6. For Skade, som gjordes af Kvæg, der kom ind paa fremmed Mark, hvor der var lovligt Gjærde, skulde der gives fuld Erstatning; dog ikke over Dyrets Værdi (G. L. 82; F. L. XIII. 18 og 20; M. L. VII. 32)[10]. Naar F. L. XIII. 19 og 20 jfr. M. L. VII. 30 i enkelte Tilfælde foreskriver Landnam, har dette sin Grund i, at Skaden er betragtet som ligefrem at tilregne Ejerens Forsømmelse.

  1. G. L. 173: Nú draga menn skip upp eða út ok verðr maðr at hlunnroði, þá skulu þeir gjalda hann gjøldum aptr, en konungr á ekki á því. Nú bera menn skipviðu eða draga langviðu, ok fær einn bana af, gjaldi hann gjøldum fullum aptr, því minna, at hann var sjálfr at; en ekki á konungr á því. – 174: Sitja menn á vøztum ok hafa váð fyrir borði; nú sigla menn á þá, þá skulu þeir gjalda þá gjøldum aptr, ef nøkkurr fær bana af; ekki á konungr á því. En ef þeir hafa eigi váð fyrir borði, ok róa þeir fyrir stafn mønnum, þá eru þeir hálfir banar sínir; þá skal gjalda aptr hálfum gjøldum; ekki á konungr á því.
  2. Jfr. v. Amira S. 114 jfr. 89–90. Forf.s Opfatning af Landflygtigheden i dette Tilfælde som en Art formildet útlegð lader sig neppe forsvare; den útlegð, som de cit. Lovsteder foreskriver for det Tilfælde, at Gjerningsmanden ikke forlader Landet, bør neppe forstaaes anderledes end som et Tilkjendegivende om, at han ikke maa vænte nogen Beskyttelse mod den Dræbtes Families Hævn.
  3. Váðaverk eru með skynsemd greinandi, med hverjum hætti er þau kunnu til falla; því at í øllum støðum þeim, sem menn skulu sér til þarfinda vinna, ok með mønnum til hagligra hluta lið at veita, þá eru þessi váðaverk meir virðandi en hin, er engi nauðsyn dregr til, nema gáleysi ok mikit skamsýni.
  4. G. L. 190: Umagi engi skal rétt taka ok engan gjalda, áðr en hann sé 12 vetra gamall; þá er hann hálfréttis-maðr hvárutveggja til hann er 15 vetra. – F. L. IV. 36: Faðir ábyrgist verk barns síns, til þess er þat er 8 vetra gamalt; en 8 vetra gamall maðr skal taka hálfrétti ok svá bœta til þess hann er 15 vetra gamall. Svá ok ef úmagi spillir fé manns, þá gjaldi hann hálfum gjøldum eða sveri lýrittar-eið, ef mál er svá mikit, at lýrittar-eiðr kemr til.
  5. „þrælar eru eigi í løgum eða landsrétt með øðrum mønnum“ siger Erling Skjalgssøn (Ol. Helliges Saga Kap. 104).
  6. Jfr. Forel. over Retshist. I. S. 72.
  7. G. L. 204: Ef þræll lýstr mann frjálsan, þá skal dróttinn hans sættast við hinn, er lostinn er, ellar geri hann útlagan; ekki á konungr á því. – F. L. V. 31: Ef þræll vekr frjálsum manni blóð, eða lýstr heiptugri hendi, þá er hann útlagr ok úheilagr ok úbótamaðr ok komi aldrigi í land aptr. En þræll skal eigi meira fyrirgera en sér nøktum. En ef dróttinn hans kveðr nei við þá skal hann festa lýrittar-eið fyrir þrælinn ok sjálfr sverja. En ef eiðr fellst, fari þræll útlagr, nema hinn sári vili bœtr taka af dróttni þrælsins.
  8. Jfr. v. Amira, Vollstreckungsverfahren, S. 81.
  9. Ef hundr eða hestr eða oxi stangar mann eða annat búfé bítr mann eða berr, þá skal sá, er bitinn er, beiðast med váttum kvikvendis; þá skal sá, er á, leggja band á ok selja þeim í hønd, er bitinn er. En ef hann vill eigi hánum í hønd selja, þá skal hann skírskota undir vátta, ok skal sá, er kvikvendit á, halda øllu slíku upp við hinn sára ok svá ok við konung, sem hann hafi sjálfr særðan hann.
  10. Jfr. Forel. over Retshist. I. S. 215–16.