Forelæsninger over den norske Retshistorie/57

IV. Angaaende Ødelæggelse og Beskadigelse af Andres løse eller faste Gods med eller uden Ild indeholder vore gamle Love en stor Mængde Bestemmelser af tildels meget speciel Natur. Det sees, at man har tillagt forsætlig, hemmelig Beskadigelse af anden Mands Løsøre, navnlig af hans Husdyr, en særlig fornærmelig Karakter; medens Gjerningen intet Strafansvar medførte, naar Forøveren strax tilstod den og erlagde fuld Erstatning. Efter Regelen synes de betydeligere Beskadigelser paa Gods (spellvirki), som Gjerningsmanden ikke vedgik, ligesaavel som Fornærmelser paa Person, oprindelig at have været Fredløshedssag, hvilket imidlertid saaledes som ovenfor om Ærekrænkelser forklaret, i den virkelige Brug er gaaet over til Fuldrets Bod til den Fornærmede og Bod til Kongen. Den Sigtede maatte værge sig med Settered. – Ringere Skadetilføjelse var derimod ubetinget Bødesag; Boden benævnes i Frostatingsloven Avindsbod (øfundarbót), og udgjorde Fjerdeparten af den Fornærmedes personlige Ret, men i Gulatingsloven þokkabót (Velviljes-Bod), og udgjorde et fast Beløb af 6 Ører (= en Fjerdepart af Hauldsret), uden Hensyn til Stand, til den Fornærmede, men intet til Kongen; den sigtede maatte værge sig med Lyrittered. Se G. L. 96 og 139[1] jfr. 135; F. L. V. 21, X. 46, XV.10, 11 og 13[2]; B.R. 117. I de enkelte Bestemmelser forekommer imidlertid megen Uregelmæssighed, idet Regelen krydses af forskjellige afvigende Forskrifter, udentvivl af sednere Oprindelse.

I en Klasse for sig selv stod Mordbrand, der var Ubødesag (G. L. 98 jfr. 178; F. L. XV. 2 jfr. IV. 4); skjønt Befrielseseden efter Gulatingsloven alene var Settered, hvilket, som ovenfor bemærket, synes at tyde paa, at ogsaa denne Gjerning oprindelig alene har medført simpel Fredløshed. Efter begge Love udfordres ikke, at noget Menneske skal være indebrændt; men det er tilstrækkeligt, at der er sat Ild paa Vaaningshus eller andet, der er saaledes beliggende indengjerdes, at det er vænteligt, at hele Gaarden brænder op. Dette er dog vistnok ogsaa en nyere Bestemmelse. – Anden Ildspaasættelse synes at have været betragtet som Spildeværk, jfr. F. L. XIII. 13 og XV. 11 og 12 („brennir eða høggr eða brýtr“).[3]

Ildspaasættelse paa Sæterhus, Smedje, Jægerhytte eller andet desl. i Almenning medførte efter F. L. XIV. 8, foruden Erstatning og fuld Ret til Ejeren,[4] 15 Marks Bod til Kongen, idet det er betragtet som Indgreb i Kongens Højhedsret. Forsætlig Ildspaasættelse paa anden Mands Skov medførte derimod efter F. L. XIII. 12, foruden Erstatning og Landnam (samt vistnok ogsaa Avindsbod eller fuld Ret) til Ejeren, 3 Marks Bod til Kongen. – Forsætlig Ødelæggelse af anden Mands Sildevad medførte efter F. L. XV. 6 ligeledes, foruden Erstatning og Avindsbod til Ejeren, 3 Marks Bod til Kongen.

Særskilt fremhæves i alle de gamle Love lumsk, ondskabsfuld ødelæggelse eller Mishandling af anden Mands Husdyr. Ovenfor S. 105 er nævnt, at Frostatings- og Eidsivatingslovene henførte Drab af en Mands hele Besætning, eller mindst 3 Stykker Storfæ, til det kvalificerede Boran. Ødelæggelse af Kvæg i mindre Udstrækning behandles derimod ikke som Ran, men som en egen Forbrydelse. Bestemmelser herom synes fornemmelig at have været indeholdte i den ældre Eidsivatingslov, hvor Gjerningen benævnes fjárfœling (gl. L. II. S; 523), og som synes at have været Kilden til M. L. VII. 37 . Tilsvarende Bestemmelser og samme Navn findes ogsaa i den svenske Østgøtalov, Bygdab. 24, jfr. Vestgøtal., Retløseb. 8 (yngre Cod. 17 og 18). Og disse Bestemmelser har igjen saa megen Lighed med Forskrifterne i F. L. X. 46 jfr. XI. 24 og 25, at det ikke er at betvivle, at ogsaa denne Lov har betragtet Gjerningen paa lignende Maade, skjønt Navnet fjárfœling ikke der forekommer, men er omskrevet med „spell á búfé manns“. – Gulatingsloven synes derimod at indbefatte Gjerningen under spellvirki i Almindelighed. – Da Eidsivatingsloven imidlertid kun er bevaret i et lidet Brudstykke, og de øvrige Love gjennemgaaende bærer Præg af sednere Forandringer, bliver det neppe muligt med fuld Korrekthed at gjengive den gamle Regel. Imidlertid maa vistnok Forudsætningen antages at have været, at Gjerningsmanden har fordulgt sin Gjerning,[5] og at den i andet Fald blot medførte Erstatning; vel er dette ikke udtrykkelig sagt i de ældre Love, men det synes ligefrem at følge af, hvad der gjaldt om spellvirki, og det fremhæves saavel i de svenske Love som i Magnus Lagabøters Landslov. Boden for fjárfœling var ifølge Eids. L. 3 Mark til sædvanlig Deling mellem Kongen, Bønderne og den Fornærmede, hvortil udentvivl kom Erstatning for Dyrets Værdi. Ifølge F. L. skulde derimod efter Skadens Betydenhed snart gives fuld Erstatning og dertil Avindsbod, snart erlægges en lovbestemt Bod, hvori Erstatningen synes at være indbefattet: Saaledes for at skjære Tagl af Halen paa anden Mands Hest 3 Ører, Toppen af Hovedet 2 Ører; men for at afhugge hele Halen eller slaa Tænderne ud af Munden paa Hesten fuld Erstatning og Avindsbod; for at hugge Halen af Andenmands Fækreatur 1½ sølvvurderet Øre (= 3 Lovører) og Avindsbod. – For at dræbe en Mands Hund bødedes efter Hundens Art: for en Skjødehund 12 Ører, Mynde 6 Ører, Jagthund eller Fæhund 4 Ører, Gaardshund 1 Øre. – For at dræbe en Mands Falk bødedes 4 Ører sølvvurderet, men, hvis man dræbte den paa dens Herres Haand, en Mark sølvvurderet og dertil Avindsbod. – At slaa en anden Mands Hest medens den stod bunden, bødedes efter F. L. X. 41 med 1 Øre; men slog man Hesten, medens Nogen red paa den, henholdsvis med 4 eller 6 Ører. – At slaa en Hest under Hestekamp bødedes med Avindsbod til dens Ejer. Slap man en fremmed Hest løs uden Tilladelse, skulde man bøde 3 Ører til Ejeren og stod i alt til Ansvar for Hesten. – Drab paa anden Mands Træl medførte ligeledes efter F. L. IV. 56 fuld Erstatning og Avindsbod til Herren. (G. L. 182 taler alene om Erstatning for Trællens Værdi; da imidlertid G. L. 215 foreskriver de almindelige Bøder for Saar, tilføjede anden Mands Træl, er det antageligt, at Drab har maattet bødes med fuld Ret til Herren, jfr. ovf. S. 75.

