Forelæsninger over den norske Retshistorie/59

De forskjellige overtrædelser af Kristenretten (kristindómsbrot) betragtedes, paa samme Maade som de offentlige Forbrydelser, som Forstyrrelse af den retlige Orden, der inden Samfundet søges opretholdt, altsaa som Fredsbrud, idet det var et udtrykkeligt Bud, der i samtlige Landslove stilles i Spidsen, at alle Mennesker i Landet skal være Kristne. Uagtet Gejstlighedens Fordring paa uafhængig Lovgiver- og Dommer-Myndighed aldrig i den fulde Udstrækning vandt Anerkjendelse i Norge, var der dog ingen Uenighed om, hvad der i Virkeligheden skulde være tilladt eller forbudt, lige saalidt som om, at det nærmest var de kirkelige Styrere, der havde at vogte Samfundsordenen i denne Henseende, – altsaa at paatale Overtrædelserne og modtage Fyldestgjørelse for dem, – alt dog under stadig Medvirkning af den verdslige Magt, hvem derfor ogsaa en Andel i Bøderne var tillagt – Derimod maatte Opfatningen af disse Lovbrud som Fornærmelse nødvendigvis undergaa en Afændring. Den egentlig Fornærmede var jo efter den almindelige Opfatning her Gud selv, der naturligvis maatte forsones paa en anden Maade end et Medmenneske. Selve Opfatningen af Forbrydelsen som Fornærmelse var noget for den kirkelige Betragtning Fremmed. Kirken betragtede Forbrydelsen som Synd, og fordrede Fyldestgjørelse gjennem Anger, skriftemaal og Pønitens (contritio cordis, confessio oris, satisfactio operis). – Kristendomsbrud var saaledes vistnok, ligesom alle andre Forbrydelser, enten Ubødesager, der ubetinget udelukkede Overtræderen fra det kristne Samfund eller simple Fredløshedssager eller Bødesager, der kunde eller skulde afsones med Bøder. Men, medens Boden ved Forbrydelser mod den verdslige Statsmagt paa engang indeholdt Fyldestgjørelse for det skete Brud paa Samfundets Orden og for den Fornærmelse, som derigjennem var tilføjet Ordenens Vogter personlig – kunde den for Kristendomsbruds Vedkommende alene have den første Betydning. I alle grovere Tilfælde maatte desuden den mod Gud begaaede Synd forsones med en egen Kirkebod (skript, at gange til skripta ok bœta við Krist), hvis Undladelse Loven belagde med Fredløshed. – Ogsaa Fredløsheden selv havde i Kristenrets-Sager tildels en forskjellig Betydning, idet den ikke indtræder paa Grund af Krænkelse af en Medborgers Ret, men som en konsekvent Følge af Lovens Bud: at ingen Ukristen skal taales i Landet (G. L. 22; E. K. R. 17; F. L. II. 4[1] og 5; J. K. R. 2 og 3). Den ubetingede Fredløshed, der ikke ved Bøder skulde kunne forsones, kunde alene indtræde, hvor Gjerningen ogsaa grovelig krænkede den borgerlige Lov, saasom for Barnemord, Voldtægt og Troldom, der anvendtes til Andres Skade. I andre Tilfælde kunde Fredløsheden alene faa Betydningen af Landsforvisning (fara ór landeign konungs várs), indtil Forbryderen faldt tilfode og gjorde Bod;[2] fra Kirkens Standpunkt kunde jo Angeren og Omvendelsen egentlig aldrig komme forsilde (ecclesia non sitit sangvinem). G. L. 28, 29 og 32 viser, at selv ofring til Afguder, Troldom (naar den ikke øvedes til Andres Skade) og Blodskam kunde afsones med Bod. Tvivlsomt er det ogsaa ofte, hvorvidt Fredløsheden i de enkelte Tilfælde er ment at skulle være uigjenkaldelig eller ikke, da Kristenretterne ofte bruger Benævnelserne Ubødesag og Utlegdssag paa saadan Maade, at det tydelig kan sees ikke at være Lovens Mening hermed at betegne nogen forskjellig Art af Fredløshed, men kun at give Udtryk for Gjerningens mere eller mindre skjændige Beskaffenhed. G. L. 28 (der er et Hovedsted i denne Materie, som hidrørende fra den i 1164 mellem Kirken og Kongedømmet sluttede Overenskomst) er selv meget uklar, og E. K. R. 50 bruger Ordet úbótamaðr som en almindelig Benævnelse paa Ugjerningsmænd, der ikke skal begraves paa Kirkegaard.[3] B. K. R. 15 og E. K. R. 52 kalder Blodskam Ubødesag, og det medførte efter G. L. 24 ogsaa Tab af Jord; medens det dog saavel efter dette Lovbud som efter F. L. III. 3 og J. K. R. 49 kunde afsones med Bod; ligesaa kalder E. K. R. 24, 45 Afgudsdyrkelse og Troldom Ubødesag, medens B. K. R. 16 bruger begge Betegnelser om hinanden. – Paa den anden Side maatte omvendt Fredløshed istedetfor Bøder i kirkelige Sager faa en større Anvendelighed end i verdslige, dels fordi fortsat Trods og Modvillighed her giver overtrædelsen et saa meget stærkere Præg af Ukristelighed,[4] dels fordi Underkastelsen i mange Tilfælde heller ikke saa let lader sig fremtvinge. – Men med alt dette opretholder ogsaa Kristenretterne med Bestemthed Adskillelsen mellem begge Arter af Fredløshed, og siger i G. L. 32, at denne i Ubødesager indtræder ipso facto, medens den i andre Sager efter F. L. III. 24 først indtræder, efter at den skyldige er forvunden til Tinge.

