Wikikilden

Forelæsninger over den norske Retshistorie/52

< Forelæsninger over den norske Retshistorie

Forsøg paa en Misgjerning betragtedes i Almindelighed som en selvstændig Gjerning. Angjældende svarede for, hvad han havde gjort; men hvad Mere han vilde have gjort, kom alene i Betragtning, for saa vidt Forsættet var lagt for Dagen paa en Maade, som i sig selv indeholdt en Forbrydelse. Navnlig med Hensyn til Drab og Legemsbeskadigelse viser G. L. 183 og F. L. IV. 10 og 12, at det alene kom an paa Udfaldet, hvorvidt den skyldige skulde behandles som Drabsmand, eller alene betale Saarbod; og den sidstes aldeles lovbestemte Størrelse gjorde det umuligt at Gjerningsmandens videregaaende Forsæt som skjærpende Omstændighed kunde komme i Betragtning. At dette derimod har faaet Indflydelse paa den Fornærmedes Villighed eller Uvillighed til at modtage Bøder, – saa længe dette endnu afhang af hans Forgodtbefindende, – lader sig ikke betvivle. – Det eneste sikre Sted i de gamle Loves der behandler Forsøg som saadant, er M. L. IV. 4 Slutn., hvor det om forsagt Voldtægt, – der fuldbyrdet var Ubødemaal, – heder, at, om end Kvinden faar værget sin Ære, saa at Gjerningsmanden ikke opnaar sin Vilje, bør han dog ingenlunde slippe for tilbørlig Refselse efter lovlig Dom, naar det befindes, at han havde fuld Vilje til Gjerningen; men han skal dog beholde Livet. Ifølge G. L. 205, slap den, som forsætlig kastede efter En, men rammede en Anden, med en ringe Bod til den Rammede; hvorimod M. L. IV. 13 ligefrem behandler det som forsætlig Skadetilføjelse, naar Nogen slaar eller hugger efter En, men rammer en Anden. Af hidhørende Bestemmelser kan iøvrigt bemærkes G. L. 191, hvorefter den, som løber imod en Anden, men bliver stanset, skal bøde 12 Ører til Kongen (men intet til den Fornærmede); hæver derimod Nogen sit Vaaben eller løfter sin Hammer mod en Anden, og denne strax skyder til Vidne paa sin Fiendes Anfald, skal han (desuden) bøde halve Bøder til denne. Ifølge F. L. IV. 18 skal den, som løber imod en Anden, hvis denne skyder til Vidne derpaa, foruden Boden til Kongen, bede halv Ret til sin Modstander, hvis han stanser af sig selv, men fuld Ret, hvis han bliver stanset af Andre; men hvis Modstanderen ikke strax skyder til Vidne, og den Anden stanser af sig selv (arga-fas), da bødes ikke derfor; jfr. M. L. IV. 21, der bestemmer det samme.[1] M. L. IV. 14 (jfr. Hkb. 44) forbyder at bære Dolke under 3 Ørers Bod til Kongen, og bestemmer derhos, at den, som stikker med sin Kniv eller kaster sit Spyd efter en Anden, uden at ramme ham, skal bøde fuld Ret til denne efter lovlig Dom og 3 Ører Sølv til Kongen. – Forskrifterne om dem, der bygger Langskibe uden at ville gjøre Rede for deres Bestemmelse (G. L. 314; M. L. III 18), er aabenbart begrundede i Formodning om, at dermed tilsigtes et Røvertog eller Anfald paa Riget; men alligevel hjemler Loven ingen Straf men kun præventive Forholdsregler i dette Tilfælde.