Hvis en Lejlænding ved sin Fraflyttelse fra Gaarden sønderbrød og bortførte noget af Bygningen (húsbrot), fastsatte G. L. 75 en Bod af 3 Mark til Jorddrotten.

Bøder til Kongen for Skade paa Guds foreskrives alene udtrykkelig i F. L. XIII. 12 (jfr. XIV. 8) for Ildspaasættelse paa Skov og i XV. 6 for Ødelæggelse af Sildevad, hvor Boden i begge Tilfælde er 3 Mark, og samme Bod foreskrives i Eidsivatingsloven for fjárfœling. Men det synes ikke at kunne betvivles, at Bod til Kongen er underforstaaet i alle Tilfælde, hvor Gjerningen i Lovene er betegnet som Fredløshedssag (d. e. Fuldrets-Skade), altsaa for al forsætlig Skadetilføjelse til ½ Marks Beløb eller mere, som Gjerningsmanden ikke vedgik (spellvirki). Den offentlige Bods Størrelse synes at have været i Frostatingslagen 3 Mark og i Gulatingslagen 12 Ører.

Anstifteren af Mordbrand eller anden Skadetilføjelse paa Gods maatte bøde den halve Skade, men, som det synes intet til Kongen, G. L. 98; F. L. IV 37. Det samme gjaldt efter F. L IV 36 om Skadetilføjelse af Umyndige. – Befrielseseden var for Anstifteren Lyrittered, hvor Gjerningsmanden skulde fri sig med Settered, og Ed uden Edshjælpere, hvor Gjerningsmanden skulde aflægge Lyrittered.

Den nyere Lov har kjendelig villet bibeholde den tidligere Ordning, alene med Forandring af Bødesatserne og Tilføjelse af flere særskilte Bestemmelser, navnlig i Landboretten, hvilke sandsynligvis tildels hidhører fra tabte Kilder. Men den Uregelmæssighed, der, som oven bemærket, i Tidens Løb havde gjort sig gjældende i de ældre Loves Regler, maatte naturligvis end mere komme tilsyne og forstyrre Sammenhængen i den nye Lov. Hertil kommer, at den nye Lovs Regel om de private Bøders Ansættelse, paa samme Maade som Erstatningen, ved Skjøn, nødvendigvis maatte bidrage til at udviske den praktiske Forskjel mellem de forskjellige Arter af Forbrydelsen, hvoraf Følgen igjen er bleven, at de forskjellige Haandskrifter af Loven netop i dette Stykke varierer saaledes, at den rette autentiske Text paa mange Steder ikke med sikkerhed lader sig paavise. Navnlig er det umuligt at sige, hvorvidt det oprindelig har været Lovens Mening, at Avindsboden, i Lighed med den personlige Ret, skulde være Gjenstand for Bestemmelse ved Domsmændenes Skjøn, eller om Loven, i Lighed med den ældre Gulatingslov, har villet have den fastsat til et uforanderligt Beløb af 6 Ører for alle Tilfælde.

Den gamle Forskjel, efter som Gjerningsmanden vedgik eller dulgte sin Gjerning, er ikke bibeholdt i den nye Lov uden alene i Tilfælde af fjárfœling. Derimod skjelner M. L. VIII. 27,[6] B. L. 20 (hvilken sidste aabenbart indeholder den rigtige Text, jfr. M. L. VII. 36) paa samme Maade som de ældre Love, efter som skaden opgaar til et Beløb af en halv Mark eller er ringere. Det første, der her benævnes Fuldrets-Skade, bødedes med fuld Ret, det andet med Avindsbod til den Fornærmede, samt i begge Tilfælde fuld Erstatning. – Bøder til Kongen foreskrives kun i nogle af de grovere Tilfælde, og deres Størrelse er i Regelen 1 Mark.

Særskilt omhandler M. L. VII. 17 Drab af Andenmands og for Plog eller Harv i Aannetiden, hvilket, foruden Erstatning og Avindsbod til den Fornærmede, medførte 5Marks Bod til Kongen; hvorimod ødelæggelse af Plog eller Harv, Skokler, Sæletøj eller desl. alene medførte Erstatning og Avindsbod til den Fornærmede, men, som det synes, ingen Bod til Kongen. – stjal Nogen Jærnet af andenmands Plog, skulde han give tredobbelt Erstatning og bøde Avindsbod til den Fornærmede samt 2 Mark til Kongen. Tyveri af Sæletøj eller andet Plogredskab betragtedes derimod som Hvinske og medførte ligeledes tredobbelt Erstatning.