Om Behandlingen af den Fredløses Ejendom indeholder F. L. III. 23 de samme Forskrifter, som V. 13 for de verdslige Sagers Vedkommende, jfr. J. K. R. 61.

Paatalen af Kristendomsbrud, for saavidt de ikke tillige indesluttede en almindelig borgerlig Forbrydelse, henlaa under Biskoppens Aarmand, G. L. 9. 20, 22, 24, 30, 33; B. K. R. 5, 11, 14, 15, 17; E. K. R. 32, 41; F. L. II. 46, III. 1, 3, 20, 21, 23, 24; J. K. R. 49, 53, 59. 61 o. fl. J. K. R. 4, 29 og 47 nævner Præsten alternativt med Biskoppens Ombudsmand. Bøderne tilfaldt ifølge G. L. 22 Biskoppen, hvis de ikke oversteg 3 Mark; de større Bøder og, i Tilfælde af Fredløshed, det forbrudte Gods deltes mellem Biskoppen og Kongen, jfr. dog Kap. 8, der tillægger Biskoppen hele Boden for Tiendefald. B. K. R. 11, 16 og E. K. R. 8, 25, 32, 39 og 44 tillægger Biskoppen Bøderne udelte; men af det i Fredløshedstilfælde forbrudte Gods skulde, hvad der oversteg 3 Mark, deles i Vigen mellem Biskoppen og Kongen, og paa Oplandene mellem Biskoppen, Kongen og Bønderne. Efter Sigurds Kristenret, F. L. II. 10 jfr. III. 23, og J. K. R. 13, 14 og 65, jfr. M. G. K. R. 3, 9, 10 o. fl., skulde ogsaa Bøderne for Kristendomsbrud tilfalde Biskoppen alene, undtagen i Fredløshedssager, hvor saavel Boden som det forbrudte Gods skulde deles mellem Kongen og Biskoppen. Dog skulde efter J. K. R. 55 Boden for Aager (6 Ører) deles mellem Biskoppen og Kongen, og for Krænkelse af Freden i Fylkes- eller Høgendes-Kirke efter F. L. II. 10 og J. K. R. 13 mellem Biskoppen og Kirken. Bøderne for den Kvinde, som nægtede at opgive sin Barnefader, skulde efter F. L. II. 1 og J. K. R. 4 tilfalde Kongen alene, og Boden for Forsømmelse af Korsbyrd efter G. L. 19, F. L. II. 22 og J. K. R. 20 den Præst, der havde udsendt Korset.

Særeget for Kristendomsbrud var det, at ifølge F. L. III. 24 jfr. J. K. R. 62 Biskoppen var berettiget til at fritage den skyldige for Fredløsheden – dog vistnok kun i simple Utlegd-Sager, – naar denne, førend Sagen var bragt for Tinget, forligte sig med Kirken og underkastede sig den Pønitens, som Biskoppen paalagde ham, i hvilket Tilfælde Kongen ingen Beder kunde kræve. Efter at Fredløshedsdom var afsagt til Tinge, tilkom derimod Kongen skógarkaup (landkaup), naar den skyldige vilde gjenerholde sin Fred, og Forbudet mod at omgaaes ham gjældte fremdeles, indtil han havde forligt sig med Kongen, med mindre han netop befandt sig paa Rejsen til Biskoppen (ferr till yfirbóta, jfr. IV. 62) eller vendte hjem igjen efter fuldgjort Pønitens. Men Kongen var i intet Tilfælde berettiget til at give Nogen Landsvist, som for Kristendomsbrud var dømt fredløs, forinden denne til Tinge havde godtgjort at være bleven forligt med Kirken og derom medbragte Biskoppens eller, i dennes Forfald, Kapitlets skriftlige Bevidnelse. Først derefter tilkom det Kongen at gjengive ham hans Fred (gera ílendan, jfr. IV. 41) mod Erlæggelse af skógarkaup.[5] – At i ethvert Tilfælde, hvor Gjerningen tillige indesluttede Forbrydelse mod nogen Privatmand, dennes lovlige Ret maatte være forbeholden, kan ikke betvivles.