Ogsaa Delagtighed i Andres Forbrydelse som Anstifter eller Medhjælper betragtedes som selvstændig Forbrydelse; dog forstaar det sig, at Hovedforbrydelsens Størrelse maatte blive bestemmende for de Delagtiges Ansvar. Den almindelige Regel synes at have været, at den af Gjerningen følgende Fredløshed rammede alle Deltagere under ét; men, hvor Sagen blev afgjort med Bøder, slap de, som ikke selv havde forøvet Gjerningen (Anstiftere og Medhjælpere), med halv Bod til den Fornærmede imod den egentlige Gjerningsmand[2]. Med Hensyn til Bøderne til Kongen var det Regelen, at Gjerninger, som paadrog Hovedmanden 40-Marks-Boden, medførte 3-Marks-Bod for hver Deltager; ved de Forbrydelser, hvorfor Tremarksboden var fastsat, har der neppe været synderlig Plads for Delagtighed. Tegngilde og Saarbøder til Kongen har oprindelig neppe været ilagt andre end de egentlige Gjerningsmænd. I enkelte af de groveste Misgjerningstilfælde sees dog ogsaa de Medskyldige at være straffede lige med Gjerningsmanden. – Halv Bod foreskrives for den, som raader til Drab, i F. L. IV, 35, jfr. G. L. 180 og 181, der ved „ráðbót“ synes at betegne dette som en fast Bod for Anstiftelse; ligesaa for Anstiftelse af Mordbrand og anden Skadetilføjelse paa Gods i G. L. 98; F. L. IV. 37 (hvor der skal læses fjárskaði, jfr. Var. i N. gl. L. II. S. 503); M. L. VII. 28 jfr. 48. Efter G. L. 209[3] og F. L. IV. 42 skulde den, som holdt Nogen, medens han blev slagen, saaret eller dræbt, bede halv Ret, halv Saarbod eller halv Mandebod, efter Omstændighederne. Kun hvis Nogen var bleven gildet, eller havde faaet Tungen skaaret ud af Halsen, eller Øjnene udstukne af Hovedet, eller baade Hænder og Fødder afhuggede, skulde efter F. L. IV. 43 og 44 samt V. 32 (N. gl. L. II. S. 506) ikke alene Gjerningsmanden, men ogsaa de to, som havde holdt den Mishandlede, være fredløse. Ligesaa blev man ifølge F. L. V. 9 Grið- og Trygðbryder lige saavel ved Raad som ved Gjerning og dette synes ogsaa efter Forholdets Natur at maatte have været den almindelige Regel. – Hvor Nogen tog Del i Boran eller strandhug eller fulgte Aarmanden paa ulovlig Atfør, eller gjorde voldsom Modstand mod Retshaandhævelsen, og de ikke faldt paa sine Gjerninger, skulde hver bøde 3 Mark, medens Høvdingen skulde bøde 40 Mark til Kongen (G. L. 35, 121, 141 jfr. 213, 269, 303 og 314; F. L. IV. 62 og V. 14. VII. 25). Ligeledes skulde hver af Deltagerne bøde 3 Mark men Høvdingen 40 Mark, hvis man ulovligen skar af en indstrandet Hval, der tilkom Kongen (G. L. 150), samt hvis man forlod Landet imod kongeligt Bann (G. L. 213; F. L. VII. 27); Overtrædelse af Kongens Udførselsforbud med Hensyn til Varer medførte derimod lige stor Bod, 3 Mark, for hver Deltager. G. L. 142 belægger enhver Deltager i Boran med 40-Marks-Boden, og efter den ældre Eidsivatingslov (N. gl. L. II. S. 522–523) skulde saavel Anstifteren som alle Deltagere i Boran og Hærværk være Ubødemænd[4]. Det samme foreskrives ogsaa i M. L. III. 16. Ligeledes foreskriver M. L. IV. 3 med Hensyn til Drab og Legemsfornærmelser, at den, som holdt Nogen, medens en Anden lemlæstede ham, skulde være Ubødemand ligesom denne. Iøvrigt bestemmer M.L. IV. 11 og 19[5] i Almindelighed om den, som raader nogen Anden Bane, Saar eller anden Fornærmelse, saavelsom Medhjælpere og Ledsagere, at de skal bøde saavel til den Fornærmede som til Kongen efter lovlig Dom, altsaa arbitrært; men ligefuldt skal den egentlige Gjerningsmand udrede fulde Bøder.

Eftermaalsmandens Ret til i Drabstilfælde at efterforske den Skyldige ved at sigte flere Personer efter hinanden til Fralæggelse ved Tylftered (se G. L. 151, 157; F. L. IV. 7, 14, 15, 23, 24) var indskrænket til den egentlige Gjerningsmand. Sigtelse mod Nogen som Anstifter maatte fremsættes strax ved Ørvartingets Tilstevning, G. L. 156[6].

Som særegne Bestemmelser kan i denne Forbindelse mærkes G. L. 162, hvorefter de, som fulgte en Mand, der begjærede deres Hjælp mod en anden, altsaa til Overfald – hvis derunder blev begaaet Drab, skulde bøde hver 12 Ører til Kongen „for Misgang“, hvis de strax skiltes fra Drabsmanden; men hvis de fulgte Drabsmanden bort, skulde de bøde 40 Mark (altsaa betragtes som Deltagere i Overfaldet, jfr. 142). Og efter G. L. 185 skulde Tilskuere ved Slagsmaal, som hverken vilde skille de stridende ad eller tage Parti i Striden, bøde 12 Ører til Kongen (slanbaugr, maaske af slen = Uvirksomhed).

