Forelæsninger over den norske Retshistorie/63

Den ledende Stilling, som de kongelige Ombudsmænd, Lændermændene og Aarmændene indtog til Tingene, ved at opnævne Nævndermænd og Lagret, overholde Tingets Orden og forestaa Fuldbyrdelsen af dets Domme, var en ligefrem Følge af deres Forhold til den lokale Landsstyrelse. I selve Tingforhandlingerne havde de derimod i denne Egenskab ingen Del, men indtog ligeoverfor det til Tinge forsamlede Folk en Parts Stilling – Derimod maatte Folkets egne patriarkalske Høvdinger, Herserne, selvfølgelig ogsaa her optræde som Bøndernes Raadgivere og Ledere, og deres overgang til kongelige Embedsmænd, Lændermænd, udslettede ikke deres Myndighed som saadanne, om den end tildels kunde fordunkle den. Hvad navnlig Retstvistigheders Paadømmelse angaar, synes det klart, at Tingmændene ikke kunde undvære Vejledning angaaende Lovens Forskrifter og deres Anvendelse, og at de maatte være nærmest henviste til at søge saadan hos sine Høvdinger. Men dette var ingen Myndigheds-Udøvelse, men en ren Tillitssag; heller ikke behøvede Raadgiver-Kaldet at være indskrænket til Høvdingerne alene, men kunde udøves af Enhver, der besad tilstrækkelig Anseelse som Lovkyndig. Man ved, hvor megen Pris vore Forfædre satte paa Lovkundskab (løgspeki), og saa længe Lovene endnu bevaredes i den mundtlige Tradition, var det af dobbelt Vigtighed, at der gaves Mænd, til hvem man med Sikkerhed kunde henvende sig, for at faa Oplysning om deres Forskrifter. For Høvdingerne maatte saadan Kyndighed være saa meget nødvendigere, som den var en væsenlig Betingelse for Bibeholdelsen af deres Myndighed, hvilken for en saa stor Del beroede paa den Anseelse, som Indehaveren faktisk besad.

Man ser ogsaa af Sagaerne, at Mænd med anerkjendt Lovkundskab (løgspekingar, lagamenn, løgmenn) har dannet en egen Klasse, hvis Kjendelse (órskurðr) indhentedes i vigtige og vanskelige Sager, og hvis Erklæring om, hvad der var Lov i et givet Tilfælde, ansaaes afgjørende. Saaledes henvender Egil Skallagrimssøn sig i sin Sag mod Berg-Ønund paa Gulating 934 (Egils S. Kap. 57) til lendamenn ok løgmenn ok alla alþýðu. I Sigurd Hranessøns Proces med Sigurd Jorsalfarer 1115 deltager saavel Lændermænd som Lagmænd i Forhandlingerne; Paastande og Indsigelser rettes til dem, og det er dem, som afsiger Dommen, hvortil de øvrige Tingmænd, som det synes, stiltiende slutter sig. – Det er ogsaa sandsynligt, at disse Lovkyndige eller enkelte af dem, saalænge Lovene ikke var skriftlig optegnede, har plejet paa Tingene at foredrage Lovens Bud i Sammenhæng, jfr. E. K. R. 10[1]. Herfor taler saavel Analogien fra, hvad der gjaldt paa Island og i Sverige, som selve Formen af vore ældste Love, hvor det mundtlige Foredrags Form jevnlig er bibeholdt, jfr. Retshist. I. S 28–29.