Som oven bemærket, medførte Kristendomsbrud, foruden de i Loven fastsatte Bøder, tillige Nødvendigheden af at afsone den begaaede Synd mod Gud ved Skriftemaal og Pønitens. Den sidste bestod i Regelen i Faste og Bøder, Valfarter til hellige Steder, eller ogsaa i Almisser og andre Ydelser til gudeligt Brug. – Denne Pligt til at gjøre Bod var en Retspligt, hvis modvillige Forsømmelse paadrog Angjældende Kirkens Bann, der igjen havde til Følge, at Angjældende, om han endda ikke inden 3 Maaneder forligte sig med Kirken, blev fredløs, F. L. III. 21;[6] J. K. R. 60, jfr. 47, og Haakon Haakonssøns Rb., gl. L. I. S. 459, Art. 3. – Og Skriftebrud (skriptrof), ved enten at falde tilbage i den samme Synd (her tænkes navnlig paa crimina carnis), eller ikke at udføre den paalagte Pønitens, var en egen Forbrydelse, der paadrog de 3 første Gange en Bod, efter F. L. III. 16[7] af 3 Mark, og efter J. K. R. 57 jfr. 47 af 12 Ører, og 4de Gang Fredløshed. – Ifølge J. K. R. 12 og 54 medførte Sacrilegium, hvortil henførtes allehaande Indgreb i Kirkens paastaaede Friheder (jfr. c. 21, 29, C. 17, qv. 4; c. 19, 22 X. de sent excom. (V. 39); c. 3 jfr. 4 og 5 VI. de imm. eccl. (III. .23), se og Eilifs 4de Statut 1327, Olafs Stat. 1351 Art. 15) ipso facto Bannsættelse, hvilken alene Paven selv var berettiget til at løse.

Kirkebod er imidlertid ikke i Loven paabudt for alle Kristendomsbrud, men kun for dem der er at betragte som virkelige Krænkelser af Religionens Krav. Vistnok kan Løven i dette Stykke ikke antages at have tilsigtet nogen udtømmende Opregning, og det citerede F. L. III. 24 viser indirekte, at Kirkebod var nødvendig i alle Fredløshedssager, jfr. G. L. 7, 28 og 29, der udtrykkelig foreskriver den i Tilfælde af modvillig Undladelse af kirkelige Forpligtelser samt for Troldom og Afgudsdyrkelse. Men dens Ilæggelse har udentvivl for en væsenlig Del beroet paa Gejstlighedens Skjønnende, og for blotte Pligtforsømmelser, som ej umiddelbart vedkom Religionen, kom den neppe til Anvendelse. Derimod var den udtrykkelig paabudt for Helligbrøde (G. L. 16), Fastebrud (G. L. 20; F. L. II. 38; J. K. R. 28), Spisen af Selvdødt og andre forbudte Ting (G. L. 31; F. L. II. 43; B. K. R. 5; E. K. R. 29); Forsømmelse med Hensyn til Barnedaab (G. L. 21: F. L. II. 5; J. K. R. 2) og Begravelse (G. L. 23); Udsættelse af nyfødte Børn (F. L. II. 2; J. K. R. 5); Misbrug af Eden (F. L. II. 46; J. K. R. 52 og 53); uagtsom Fragaaelse af Paternitet (G. L. 57); Drab paa Forældre, Børn eller Syskende (G. L. 164); Skriftebrud (F. L. III. 16; J. K. R. 57); Ægteskab i forbudne Led (G. L. 24; J. K. R. 47); Bryllup paa forbudne Dage (F. L. III. 9; J. K. R. 45). Selv hvor i Virkeligheden ingen Overtrædelse af Loven har fundet Sted, paabyder dog de sednere Kristenretter i enkelte Tilfælde Kirkebod; saaledes hvor en Kvinde er bleven voldtagen af en af hendes nærmeste Slægt (F. L. III. 3; J. K. R. 49), og hvor Nogen ikke har agtet Forbud imod Ægteskab, men dette dog ikke lider af nogen lovlig Mangel (J. K. R. 43); jfr. de oven citerede Steder om ulovlig Spise, F. L. II. 43, B. K. R. 5 og E. K. R. 29.

Blandt de særskilte Forbrydelser, som hørte ind under Kristenretten, mærkes først de grove Forbrydelser Afguderi og Troldom, der naturligvis var Fredløsheds-Gjerninger, G. L. 28 og 29 jfr. 32; B. K. R. 16; E. K. R. 24, 42, 45 og 46; F. L. III. 15; J. K. R. 56. Afguderi medførte Landsforvisning og Tab af Ejendom, jfr. G. L. 22; E. K. R. 17; F. L. II. 4 og 5; J. K. R. 2 og 3, der formener alle Hedninger Ophold i Landet – Troldom, der øvedes til Andres Skade, var ubetinget Ubødesag, og Hexe skulde efter G. L. 28 (gl. L. II. S. 495, jfr. Sv. K. R. 98) og J. K. R. 65, jfr. B. K. R. 16 aflives. Men selv om det skede for at gavne sig selv eller Andre, straffedes den, der øvede Troldom, med Landflygtighed og Tab af al Ejendom, eller under formildende Omstændigheder med 3 Marks Bod. Den blotte Besiddelse af Troldomsgave medførte Landflygtighed; men efter Borgartingsloven skulde den, som ikke øvede Troldom, beholde sit Gods; ti „ekki veldr hon því sjølf, at hon er trøll“. – At henvende sig til Spaamænd eller Troldkvinder belægges ligeledes med Fredløshed og i G. L. 28 med 40 Marks Bod. At have Afgudsbilleder eller Troldomsredskaber i sit Hus straffedes efter Eidsiva- og Borgartingslovene med 3 Marks Bod[8].