For Nedbryden eller Ødelæggelse af Andenmands lovlige Fiske-Indretninger fastsætter M. L. VII. 48, hvis det er Laxegaard, en Bod for Høvedsmanden af 1 Mark til Kongen „fyrir løgbrot“ og 1 Mark til Ejeren „í øfundarbót“, og for hver af Deltagerne ½ Mark til hver, samt fuld Erstatning for Skaden. – Ødelæggelse af Aale- og Ørretgaarde bødedes med ½ Mark til Kongen og ½ Mark til Ejeren foruden Erstatning for Skaden. – For at rive Andres Sildevad istykker eller forsætlig at forstyrre Notkast sætter M. L. VII. 51 en Bod af 1 Mark til Kongen samt Erstatning og fuld Ret til den Fornærmede; for mindre Beskadigelser saavelsom Forstyrrelse af Garnfiske skulde derimod ikke bødes til Kongen, men kun erlægges fuld Erstatning og Avindsbod til den Forurettede. At borttage eller ødelægge anden Mands Aarer, Tiljer, Øsekar eller andet Redskab under Sildfisket belægges i M. L. VII. 50 ligeledes med Avindsbod og fuld Erstatning; men skede det i Ejerens Nærværelse, maatte Gjerningsmanden, foruden Erstatning, bøde fuld Ret til Ejeren og ½ Mark Selv (Ransbod) til Kongen. – At borttage eller nedhugge Andenmands lovlige Gildre bødedes efter M. L. VII. 58 med ½ Mark til Kongen samt Avindsbod og fuld Erstatning til Ejeren; men at tage det fangne Dyr af Gildret betragtedes som Tyveri og medførte 1 Marks-Bod til Kongen og Tvigjæld til Gildrets Ejer. – Samtlige disse Bødebestemmelser synes at være nye i denne Lov.

Efter M. L. VII. 28 var Mordbrand, hvortil Loven henfører forsætlig Ildspaasættelse paa Hus, Lade, Sæter, Saltkogerhus eller Skib, ligesom tidligere, Ubødesag, d. e. medførte Livsstraf; af Gjerningsmandens Gods skulde udredes dobbelt Erstatning og fuld Ret til den Skadelidende (nogle Haandskrifter tilføjer endvidere 6 ører i Avindsbod; men dette er aabenbar urigtigt), og Resten tilfalde Kongen. – Anstifteren skulde udrede enkelt Erstatning til den Skadelidende, uden at der tales om nogen Bod til Kongen for hans Vedkommende; men den har vistnok været bestemt arbitrært. Ildspaasættelse paa Vedstabel, Gjerdefang, Tømmer, Tækningsved, Grinder, Slæde eller andet Bohave, „som man heller vil have end undvære“, medførte 1 Marks Bod til Kongen og dobbelt Erstatning samt Avindsbod til den Forurettede (Kilde til Lovb. 6–19–1, 6 og 8). – Ildspaasættelse paa Sæter m. v. i Almenning bødedes efter M. L. VII. 62 med 5 (var. 3, 4) Mark til Kongen, samt Erstatning og Avindsbod til den Skadelidende (Kilde til Lovb. 6–19–7). – Nogen særskilt Bestemmelse om Ildspaasættelse paa anden Mands Skov (svarende til F. L. XIII. 12) findes ikke i den nye Lov.

Om Ødelæggelse af anden Mands Husdyr handler M. L. VII. 37[7] jfr. 36, hvoraf, som før bemærket, det første Lovsted udentvivl er taget af den ældre Eidsivatingslov, medens det sidste er taget af F. L. X. 46. – Vedgik Gjerningsmanden sin Gjerning, skulde han alene give fuld Erstatning; Tillægget: „aldrigi gengr fénaðr sér til úgildis“ viser, at Forudsætningen i dette Tilfælde har været, at det dræbte Dyr er kommet ind paa fremmed Mark. Dulgte han derimod Gjerningen, og det enten var Storfæ, eller et Gjødsvin til mindst ½ Marks Værdi, eller mindst 4 Stykker Smaafæ (Sauder, Svin eller Geder), som var dræbte eller mishandlede saaledes, at de ikke kunde gaa hjem, da var det fjárfœling og bødedes med 1 Mark Sølv, halft til Kongen og halft til Ejeren, foruden fuld Erstatning til denne. Kunde Dyret derimod gaa hjem, eller var det et mindre Antal Smaafæ end 4, som var dræbt, medførte det alene Erstatning og Avindsbod, hvilken sidste halft tilfaldt Kongen, halft Dyrets Ejer; den uregelmæssige Fordeling af Bøderne i dette Tilfælde skyldes vistnok en ukritisk Benyttelse af Kilden. – Slag eller Saar af Husdyr, som helbrededes, medførte alene Skadeserstatning og ikke Bøder. For Øjet, Horn eller Halen af et Nød skulde erlægges en Øre, men for øjet paa en Hest Fjerdeparten af Dyrets Værdi. At hugge Halen af en Hest, saaledes at noget af Rumpestjerten fulgte med, ansaaes som fjárfœling og bødedes med 1 Mark, halft til Kongen og halft til Ejeren foruden Erstatning; men huggede han blot Halen af eller skar Tagl af Hesten, bødedes blot ½ Mark, halft til Kongen og halft til Ejeren. Skar Nogen Haar af anden Mands Nød indtil 3 Stykker, bødedes 1 Øre til Kongen og 1 Øre til Ejeren; men skar han Haar af 4 eller flere Nød, bødedes 1 Mark som for fjárfœling. – At hidse Heste sammen til at slaaes, uden Ejerens Tilladelse, medførte Erstatning for den deraf følgende Skade samt, hvis denne opgik til ½ Marks Værd, fuld Ret, og hvis den var ringere, Avindsbod til Ejeren efter den almindelige Regel. Det samme gjaldt, hvis Nogen slog en Hest under Hestekampen. Slap man en anden Mands Hest løs uden Tilladelse, skulde man bøde (Avindsbod eller fuld Ret) til Ejeren og erstatte den Skade. Hesten anrettede eller selv tog.