Det maa imidlertid fastholdes, at denne de Lovkyndiges retsvejledende Virksomhed paa Tingene ikke, saaledes som de kongelige Ombudsmænds Virksomhed ved Lagrettens opnævnelse, Tingordenens opretholdelse og Dommenes Fuldbyrdelse, var nogen Embeds-Virksomhed, men en rent privat Bistand, ydet frivilligen, snart for Tingmændene, snart for de tvistende Parter, uden anden Auktoritet end den, almindelig Tiltro gav. Der findes intet Spor til, at Lagmændene har modtaget nogen formelig Beskikkelse som saadanne eller været anviste bestemte Distrikter; tvert imod nævnes de, hvor de forekommer paa Tingene, altid i Flertallet. Og i det ældre Tidsrum Love omtales ikke Lagmændenes Pligter med et eneste Ord. Selve Navnet forekommer ikke mere end 3 Gange, nemlig i F. L. I. 1, samt E. K. R. 30 og 44; men alle disse Steder handler alene om Oppebørselen af de Tingmændenes Kasse tilfaldende Bøder, hvilken vel kan have været overladt enkelte af de for Tilfældet tilstedeværende, uden at denne derfor behøvede at være fast beskikket; mulig er Ordet ogsaa en Skrivfejl for løgunautar eller løgréttumenn (jfr. G. L. Kap. 3). Ser man paa den anden Side hen til den overordentlig fremtrædende Rolle, som Magnus Lagabøters Love anviser Lagmændene som Tingets Ledere, synes deraf klart at fremgaa, at der i Mellemtiden maa være indtraadt en gjennemgribende Forandring i deres Stilling; idet de nu er tillagt en virkelig Embedsmyndighed, som de ikke havde tilforn. Sammenligningen mellem M. L. I. 4 og dens Kilde, F. L. I. 2, viser kjendelig, at Lagrettens Medlemmer oprindelig indehavde den fulde Myndighed ogsaa i Retsspørgsmaal[2], og Erkebiskop Eystein vilde neppe have overdraget en Præst at aabne Forhandlingerne og at tyde Lovbogen paa Frostating, ifald en med virkelig Embedsmyndighed, enten af Kongen eller af Bønderne, udstyret Retsforstander paa Lagtinget dengang havde existeret (se F. L. I. 3, jfr. M. L. I. 3). – Forholdet var saaledes i Norge aldeles forskjelligt fra Island, hvor den hvert 3dje Aar paa Altinget valgte Lovsigemand (løgsøgumaðr) var lønnet Embedsmand, og som saadan Altingets Formand og pligtig saavel at give dem, der henvendte sig til ham, Oplysning om Lovens Bud, som regelmæssig at foredrage Loven for Almuen paa Altinget (segja mønnum løg), Se Grág. Kap. 116 og 117 (Reg.). Ligesaa havde Færøerne sin Lagmand eller Lovsigemand Gilli under Olaf den Hellige (Heimskr. Ol. h. S. Kap. 136, 145 og 153; Færeyinga S. Kap. 42, 45, 47 og 48), og paa Grønland nævnes en Lagmand Helge Thordssøn omtrent samtidig, om hvem der har været en egen Saga (Grønlands Hist. Mindesm. II. S. 419–575 og 671). – I Sverige havde ligeledes hvert Landskab sin Lagmand, valgt af Bøndernes Midte, der ligesom den norske Herser var Bøndernes Høvding, og desuden havde det særlige Hverv at foredrage Loven for Tingmændene og med bindende Virkning tolke dens Bud (Heimskr. Ol. s. Helga Kap. 76)[3], og dette Forhold vedblev udentvivl i Jæmteland, hvor der nævnes en Thorarr Lagmand paa Olaf den Helliges Tid (Heimskr. Kap. 151), og som ved sin Gjenforening med Norge i Begyndelsen af det 12te Aarh. beholdt sin Lagmand. – Men forøvrigt var i Norge Lovens Fortolkning og Tingmændenes Vejledning ikke noget offentligt Hverv, men kunde øves af hvemsomhelst, der tiltroedes fornøden Indsigt. Forholdenes simpelhed og Lovens ringe Detalj har vistnok ogsaa medført, at vanskeligere Retsspørgsmaal sjeldnere opstod, see et Tingets retskyndige Medlemmer mere her optraadt som det indsigtsfuldere og forretningsdygtigere Element iblandt Tingmændene selv end som Indehavere af en særskilt viden og derpaa grundet Auktoritet lige over for de øvrige. Alligevel vidner dog Navnet, der endog stundum føjedes som Appellativ til Person-Navnet (Gyrðr løgmaðr Gunnhildarson, Heimskr. Hak. s. herðibr. Kap. 4), om, et det har været et stadig udøvet Kald, i det mindste for Enkelte, og at disse har besiddet en virkelig, om end blot faktisk Auktoritet.