Den, der brød Kirkens Fred ved Slagsmaal i Kirken eller paa Kirkegaard, skulde efter B. K. R. 18 og E. K. R. 37 betale Omkostningerne ved Kirkens fornyede Indvielse; formaaede han ikke dette, blev han fredløs, jfr. E. K. R. 36, der bestemmer det samme om den, som ved Uforsigtighed med Ild forvolder, at en Kirke brænder op. Magnus Erlingssøns Rb. 1164, G. L. 32, erklærer Slagsmaal i Kirke eller paa Kirkegaard for Ubødesag. – F. L. II. 10 skjelner efter Kirkernes Rang:[9] I Krist- eller Mariakirken medførte Slagsmaal ubetinget Fredløshed; i Fylkeskirke 15 Marks og i Høgendeskirke 7½ Marks Bod; disse Bestemmelser gjentages i J. K. R. 13, med den sædvanlige Nedsættelse af Bøderne til det Halve. – For Brud paa Julefreden og Olafsfreden i Kjøbstaden sætter F. L. II. 10 en Bod af 40 Mark til Kongen, og J. K. R. 14 en Bod af 20 Mark, halft til Kongen, halft til Biskoppen, – og ligesaa for ulovlig at bære Vaaben paa fredhellige Steder en Bod af 12 Ører til Deling mellem Kongen og Biskoppen.

Barnemord var oprindelig belagt med 3 Marks Bod, E. K. R. 3 og 5. Ved Magnus Erlingssøns Rb. 1164, G. L. 22, jfr. Sv. K. R. 32 og B. K. R. 3, blev det erklæret for Ubødesag og „værre end andet Mord, fordi man derved ogsaa forspilder den Udøbtes Sjæl“. Ikke desto mindre har F. L. II. 2 og 6, B. R. 3, bibeholdt den gamle 3 Marks Bod og dette er gjentaget i J. K. R. 5 med Nedsættelse af Boden, som sædvanligt, til 12 Ører.

Blodskam, hvorunder henføres Utugt med Forældre, Børn eller Syskende, Stedforældre og Stedbørn, Svigerforældre og Svigerbørn, Forældres Syskende, Syskendes Børn, Broders Kone og Kones Syster, samt Utugt med viede Nonner, kaldes i B. K. R. 15 og E. K. R. 52 Ubødesag. Ogsaa efter G. L. 24 medførte det Fortabelse af Jord; men kunde dog efter Magnus Erlingssøns Anordning afsones med Bod. – Ifølge F. L. III. 3 og J. K. R. 49 medførte det blot simpel útlegð. – Var Gjerningen forøvet i vanvid, eller Kvinden tagen med Vold, skulde der alligevel gjøres Kirkebod derfor, skjønt den ingen Straf medførte. – Andet Ægteskab eller Samleje i forbudne Led medførte almindelig 3 Marks Bod, G. L. 24; B. K. R 15; E. K. R. 30 og 53; F. L. III. 1, 4, 6 og 8, der dog nedsætter Boden med 2 Ører for hvert Led fjernere end Syskendebørn. J. K. R. 47 og 50 bestemmer Boden til 12 Ører, uden Nedsættelse for de fjernere Grader. Boden gjentoges aarlig, hvis de skyldige ikke adskiltes; og hvis de modvillig forsette samlivet over 3 Aar, indtraadte Fredløshed (Landflygtighed).

Bigami medførte efter G. L. 24 og 25 en Bod af 3 Mark til Biskoppen (jfr. Dronning Margretes Rb. 29 Marts 1392. Dipl. Norv. VI. No. 338, hvor det gjøres til Fredløshedssag). Frilleliv af gift Mand bødedes med 12 Ører. – De øvrige Kristenretter, B. K. R. 17; F. L. III. 5, 7 og 10, gjør ingen Forskjel i straffen for Bigami og simpelt Frilleliv, men belægger dem begge med 3 Marks Bod til Biskoppen, og det samme synes ogsaa at have gjældt om Hor. Manden, som gjorde sig skyldig i Hor, maatte derhos efter F. L. XI. 13 bøde 3 Mark til sin Hustru. – J. K. R. 44 skjelner mellem enkelt og dobbelt Hor, men uden at gjøre Forskjel i Straffen, der, som sædvanligt, er nedsat til 12 Ører. – Ulovlig Skilsmisse mellem Ægtefolk belægges i B. K. R. 17 ligeledes med 3 Marks Bod, og hvis Ægtefolkene modvillig efter 3 Maaneders Stevne vægrede sig ved at fornye Samlivet, indtraadte Fredløshed (Landflygtighed). I E. K. R. 22, der ikke angiver Størrelsen af Boden for Bigami, Frilleliv eller Hor, sættes Boden for ulovlig Skilsmisse til 6 Ører.

Sodomitteri erklæres i G. L. 32 for Ubødesag. For crimen bestialitatis foreskriver G. L. 30 og F. L. Indl. 11, jfr. III. 18 og J. K. R. 58, Gilding og derefter evig Landflygtighed.