Videre mærkes M. L. VII. 34, der sætter en Bod af 1 Mark til Ejeren for at ride eller gaa over hans Ager eller Eng, og for at nedbryde anden Mands Gjerde 2 Ører for hvert nedbrudt Led; men var Gjerdet nedbrudt i en strækning af over 10 Favne, var det bálka-brot og bødedes med 1 Mark til Ejeren, foruden Erstatning; jfr. VII. 13. Ligeledes sætter M. L. VII. 43 en Marks Bod til Ejeren, foruden Erstatning, for at nedbryde Bro paa alfar Vej. Paa begge steder findes enkelte Varianter, som vil have Boden delt mellem den Fornærmede og Kongen, hvilket sandsynligvis hidhører fra den l ældre Eidsivatingslov. For Lejlændingen, som nedbrød og bortførte noget af Bygningen paa den lejede Gaard, sætter ligeledes M. L. VII. 10 en Bod af 1 Mark (for Husbrud), halft til Kongen og halft til Ejeren, samt Erstatning; enkelte Haandskrifter tillægger imidlertid ogsaa her Ejeren den hele Bod. – Endvidere foreskriver M. L. VII. 48 en Marks Bod til de Forurettede for at gjerde tvert over Elv.

Om Paasejling og Sammenstød mellem Skibe indeholder M. L. VIII. 26 alene den korte Forskrift, at Skaden skal erstattes, med mindre de Skadelidte havde roet foran de Andres Stavn (jfr. G. L. 144 og 174). – Udførlige Forskrifter herom indeholdes derimod i B. L. IX. 15, 17[8] og 18. Den, der enten forsætlig ødelagde Skib eller Redskab, eller sejlede paa et andet Skib, eller forsømte at minke Seil i trangt Farvand, og derved forvoldte Sammenstød, skulde erstatte skaden saavel paa Skib som paa Ladning og erlægge Avindsbod, hvilken deles mellem Skipperen og den øvrige Besætning. Det samme gjældte, hvor tiere skibe sejlede i Følge og under Krydsning det, der sejlede yderst, ikke vilde vige af for det, der havde Landet i Læ, og derved forvoldte dettes Stranding. Hvis i saadant Tilfælde dette Skib, for at undgaa selv at strande, sejler paa det andet, som ligger til Luvart, skulde intet bødes for den Skade, som derved tilføjedes dette. – Der var tillige foreskrevet særskilte, faste Bøder for hver enkelt ødelagt eller beskadiget Del af Skib eller Redskab, hvorved det dog er tvivlsomt, om disse er ment tillige at indeslutte Erstatningen, eller at skulle være selvstændige Tillæg til Avindsboden; det første synes antageligt. Skede sammenstødet af Vaade, bortfaldt Avindsboden; hvorimod Skaden, som det synes, ligefuldt maatte erstattes. Led begge Skibe Skade, maatte vel i dette Tilfælde en Fordeling af Skaden finde Sted.

Uagtsom Beskadigelse af Andres Ting med eller uden Ild medførte aldrig andet Ansvar end Erstatning for den anrettede Skade, se G. L. 99; F. L. XIII. 12 og M. L. VII. 27. Om uagtsom Omgang med Ild og Lys i Byerne og derved foranlediget Ildsvaade indeholdt B. L. VI. 9 og 10, jfr. B. R. 130 og 131, temmelig detaljerede Politiforskrifter (jfr. ovf. S. 41).

Chr. IV. L. har gjennemgaaende optaget Landslovens Bestemmelser: men i Bødesatserne er den som Følge af Afvigelserne i de forskjellige Haandskrifter af den benyttede Kilde, end større Uregelmæssigheder end i Landsloven.

V. Af ulovligt Brug af anden Mands Ting nævner de gamle Love uberettiget Benyttelse af en Andens Træl, Hest, Skib, Baad eller Skider, saavelsom Brug af den laante Ting længere end tilladt, og omvendt, at Ejeren tager Tingen fra Laantageren før den aftalte Tid. – G. L. 92[9] jfr. 71 Slutn. skjelner, efter som Gjerningsmanden paa Ejerens Opfordring strax erklærer sig villig til at bøde, i hvilket Tilfælde Boden (áfang) er 1½ Øre til Ejeren, uden Hensyn til Stand, – eller han vægrer sig derfor, i hvilket Tilfælde Boden fordobles, hvorhos Angj. desuden falder i Ransbod (12 Ører) til Kongen. For at tage Nogens skib skulde Høvdingen bøde 3 Mark; for mindre Farkoster 1½ Øre for hver Tofte. – F. L. X. 41–45 jfr. XIII. 10 benævner Gjerningen fornæmi og skjelner mellem, om Gjerningsmanden tager Tingen, medens Ejeren selv har den i Brug, og saaledes sætter ham i Forlegenhed, i hvilket Tilfælde Loven foreskriver Avindsbod, – eller Bemægtigelsen sker under andre Omstændigheder, da der alene skal bødes Aafang, hvilket her sættes til 2 Ører. – Kongen skulde hverken tage eller give Aafang.

M. L. VII. 39 jfr. VIII. 27, B. L. 20 (der har den rigtigere Text) behandler de samme Tilfælde som de ældre Love, men paa en forvirret Maade, saa at det bliver uklart, hvorvidt Meningen har været at bibeholde den ældre Frostatingslovs faste Aafangsbod, 2 Ører, eller at overlade Bodens Bestemmelse til Domsmændenes Skjøn i hvert enkelt Tilfælde. – For at bruge den laante Ting længere end tilladt, foreskriver VII. 39 en Marks Bod til Ejeren „hvis denne gjør Paastand derpaa“; hvorimod VIII. 27, B. L. 20, saavel herfor som for at tage den laante Ting fra Laantageren før den aftalte Tid, sætter 2 Øres Bod. For anden ulovlig Benyttelse af anden Mands Ting siger VII. 39, at der skal bedes til Ejermanden, og efter Omstændighederne tillige til Kongen, efter 6 Mænds Dom, hvorved skal tages i Betragtning, saavel hvilket Behov der har foranlediget Benyttelsen, som Beskaffenheden af den Fornærmelse eller den Skade, Ejeren derved er tilføjet, samt Ejerens Stilling i Samfundet Derhos skulde Brugeren give Erstatning og stod i ethvert Tilfælde til ubetinget Ansvar for Tingen.[10] – For ulovlig at tage Færgen ved et offentligt Færgested sætter M. L. VII. 47 en Bod af 1 Mark til Deling mellem Kongen og Færgemanden.