Om efterfølgende Bistand, ydet Forbrydere, bestemmer G. L. 152, 153 og 189 samt F. L. IV. 9, at man ustraffet kan yde den flygtende Voldsmand en Hjælp (eina bjørg), ved enten at holde sin Fod, eller sin Ski eller sit Spydskaft ivejen for hans Forfølgere, eller kaste ud til den Flygtende en Aars eller et Øsekar, Ror eller Tilje eller en lignende Ting, men ikke flere, under Straf som for at have flyttet fredløs Mand. Denne Tilladelse kan dog alene have gjældt for hans Beslægtede eller Besvogrede; ti alle Andre var endog under en Bod af 12 Ører forpligtede til at sætte efter og gribe Voldsmanden, og under samme Bod maatte heller Ingen færdes sammen med ham. Blev der ombord paa et Skib forøvet Drab, var de Øvrige, under Straf som for at have flyttet fredløs Mand, ifølge G. L. 171, F. L. IV. 6 pligtige strax at sætte Drabsmanden iland. At flytte fredløs Mand var 40 Marks Sag, og at handle med ham eller bringe ham Føde i hans Tilholdssted 3 Marks Sag (se foruden de citerede Steder G. L. 202, 203 og 207; F. L. III. 23, IV. 13 og 41). Ved M. L. IV. 7 blev straffen saavel for Bistand til som for Omgang med fredløs Mand fastsat til en Bod af 1 Mark for den første og 2 Mark for den anden Nat, og 8 Ørtuger 13 Mark for længere Tid, jfr. Chr. V. L. 1–22–16. – Hvor ganske den efterfølgende Bistand er opfattet som en selvstændig Forbrydelse mod Samfundet, uafhængig af Hovedforbrydelsen, fremgaar noksom af G. L. 207, der udtrykkelig siger, at, om end Voldsmanden selv tilbagevinder sin Fred ved 15-Marks-Boden (hvor det nemlig blot er Øfundardrep og ikke Drab), skal dog den, som har befordret hans Flugt, bøde 40 Mark.

Hæleri og uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster betragtedes som en egen Tyvsforbrydelse, der dog ikke medførte almindelig Tyvsstraf, men alene útlegð. Hvis Bestjaalne opdagede sin Tyv, men underhaanden forligte sig med ham og fik sin Ejendom tilbage, ansaaes han som den, der havde nedslaaet Kongedømmets Ret, med 15-Marks-Boden (G. L. 254–257; F. L. XV. 7–9). Ved M. L. IX. 3, 4, 6 og 7 blev saavel ulovlig Forligelse som Hæleri og uhjemlet Besiddelse belagt med 4-Marks-Bod. – Anden Bistand, ydet Tyve, har udentvivl været behandlet som Hjælp til fredløs Mand.

I denne Forbindelse kan endnu mærkes, at, hvor Nogen var bleven dræbt under almindeligt Slagsmaal, hvor mindst 5 Mænd havde været tilstede (flokks víg), og Gjerningsmanden ikke kunde oplyses, var de alle ansvarlige (G. L. 167, 168; F. L. IV. 23)[7].