Mened (meinsœri, rangr eiðr) omhandles ikke i de ældste Love undtagen fra Parter. – Ved Magnus Erlingssøns Rb. 1164, G. L. 28, belagdes Mened med 15 Marks Bod og 3 Mark for hver godtroende Medsværger, uden at det udtrykkelig siges, hvem Boden skal tilfalde. Men da Kirken, som bekjendt, stadig paastod, at Mened hørte under dens Jurisdiktion, var det antagelig Meningen, at Boden skulde tilfalde Biskoppen. Erkebiskop Sigurds Kristenret, F. L. II. 46 jfr. III. 3, sætter Straffen for Mened til 3 Mark, samt 12 Ører for hver Medsværger, til Biskoppen, hvilket i J. K. R. 53, som sædvanligt, er nedsat til henholdsvis 12 og 6 Ører. – Vidner aflagde i den ældste Tid vistnok sin Forklaring uden Ed; var den urigtig eller blev den tilsidesat, om og blot paa Grund af en Overvægt i Modvidnernes Antal, straffedes vidnet med en Bod til Kongen af 3 Mark (G. L. 60 og 266; F. L. XIII. 25), hvorhos de uefterrettelige vidner (skrøkváttar) for Fremtiden var ugilde saavel til selv at aflægge som at nyde Andres Vidnesbyrd. Først ved Midten af det 13de Aarh. synes det at være kommet i Brug at lade Vidnerne aflægge Ed,[10] og man anvendte da selvfølgelig Straffen for Partsed, jfr. F. L. Indl. 13 og 16. – Ifølge B. K. R. (II.) 10, der udentvivl tilhører Lovens verdslige Del, skulde den, som førte urigtigt Vidnesbyrd (er leitt hefir skrøkvitni), bøde 6 Mark, og 3 Mark for hvert Vidne. – M. L. IX. 16 behandler fremdeles Mened som borgerlig Forbrydelse og sætter Straffen til 4 Mark samt 6 Ører for hver godtroende Medsværger til Kongen, samt 3aarig útlegð og bestandig Ugildhed til sednere enten at føre Nogen eller selv at føres som Vidne. Ved det Bergenske Forlig af 1 Aug. 1273 og Overenskomsten til Tunsberg 9 Aug. 1277 erkjendte imidlertid Kongen Mened som henhørende under den kirkelige Jurisdiktion, hvoraf fulgte, at Regelen i Jons Kristenret skulde blive den gjældende. Men man synes ikke at have agtet herpaa; Rb. 18 Febr. 1348 henviser fremdeles til Lovbogens Regel og tilføjer, at Menederen skal brændemærkes paa Panden, hvilket er gjentaget i Chr. IV. L. VIII. 17. – Misbrug af Eden i ulovlige Øjemed belægges i F. L. II. 46 og J. K. R. 52 med Kirkebod. Ifølge F. L. IX. 10 skulde den, som paastod, at en Anden var hans Frigivne, naar denne med Jærnbyrd eller vidner beviste sig at være aarbaren Mand, foruden fuld Ret til Modparten „bøde eiða-sekt til Biskoppen“. Noget Tilsvarende hertil findes intet andetsteds.

Aager, der ligeledes i det Bergenske Forlig og Overenskomsten til Tunsberg henlægges under Kirkens Jurisdiktion, var allerede tidligere forbudt ved en Retterbod af Magnus Lagabøter (gl. L. II. S. 485) jfr. Rb. 1280 Art. 26, under Straf af Kapitalens Forlis til Deling mellem Kongen og Biskoppen. J. K. R. 55 foreskriver derhos en Bod af 5 Ører, halft til Kongen og halft til Biskoppen.

Forsømmelse af at gaa til Alters og Skrifte belægges i F. L. II. 40 med 3 Marks og i J. K. R. 63 med 12 Ørers Bod. Gjentagen modvillig Afholdelse fra Sakramentet i over 3 Aar medførte útlegð (Landflygtighed).

Forsømmelighed med at lade sit Barn døbe inden den befalede Tid, til de 4 aarlige Stevner: Paaske, St. Hansdag, Mikkelsdag og Jul, skulde efter G. L. 21 bødes med 3 Ører efter første Stevne og 3 Mark efter andet Stevne, og efter B. K. R. 4 med 3 Mark for hvert Stevne. Modvillig Forsømmelse af Barnedaaben i over et Aar medførte útlegð (Landflygtighed) for begge Forældre. E. K. R. 8, der indeholder noget afvigende Forskrifter herom, anser Forsømmelse af den befalede Termin med en Bod af 6 Ører og, hvis Daaben derefter ikke finder Sted inden fem Dage, med 3 Mark. Ogsaa F. L. II. 5 har for Forsømmelse af Barnedaaben i de rette Terminer 6 Ørers Bod for den, i hvis Hus Barnet befinder sig, hvilket J. K. R. 2 nedsætter til 3 Ører. Oversteg Forsømmelsen et helt Aar, skulde Husbonden have forbrudt alt sit Gods, hvorimod hans Kone beholdt sin Ejendom.

Ogsaa Forsømmelse med at lade Døde ordentlig begrave inden 5 Dage belægger G. L. 23 med en Bod af 3 Ører, og ligesaa at begrave Lig paa hedensk Vis i Hauger eller Røser. Modvillig Undladelse af Begravelsen medførte útlegð. – Efter E. K. R. 51 medførte Forsømmelse af Begravelsen inden Femt en Bod af 3 Mark, og efter F. L. II. 15 en Bod af 6 Ører, der i J. K. R. 16 er nedsat til 3 Ører. – Af anden Overtrædelse af Anordningerne om Begravelse nævnes: At begrave Hedninger, Bansatte eller Ubødemænd i Kirkegaard (G. L. 22; E. K. R. 50; F. L. II. 10; J. K. R. 16); at begrave Nogen paa et i Forhold til hans Stilling i Samfundet uretteligt Sted, saavelsom at opkaste den Dødes Levninger, inden Liget er fuldkommen forraadnet (B. K. R. 9; E. K. R. 50), samt at begrave Lig egenmægtig mod Præstens Forbud (greftar-rán, B. K. R. 12). De medførte Bøder af forskjellig Størrelse, mest 3 Mark.