Chr. IV. L. har ganske fulgt Landsloven; Boden for Ejeren, der tager den laante Ting fra Laantageren før den aftalte Tid, er her sat til 1 Mark, og for Laantageren, som beholder den laante Ting længere end aftalt, paa det ene Sted til 1 Mark og paa det andet Sted til ½ Mark.


Med Hensyn til fast Gods gjorde de gamle Love ingen væsenlig Forskjel mellem Beskadigelse og ulovlig Benyttelse uden forsaavidt Bygninger o. dl. angik, hvis ødelæggelse eller Beskadigelse med eller uden Ild ovenfor er omhandlet, ligesom F. L. XV. 13 ogsaa henfører den i rent skadegjørende Hensigt foretagne Nedslaaen af anden Mands Ager til spellvirki (Fuldrets-Skade). Ellers medførte enhver Skadetilføjelse paa anden Mands Grund, saavelsom ulovlig Brug af Grunden eller Tilegnelse af Jordens Frembringelser, regelmæssig en efter Ejerens Stand afpasset Bod, landnám, hvilken i Gulatingslagen udgjorde en Ottendedel af Ejerens personlige Ret, og i Frostatingslagen en Fjerdedel (altsaa lig Avindsboden),[11] uden at det kom i Betragtning, hvorvidt Brugen havde en mere eller mindre beskadigende Karakter; kun i Tilfælde af forsætlig Ildspaasættelse paa Skov eller Avling, Gjerder eller sæter o. dl., der ikke regnedes som Mordbrand, foreskriver F. L. XIII. 12 og 13 saavel Avindsbod som Landnam. Iøvrigt medførte ulovlig Skovhugst (G. L. 91; F. L. XIII. 10 og 11; M. L. VII. 21 og 22, Chr. IV. L. 19 og 20), ulovlig Græsning og Høslaat (G. L. 81; F. L. XIII. 17, 19 og 20 jfr. 23; M. L. VII. 18 og 42, Chr. IV. L. 16 og 39) saavelsom den blotte uhjemlede Brug af Jorden og Høstning 7 af dens Afgrøde (G. L. 77; F. L. XIII. 17; M. L. VII. 11 jfr. Chr. IV. L. 10) alene Landnam.[12] Det samme gjaldt, hvis Lejlændingen ved sin Fraflyttelse fra Gaarden medtog andet end, hvad han havde Ret til (G. L. 75; F. L. XIII. 1 og 2; M. L. VII. 10 og 13, Chr. IV. L. 9 og 12), saavelsom for ulovlig at fange Falk paa anden Mands Grund (G. L. 75; F. L. XIII. 5; M. L. VII. 52, Chr. IV. L. 49), ulovligt Gildre (G. L. 93, jfr. F. L. XIII. 7; M. L. VII. 58, Chr. IV. L. 56), ulovligt Fiskeri i Ferskvand, samt at lede Vand ud af sit rette Løb (G. L. 85, jfr. F. L. XIII. 9; M. L. VII. 48, Chr. IV. L 44), ulovlig Opgravning af anden Mands Jord (F. L. XVI. 1 Slutn.; M. L. VI. 16, Chr IV. L. 11) m. v. – Jord- og Skovbrugets daværende lave Standpunkt har vistnok ogsaa bevirket, at man ikke let har tænkt sig en blivende Skadetilføjelse paa fast Ejendom mulig uden ved Ild eller Nedbrydelse af Bygninger, og, i Forbindelse med det udbredte Jordfællesskab, bidraget til, at man paa den ene Side har bedømt Indgreb i Grundejerens Ret, saalænge intet lovligt Forbud var nedlagt, temmelig mildt; men paa den anden Side fundet det saa meget mere fornødent at værne om Ejendomsretten ved at forbinde alle, selv de i sig selv mindst strafbare Indgreb, med en Bod, hvilken paa denne Maade lige saa meget faar Karakteren af et Anerkjendelsestegn paa Ejendomsretten, som af en Fyldestgjørelse for Krænkelse af denne. Et ganske træffende Udtryk for denne Opfatning finder man i F. L. XV. 5; M. L. VII. 49, Chr. IV. L. 45, hvor Grundejeren, i Tilfælde af, at Sildfiskere har ladet sin Sild blive liggende paa Grunden længere end tilladt, gives Valget mellem Landnam og den gjenliggende Sild; lignende Bestemmelse indeholder G. L. 149, jfr. M. L. VII. 64, Chr. IV. L. 61, for det Tilfælde, at man førte funden Hval op paa anden Mands Strand. Hvis Sildfiskerne under Fisket gjør anden Skade paa Grunden, indtræder Pligten at bøde Landnam først, hvis disse vægrer sig for at erstatte Skaden efter 6 Mænds Skjøn; hvis derimod Fiskerne opbrænder Gjerder eller andet Bohave, skal de bøde Landnam, selv om de er villige til at give Erstatning.

Var Jorden lovfæstet, eller lovligt Forbud nedlagt mod den stedfundne Brug, fordobledes Landnamet, hvorhos da endvidere maatte erlægges Ransbod (12 Ører) til Kongen. – For Brug udengjerdes skulde efter Gulatingsloven alene bødes halft Landnam: men Frostatingsloven og den nyere Landslov gjør ingen saadan Forskjel.