Først i en Retterbod af Haakon Haakonssøn af 1244 (F. L. Indl. 16[4]) nævnes Lagmanden som kongelig Embedsmand, og det paa en Maade, som kjendelig nok viser, at formelige Lovbestemmelser om dette Embedes Myndighed og Virkekreds ikke før har været givne. Embedet er vistnok oprettet ved en ensidig Forføjning af Kong Sverrer, som det synes mellem 1184 og 1188 (Gunnar Grjónbak, Frostatingslagmand, siger selv at han modtog sit Embede i Kong Sverres og Erkebiskop Eysteins Dage, jfr. ovf. I. S. 19–20). Den umiddelbare Foranledning til denne vigtige Foranstaltning, der for en saa væsenlig Del bragte den dømmende Myndighed over i Kongemagtens Haand, maa vistnok søges deri, at de gamle Høvdingeslægter for en stor Del var gaaet tilgrunde i de borgerlige Kampe, medens de nye Mænd af Birkebenernes Parti, som indtog hines Plads, hverken besad den Dannelse eller den Tillit blandt Folket, som var fornøden til at kunne øve den Indflydelse paa Retsplejen, som de gamle Høvdinger hevde øvet. Og paa samme Tid maatte Lovgivningens stedse tiltagende Fuldstændighed, i Forbindelse med dens skriftlige Optegnelse og Forholdenes Udvikling i det hele, bevirke, at Lov og Ret blev Gjenstand for et eget Studium, og at Lovens Fortolkning ofte kom til at stille sig som en tvivlsom og vanskelig Sag. Til at forudsætte nogen planmæssig Beregning fra Kongens Side, sigtende til efterhaanden at fjerne Folket fra Deltagelse i Retsplejen, er der vistnok ikke Grund.

Den retlige Beføjelse for Kongedømmet til at foretage denne Forandring laa i dets Stilling til Landsstyrelsen i det hele. Vel tilkom der Kongen ingen umiddelbar Deltagelse i den dømmende, saalidt som i den lovgivende Myndighed; men man maa ikke overføre Nutidens skarpe Adskillelse mellem de forskjellige statsmagters Kompetens som saadanne til hine gamle Tider. Som Landsstyrelsens Forstander og som den, der havde at vaage over, at alle offentlige Anliggender gik sin Gang overensstemmende med Lovene, tilkom det ogsaa Kongen med bindende Kraft at fortolke Loven, hvor den var utydelig, udfylde den, hvor den var ufuldstændig, og rette Uoverensstemmelser m. v. (konungr er yfir løgin skipaðr). Dette betragtedes ikke som egentlig lovgivende eller dømmende Myndighed, men mere som en Del af Administrationen. At Kongen satte sine Tjenere til at forestaa Lagtinget og vejlede Tingmændene i Loven, og at denne Vejledning erklæredes bindende for disse, var i sig selv en ligesaa legitim Handling som Udgivelsen af Retterbøder (I. S. 5). Da Foranstaltningen saaledes ikke havde noget Paafaldende ved sig, medens den praktisk viste sig som hensigtsmæssig og afhjalp et virkeligt Behov, bliver det ogsaa forklarligt, at man ikke i de skrevne Kilder finder noget om Foranstaltningens Indførelse, forinden den i Rb. 1244 fremtræder som virkende i fuld Kraft[5].