Endelig mærkes F. L. III. 12, der for modvillig Udsættelse med at holde Bryllup inden et Aar efter Fæstemaalet sætter en Bod af 3 Mark, i J. K. R. 41 nedsat til 12 Ører; samt B. K. R. 3, der for modvillig Undladelse af at vænne Barn fra Brystet sætter en Bod af 3 Mark.[11]

Af andre Overtrædelser af Kirkens Forskrifter mærkes Helligbrøde, der almindelig belægges med en Bod af 6 Ører for Søndage og de større Festdage, og 3 Ører for mindre Højtider. G. L. 18; B. K. R. 14; E. K. R. 9, 12, 13 fgg., jfr. dog 15; F. L. II. 28, 30, 31 og 34; B. R. 4; J. K. R. 22–25, hvor Boden, som sædvanlig, er sat til det Halve. – Paa lige Maade straffedes Rettergang og Edsaflæggelse i Langfasten og de øvrige forbudne Tider efter F. L. III. 20 og J. K. R. 35.

Kjødspisen om Fredagen var ved G. L. 20 belagt med en Bod af 3 Ører og i Gjentagelsestilfælde 3 Mark; Spisen af Hestekjød med en Bod af 3 Mark. I Langfasten (fra Askeonsdag til Paaske) straffedes Kjødspisen med 3 Marks Bod, og Spisen af Hestekjød medførte útlegð (d. e. 40 Marks Bod?) – Efter B. K. R. 6 medførte derimod Fastebrud 3. Marks Bod, og i Langfasten útlegð; men efter E. K. R. 27 alene Bøder paa henholdsvis 6 Ører eller 3 Mark. – F. L. II. 38, 39 og 41 belægger Fastebrud i Almindelighed med 6 Ørers Bod, men i Langfasten med útlegð, og J. K. R. 28 belægger Spisen af Melkemad (hvítt) i Fasten med 3 Ørers, og af Kjød med 6 Ørers Bod; men Kjødspisen i Langfasten med en Bod af 3 Mark og i Gjentagelsestilfælde 6 Mark – Forsømmelse af Almissepligten, der sluttede sig til Fastepligten, belægges i F. L. II. 32 og 33 med 3 Ørers, og i J. K. R. 39 med 1½ Øres Bod. – Gjentagen modvillig Helligbrøde eller Fastebrud medførte útlegð. – Overtrædelse af Fastepaabudet af Fejltagelse eller Ubekjendtskab medførte ingen Straf, men alene Forpligtelse til Skrifte.

I Forbindelse med Budet om Helligdage og Fasten stod Forbudet mod at holde Bryllup i Fasten og umiddelbart før Helligdage, hvilket straffedes efter Tidens Hellighed, eftersom det skede i Langfasten eller til andre forbudte Tider: efter G. L. 27 med en Bod af henholdsvis 3 Mark eller 3 Ører, efter B. K. R. 7 henholdsvis med útlegð (40 Mark) eller 3 Marks Bod, efter E. K. R. 21 og F. L. III. 9 med en Bod af henholdsvis 3 Mark eller 6 Ører, hvilket gjentages i J. K. R. 45 med den sædvanlige Nedsættelse af Boden til det Halve (12 eller 3 Ører).

Spisen af Selvdødt eller anden forbuden Spise (svidda ok úetan) medførte efter G. L. 31 en Bod of 3 Ører, men efter B. K. R. 5 af 3 Mark. Jfr. E. K. R. 26; F. L. II: 42 og 43; J. K. R. 36 og 37.

Forsømmelse af at holde de befalede Gjestebud (ølgerð) ved Allehelgensmesse (1 Novbr.) og Jul medførte efter G. L. 6 og 7 en Bod af 3 Ører og, hvis Forsømmelsen oversteg Endvidere nævnes i G. L. 3 og 4 Forsømmelse af Pligten til hvert Aar at frigive en Træl, hvilket straffedes med 12 Ørers Bod. F. L. III. 19 har for Forsømmelse af det istedet herfor indførte Vejarbejde en Bod af 1 Øre, og J. K. R. 59 af en halv Øre.