Laa Jorden i Fællig mellem dere Ejere, skulde de alle tilsammen have Landnam, hvilket beregnedes efter den bedste Mands Ret og deltes lige mellem dem alle, uden at det kom i Betragtning, at en enkelt af dem for Øjeblikket havde den Del af Jorden, hvorpaa Aaværket var gjort, i Brug, og saaledes igrunden var den eneste skadelidende. Var derimod Jorden odelskiftet mellem dem, tog hver Landnam for sin Del overensstemmende med sin egen Ret. – Havde nogen af Samejerne givet Tilladelse til den stedfundne Brug, men de andre ikke, maatte der ligefuldt bødes fuldt Landnam til disse i Forhold til deres Stand; men Erstatning skulde selvfølgelig kun svares i Forhold til deres Andel i Jorden, som ikke havde givet Tilladelse.[13]

Landnamsboden tilfaldt efter F. L. XIII. 17; M. L. VII. 58 Beg. m. fl. Jordens Ejer, selv om en Anden havde Jorden i Brug og saaledes egentlig var den skadelidende. Dog tilkom ombudsmanden efter F. L. XIV. 1, M. L. VII. 26, Halvparten af de Landnamsbøder, han paa Jorddrottens Vegne indtalte. For Aaværk paa Veitslejord tilfaldt Landnamet efter G. L. 101 halft Besidderen, hvis han paatalte det, og halft Kongen; men i andet Fald Kongen alene. Efter G. L. 75 skulde Erstatningen for Aaværk paa bortfæstet Jord tilfalde Lejlændingen indtil et Beløb af ½ Mark, hvis han anmeldte det for sin Jorddrot; men fortaug han det, skulde saavel den hele Erstatning som Boden tilfalde Jorddrotten. – Bestemmelsen i M. L. VII. 49: at „saavel Landnam som Skadeserstatningen skal skiftes mellem Jorddrotten og Lejlændingen, eftersom Lovbogen foran bestemmer i Landslejebolken“, maa bero paa en Fejltagelse; idet den her tilsigtede Bestemmelse intetsteds findes.

Medens Landnamsboden i de ældre Love var uforanderlig bestemt, paa samme Maade som den personlige Ret, i Forhold til Jorddrottens Stand, sætter M. L. VII. 20 jfr. 21 denne alene som en Begrænsning af Landnamets Maximum, idet Boden ifølge den nye Lov skal være lig med Skadegjælden indtil en efter den fornærmede Jorddrots Stand forskjellig Grænse, jfr. Chr. IV. L. VI. 19 og Chr. V. Lovb. 1–22–17. – Den nye Lov foreskriver heller ikke for det Tilfælde, at Lovfæstelse er gaaet forud, nogen Forening af Ransbod til Kongen med det fordoblede Landnam til Grundejeren. Vistnok forskriver M. L. VII. 16 ligesom sin Kilde (G. L. 88) Ransbod (for jarðar-rán), hvis nogen Fremmed mod Odelsmandens Forbud tog en Jord i Besiddelse, som denne var fortrinsberettiget til at faa bygslet, – og ligeledes M.L. VII. 40, hvis nogen opsidder forsømte at drage til sæters i betimelig Tid (gras-rán). Men intet af disse Tilfælde hører hid; ti Odelsmanden er ikke Ejer af Jorden, hvorfor heller ingen Landnamsbod for dette Tilfælde er foreskreven; og i det sidste Tilfælde har M. L. ophævet den i Kilden (G. L. 81) fastsatte Landnamsbod. Heller ikke var Forbudet her nogen sand Lovfæstning, men blot en almindelig Protest; jfr. Ugebl. f. Lovk. m. m. II. S. 361.