Forbrydelsernes Paatale var udelukkende overladt til den Fornærmede selv, lige meget om denne var det offentlige eller en Privatmand; i første Fald var Kongens eller Biskoppens Ombudsmand rette Sagsøger, se saaledes G. L. 3, 9, 20, 22, 24, 30, 202, 214, 256, 308, 314; B. K. R. 5, 11, 14, 15, 17; E. K. R. 3, 7, 30, 32, 41; F. L. I. 1. II. 46, III. 1, 3. 18, 20, 21, 23, 24, IV. 4, 8 Slutn., 24, V. 13, 22 (Hkb. 37), VII. 8, X. 33, XV. 1, o. fl. Det var ogsaa naturligt, at saa maatte være, saa længe Straffen bevarede sin Karakter af Oprejsning og havde sin Kilde i Hævnen. Da det: at lade en Fornærmelse upaatalt, ansaaes som en Ydmygelse, kunde der heller ikke være synderlig Fare for, at Retsordenen i det hele skulde lide, ved at Lovovertrædelser undgik Straf men meget mere for Overdrivelser i den omvendte Retning. Hvad derhos særskilt Ubødemaalene angaar, var det en ligefrem Følge af den ved selve Gjerningen indtrædende uafvendelige Fredløshed, at, hvis blot Gjerningen var vitterlig, maatte hvo som helst kunne overtage Hævnerens Rolle, saa at der aldrig kunde blive Spørgsmaal om at undersøge Anklagerens Kompetens, men alene om bagefter at konstatere Retmæssigheden af, hvad der var skeet: at Angjældende var falden ugild. – Ligesaa forstaar det sig, at ikke alene de Forbrydelser, hvori Kongen ligefrem var Part, men overhovedet alle, som indeholdt et aabenbart Brud paa Samfundets Fred, altsaa navnlig Drab og Voldsomheder i offentlig Forsamling maatte kunne paatales af Kongens Ombudsmand, selv om den umiddelbart Fornærmede ikke kunde eller vilde rejse Sag, se saaledes G. L. 152 og 189 og især 187 om Slagsmaal i Gildehus; F. L. IV. 10, 22, 24 o. fl.; dette ligger allerede i den almindelige Forpligtelse for alle de Tilstedeværende til at sætte efter og gribe Voldsmanden. Det samme gjælder om Tyveri, G. L. 253 jfr. 256; F. L. XIV. 12; B. R. 115.

Med Hensyn til de øvrige Forbrydelser mod Private, som foruden Bøderne til den Fornærmede tillige medførte Bod til Kongen, er det derimod mere tvivlsomt hvorvidt der tilkom den kongelige Ombudsmand nogen selvstændig Ret til sagens Paatale. De ældste Love indeholdt vistnok et almindeligt Forbud mod, at den Fornærmede underhaanden forligte sig med og modtog Bøder af Fornærmeren (G. L. 214 og 256; F. L. Indl. 21; B. R. 26 og 35), og Gulatingsloven sætter Straf for saaledes at spilde Kongens Ret (drepa niðr rétt konungs). F. L. IV. 8 Slutn. siger udtrykkelig, at, naar Sagsøgeren forsømmer at paatale Edfald i Utlegd-Sager, kan Kongens Aarmand gjøre det[8]. Heraf følger ligefrem, at Kongens Ombudsmand maatte være berettiget til at optage og forfølge saaledes afgjorte Sager uanseet det mellem Parterne indgaaede Forlig; men deraf kan dog ikke uden videre sluttes, at den kongelige Ombudsmand ogsaa var berettiget til at paatale Forbrydelser, som den Fornærmede vilde lade ganske uænsede, og af de enkelte Antydninger, som Lovene herom indeholder, kan intet Sikkert udledes. Saaledes bestemmer paa den ene Side G. L. 216, at Kongen ingen Bøder tilkommer, hvis den Slagne ikke selv betragter Slaget som nogen Skade (gefst eigi sjálfr at granda)[9]. Ligesaa bestemmer F. L. IV. 18 og X. 41 udtrykkelig om nogle ringere Legemsfornærmelser, at Boden til Kongen bortfalder, hvis den Fornærmede ikke vil paatale Sagen. Men dette kan maaske ogsaa opfattes saaledes, at Undladelsen af Paatale her betragtes som Vidnesbyrd om, at Gjerningen i sig selv har manglet fornærmende Karakter, paa samme Maade som Ransboden for ikke at betale vitterlig Gjæld ifølge G. L. 35 bortfalder, hvis Fordringshaveren selv paastevner Fordringen til Tinge. For Kristendomsbrud bestemmer F. L. III. 24, J. K. R. 62 udtrykkelig, at, hvis den, som har forskyldt Fredløshed, forliger sig med Kirken, inden Dommen falder, kan Kongen intet kræve. – Paa den anden Side bestemmer F. L. V. 22 (Hkb. 37 og 38) jfr. B. R. 152: at „Ingen, hverken Aarmanden eller nogen Anden“, maa beskylde nogen Mand for en Forbrydelse (mæla við annann, at hann hefi þegit skøm á sér), med mindre han ved det saakaldte heimiliskviðar-vitni beviser, at der hersker et almindeligt Bygderygte om Gjerningen[10]; – og at Anklageren, hvis den Beskyldte frigjør sig for Sigtelsen, ligefuldt skal bøde fuld Ret til den sigtede, „hvis han ikke er lovlig søgsmaalsberettiget i Sagen“; heri kunde det synes indirekte at være tilkjendegivet, at Paatalen fra den kongelige Ombudsmands Side altid er berettiget, naar han fører lovligt Bevis for Bygderygtets Tilværelse. Men det er vistnok ikke Meningen paa dette Sted at afgjøre noget om, hvo der er berettiget til at rejse Sag, men kun at bestemme Anklagerens Ansvar lige over for den uskyldigt Sigtede; idet Virkningen af, at en ikke søgsmaalsberettiget Anklager fremtraadte, var den, at han, trods det beviste Rygte, maatte bøde den Beskyldte hans Ret, hvis denne fralagde sig Beskyldningen. I B. R. 25 siges det udtrykkelig at, hvis Nogen bliver overfalden (ef hánum er øfund veitt) i Kjøbstaden, og han ikke strax paataler det, da „har han forspildt (niðrdrepit) Kongens og Bymændenes Ret“, og det samme siges i Kap. 35 og 95, naar Nogen ikke paataler en ubeføjet Beskyldning for Tyveri. Disse Steder synes at maatte forstaaes efter Ordene saaledes, at den offentlige Bod er betinget af, at den Fornærmede paataler Sagen; mærkes maa det ogsaa, at Frostatingsloven og Bjarkøretten ikke sætter nogen Straf for ulovlig Forligelse. – M. L. IV. 23 gjentager Frostatingslovens Bestemmelse: at de kongelige Ombudsmænd ikke maa anklage Nogen, med mindre heimiliskviðar-vitni haves, og at den der fremfører ærekrænkende Beskyldninger mod Nogen, uden at være lovlig søgsmaalsberettiget i Sagen, selv om han har heimiliskviðar-vitni derfor, alene er befriet for 4-Marks-Boden til Kongen, men ligefuldt maa bøde den Fornærmedes Ret. Og at hermed alene er sigtet til Ansvaret for ubevislige Beskyldninger, og intet afgjort om Paatalens Berettigelse i og for sig, fremgaar klart nok af M. L. IV. 21[11], der i Almindelighed forbyder Kongens Ombudsmand at paatale Fornærmelser mod Private, med mindre de er af groveste Art, og derhos heimiliskviðar-vitni haves; medens dog Kongen ogsaa for mindre Fornærmelser skal have sine Bøder, saasnart den Fornærmede paataler dem, om han end bagefter forliger eller opgiver Sagen. Heller ikke indeholder M. L. nogen Bødebestemmelse mod ulovlig Forligelse, undtagen i Tyvssager, IX. 3, der ligefrem er taget af G. L. 256.