Angaaende Forsømmelse med Hensyn til Kirkernes Bygning og Vedligeholdelse indeholdt alle Kristenretterne udførlige Bestemmelser. For at forsømme Fylkeskirkens Gjenopbyggelse inden 1 Aar sætter de ældre Kristenretter en Bod af 15 Mark, og for de ringere Kirker af 3 Mark, for hvert Aar, G. L. 10 og 12; B. K. R. 8; E. K. R. 34; F. L. II. 7 og 13. J. K. R. 7 og 8 sætter en Bod af 8 Mark for Hovedkirken og 12 Ører for de ringere Kirker. – For Undladelse af at holde Gjerde om Kirken satte G. L. 11 og 13 en Bod af 3 Mark for Fylkeskirken og 12 Ører for de ringere Kirker; B. K. R. 9, E. K. R. 38 og F. L. II. 7 en Bod af 3 Mark for alle, og F. L. II. 8 ligeledes 3 Marks Bod for Undladelse af at skaffe Klokke til Kirken. For delvis Forsømmelse var fastsat forholdsvis ringere Bøder. – Hvis Bønderne modvillig i 3 Aar forsømte at gjenopføre sin nedfaldne Fylkeskirke, var Kongen efter B. K. R. 8 berettiget til, hvis de ikke inden 4 Maaneders stevne efterkom sin Skyldighed, at tvinge dem med Vaabenmagt[12]: Han skulde ikke dræbe Folk eller brænde Hus; men deres Gods kunde han tage, og vedblive saaledes hvert Aar, indtil de gjenopbyggede sin Kirke. – Hvis nogen Høgendeskirke ikke blev gjenopført inden 3 Aar, var efter de ældre Kristenretter den Gaard, paa hvis Grund den stod, forbrudt til Kongen; men efter F. L. III. 13 og J. K. R. 8 skulde der ikke bødes mere end de 3 Gange 3 Mark, og Tomten derefter indhegnes.

For Vægring af de pligtige Ydelser til Kirken og dens Tjenere foreskrives Bøder; men modvillig Undladelse i 3 Aar betragtedes som Affald fra Kristendommen og medførte útlegð (Landflygtighed). Forsømmelse af Tiendepligten bødedes med 3 Mark for hvert Aar, G. L. 7, 8 og 22; B. K. R. 11; E. K. R. 22; F. L. II. 18; J. K. R. 19, der, som sædvanligt, nedsætter Boden til 12 Ører. Undladelse af at erlægge Biskopsreiden belægges i E. K. R. 33 ligeledes med 3 Marks Bod; men i G. L. 9 med en Bod af 3 Ører. Forsømmelse med at yde Biskoppen Skydsbefordring belægges i G. L. 33 og F. L. II. 44 med 3 Ørers og J. K. R. 6 med 1½ Øres Bod.

Embedsforsømnælser af Biskop eller Præst havde i Almindelighed til Følge, at den Forsømmelige tabte sin Lønning i det Aar af vedkommende Distrikt; det behandledes saaledes som en borgerlig Forseelse, se G. L. 8, 9 og 23; B. K. R. 10 og 12; jfr. E. K. R. 48 og 49; F. L. II. 14, 44 og IV. 8. Nogen anden Straf for Biskoppens Overtrædelse af sit Kalds Pligter findes selvfølgelig ikke foreskreven i Loven, da han forsaavidt alene svarede for Pavens Domstol. Derimod nævnes i de ældre Kristenretter forskjellige Tilfælde, hvori Præsten for Embedsforseelser forfaldt i Bøder til Biskoppen, regelmæssig paa 3 Mark. Saaledes: for urigtig Tilsigelse af Faste- eller Helligdage, G. L. 15[13]; B. K. R. 13; E. K. R 10; F. L. II. 22 (3 Ører) og J. K. R. 20 (1½ Øre); for utilbørlig Nægtelse af Daab eller den sidste Olje, G. L. 21 og 23; B. K. R. 10 og 12 jfr. (II.) 19; F. L. II. 14; for Uforsigtighed med Ild i Kirken, E. K. R. 35. For Vægring af Bistand ved Edsaflæggelse skulde Præsten efter B. R. 37 bøde 3 Mark halft til den, som skulde anlægge Eden, og halft til Bykassen, jfr. derimod F. L. IV. 8. – Indgriben i anden Præsts Kald, for at tilvende sig hans Indkomst, belægger G. L. 23 med en Bod af 12 Ører til Biskoppen; jfr. derimod F. L. II. 17.