  1. G. L. 96: Engi skal øðrum spellvirki gera. Nú ef hann gerir þat, er hálfrar merkr skaði er, þá er þat spellvirki, ok alt þat, er menn meta til hálfrar merkr skaða. Nú høggr maðr hala af hesti manns, ok fylgir nøkkut af rófu, þá er þat spellvirki. Nú haggr maðr í barð skipi manns framan eða aptan, því er hálfrar merkr er vert, þá er þat spellvirki. Nú ef hann vill eið festa, þá skal hann festa séttar-eið fyrir; ellar fari hann útlagr. Nú gengr hann í gegn, bœti aptr, sem menn meta. – Nú gerir maðr minna skaða manni, ok gengr í gegn, bœti aptr, sem menn meta, ok leggi á 6 aura at þokka-bót. Nú kveðr maðr nei við, syni lýrittar-eiði; ef fellr, gjaldi slíkt, sem nú er talt – 139: Nú ef maðr veitir manni vápna-spell, þá skal bœta hánum aurum 6 fyrir øfund, ok bœta svá vápn, at eigi sé verra, en áðr var, eða gjalda hánum vápn sín.
  2. F. L. V. 21: Sá maðr, er hann spillir hrossi manns, þat er merkr er vert talinnar eða betr, með heipt ok háðung, ok verðr hann sannr at því mali, sá er útlagr ok alt þat, er hann á, nema jørð hans; nema hann bjóði hinum verð fyrir ok gangi við verki sínu. En ef hann nei kveðr við, þá er settar-eiðr; en ef eiðr fellst, þá er hann útlagr. En þó skal hross aptr bœta, at váða-verk verði. – X. 46: Ef maðr skerr af hrossi manns tøgl, þá gjaldi aura þrjá. En ef – hala høggr af, þá skal meta hross, en hinn reiði þeim verð fyrir, er átti, ok øfundar-bót á ofan … En ef maðr lýstr tenn úr høfði hrossi manns, hafi sá hross, er laust, en hinn verð, er átti, ok øfundarbót á ofan, ok svá ef hann høggr hala af hrossi, svá at rófa fylgir. En ef hestavíg verðr, hafi sik sjálfan hverr ábyrgðan; en ef lýstr hest á vígi nanðsynjalaust, gjaldi øfundar-bót þeim, er hest á, eptir því, sem hann er maðr til. En ef maðr tekr hepting af hrossi manns fyrir ráð þess, er á, gjaldi aura þrjá þeim, er á, ok þess ábyrgð á hrossi ok øllum verkum þess, til þess er eigandi kemr høndum á, ek sveri eið fyrir. En ef topp skerr úr høfði hrossi manns, sá er sekr aurum tveim … En ef hala høggr af nauti manns, þá skal gjalda halfan eyri silfrmetinn ok øfundar-bót, sem hvervitna skal, þar er maðr gerir spell á búfé manns. – XV. 10: Sá er hinn fjórði séttareiðr, ef hrossi verðr spillt merkr verðu eða betra, eða er þat høggvit, eða nautum þrim kúgildum verðr spillt eða høggvit, eða þrim fleira. – 11: Sá er fimti séttar-eiðr, ef maðr brennir naust manns ok skip sex-ært eða meira, svá ok ef hann brýtr eða høggr, hvar er hann hittir. En ef hann gengr við, at hann brennir eða høggr eða brýtr, þá bjóði hann þeim, er átti, verð fyrir, eða fari útlagr. En ef maðr brýtr leiðangrs-skip til þess, er merkr skaði er á, þá er lýrittar-eiðr, ef hann synjar, en útlagr, ef hann er sannr at. En ef meira er en merkr skaði, þá sé séttar-eiðr eða útlegð, ef hann verðr sannr at … – 13: Sá er hinn sjaundi séttar-eiðr, ef maðr slær upp fyrir manni fimm mæla sáð eða fimm meira; þá er sá útlagr, ef hann verðr sannr at, eða gjaldi verð þeim, er átti, svá sem menn meta. En ef hann synjar, bá haldi hann upp séttar-eiði, eða fari útlagr.
  3. G. L. 98: Nú skal engi fyrir øðrum brenna hús né hlaða heiptugri hendi. En ef hann brennir, ok verðr hann at því kunnr ok sannr, þá er hann útlagr ok úheilagr, ok heitir brennnvargr, ek fyrirgert hverjum penningi fjár síns í landi ok í lausum eyri. Nú ef hann kveðr nei við, þá skal hinn fara til heimilis hans, ok stefna hánum þing fyrir útlegð ok brennu: þá skal hann festa séttar-eið á því þingi; hafa þann unnit á 10 vikum svœrra daga: fellr til útlegðar, ef fellr. Nú ræðr maðr brennu, ok verðr hann at því kunnr ok sannr, þá skal hann gjalda hálft þat aptr, er brunnit er. Nú ef hann kveðr nei við, þá skal hann synja með lýrittar-eiði; fellr til halfra gjalda. – F. L. XV. 2: þat er tylftar-eiðr, ef maðr kennir þat manni, at hann hafi brent hús hans eða lóð, er innangarðs er, ok er þess ván, at allr bœr brenni upp. – 12: Sá er hinn sétti séttar-eiðr, ef maðr brennir heyhlað manns útangarðs, eða spillir hlassi eða hlassi meira, ok eigi ván, at allr bœr gangi upp.
  4. ok bœti þó spellvirki hinum, er átti.
  5. Schlyter, Glossarium til Sveriges gl. Lagar S. 205, udleder Ordet fjárfœling af verbet fela, skjule, og herfor taler unægtelig ogsaa Ordene i det citerede Sted i Østgøtaloven i Slutn.: „Nu dræpær man fæ mans ok bær i fjalstær, han hetir fæ-fylingær“. Ser man imidlertid hen til de i Lovstederne med en mærkelig Overensstemmelse opregnede Handlinger, bliver der Spørgsmaal, om ikke Ordet rettere udledes af verb. fæla; haane, behandle paa en beskjæmmende Maade, jfr. Postola sogur, Chr.a 1874 S. 146, L. 35, Alexanders Saga, Chr.a 1848 S. 22, L. 1; Karlam. s. Chr.a 1860 S. 98, L. 23 Strengleikar, Chr.a 1850 S. 31, L. 22 og S. 43, L. 11.
  6. Hvervitna þar, sem menn gera mønnum fjárskaða med heipt eða øfund, bœti sá fullrétti, er gerir, ok skaða, sem 6 skynsamir menn meta, løgliga til nefndir af dómaranum, ef vitni eru til. Þat er alt fullréttis-skaði, er menn meta til hálfrar merkr silfrs; en ef minni er, þá er øfundarbót eptir laga-dómi þeim, er skaði er gerr. Nú dylr hann, ok eru eigi vitni til, syni med lýrittar-eiði, en séttar-eiði fyrir fullréttis-skaða; en ef eiðar fallast, gjaldi slíkt, sem áðr var mælt.