Lagmandens Funktioner har vistnok fra først af indskrænket sig til at forestaa Lagtinget og vejlede Tingmændene om Loven (segja mønnum løg, jfr. Edsformelen i M. L. II. 11 og IV. 3[6]). De regelmæssige Retsforedrag, der vel heller ikke tidligere har hørt med til de egentlige Tingforhandlinger, er vistnok ved Lovens skriftlige Optegnelse gaaede af Brug. Naar Lagmanden skulde erklære sig over et Lovspørgsmaal, er dette rimeligvis skeet ved en Henvisning til og Oplæsning af vedkommende Lovsted, og anderledes kan det neppe heller være at forstaa, naar der et Par Steder tales om, at han skal „læse Lovbogen“ for Tingmændene (M. L. I. 3; Rb. N. gl. L. III. S. 143). Skulde Lagmanden tillige paa Embeds Vegne haft Sæde i Lagretten og Stemme ved den egentlige Dom, maatte en formelig Lovbeslutning have været fornøden; men hertil findes i det ældre Tidsrums Love ikke noget Spor. – Noget andet er det, at Lagmandens Auktoritet, som formelig beskikket Embedsmand, maatte give hans Vejledning en særlig bindende Vægt og at et Forhold som dette, med en embedsmæssig ledende Præsident uden Stemme, ikke kunde holde sig længe, saa at Lagmanden snart ved Tingenes egen Magt blev virkelig Meddommer og Lagrettens Formand. Om nogen formelig Afstemning har der nemlig selv inden Lagretten neppe ofte været Spørgsmaal; i Regelen kom det vel alene an paa, om nogen alvorlig Indsigelse fremsattes mod det af Formanden foreslaaede Resultat. Den, der faktisk havde Initiativet og den overvejende Indflydelse paa Dommen, maatte saaledes let blive betragtet som Deltager i den hele Dommervirksomhed.

Lagmændenes Stilling som Folkets auktoriserede Vejledere i Lov og Ret skaffede dem ogsaa paa en anden Maade virkelig Dommermyndighed. Den gamle Opfatning af Rettergangen, som tilsigtende ikke nogen Udtalelse om en Pligts Tilstedeværelse eller Ikke-Tilstedeværelse, men umiddelbart Afgjørelsen af, om Sagvolderen med Rette har undladt dens Opfyldelse, ledede naturlig til, at tvistende Parter fandt sin Regning ved foreløbig at lade Spørgsmaalet om Forpligtelsen afgjøre af Lagmanden. Da denne Afgjørelse selvfølgelig omfattede Sagen i dens Helhed, og for det juridiske Spørgsmaals Vedkommende havde offentlig Auktoritet, er det let begribeligt, at en Sag, hvori Lagmanden havde afgivet sin Kjendelse, eo ipso blev betragtet som vitterlig, og at i ethvert Fald intet Hereds- eller Fylkesting indlod sig paa nogen videre Bedømmelse af Resultatets Rigtighed (se M. L. VIII. 19[7], jfr. 3; B. L. 9, 10, 12). Lagmandens Orskurd blev saaledes ligegjældende med en Heredstingsdom, og for saa vidt endog bedre, som den deri trufne Afgjørelse af Retsspørgsmaalet ikke var Lagtingets, men alene Kongens egen Prøvelse underkastet. – Betingelsen for saadan Afgjørelse ved Lagmandens Orskurd maatte imidlertid være, at begge Petter var enige om at gaa Tinget forbi. Men den store Bekvemmelighed, som Adgangen til saadan Voldgift frembød i Forbindelse med Lagmandens officielle Stilling, havde naturlig til Følge, at denne Vej hyppig blev benyttet, og at det snart blev betragtet som aabenbar Vrangvillighed at vægre sig. Allerede Haakon Haakonssøns Rb. af 1244 (F. L. Indl. 16) udtaler dette ligefrem og sætter en Bod af 3 Mark for Undladelse af at møde efter Stevning for Lagmanden eller af at holde hans Orskurd.

I Magnus Lagabøters Lovgivning fremtræder Forholdet fuldstændig udviklet. Lagmanden er her Lagtingets Præsident og Lagrettens Formand. I Tilfælde af Meningsforskjel kan vistnok Lagretten, hvis den er enstemmig, overstemme Lagmanden; men hvis Lagretsmændene er af forskjellig Mening, er den, hvorfor Lagmanden erklærer sig. Dom (M. L. I. 4, jfr. VII. 24). Og M. L. I. 11 stiller Lagmandens Orskurd fuldkommen ved Siden af en Heredstingsdom; dog saa, at den vel kan indstevnes for Lagtinget, men tiden at dette, selv om Lagretten er enstemmig, kan underkjende den; hvorimod det har at gjøre Forestilling til Kongen som da med sit Raad paakjender Sagen[8]. Dette sidste var en ligefrem Følge af Lagmandens Stilling; men hvorledes heraf udviklede sig en virkelig Overdommer-Myndighed for Kongen og hans Raad, af hvilken igjen Herredagene og sednere igjen overhofretten og Højesteret udsprang skal i det følgende blive vist.