  1. Hverr maðr skal kristinn vera í konungs veldi þessu. Ala má heiðinn mann um nátt, ef hann ferr til kirkju þeirrar, er prestr er at. En ef hann ferr frá kirkju þeirri, er prestr er at, úskírðr, þá er hann úœll; þá skall hann einn í búð sér, ok kaupa kaupum sínum, ok fara af landi sem skjótast má hann.
  2. Jfr. v. Amira, Vollstreckungsverfahren S. 91 fgg. se ovf. S. 15.
  3. þá skal alla grafa í kirkjugarði, er hœfir eru, ok alla þá, er ei eru úbotamenn. Jfr Munchs Hist. II. S. 937–938.
  4. Jfr. F. L. II. 43, der lader Fredløshed indtræde istedetfor 6 Ørers Bod for den, som kommer Urent i Andres Mad. Om den, der modvillig undlader at betale Tiende, siger B. K. R. 11, at han har forbrudt sin Fred og sit Gods, Land og Løsøre: fari á land heiðit, þó vill hann eigi kristinn vera. Ligesaa B. K. R. 17 om Ægtefolk, som modvillig ophæver Samlivet, og B. K. R. 15 om Ægtefolk, der er hinanden beslægtede i forbudne Led, og ikke vil skilles. Jfr. ogsaa G. L. 7 og 22, der i Almindelighed sætter Formueskonfiskation og Landflygtighed for vedvarende modvillig Overtrædelse af de kirkelige Forskrifter (þau viðrløg, er vér høfum løgð til kristinsdóms várs), samt Haakon Haakonssøns Rb. gl. L. I. S. 459. Art.3: Vér segjum þá af fé ok frjálsi, landi ok lausum eyri: fari þeir ok leiti sér lands annars, ef þeir megu því við koma; en ei skulu þeir lengr kristnum spilla ok váru konungsríki.
  5. Ef maðr gerir til útlegðar í kristnum rétti, ok gengr hann til yfirbóta fyrr en útlegd kemr á hønd hánum, þá á konungr ekki á því. En ef hann verðr útlægr gørr á þingi, þá á konungr landkaup, áðr en hann komi í frid, ok sektir af þeim, er ísamvist eru með hánum, nema þá er hann er fluttr til yfirbóta til biskups; þá skulu menn vera sektalaust með hánum, ok svá síðan stefna sú er liðin, er biskup lagði fyrir hann at bœta glœp sinn útanlands. En konungs menn megu þeim engum landsvist leyfa, er biskups ármaðr gerir útlægan um kristinn rétt. Nú kemr hann aptr ok hefir innt skript sína. Þá, er hann skyldi útanlands inna, þá kanni hann þing ok hafi þar rit biskups, eða staðarins ef biskup er eigi heima, eða ef hann er fráfallinn, ok láti gera sik ílendan, en konungr hafi áðr skógarkaup.
  6. Ef biskup bannsetr mann, þá skal hann hafa þriggja mánaða frest at leiðrétta mál sitt. En at menn vefist eigi lengr í hans úgiptu, þá stefni biskups ármaðr hánum þing ok geri hann útlægan, nema hann leiðrétti þar þegar mál sitt, ok hafi biskup allt fé hans, en konungr landkaup.
  7. Ef maðr verðr eiðrofa eða skriptrofa við biskup, hvárt sem er kona eða karlmaðr; en þat er skriptrof, ef maðr gengr aptr til sømu syndar, er hann hafði fyrr gert um þau mál, er sekt bítr ok til skripta váru borin, eða eigi var af landi brott, sem skript var boðin; gjaldi þrjár merkr biskupi, ok svá annat sinni ok þriðja sinni. En ef þau gera þat optar, þá er karlmaðr útlægr, en biskup hafi hvern pening fjár hans; en kona fari útlæg, nema runnit sé á hønd hennar; en sjølf hafi hon fé sitt.
  8. G. L. 28: Ef þat er konu kennt, at hen sé trøll ok mannæta, þat skal mæla á hendr henni ór húsum þrim, ok sé þat áðr heraðsfleytt. En ef hon verðr at því sønn, þá skal fœra hana á sæ út ok høggva á hrygg. – B. K. R. 16: Sú er fordæða verst, er fyrirgerir kú eða kálfi, konu eða barni. En ef fordæðuskapr verðr funninn í beðjum eða bólstrum manna, hár eða frauða-fœtr, manna-negl eða þá hluti, er vænir þykkja til gerninga, þá má søk gefa þrem konum til jafns réttar, þeim er í líkindum þykki vera. Járni á fyrir at standa: verðr at járni skír, þá er hon sýkn saka; verðr hon fúl at járni, þá heitir hon sønn at søk; fyrirgert fé ok friði ok fimtar-grið frá járni, dræp ok deyð, er taka má hana. Ef konu er tryllska kend í heraði, þá skal hon hafa til 6 kvenna vitni, at hon er eigi tryllsk; sýkn saka ef þat fæst; en ef hon fær þat eigi, fari brott ór heraði með fjárhluti sína; ekki veldr hon því sjølf, at hon er trøll. – Jfr. Maurer, Bekehrung des Norwegischen Stammes II. S. 418.
  9. Samme Skjelnen i de oldengelske Love mellem heáfod-mynster, medemran mynster, þonne gyt læssan og feldcyrice, Edhelr. IX. 5, Cnut I. 3, jfr. Henr. I. 79 § 6: resp. 5 £, 120, 60 og 30 Sh.
  10. Endnu M. L. IX. 13 skjelner mellem rangir eiðar og skrøkvitni.
  11. Nú skal kona hver hafa barn sitt við brjóst sér eigi lengr en tvær føstur ok til hinnar þriðju. En ef bóndi hennar mælir, at hon skal barn sitt af brjósti sér láta, ok hefir hann kvánriki svá mikit, at kona hans vill eigi at orðum hans láta, þá er hon sek mørkum þrem af sínu einu fé. En ef hann gár eigi heldr en hon, þá eru þau bæði sek mørkum þrem af beggja þeirra fé.
  12. þá er sá einn hernaðr lofaðr innanlands konungi: at herja mønnum till kristinsdóms: Hann skal eigi menn drepa ok eigi hús brenna; en fé þeirra skal hann taka ok bú, ok hafa at hernaði. En þegar er menn eta af nýju korni, þá skal hefja á nýja leik stefnu-gerðir, at þeir hafi gørva upp fylkiskirkju sína.
  13. Hvervitna þess er þeir misbjóða oss eða brjóta boðorð biskups, þat er til kristinsdóms várs veit, þá skulu þeir fyrir þat fé bœta biskupi; fyrir því at vér høfum þat afnumit, at þeim skyli með høggum ráða; því at vér mægjumst við þá, eða látum læra sunu vára; kennimenn várir skulu hafa mannhelgi slíka, sem hverr várr við annann her á landi.