  7. M. L. VII. 37: Nú verðr fjárfœling á geitum eða á sauðum, ef maðr drepr ok vill eigi við ganga. Eu ef maðr á gjafgølt þann, er verðr er hálfrar merkr, þá verðr fjárfœling á því einu svíni. Á nautum ok hrossum er þó fjárfœling at eitt drepi, ok þegar er fjárfœling á fénaði, er eigi bera fœtr heim til eiganda. En mørk silfrs liggr við fjárfœling, hálf konungi en hálf þeim er fénað átti, ok bœti skaða, sem sex skynsamir menn meta. En ef maðr drepr færi geitir, svín eða sauði høfðatals en fjóra, þá bœti ofundar-bót eptir laga-dómi þeim, er fénað átti. En ef maðr dylr, syni með lýrittar-eiði. En ef naut eða hross er sært eða bart, ok bera þó fœtr heim til húss eiganda, af er þá fjárfœling, ok bœti þó øfundar-bót eptir laga-dómi (var. 6 aura), hálft konungi en hálft þeim, er fénað á. En ef maðr drepr fénað manns ok gengr við, ok segir sjálfr á hendr sér, hafi hann hit dauða, er drap, en hinn heilt fyrir, er átti; aldri gengr fénaðr sér til úgildis. – – – En ef maðr berr fénað manns, eða særir, þá skal bœta løstu á, sem 6 skynsamir menn meta. Eigi er sárbót á fénaði, ef heill verðr; verka-fall ok nyt-fall skal bœta, sem 6 skynsamir menn meta. Eyrir liggr við auga á nauti, svá við horn ok svá við hala. En fjórðungr verðs liggr við auga á hrossi. En ef maðr høggr hala af hrossi, svá at af rófu fylgir, hann er sekr mørk silfrs, hálfri konungi en hálfri þeim, er hross átti, ok gjaldi hross verðaurum aptr; hafi sá støkku, er stytti, ok heiti maðr at heimskari, en hinn heilt hross, er átti. En ef maðr høggr hala af hrossi fyrir neðan rófu, bœti tvá aura þeim, er átti, ok tvá aura konungi. Nú skerr maðr tagl af nautum tveim eða þrim, bœti eyri silfrs konungi ok eyri þeim, er naut átti; en af fleirum skerr, sekr mørk silfrs, hálfa konungi en hálfa þeim, er naut átti. – En ef maðr molkar búfé annars manns, láti húð sína eptir laga-refsing réttarans, nema soltinn maðr molki, ok gjaldi þó nytfall þeim, er bú átti.
  8. B. L. IX. 17. Nu ef menn sigla með landi fram í samfloti, þá skulu þeir vægja, er ytri sigla, svá at eigi bægi þeim á land, er innstir sigla. En ef menn beita þrábeiting, ok siglir hinn á veðr þeim, ok bægir hánum at bergi eða boða eða at nesi, ok lestir hann skip sitt fyrir þá søk, eða brýtr í spón, þá bœti þeir spell, er hánum bægðu af leið, svá sem skynsamir menn meta, ok øfundarbót á ofan eptir lagadómi. En ef menn beita þrábeiting, ok berr þá at boðum, er á lé sigla, ok vill hann heldr á þá sigla en í boða brjóta; nú ef skip brotnar eða reiði slitnar þeim, er á veðr sigldu ok eigi vildu vægja, þá koma þar engar bœtr fyrir því at Þeim er øllum nauðsyn. Nú sigla menn til mjóra sunda með samfloti miklu, þá skulu þeir sigling minka, er síðarr fara, þar hverr sem staðinn er, svá at engum standi fartálmi af. Minka skal sigling með hálsan ok heila skurð, en heldr niðr leggja en á aðra sigla.
  9. G. L. 92: Nu skal engi maðr taka skip manns né hross, nema hins sé leyfi, er á. Nu ef hann tekr, þá skal hann gjalda halfan annan eyri. Nú ef hann stendr hann á skipi sínu eða á hrossi, ok krefr hann áfangs, þá er vel, ef hann vill gjalda hánum. En ef hann vill eigi, þá eykst hálfu ok ránbaug konungi. Nu tekr maðr skip manns, þat er sessum má telja, þá er sá sekr at þrem mørkum er stýrimaðr gerist á því skipi, en halfan annan eyri gjaldi hann fyrir þoptu hverja, hvatki skip er tekr; þá skal sitt áfang gjalda hverr frjálsum manna. Áfang á maðr á hrossi sínu, hvárt sem hann ekr eða ríðr eða berr byrðar á; þá er áfang ok, ef hann hefir lengr, en lét sé. Allir menn eigu áfang jafnmikit, bæði þegn ok þræll. Ef maðr tekr skip manns, þá skal hann einu áfangi fyrir bœta, bæði man sitt ok sik, ok svá er í úmegð eru. Konungr skal ekki áfang taka ok ekki gjalda. Nú hleypr maðr á hest manns søðlaðan, þá skal hann leysa sik áfangi ofan. Nú ef hann hleypr á hest manns úsøðlaðan ok keyrir hann fram, þá skal hann leysa sik áfangi ofan; ef hann keyrir eigi fram, þa skal engu bœta.
  10. M. L. VII. 39: Nú skal engi lán hafa lengr en lét var; en ef hann hefir lengr, þá er hann sekr mørk silfrs við eiganda, ef sá krefr, er á, þat heitir fornæmi, nema løglig nauðsyn banni … En ef maðr tekr grip manns úléðan, hest eða skip, hvárt sem skip er meira eða minna, eyk eða aðra hluti þvílíka, bœti eptir laga-dómi þeim, er tekit var fyrir, eptir atvikum, hvat nauðsyn til dró þann, er tók, eða hver øfund þeim var í ger, eða hverr skaði þeim var ger, er tekit var fyrir, eða hvat manni sá er, er tekit var fyrir; bœti skaðabót, sem 6 skynsamir menn meta hánum, ok svá konungdóminum, ef þau atvik eru á. En ef maðr tekr skip manns, þá skal hann einni søk fyrir svara, fyrir sik ok úmaga sína. – VIII. 27: Nú lér maðr manni skip sitt eða hross, ok vill sá hafa at þørf sinni, er lét var, en hinn ferr til, er léði, ok tekr af hánum lánit, þá gjaldi hann tvá aura silfrs at áfangi, er átti skip eða hross. En ef hinn hefir lengr, en lét var, þá gjaldi hann áfang, tvá aura silfrs, þeim er skip eða hross á. – Denne Bødesats synes iøvrigt nærmest at være dannet efter Gulatingslovens þokkabót (divideret med 3). Under denne Benævnelse sammenblandes Anfanget længer nede i Lovstedet i flere Haandskrifter med Avindsboden for Beskadigelser.
  11. Se Forelæsn. over Retshist. I S. 82–83.
  12. G. L. 91: Nú á leysingi at taka at landnámi, ef hann á jørð, skattsvaran eyri innangarðs, en sonr hans eyri, bóndi hálfan annan eyri, hauldmaðr þrjá aura, lendrmaðr 6 aura, jarl 12 aura, konungr þrjár merkr. Innangarðs á hverr, sem nú hefi ek talt; hálfu minna eigu menn útangarðs. Eykst landnám at hálfu, ef fyrirboðit er, ok ránbaug konungi. Nú skal landnám taka at úskiptri jørðu allir menn eitt, taka at þeim, er beztr er í jørðu þeirri: taka at konungi, ef hann á í. En ef jørðu er óðals-skipti skipt, þá tekr fullt landnám hverr at sínum hluta. Nú ferr maðr í mørk annars fyrir útan leyfi þess, er á, ok vinnr í, þá skal hann landnámi fyrir bœta …… Hvervitna sem maðr hittir áverka í mørku sinni, þá skal hann taka brott at úseku. Nú ef maðr hittir net í látrum sínum ok sel í, þá á hann net ok svá sel, til hinn leysir landnámi net út.
  13. Se Forelæsn. over Retshist. I. S. 225–226.