  1. Nú skal biskup hvert sumar fara til Eidsiva-þings ok heyra þar løgbók (var: løgtølu).
  2. F. L. I. 2: Alt þat, er bók skilr eigi, þá skal þat hafa ór hverju máli, er løgréttumenn verða allir á eitt sáttir. Jfr. M. L. I. 4: Alt þat, sem lagbók skilr eigi, þá skal þat hafa ór hverju máli, sem løgmaðr ok løgréttumenn verða allir á eitt sáttir; en ef þá skilr á, þá ráði løgmaðr ok þeir, sem með hánum samþykkja, nema konungi með hinna skynsamastu manna ráði lítist annat løgligra.
  3. I hverri deild landsins er sitt løgþing ok sín løg um marga hluti; yfir hverjum løgum er løgmaðr ok ræðr hann mestu við bœndr; því at þat skulu løg vera, er hann ræðr upp at kveða. En ef konungr eða jarl eða biskupar fara yfir landit ok eigu þing við bœndr, þá svarar løgmaðr af hendi bónda, en þeir fylgja hánum allir svá, at varla þora ofreflismenn at koma á alþingi þeirra, ef eigi lofa bœndr ok løgmaðr. En þar alt, er legin skilr á, þá skulu øll hallast til móts við Uppsala løg, ok aðrir løgmenn allir skulu vera undirmenn þess løgmanns er á Tíundalandi er. – Jfr. Schlyter, Om Sveriges äldsta indelning i landskap, Upsala 1835; Jur. Afhandl. II. S. 103 fgg. Nordstrøm, Svenska Samhälls-Førfatningen, I. S. 33–4.
  4. Svá høfum vér þat optliga heyrt, at þó at sumir menn sé sannsakaðir, vilja eigi til løgmanns fara, þó at þeim sé løglige stefnt, ok margir vilja eigi løgmanns órskurðum hlíta, siden er hann hefir løgin sagt. En vér hugðum þó, at vér hefðim med því móti løgmennina tilleigða af váru fé ok føðurleifðum, at eptir hins helga Olafs konungs lagasetning ok løgmanna órskurði skyli hverr sitt mál til lykta leiða. Ok fyrir því leggjum vér við þetta þriggja marka sekt hverjum, er eigi vill til løgmanns fara sannsakaðir ok løglige stefndir, og svá þeim, sem eigi vilja løgmanns órskurði líta.
  5. Jfr. Munchs Hist. III. S. 189 fgg. IV. 1 S. 114 og 494 fgg. Aschehoug, Statsforfatningen indtil 1814 S. 43 fgg.
  6. Þat er ok níðings-víg, ef maðr drepr løgmann, þann er til þess er skipaðr at segja mønnum løg, því at sá høggr niðr réttindi fyrir øllum mønnum.
  7. Þat er alt vita-fé, er váttar vitu, ok alt þat, er dómr dœmir manni; svá ok ef løgmaðr segir fé á hendr manni með løgligum laga-órskurði at gjalda øðrum manni. I
  8. M. L. I. 11: Nú skýtr maðr máli sínu unden løgmanni ok til løgþingis, þá rannsaki løgréttumenn innvirðiliga þat mál; ok þó at þeim sýnist øllum sá órskurðr eigi løgligr, er løgmaðr hefir sagt, þá skulu þeir eigi rjúfa løgmenns órskurð; en rita skulu þeir til konungs, hvat þeim þykkir sannara í því máli, ok slíkt rannsak, sem þeir hafa fremast at prófat; því at þenn órskurð, sem løgmaðr veitir, má engi maðr rjúfa, nema konungr sé, at løgbók vár vátti móti, eða konungr sjálfr sá annat sannara með vitra manna ráði; því at hann er yfir løgin skipaðr.