Ombudsmændenes Pligt at efterspore og paagribe Ugjerningsmænd, og Bøndernes Skyldighed at bistaa dem heri, hvilken allerede indskjærpes af Haakon Haakonssøn, F. L. Indl. 12, fremhæves gjentagende, se Rb. 28 Aug. 1315, Chr. IV. L. III. 6.

En almindelig Præskription for Paatalen af Forbrydelser synes efter F. L. IV. 54[12] at være indtraadt, naar 12 Maaneder var forledne fra den Tid, den Paataleberettigede fik Kundskab om Forbrydelsen; en lignende Regel er vistnok indeholdt i Bestemmelsen i G. L. 57 jfr. 136: at alle Edfald skel være paatalte inden et Aar. – Var derimod Fredløsheden allerede indtraadt, bestemte F. L. III. 24, J. K. R. 62, hvad vistnok har gjældt som almindelig Regel, at Angjældende, som paastod at have faaet sin Fred tilbage, i 10 Aar maatte svare til sine Vidner, og først efter denne Tids Forløb kunde paastaa Ansvaret præskriberet[13].

Strafansvaret bortfaldt ikke ved Gjerningsmandens Død, men det var hans Arvings Sag at frigjøre ham for sigtelsen (halda eiði uppi). Jfr. F. L. V. 19. Arvingen kunde imidlertid efter F. L. XI. 11 ikke sagsøges for Bøderne, med mindre han havde arvet Gods efter den Afdøde, og Gjerningen tillige var notorisk. Det modsatte gjaldt naturligvis om Mandeboden i den ældre Tid, da denne paalaa slægtens Medlemmer personlig. Jfr. Retshist. I. S. 90–1.

  1. ↑ Jfr. isl. Grág. Vígsl. 1 og 2 (Stadh.) om frumhlaup.
  2. ↑ Ligesaa sees Benægtelseseden for Anstiftelse regelmæssig at have været det Halvs af Hovedmandens Ed; altsaa Settered, hvor denne skulde sværge Tylftered; Lyrittered, hvor denne skulde sværge Settered, og Ensed, hvor denne skulde sværge Lyrittered, jfr. F. L. IV. 37.
  3. ↑ Nú heldr maðr manni undir øxi, ok fær hann af því bana, þá skal sá gjalda, er helt hánum, hálfum gjøldum aptr frændum hans; en ekki á konungr á því. Nú kennir maðr manni, at hann héldi hánum undir øxi, þá skal hann synja með lýrittar-eiði. Nú heldr maðr manni undir øxi, ok fær hann af því sár, þá skal hann bœta hánum sárbótum hálfum. Nú heldr maðr manni undir øxi, ok fær hann af því drep, þá skal hann bœta hánum rétti hálfum.
  4. ↑ Slíkan dóm á sá maðr, er ræðr manni hervirki, som hinn, er gerir þat heita niðings-ráð; þeir hafa fyrirgert fé ok friði. Jfr. F. L. IV. 4.
  5. ↑ M. L. IV. 11: Ef maðr ræðr manni bana-ráð eða sára, ok alt þat er manni verðr at skømm eða vanvirðing af hans ráðum, bœti eptir laga dómi þeim, sem þat mál á með løgum at sœkja, ok svá konungdóminum, nema hann fœrist undan at løgum. – 19: þeir menn, er veita mønnum lið eða føruneyti, hylla ok samþykkja með þeim þann hug at taka menn af, sveri slíku fyrir konungdóminum ok erfingja hins dauða, sem réttarinn konungdómsins ok aðrir skynsamir menn dœma með hánum eptir atvikum; en landsvist þeirra sé undir konungs miskunn.
  6. ↑ Ráð máttú eigi kenna manni, nema hann fylgi ørum, ok sé mælt á hendr hánum á þingi.
  7. ↑ Jfr. E. Hertzberg, Proces S. 203–6.
  8. ↑ Ef maðr festir útlegðar-eið ok gætir eigi sakar-áberi mánað þann sóknar sinnar, er næstr er eptir eiðstefnu-dag, þá hefir hann fyrirfarit sókn sinni ok eigi meira. En ármaðrinn sœki hinn fyrir eiðfallit, þegar hann verðr varr við, ok hefi sótt innan mánaðar sóknardaga, eða fallinn at sókn.
  9. ↑ Jfr. M. L. IV. 21 Slutn.
  10. ↑ Se og F. L. II. 46, III. 3 og 5, IV. 24; G. L. 28 (gl. L. II. S. 495) og 32; Sv. K. R. 98; B. K. R. 17, jfr. E. K. R. 41. – Se og E. Hertzberg, Proces S. 210 fgg.; R. Keysers Afhandl. II. 1. S. 379.
  11. ↑ Sakar-áberi skal vera fyrir hverri søk; en eigi skal sóknari gefa søk á annars sœmdum eða fjár-hlutum, nema heimiliskviðar-vitni fylgi, ok þó því at eins, at lemstrar-sár verði eða þau ønnur, er konungdóminum heyrir til þvílík sekt eða þaðan af meiri. En þó at smæri sé, þegar sá gefr søk á, er mála-efni á, þó at hann sættist síðan eða gefi upp, þá á konungr rétt sinn, ok megu konungs sóknarar sœkja, þegar þeir vilja. En engan á konungr rétt á þeim, sem engan á sjálfr á ser.
  12. ↑ Ef sá er eigi á hinn fyrsta þingi (er eptirmælandi er réttr), þá skal mánaðar frest (hafa) at því máli, síðan er eptirmælandi spyrr, ok sé þat hit fyrsta þing. … Hann skal njóta þar vitnis síns alls, sem hann væri á fyrsta ørvarþingi, ok svá hinn vernar, fyrir því at engi maðr má spilla á þeim mánaði annars manns máli, á frá því er hann spyrr. En ef hann dular, er fyrir søk er, leiði fram vátta tvá á þingi, at hann spurði eigi fyrr … En hinn eigi fyrirfarit máli sínu at heldr, er sókn á; sœki sem fyrr var upptalt, ok hafi sótt innan 12 mánaða, ef hann er innanlands, elligar fyrirfarit máli sínu.
  13. ↑ Jfr. v. Amira, Das Vollstreckungsverfahren S. 59–60.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/52&oldid=186474»